|
|
| Landgreve Philipp von Hessen |
Den tragiske historie om Philipp von Hessen's dobbeltægteskab er et skoleeksempel på, hvad der kan ske, når man bruger Bibelen som moralsk rettesnor.
Allerede i 1524 erkendte Luther, at Bibelen absolut ingen forbud har mod flerkoneri. Luther skrev: »Hvad mig angår, erklærer jeg rent ud, at jeg ikke kan modsætte mig mænd, der tager flere koner, eller kan hævde, at det er i modstrid med den Hellige Skrift«.(1)
Det betød ikke, at Luther personligt gik ind for polygami — tværtimod — men han måtte erkende, at han ikke kunne forbyde polygami med Bibelen i hånden.
I 1527 holdt han en prædiken, hvor han stillede spørgsmålet: »Må en mand have mere end een hustru?«. Han besvarede selv sit eget spørgsmål: »Det er ikke forbudt, […] jeg kunne den dag i dag ikke forhindre det; men tilråde det vil jeg ikke.«(2)
Derfor prøvede Luther og de andre reformatorer istedet at argumentere for, at polygami hørte under politisk lov, og ikke under Guds lov. Den taktik holdt dog ikke i år 1539, da den magtfulde landgreve Filip af Hessen ønskede tilladelse til at tage sig en kone mere.
Landgreven havde sat sig grundigt ind i Skriften, og havde forberedt sine argumenter. Udgangspunktet var, at hans kone var grim, ubehagelig, ildelugtende og fordrukken (hvilket ikke forhindrede ham i at få ti børn med hende). Da han selv var meget varmblodet, havde han været nødt til at finde sig en elskerinde. Han kunne ikke leve i utugt, for selvom Bibelen tillader flerkoneri, forbyder den utugt (1 Korinther 6,9-10).
Landgreven kunne ikke bryde Bibelens ord og samtidigt fungere som dommer, og derfor spurgte han meget fornuftigt: »Hvorfor kan jeg ikke få lov til det, som var lovligt for Abraham, Jakob, David, Lemek og Salomon?«(3)
|
| Luther var ekspert i løgne. Her er et andet af hans værker: Jøderne og deres løgne. |
Her stod Martin Luther, og kunne ikke andet. På den ene side var han afhængig af landgrevens velvilje: Hvis ikke Luther "leverede varen" og tillod ægteskabet, kunne han let miste sin beskyttelse mod paven. Alternativet var selvfølgelig at fortælle landgreven, at hans plan var imod Guds lov. Desværre for Luther måtte han erkende i 1539, som han allerede havde erkendt i 1524 og 1527, at Bibelen ingen forbud har mod polygami. Alle Reformationens koryfæer gik frem på rad i deres magt og vælde, men mægted ej at fremsætte det mindste Bibelvers.
Samtlige teologer i Wittenberg var sammen om brevet til landgreven, hvor de forsøgte at tale ham fra hans forehavende og brugte alle mulige argumenter: jura, helbred, skandaler — men ikke et ord om Bibelen. Brevet sluttede med, at hvis Filip alligevel insisterede på at gennemføre ægteskabet, skulle det i al fald ske i al hemmelighed. Brevet er underskrevet i 1539 af Martin Luther, Philip Melanchthon og 5 andre reformatorer.(3)
Man kan undre sig over, at det skulle ske i hemmelighed, når Gud ser alt, men Luther forklarede andetsteds, at »fyrsters og store herrers hemmelige ægteskaber er almindelige ægteskaber for Gud, lidt analogt med patriarkernes medhustruer«.(4) Her "glemte" Luther åbenbart, at patriarkerne i Bibelen sagtens kunne have stakkevis af "rigtige" koner foruden deres medhustruer, og at der i øvrigt ikke var noget som helst hemmeligt ved dem.
Filip af Hessen indgik sit dobbeltægteskab i 1540, og skrev kort efter til Luther, lidt humoristisk: »Vi har i Philip [Melanchthons], Butzers og flere andre værdige folks nærvær - dog ikke i noget større antal - ladet os vie til en ærbar, dyderig jomfru, i slægt med Eders hustru, hvad jeg gerne lider, da jeg så med Gud og æren er Eders svoger«(5) Luther svarede tilbage og understregede igen behovet for at holde ægteskabet hemmeligt: »Vi ville gerne have hele sagen holdt hemmelig for eksemplets skyld. Thi ellers ville herefter hvermand, tilsidst også de grove bønder, følge dette eksempel, […]«(5)
Men da Filip og Luther mødte hinanden senere samme år i Eisenach, gik det op for Luther & Co., at deres problem langtfra var løst. Landgreven ønskede bestemt ikke at holde dobbeltægteskabet hemmeligt. Tværtimod var hele pointen med ægteskabet, at han ville legalisere sit forhold, så han med god samvittighed kunne udføre sit hverv som dommer.
|
| Djævelen spiller sækkepibe. Det hævdes, at "sækkepiben" er Martin Luther. |
Man kan tænke sig, at Luther har kigget efter endnu en gang i sin Bibel for at se, om der skulle være dukket et polygami-forbud op siden 1524, 1527 og 1539. I gamle dage ville en from kirkefader have skyndt sig at forfalske Biblen (se 6.000 eksempler her og her), men efter opfindelsen af bogtrykkerkunsten var den slags kristne fiksfakserier blevet besværliggjort.
Heldigvis havde Luther en endnu bedre idé: Lyv som ind i Helvede. Martin Luther var jo ekspert i løgne, han var sågar forfatter af Jøderne og deres løgne.
Luther opfordrede Landgreven til at »gøre en god, stærk løgn for det bedste og for den Kristne Kirke«,(6) for Luther mente, at »det hemmelige 'ja' måtte forblive et offentligt 'nej'«.(7)
Landgreven nægtede at lyve. Han havde netop udvalgt sig en adelig kone, Margarethe von der Saale, for at hun med tiden kunne blive hans enehustru.
Skandalen tog fat. Fra wittenbergsk side forlangte man, at han skulle afkræfte rygterne ved ikke blot at betegne hende som konkubine, men endog som en "hore".(8)
Luther gjorde sit yderste for at overbevise Filip: Det var ikke kun ærgrelser; det gjaldt land, folk, krop og liv. Hans fyrstelige nåde (d.v.s landgreven) ville miste hele verdens gunst og sit omdømme. Det ville være en stor ulykke at gøre og lide sådan, for en hores skyld. Greven skulle ikke føle sig besværet ved at lyve om horen for kristendommens og hele verdens nyttes skyld.(9)
Ja, det var faktisk landgrevens nye kone, som Luther her på sin sædvanlige elskværdige vis, omtaler som "Die Metze", der på tysk betyder "hore" og "luder".
|
| Luther hed i virkeligheden Martin Luder, men syntes det var pænere, at kalde sig "Martinos Eleutherios". "Eleutheros" betyder "fri" på græsk. |
På dansk er det ekstra morsomt, at Martin Luther kalder landgrevinden en luder, eftersom hans eget rigtige navn var Martin Luder, søn af Hans Luder. "Luther" var kun noget, han kaldte sig, for at det skulle minde om det græske ord "eleutheros" (billedet til højre).
Landgreven var åbenbart ikke så god til det med at lyve, så Luder Luther forklarede, at det var bedre
»at lave en lille løgn end at udsætte sig for en masse skrigeri«
(helt bogstaveligt: end at der bliver skreget "mord"),
og at det at
»gøre en nødløgn, en nytteløgn, en hjælpeløgn ville ikke være
Gud imod«.(10)
Skandalen ikke stod til at redde. Ægteskabet havde kun været muligt, fordi Filip havde fortalt brudens mor, begge koner og de øvrige involverede, at arrangementet var godkendt af Wittenbergs teologer (det var derfor, Melanchthon var med til vielsen). Men nu da landgreven var i knibe, bakkede Luther ud og nægtede at støtte ham — tilladelsen havde slet ikke været nogen tilladelse, men kun et "hemmeligt skrifteråd".
Så levede Martin Luder for alvor op til sit navn. Nu da skandalen havde svækket den tidligere så magtfulde landgreve, forklarede Luther Filip i et brev, at han selv havde tænkt sig at betjene sig af en nødløgn og benægte ethvert kendskab. Han ville dels påkalde sig sin tavshedspligt som skriftefader, og dels følge Kristi eksempel, når han (Jesus) sagde, at "Sønnen kender ikke dagen og timen".(10)
Uheldigvis fortæller Luther os ikke, om Jesus' løgn var en "god, stærk" løgn eller en nytteløgn.
Til sidst kom han med en advarsel til Landgreven om ikke at nævne den tilladelse, Luther havde givet. Det skulle Luther nok klare at lyve sig ud af. Truslen fortjener at blive gengivet i fuld længde, for magen til nederdrægtighed, dobbeltsnak og fejhed er ikke set siden Luther's dage: »Om så alle djævle vil offentliggøre erklæringen, jeg skulle dog ved Guds nåde vide at give dem svar, så at de ikke skulle få noget hold i mig. Thi jeg har den fordel, at Eders fyrstelige nåde og alle djævle selv må indrømme, at det var en hemmelig afgiven erklæring og bestemt til at forblive hemmelig. Og så vil jeg ikke råde djævelen selv til at sætte min pen i bevægelse, thi så vil Gud stå mig bi. Jeg véd ved Guds nåde vel at skelne mellem, hvad der i samvittigheds nød for Gud af nåde kan eftergives, og hvad uden sådan nød for Gud ikke er ret i den ydre verden. Og jeg vil ikke gerne, at Eders fyrstelige nåde skulle komme i pennefejde med mig herom. I har nok at gøre uden det, jeg også.«(11)
Konklusion: Som god lutheraner benytter man sig af små løgne, nødløgne, nytteløgne, hjælpeløgne og gode, stærke løgne.
Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7) (8) (9) (10) (11)
