Evangelisten Lukas ("Den med tyren").
|
Evangelisten Lukas ("Den med tyren").
|
|
| Stjernen og de Hellige tre Konger er Matthæus' påfund. Fødselen i en stald er Lukas' påfund. |
Lukasevangeliet er skrevet af den samme forfatter som Apostlenes Gerninger. Lukasevangeliet er den største bog i Det Nye Testamente, og Apostlenes Gerninger er den næststørste. Dermed er Lukas den suverænt største bidragsyder til Det Nye Testamente.
Lukasevangeliet er et af de tre synoptiske evangelier. Det betyder konkret, at Lukas ligesom Matthæus bygger sit evangelium på Markusevangeliet, der er det ældste af de tre. Derudover har Lukas en del materiale tilfælles med Matthæus, som Markus ikke har. Dette materiale mener nogle, at Lukas og Matthæus begge har fundet i et hypotetisk manuskript kaldet "Q", selvom en langt enklere forklaring er, at Lukas har læst Matthæusevangeliet.
I modsætning til Matthæus, der skriver for et jødisk publikum, skriver Lukas for ikke-jøder. Matthæus ser Jesus som jødernes konge, der nedstammer fra hele den jødiske kongerække op til jødernes stamfar, Abraham. Lukas ser snarere Jesus som hele verdens frelser, »Fred til mennesker med Guds velbehag«, og hans udgave af stamtavlen fører udenom den jødiske kongerække, indtil David, og den fører hele vejen til Adam, søn af Gud.
Matthæus knytter Jesus' fødsel sammen med den gamle jødiske tyran, Herodes den Store. Lukas rykker begivenheden frem til den store folketælling, der blev befalet af den romerske Kejser Augustus.
Lukas er typisk på de fattiges side: »Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed«. Hvor Matthæus lader de (ikke-jødiske) hellige tre konger frembære dyre gaver for jødernes nyfødte konge, vælger Lukas at lade Jesus blive født i en krybbe, og fødslen annonceres til de fattige hyrder på marken. Hvor Matthæus lader Jesus sige »Salige er de fattige i ånden […] Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden« (Matthæus 5,3-6), er Lukas mere optaget af rigtig fattigdom og rigtig sult: »Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres. Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes« (Lukas 6,20-21), og Lukas følger saligprisningerne op med veråb over de rige: »Men ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst. Ve jer, I som er mætte nu, for I skal sulte«.
Lukas ser ikke så meget Jesus som en gud, men mere som en profet (Lukas 4,24; 6,22-23; 7,16; 7,26; 7,39; 9,8; 9,19; 11,49-50; 13,33; 24,19). Forsoningen med Gud skyldes ikke korsfæstelsen, offeret og "Kristi dyrebare blod", men derimod Jesus' eksemplariske livsførelse.
|
| Lukas 16,19-31: Den fattige Lazarus vugger i Abrahams skød, mens den rige mand pines i Helvede. |
I Lukasevangeliet kræver Jesus, at hans disciple skal opgive al jordisk ejendom: »Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham« (Lukas 5,11) »Og han lod alt ligge og rejste sig og fulgte ham« (Lukas 5,28) »Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget« (Lukas 14,33). Det er også Lukas, der har historien om Lazarus, der kom i Himlen udelukkende, fordi han var fattig, mens den rige mand havnede i Helvede, udelukkende, fordi han var rig (til højre).
Lukas er også på kvindernes side. Johannes Døberens og Jesus' fødsel i de to første kapitler handler mest om deres mødre. Gabriel ignorerer Josef og proklamerer det glade budskab direkte til Maria. Vi får at vide, at der var kvinder i Jesus følge: foruden Maria Magdalene var der Johanna, Susanna og »mange andre« (Lukas 8,1-3). Senere optræder de to søstre Martha & Maria. Der er en kvindelig profet: »en profetinde ved navn Anna« (Lukas 2,36) og »en kvindelig discipel, der hed Tabitha« (Apostlenes Gerninger 9,36).
Det er også Lukas, der har parablen om den barmhjertige samaritaner. Samaritanere var en slags halvblods jøder, og i Matthæusevangeliet er samaritanere næsten ligeså foragtelige som ikke-jøder. I Lukasevangeliet kommer Jesus derimod med sin berømte parabel, der viser, at selv det ringeste, ikke-jødiske menneske kan være en broder.
I Matthæusevangeliet har Peter en høj stjerne; det er ham alene, der får nøglerne til Himmeriget. Lukas har ikke nær den samme Peter-dyrkelse, og han ønsker ikke at fremhæve nogen disciple frem for de andre. Desuden lader Lukas historien fortsætte i Apostlenes Gerninger, hvor Peter og de andre (jødiske) apostle langsomt udfases, og handlingen overtages af hedningeapostlen Paulus.
Lukas er en veluddannet mand med et rigt og varieret sprog.
Samtidig er han den evangelist, der allermest prøver at sætte sit evangelium ind i en historisk ramme:
Apost. G. 3,1 I kejser Tiberius' femtende regeringsår, mens Pontius Pilatus var statholder over Judæa, og Herodes var landsfyrste over Galilæa, hans bror Filip over Ituræa og Trakonitis, og Lysanias over Abilene,
Apost. G. 3,2 og mens Annas og Kajfas var ypperstepræster, da kom Guds ord til Zakarias' søn, Johannes, ude i ørkenen.
En af Lukas' kilder kan være den jødiske historiker Josephus. I al fald er det påfaldende, hvor stort sammenfald der er mellem personerne hos Lukas og Josephus. Dette har fået nogle kristne til at hævde, at Lukas er en førsteklasses historiker. Det er dog at stramme buen for meget; her er nogle eksempler på dårlig historieskrivning i Lukasevangeliet:
|
| Gabriel til Maria: "Helligånden skal komme over dig". Mariæ bebudelse sker kun i Lukasevangeliet. |
Indledningsvis er Lukas' værker fyldt med engle, dæmoner og mirakler. Det er ikke lige den slags detaljer, der indgyder tillid til en historiker. F.eks. er det Lukas, der skriver om en tre-timers solformørkelse ved korsfæstelsen, selv om solformørkelser i påsken er en astronomisk umulighed.
Gode kristne mennesker er selvfølgelig parat til at redde Lukas ved opfinde flere Lysanias'er og at udnævne udnævne Annas til æresypperstepræst. Som kristen ved man jo, at Lukas er en førsteklasses historiker, og at Lukas altid har ret.
|
| Der kan ikke være solformørkelse i påsken. |
Mariæ bebudelse sker på Herodes den Stores tid: »I de dage, da Herodes var konge over Judæa« (Lukas 1,5). Derimod sker fødslen først under folketællingen i år 6 efter Kristi. Så enten går der et sted mellem 10 og 43 år fra bebudelsen til fødslen (hvilket lissom tager glorien af jomfrufødslen), eller også har Lukas rodet Kong Herodes sammen med hans søn, Arkelaos, der hverken var konge eller hed Herodes. Se evt. kronologien.
For det første var den romerske kejser sikkert ret ligeglad med jødiske stamtavler; han var interesseret i beskatning. For det andet ville det havde været sindssygt at beordre hele landets indbyggere hen til deres 46-gange-tip-oldefar. For det tredje, selvom Judæa (med Betlehem og Jerusalem) var blevet en del af den romerske provins Syrien, boede Josef i Galilæa, der var under Herodes Antipas. For det fjerde er det uforståeligt, at Josef skulle tage sin højgravide trolovede med på sådan en anstrengende rejse.
Peter holder sin pinseprædiken, og bagefter lader folk sig døbe: »og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til« (Apostlenes Gerninger 2,41). Hvordan Peter har kunnet prædike for 3.000 mennesker uden megafon, får vi ingen forklaring på.
I starten går det hurtigt med at få ny kristne: »og tallet på mændene nåede op omkring fem tusind« (Apostlenes Gerninger 4,4). Den danske oversættelse lægger op til, at der nu var 5.000 kristne i alt, mens andre oversættelser og Bibel-kommentatorer mener, at de 5.000 skal lægges oveni de 3.000 fra pinseprædikenen plus de 120 fra Apostlenes Gerninger 1,15 plus det løse.
De overdrevne tal skal ses i relation til, at der har været ca. 25-30.000 indbyggere i Jerusalem, og at præstesønnen Josephus, der selv boede i Jerusalem, aldrig har hørt om nogle kristne nogen steder.
|
| En god historie? |
I forbindelse med profeten Theudas roder Lukas rundt i Judas af Galilæa og hans sønner. Derved får han placeret Theudas helt forkert i historien. Desuden lader han Gamaliel holde en tale om Theudas og Judas af Galilæa's sønner, 10 år før begivenhederne er indtruffet.
I Lukasevangeliet er forfatteren guddommeligt inspireret og ved, hvad folk taler om i lukkede rum. Det samme gælder åbenbart i Apostlenes Gerninger, hvor Lukas på magisk vis ved, hvad Festus og Agrippa taler om privat (Apost. G. 25,13-22; 26,30-32), og hvad medlemmerne af jødernes råd siger i et lukket møde (Apost. G. 4,15-17; 5,34-40).
Beskrivelsen af Paulus i Apostlenes Gerninger er meget uhistorisk. Det kan vi blandt andet se i Lukas' udgave af Paulus' første rejse til Rom, Paulus' anden rejse og uenigheden i Antiokia.
Beskrivelsen af Paulus' rejse til Rom er fyldt med latterligheder og selvmodsigelser: Jøden Paulus er pludselig barnefødt romersk borger; Paulus anker en retsag, der ikke har fundet sted, og derefter kan ikke engang kongen løslade ham; han får en eskorte på 470 romerske soldater; han bliver bidt af en giftslange på Malta, hvor der ikke lever giftslanger; han skal dømmes af romerne for "at tro på opstandelsen"; eller også skal han dømmes "for at lukke fire ikke-jøder ind i templet"; Til sidst glemmer Lukas åbenbart selv, hvad anklagen går ud på, men ingen af disse to anklager giver vel en stor straf indenfor romersk ret.
Se også: