Udenfor denne sektion:
En historiker, der burde kende alt til Jesus, er Flavius Josephus. Han var jøde og blev født i Jerusalem år 37 - det vil sige 4-7 år, efter at Jesus skulle have udrettet sine mange undere. Hans far var præst (født år 6), så man skulle tro, at Josephus havde hørt alt om de mirakler, der for nyligt var sket i Jerusalem. Som ung mand var Josephus skiftevis medlem af essenerne, farisæerne og saddukæerne, men ingen af disse hellige mænd har åbenbart fortalt ham noget om, at Universets Hersker for nyligt skulle have gået rundt i byen.
|
|
| Jesus foran den romerske prokurator Pilatus. Episoden er ukendt af samtidige historikere. |
Under krigen mod romerne år 66-70 blev Josephus hærfører. Da han i 67 blev taget til fange af romerne, skiftede han lynhurtigt karriere til spåmand, og fortalte general Vespasian, at han (Vespasian) skulle blive hele verdens hersker. I år 69 blev Vespasian virkelig romersk kejser, så det ud til, at Josephus var god til at spå. Josephus blev løsladt, og resten af krigen arbejdede han sammen med Vespasian med at afhøre fanger og at forhandle med jøderne.
Efter krigen blev Josephus adopteret af den kejserlige familie og tog deres familienavn, Flavius. Vespasian forærede ham det hus, han selv havde boet i, den gang han var general.
Så skiftede Josephus endnu engang karriere og blev historiker. År 75 skrev han Den Jødiske Krig i 7 bind. Beretningen begynder med grundlæggelsen af Herodes-dynastiet af Herodes den Stores farfar og fortæller detaljeret om konflikterne mellem Herodes-familien, romerne, præsterne og oprørerne, der kulminerede med krigen i 66 - 70.
Omkring år 95 skrev Josephus sit 20-binds kæmpeværk Jødefolkets Historie, der starter med Moses og slutter lige før krigen mod romerne i år 66. De første par bind er i virkeligheden en genfortælling af Det Gamle Testamente.
Desuden skrev han Imod Apion, hvor han i 2 bind forsvarede sig mod den kritik, der blev fremsat, fordi han havde svigtet sit folk og var gået over til romerne under krigen. Tilsidst skrev han sin selvbiografi.
I alt blev det til 30 bind. Hovedvægten af historien ligger i en tid og et sted,
der i dag har fået stor interesse siden kristendommens fremkomst. Stort set alt, hvad vi ved om Herodes,
Johannes Døberen,
Pontius Pilatus o.s.v. uden for Bibelen, har vi fra Josephus.
Verden ifølge Josephus
|
| Paven med horn |
Når man læser Josephus, skal man huske den specielle situation, han befandt sig i. Som krigsfange skulle han havde været henrettet, hvis ikke det var, fordi han var i stand til at komme med netop de forudsigelser, kejser Vespasian ønskede at høre.
Josephus fortæller, at Kejser Titus (Vespasians søn) læste de 7 bind af Den Jødiske Krig, og bagefter underskrev bogen og erklærede, at dette skulle være den officielle (og eneste!) beretning om krigen (se citat til højre).
Uanset om Titus virkelig har læst alle 7 bind i Den Jødiske Krig, står det i al fald fast, at kejserfamilien fulgte med i, hvad deres nye adoptivsøn skrev. Og meget kan man sige om de gamle romerske kejsere, men de var skånselsløse, når deres interesser var i fare. I en af sine bøger (Imod Apion 1,23) nævner Josephus navnene på en række andre historikere: Theophilus, Theodotus, Mnaseas, Aristophanes, Hermogenes, Euhemerus, Conon og Zopyrion. Disse historikere er ukendte i dag, og i et af tilfældene ved vi godt, hvorfor han er ukendt:
Den romerske historiker Sueton fortæller, at Kejser Domitianus (søn af Vespasian og bror til Titus) slog Hermogenes ihjel »på grund af nogle hentydninger i hans historiske skrift«. Og ikke bare blev historikeren slået ihjel — de slaver, der havde arbejdet med at fremstille kopier af historiebøgerne, blev korsfæstet. Så kunne de lære det, kunne de.
Josephus havde derfor 3 prioriteter:
Aller-allerførst ville han tilfredsstille sin nye adoptivfar, kejseren, for ikke at dele skæbne med Hermogenes & Co.
Dernæst ville han imødegå de romere, der betragtede ham med mistro, fordi han var jøde. Han ville gerne fremhæve sit folks historie og religion, hvilket var lidt kompliceret i betragtning af, at romerne lige havde dræbt 1.100.000 af Jerusalems indbyggere og solgt 97.000 som slaver.
Hans tredje prioritet var at imødegå de jøder, der kritiserede ham for at have gået over til fjendens side og hjulpet romerne med at dræbe og slavebinde sine landsmænd.
Man skulle tro, det var umuligt at forene disse tre modsat rettede prioriteter, men Josephus' løsning var at erklære, at jøderne på grund af deres stædighed havde mistet Guds gunst, og at Kejser Vespasian var den Kristus, som Det Gamle Testamente havde profeteret om. De jødiske ledere, der havde ført krig mod romerne, bliver konsekvent omtalt som røvere og tyranner, og Josephus lagde hele skylden for massakrerne på deres skuldre.
I forordet fortæller Josephus, at førsteudgaven (som i dag er gået tabt) var på aramæisk, men at den blev oversat til på græsk, for at alle romernes undersåtter (inklusive de jøder, der kun talte græsk) kunne modtage budskabet. Længere fremme forklarer han, hvorfor bøgerne er skrevet:
|
| Pavenisse (nej, billedet er ikke manipuleret - den fine røde hue hedder en 'camauro') |
Den jødiske Krig, bind 3, kapitel 5, afsnit 8
Alt dette har jeg ikke berettet for at forherlige romerne, men mere for at trøste de besejrede
og advare dem, der tænker på oprør. Måske kan kendskab til det romerske krigsvæsen også være til nytte
for de kultiverede læsere, der hidtil ikke har kendt til det. […]
(Citeret fra "Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)
Her skriver Josephus rent ud, at hans bøger er henvendt til de besejrede jøder for at afholde dem fra at gøre nye oprør mod romerne.
En af de historier, der skulle »advare dem, der tænker på oprør«, handler om en udsultet kvinde ved navn Maria, der spiser sig eget barn. Inden hendes udåd kommer hun med en forbandelse, men ikke over de romere, der belejrer Jerusalem. Kvinden forbander derimod Jerusalems forsvarere, der kaldes røvere, tyranner og oprørere: »Du skal være føde for mig, for oprørerne skal du være en hævnende ånd«.
På samme måde blev utallige profeter slået ihjel af romerne, og Josephus omtaler dem som svindlere og bedragere. Det gælder underligt nok ikke for Johannes Døberen, som Josephus omtaler i en forbløffende respektfuld tone. Det kunne antyde, at afsnittet er et nyere kristent falskneri.
|
| Josephus' gode ven, Agrippa II, afhører Paulus. |
Hvis Josephus havde nævnt Jesus, ville Jesus blot være blevet omtalt som endnu en svindler i en lang række af bedragere, der forsøgte at ophidse det jødiske folk imod den guddommeligt udvalgte verdenshersker, Kejser Vespasian. Men det afslørende er, at Josephus i sine 30 bind ikke nævner Jesus — når vi ser bort fra et skamrosende afsnit, der er et åbenlyst falskneri, og en snørklet hentydning til Broderen til Jesus, som kaldtes Kristus, hvis navn var Jakob. Jesus er et almindelig navn, og Josephus omtaler ca. 20 af dem, men altså ikke Jesus af Nazaret. I øvrigt bruger Josephus aldrig ordet Kristus.
Præstesønnen Josephus aner ikke, at Universets Hersker skulle have gået rundt i Jerusalem for få år siden. Josephus afsætter adskillige bind til at beskrive Herodes den Store, men har aldrig hørt om stjernen over Betlehem, de vise mænd fra Østerland eller besøgende engle. Josephus lægger ikke fingrene imellem i udpenslingen af den for længst afdøde monarks slyngelstreger, men hverken han eller nogen anden historiker har nogensinde hørt om barnemordet i Betlehem. Josephus fortæller videre om Herodes' sønner, bl.a. Herodes Antipas, uden at vi hører noget om Jesus' liv og korsfæstelse og intet om den 3-timers verdensomspændende solformørkelse eller det verdensomspændende jordskælv, der markerede korsfæstelsen. Josephus var personligt bekendt med Herodes' barnebarn Agrippa, som Bibelen påstår forfulgte disciplene. Josephus har aldrig hørt om nogen disciple, der blev forfulgt, men han betegner Agrippa som en ekstremt venlig og demokratisk mand. Josephus fortsatte den venskabelige forbindelse med Agrippa II, der ifølge Bibelen skulle have afhørt Paulus — og igen har det undgået alles opmærksomhed.
Præstesønnen Josephus var på besøg i Rom i år 63, og han boede der fra år 70 til år 99 - den by, hvor Paulus skulle have prædiket i flere år, og hvor Peter skulle have grundlagt den katolske kirke, men heller ikke det aner Josephus noget om. I parentes bemærket kender Josephus heller ikke noget til Nero's sadistiske massakrer på de kristne efter Roms brand.
Til gengæld fortæller Josephus om en anden profet ved navn Jesus.
