Slutningen af Markus

Jesu opstandelse I sidste kapitel af Markusevangeliet er der et meget brat spring. De tre kvinder besøger Jesus' grav og opdager, at den er tom:

Markus 16,8 Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Markus 16,9 Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af.

Mellem vers 8 og 9 springes der fra stum rædsel: »de sagde ikke noget til nogen, for de var bange« til triumf: »Da Jesus var opstået tidligt om morgenen«. I vers 1-8 besøger kvinderne den tomme grav (d.v.s. at Jesus er genopstået for længst), men alligevel starter vers 9 med »Da Jesus var opstået«, hvorefter han viser »sig først for Maria Magdalene« uden forklaring på, hvorfor de andre kvinder er forsvundet mellem vers 8 og 9.

Codex Vaticanus
Codex Vaticanus (fra starten af 300-tallet) slutter efter vers 16,8 med en fin krølle og teksten "KATA MARKON" (=ifølge Markus).

Hvis man læser teksten på originalsproget, er bruddet fra vers 8 til 9 endnu tydeligere. Der står ikke "de" i vers 8 og "Jesus" i vers 9 — det er ord, Bibelselskabet har tilføjet, fordi udsagnsordene står i henholdsvis tredje person flertal og ental. Helt bogstaveligt siger den græske tekst: »og sagde [flertal] intet til nogen fordi frygtede [flertal] men genopstået [ental] første dag i ugen […]« (tjek evt. konkordansen). Den slags er ganske almindeligt, hvis Jesus er aktiv i episoden, men her har Jesus været død i flere dage, mens den romerske officer, Josef fra Arimatæa, Pilatus og en ung mand i hvide klæder på skift har indtaget scenen. Derfor er det utroligt, at forfatteren ikke tilføjer ordet "Jesus".

Bemærk også, at Maria Magdalene introduceres i Markus 16,9: »Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af«. Dette svarer til Lukas 8,2 »[…] Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af«, men introduktionen er totalt malplaceret her i Markusevangeliet, hvor Maria Magdalena allerede har optrådt i Markus 15,40, 15,47 og 16,1. Man kunne forstå introduktionen, hvis Maria Magdalena ikke havde optrådt i evangeliet før, og man kunne forstå hentydningen til de syv dæmoner, hvis denne historie havde optrådt tidligere i Markusevangeliet, men ingen af delene er tilfældet.

Hvis man læser Bibelselskabet's små noter i Bibelen, står der: "Denne slutning findes ikke i de ældste håndskrifter". Sagen er, at de ældste manuskripter slutter efter Markus 16,8. Det gælder vigtige Bibler som Codex Vaticanus (billedet til venstre), Codex Sinaiticus (billede længere nede) og Codex Syriacus. I mange af de gamle manuskripter, hvor versene er med, er de markeret med asterisker - eller med bemærkninger, om at versene ikke findes i de ældre Bibler. Bibelselskabet's eufemisme "Denne slutning findes ikke i de ældste håndskrifter" betyder præcis det samme som "Denne slutning er et nyere kristent falskneri". De sidste tolv vers af Markusevangeliet er et nyere kristent falskneri.

Faktisk findes der en meget kortere alternativ afslutning, som Bibelselskabet oversætter: "Alt, hvad der var pålagt dem, berettede de i korthed til dem, der var sammen med Peter. Derefter udsendte Jesus selv ved dem fra øst til vest det hellige og uforgængelige budskab om den evige frelse. Amen". Denne slutning er endnu mere påklistret, fordi vers 8-9 uden forklaring går direkte fra »de sagde ikke noget til nogen, for de var bange« til »Alt, hvad der var pålagt dem, berettede de«

De fleste manuskripter (men ikke alle), der har den korte tekst, har også den lange version. Kirkefædre og en enkelt manuskript (Codex Washingtonianus fra ca. år 400) vidner om endnu en variant, hvor der skubbes endnu et par vers ind mellem vers 16,14-15. Udover disse to slutninger findes der to mere. Hver eneste af disse "alternative" afslutninger er med til at bevise, at skribenten har følt, at "der manglede en god afslutning".

Codex Sinaiticus
Codex Sinaiticus: Markusevangeliet slutter efter vers 8 med en lille dekoration. "EVAGGELION KATA MARKON" (=Markus-evangeliet).
I næste spalte starter Lukasevangeliet.

De gamle kirkefædre citerede aldrig nogle af disse vers. Indtil år 325 var der kun én reference til disse vers i den samlede kristne litteratur, og her virker citatet malplaceret, fordi det modsiger den pointe, forfatteren forsøgte at bevise, hvilket kunne antyde, at hentydningen er en note i marginen, der ved uheld er blevet til en del af teksten.(1)

Sidst i det fjerde århundrede har vi breve fra kirkefædrene Eusebius og Hieronymus. De to breve er meget enslydende: De får spørgsmålet om, hvorfor Markus 16,9 siger, at Jesus opstod søndag morgenen, når Matthæus skriver, det skete lørdag aften.

Begge kirkefædre fortæller, at man kan se bort fra Markus 16,9-20. Her er Eusebius' brev:

The solution of this might be twofold. For the one who sets aside the passage itself, the pericope that says this, might say that it is not extant in all the copies of the gospel according to Mark. The accurate ones of the copies, at least, circumscribe the end of the history according to Mark in the words of the young man seen by the women, who said to them: Do not fear. You seek Jesus the Nazarene, and those that follow, to which it further says: And having heard they fled, and said nothing to anyone, for they were afraid.

For in this [manner] the ending of the gospel according to Mark is circumscribed almost in all the copies. The things that seldom follow, which are extant in some but not in all, may be superfluous, and especially if indeed it holds a contradiction to the testimony of the rest of the evangelists. These things therefore someone might say in avoiding and in all ways doing away with a superfluous question.

(Eusebius til Marinus, Quaestiones Ad Marinum)

Eusebius var kirkehistorikeren over alle kirkehistorikere, og det, han skriver her, er altså, at Markus 16,9-20 ikke er med "i alle kopier af Markusevangeliet", i al fald "ikke i de mest akkurate kopier", faktisk stopper "næsten alle kopier" med Markus 16,8, og afslutningen, der er "med i nogle, men ikke i alle", er "måske overflødig".

Faktaboks:

Markusevangeliet indeholder 678 vers.

Hvis man fjerner den falske afslutning på 12 vers . . .

. . . ender man med:

666

Eusebius siger ikke rent ud, at Marinus bare kan rive Markus 16,9-20 ud af sin Bibel (se faktaboks til venstre). Eusebius' største bekymring er, at der ikke må være selvmodsigelser i evangelierne, med hensyn til om Jesus opstod lørdag aften. Eusebius' svar minder meget om et tilsvarende brev fra Hieronymus, så måske har begge de to kirkefædre fundet løsningen hos den endnu ældre kirkefader Origenes. I så fald går diskussionen om slutningen af Markusevangeliet tilbage til midten af det 3. århundrede(2) (se evt. Hieronymus' brev til Hedybia).

Den slutning, vi læser i danske (og andre) bibler, er i al fald ikke den originale. Jesus lovede sine disciple, at de skulle mødes i Galilæa: »Men efter at jeg er opstået, går jeg i forvejen for jer til Galilæa« (Markus 14,28), og dette løfte blev gentaget af "en ung mand i hvide klæder" ved den tomme grav: »Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det« (Markus 16,7). Den originale slutning (hvis en sådan nogensinde har eksisteret), skulle altså fortælle om, hvordan disciplene møder Jesus i Galilæa. Hvis ikke man kan stole på Jesus, hvem kan man så stole på?

Afslutningen virker som et opkog af Lukas og Johannesevangeliet. Tag Markus 16,16: »Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.« Ingen af de tre synoptiske evangelister har andre steder et krav om, at man skal tro på Jesus for at blive frelst. Ikke desto mindre indeholder denne falske afslutning på bare 12 vers ikke mindre end 7 hentydninger til tro som noget godt og manglende tro som noget dårligt.

Markus 15,40: Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome;
Markus 15,47: Men Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, så, hvor han blev lagt.
Markus 16,1: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.

Konklusionen er, at Markus, der er det ældste og mest originale evangelium — og er den tekst som Matthæus og Lukas bygger på — ikke har nogen beskrivelse af Jesus' opstandelse og triumf, men derimod ender med, at vidnerne "[…] flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange".

Hvorfor Mangler Slutningen?

De skøre riddere
De skøre riddere: "Den der er tapper og ren i ånden, vil finde den Hellige Gral i Slottet AAAAaaaaaargh".
"Han må have været døende, da han skrev det".
Markus 8,12: Så sukkede han dybt i sin ånd og sagde: "Hvorfor kræver denne slægt et tegn? Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal intet som helst tegn få."

Den første tanke var, at de sidste par sider var "faldet ud" af manuskriptet. Men så skulle det være sket meget tidligt, siden vi ikke har nogen manuskripter med en ægte slutning.

Det har også været foreslået, at forfatteren døde, inden han nåede at skrive historien færdig. Sådan lidt i stil med Monty Pythons Skøre Riddere (til venstre): "Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. AAAAaarrghhh".

Men forklaringen er formentlig, at Markus ikke ønskede en triumferende og afrundet slutning. Markusevangeliet er skrevet kort tid efter Jerusalems fald, og er en sort komedie om, hvordan de blinde og onde jøder selv var ude om deres skæbne, fordi de havde afvist deres Messias. I Markusevangeliet siger Jesus til jøderne, at »Denne slægt skal intet som helst tegn få« (Markus 8,12), derfor forlader kvinderne graven uden at sige noget til nogen. Hvis der nogensinde har været en genopstandelse i dette evangelium, må den have været med i Det Hemmelige Markusevangelium.

Efterhånden er der blevet enighed om, at historien ender, som den skal. Historien bygger op til et klimaks, der bliver til antiklimaks. Man kan forestille sig, hvordan den abrupte slutning vil vække tilhøreren / læseren, og sætte tankerne igang.

Evangeliet ender med, at en ung mand i hvide klæder siger: »Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det« (Markus 16,7). Kvinderne flygter fra graven, og siger ikke noget til nogen, fordi de er bange. Disciplene aldrig får beskeden, men der er stadig én, der hører budskabet, nemlig læseren. Markus har jo før henvendt sig direkte til læseren: »den, der læser dette, skal mærke sig det!« (Markus 13,14).

Markus 13,14: Når I ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor han ikke bør stå - den, der læser dette, skal mærke sig det! - da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene;
Snakers
"Snakers" - kristne menigheder, der håndterer giftslanger p.g.a. Markus 16,18

Og hvad er det så disciplene (og læseren) skal se? Jo, sagen er, at Markus ofte binder flere afsnit sammen ved at bruge et bestemt ord. Når den unge mand siger »Dér skal I se ham« (Markus 16,7), er ordet for "I skal se" det græske "opsesthe". Dette ord optræder præcis 1 gang mere i samme evangelium:

Markus 14,62 Jesus svarede: "Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer."

Samme ord i 3. person, "opsontai":

Markus 13,26 Og da skal de se Menneskesønnen komme i skyerne med megen magt og herlighed.

Budskabet fra den unge mand er altså, at læseren skal skynde sig til Galilæa, hvor han vil se Menneskesønnen komme. Vel at mærke ikke Jesus' genoplivede lig, der udfører et par tryllekunster, som i de andre og senere evangelier, men intet mindre end verdens undergang og Menneskesønnen, der »komme[r] i skyerne med megen magt og herlighed«.

Markusevangeliet fungerer altså fint uden de 12 sidste vers, men nu er de tilføjet, og der er kirke-retninger, der tager Markus 16,18 helt bogstaveligt - de håndterer slanger (billedet til højre) og drikker stryknin for at vise deres tro - med adskillige dødsfald til følge. Altsammen på grund af et falsk vers!

Markus 16,18: og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske."

Eksterne links

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2)

Irenæus citerer Markus 16,19 i hans Imod Kætterne 3,10,5.

Denne tekst overlever dog kun i latinsk oversættelse, og det pudsige er, at citatet faktisk modarbejder det argument, Irenæus er ved at fremføre: Mens Irenæus argumenterer for, at Jesus er den samme som Gud, citerer han pludselig Markus 16,19 for, at Jesus sidder på Guds højre hånd (altså at Jesus og Gud er to forskellige væsener), hvorefter han citerer Salme 110 "Herren sagde til min Herre", der også viser, at der er to forskellige slags Herrer.

Derfor er det en oplagt tanke, at en senere ejer af Irenæus' værker har tilføjet citateterne fra Markus 16,19 og Salme 110 som kommentarer i marginen, og at disse ved næste afskrift er blevet inkluderet i selve teksten.

Der er utallige eksempler i klassiske tekster på, at kommentarer i marginen er blevet opfattet som rettelser og derefter er blevet inkluderet. Se evt. A companion to classical texts side 193 - 197.

For detaljer, se det eksterne link til Richard Carrier's artikel, og gå ned til "Irenaeus".

Forslaget om, at de to kirkefædre måske begge har fundet løsningen hos Origenes stammer fra William Farmer:

»The twofold solution is Origenic in any case, and that it originates with Origen is not unlikely. If this ambidexterous or ambiguous solution is from Origen, it provides evidence for the existence of manuscripts ending with [ephobounto gar] in the third century in such quantities as conservatively to argue for a late second-century origin for this reading«.

The Last Twelve Verses of Mark af William R. Farmer, 2005, side 30.


Op til Markusevangeliet