Det Hemmelige Markusevangelium; Skrevet i hånden bagerst i en trykt bog.
|
Det Hemmelige Markusevangelium; Skrevet i hånden bagerst i en trykt bog.
|
I 1958 udførte historikeren Morton Smith et arkiveringsarbejde i klosteret Mar Saba tæt på Jerusalem. Arbejdet gik ud på at gennemgå klosterets gamle trykte bøger for at se, om der var skrevet noget spændende på de blanke sider. Bagerst i en af bøgerne fandt han tre siders afskrift fra ca. 1750 af et brev fra Clemens af Alexandria.
I dette brev besvarer Clemens (ca. år 150 - ca. 215) nogle spørgsmål fra en person ved navn Theodoros. Theodoros har åbenbart hørt, at der fandtes en anden udgave af Markusevangeliet, der indeholdt flere "saftige" passager.
Clemens bekræfter, at der findes ikke mindre end tre udgaver af Markusevangeliet: Et som Markus skrev under Peters besøg i Rom, en udvidet version, hvor han benyttede Peters erindringer, efter at Peter var død, og en tredje, hvor han inkluderede "det forbudte" og "Herrens hierofantiske undervisning", der kunne lede tilhørerne ind i "den inderste helligdom i den sandhed, der er skjult bag syv slør". Denne udgave er i "meget sikker forvaring" i kirken i Alexandria
Theodor har fået at vide, at der skulle stå noget om "nøgne mænd mod nøgne mænd" foruden et par andre pikante detaljer, som Clemens ikke engang kan få sig selv til at gentage. Dette afviser Clemens dog, og han citerer to af de hemmelige steder i Markusevangeliet.
Det spændende er, at disse to stykker, som Clemens citerer, virker som brikker, der mangler i puslespillet. I det officielle Markusevangelium er der et underligt spring i historien i kapitel 10: Jesus er på vej til Jerusalem, da han tager de 12 disciple til side:
Markus 10,32 De var på vej op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem. De var rystede, og de, der fulgte efter, var bange. Så tog han igen de tolv til side og begyndte at sige til dem, hvad der skulle ske med ham:
Markus 10,33 "Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne,
Markus 10,34 og de skal håne ham og spytte på ham, piske ham og slå ham ihjel, og tre dage efter skal han opstå."
Markus 10,35 Så kom Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, hen til Jesus og sagde til ham: "Mester, der er noget, vi vil bede dig om at gøre for os."
[.. .. ..] [...]
Markus 10,41 Da de ti andre hørte det, blev de vrede på Jakob og Johannes.
Markus 10,42 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at deres stormænd misbruger deres magt over dem.
Jesus står altså og snakker med de tolv disciple i Markus 10,32-34. Men i næste vers (10,35) kommer to af de disciple, han allerede står og snakker med, over til ham, og så kalder Jesus de ti andre disciple over til sig (10,42), selvom de altså har stået der hele tiden.
Ifølge Clemens mangler der en lang historie mellem det, vi i dag kalder vers 34 og 35. Efter at Jesus har talt med de 12 disciple, ankommer de til Betania:
Og de kommer til Betania, og der var der en kvinde, hvis broder var død.
Hun kom, faldt ned for Jesus og sagde til ham: »Davids søn, forbarm dig
over mig!« Men disciplene truede ad hende. Da blev Jesus vred og gik
med hende til haven, hvor graven var.
Straks hørtes fra graven en høj røst. Jesus trådte hen og rullede stenen
væk fra indgangen til graven, og han gik straks ind, hvor den unge mand
var, rakte hånden ud og rejste ham op efter at have grebet ham ved
hånden. Den unge mand så på ham og fattede kærlighed til ham, og han
begyndte at bede Jesus om at blive sammen med ham. Da de var kommet
ud af graven, gik de til den unge mands hus, han var nemlig rig. Efter
seks dage gav Jesus ham anvisninger, og da det var blevet aften, kommer
den unge mand til ham med en linnedklædning over sin nøgne krop. Og
han blev hos ham denne nat. Jesus lærte ham nemlig Guds riges hemmelighed.
Så stod han op derfra og vendte tilbage til den anden side af
Jordan.
(Nytestamentlige Apokryfer, Christiansen & Nielsen, Det Danske Bibelselskab 2002)
Gustave Doré. Jesus genopvækker Lazarus
|
Den døde, elskede mand, der genopvækkes i Betania, kender vi også fra autoriserede Bibel — nemlig den berømte historie i Johannesevangeliet, hvor Jesus genopvækker Lazarus, og ligheden er tydelig: Jesus elsker en mand i Betania, manden dør, hans søster kaster sig ned foran Jesus, Jesus bliver oprørt, stenen foran graven fjernes, manden genopstår og kommer ud af graven viklet ind i linned og klæde.
En pudsig detalje er, at selvom begge genopvækkelseshistorier foregår i Betania, er der tale om to forskellige byer. I Markus 10,1 tager Jesus til »landet øst for Jordan«, så Betania må være »Betania på den anden side af Jordan«, hvor Johannes Døberen var aktiv (Johannes 1,28). Johannes 1,28: Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte. Det passer også fint med, at Jesus kort efter ankommer til Jeriko:
Det andet stykke af Det Hemmelige Markusevangelium befandt sig i midten af det vers, der i dag er Markus 10,46. Også her er der ligesom et "hul" i historien i den autoriserede Bibel:
Markus 10,46 Så kom de til Jeriko. Og da Jesus sammen med sine disciple og en større skare gik ud af Jeriko, sad Timæus' søn, Bartimæus, en blind tigger, ved vejen.
Jesus kommer til Jeriko og forlader den straks igen. Det virker som om, der mangler noget, og sandelig om ikke Clemens fortæller os, at efter "Han kommer til Jeriko" skal der tilføjes en tekst, som jeg hér har markeret med gult:
Markus 10,46 Så kom de til Jeriko.
Og der var søsteren
til den unge mand, som Jesus elskede, og hans moder og Salome. Men
Jesus tog ikke imod dem.
Og da Jesus sammen med sine disciple og en større skare gik ud af Jeriko, sad Timæus' søn, Bartimæus, en blind tigger, ved vejen.
(Markus 10,46 med det "hemmelige" tilføjet i gult. Citeret fra Nytestamentlige Apokryfer)
Den "unge mand som Jesus elskede", minder meget om den discipel, Jesus elskede. Han optræder flere gange i Johannes-evangeliet, f.eks. (Johannes 13,23). Johannes 13,23: En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus.
Det er straks mere interessant, at de møder den unge mands familie: Hans mor og hans søster
(det var formentlig hende,
der »faldt ned for Jesus« foran graven).
Den unge mand er lige blevet discipel, og
det ser ud til, at familien forsøger at komme i kontakt med deres søn/bror. Jesus afviser dem,
ligesom han afviste sin egen familie, dengang de prøvede at kontakte ham
(Markus 3,31-35),
Markus 3,31: Så kom Jesu mor og hans brødre, og de sendte nogle ind til ham for at hente ham, men selv blev de stående udenfor.
Markus 3,32: Han sad omgivet af en hel skare, og de sagde til ham: "Se, din mor og dine brødre og dine søstre står udenfor og spørger efter dig."
Markus 3,33: Men han svarede dem: "Hvem er min mor og mine brødre?"
Markus 3,34: Og han så rundt på dem, der sad omkring ham, og han sagde: "Se, her er min mor og mine brødre.
Markus 3,35: For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor."
Roger Viklund (se eksternt link længere nede) har en interessant tanke: "hans mor" behøver ikke at være den unge mands mor; det kunne også være Jesus' mor, Maria. Hvis den unge mands søster også hedder Maria, ligesom Lazarus' søster hedder i Johannesevangeliet, så hedder de tre kvinder det samme, som de tre vidner til korsfæstelsen, Maria, Maria og Salome:
Markus 15,40 Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome;
Jesus' mor, Maria, er nemlig også mor til Jakob og Joses (se evt. de mange Jakob'er og Maria'er). Det ville så medføre, at Maria Magdalene var den unge mands søster. Det er ærgeligt, at Clemens ikke giver os mere end de to brudstykker.
For at vurdere ægtheden, må vi besvare tre spørgsmål: Er Clemens-brevet et moderne falskneri? Er Clemens-brevet skrevet af Clemens? Er de to brudstykker skrevet af Markus?
Lad os se på dem et af gangen:
Det Hemmelige Markusevangelium, første side af tre.
|
Opdagelsen af de to tilføjelser til Markusevangeliet medførte naturligvis en masse opstandelse. Enkelte har ligefrem beskyldt Morton Smith for selv at have skrevet brevet. Problemet var, at brevet dengang stadig befandt sig i det utilgængelige kloster. Som god kristen skulle Morton naturligvis have stjålet manuskriptet, så han kunne vise det frem.
Denne kritik forstummede dog, dels da Morton præsenterede fotografiske reproduktioner af høj kvalitet, dels efterhånden som andre forskere fik adgang til bogen i klosteret, og dels da der blev taget farvebilleder.
For at gøre sagen mere speget, er de 3 sider i dag forsvundet. Først blev bogen overført til patriarkatets bibliotek i Jerusalem — officielt fordi man indså vigtigheden af dette dokument. Så blev de tre sider taget ud — officielt fordi man ville opbevare håndskrifter separat fra trykte bøger. Da svenskeren Per Beskow i 1984 havde fået tilladelse til at undersøge brevet, blev han alligevel afvist — officielt fordi siderne var sprøjtet med insektgift.
Nu er siderne som sagt "blevet væk". Man tænker på, om de hemmelige sider af Jesus' liv måske har været lige så kontroversielle for nutidens munke, som de var for Clemens og Theodoros.
Det korte med det lange er, at der aldrig er foretaget nogen videnskabelig undersøgelse af blæk og fibre.
Det er dog svært at holde Morton Smith ansvarlig for, at siderne forsvinder fra patriarkatets bibliotek, 40 år efter at han har læst dem i Mar Saba klosteret. Desuden er der som nævnt andre forskere, der har kigget i manuskriptet og taget farvebilleder (til venstre).
Morton Salt
|
Her er Clemens-eksperter enige om, at brevet bruger et ordvalg og formuleringer, der er typiske for Clemens. Brevet er nu medtaget i standardværket med Clemens' skrifter.(1)
Selvfølgelig er det ikke sket uden protester. Et af argumenterne for, at Clemens' brev ikke er ægte, er, at han skriver »For sande ting er blevet blandet med opdigtede, og er blevet forfalskede således at, som talemåden jo lyder "selv saltet har mistet sin kraft"«.
I bogen The Gospel Hoax hævder Stephen C. Carlson, at dette ikke kan være skrevet af Clemens, for på Clemens' tid havde man ikke stødt salt og derfor kunne man ikke blande og forfalske saltet. Samtidig er Morton navnet på et kendt amerikansk bordsalt-mærke, så Carlson hævder, at hele brevet er en joke begået af Morton Smith.
Den holder bare ikke i byretten, for Clemens skriver ingen steder, at saltet skal blandes eller fortyndes; han siger bare, at sandheden er forfalsket og har mistet sin kraft, ligesom saltet har mistet sin kraft (Lukas 14,34). Lukas 14,34: Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen?
En anden anke er, at Clemens opfordrer Theodor til aldrig at indrømme, at dette er Markus' hemmelige evangelium, men derimod at benægte det, selv under ed. Dette undrer nogle forskere, der netop regner Clemens som en meget ærlig mand.
Men her er der heller ikke noget at komme efter: Det evangelium Clemens frasværger, er netop det uautoriserede evangelium med "nøgne mænd mod nøgne mænd", som Theodores havde hørt om.
Brevet er altså skrevet af Clemens, så lad os citere fra brevet, hvor Clemens giver os en lektion i kristen kærlighed til sandheden: »Disse mennesker skal man altså byde modstand på alle måder og fuldstændigt, for selv hvis de sagde noget sandt, burde den, som holder sandheden kær, ikke holde med dem, selv da. For ikke alt, som er sandt, er sandhed. Ej heller er det, som ifølge menneskelige meninger synes at være sandhed, at foretrække fremfor den sande sandhed ifølge troen«.
|
| Homo eller ecce homo? (151 KB) |
Det endelige spørgsmål er, om Clemens havde ret i, hvad han skrev. Var de to afsnit skrevet af Markus? Eller er det autoriserede Markusevangelium måske en redigeret udgave af det fulde evangelium?
Problemet er især, at man med moderne øjne let kan læse teksten, som
om Jesus og den unge mand havde et homofilt forhold.
Clemens starter godt nok med at sige, at der ikke
står noget om "nøgne mænd mod nøgne mænd",
men bare det, at han nævner det, sætte associationerne igang.
Når man så læser, at den unge mand
"fattede kærlighed" til Jesus, og at han besøgte Jesus om natten,
splitternøgen kun dækket af et lagen, og blev der hele natten,
er der mange kristne, der sidder uroligt i sædet.
I virkeligheden passer brudstykket fint ind i Markus' teologi.
Markus er den evangelist, der tættest følger Paulus,
og Paulus mente, at en dåb var en genfødsel.
Ved dåben er vi "døbt til hans død" og "begravet med Jesus"
(Romerne 6,3-4).
Romerne 6,3: Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død?
Romerne 6,4: Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.
Den unge mand var begravet i et linnedklæde, og møder nu op til dåben/genfødslen i det samme klæde.
Ordet for "linnedklæde" på græsk er "sindôn", og i det autoriserede Markusevangelium
bruges det samme ord kun to steder: Der da den korsfæstede Jesus bliver svøbt i et
ligklæde, og dels om den nøgne unge mand (herom senere).
Strengt taget står der ikke, at han bliver døbt, men der var i al fald tale om en indvielsesproces, hvor Jesus lærte ham »Guds riges hemmelighed«, og det skete åbenbart tæt på Jordanfloden, eftersom han »stod op derfra og vendte tilbage til den anden side af Jordan«.
Hvis vi kigger på den omkringliggende historie, bliver det endnu tydeligere. I Markus 10,32-34 (d.v.s. lige før det "hemmelige" stykke) fortæller Jesus for tredje gang sine disciple om sit forstående martyrium. I Markus 10,35-41 (d.v.s. lige efter at den genoplivede mand er blevet døbt) stiller Jesus et spørgsmål til Jakob og Johannes: »Kan I drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes med?«, og han besvarer selv spørgsmålet: »Det bæger, jeg drikker, skal I drikke, og den dåb, jeg døbes med, skal I døbes med;«. Her er "dåben" tydeligvis et billede på døden. Det er kun Markus, der har denne paulinske sammenligning mellem dåben og døden. Episoden mangler helt i Lukasevangeliet, og Matthæus fjerner hentydningerne til dåben.
Den "hemmelige" historie er altså i tråd med Markus' teologi om død, genfødsel og dåb. Et andet kendt træk ved Markus er, at disciplene truede ad søsteren, og at Jesus blev vred. Det minder meget om, hvad der skete lidt tidligere i samme kapitel:
Markus 10,13 Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem,
Markus 10,14 men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.
Her har vi endnu et typisk tema fra Markus, nemlig de dumme disciple. De andre evangelier er skrevet på et senere tidspunkt, hvor apostlene havde lagt navn til adskillige epistler og blev regnet for helte, men i Markusevangeliet er disciplene en flok begærlige paphovedet, der fatter endnu mindre end resten af jøderne.
Bemærk, at søsteren kaldte Jesus for Davids søn. Få vers senere — i det autoriserede Markusevangelium — har vi igen en situation, hvor selv en blind kan se det, som disciplene ikke kan se. Han ved, hvem Jesus er, men "nogen" truer af ham:
Markus 10,47 Så kom de til Jeriko. Og da Jesus sammen med sine disciple og en større skare gik ud af Jeriko, sad Timæus' søn, Bartimæus, en blind tigger, ved vejen.
Markus 10,48 Da han hørte, at det var Jesus fra Nazaret, gav han sig til at råbe: "Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!"
Markus 10,49 Mange truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere "Davids søn, forbarm dig over mig!"
Markus 10,50 Og Jesus stod stille og sagde: "Kald på ham!" Så kaldte de på den blinde og sagde til ham: "Vær frimodig, rejs dig, han kalder på dig."
Til sidst er det en anonym kvinde, der salver Jesus og gør ham til Kristus, mens disciplene stadig intet fatter, og "nogen" endnu en gang bliver vrede (Matthæus skriver rent ud, at det er disciplene, der bliver vrede, Matthæus 26,8), Matthæus 26,8: Da disciplene så det, blev de vrede og sagde: "Hvorfor ødsle sådan?
Markus 14,4 Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: "Hvorfor ødsle sådan med olien?
[.. .. ..][. . .]
Markus 14,6 Men Jesus sagde: "Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig.
Historien om den rige, unge mand, der elskede Jesus, ligger som sagt i kapitel 10, mellem vers 34-35, men vi har allerede — få vers forinden i det autoriserede Markusevangelium — mødt en rig, ung mand (det var ham, der havde sværere ved at komme i Himlen end en kamel gennem nåleøjet). Den gang var det Jesus, der "fattede kærlighed" til ham, og ikke omvendt:
Markus 10,17 Og da Jesus gik ud på vejen, kom der én løbende og faldt på knæ for ham og spurgte: "Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?"
[.. .. ..][. . .]
Markus 10,21 Og Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: "Én ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!"
Markus 10,22 Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
Det pudsige er, at når Matthæus genfortæller historien, bruger han
det græske ord "neaniskos", der betyder ung mand — samme ord, som bruges i Det Hemmelige Markusvangelium
(Matthæus 19,20-22).
Matthæus 19,20: Den unge mand sagde: "Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?"
[. . .]
Matthæus 19,22: Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
(Matthæus skriver "neaniskos")
Den unge mand, "neaniskos", med et lagen over sin nøgne krop
optræder længere fremme i det autoriserede Markusevangelium,
hvor Jesus bliver arresteret:
Markus 14,50 Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede.
Markus 14,51 Men der var en ung mand, som fulgte med ham, kun med et lagen over sin nøgne krop; også ham griber de fat i,
Markus 14,52 men han gav slip på lagnet og flygtede nøgen.
I mange år har teologer og forskere undret sig over, hvorfor der render en "neaniskos" rundt med et lagen på sin nøgne krop. Den græske tekst er præcis den samme i både Markus 14,51 og det hemmelige Markusevangelium: sindona epi gumnou ("lagen over det nøgne").
Lukas og Matthæus har åbenbart heller ikke forstået, hvad den nøgne unge mand laver i historien, for dengang de kopierede Markusevangeliet, sprang de begge to denne underlige detalje over. Bemærk, at den unge mand som den eneste var blevet hos Jesus, efter at disciplene havde ladt ham i stikken (Markus 14,50).
I slutningen af evangeliet (husk, at de sidste 12 vers er en nyere forfalskning) er det en "neaniskos" i hvide klæder, der får det allersidste ord i Markusevangeliet:
Markus 16,5 Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede.
Markus 16,6 Men han sagde til dem: "Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!
Her viser Markus os endnu en gang, hvordan Jesus' dumme disciple svigter ham. Peter har lovet at gå i døden for Jesus, men ender med at fornægte ham tre gange. Jakob og Johannes var villige at ofre livet for at få lov til at sidde på Jesus' højre og venstre hånd, men de lader ham alligevel i stikken, og da Jesus bliver korsfæstet, er det med to anonyme røvere ved sin højre og venstre hånd. Til sidst i historien er han helt alene — selv Gud har forladt ham (Markus 15,34). Markus 15,34: Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?" - det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Den eneste, der forbliver trofast, er den unge "neaniskos", Jesus elskede.
Denne pointe er gået tabt i de andre evangelier. Det er kun Markus, der skriver "neaniskos". Når Matthæus genfortæller Markusevangeliet, bliver den unge mand ved graven erstattet af en engel, mens Lukas skriver to mænd (græsk: "andres").
Det "hemmelige" evangelium er altså ikke så kontroversielt, som man kunne tro, og det hjælper med at fylde to påfaldende "huller" i den autoriserede tekst. Der er således meget, der taler for, at Bibelselskabet burde inkludere de to "hemmelige" stykker i deres fremtidige udgivelser. Så kunne de passende samtidig droppe de sidste 12 vers af Markusevangeliet.
Clement of Alexandria: Otto Stählin og Ursula Treu, Clemens Alexandrinus, Bind. 4.1: Register, 2nd ed. (Berlin, Akademie-Verlag, 1980), XVII–XVIII.
