Det Hemmelige Markusevangelium

Det Hemmelige Markusevangelium, side 1
Det Hemmelige Markusevangelium; Skrevet i hånden bagerst i en trykt bog.

I 1958 udførte historikeren Morton Smith et arkiveringsarbejde i klosteret Mar Saba tæt på Jerusalem. Arbejdet gik ud på at gennemgå klosterets gamle trykte bøger for at se, om der var skrevet noget spændende på de blanke sider. Bagerst i en af bøgerne fandt han tre siders afskrift fra ca. 1750 af et brev fra Klemens af Alexandria.

Dette fund var i sig selv spændende. Klemens (ca. år 150 - ca. 215) var kirkens første store teolog, og der ikke er overlevet anden privat korrespondance fra Klemens' hånd. Morton Smith tog derfor tre sæt fotografier af de tre sider, inden han fortsatte med at katalogisere klosterets bøger.

I de næste 15 år analyserede Morton Smith brevets indhold. Brevet viste sig at være langt mere spændende, end han først havde troet: Det indeholdt ukendte detaljer om Jesus' liv. I 1973 udgav han to bøger: Den tunge, akademiske "Clement of Alexandria and a Secret Gospel of Mark" fra Harvard University Press og den mere populære "The Secret Gospel".

I brevet besvarer Klemens nogle spørgsmål fra en person ved navn Theodoros. Theodoros har åbenbart talt med nogle karpokratianere,(1) der havde en anden udgave af Markusevangeliet, der indeholdt flere "saftige" passager.

Klemens bekræfter, at der findes endnu en udgave af Markusevangeliet: Et, som Markus skrev under Peters besøg i Rom, og en udvidet version, hvor han benyttede Peters erindringer, efter at Peter var død. Denne udgave var i "meget sikker forvaring i kirken i Alexandria", men karpokratianere havde desværre fået en kopi, som de bagefter havde forfalsket.

Theodor har fået at vide, at der skulle stå noget om "nøgen mand med nøgen mand" foruden et par andre pikante detaljer, som Klemens ikke engang kan få sig selv til at gentage. Dette afviser Klemens dog, og i stedet citerer han to af de hemmelige steder i Markusevangeliet.

Det spændende er, at disse to stykker, som Klemens citerer, virker som brikker, der mangler i puslespillet. I det officielle Markusevangelium er der et underligt spring i historien i kapitel 10: Jesus er på vej til Jerusalem, da han tager de 12 disciple til side:

Markus 10,32 De var på vej op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem. De var rystede, og de, der fulgte efter, var bange. Så tog han igen de tolv til side og begyndte at sige til dem, hvad der skulle ske med ham:
Markus 10,33 "Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne,
Markus 10,34 og de skal håne ham og spytte på ham, piske ham og slå ham ihjel, og tre dage efter skal han opstå."

Markus 10,35 Så kom Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, hen til Jesus og sagde til ham: "Mester, der er noget, vi vil bede dig om at gøre for os."
[.. .. ..] [...]
Markus 10,41 Da de ti andre hørte det, blev de vrede på Jakob og Johannes.
Markus 10,42 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem.

Jesus står altså og snakker med de tolv disciple i Markus 10,32-34. Men i de næste vers (10,35-42) kommer de disciple, han allerede står og snakker med, over til ham.

Ifølge Klemens mangler der en lang historie mellem det, vi i dag kalder vers 34 og 35. Efter at Jesus har talt med de 12 disciple i Markus 10,32-34, ankommer de til Betania:

Og de kommer til Betania, og der var der en kvinde, hvis broder var død. Hun kom, faldt ned for Jesus og sagde til ham: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Men disciplene truede ad hende. Da blev Jesus vred og gik med hende til haven, hvor graven var.
Blåøjet Jesus
Straks hørtes fra graven en høj røst. Jesus trådte hen og rullede stenen væk fra indgangen til graven, og han gik straks ind, hvor den unge mand var, rakte hånden ud og rejste ham op efter at have grebet ham ved hånden. Den unge mand så på ham og fattede kærlighed til ham, og han begyndte at bede Jesus om at blive sammen med ham. Da de var kommet ud af graven, gik de til den unge mands hus, han var nemlig rig. Efter seks dage gav Jesus ham anvisninger, og da det var blevet aften, kommer den unge mand til ham med en linnedklædning over sin nøgne krop. Og han blev hos ham denne nat. Jesus lærte ham nemlig Guds riges hemmelighed. Så stod han op derfra og vendte tilbage til den anden side af Jordan.

(Nytestamentlige Apokryfer, Christiansen & Nielsen, Det Danske Bibelselskab 2002)

Doré, Jesus genopliver Lazarus
Gustave Doré. Jesus genopvækker Lazarus

Den døde, elskede mand, der genopvækkes i Betania, kender vi også fra den autoriserede Bibel — nemlig den berømte historie i Johannesevangeliet, hvor Jesus genopvækker Lazarus, og ligheden er tydelig: Jesus elsker en mand i Betania, manden dør, hans søster kaster sig ned foran Jesus, Jesus bliver oprørt, stenen foran graven fjernes, manden genopstår og kommer ud af graven viklet ind i linned og klæde.

En pudsig detalje er, at selvom begge genopvækkelseshistorier foregår i Betania, er der tale om to forskellige byer. I Markus 10,1 tager Jesus til »landet øst for Jordan«, så Betania må være »Betania på den anden side af Jordan«, hvor Johannes Døberen var aktiv (Johannes 1,28). Det passer også fint med, at Jesus kort efter ankommer til Jeriko:

Johannes 1,28: Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

Det andet stykke af Det Hemmelige Markusevangelium befandt sig i midten af det vers, der i dag er Markus 10,46. Også her er der ligesom et "hul" i historien i den autoriserede Bibel:

Markus 10,46 Så kom de til Jeriko. Og da Jesus sammen med sine disciple og en større skare gik ud af Jeriko, sad Timæus' søn, Bartimæus, en blind tigger, ved vejen.

Jesus kommer til Jeriko og forlader den straks igen. Hvis ikke der skete noget i Jeriko, hvorfor skriver Markus så ikke bare, at "rejsen gik gennem Jeriko"? Og hvorfor står der, at "de" kom til Jeriko, men "Jesus og hans disciple" gik ud af Jeriko? Kunne Markus ikke bare skrive "de kom til Jeriko, og de gik ud igen"?

Det virker som om, der mangler noget, og sandelig om ikke Klemens fortæller os, at efter "Han kommer til Jeriko" skal der tilføjes en tekst, som jeg hér har markeret med gult:

Markus 10,46 Så kom de til Jeriko. Og der var søsteren til den unge mand, som Jesus elskede, og hans moder og Salome. Men Jesus tog ikke imod dem. Og da Jesus sammen med sine disciple og en større skare gik ud af Jeriko, sad Timæus' søn, Bartimæus, en blind tigger, ved vejen.
(Markus 10,46 med det "hemmelige" tilføjet i gult. Citeret fra Nytestamentlige Apokryfer)

Den "unge mand som Jesus elskede", minder meget om den discipel, som Jesus elskede. Han optræder flere gange i Johannes-evangeliet, f.eks. (Johannes 13,23).

Johannes 13,23: En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus.

Det er straks mere interessant, at de møder den unge mands familie: Hans mor og hans søster (det var formentlig hende, der »faldt ned for Jesus« foran graven). Den unge mand er lige blevet discipel, og det ser ud til, at familien forsøger at komme i kontakt med deres søn/bror. Jesus afviser dem, ligesom han afviste sin egen familie, dengang de prøvede at kontakte ham (Markus 3,31-35).

Markus 3,31: Så kom Jesu mor og hans brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor.
Markus 3,32: Han sad omgivet af en hel skare, og de sagde til ham: "Se, din mor og dine brødre og dine søstre står udenfor og spørger efter dig."
Markus 3,33: Men han svarede dem: "Hvem er min mor og mine brødre?"
Markus 3,34: Og han så rundt på dem, der sad omkring ham, og han sagde: "Se, her er min mor og mine brødre.
Markus 3,35: For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor."

Både Scott Brown og Roger Viklund (se eksterne links længere nede) har en interessant tanke: "hans mor" behøver ikke at være den unge mands mor; det kunne også være Jesus' mor, Maria. Hvis den unge mands søster også hedder Maria, ligesom Lazarus' søster hedder i Johannesevangeliet, så hedder de tre kvinder det samme, som de tre vidner til korsfæstelsen og til den tomme grav, nemlig Maria, Maria og Salome:

Markus 15,40 Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome;

Markus 16,1 Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.

Jesus' mor, Maria, er nemlig også mor til Jakob og Joses (se evt. de mange Jakob'er og Maria'er). Det ville så medføre, at Maria Magdalene var den unge mands søster. Det er ærgeligt, at Klemens ikke giver os mere end de to brudstykker.

Er Det Hemmelige Markusevangelium Ægte?

Hvis brevet skulle være forfalsket, ville det kræve:

  1. Svindleren skulle have adgang til klosterets bibliotek og fred til at skrive de tre sider.
  2. Svindleren skulle kunne efterligne en håndskrift, der blev brugt af græske munke i det 18. århundrede (i og med, at den trykte bog var fra 1646).
  3. Svindleren skulle kende nok til Klemens' ordforråd og stil til at narre Klemens-eksperter.
  4. Svindleren skulle kende nok til Markus' ordforråd og stil til at narre Markus-eksperter.
  5. Svindleren skulle skrive en historie, der passer med Markus' teologi.
  6. Svindleren skulle finde to huller i Markusevangeliet, hvor der ser ud til at mangle noget.

Lad os se nærmere på nogle punkterne:

Er Klemens-brevet et moderne falskneri?

Det Hemmelige Markusevangelium, side 1
Det Hemmelige Markusevangelium, første side af tre.

Opdagelsen af de to tilføjelser til Markusevangeliet medførte naturligvis en masse opstandelse. Enkelte har ligefrem beskyldt Morton Smith for selv at have skrevet brevet. Problemet var, at brevet dengang stadig befandt sig i det utilgængelige kloster. Som god kristen havde det naturligvis været Morton's pligt at stjæle manuskriptet, så han kunne vise det frem. En del af denne kritik skyldtes også, at Harvard University Press var meget længe om at få udgivet den akademiske version, der indeholdt fotografiske reproduktioner af høj kvalitet. Forlaget havde modtaget Morton's manuskript allerede i 1966, men de havde åbenbart masser af god tid. Meget af den første kritik var derfor baseret på de dårligere billeder i den mere populære udgave.

For at gøre sagen mere speget, er de 3 sider i dag forsvundet. Bogen blev set af forskere udenfor patriarkatet i 1976, da Guy Stroumsa sammen med professorerne David Flusser og Shlomo Pines og en student ved navn Meliton fra patriarkatet fandt bogen i klosterets bibliotek, der hvor Morton havde efterladt den 18 år tidligere. De fik lov af munkene til at få bogen undersøgt på det nationale bibliotek, men det viste sig, at den eneste institution, der kunne udføre den slags kemiske analyser, var politiet, og her sagde Meliton nej. De græsk-ortodokse munke ønskede ikke at overgive deres hellige manuskripter til det israelske (jødiske) politi.(2)

The Secret Gospel
The Secret Gospel, 1973

Året efter fik Meliton bogen overført til patriarkatets bibliotek i Jerusalem — officielt fordi man ville starte en generel overførsel af sjældne værker, der dog aldrig skete. De tre sider blev taget ud — officielt fordi man ville opbevare håndskrifter separat fra trykte bøger.

I sommeren 1983 fik Quentin Quesnell adgang til brevet. Quesnell var ellers den eneste, der — næsten — havde turdet anklage Morton Smith for at være en svindler, mens Smith stadig levede. Nu fik Quesnell adgang til at undersøge brevet, og til at få et firma i Jerusalem til at tage farvebilleder, men ikke til at foretage en videnskabelig test af blækket (se eksternt link forneden).

Derefter var det slut. Da svenskeren Per Beskow i 1984 havde fået tilladelse til at undersøge brevet, blev han alligevel afvist — officielt fordi siderne var blevet sprøjtet med insektgift. I dag er siderne "blevet væk". Man tænker på, om de hemmelige sider af Jesus' liv måske har været lige så kontroversielle for nutidens munke, som de var for Klemens og Theodoros for knap 2.000 år siden.

År 2000 havde amerikaneren Charles W. Hedrick og grækeren Nikolaos Olympiou lidt mere held. Brevet var ganske vist stadigvæk væk, men de fik en snak med den bibliotekar, der havde taget siderne ud i 1977, og han havde taget nogle glimrende farvebilleder (til venstre), som Hedrick fik lov til offentliggøre.

Det korte med det lange er, at der aldrig er foretaget nogen videnskabelig undersøgelse af blæk og håndskrift. Mange skeptikere tager det som et bevis for, at det hele er svindel, og de gentager den forkerte påstand, at ingen andre end Morton Smith har set de tre sider.

Det er dog svært at holde Morton Smith ansvarlig for, at patriarkatet nægtede at lade bogen undersøge videnskabeligt, eller at bogen forsvandt fra patriarkatets bibliotek, 40 år efter at han har læst den i Mar Saba klosteret. Morton Smith efterlod bogen, hvor han fandt den, og man kan mene, hvad man vil, om bibliotekets undskyldning med insektgift, men hverken klosteret eller biblioteket har nogensinde benægtet, at de har haft de tre sider. Desuden er der som nævnt andre forskere, der har kigget i manuskriptet, og som har fået adgang til detaljerede farvefotos.

Tabet af originalen er til at overse. Farvebillederne er af meget høj kvalitet (se Viklunds side for enorme forstørrelser af de enkelte bogstaver). Blækket er aldrig blevet undersøgt videnskabeligt, men den mest højrøstede af Mortons anklagere, Stephen C. Carlson, har for mange år siden erklæret på sin blog, at selvom blækket skulle bestå en kemisk analyse, ville det bare bekræfte, at svindleren var dygtig (se eksternt link forneden).

Er Klemens-brevet skrevet af Klemens?

Indledningsvis skal det siges, at hvis man endelig skulle finde et brev fra Klemens, så var klosteret i Mar Saba det bedste sted at kigge. Her levede Johannes af Damaskus fra 716 til 749, der menes at have skrevet Sacra Parallela, hvori der er uddrag af tre af Klemens' breve. Det ene af brevene kaldte Johannes for det enogtyvende, så han har haft adgang til mindst 18 Clement-breve, udover de tre han bragte uddrag fra.(3)

Man kan altså sagtens forestille sig, at et (stykke) af disse breve har overlevet, indtil en munk i 1700-tallet fandt på at bevare det smuldrende dokument ved at kopiere det. Og hvis denne munk i 1700-tallet skulle bevare et fragment af Klemens' brev og skulle bruge en bog med et par blanke sider, så var "Epistolae genuinae S. Ignatii martyris" et oplagt valg, eftersom denne bog indeholdt breve fra Ignatius — en anden kirkefader fra samme periode som Klemens.

Problemerne med de tre sider, vi kigger på her, er, at Klemens giver Theodoros en åbenhjertig lektion i kristen kærlighed til sandheden: »Disse mennesker skal man altså byde modstand på alle måder og fuldstændigt, for selv hvis de sagde noget sandt, burde den, som holder sandheden kær, ikke holde med dem, selv da. For ikke alt, som er sandt, er sandhed. Ej heller er det, som ifølge menneskelige meninger synes at være sandhed, at foretrække fremfor den sande sandhed ifølge troen«. Ikke desto mindre er det konsensus blandt Klemens-eksperter, at brevet bruger et ordvalg og formuleringer, der er typiske for Klemens.

Salt
Morton Salt

I bogen The Gospel Hoax prøver Stephen C. Carlson at argumentere for, at Klemens' brev ikke skulle være ægte. Et punkt er, at Klemens skriver »For sande ting er blevet blandet med opdigtede, og er blevet forfalskede således at, som talemåden jo lyder "selv saltet har mistet sin kraft"«. Carlson mener, dette er en anakronisme: for på Klemens' tid havde man ikke stødt salt, og derfor kunne man ikke blande og forfalske saltet. Samtidig er Morton navnet på et kendt amerikansk bordsalt-mærke, så Carlson hævder, at hele brevet er en joke begået af Morton Smith.

Den holder bare ikke i byretten, for Klemens skriver ingen steder, at saltet skal blandes eller fortyndes; han siger bare, at sandheden er forfalsket og har mistet sin kraft, ligesom saltet har mistet sin kraft (Lukas 14,34).

Lukas 14,34: Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen?

Et andet argument mod ægtheden er, at Klemens opfordrer Theodor til aldrig at indrømme, at dette er Markus' hemmelige evangelium, men derimod at benægte det, selv under ed. Dette undrer nogle forskere, der netop regner Klemens som en meget ærlig mand.(4)

Problemet med dette argument er, at det afhænger af oversættelsen. Oprindeligt var Klemens' brev oversat »nor, when they put forward their falsifications, should one concede that the secret Gospel is by Mark, but should even deny it on oath«. Derimod oversætter Scott Brown (se eksternt link længere nede) den samme passage til »nor when they put forward their falsifications should one concede that it is Mark's mystical gospel, but should even deny it on oath«. I den sidste oversættelse er det evangelium, Klemens frasværger, netop karpokratianernes forfalskede version med "nøgen mand med nøgen mand".

Der er heller ikke noget underligt i, at Klemens skriver om et mere "åndeligt evangelium". Klemens troede på en højere indsigt ud over troen, og som den eneste oldkristne teolog brugte han ordet "gnostiker" i positiv betydning. Den kristne sekt, der endte med at få magten, nemlig katolikkerne, har for længe siden afskrevet ham. Det er 300 år siden hans navnebror, Pave Klemens VIII, droppede Klemens fra kalenderen med martyrer, og Pave Benediktus XIV opretholdt beslutningen, blandt andet fordi, »nogle af hans doktriner var, om ikke fejlagtige, så i det mindste mistænkelige«.

Der er ikke noget nyt i Clemens' oplysninger om, at forskellige sekter havde forskellige udgaver af Markusevangeliet — eller noget overraskende i, at karpokratianerne havde deres egen løsslupne udgave (se evt. fodnote(1)). Den sekt, der i dag kalder sig kristne, har en udgave med en forfalsket afslutning på 12 vers, der beordrer kristne til at uddrive dæmoner, tale i tunger, tage på slanger, drikke dødbringende gift og helbrede med håndspålæggelse (Markus 16,17-18).

Markus 16,17: Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger,
Markus 16,18: og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske."

Brevet er siden 1980 medtaget i standardværket med Klemens' skrifter.(5)

Er de to brudstykker skrevet af Markus?

Ecce Homo af Wenceslaus Hollar
Homo eller ecce homo?

Det endelige spørgsmål er, om Klemens havde ret i, hvad han skrev. Havde Markus skrevet et mere fyldigt evangelium på grundlag af Peters erindringer? Her kniber det mere, eftersom man skal være dybt kristen i hovedet for at tro, at Markus' evangelium var dikteret af Peter.

Vandene er delte. Mange mener, de to tilføjelser er en pastiche fra det andet århundrede. Personligt er jeg enig med Morton Smith, Scott Brown og Roger Viklund (se eksterne links for neden) i, at ikke bare er de to brudstykker skrevet af samme forfatter som resten af Markusevangeliet, men det ser oveni købet ud, som om det autoriserede Markusevangelium er en redigeret udgave af det fulde evangelium. Hvis de to brudstykker var senere tilføjelser, som Clemens hævdede, ville der jo ikke være huller i det autoriserede Markusevangelium, som vi har set.

Jesus piskes De to brudstykker passer fint ind i Markus' teologi. Markus er den evangelist, der tættest følger Paulus, og Paulus mente, at en dåb var en genfødsel. Ved dåben er vi "døbt til hans død" og "begravet med Jesus" (Romerne 6,3-4). Den unge mand var begravet i et linnedklæde, og møder nu op til dåben/genfødslen i det samme klæde. Ordet for "linnedklæde" på græsk er "sindôn", og i det autoriserede Markusevangelium bruges det samme ord kun to steder: Dels da den korsfæstede Jesus bliver svøbt i et ligklæde, og dels om den nøgne unge mand ved Getsemane (herom senere).

Romerne 6,3: Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død?
Romerne 6,4: Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.

Strengt taget står der ikke, at han blev døbt. Måske behøvede han ikke at blive symbolsk "døbt til Jesus død" og blive symbolsk "begravet sammen med Jesus ved dåben" (Romerne 6,3-4), i og med at han allerede havde været ægte død og begravet? Måske kunne han gå direkte til indvielsen og lære »Guds riges hemmelighed«? Dåb eller ej, så skete det i al fald tæt på Jordanfloden, hvor Jesus selv var blevet døbt, eftersom den unge mand bagefter »stod op derfra og vendte tilbage til den anden side af Jordan«.

Hvis vi kigger på den omkringliggende historie, bliver det endnu tydeligere. I Markus 10,32-34 (d.v.s. lige før det "hemmelige" stykke) fortæller Jesus for tredje gang sine disciple om sit forstående martyrium. I Markus 10,35-41 (d.v.s. lige efter at den genoplivede mand er blevet døbt) stiller Jesus et spørgsmål til Jakob og Johannes: »Kan I drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med?«, og han besvarer selv spørgsmålet: »Det bæger, jeg drikker, skal I drikke, og den dåb, jeg døbes med, skal I døbes med;«. Her er dåben tydeligvis et billede på døden. Det er kun Markus, der har denne paulinske sammenligning mellem dåben og døden. Matthæus fjerner hentydningerne til dåben, og episoden mangler helt i Lukasevangeliet.

Den "hemmelige" historie er altså i tråd med Markus' teologi om død, genfødsel og dåb. Et andet kendt træk ved Markus er, at disciplene truede ad søsteren, og at Jesus blev vred. Det minder meget om, hvad der skete lidt tidligere i samme kapitel:

Markus 10,13 Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem,
Markus 10,14 men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.

Her har vi endnu to typiskr temaer fra Markus, nemlig de dumme disciple og den vrede Jesus. De andre evangelier er skrevet på et senere tidspunkt, hvor apostlene havde lagt navn til adskillige epistler og blev regnet for helte, men i Markusevangeliet er disciplene en flok begærlige paphoveder, der fatter endnu mindre end resten af jøderne.

Bemærk, at søsteren kaldte Jesus for Davids søn. Få vers senere — i det autoriserede Markusevangelium — har vi igen en ironisk situation, hvor selv en blind kan se det, som disciplene ikke kan se. Den blinde ved, hvem Jesus er, men "nogen" truer ad ham:

Markus 10,47 Så kom de til Jeriko. Og da Jesus sammen med sine disciple og en større skare gik ud af Jeriko, sad Timæus' søn, Bartimæus, en blind tigger, ved vejen.
Markus 10,48 Da han hørte, at det var Jesus fra Nazaret, gav han sig til at råbe: "Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!"
Markus 10,49 Mange truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere "Davids søn, forbarm dig over mig!"
Markus 10,50 Og Jesus stod stille og sagde: "Kald på ham!" Så kaldte de på den blinde og sagde til ham: "Vær frimodig, rejs dig, han kalder på dig."

Din ven Jesus Den hemmelige historie om den rige, unge mand, der elskede Jesus, ligger som sagt i kapitel 10, mellem vers 34-35, men vi har allerede — få vers forinden i det autoriserede Markusevangelium — mødt en anden rig mand. Den gang var det Jesus, der "fattede kærlighed" til ham, og ikke omvendt:

Markus 10,17 Og da Jesus gik ud på vejen, kom der én løbende og faldt på knæ for ham og spurgte: "Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?"
[.. .. ..][. . .]
Markus 10,20 Han sagde: "Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom."
Markus 10,21 Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: "Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!"
Markus 10,22 Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
[.. .. ..] [...]
Markus 10,25 Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige."

Det er fristende at tro, at det er den samme mand i begge episoder. Den rige mand »blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort«, så måske er han død af sorg? Eller måske er han bare "kommet på bedre tanker" 12 vers senere?

Problemet med denne fortolkning er, at Markus ikke kommer med nogen antydning af, at Jesus allerede kender den unge døde mand. Episoden fra Det Hemmelige Markusevangelium starter bare: »der var der en kvinde, hvis broder var død […]«. Desuden er den døde en ung mand (på græsk: "neaniskos"), mens vi ikke får noget at vide om, at manden i Markus 10,17-22 skulle være ung. Tværtimod fortæller denne mand, at han har fulgt De Ti Bud »lige fra min ungdom« (Markus 10,20), hvilket kunne indikere, at han ikke længere var helt ung.(6)

Det interessante er jo heller ikke, om de to mænd er den samme person eller ej — det afgørende er forskellen på deres handlinger. Den første rige mand »blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort«, fordi det var sværere for ham at komme i Himlen, end en kamel gennem nåleøjet. Den unge rige mand møder derimod op hos Jesus i linnedklædning som for at illustrere, at ligklæder ikke har lommer. Som belønning får den unge mand Guds riges hemmelighed af Jesus.

Længere fremme i det autoriserede Markusevangelium optræder der også en "neaniskos" med et lagen over sin nøgne krop — nemlig ved Getsemane, da Jesus bliver arresteret:

Markus 14,50 Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede.
Markus 14,51 Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over sin nøgne krop; også ham griber de fat i,
Markus 14,52 men han gav slip på lagnet og flygtede nøgen.

I mange år har teologer og forskere undret sig over, hvorfor der render en "neaniskos" rundt med et lagen på sin nøgne krop. Den græske tekst er præcis den samme i både Markus 14,51 og det hemmelige Markusevangelium: sindona epi gumnou ("lagen over det nøgne"). Og hvis nogen tror, at det lette antræk skyldes det varme vejr denne aften i marts måned, så fortæller Markus os allerede to vers senere, at der var så koldt, at Peter og vagtfolkene »varmede sig ved ilden« (Markus 14,54).

Markus 14,54: Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.

Lukas og Matthæus har åbenbart heller ikke forstået, hvad den nøgne unge mand laver i historien, for dengang de kopierede Markusevangeliet, sprang de begge to denne underlige detalje over. Bemærk, at den unge mand som den eneste var blevet hos Jesus, efter at disciplene havde ladt ham i stikken (Markus 14,50). Jesus med kors

I slutningen af evangeliet (husk, at de sidste 12 vers er en nyere forfalskning) er det en "neaniskos" i hvide klæder, der får det allersidste ord:

Markus 16,5 Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede.
Markus 16,6 Men han sagde til dem: "Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!

Her viser Markus os endnu en gang, hvordan Jesus' dumme disciple svigter ham, selvom de havde lovet at gå i døden for ham (Markus 14,31). Selv Peter, der havde givet det mest højtidelige løfte, ender med at fornægte ham tre gange. Til sidst i historien er Jesus helt alene — selv Gud har forladt ham (Markus 15,34). Den eneste, der forbliver trofast, er den unge "neaniskos", Jesus elskede.

Markus 14,31: Men han forsikrede endnu stærkere: "Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig." Det samme sagde også alle de andre.
Markus 15,34: Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?" - det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"

Denne pointe er gået tabt i de andre evangelier. Det er kun Markus, der skriver "neaniskos". Når Matthæus genfortæller Markusevangeliet, bliver den unge mand ved graven erstattet af en engel, mens Lukas skriver to mænd (græsk: "andres").

Moses og Elias opstår
Biblia Pauperum. Jesus bliver forvandlet efter seks dage
Farvelæggeren har glemt, at klæderne skulle være "skinnende hvide".

En anden pudsig detalje er, at den unge mand skulle vente seks dage med at besøge Jesus: »Efter seks dage gav Jesus ham anvisninger […]«. Den samme mærkværdighed ser vi i den historie, hvor Jesus bliver "forvandlet" på bjerget: »Seks dage efter tog Jesus […] dem op på et højt bjerg« (Markus 9,2). Som læser har man ingen anelse, om hvor og hvornår historien foregår (hvad for et højt bjerg? seks dage efter hvilken dato?), men Markus mener åbenbart, det er spændende, at der går seks dage. Der skal gå seks dage, før den unge mand dukker op til et indvielsesritual i en linnedklædning, og seks dage før Jesus bliver "forvandlet" »og hans klæder blev skinnende hvide, meget hvidere end nogen på jorden kan blege dem« (Markus 9,3).

Markus 9,2: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem,

Lad os til sidst kigge på "den høje røst": Jesus nærmer sig graven, og »Straks hørtes fra graven en høj røst«.

Man kunne få indtrykket af, at det var den unge mand, der råbte op, og at han ikke var "rigtigt død". Det har startet spekulationer om, hvorvidt den unge mand var frivilligt begravet i et slags dåbsritual (Romerne 6,3-4), eller om han bliver genoplivet i samme sekund Jesus nærmer sig graven.

Ordet for "røst" er det græske "phônê", og hvis man kigger i resten af evangeliet, kan man se, at Markus altid bruger ordet i forbindelse med noget overnaturligt: »en, der råber i ørkenen Ban Herrens vej« (1,3) »der lød en røst fra himlene: "Du er min elskede søn« (1,11) »der lød en røst fra skyen: "Det er min elskede søn« (9,7). Her er der derimod tale om høj røst, "phônê megalê", som vi støder på fire gange i Markusevangeliet, to gange i forbindelse med, at en dæmon er ved at blive uddrevet af Jesus, og to gange af Jesus selv på korset, lige før han dør, hvor den hellige ånd forlader ham, og han ud-ånder (Markus 15,34, Markus 15,37). Det er ikke bare et ordspil: I den græske tekst kommer ordet for ånd, "pneuma", af ordet for at ånde "pneô" (tænk på pneumatik), og at ud-ånde hedder "ek-pneô". Tilsvarende på engelsk med "spirit" og "expire" (eller: "give up the ghost"). Markus bruger altså kun udtrykket "høj røst" i situationer, hvor en fremmed ånd tvinges til at forlade mennesket.

Markus 15,37: Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.

Jesus sammenligner selv sin djævleuddrivelse med at trænge ind i Satans hus, røve hans ejendele og binde Satan »Først så kan han plyndre hans hus.« (Markus 3,23-27). Man forstår derfor udmærket, at dæmonerne giver et højt skrig, når Jesus kommer for at plyndre Satans hus. I Det Hemmelige Markusevangelium er det ikke længere Satans mindre dæmoner, men selve Døden, "den sidste fjende" (1 Korintherne 15,26), der ser Jesus komme for at "plyndre sit hus" og skriger.

Markus 3,23: Så kaldte han dem hen til sig og sagde til dem i lignelser: "Hvordan skulle Satan kunne uddrive Satan?
Markus 3,24: Hvis et rige er kommet i splid med sig selv, så kan det rige ikke bestå.
Markus 3,25: Og hvis et hus er kommet i splid med sig selv, så kan det hus ikke bestå.
Markus 3,26: Og hvis Satan har rejst sig mod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham.
Markus 3,27: Der er heller ingen, som kan trænge ind i den stærkes hus for at røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke. Først så kan han plyndre hans hus.
1 Korintherne 15,26: som den sidste fjende tilintetgøres døden,

Johannes skriver også "phônê megalê" i historien om Lazarus' genopvækkelse, men her er det Jesus, der er højrøstet: »råbte han med høj røst: "Lazarus, kom herud!"« (Johannes 11,43). Johannes bruger ikke udtrykket andre steder; den høje røst er en del af Markus' faste forråd, men et fremmedlegeme her i Johannesevangeliet. Det kunne tyde på, at Johannes ikke bare har brugt samme kilde som Markus, men at Johannes rent faktisk har læst i Det Hemmelige Markusevangelium

Er det Hemmelige Markusevangelium kontroversielt?

Mar Sabe klosteret
Mar Saba. Billede fra WikiPedia

Som vi har set foroven, har flere forskere og vidner bekræftet eksistensen af Klemens' brev. Der findes flere sæt af fotografier i høj kvalitet, og der er konsensus blandt Klemens-eksperter om, at brevet vitterligt er skrevet af Klemens.

De to brudstykker passer forbløffende fint ind i resten af Markus' evangelium, og de hjælper med at fylde to påfaldende "huller" i den autoriserede tekst. Vi har også set, hvordan den høje røst; den unge nøgne mand i lagnet; de seks dages forberedelse; disciplene, der truer; Jesus, der bliver vred; Jesus, der elsker en ung mand; og metaforerne om død, dåb og genopstandelse alt sammen er elementer, vi kender fra Markus.

Selv i den danske oversættelse kan vi genkende Markus' stil. Markus er glad for ordet "straks": »Straks hørtes fra graven en høj røst […] og han gik straks ind«. Markus er glad for historisk nutid: »de kommer til Betania«, »da det var blevet aften, kommer den unge mand«, og Markus indskyder ofte mystiske og overflødige forklaringer: »han var nemlig rig«, »Jesus lærte ham nemlig Guds riges hemmelighed«.

Folk, der afviser de to brudstykker, argumenterer derfor typisk for, at Det Hemmelige Markusevangelium er for Markus-agtigt til at være af Markus: »The style is certainly Mark's, but it is too Marcan to be Mark« (C.C. Richardson, 1974). Heri er en indrømmelse af, at hvis der er tale om en forfalskning, så er det en meget dygtig en af slagsen, der udelukkende indeholder teologi, symboler, vendinger, grammatik og ordvalg, som allerede findes i Markusevangeliet.

Hvad er problemet i grunden? Hvorfor glæder de kristne sig ikke over, at deres hellige skrift er beriget med 15-16 nye vers om Jesus' gøren og laden? Hvorfor folder de ikke deres små hænder og råber Hosianna verden over?

Ja, det største problem er jo nok, at man med moderne øjne let kan læse teksten, som om Jesus og den unge mand havde et homofilt forhold. Klemens starter ganske vist med at sige, at der ikke står noget om "nøgen mand med nøgen mand", men bare det, at han nævner det, sætter associationerne igang.(7) Når man så læser, at den unge mand "fattede kærlighed" til Jesus, og at han besøgte Jesus om natten, splitternøgen kun dækket af et lagen, og blev der hele natten, er der mange kristne, der sidder uroligt i sædet. En del af skylden ligger hos Morton Smith, der selv argumenterede for, at indvielsesritualet omfattede en "fysisk forening".(8)

Selve navngivningen, Det Hemmelige Markusevangelium, er også uheldig: Klemens kalder først evangeliet for "pneumatikôteron" (d.v.s. åndeligt) og to gange for "mustikou". Dette sidste ord kan betyde hemmelig, men det kan også oversættes til mystisk, og det er nok snarere i denne betydning, Klemens har ment det: Evangeliet var jo ikke hemmeligt, eftersom karpokratianerne havde en (forfalsket) kopi. Hemmeligheden og mysteriet lå i, at Markus ikke havde nedskrevet fortolkningen.

Jesus døbes
Ravenna, ca. år 500:
Kontroversielt billede

Lad os prøve at antage, at Morton Smith ikke havde postuleret en "fysisk forening"; lad os antage at Morton Smith havde valgt at kalde evangeliet for Det Mystiske Markusevangelium eller Det Åndelige Markusevangelium; og lad os for en stund glemme alt om karpokratianernes forfalskede udgave med "nøgen mand med nøgen mand".

Er det så noget i selve teksten, der er kontroversielt? Og endnu vigtigere: Er der noget, der havde været kontroversielt for de kristne på Klemens' tid?

Tag et kig på de to billeder af Jesus' dåb. Begge mosaikker er fra den italienske by Ravenna; Mosaikken til venstre er kontroversiel, fordi den er fremstillet af arianere, en retning indenfor kristendommen, der ikke mente, at Jesus var født guddommelig.

Jesus døbes
Ravenna, 6. århundrede:
Ukontroversielt billede

Dette billede skærer enhver Sand Kristen® i øjnene og hjertet, fordi Jesus ikke kommer fra øst, selvom Den Nikænske Trosbekendelse beskriver Jesus som lys af lys, sand Gud af sand Gud. Mosaikken til højre er den katolske kirkes modsvar, hvor kompositionen er spejlvendt, så Jesus kommer fra øst.

Arianerne har heller ikke haft betænkninger ved at afbilde Jesus nøgen, fordi de ikke mente, han var guddommelig før efter dåben. Det har katolikkerne underligt nok ikke lavet om på i deres version, hvilket siger noget om, hvor almindeligt, det var med nøgendåb dengang. Vestligheden var værre end nøgenheden.

Begge mosaikker viser, at kristne praktiserede nøgendåb i gamle dage. Der er altså ikke noget "kontroversielt" i, at den unge mand møder op til dåben nøgen kun dækket af et linnedklæde. Man kan undre sig over, at den unge mand skulle lære om Guds riges hemmelighed om natten, men det gjorde Nikodemus også, dengang han skulle døbes og komme ind i Guds rige (Johannes 3,1-5, Johannes 19,39).

Johannes 3,1: Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd.
Johannes 3,2: Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: "Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham."
Johannes 3,3: Jesus svarede ham: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige."
Johannes 3,4: Nikodemus sagde til ham: "Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?"
Johannes 3,5: Jesus svarede: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.
Johannes 19,39: Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund.

Der er ikke noget odiøst i, at den unge mand fandt på at »bede Jesus om at blive sammen med ham« (græsk: "parakalein auton ina met autou ê"), for det er ordret det samme, som den besatte i Gerasenernes land gjorde, da Jesus havde drevet dæmonen ud: »bad [han] om lov til at komme med ham« ("parekalei auton […] ina met autou ê", Markus 5,18). Det at være sammen med Jesus betyder hverken mere eller mindre end at være apostel: »tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham« ("ina ôsin met autou", hvor "ê" og "ôsin" er ental og flertal af "at være", Markus 3,14).

Markus 5,18: Da Jesus var ved at gå om bord i båden, bad manden, der havde været besat, om lov til at komme med ham.
Markus 3,14: Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike

Og hvis man mener, at det at lære »Guds riges hemmelighed« er et kodeord for rå mandesex, så er sandheden, at Jesus allerede havde givet »Guds riges hemmelighed« til alle de andre disciple: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet« (Markus 4,11).

Markus 4,11: Og han svarede dem: "Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser,

Der er således meget, der taler for, at Bibelselskabet burde inkludere de to "hemmelige" stykker i deres fremtidige udgivelser. Så kunne de passende samtidig droppe de sidste 12 vers af Markusevangeliet.

Referencer

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7) (8)

karpokratianere . . .: Karpokrates var gnostisk lærer i det 2. århundrede e.v.t., og hvis man skal stole på de beskrivelser, vi har fra den tids kristne, levede de en særdeles usædeligt liv.

Ifølge Klemens var karpokratianere fælles om al ejendom. Gud forbød simpelthen, at man forholdt resten af menigheden sin ejendom — inklusive ens kone. Konebytning var efter sigende en fast del af liturgien.

Ifølge Irenæus troede karpokratianere på en form for reinkarnation, hvor sjælen ikke kunne blive frigivet, før den have oplevet alt, hvad en krop kan opleve. Dette inkluderede også seksuelle oplevelser, hvilket fik karpokratianere til at prøve alle mulige udskejelser.

Der er dermed ikke noget overraskende i, at karpokratianernes udgave af Markusevangeliet indeholdt beretninger om "nøgen mand med nøgen mand".

Stroumsa's besøg er beskrevet af ham selv i Journal of Early Christian Studies bind 11, nummer 2, 2003.

En anden beskrivelses findes på side 83-84 i bogen Lost Christianities af Bart Ehrman. Ehrman har historien fra Stroumsa selv.

Klemens' 21 breve . . .: Oplysningen er fra Roger Viklunds hjemmeside (se eksternt link).

I bogen On the Servants of God citerer Johannes af Damaskus fra "brev 21 af Klemens, forfatteren af Stromata".

Klemens' hæderlighed . . .: For eksempel forbyder Klemens i Stromata bind 7 kapitel 16 sine elever at forfalske sandheden:

For we must never, as do those who follow the heresies, adulterate the truth, or steal the canon of the Church, by gratifying our own lusts and vanity, by defrauding our neighbours; whom above all it is our duty, in the exercise of love to them, to teach to adhere to the truth.

standardværket om Klemens . . .: Clement of Alexandria: Otto Stählin og Ursula Treu, Clemens Alexandrinus, Bind. 4.1: Register, 2. udgave (Berlin, Akademie-Verlag, 1980), XVII-XVIII.
Markus bruger ikke ordet neaniskos om manden i 10,17-22, så vi har ikke nogen forbindelse til den unge mand (neaniskos) i Det Hemmelige Markusevangelium.

Men det pudsige er, at når Matthæus genfortæller Markus 10,17-22, så bruger han ordet ordet neaniskos to gange, og han dropper bemærkningen om, at manden har overholdt De Ti Bud »lige fra min ungdom«:

Matthæus 19,20: Den unge mand sagde: "Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?"
[. . .]
Matthæus 19,22: Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Nu, hvor associationerne allerede er sat i gang, må jeg påpege, at der faktisk hverken står "mand" eller "med" i den græske tekst. Der står kun "gymnos gymnô" — d.v.s. "nøgen nøgen".

Ordene står i maskulin ental, og eftersom "gymnô" er dativ, har oversætteren tilføjet "med", men man kunne ligeså godt skrive "til", "på" eller "i".

Kun fantasien sætter altså grænsen for, hvad karpokratianernes nøgne mænd gjorde ved hinanden.

Fysisk forening med Jesus . . .:

[…] we can put together a picture of Jesus' baptism, "the mystery of the kingdom of God." It was a water baptism administered by Jesus to chosen disciples, singly and by night. The costume, for the disciple, was a linen cloth worn over the naked body. This cloth was probably removed for the baptism proper, the immersion in water, which was now reduced to a preparatory purification. After that, by unknown ceremonies, the disciple was possessed by Jesus' spirit and so united with Jesus. One with him, he participated by hallucination in Jesus' ascent into the heavens, he entered the kingdom of God, and was thereby set free from the laws ordained for and in the lower world. Freedom from the law may have resulted in completion of the spiritual union by physical union.

Morton Smith, The Secret Gospel, side 113-114.


Op til Markusevangeliet