Lukas som Historiker

Jesus i krybben Lukas er en veluddannet mand med et rigt og varieret sprog. Samtidig er han den evangelist, der allermest prøver at sætte sit evangelium ind i en historisk ramme:

Apost. G. 3,1 I kejser Tiberius' femtende regeringsår, mens Pontius Pilatus var statholder over Judæa, og Herodes var landsfyrste over Galilæa, hans bror Filip over Ituræa og Trakonitis, og Lysanias over Abilene,
Apost. G. 3,2 og mens Annas og Kajfas var ypperstepræster, da kom Guds ord til Zakarias' søn, Johannes, ude i ørkenen.

En af Lukas' kilder kan være den jødiske historiker Josephus. I al fald er det påfaldende, hvor stort sammenfald der er mellem personerne hos Lukas og Josephus. Dette har fået nogle kristne til at hævde, at Lukas er en førsteklasses historiker. Det er dog en vild overdrivelse; her er nogle eksempler på dårlig historieskrivning:

Dårlig historie i Lukasevangeliet

Lego: Herrens engel og Helligånden
Gabriel til Maria: "Helligånden skal komme over dig".
Mariæ bebudelse sker kun i Lukasevangeliet.

Dårlig historie i Apostlenes Gerninger

Det formodes, at være den samme forfatter, der også har skrevet Apostlenes Gerninger. Men denne bog lider af de samme svagheder:

Historikere og Mirakler

Jesus Augustus Som sagt øger det ikke tilliden til Lukas, at han ukritisk videregiver skrøner om det ene naturstridige mirakel efter det andet.

Jesus Kristus' Himmelfart

1-11. Men på den første Dag i Ugen meget årle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt. Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven. Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme. Og det skete, da de vare tvivlrådige om dette, se, da stode to Mænd for dem i strålende Klædebon. Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: "Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde? Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstå på den tredje Dag." Og de kom hans Ord i Hu. Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre. Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting. Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.

12-32. Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket. Og se, to af dem vandrede på den samme Dag til en Landsby, som lå tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus. Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. Men deres Øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. Men han sagde til dem: "Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden på Vejen?" Og de standsede bedrøvede. Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?" Og han sagde til dem: "Hvilket?" Men de sagde til ham: "Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Rådsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. Men vi håbede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. Men også nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom årle til Graven, og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde også set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det således, som Kvinderne havde sagt; men ham så de ikke." Og han sagde til dem: "O I uforstandige og senhjertede til at tro på alt det, som Profeterne have talt! Burde ikke Kristus lide dette og indgå til sin Herlighed?" Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham. Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gå videre. Og de nødte ham meget og sagde: "Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder." Og han gik ind for at blive hos dem. Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da bleve deres Øjne åbnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem. Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os på Vejen og oplod os Skrifterne?"

33-53. Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." Og de fortalte, hvad der var sket på Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet. Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: "Fred være med eder!" Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de så en Ånd. Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter? Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler på mig og ser; thi en Ånd har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har." Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder. Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: "Have I her noget at spise?" Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk. Og han tog det og spiste det for deres Øjne. Men han sagde til dem: "Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne." Da oplod han deres Forstand til at forstå Skrifterne. Og han sagde til dem: "Således er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstå fra de døde på den tredje Dag, og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I ere Vidner om disse Ting. Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje." Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde. Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.

(Lukasevangeliet kapitel 24, Den forrige danske oversættelse)

Kejser Augustus' Himmelfart

99. På sin dødsdag spurgte han flere gange, om der allerede var uro på hans vegne udenfor: så lod han hente et spejl, lod sit hår rede og sin underkæbe, der ville falde ned, sætte i lave; dernæst lod han sine venner komme ind og spurgte dem, om de ikke syntes, at han havde spillet livets farce pænt til ende, og føjede endog et slutningsvers til:

Siden vi har spillet så pænt, så klap allesammen og lad os takke af på en fornøjelig måde.

Derpå lod han dem alle gå ud, og medens han forhørte sig hos nogle, der var kommet fra Rom, om, hvordan Drusus's syge datter havde det, faldt han pludselig sammen under et kys fra Livia og med disse ord: »Livia, lev i erindring om vort ægteskab, og farvel!« Han fik således en let død, sådan som han altid havde ønsket sig den. Hver gang han hørte om én, der var død hurtigt og smertefrit, plejede han nemlig at bede guderne om en lignende Euthanasia — det var det udtryk han plejede at bruge — for sig og sine. Han viste kun ét eneste tegn på uklarhed, inden han opgav ånden, idet han pludselig blev forskrækket og klagede over, at han blev bortført af 40 unge mænd. Og selv dette var snarere forudanelse end vildelse, thi netop så mange soldater af livgarden bar ham ud på gaden.

100. Han døde i det samme værelse som sin fader Octavius, i Sextus Pompeius's og Sextus Appuleius's konsulat den 19. august, den 9. time på dagen, i en alder af 76 år på 35 dage nær.

Liget blev båret af byrådsmedlemmer fra municipier og kolonier fra Nola til Bovillae om natten af hensyn til årstiden, medens det om dagen stod i en købstads basilika eller i det største af dens templer. Fra Bovillae overtog ridderstanden transporten, bar liget til hovedstaden og stillede det i forhallen til hans hus. Senatet gik så vidt i kappestrid og iver for at gøre hans begravelse prægtig og ære hans minde, at — foruden adskilligt andet — nogle foreslog, at ligtoget skulle gå gennem Triumf-Porten, med sejrsgudinden fra rådhuset i spidsen og medens de fornemste mænds børn af begge køn af sang en sørgehymne; andre, at man på begravelsesdagen skulle aflægge guldringene og anlægge jernringe; atter andre, at knoglerne skulle samles af præsterne af de øverste kollegier. Der var også en, der foreslog, at måneden augusts navn skulle overføres til september, fordi Augustus var født i september, men død i august; en anden, at hele tidsrummet fra hans første fødselsdag til hans død skulle kaldes saeculum Augustum og optages i årstavlen under den betegnelse. Der blev dog holdt måde med æresbevisningerne: der holdtes to ligtaler over ham, en af Tiber fra estraden foran Divus Julius's tempel, og en af Tibers søn Drusus fra den gamle talerstol, og han blev båret på senatorers skuldre til Marsmarken og brændt dér. Det manglede ikke, at en forhenværende prætor edelig erklærede, at han efter branden havde set hans skikkelse stige op til himlen. Resterne af liget opsamlede de første mænd af ridderstanden i tunika, uden bælte og med bare fødder, og nedlagde dem i hans mausoleum. Denne bygning havde han ladet opføre mellem Via Flaminia og Tiberbredden i sit sjette konsulat, og havde allerede dengang åbnet den omgivende park og dens spadseregange for publikum.

101. Hans testamente, som han havde gjort under L. Plancus's og C. Silius's konsulat den 3. april, et år og fire måneder før sin død, og som var skrevet i to bøger, dels med hans egen, dels med hans frigivne Polybius's og Hilarions hånd og deponeret hos vestalinderne, blev fremlagt af disse tillige med tre ligeledes forseglede ruller. Alt dette blev åbnet og oplæst i senatet. Til arvinger i første række indsatte han Tiberius for to tredjedele, Livia for én tredjedel, og disse pålagde han tillige at antage hans navn; i anden række Tibers søn Drusus for en tredjedel, for de øvrige parter Germanicus og hans tre børn af mandkøn; i tredje række forskellige slægtninge og venner. Til romerfolket testamenterede han 40 mill. sesterts, til tribus 3½ mill., til soldaterne af garden 1000, til bykohorterne 500, til legionssoldaterne 300 sesterts pr. mand. Denne sum pålagde han arvingerne at udbetale straks; han havde nemlig altid haft den liggende i rede penge. I øvrigt var der forskellige legater, nogle til et beløb af 2 mill. sesterts; til deres udbetaling satte han en frist af et år, idet han som undskyldning anførte, at hans formue var beskeden, og erklærede, at der ikke ville tilfalde hans arvinger mere end 150 millioner, skønt han i de sidste 20 år ved arv fra sine venner havde oppebåret 1400 millioner, som han næsten fuldstændig havde brugt til offentlige formål tillige med arven fra begge sine fædre og sin øvrige arv. Han forbød, at hans datter og datterdatter Julia måtte bisættes i hans gravmæle, når de afgik ved døden. Af de tre ruller indeholdt den ene forskrifter om hans begravelse; den anden en fortegnelse over, hvad han havde udrettet, der skulle indhugges på bronzetavler og opstilles foran hans mausoleum; den tredje en statistik over hele riget, hvor mange soldater der stod under fanerne på hvert sted, og hvor mange penge der var i ærariet, fiskus og skatterestancer. Han havde også tilføjet navnene på de frigivne og slaver, af hvem der kunne kræves regnskab.

(Sueton, Romerske Kejsere. Side 132-133, oversat af A. B. Drachman)

Et kristent modsvar kunne være, at Lukas hverken var værre eller bedre end andre af samtidens historikere. Der blev også berettet om masser af mirakler i forbindelse med historiske personer som f.eks. Kejser Augustus (billedet til højre).

Det er korrekt, og på siden om Kejser Augustus er der mange eksempler på, hvordan historierne om Jesus' liv er skåret over samme model som andre berømte folk i samtiden. Augustus blev kaldt frelser, jomfrufødt og Guds søn, og han blev selv til en gud efter sin himmelfart.

Men en ting er, at der er paralleller; der er så sandelig også forskelle, så lad os se lidt på dem:

Jesus' død er i sig selv ledsaget af mirakler: En naturstridig solformørkelse, der (1) sker samtidigt med Jesus' død, (2) dækker hele verden, (3) varer tre timer, og (4) sker mens det er fuldmåne. Samtidig flænges templets forhæng, og den hærdede centurion, der må have set hundredvis af andre korsfæstelser, udbryder, at »Den mand var virkelig retfærdig«.

Alt dette må vi dog springe over her af pladshensyn og nøjes med kapitel 24 (til venstre), der handler om genopstandelsen og himmelfarten.

Kapitelet starter med, at stenen er væltet bort fra graven (og det antydes, at dette er sket på magisk vis), to mænd (engle?) dukker op i lysende klæder, og minder kvinderne om, at Jesus utallige gang havde forudsagt, at han ville genopstå.

I en af Bibelens mest rodede historier møder to ukendte disciple Jesus. Først kan de ikke kende ham, fordi »deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham«, og da de omsider kender ham, bliver han usynlig.

Jesus lader sig teleportere til Jerusalem, hvor han uden varsel viser sig inde i et lukket rum. Jesus gør sig umage for et bevise, at han ikke er en ånd.

Til sidst åbner han disciplenes øjne, så de forstår skrifterne (hvorfor gjorde han ikke det, mens han endnu var på jorden?), og de kan se, at hans genopstandelse var i overensstemmelse med nogle ikke nærmere definerede profetier.

Da denne ekstraundervisning er slut, går Jesus udenfor og stiger til himmels.

Kontrasten mellem Lukas og Sueton er slående. Ganske vist er der en enkelt person, der sværger at have set Augustus stige til himmels, men det kommer til at stå for personens egen regning.

Lukas fortæller som et faktum uden antydning af tvivl, at Jesus har vist sig for sine disciple, og at Jesus har opfordret dem til at føle på sine hænder og fødder for at se, at han ikke bare var en ånd: »Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har« (24,39). Da dette ikke er nok til at overbevise disciplene, »da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig« (24,41) går Jesus over til næste nummer i forestillingen: At spise et stykke fisk for øjnene af disciplene: »og det tog han og spiste, mens de så det« (24,43).

Til sammenligning har Sueton ikke noget behov for at bevise, hvorvidt den skikkelse en enkelt prætor påstod at have set, var en ånd, om den havde knogler, eller om den kunne spise en fisk. Påstanden serveres som en påstand, og den er kun en enkelt parentes i den lange beretning.

Augustus' himmelfart betyder intet for resten historien. Med eller uden himmelfarten har vi stadig en ædruelig fortælling om en dygtig leder, der slutter et langt liv med taler og testamente. Selvom Sueton havde udeladt himmelfarten, ville denne detalje ikke ændre en tøddel.

I højre kolonne er alt det overnaturlige gjort gult. Hvis man skulle gøre den tilsvarende øvelse i Lukasevangeliet, ville hele kapitlet blive gult, eftersom kapitlet handler om de overnaturlige begivenheder og disciplenes reaktioner på disse mirakler.

I Lukasevangeliet er miraklerne fundamentale for historien: De beviser evangeliets sandhed. Hvis Jesus ikke havde genopstået og fløjet til himmels, som han havde proklameret adskillige gange, ville hele historien været én stor fiasko.

Ja, som Paulus formulerer det: er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så […] er vi de ynkværdigste af alle mennesker.

 
Guds hånd Se også: Hvem var Lukas?

Yderligere informationer


Fodnoter: (1) (2)

Kejser Vespasian var den første, der også talte ikke-romerske borgere. Det skete år 73-74:

Ein grobes chronologisches Versehen hat dagegen Lukas bekanntlich begangen, indem er den von dem Legaten von Syrien P. Sulpicius Quirinius im Jahre 6 n. Chr. durchgeführten Census von Syrien und Palaestina in dieselbe Zeit setzt1. Er macht ihn zugleich fälschlich zu einem allgemeinen Reichscensus. Das gibt zugleich einen wertvollen Anhalt für die Abfassungszeit seines Werks. Denn während die großen von Augustus und Claudius vorgenommenen Census sich nur auf die römischen Bürger im Reich bezogen, scheint der Census unter Vespasian im Jahre 74 n. Chr., der letzte allgemeine Census, der im römischen Reich vorgenommen ist, in der Tat die Gesamtbevölke- rung umfaßt zu haben2; dann hat Lukas also unter dem Eindruck dieses Census, den er selbst vor kurzem erlebt hatte, geschrieben und seine Gestaltung, die Anordnung des Kaisers, apographesthai pasan tên oikoumenên, wobei, wie beim römischen Bürgercensus, ekastos eis tên eautou polin seine Deklaration einreichen mußte, auf den Provinzialcensus des Quirinius übertragen.

1) S. darüber Mommsen, De P. Sulpicii Quirinii titulo Tiburtino, in seinen Res gestae Divi Augusti p. 161 ff., der die Frage erledigt hat. Ferner z. B. Schürer I 426 f.

2) Dafür spricht, wie auch Mommsen, Staatsrecht II 2412, 2 vermutet, daß Phlegon in den Macrobioi aus diesem Census Listen der Hundertjährigen nicht nur aus der achten Region Italiens, sondern auch aus Macedonien, Bithynien und Lusitanien erhalten hat, und die hier Genannten größtenteils Nichtbürger sind.

Ursprung und Anfänge des Christentums, Eduard Meyer 1921, side 51.

Ordet dato . . .: Øverst på et brev skal stå, hvor og hvornår det er "givet". "Datô" er dativ ental af "datus", der er participium af "dô", at give.

Vi ser stadig en rest hos de kongelige, hvor en lov f.eks. kan være »Givet på Amalienborg, den 28.4.1956«.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at der heller ikke er dato i nogen af epistlerne i resten af Bibelen, ikke engang Paulus' ægte epistler. Faktisk er der kun et sted i Paulus' epistler, der antyder, hvornår han levede, og ifølge dette sted levede Paulus 85 år før Kristi fødsel.


Op til sektion om Lukas