Markus' lille apokalypse

Peter
Peter erklærer, at Jesus er Kristus. Derefter begynder Jesus sin vej mod korset.

Det vigtigste i historien om Jesus er hans lidelse og død. Man kan næsten betegne hele Markusevangeliet som en korsfæstelse med en lang indledning(1).

De fleste forskere er enige i, at "Vejen til Korset" begynder i kapitel 8 med Peters bekendelse (billedet til højre). Jesus erklærer straks efter, at hans disciple skal »fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig« (Markus 8,34), hvorefter Jesus og disciplene begiver sig til Jerusalem. Læseren ved udmærket, hvordan historien vil ende, for undervejs til Jerusalem fortæller Jesus hele tre gange, at han skal arresteres, piskes, korsfæstes og bagefter genopstå.

Men historien om "Vejen mod Korset" og de små afsløringer starter længe før dette: Peters bekendelse kommer ikke som noget chok for læseren, for læseren har vidst, at Jesus var Kristus og Guds søn allerede fra evangeliets første linie: »evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn« (1,1). Det undrer os ikke, at Jesus skal dø, for meget tidligt, i Markus 3,6, beslutter jøderne at dræbe ham. Der er heller ikke meget mysterium over forræderiet, for første gang Judas nævnes, er det med ordene: »Judas Iskariot, han, som forrådte ham« (3,19).

Markus 3,6: Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel.
Jerusalems ødelæggelse
Jerusalems ødelæggelse

Forfatteren foregriber også sin historie i kapitel 13, der kaldes for Markus' lille apokalypse.

Jesus befinder sig på Oliebjerget i et meget sluttet selskab. De mange pilgrimme, der har fulgt Jesus hele vejen fra Galilæa, og som har skreget "Hosianna!", er forsvundet sporløst og dukker først op igen i kapitel 15, hvor de kræver morderen Barabbas frigivet. De eneste, der er til stede, er Jesus' tre yndlings-disciple: Peter, Jakob og Johannes, og lidt usædvanligt: Peters bror Andreas.

Ja, faktisk er der en person til, der får del i Jesus' åbenbaring, nemlig læseren. Læseren er selvfølgelig altid til stede — ligesom den alvidende forfatter, men netop her taler forfatteren direkte til læseren: »den, der læser dette, skal mærke sig det!« (13,14).

Oliebjerget, hvor den lille, udvalgte skare nu lytter til Jesus' dommedagsprofeti, er netop det sted, hvor de gamle profeter havde varslet, at den apokalyptiske verdensdom skulle finde sted (Zakarias 14,4). Det er det samme bjerg, på hvilket han få døgn senere vil blive forrådt og arresteret.

Zakarias 14,4: På den dag skal han stå på Oliebjerget, som ligger øst for Jerusalem. Oliebjerget skal spaltes i to dele fra øst til vest, så der dannes en meget stor dal. Den ene halvdel af bjerget skal rykke mod nord, den anden mod syd,

Jesus starter med at spå om Jerusalems ødelæggelse: »Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned« (Markus 13,2), men efter at have udmalet de trængsler, indbyggerne skal gennemgå (billedet til venstre), skifter emnet umærkeligt over til verdens undergang. Dette skal åbenbart ske umiddelbart efter "denne trængsel": »i de dage efter denne trængsel skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen« (13,24-25).

Katastroferne kulminerer, når Menneskesønnen kommer på himlen: »da skal de se Menneskesønnen komme i skyerne med megen magt og herlighed« (13,26).

Jesus spår altså både om Jerusalems ødelæggelse og verdens undergang. Hvad der er mere upåagtet er, at han også spår om sin egen skæbne i de to næste kapitler.

Endnu engang afslører Markus den kommende handling for læseren ved at lade hentydninger falde til Jesus' sidste døgn.

Overgives til synagoger og statholdere

Herodes Antipas
Jesus udleveres til statholder Pilatus

Jesus advarer tilsyneladende sine disciple om de pinsler, de skal gennemgå i de sidste tider:

Markus 13,9 Men tag jer i agt! Man skal udlevere jer til domstolene, og I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem.

Jesus arresteres
Jesus arresteres.
Til venstre trækker Peter sit sværd og hugger øret af tjeneren, der ligger på jorden. Alligevel sker der ikke Peter noget.

Det græske ord for "udlevere" er "paradidomi", og Jesus bruger ordet tre gange lige her: »Man skal udlevere jer til domstolene, […] de fører jer for retten, […] En bror skal udlevere sin bror til døden« (Markus 13,9-12).

Ordet kan betyde mange ting: udlevere, overgive og sågar forråde. Vi støder på ordet meget tidligt i evangeliet, når forfatteren introducerer Judas som »Judas Iskariot, han, som forrådte ham« (Markus 3,19). Det kan anbefales at bruge konkordansen til at analysere teksten (bladr ned, og tryk på "Nestle-Aland).

Det græske ord for "domstolene" er "sunedria", altså den jødiske sanhedrin. Ordet står i øvrigt i flertal, hvilket er lidt spøjst, eftersom der kun var én sanhedrin.

Den nyeste oversættelse (foroven) postulerer, at piskningen ville ske inde i jødernes synagoger, men den græske tekst er (igen) tvetydig, og andre oversættelser tager piskningen ud som et separat element. F.eks. lød den forrige danske oversættelse: »de skulle overgive eder til Rådsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles for Landshøvdinger og Konger […]«.

En sidste detalje er, at det ord Bibelselskabet oversætter til "at piske", oftere oversættes til "at slå". Lukas bruger det samme ord, når Jesus bliver slået af Pilatus' folk: »De mænd, som bevogtede Jesus, hånede ham og slog ham« (Lukas 22,63), og her vælger Bibelselskabet altså at skrive "slå". Jehovas Vidner oversætter Markus 13,9 til: »I vil blive pryglet i synagoger« og King James Bibel til: »and beaten in the synagogues«.

Uanset oversættelsen, uanset om der skal piskes eller slås, om det skal ske i synagogerne eller andetsteds, er der en ting, der står så klart som stjernerne under en 3-timers solformørkelse: Jesus spår om sig selv.

I virkeligheden er det en selvmodsigelse, at Jesus på den ene side konstant udpenslede, hvor meget hans disciple ville blive forfulgt, men på den anden side er der ingen antydning i nogen af evangelierne af, at der sker dem noget. Utroligt nok var der ingen, der rørte Jesus' disciple, dengang han selv blev arresteret. Selv ikke den discipel, der huggede et øre af ypperstepræstens tjener med et sværd, fik problemer med myndighederne (billedet til venstre). Ingen af evangelierne fortæller, at Jesus' disciple blev pisket/slået eller stillet for sanhedrinen, statholdere og konger.

Derimod skete det for Jesus selv få dage senere. Jesus blev både forrådt og udleveret til sanhedrinen. Han blev pisket og slået, og han blev udleveret til Pilatus.

Markus skriver godt nok ikke, at Pilatus var statholder, men hvis man skulle være i tvivl, så står det i Matthæusevangeliet, hvor Matthæus flere gange skriver Pilatus' titel: statholder.

I Lukasevangeliet går profetien ekstra meget i opfyldelse. I dette evangelium (og kun dette) bliver Jesus sendt fra Herodes til Pilatus, således at han bliver stillet foran alle tre magthavere: sanhedrin, statholder og konge.

Solformørkelse

Solformørkelse Vi har allerede set, at efter trængslerne, lige inden Menneskesønnen ankommer, vil solen formørkes:

Markus 13,24 Men i de dage efter denne trængsel skal solen formørkes og månen ikke skinne

Dette blev opfyldt to kapitler senere ved Jesus' korsfæstelse. Da Jesus var blevet slået, pisket og korsfæstet, »efter denne trængsel«, blev solen formørket i tre timer:

Markus 15,33 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.

De to beskrivelser af solformørkelsen behøver ikke at stamme fra det samme sted i Det Gamle Testamente. I kapitel 13 citerer Jesus/Markus formentlig Esajas 13,10: »mørk står solen op, månen skinner ikke«, men der er masser af andre dommedagsprofetier i Det Gamle Testamente at tage af. Det kunne være Mikas 7,8; Amos 5,8; Amos 5,18-20; Amos 8,9-10; Joel 3,3-5; Ezekiel 32,7-8 eller Esajas 60,1-2, der alle taler om mørke. I 2. Mosebog er der mørke 3 dage i Egypten.

Uanset hvilket bibelsted Markus har ladet sig inspirere af, går Jesus' profeti i den Lille Apokalypse i opfyldelse, da hans egen død ledsages af en solformørkelse midt i påsken.

Markus' læsere har kunnet fornemme, at Menneskesønnen var lige rundt om hjørnet.

Lignelsen om dørvogteren

Mantegna, Jesus i Getsemane
Peter, Johannes og Jakob holder vagt i Getsemane.

Tilsidst fortæller Jesus en lignelse om dørvogteren, der venter på, at hans herre vender tilbage:

Herren er for en kort tid bortrejst, og moralen er, tjenerne skal holde sig vågne: »Tag jer i agt, hold jer vågne! […] at våge. Våg derfor, […] lad ham ikke finde jer sovende, […] Våg!"« (Markus 13,33-37).(2)

Det sidste "Våg!" er rettet med "alle", og det må nødvendigvis inkludere læseren: »Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Våg!« (13,37)

Den gentagne brug af ordet "våg" afspejler natten ved Getsemane. Få dage senere, på Oliebjerget, det samme bjerg, som Jesus og hans disciple lige nu befinder sig på, vil Jesus tre gange bede sine sine tre yndlings-disciple om at våge: »Bliv her og våg! […] Kunne du ikke våge blot en time? Våg« (Markus 13,34-38). Desværre vil det være spildte Guds ord på Balle-Lars, for ved Getsemane går Jesus afsides tre gange for at bede, og alle tre gange vender han tilbage og finder sine tre "dørvogtere" i dyb søvn (billedet til højre).

I lignelsen nævner Jesus de fire romerske nattevagter:

Markus 13,35 Våg derfor, for I ved ikke, hvornår husets herre kommer, om det bliver om aftenen eller ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry;

Hane Ordet "Hanegal" peger frem på Peters fornægtelse, hvor hanen galede to gange, men ikke bare det: Ved at nævne de fire nattevagter: aften, midnat, hanegal og daggry, giver Markus os drejebogen for Jesus' sidste døgn.

Genopstandelse og tilsynekomst

Jesus
Markus 13,26: "da skal de se Menneskesønnen komme i skyerne med megen magt og herlighed".

Tilsyneladende er det fire meget forskellige begreber, Jesus/Markus roder sammen i denne "lille apokalypse":

Den Gale Jesus
Jerusalems undergang. Til venstre går porten til templet op, og guderne (i flertal!) forlader den truede by.
  1. Jerusalems ødelæggelse år 70

  2. Jordens undergang

  3. Menneskesønnens tilsynekomst

  4. Jesus' lidelse og død omkring år 30-35

Umiddelbart virker det som fire uforenelige størrelser: For os mennesker i dag er Jerusalems ødelæggelse en fjern parentes i historiebogen, mens vi stadig har Dommedag til gode. For de tidlige jøde-kristne har forskellen derimod ikke været stor. Gud boede i templet i Jerusalem, og når Han havde tilladt de vantro romere at brænde Hans bolig ned (og slå Hans søn ihjel), måtte det være, fordi Han havde en storstilet plan i baghånden.

I dag er vi også opdraget til at betragte "parousia", d.v.s. Menneskesønnens tilsynekomst, som noget helt andet end Jesus' opstandelse. Jesus genopstod jo for knap 2.000 år siden, så det er fjern fortid, mens vi derimod stadig venter spændt på, at Menneskesønnen en skønne dag skal »komme i skyerne med megen magt og herlighed«.

Men Markusevangeliet slutter uden nogen opstandelse: Graven er åben, og en ung mand i hvide klæder minder apostlene (og læseren) om, at de skal drage til Galilæa for at møde Jesus igen. En meget mulig fortolkning ville være, at når disciplene tog til Galilæa, ville det være for at se Menneskesønnen på skyerne, der indledte Dommedag med alle de mange rædsler og vidundere, som Jesus lige havde annonceret i sin lille apokalypse.

Efterhånden som tiden gik, og Jerusalems ødelæggelse blev overskygget af så mange andre, nye katastrofer, uden at jorden gik under, solen blev formørket, eller stjernerne faldt ned fra himlen, blev der tilføjet en falsk afslutning på Markusevangeliet. Samtidigt blev der skrevet en masse nye evangelier: Matthæus, Lukas, Johannes og hvad de nu hedder alle sammen. Disse tekster er alle enige om, at lade Jesus' døde legeme blive genoplivet for at udføre et par tryllekunster.(3)

Man kan på samme måde indvende, at der er forskel på Jesus' død, der skulle være sket omkring år 30-35, og Jerusalems ødelæggelse år 70. Men Markusevangeliet er skrevet kort efter år 70, så forskellen for hans læsere har ikke været så stor: De havde for nyligt hørt de forfærdelige beretninger om Jerusalems ødelæggelse, og samtidigt hørte de om en profet, der for en generation siden havde truet en "utro og syndig slægt" med deres undergang: »denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle« (Markus 8,38).

 
Guds hånd

Denne artikel fortsætter med Jesus' sidste døgn.

Eksterne links

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3)

John Shelby Spong, "Jesus for the non-religious", side 100:

»Beyond that, just over a third of this gospel addresses the events of the final week of Jesus' life. Mark's gospel has been described as the story of the crucifixion with a long preface«.

I vores gamle Bibler var parallellen til Getsemane endnu tydeligere, fordi der i Markus 13,33 stod "våg og bed".

Selvom "og bed" er med i de fleste af de ældste og bedste manuskripter, antages det alligevel, at det er en forfalskning, fordi det er lettere at forstå, hvis en skriver har tilføjet ordene for at styrke forbindelsen til Getsemane, fremfor at ordene skulle være fjernede, hvis de havde været der fra starten.

Se evt. Markus 13,33 på siden om de 6.000 forfalskninger i Det Nye Testamente.

Det er også disse senere evangelier, der gør, at vi automatisk formoder, at Jesus, Kristus og Menneskesønnen er samme person.

Lad os erindre, at Paulus ingen steder skriver, at Jesus vil komme igen. Der er ingen antydninger i epistlerne af, at Jesus har været på jorden før.


Op til Markusevangeliet