|
|
| Paulus' rejse til Rom skrives tildels i "vi"-form: "vi skulle sejle til Italien […] Vi gik om bord i et skib fra Adramyttion, […] sammen med os var Aristark, […] Næste dag lagde vi til i Sidon; […] Da vi sejlede derfra, holdt vi ind under Cypern, fordi vi havde modvind. Vi sejlede over havet langs Kilikien" |
Lukasevangeliet er — ligesom de andre evangelier — anonymt. Det er kun en tradition, der siger, at "det tredje evangelium" og Apostlenes Gerninger er skrevet af Lukas.
I Biblen er Lukas en af Paulus' følgesvende (Kolossenserne 4,14, Filemon 1,24) og den eneste, der aldrig svigtede ham (2 Timotheus 4,10-11). Der er to grunde til, at man forbinder denne Lukas med forfatteren af "det tredje evangelium" og Apostlenes Gerninger.
Den ene grund er, at i flere af rejseberetningerne i Apostlenes Gerninger, skifter forfatteren uden forklaring fra at sige "de" til "vi". Derfor har man postuleret, at forfatteren må have været en af Paulus' følgesvende. Eksempel:
Apost. G. 16,8 Så rejste de gennem Mysien og kom ned til Troas.
Apost. G. 16,9 Og om natten havde Paulus et syn: Der stod en mand fra Makedonien og bad ham: "Kom over til Makedonien og hjælp os!"
Apost. G. 16,10 Da han havde haft det syn, forsøgte vi straks at rejse til Makedonien, for vi forstod, at Gud havde kaldet os til at forkynde evangeliet for dem.
|
| Apostlenes Gerninger: Paulus overtaler næsten Agrippa II til at blive kristen. |
Den anden grund grund er, at de mange helbredelseshistorier og forfatterens ordforråd skulle vise, at forfatteren er læge, hvilket så peger på »den kære Lukas, lægen« i Kolossenserne 4,14.
Det var argumenterne. Med hensyn til "vi"-passagerne må man bare konstatere, at forfatteren ingen steder siger "jeg". Når han skifter mellem "vi" og "de", kommer han aldrig med antydninger af, at han selv har tilsluttet sig eller forladt selskabet. Med hensyn til navnet Lukas må vi konstatere, at to af de tre steder, navnet optræder — Kolossenserne og 2 Timotheus — ikke er ægte paulinske epistler. Og med hensyn til argumentet om Lukas' sprogbrug var det meget kortlivet. Det blev fremsat af Hobart i 1882 og skudt ned af Cadbury i 1926. Lukas' sprog afslører bare, at forfatteren er veluddannet og velformuleret.
Imod at Lukas skulle have skrevet disse to bøger, taler for det første forordet, hvor forfatteren skriver, at beretningerne »er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner« (Lukas 1,2). Han er altså ikke selv noget øjenvidne. For det andet er hans portræt af Paulus meget uhistorisk, så her virker han heller ikke som noget øjenvidne.
For det tredje undgår forfatteren af Apostlenes Gerninger konsekvent at kalde Paulus for apostel. Den eneste undtagelse er i starten af det 14. kapitel, hvor Paulus og Barnabas tilsammen kaldes apostle (Apostlenes Gerninger 14,14). De andre 176 gange Apostlenes Gerninger nævner Paulus, undgår forfatteren behændigt at bruge ordet apostel. Det gør det svært at tro, at bogen skulle være skrevet af Paulus' gode ven, »den kære Lukas, lægen«.
Lukasevangeliet er — ligesom de andre evangelier — anonymt, og når der på nærværende hjemmeside står "Lukas", skal det forstås som en forkortelse for "Den eller de forfattere, der skrev Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger".
