Har Lukas læst Matthæusevangeliet?

Farrer-Goulder
Farrer-Goulder hypotesen: Matthæus kopierer Markus, hvorefter Lukas kopier Markus og Matthæus.

Forfatteren af Lukasevangeliet starter med at fortælle, at han kender flere andre evangelier, og at han vil benytte disse evangelier under udarbejdelsen af sit eget:

Lukas 1,1 Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os,
Lukas 1,2 sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere,
Lukas 1,3 har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus,

Tokildehypotesen
Tokildehypotesen: Lukas og Matthæus tager deres materiale fra Markus og Q.

Lukas erklærer altså, at han har læst alle de evangelier, han kunne opstøve, og vi ved, at et af dem var Markusevangeliet. De sidste 100 år har der været almindelig enighed blandt teologer og forskere om, at Markus er ældst, og at Matthæus og Lukas har skrevet af efter Markus, selvom der stadig ikke er enighed om hvordan.

Men Lukas har også meget materiale tilfælles med Matthæus, som Markus ikke har — den såkaldte dobbelte tradition. Derfor ligger det lige til højrebenet, at Lukas også har læst Matthæusevangeliet (billedet til højre).

Forbløffende nok er det de færreste forskere, der vil acceptere, at Lukas har brugt dele af det hellige Matthæusevangelium som "byggemateriale" til sit eget. I stedet har man siden 1838 hævdet, at Lukas og Matthæus har skrevet uafhængigt af hinanden, og for at forklare, hvordan Lukas og Matthæus kan have en masse materiale tilfælles, som ikke står i Markusevangeliet, har man været nødt til at postulere, at de hver for sig har kigget i et hypotetisk manuskript kaldet Q, der indeholdt en række Jesus-ord

Matthæus og Lukas har — påstås det — taget den grundlæggende historie fra Markusevangeliet og har efter smag piftet Markus' historie op med Jesus-ord fra "Q" (billedet til venstre viser en forenklet fremstilling).

En af fortalerne var Burnett Hillman Streeter, opfinderen af Firekildehypotesen, og hans bog er et ypperligt eksempel på den skingre retorik, der rammer de formastelige, der vover tro, at Lukas har læst Matthæus: Jesus i krybben

If Luke derived this material from Matthew, he must have gone through both Matthew and Mark so as to discriminate with meticulous precision between Markan and non-Markan material: he must then have proceeded with the utmost care to tear every little piece of non-Markan material he desired to use from the context of Mark in which it appeared in Matthew -- in spite of the fact that contexts in Matthew are always exceedingly appropriate -- in order to reinsert it into a different context of Mark having no special appropriateness. A theory which would make an author capable of such a proceeding would only be tenable if, on other grounds, we had reason to believe he was a crank.
B. H. Streeter, The Four Gospels, A Study of Origins, 1924, side 183

Hvis man er uenig med Streeter, har man altså samtidigt anklaget Lukas for at være en "crank", der har klippet og klistret Matthæus' pragtfulde evangelium i stumper og stykker. Den slags er der jo ikke mange teologer, der vil have skyld for, og Streeter har oveni købet formuleret sine spydigheder så tvetydigt, at det kunne læses som om, det var Streeters modstandere, der er "cranks".

Trykfejl fra 1613
Bibelen fra 1613 erstatter 'Jesus' med 'Judas' i Matthæus 26,36

Udover den oppustede retorik er der en smagsvurdering: Nemlig at Matthæus' brug af den dobbelte tradition er langt bedre (»exceedingly appropriate«) end Lukasevangeliet, der åbenbart er en rodebutik: (»having no special appropriateness«). Allerede her er der sprækker i retorikken: På den ene side kan man ikke være uenig med Streeter, uden at kalde Lukas for en "crank", på den anden side kræver argumentet, at man nedgør Lukas i samme åndedrag.

Til sidst er der et enkelt argument: At Lukas konstant placerer den dobbelte tradition i anden Markus-sammenhæng, end Matthæus gør. Dette argument er decideret forkert: Sandheden er, at Lukas placerer det meste af den dobbelte tradition i to blokke: Lukas 6,20-8,3 og 9,51-18,14, og i disse to blokke er der ikke ret meget Markus-materiale(1).

Sådan er retorikken altså. Og når den er så skinger, skyldes nok manglen på argumenter. Hvorfor skal vi tro på et hypotetisk manuskript, som ingen nogensinde har set? Der er næsten gået 200 år, siden teorien om Q blev fremsat i 1838, men der er til dato ikke fundet et eneste fragment eller en eneste omtale hos en kirkefader.

Det eneste argument for Q's eksistens er, at Lukas ikke må have læst Matthæus.

Hvorfor skulle Lukas ikke have læst Matthæusevangeliet?

Lukas Har Lukas læst Matthæusevangeliet?
Martin Perscheid
Martin Perscheid: Pastor Schober var ikke sikker på, om han virkelig skulle have købt det nye krucifiks hos IKEA.

Det pudsige er, at i det første halvandet årtusinde fulgte teologerne en model foreslået af Augustin, ifølge hvilken de enkelte evangelier var blevet skrevet i samme rækkefølge, som de forekommer i Bibelen. D.v.s. Matthæus var det første evangelium, Markus havde kigget i Matthæus, og Lukas havde kigget i både Matthæus og Markus.

Dengang havde den samlede kristne verden altså ingen problemer med at acceptere, at Lukas havde kigget i Matthæus. Og da denne model langt om længe blev erstattet af en ny, i 1776, var det af Griesbach's model, hvor Lukas og Markus byttede plads, men hvor begge to stadigvæk havde kigget i Matthæus.

Men i 1838 opfandt man teorien om "Q", og lige siden da har det været næsten tabu at foreslå, at Lukas har læst Matthæus. Og hvis man påpeger problemer med Q-teorien, er forskere villige til at opfinde endnu flere hypotetiske manuskripter — Ur-Markus, Proto-Lukas, Deutero-Markus — altsammen for at forsvare Lukas' uafhængighed.

Og hvorfor i grunden? Q-fortalerne erkender jo gladeligt, at Lukas har læst Markusevangeliet. Hvorfor skulle han så ikke også have læst det langt mere populære og udbredte Matthæusevangelium?

Forskerne postulerer, at både Matthæus og Lukas har læst i "Q", der er så sjældent, at ingen nogensinde har hørt om det. Hvorfor skulle Lukas så ikke have læst det populære og udbredte Matthæusevangelium?

Lukas siger selv, at de evangelier, som han kigger i »har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted« (Lukas 1,1). Det formodes, at "Q" kun har indeholdt "logia" d.v.s. Jesus-ord, men her skriver Lukas netop »begivenheder« - altså ikke bare snak, men beretninger om Jesus' fødsel, liv, tilfangetagelse, korsfæstelse, død og genopstandelse. Lukas' egen beskrivelse passer meget bedre på Matthæusevangeliet end på "Q".

Så hvorfor skulle Lukas ikke have læst Matthæusevangeliet?

Grundlæggende har Q-fortalerne to typer af argumenter. Den ene type er rent sproglig, og dem vil jeg gå meget let henover. For det første kan det være uhyre problematisk at komme med sproglige analyser af "Q", i betragtning af at ingen nogensinde har set det. For det andet er det heller ikke uden problemer at sætte Lukas' sprog i bås, i og med at han har et rigt og varieret sprog, og ikke forfalder til fraser, faste vendinger og gentagelser.

Den anden type af argumenter bygger på en underforstået præmis om, at Matthæusevangeliet er perfekt. Hvordan kunne Lukas overse stjernen over Betlehem og de hellige tre konger? Hvordan kunne Lukas nænne at klippe den pragtfulde Bjergprædiken i små stykker? Hvordan kunne Lukas vove at redigere i Matthæus' guddommeligt inspirerede tekst?

Jesus' Fødsel og Genopstandelse

Stjernen over Betlehem
Matthæus lader en stjerne lyse på Jesusbarnet, så Kong Herodes kan finde ham og slå ham ihjel.

Den mest iøjnefaldende forskel på Matthæus og Lukas er deres beretninger om Jesus' fødsel. De to evangelier kunne dårligt være mere forskellige. Matthæus påstår, at Jesus blev født på Herodes den Stores tid, mens Lukas påstår, det skete mindst 10 år senere, da verden blev skrevet i mandtal; Matthæus påstår, at familien boede i Betlehem, mens Lukas påstår, at fødslen skete i en krybbe på vej til mandtællingen; Matthæus påstår, at familien bagefter flygtede til Ægypten, mens Lukas fortæller, at de besøgte Jerusalem hvert eneste år. Matthæus fokuserer på Josef, der er en kopi af drømmeren af samme navn fra Første Mosebog, mens Lukas fokuserer på Maria: »Velsignet er du blandt kvinder«. For slet ikke at tale om stamtavlerne. Oy!

Lego: Herrens engel og Helligånden
Lukas koncentrerer sig om Maria, og lader hende få besøg af Gabriel og Helligånden".

Hertil er der bare at sige, at Lukas (naturligvis) kun har medtaget de dele af Matthæus, som han kunne bruge til noget — ligesom Lukas jo også har sprunget næsten halvdelen af Markus over. Det, at Lukas ikke har kopieret Matthæus' fødselsberetning, behøver ikke at betyde, at Lukas ikke har læst den.

Iøvrigt er Lukas ikke uvidende om fødslen i Matthæusevangeliet. I Matthæus siger englen til Josef: »Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus«, hvilket Josef adlyder: »Og han gav ham navnet Jesus« (Matthæus 1,25). I Lukasevangeliet siger Gabriel det samme til Maria: »du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus«. Ordene er lidt malplacerede her i Lukasevangeliet, hvor der ikke står noget om, at Maria nogensinde adlyder Gabriel og navngiver sin søn. Tværtimod fremgår det af Lukas 1,60-63, at kvinder ikke havde meget at skulle have sagt angående navngivning af deres børn.

Lukas følger også Matthæus, når han lader sin historie starte, »da Herodes var konge over Judæa« (Lukas 1,5). Dette er totalt fejlplaceret i Lukasevangeliet, fordi det indebærer, at der går mellem 10 og 43 år fra Mariæ Bebudelse til Jesus' fødsel (se evt. kronologien). Denne bommert er helt ufattelig, eftersom Lukas regnes for den bedste historiker af de fire evangelister.

Lukas 1,60: Da sagde hans mor: "Nej, han skal hedde Johannes."
Lukas 1,61: De sagde til hende: "Men der er ingen af det navn i din slægt,"
Lukas 1,62: og med tegn spurgte de faderen, hvad han ville have, at drengen skulle hedde.
Lukas 1,63: Han bad om en tavle og skrev: "Johannes er hans navn." Og alle undrede sig.
Lukas 1,5: I de dage, da Herodes var konge over Judæa, var der i Abijas skifte en præst ved navn Zakarias. Hans hustru var af Arons slægt og hed Elisabeth.

Lukas har også mange andre oplysninger om Jesus' fødsel, som Markusevangeliet ikke siger noget om: Navnet på Jesus' far (Josef), fødebyen Betlehem, jomfrufødslen, slægtskab med Kong David, syvtals-magi i stamtavlen, en stamtavle, der er centreret omkring Shealtiel og Zerubbabel, og et nyfødt barn, der kaldes Kristus mange år inden salvingen. Begge evangelier starter på Herodes den Stores tid, selvom det ødelægger Lukas' interne logik, og begge har hver sin komplicerede forklaring på, hvordan Jesus af Nazaret kan være født i Betlehem. Så vi må konkludere, at enten har han disse oplysninger fra "Q" (hvilket modsiges af, at "Q" kun skulle indeholde Jesus-ord), eller også skal vi opfinde endnu et hypotetisk dokument, eller også har Lukas dem fra Matthæus.

Hvis vi antager, at Lukas har læst både Markus og Matthæus, så er det oplagt, at han har læst Markusevangeliet først, da det jo er 10-20 år ældre end Matthæus. Måske har Lukas indset, at Matthæus har tilføjet det, som Markus mangler: En god start og en god afslutning (husk, at de sidste 12 vers af Markusevangeliet er et nyere falskneri). Måske har Lukas følt, at han kunne gøre det bedre.

Barnemordet i Betlehem
Matthæus lader "Det glade Budskab" starte med barnemordet i Betlehem.

Lukas er mere hellenistisk, og har ikke noget behov for at præsentere Jesus som den nye Moses og det nye Israel. Matthæus fremstiller Jesus som Jødernes Konge og lader fremmede (ikke-jødiske) vismænd frembære kostbare gaver: guld, røgelse og myrra skær. Derimod er Lukas på de fattiges side, og i hans historie er der ingen fremmede vismænd, der alarmerer Kong Herodes, men engle, der giver det glade budskab til hyrderne på marken.

Måske havde Herodes den Store været død for længe, til at navnet sagde Lukas' græsktalende læsere noget. Måske ville historien om Herodes' barnemord ikke hænge sammen med, at Lukas senere lader Herodes' søn, Herodes Antipas, mødes med Jesus. Denne søn af Herodes »havde længe gerne villet møde ham« — ikke for at slå ham ihjel, men fordi »han håbede at se ham gøre et tegn« (Lukas 23,8-9).

Lukas 23,8: Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn.
Lukas 23,9: Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke.

Måske mente Lukas, at Matthæus' fuskede profetier om stjernen, fødslen i Betlehem, Immanuel, barnemordet i Betlehem og flugten til Ægypten var for pinlige til at kopiere? Måske brød han sig ikke om barnemordet i Betlehem? Denne historie, hvor Gud og hans engel kun redder Jesus og lader resten af børnene dø, er en sløj start på "det glade budskab".

Halleys Komet
Lukas lader Jesus blive født i en krybbe. Matthæus opfinder stjernen og de vise mænd.

Strengt taget behøver vi ikke at gætte. Lukasevangeliet er kendt som "Juleevangeliet", og hver jul, når vi tænker på Mariæ Bebudelse, verden, der skulle skrives i mandtal, den gravide Maria på æselryg, herberget, der var fuldt, fødslen i krybben, englene og hyrderne på marken, — hver gang en milliard katolikker synger Magnificat (Lukas 1,46-55), Benedictus (Lukas 1,68-79) og Nunc dimittis (Lukas 2,29-32) — er det et bevis på, at det er lykkedes Lukas at lave en bedre fødselshistorie end Matthæus.

På samme måde med historien om Jesus' genopstandelse. Lukas kan ikke bruge en genopstanden Jesus, der siger til sine disciple: »gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple« (Matthæus 28,19), for Lukas lader historien fortsætte i Apostlenes Gerninger, hvor det er Paulus, der bliver udpeget til hedningeapostel og overtager hovedrollen, mens disciplene langsomt forsvinder ud af historien (bemærk, at "folkeslag" og "hedning" er samme ord.(2)

Lukas kan heller ikke bruge en genopstanden Jesus, der siger »og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« — for det første fordi Jesus ikke er særlig aktiv i Apostlenes Gerninger, og for det andet fordi Jesus forlader disciplene og farer til Damaskus for at kalde Saulus/Paulus. Missionsbefalingen giver ikke plads til Paulus.

Lukas har ment, han kunne gøre det bedre, og igen behøver vi ikke at gætte: Kristne har meget hurtigt følt, at Markusevangeliet manglede en afslutning, og man har opfundet alternative slutninger. Den mest populære afslutning — den der endte med at blive optaget i Markusevangeliet i moderne Bibler — minder meget om Lukas' genopstandelses-beretning. På ægte demokratisk vis har medlemmerne af Den Kristne Kirke altså bekræftet, at det er lykkedes Lukas at skrive en bedre afslutning end Matthæus.

Hvorfor Skulle Lukas have Ændret i Matthæusevangeliet?

Isajs træ Matthæus og Lukas er meget forskellige. Lukas er hellenistisk orienteret og kan ikke bruge jødiske mundtlige traditioner, spidsfindige teologiske diskussioner mellem Jesus og farisæerne, alenlange monologer, jødisk supremacisme og fremhævelse af Peter.

Derfor er der mange tilfælde, hvor Lukas' evangelium er forskelligt fra Matthæus'. Men det, at Lukas springer dele af Matthæus over, betyder ikke nødvendigvis, at han ikke har læst det. Som nævnt har Lukas jo også sprunget næsten halvdelen af Markus over.

Hvis nu vi forudsætter, at Lukas rent faktisk har brugt Matthæusevangeliet som grundlag for sit eget — kan vi så forklare de ændringer, han har foretaget?

Konklusion

Det kan være svært for en kristen at acceptere, at Lukas og Matthæus har haft hver sin agenda, og at Lukas kun har brugt Matthæus (og Markus) som udgangspunkt for sit eget evangelium. Men det er lige præcis, hvad han skriver i sin indledning, at han har tænkt sig at gøre. Josef og Maria

Lukas 1,1 Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os,
Lukas 1,2 sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere,
Lukas 1,3 har også jeg besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det for dig i rækkefølge, højtærede Theofilus,

Hvad indebærer det så? Først og fremmest betyder det, at der ikke længere er noget behov for et hypotetisk manuskript ved navn Q. De ting, som Matthæus og Lukas har tilfælles, er simpelthen dem, som Lukas har kunnet lide hos Matthæus. Dette er faktisk en cadeau til Matthæus som forfatter: Han har ikke bare kopieret de mange visdomsord fra "Q"; han har skam forfattet dem selv.

Men paradoksalt nok er det også en cadeau til Lukas: Firekildehypotesen bygger på en præmis om, at Lukasevangeliet er en rodebutik i forhold til Matthæus (se Streeter's citat øverst på denne side). Hvis vi dropper "Q" og Firekildehypotesen, erkender vi samtidigt, at selvom Lukas har arrangeret sit materiale anderledes end Matthæus, er han ikke en ringere redaktør og forfatter.

Både Matthæus og Lukas vinder ved, at vi dropper "Q".

Til gengæld bliver det sværere at finde en historisk Jesus i evangelierne. "Q" skulle have været et ældre evangelium end Matthæus og Lukas, og man har ment, at ved at "udgrave Q" kunne man finde de ældste vidnesbyrd om Jesus. Når "Q" forsvinder, forsvinder samtidigt endnu et vidne til en historisk Jesus.

 
Guds hånd

Hvis Lukas har læst Matthæus, så er der ikke længere brug for noget manuskript ved navn Q. Læs evt. mere om de tre synoptiske evangelier.

Eksternt Link

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6)

Fordelingen af det fælles materiale . . .: Udover de to blokke, Lukas 6,20-8,3 og 9,51-18,14, optræder den dobbelte tradition i starten (Lukas 3-4: Johannes Døberen, fristelserne i ørkenen, o.s.v), hvor Matthæus og Lukas benytter materialet i samme sammenhæng.

Det eneste eksempel på, at Lukas bruger "Q" i en anden Markus-sammenhæng, end Matthæus gør, er lignelsen om de betroede pund (Lukas 19,11-27).

hedninger / folkeslag . . .: ordet i den græske originaltekst er "ethnos", der, som man kan se, har noget at gøre med etnisk.

Ordet betyder race eller stamme, og bruges især om ikke-jødiske stammer. King James Bible oversætter 93 gange ordet til "Gentile", der netop betyder ikke-jøde (grundbetydningen af det engelske "Gentile" er også folkeslag og klan, i og med det kommer af det græske ord "gens", der i genitiv hedder "gentis"). Desuden oversættes "ethnos" til "nation" 64 gange og "people" 2 gange. Det er kun 5 gange, at King James Bible oversætter ordet til "heathen" / hedning.

Til sammenligning oversætter Bibelselskabet i reglen ordet til "hedning". Formentlig for sit skjule, hvor fjendtlig Jesus er overfor ikke-jøder.

Brug evt. konkordansen til at se, hvordan de forskellige Bibler oversætter "ethnos", ord nummer 1484.

Natans stamtræ er ikke beskrevet i Bibelen. Der står ganske vist i 1. Kongebog 4,5: »Azarja, Natans søn, stod over guvernørerne; Zabud, Natans søn, var Kongens Ven;«, men her er Natan formentlig profeten Natan, eller for den sags skyld en helt tredje Natan.

Der er også dem, der mener, at Lukas bevidst har rodet profeten Natan sammen med Davids søn Natan, fordi Lukas ser Jesus mere som en profet end som en konge (Lukas 7,16; 7,39; 13,33; 24,19). Men hvorom alting er, hedder ingen af disse to Natan-sønner Mattata, sådan som Natans søn gør i Lukas' stamtavle.

Simon . . .: Bibelen kalder ham kun Simon, men vi ved fra andre samtidige skrifter, at han blev kaldt Simon Magus, eller på dansk, Simon Mager.

Simon Magus blev opfattet som ophavsmand til gnosticismen, og var altså konkurrent til den gren af kristendommen, der i dag regner sig selv for ortodoks. Historiebøgerne skrives som bekendt af sejrherren, og derfor bliver Simon Magus latterliggjort i Apostlenes Gerninger og kommer siden til at lægge navn til simoni, handel med kirkelige embeder og åndelige værdier.

Hån af ikke-jøder . . .: Matthæus 5,47; 6,7-8; 7,6; 6,32: 10,5-6; 10,18b; 15,21-28, 18,17 og 24,9b. For detaljer, se siden Jesus frelser kun jøder.

Brug evt. konkordansen til at se, hvordan de forskellige Bibler oversætter "ethnos", ord nummer 1484.

Jesus tilgiver jøderne . . .: Her må jeg støtte mig til en autoritet. Bart D. Ehrman omtaler Lukas 23,34 i bogen Misquoting Jesus side 192-193:

However we might answer that question in trying to interpret the passage today, it is clear how it was interpreted in the early church. In almost every instance in which the prayer is discussed in the writings of the church fathers, it is clear that they interpreted the prayer as being uttered not on behalf of the Romans but on behalf of the Jews. Jesus was asking God to forgive the Jewish people (or the Jewish leaders) who were responsible for his death.


Op til sektion om Lukas