Hvem var Markus?

Markus Markus på arbejde.

Alle fire evangelier er anonyme. Når der på nærværende hjemmeside står "Markus", skal det forstås som en forkortelse for "Den eller de forfattere, der skrev det evangelium, vi kalder Markusevangeliet".

Hvem var Markus så i Bibelen?

I Bibelen kender Peter en Maria, der er mor til en »Johannes med tilnavnet Markus« (Apostlenes Gerninger 12,12), og i et af Petersbrevene er Markus nu blevet hans søn: »min søn Markus hilser jer« (1 Peter 5,13). Markus/Johannes nævnes hist og pist i Apostlenes Gerninger og Paulus' epistler, men det eneste bidrag, han nogensinde giver til historien er at han forlader Paulus & Co. i Pamfylien (Apostlenes Gerninger 13,13). Til gengæld bruger Lukas dette som forklaring på, hvorfor Paulus og Barnabas blev livsvarige uvenner i Antiochia;

1 Peter 5,13: Jeres udvalgte søster i Babylon og min søn Markus hilser jer.
Apostlenes Gerninger 12,12: Da han havde gjort sig dette klart, gik han hen til Marias hus - hun var mor til Johannes med tilnavnet Markus. Dér var mange forsamlet og bad.
Apostlenes Gerninger 13,13: Paulus og hans ledsagere sejlede ud fra Pafos og kom til Perge i Pamfylien, men Johannes forlod dem og vendte tilbage til Jerusalem;

Apost. G. 15,37 Barnabas ville også tage Johannes, som kaldtes Markus, med,
Apost. G. 15,38 men Paulus fandt det ikke rigtigt at tage en med, der havde forladt dem i Pamfylien og ikke deltaget i arbejdet sammen med dem.
Apost. G. 15,39 Det førte til bitter uenighed, så deres veje skiltes. Barnabas tog Markus med og sejlede til Cypern,

Vi får også at vide, at Markus var Barnabas' fætter: »Markus, Barnabas' fætter«, (Kolossenserne 4,10), men i de forrige oversættelser var han nevø: »Markus, Barnabas's Søskendebarn« (Kolossenserne 4,10). På den anden side var Barnabas en levit (d.v.s. af jødisk præsteslægt) (Apostlenes Gerninger 4,36). og det lyder underlig, at en jødisk præst skulle have haft en fætter/nevø med et romersk navn, og som på mange punkter virker meget romersk (det vender vi tilbage til). Det kunne tyde på, at der er flere Markusser, eller — mere sandsynligt — at de forskellige forfattere til Det Nye Testamente har digtet frit.

Kolossenserne 4,10: Hilsen fra Aristark, min medfange, og Markus, Barnabas' fætter; ham har I fået påbud om - tag godt imod ham, når han kommer til jer.
Kolossenserne 4,10: Aristarkus, min Medfange, hilser eder, og Markus, Barnabas's Søskendebarn, om hvem I have fået Befalinger - dersom han kommer til eder, da tager imod ham -
(Oversættelse fra 1907)
Apostlenes Gerninger 4,36: Josef, en levit, der stammede fra Cypern, og som af apostlene fik tilnavnet Barnabas

Med hensyn til at denne Markus skulle være forfatter til evangeliet, må vi kigge i Eusebius' kirkehistorie fra ca. år 325:

Bog 2, Kapitel 15, afsnit 1-2

XV. Da nu således det guddommelige ord boede hos dem, blev Simons kraft straks udslukt og gjort til intet sammen med manden selv. Et så stort fromhedens lys skinnede i Peters tilhøreres sind, at de ikke kunne tilfredsstilles ved at nøjes med at høre en enkelt gang og heller ikke med, at den guddommelige forkyndelse blot blev fremført mundtlig, men de bad og opfordrede hyppigt og indstændigt Markus, hvis evangelium vi har, og som var Peters ledsager, om han også skriftlig ville efterlade dem en beretning om den lære, som de havde fået mundtlig overleveret, og de hørte ikke op, før de havde overtalt manden, og således blev de skyld i, at det skrift, som kaldes Markusevangeliet, blev til.

Man siger, at apostelen, da han ved en åndens åbenbaring erfarede det, glædede sig over mændenes iver og godkendte skriftet til oplæsning i menighederne. Klemens fortæller dette i den sjette bog af Hypotyposeis, og sammen med ham vidner også Biskop Papias af Hierapolis. Peter, siger man, har omtalt Markus i sit første brev, som han skal have forfattet i selve Rom, hvilket han selv gør opmærksom på, idet han i billedlig betydning kalder byen Babylon. Han skriver nemlig: "Den medudvalgte i Babylon og min søn Markus hilser eder".

Eusebios Kirkehistorie, ca. år 325. Oversættelse af Knud Bang, 1940. Ortografien nænsomt moderniseret.

Bibelen i LEGO, Jesus og figentræet.
Markus 11,12-21: Verdens klogeste mand opdager, at der ikke gror figner uden for figensæsonen.

Nu skal man huske, at Eusebius også inkluderede et "ægte" brev fra Jesus i sine bøger, at han forvandlede en ugle til en engel, og at han var den første, der fandt den "kostbare juvel", Testimonium Flavianum. Eusebius er altså ikke manden, man ville købe en brugt Bibel af, men sådan lyder den officielle historie: Da Peter var død, savnede folk hans ord, så Markus skrev dem ned.

Og hvordan kunne Peter så godkende evangeliet, når han var død? Det er da den mindste sag for en helgen: »ved en åndens åbenbaring«. Naturligvis, hvordan ellers?

Eusebius' to kilder for ovenstående naturstridige beretning er Klemens og Papias, men her skal man huske, at Eusebius andetsteds beskyldte Papias for at være dum i hovedet: »Thi han var, efter hvad man kan slutte af hans ord, meget ringe begavet« (3,39,13(1)). Så meget for hans eget kronvidne.

Men efter at have kaldt Papias for »meget ringe begavet«, skynder Eusebius sig alligevel at citere ham igen kun 2 afsnit senere:

Bog 3, Kapitel 39, afsnit 15

Dette sagde Presbyteren: "Markus, der var Peters tolk, nedskrev omhyggeligt alt, hvad han huskede, imidlertid ikke i den orden, hvori det var sagt eller gjort af Herren. Thi han havde hverken hørt Herren eller fulgt ham, men senere, som jeg har sagt, har han fulgt Peter.

Denne fremsatte sine lærdomme, som det blev nødvendigt, men ikke for at give en fremstilling af Herrens ord, så Markus begik ikke nogen fejl ved at skrive noget af det, eftersom han kom i tanker om det, thi han bestræbte sig for ikke at udelade noget af det, som han havde hørt og for ikke at give en fejlagtig fremstilling.

Sådan har Papias talt om Markus […]

Eusebs Kirkehistorie, ca. år 325. Eusebius citerer Papias, der citerer en "presbyter". Oversættelse af Knud Bang, 1940. Ortografien nænsomt moderniseret.

Denne gang får vi at vide, at Papias i det 2. århundrede har citeret en "presbyter" for sige, at Markusevangeliet er en rodebutik: »imidlertid ikke i den orden, hvori det var sagt eller gjort af Herren«. Her hentyder Eusebius til, at episoderne ikke altid kommer i samme rækkefølge som i det "rigtige" evangelium, Matthæusevangeliet.

Et par bind senere citerer Eusebius igen Klemens:

Jesus kurerer en spedalsk
Markus 1,14-45: Jesus helbreder en spedalsk og bliver rasende bagefter.

Bog 6, Kapitel 14, afnist 5-7

(5) I samme bog har Klemens fremdeles fremsat de gamle presbyteres overlevering om evangeliernes rækkefølge på følgende måde: Han sagde, at af evangelierne var de, som indeholder slægtsregistre, tidligst skrevet.

(6) Hvad Markusevangeliet angår, var sammenhængen følgende: Peter prækede offentligt ordet i Rom og forkyndte evangeliet ved Ånden, men mange, der var tilstede der, forlangte, at Markus, der havde fulgt ham i lang tid og huskede det, han fortalte, skulde skrive det sagte op. Han gjorde det og overgav evangeliet til dem, der havde bedt derom.

(7) Da Peter havde fået det at vide, blandede han sig ikke i sagen, hverken således, at han hindrede eller tilskyndede ham.

Eusebs Kirkehistorie, ca. år 325. Eusebius citerer Klemens. Oversættelse af Knud Bang, 1945. Ortografien nænsomt moderniseret.

Denne gang siger Klemens det stik modsatte, af hvad han blev citeret for før: Peter var ikke død, han var i live, og der var ikke noget med, at han »godkendte skriftet til oplæsning i menighederne« oppe fra sin himmel. Selvom han var i live, gjorde han ingenting: »blandede […] sig ikke i sagen, hverken således, at han hindrede eller tilskyndede ham«.

Konklusion: Beviset for, at forfatteren hedder Markus, kommer fra Eusebius, en mand, der er kendt for enten at være løgnagtig eller meget naiv. Eusebius bygger sin opstand på to vidner: Papias, som han straks efter kalder »meget ringe begavet«, og Klemens, som han citerer for to stik modsatte historier.

Er Markusevangeliet skrevet af en discipel af Peter?

Beviserne er jo ikke overvældende, men kunne det være sandt? Kunne Markusevangeliet være skrevet af en discipel af Peter? Har Peter godkendt det efter sin død?

Jesus tempelrensningen
Markus 11,15-18: Tempelrensningen

Markusevangeliet er som de andre evangelier skrevet på græsk, og alle fire evangelister foretrækker tydeligvis at citere fra den græske teksttradition, Septuaginta, i stedet for den hebraiske Tanach (se fx Markus 7,6-7, hvor Jesus bruger en græsk Bibel for at lukke munden på de jødiske skriftkloge). Det virker suspekt, at en discipel af Peter i Jerusalem skulle foretrække at læse og skrive græsk fremfor hebraisk/aramæisk, men derudover er det tydeligt, at hverken "Markus" eller hans læsere er kendt med jødisk sprog, tradition, religion eller geografi.

I det omfang historien inddrager jødiske traditioner, forklares de for læseren: »Farisæerne og jøderne i det hele taget spiser nemlig ikke, før de har vasket hænderne med en håndfuld vand for at overholde de gamles overlevering« (7,3), og »det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat« (15,42). Hvis der kommer lidt hebraiske/aramæiske gloser for lokalkoloritens skyld, så oversættes de straks: »Boanerges, det vil sige "Tordensønner"« (3,17), »"Talitha kum!" - det betyder: "Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!"« (5,41), »korban - det vil sige tempelgave« (7,11), »"Effatha!" - det betyder: "Luk dig op!"« (7,34), »Timæus' søn, Bartimæus« (10,46), »Hosianna! velsignet« (11,9-10), »Abba, fader« (14,36), »Golgata - det betyder Hovedskalsted« (15,22) og »"Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?" - det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"« (15,34).

Det eneste, de romerske læsere skal være klar over, er, at der hang et forhæng inde i templet (Markus 15,38), men de har de udmærket været klar over, eftersom Josephus fortæller, at Kejser Vespasian tog forhænget med til kejserpaladset Rom efter krigen år 66-70.(2)

Markus 15,38: Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst.

Tag den berømte historie om den fattige enke:

Markus 12,42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi.

Selvfølgelig står der ikke danske "øre" i den græske originaltekst. Bibelselskabet skriver i ordforklaringen: »øre Mark 12,42 gengivelse af en romersk kobbermønt svarende til halvdelen af en skilling«. Så Markus snakker om en romersk kobbermønt. I originalteksten skriver Markus, at enken giver 2 lepta, der svarer til 1 quadrantes. En quadrantes er en kvart romersk as, men hvorfor skulle Markus — som jødisk discipel — forklare, hvilke mønter man bruger i Jerusalem, og hvor meget de er værd i romerske penge?

Udover quadrantes, som Markus staver "kodrantês" på græsk, er der andre latinske låneord i dette evangelium: »Legion er mit navn, for vi er mange«, modius ("modion" 4,21), speculator ("spekoulatora" 6,27), sextarius ("xestôn" 7,4), census ("kênsos" 12,14), cæsar ("Kaisaros" 12,14-17), denarius ("dênarion" 12,15), flagello ("phragellôsas" 15,15), prætorium ("praitôrion" 15,16) og centurion ("kenturiôn" 15,39; 15,44-45).

Markus er ofte uvidende om jødisk levevis. Matthæusevangeliet bygger på Markus. Matthæus bruger 607 linier af Markusevangeliet til sit eget evangelium, men i utallige tilfælde har Matthæus valgt at rette i Markus' tekst. I mange tilfælde er det fordi, Matthæus har en anden teologi, men meget ofte sker rettelserne, fordi Matthæus retter nogle fejl, som ingen jøde ville begå. Hvorfor skulle Markus begå disse fejl, og hvorfor har Peter ikke rettet dem?

Macho mand
Markus 8,34: Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.

Hvordan kan Peter, der have prædiket i hele det Hellige Land, have videregivet en historie med så mange geografiske fejl? Hvordan kan en discipel af Peter skrive, at Jesus »erklærede han al slags mad for ren« (Markus 7,14-19), når Peter senere i Apostlenes Gerninger nægter at spise, fordi »Jeg har aldrig spist noget som helst vanhelligt og urent« (Apost. G. 10,9-16)?

Markus 7,18: Og han sagde til dem: "Så er da også I uforstandige? Fatter I ikke, at alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent?
Markus 7,19: For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen." Dermed erklærede han al slags mad for ren.
Apost. G. 10,13: Og en røst lød til ham: "Rejs dig, Peter, slagt og spis!"
Apost. G. 10,14: Men Peter svarede: "Ikke tale om, Herre, for jeg har aldrig spist noget som helst vanhelligt og urent."

Det er netop i dette evangelium, at Peter og de andre disciple fremstilles som en flok begærlige tåber. De andre evangelier er skrevet på et senere tidspunkt, hvor disciplene havde fået heltestatus og stod som forfattere af flere af epistlerne. Men i Markusevangeliet er disciplene overtroiske og grådige kujoner, de fatter ingenting, og deres hjerter er forhærdede (Markus 6,52, Markus 8,17). Værst af dem alle er Peter. Ja, man fristes sommetider til at tro, at evangeliet udelukkende er skrevet for at håne Peter.

Lad os få en smagsprøve på Markus' bidende ironi:

Markus 6,52: De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet.
Markus 8,17: Da Jesus blev klar over det, sagde han til dem: "Hvorfor taler I om, at det er, fordi I ikke har brød med? Kan I endnu ikke fatte eller forstå? Er jeres hjerte så forhærdet?

Markus 8,32 Og dette sagde han ligeud. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham.
Markus 8,33 Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: "Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."
Markus 8,34 Så kaldte han skaren til sig sammen med sine disciple og sagde til dem: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.
Markus 8,35 For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det.
[.. .. ..] [...]
Markus 8,38 For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle."

Vig bag mig, Satan
Peter var advaret: "Vig bag mig, Satan!"

Peter forsøger at irettesætte Universets Skaber, hvorefter Jesus kalder ham Satan! Peter vil åbenbart ikke, "hvad Gud vil", så Jesus kalder folk sammen og forklarer, hvad Gud vil: Man skal »tage sit kors op« og være parat til at miste livet.

Men Peter tog aldrig sit kors op. Peters rigtige navn var Simon, men da Jesus bar sit kors til Golgata, var det en anden Simon, nemlig »Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus«, der endte med at tage Jesus' kors. Hvem var Simon af Kyrene? Ikke nogen særlig person. Hele pointen er, at Kyrene er en græsk koloni, og at denne Simon har givet sine sønner gode græske og romerske navne, Alexander og Rufus. Simon Peter mistede chancen, og frelsen tilhører den helleniserede Simon. Det er kun Markus, der fortæller, hvad Simon fra Kyrene's sønner hed.

Simon Peter risikerede ikke sit liv, men reddede det ved tre gange at fornægte Jesus. Og som Jesus siger i citatet foroven: »den, der skammer sig ved mig og mine ord […] skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed« (Markus 8,38).

Ifølge Markus skammer Jesus sig over Peter. Det er nok derfor, Satan Peter (eller "Sankt Peter" som han kalder sig i dag) stadig står udenfor Perleporten (se evt. mange flere eksempler på Markus' brug af ironi).

Skal vi tro på, at det er denne pinlige historie, som Peter har glædet sig over oppe i sin himmel og godkendt til oplæsning i menighederne?

Markusevangeliet er — ligesom de andre evangelier — anonymt, og når der på nærværende hjemmeside står "Markus", skal det forstås som en forkortelse for "Den eller de forfattere, der skrev Markus".

Eksternt link

Yderligere informationer


Fodnoter: (1) (2)

3,39,13: Men den samme forfatter fortæller også andre ting, som han siger er kommet til ham fra en uskreven overlevering, både nogle ukendte lignelser og lærdomme af vor Frelsers og andet af en mere sagnagtig karakter. Deriblandt siger han også, at nogle tusinde år skal gå hen efter de dødes opstandelse, og at Kristi Rige i den tid skal bestå i legemlig skikkelse på denne jord. Jeg mener, at han har fået denne mening ved en misforståelse af apostlenes beretninger, idet han ikke har fattet, hvad de har sagt på hemmelighedsfuld måde i billedlig tale. Thi han var, efter hvad man kan slutte af hans ord, meget ringe begavet, men dog er han blevet anledning til, at mange kirkelige forfattere efter ham har fremsat den samme mening som han, idet de som vidnesbyrd fremhæver, at manden har levet i den første kristne tid, sådan som man kan se det hos Irenæus og hvem der ellers har fremsat meninger i den retning.

Eusebios Kirkehistorie, ca. år 325. Oversættelse af Knud Bang, 1940. Ortografien nænsomt moderniseret.

7.5.7: »Efter triumfen, og da forholdene i hele Romerriget var fæstnede, besluttede Vespasianus at opføre et Fredens Tempel. Det blev fuldført i meget kort tid og blev skønnere, end noget menneske havde kunnet tænke sig. Til dets udsmykning. anvendte han nemlig såvel sine overordentlige rigdomsskatte som også ældre mesterværker af maler- og billedhuggerkunst. I dette tempel fandt man på ét sted samlet og opstillet alt det, som man ellers tidligere havde måttet vandre verden rundt efter, hvis man havde ønsket at se det stykke for stykke. Han opstillede også her de gyldne genstande fra jødernes tempel, af hvilke han var særlig stolt. Deres lovbog og purpurforhænget fra det allerhelligste lod han derimod anbringe og opbevare i kejserpaladset«.

Jødernes Krig mod Romerne, oversat af Alexander Rasmussen 1905. Ortografien nænsomt moderniseret.


Op til sektion om Markus