Markus på arbejde.
|
Markus på arbejde.
|
Alle fire evangelier er anonyme, og Markus er, som utallige andre anonyme disciple og apostle, bare et navn, der er klistret på det anonyme værk. I Bibelen kender Peter en Maria, der er mor til en Markus (Apostlenes Gerninger 12,12), og i et af Petersbrevene er Markus nu blevet hans søn »min søn Markus hilser jer« (1 Peter 5,13) — forudsat, at det er den samme Markus og ikke er den »Markus, Barnabas' fætter«, der nævnes i et par af Paulus' epistler.
Eusebius skrev i det 4. århundrede, at Papias i det 2. århundrede har citeret en "presbyter", der måske er apostlen Johannes, for at Markus var blevet discipel af Peter og havde skrevet en beretning.
Bog 2, Kapitel 15, afsnit 1-2
Et så stort fromhedens
lys skinnede i Peters tilhøreres sind, at de
ikke kunne tilfredsstilles ved at nøjes med at høre en
enkelt gang og heller ikke med, at den guddommelige
forkyndelse blot blev fremført mundtlig, men de bad
og opfordrede hyppigt og indstændigt Markus, hvis
evangelium vi har, og som var Peters ledsager, om
han også skriftlig ville efterlade dem en beretning
om den lære, som de havde fået mundtlig overleveret,
og de hørte ikke op, før de havde overtalt manden, og
således blev de skyld i, at det skrift, som kaldes Markusevangeliet,
blev til.
Man siger, at apostelen, da
han ved en åndens åbenbaring erfarede det, glædede
sig over mændenes iver og godkendte skriftet til oplæsning
i menighederne. Klemens fortæller dette i den
sjette bog af Hypotyposeis, og sammen med ham
vidner også Biskop Papias af Hierapolis. Peter, siger
man, har omtalt Markus i sit første brev, som han
skal have forfattet i selve Rom, hvilket han selv gør
opmærksom paa, idet han i billedlig betydning kalder
byen Babylon. Han skriver nemlig: "Den medudvalgte
i Babylon og min søn Markus hilser eder".
Eusebios Kirkehistorie, ca. år 340. Oversættelse af Knud Bang, 1940. Ortografien nænsomt moderniseret.
Bog 3, Kapitel 39, afsnit 15
Dette sagde Presbyteren: "Markus, der var Peters tolk, nedskrev omhyggeligt alt, hvad han huskede, imidlertid ikke i den orden, hvori det var sagt eller gjort af Herren. Thi han havde hverken hørt Herren eller fulgt ham, men senere, som jeg har sagt, har han fulgt Peter.
Denne fremsatte sine lærdomme, som det blev nødvendigt, men ikke for at give en fremstilling af Herrens ord, så Markus begik ikke nogen fejl ved at skrive noget af det, eftersom han kom i tanker om det, thi han bestræbte sig for ikke at udelade noget af det, som han havde hørt og for ikke at give en fejlagtig fremstilling.
Sådan har Papias talt om Markus […]
Eusebs Kirkehistorie, ca. år 340. Eusebius citerer Papias, der citerer en "presbyter". Oversættelse af Knud Bang, 1940. Ortografien nænsomt moderniseret.
|
| Markus 11,12-21: Verdens klogeste mand opdager, at der ikke gror figner uden for figensæsonen. |
Nu skal man huske, at Eusebius også inkluderede "ægte" breve fra Jesus i sine bøger, at han forvandlede en ugle til en engel, og at han var den første, der fandt den "kostbare juvel", Testimonium Flavianum.
Eusebius er altså ikke manden, man ville købe en brugt Bibel af, men sådan lyder den officielle historie. Peter har fortalt sin historie til Markus, der har skrevet den ned. Ifølge Euseb »imidlertid ikke i den orden, hvori det var sagt eller gjort af Herren«. Her hentyder Euseb til, at episoderne ikke altid kommer i samme rækkefølge som i det "rigtige" evangelium, Matthæusevangeliet.
Og er det så sandt? Er Markusevangeliet skrevet af en discipel af Peter? Er det skrevet efter diktat fra Peter?
|
| Markus 11,15-18: Tempelrensningen |
Markusevangeliet er som de andre evangelier skrevet på græsk, og alle 4 evangelister foretrækker tydeligvis at citere fra den Græske Teksttradition, Septuaginta, i stedet for den hebraiske Tanach (se fx Markus 7,6-7, hvor Jesus bruger en græsk Bibel for at lukke munden på de jødiske skriftkloge). Det virker suspekt, at en discipel af Peter i Jerusalem skulle foretrække at læse og skrive græsk fremfor hebraisk/aramæisk, men derudover er det tydeligt, at hverken "Markus" eller hans læsere er kendt med jødisk sprog, tradition, religion eller geografi.
I det omfang historien inddrager jødiske traditioner, forklares de for læseren: »Farisæerne og jøderne i det hele taget spiser nemlig ikke, før de har vasket hænderne med en håndfuld vand for at overholde de gamles overlevering« (7,3), »det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat« (15,42), og hvis der kommer lidt hebraiske/aramæiske gloser for lokalkoloritens skyld, så oversættes de straks: »Boanerges, det vil sige "Tordensønner"« (3,17), »"Talitha kum!" - det betyder: "Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!"« (5,41), »korban - det vil sige tempelgave« (7,11), »"Effatha!" - det betyder: "Luk dig op!"« (7,34), »Timæus' søn, Bartimæus« (10,46), »Hosianna! velsignet« (11,9-10), »Abba, fader« (14,36), »Golgata - det betyder Hovedskalsted« (15,22) og »"Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?" - det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"« (15,34).
Det eneste, de romerske læsere skal være klar over, er, at der hang et forhæng inde i templet foran det allerhelligste (Markus 15,38), men de har de udmærket været klar over, eftersom Josephus fortæller, at romerne tog forhænget med til Rom efter krigen år 66-70.
Eller tag den berømte historie om den fattige enke:
Markus 12,42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi.
Selvfølgelig står der ikke danske "øre" i den græske originaltekst. Bibelselskabet skriver i ordforklaringen: »øre Mark 12,42 gengivelse af en romersk kobbermønt svarende til halvdelen af en skilling«. Så Markus snakker om en romersk kobbermønt. I originalteksten skriver Markus, at enken giver 2 lepta, der svarer til 1 quadrantes. En quadrantes er en kvart romersk as, men hvorfor skulle Markus — som jødisk discipel — forklare, hvilke mønter man bruger i Jerusalem, og hvor meget de er værd i romerske penge?
Udover quadrantes, som Markus staver "kodrantês" på græsk, er der andre latinske låneord i dette evangelium: »Legion er mit navn, for vi er mange«, modius ("modion" 4,21), speculator ("spekoulatora" 6,27), sextarius ("xestôn" 7,4), census ("kênsos" 12,14), cæsar ("Kaisaros" 12,14-17), denarius ("dênarion" 12,15), flagello ("phragellôsas" 15,15), prætorium ("praitôrion" 15,16) og centurion ("kenturiôn" 15,39; 15,44-45).
Matthæusevangeliet bygger på Markus. Matthæus bruger 607 linier af Markusevangeliet til sit eget evangelium, men i utallige tilfælde har Matthæus valgt at rette i Markus' tekst. I mange tilfælde er det fordi, Matthæus har en anden teologi, men meget ofte sker rettelserne, fordi Matthæus retter nogle fejl, som ingen jøde ville begå. Hvorfor skulle Markus begå disse fejl, og hvorfor har Peter ikke rettet dem?
Alt dette er i øvrigt almindeligt kendt — de kristne bruger netop denne romerskhed som bevis for, at Markus har skrevet evangeliet: Vi har jo et brev fra Peter, hvor han hilser fra sin søn Markus:
1 Peter 5,13 Jeres udvalgte søster i Babylon og min søn Markus hilser jer.
Når Peter siger, at søsteren er i Babylon, betyder det "naturligvis", at Markus er i Rom — det er sådan et sprog, de kristne har sammen. Og når Markus er i Rom, er han "naturligvis" den eneste i verden, der kan have været uvidende nok om jødisk sprog, kultur og religion til at have skrevet Markusevangeliet. Markus er jo også et romersk navn. Med usvigelig kristen logik har vi fundet forfatteren.
|
| Markus 8,34: Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. |
Men lyder det rimeligt? Skulle Markusevangeliet være skrevet af en discipel af Peter? Hvordan kan Peter, der have prædiket i hele det Hellige Land, have dikteret en historie med så mange geografiske fejl? Hvordan kan Peter fortælle, at Jesus »erklærede han al slags mad for ren« (Markus 7,14-19), når Peter senere i Apostlenes Gerninger nægter at spise, fordi »Jeg har aldrig spist noget som helst vanhelligt og urent« (Apost. G. 10,9-16)?
Det er netop i dette evangelium, at Peter og de andre disciple fremstilles som en flok begærlige tåber. De andre evangelier er skrevet på et senere tidspunkt, hvor disciplene havde fået heltestatus og stod som forfattere af flere af epistlerne. Men i Markusevangeliet er disciplene overtroiske og grådige kujoner, de fatter ingenting, og deres hjerter er forhærdede (Markus 6,52, Markus 8,17). Værst af dem alle er Peter. Lad os tage et lille stykke af Markus:
Markus 8,32 Og dette sagde han ligeud. Da tog Peter ham til side og begyndte at irettesætte ham.
Markus 8,33 Men Jesus vendte sig om, så på sine disciple, irettesatte Peter og sagde: "Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."
Markus 8,34 Så kaldte han skaren til sig sammen med sine disciple og sagde til dem: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.
Markus 8,35 For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det.
[.. .. ..] [...]
Markus 8,38 For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle."
|
| Peter var advaret: "Vig bag mig, Satan!" |
Peter forsøger at irettesætte Universets Skaber, hvorefter Jesus kalder ham Satan! Peter vil åbenbart ikke, "hvad Gud vil", så Jesus kalder folk sammen og forklarer, hvad Gud vil: Man skal »tage sit kors op« og være parat til at miste livet.
Men Peter tog aldrig sit kors op. Peters rigtige navn var Simon, men da Jesus bar sit kors til Golgata, var det en anden Simon, nemlig »Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus«, der endte med at tage Jesus' kors. Hvem var Simon af Kyrene? Ikke nogen særlig person. Hele pointen er, at Kyrene er en græsk koloni, og at denne Simon har givet sine sønner gode græske og romerske navne, Alexander og Rufus. Simon Peter mistede chancen, og frelsen tilhører den helleniserede Simon. Det er kun Markus, der fortæller, hvad Simon fra Kyrene's sønner hed.
Simon Peter risikerede ikke sit liv, men reddede det ved tre gange at fornægte Jesus. Og som Jesus siger i citatet foroven: »den, der skammer sig ved mig og mine ord […] skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed« (Markus 8,38).
Ifølge Markus skammer Jesus sig over Peter. Det er nok derfor, Satan Peter (eller "Sankt Peter" som han kalder sig i dag) stadig står udenfor Perleporten.
Skal vi tro på, at det er denne pinlige historie, der ifølge Euseb er skrevet efter diktat af Peter, og som Peter har glædet sig over og godkendt til oplæsning i menighederne?
Markusevangeliet er — ligesom de andre evangelier — anonymt, og når der på nærværende hjemmeside står "Markus", skal det forstås som en forkortelse for "Den eller de forfattere, der skrev Markus".
