Lukasevangeliet

Lukas Evangelisten Lukas ("Den med tyren").
Halleys Komet
Stjernen og de Hellige tre Konger er Matthæus' påfund. Fødselen i en stald er Lukas' påfund.

Lukasevangeliet formodes at være skrevet af den samme forfatter som Apostlenes Gerninger. Lukasevangeliet er den største bog i Det Nye Testamente, og Apostlenes Gerninger er den næststørste. Dermed er Lukas den suverænt største bidragsyder til Det Nye Testamente.

Lukasevangeliet er et af de tre synoptiske evangelier. Det betyder konkret, at Lukas ligesom Matthæus bygger sit evangelium på Markusevangeliet, der er det ældste af de tre. Derudover har Lukas en del materiale tilfælles med Matthæus, som Markus ikke har. Dette materiale mener nogle, at Lukas og Matthæus begge har fundet i et hypotetisk manuskript kaldet "Q", selvom en langt enklere forklaring er, at Lukas har læst Matthæusevangeliet.

I modsætning til Matthæus, der skriver for et jødisk publikum, skriver Lukas for ikke-jøder. Matthæus ser Jesus som jødernes konge, der nedstammer fra hele den jødiske kongerække op til jødernes stamfar, Abraham. Lukas ser snarere Jesus som hele verdens frelser, »Fred til mennesker med Guds velbehag«, og hans udgave af stamtavlen fører udenom den jødiske kongerække, indtil David, og den fører hele vejen til Adam, søn af Gud.

Matthæus knytter Jesus' fødsel sammen med den gamle jødiske tyran, Herodes den Store. Derimod rykker Lukas begivenheden frem til den store folketælling, der blev befalet af den romerske Kejser Augustus.

Lukas er typisk på de fattiges side: »Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed«. Hvor Matthæus lader de (ikke-jødiske) hellige tre konger frembære dyre gaver for jødernes nyfødte konge, vælger Lukas at lade Jesus blive født i en krybbe, og fødslen annonceres til de fattige hyrder på marken. Hvor Matthæus lader Jesus sige »Salige er de fattige i ånden […] Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden« (Matthæus 5,3-6), er Lukas mere optaget af rigtig fattigdom og rigtig sult: »Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres. Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes« (Lukas 6,20-21), og Lukas følger saligprisningerne op med veråb over de rige: »Men ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst. Ve jer, I som er mætte nu, for I skal sulte«.

Lukas ser ikke så meget Jesus som en gud, men mere som en profet (Lukas 4,24; 6,22-23; 7,16; 7,26; 7,39; 9,8; 9,19; 11,49-50; 13,33; 24,19). Forsoningen med Gud skyldes ikke korsfæstelsen, offeret og "Kristi dyrebare blod", men derimod Jesus' eksemplariske livsførelse.

Lukas 13,33: Men i dag og i morgen og i overmorgen skal jeg vandre, for en profet kan ikke dræbes andre steder end i Jerusalem.
Lukas 24,19: "Hvad da?" spurgte han. De svarede: "Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket
lazarus
Lukas 16,19-31: Den fattige Lazarus vugger i Abrahams skød, mens den rige mand pines i Helvede.

I Lukasevangeliet kræver Jesus, at hans disciple skal opgive al jordisk ejendom: »Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham« (Lukas 5,11) »Og han lod alt ligge og rejste sig og fulgte ham« (Lukas 5,28) »Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget« (Lukas 14,33). Det er også Lukas, der har historien om Lazarus, der kom i Himlen udelukkende, fordi han var fattig, mens den rige mand havnede i Helvede, udelukkende, fordi han var rig (til højre).

Lukas er også på kvindernes side. Johannes Døberens og Jesus' fødsel i de to første kapitler handler mest om deres mødre. Gabriel ignorerer Josef og proklamerer det glade budskab direkte til Maria. Vi får at vide, at der var kvinder i Jesus følge: foruden Maria Magdalene var der Johanna, Susanna og »mange andre« (Lukas 8,1-3). Senere optræder de to søstre Martha & Maria. Der er en kvindelig profet: »en profetinde ved navn Anna« (Lukas 2,36) og »en kvindelig discipel, der hed Tabitha« (Apostlenes Gerninger 9,36).

Lukas 2,36: Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand,
Apostlenes Gerninger 9,36: I Joppe var der en kvindelig discipel, der hed Tabitha - det betyder Hind. Hun gjorde mange gode gerninger og gav mange almisser.

Det er også Lukas, der har parablen om den barmhjertige samaritaner. Samaritanere var en slags halvblods jøder, og i Matthæusevangeliet er samaritanere næsten ligeså foragtelige som ikke-jøder. I Lukasevangeliet kommer Jesus derimod med sin berømte parabel, der viser, at selv det ringeste, ikke-jødiske menneske kan være en broder.

I Matthæusevangeliet har Peter en høj stjerne; det er ham alene, der får nøglerne til Himmeriget. Lukas har ikke nær den samme Peter-dyrkelse, og han ønsker ikke at fremhæve nogen disciple frem for de andre. Desuden lader Lukas historien fortsætte i Apostlenes Gerninger, hvor Peter og de andre (jødiske) apostle langsomt udfases, og handlingen overtages af hedningeapostlen Paulus.

Historien i Lukasevangeliet fortsætter i Apostlenes Gerninger. Normalt formoder man, at begge bøger er skrevet af den samme forfatter, men det ændrer ikke ved, at der er mange modsigelser mellem Lukas og Apostlenes Gerninger.

Lukas fremhæves ofte som en fremragende historiker. Men selvom han er den evangelist, der mest prøver at lyde som de rigtige historikere, er der masser af eksempler på, at Lukas præsterer dårlig historieskrivning.

 
Guds hånd Se også: Hvem var Lukas?

Yderligere informationer


Op til sektion om Det Nye Testamente