Josephus og Jesus

Sider i denne sektion

Udenfor denne sektion:

Ressourcer:

En historiker, der burde kende alt til Jesus, er Flavius Josephus. Han var jøde og blev født i Jerusalem år 37 - det vil sige 4-7 år, efter at Jesus skulle have udrettet sine mange undere. Hans far var præst (født år 6, samme år som Jesus ifølge Lukasevangeliet), så man skulle tro, at Josephus havde hørt alt om de mirakler, der for nyligt var sket i Jerusalem.

Josephus og Kejser Titus
Under krigen mod romerne blev Josephus fanget af den kommende Kejser Vespasian.

I en alder af 16 prøvede Josephus skiftevis at være medlem af de religiøse sekter, der var fremtrædende i Jerusalem: Essenerne, farisæerne og saddukæerne. Dette skete år 53, hvilket er omkring tidspunktet for Paulus' anden rejse til Jerusalem og det berømte "apostelmøde". Alligevel har Josephus ikke hørt noget om kristendommen, og de har de essenere, farisæere og saddukæere, han mødte, åbenbart heller ikke, og ingen har hørt noget om, at Universets Hersker for nyligt skulle have gået rundt i byen. Bibelen fortæller os ellers, at der meget hurtigt var 5.000 kristne i Jerusalem (Apostlenes Gerninger 4,4), hvilket vil sige, at hver femte i byen var kristen, men de må have holdt en utroligt lav profil.

Apostlenes Gerninger 4,4: Men mange af dem, som havde hørt ordet, kom til tro, og tallet på mændene nåede op omkring fem tusind.

Under krigen mod romerne år 66-70 blev Josephus hærfører. Da han i år 67 blev taget til fange af romerne, skiftede han lynhurtigt karriere til spåmand, og fortalte general Vespasian, at han (Josephus) var et sendebud fra Gud, og at Vespasian skulle blive hele verdens hersker. I år 69 blev Vespasian virkelig romersk kejser, så det ud til, at Josephus var god til at spå. Denne lidt eventyrlige episode bekræftes i øvrigt af de senere romerske historikere Sueton(1) og Dio Cassius.(2) Josephus blev løsladt, og resten af krigen arbejdede han sammen med Vespasian med at afhøre fanger og at forhandle med jøderne.

Efter krigen blev Josephus adopteret af den kejserlige familie og tog deres familienavn, Flavius. Kejser Vespasian gav ham lov til at bo i det hus, han selv havde boet i, dengang han var general. Josephus fik romersk borgerskab og en årlig pension.

Så skiftede Josephus endnu engang karriere og blev historiker. Ca. år 75 skrev han Den Jødiske Krig i 7 bind. Beretningen begynder med grundlæggelsen af Herodes-dynastiet af Herodes den Stores farfar og fortæller detaljeret om konflikterne mellem Herodes-familien, romerne, præsterne og oprørerne, der kulminerede med krigen i 66 - 70.

År 93/94, i en alder af 56 år, afsluttede Josephus sit 20-binds kæmpeværk Jødefolkets Historie, der starter med Moses og slutter lige før krigen mod romerne i år 66. De første par bind er i virkeligheden en genfortælling af Det Gamle Testamente.

Desuden skrev han sin selvbiografi, der havde karakter af et appendiks til Jødefolkets Historie. Tilsidst skrev han Imod Apion, hvor han i 2 bind forsvarede sig mod den kritik, der blev fremsat, fordi han havde svigtet sit folk og var gået over til romerne under krigen.

I alt blev det til 30 bind — et værk der i omfang er en anelse større end hele Bibelen. Hovedvægten af historien foregår i en tid og på et sted, der i dag har fået stor interesse siden kristendommens fremkomst. Stort set alt, hvad vi ved om Herodes, Johannes Døberen, Kajfas, Kejser Augustus' folketælling, Pontius Pilatus o.s.v. uden for Bibelen, har vi fra Josephus.

Verden ifølge Josephus

Paven med horn
Paven med horn
Kejser Titus havde godkendt Josephus' bøger:

[…] The emperor Titus was so anxious that people should learn of these matters only from my books, that he signed them himself and ordered that they be published.[…]

(Josephus' selvbiografi, kapitel 65)

Når man læser Josephus, skal man huske den specielle situation, han befandt sig i. Som krigsfange skulle han havde været henrettet, hvis ikke det var, fordi han var i stand til at komme med netop de forudsigelser, kejserfamilien ønskede at høre.

Josephus fortæller, at Kejser Titus (Vespasian's søn) læste de 7 bind af Den Jødiske Krig, og bagefter underskrev bogen og erklærede, at dette skulle være den officielle (og eneste!) beretning om krigen (se citat til højre).

Uanset om Titus virkelig har læst alle 7 bind i Den Jødiske Krig, står det i al fald fast, at kejserfamilien fulgte med i, hvad deres nye adoptivsøn skrev. Og meget kan man sige om de gamle romerske kejsere, men de var skånselsløse, når deres interesser var i fare. I en af sine bøger (Imod Apion 1,23) nævner Josephus navnene på en række andre historikere: Theophilus, Theodotus, Mnaseas, Aristophanes, Hermogenes, Euhemerus, Conon og Zopyrion. Disse historikere er ukendte i dag, og i et af tilfældene ved vi godt, hvorfor han er ukendt:

Pressecensur i Romerriget:

[…] En discipel af pantomimen Paris lod han dræbe, fordi han i sin kunst og i sit ydre fandtes at have nogen lighed med sin lærer, skønt han endnu ikke var udvokset og i øjeblikket var syg; Ligeså Hermogenes fra Tarsus på grund af nogle hentydninger i hans historiske skrift, og han lod oven i købet de afskrivere, der havde skrevet det af, korsfæste.

(Sueton, Romerske Kejsere, oversat af A. B. Drachman, Edito Bøger 1971, side 370-371)

Den romerske historiker Sueton fortæller, at Kejser Domitian (søn af Vespasian og bror til Titus) slog Hermogenes ihjel »på grund af nogle hentydninger i hans historiske skrift«. Og ikke bare blev Hermogenes slået ihjel — hans slaver, der havde arbejdet med at fremstille kopier af historiebøgerne, blev korsfæstet. Så kunne de lære det, kunne de.

Josephus havde derfor 3 prioriteter:

  1. Aller-allerførst ville han tilfredsstille sin nye familie, kejserne, for ikke at dele skæbne med Hermogenes & Co.

  2. Dernæst ville han imødegå de romere, der betragtede ham med mistro, fordi han var jøde. Han ville gerne fremhæve sit folks historie og religion, hvilket var lidt kompliceret i betragtning af, at romerne lige havde dræbt 1.100.000 af Jerusalems indbyggere og solgt 97.000 som slaver.

  3. Hans tredje prioritet var at imødegå de jøder, der kritiserede ham for at have gået over til fjendens side og hjulpet romerne med at dræbe og slavebinde sine landsmænd.

Man skulle tro, det var umuligt at forene disse tre modsat rettede prioriteter, men Josephus' løsning var at erklære, at jøderne på grund af deres stædighed havde mistet Guds gunst, og at Kejser Vespasian var den Kristus, som Det Gamle Testamente havde profeteret om. De jødiske ledere, der havde ført krig mod romerne, bliver konsekvent omtalt som røvere og tyranner, og Josephus lagde hele skylden for massakrerne på deres skuldre. Det er ikke noget tilfælde, at titlen er "Den Jødiske Krig".

I forordet fortæller Josephus, at førsteudgaven (som i dag er gået tabt) var på aramæisk, men at den blev oversat til på græsk, for at alle romernes undersåtter (inklusive de jøder, der kun talte græsk) kunne modtage budskabet. Længere fremme forklarer han, hvorfor bøgerne er skrevet:

Pave med nissehue
Pavenisse (nej, billedet er ikke manipuleret - den fine røde hue hedder en 'camauro').

Den jødiske Krig, bind 3, kapitel 5, afsnit 8

Alt dette har jeg ikke berettet for at forherlige romerne, men mere for at trøste de besejrede og advare dem, der tænker på oprør. Måske kan kendskab til det romerske krigsvæsen også være til nytte for de kultiverede læsere, der hidtil ikke har kendt til det. […]

(Citeret fra "Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)

Her skriver Josephus rent ud, at hans bøger er henvendt til de besejrede jøder for at afholde dem fra at gøre nye oprør mod romerne.

En af de historier, der skulle »advare dem, der tænker på oprør«, handler om en udsultet kvinde ved navn Maria, der spiser sig eget barn. Inden hendes udåd kommer hun med en forbandelse, men ikke over de romere, der belejrer Jerusalem. Kvinden forbander derimod Jerusalems forsvarere, der kaldes røvere, tyranner og oprørere: »Du skal være føde for mig, for oprørerne skal du være en hævnende ånd«.

På samme måde blev utallige profeter slået ihjel af romerne, og Josephus omtaler dem som svindlere og bedragere. Det gælder underligt nok ikke for Johannes Døberen, som Josephus omtaler i en forbløffende respektfuld tone. Det kunne antyde, at afsnittet er et nyere kristent falskneri.

Jesus

Paulus, Agrippa II, Festus og Berenike
Josephus' gode ven, Agrippa II, afhører Paulus.

Den Gale Jesus Hvis Josephus havde nævnt Jesus, ville Jesus blot være blevet omtalt som endnu en svindler i en lang række af bedragere, der forsøgte at ophidse det jødiske folk imod den guddommeligt udvalgte verdenshersker, Kejser Vespasian. Men det afslørende er, at Josephus i sine 30 bind ikke nævner Jesus — når vi ser bort fra et skamrosende afsnit, der er et åbenlyst falskneri, og en snørklet hentydning til Broderen til Jesus, som kaldtes Kristus, hvis navn var Jakob. Jesus er et almindelig navn, og Josephus omtaler knap 20 af dem, men altså ikke Jesus af Nazaret. I øvrigt bruger Josephus aldrig ordet Kristus.

Præstesønnen Josephus aner ikke, at Universets Hersker skulle have gået rundt i Jerusalem for få år siden. Josephus afsætter adskillige bind til at beskrive Herodes den Store, men har aldrig hørt om stjernen over Betlehem, de vise mænd fra Østerland eller besøgende engle. Josephus lægger ikke fingrene imellem i udpenslingen af den for længst afdøde tyrans slyngelstreger, men hverken han eller nogen anden historiker har nogensinde hørt om barnemordet i Betlehem. Josephus fortæller videre om Herodes' sønner, bl.a. Herodes Antipas, uden at vi hører noget om Jesus' liv og korsfæstelse og intet om den 3-timers verdensomspændende solformørkelse eller det verdensomspændende jordskælv, der markerede korsfæstelsen. Josephus' far, der var præst, burde dybt rystet kunne huske dengang forhænget indtil det allerhelligste i templet blev flænget fra oven af (Markus 15,38), men selv om Josephus beskriver dette forhæng i detaljer flere steder, er han åbenbart uvidende om, at det engang skulle have været blevet flænget på overnaturlig vis.

Markus 15,38 Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst.

Josephus var personligt bekendt med Herodes' barnebarn Agrippa, som Bibelen påstår forfulgte disciplene. Josephus har aldrig hørt om nogen disciple, der blev forfulgt, men han betegner Agrippa som en ekstremt venlig og demokratisk mand. Josephus fortsatte den venskabelige forbindelse med Agrippa II, der ifølge Bibelen skulle have afhørt Paulushans rejse til Rom — og igen har det undgået Josephus' og alle andres opmærksomhed.

Præstesønnen Josephus var på besøg i Rom i år 64, og han boede der fra år 70 til sin død ca. år 99 - den by, hvor Paulus skulle have prædiket i flere år, og hvor Peter skulle have grundlagt den katolske kirke, men heller ikke det aner Josephus noget om. I parentes bemærket kender Josephus heller ikke noget til Nero's sadistiske massakrer på de kristne efter Roms brand.

Til gengæld fortæller Josephus om en anden profet ved navn Jesus.

Ressourcer

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2)

»Suetonius . . .:« Romersk historiker, der levede ca. 70 - 130. Han er mest kendt for værket om de 12 kejsere, og i bogen om Vespasian beskrev han Josephus' og Vespasians møde:

»and one of his high-born prisoners, Josephus by name, as he was being put in chains, declared most confidently that he would soon be released by the same man, who would then, however, be emperor« (Vespasian 5,6).

Læs evt. mere om Sueton.

»Dio Cassius . . .:« Romersk historiker (selvom han skrev på græsk), der levede fra 155 eller 163/164 til efter 229.

Dio Cassius skrev om Josephus' og Vespasians møde: »[…] These portents needed interpretation; but not so the saying of a Jew named Josephus: he, having earlier been captured by Vespasian and imprisoned, laughed and said: "You may imprison me now, but a year from now, when you have become emperor, you will release me."« (Bog 65, 1, 3-4)


Op til historiske omtaler af Jesus