mes'sias, (gr., af hebr. hamashiah 'den salvede', gr. christos, jf. Kristus), hæderstitel for israelitiske ypperstepræster og konger. Salvning udtrykte nærhed til det hellige, og i GT berettes fx om salvede ypperstepræster (fx 3.Mos. 4,3) og om kongen som “Herrens salvede” (fx 1. Sam. 24,7). Men "salvede" kunne også andre være, der gik Guds ærinde, bl.a. profeter (fx 1.Kong. 19,16); i Esajas' Bog 45,1 kaldes perserkongen Kyros for "Herrens salvede".
Som udtryk for besiddelse af Guds ånd blev prædikatet i de gammeltestamentlige pseudepigrafer og i Dødehavsteksterne brugt om fremtidige skikkelser, der skulle bringe Israel frelsen og genoprette Davids rige, nogle gange sådan, at der var både en præstelig og en kongelig messias. Messias behøvede altså ikke at være en overnaturlig skikkelse.
(Fra Gyldendals Encyklopædi)
Jesus bliver ofte omtalt som Kristus, og der er sikkert mange, der tror, at Kristus er hans efternavn. Men som Gyldendals Encyklopædi forklarer i boksen til højre, er Christos en græsk oversættelse af en jødisk titel, der betyder den salvede.
Dette er en hentydning til gamle love, om at præster (2 Mosebog 29,29, 2 Mosebog 29,29: Arons hellige klæder skal hans sønner bære efter ham, når de skal salves og indsættes. 3 Mosebog 4,3), 3 Mosebog 4,3: Hvis det er den salvede præst, der synder, så han påfører folket skyld, skal han på grund af den synd, han har begået, bringe Herren en lydefri tyrekalv som syndoffer. konger (1 Samuel 10,1) 1 Samuel 10,1: Da tog Samuel oliekrukken og hældte olien ud over hans hoved, kyssede ham og sagde: »Nu salver Herren dig til fyrste over sin ejendom." og profeter (Esajas 61,1) Esajas 61,1: Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, skal salves som et tegn på deres embede.
Et af Gyldendals eksempler er 1. Samuel 24,7, hvor David kalder Saul for "Herrens salvede":
1 Samuel 24,7 og han sagde til sine mænd: "Herren bevare mig fra at gøre dette mod min herre, mod Herrens salvede! Jeg lægger ikke hånd på ham, for han er Herrens salvede."
Men det, som Gyldendals Encyklopædi, ikke forklarer helt tydeligt, er, at der er mange "kristusser" i Det Gamle Testamente. For når der står "Herrens salvede" i danske Bibler, så skriver den græske Bibel-tradition, Septuaginta, i reglen christos kuriou eller christô kuriou (i hhv. nominativ og dativ). Derfor lyder 1 Samuel 24,7 på græsk:
1 Samuel 24,7 kai eipen Dauid pros tous andras autou mêdamôs moi para kuriou ei poiêsô to rêma touto tô kuriô mou tô christô kuriou epenegkai cheira mou ep auton oti christos kuriou estin outos
(Septuaginta)
En anden ting, der ikke fremgår af Gyldendals Encyklopædi, er, at Kristus kun betyder Den Salvede indenfor
jødisk teologi.
For den almindelige græker — inden kristendommens udbredelse — har ordet Christos betydet
"noget der skal gnides på", "smørelse" eller "den indsmurte".
Ordet Kristus
|
|
| Den historiske Jesus |
Josephus undgår altid ordet "messias" / "kristus".
Hvis man laver en tekstsøgning på alle mulige bøjninger af ordet kristus i alle Josephus' 30 bøger på originalsproget (se eksternt link nederst på siden), optræder ordet kristus — når vi ser bort fra to problematiske afsnit, som jeg straks vil vende tilbage til — kun et enkelt sted, nemlig dér hvor Salomons pragtfulde slot skal beskrives (se citat til højre): Murene på Salomons slot var indsmurt (græsk: "christon") i gips.
Dette er hvad "kristus" ville betyde for en græsk/romersk læser: Noget, der skal smøres ind (eller gnides på), eller noget, der er blevet indsmurt. Josephus er meget omhyggelig med ikke at introducere jødiske begreber uden at forklare dem for sine romerske læsere, og han kunne ikke drømme om at kalde et menneske for "noget, der skal gnides på" uden først at forklare læserne om detaljerne i jødisk frelsermytologi.
Grundtanken i Josephus' bøger er, at den romerske kejser Vespasian er den nye verdenshersker, og i historien om stjernen over Jerusalem kommer Josephus meget tæt på messias-begrebet: Josephus håner jøderne, fordi de ikke kunne forstå, at en lang række mirakler handlede om Kejser Vespasian: »[…] hersker over hele verden […] og mange af deres vise mænd fejlfortolkede udsagnet. I virkeligheden talte udsagnet om Vespasians herredømme, idet han i Judeia blev udråbt til kejser«. Her mener Josephus utvivlsomt, at Vespasian er en kristus, men han bruger ikke ordet kristus.
Josephus slår næsten knuder på selv for at undgå ordet. Som nævnt er der mange hentydninger i Det Gamle Testamente til salvede konger og præster, og som nævnt bliver ordet i Septuaginta — Helligåndens yndlingsoversættelse — oversat til christos.
I sine 20 bind om jødefolkets oldtid bruger Josephus adskillige bind på at genfortælle Det Gamle Testamente, og eftersom han skriver på græsk, ville det være oplagt, at han også skrev "christos", ligesom der står i Septuaginta, men det gør han aldrig. Han vælger hver eneste gang at omformulere.
Tidligere kiggede vi på 1 Samuel 24,7, der var et af Gyldendals Encyklopædi's eksempler på brug af den jødiske messias-titel, og vi så, hvorledes "Herrens salvede" blev oversat til Christos i Septuaginta. I Josephus' genfortælling bliver "Herrens salvede" derimod omskrevet til "én som Gud havde regnet for værdig til kongeriget" (se citat til højre).
Et andet af Gyldendals eksempler var
Esajas 45,1.
Esajas 45,1: Dette siger Herren til sin salvede, til Kyros, hvis højre hånd jeg har grebet for at nedtrampe folk foran ham og løse kongernes bælter, så døre åbnes for ham, og porte ikke står lukket:
I dette vers kalder Esajas perserkongen Kyros for Herrens Salvede (han er jo en del af Guds plan) —
og Septuaginta oversætter det til
kurios christô,
Esajas 45,1: outôs legei kurios o theos tô christô mou Kurô ou ekratêsa tês dexias epakousai emprosthen autou ethnê kai ischun basileôn diarrêxô anoixô emprosthen autou thuras kai poleis ou sugkleisthêsontai
(Septuaginta)
men i
Jødernes Oldtid 11,1,2
[…] This was known to Cyrus by his reading the book which Isaiah
left behind him of his prophecies; for this prophet said that God
had spoken thus to him in a secret vision: "My will is, that
Cyrus, whom I have appointed to be king over many and great
nations, send back my people to their own land, and build my
temple." […]
(Josephus, Jødernes Oldtid 11,1,2)
omskriver Josephus det til "én der er udnævnt til konge over mange store nationer".
Endnu et eksempel er
1 Samuel 16,6
1 Samuel 16,6: Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: "Her står Herrens salvede foran Herren." — Septuaginta oversætter Herrens Salvede til
kuriou christos,
1 Samuel 16,6: kai egenêthê en tô autous eisienai kai eiden ton Eliab kai eipen alla kai enôpion kuriou christos autou
(Septuaginta)
men Josephus genfortæller det som "fremtidig konge" i
Jødernes Oldtid 6,8,1.
[…] he called Jesse and his sons to partake of those
sacrifices; and when he saw his eldest son to be a tall and
handsome man, he guessed by his comeliness that he was the person
who was to be their future king. But he was mistaken in judging
about God's providence;[…]
(Josephus, Jødernes Oldtid 6,8,1)
Hvorfor undgår Josephus hele tiden ordet kristus? En grund kunne være, at han ikke har lyst til komme med en halv meter lang forklaring om jødisk messias-mytologi, hver gang han bruger ordet. En anden grund kunne være, at uanset en nok så god forklaring ville det stadig lyde fornærmende at kalde Kejser Vespasian for "noget, der skal gnides på".
Men den mest indlysende grund er, at når nu Josephus en gang for alle har erklæret, at Kejser Vespasian er manden, der har opfyldt alle apokalyptiske og messianske profetier, så er der ingen grund til at udpensle, at der eksisterede mange alternative profeti-opfyldere — især blandt de jødiske underklasser.
På grundlag af ovenstående virker det meget mistænkeligt, når der i dag i Josephus' værker er yderligere to steder, der bruger ordet Kristus. Begge handler om Jesus, begge steder bruges ordet kristus uden nogen form for forklaring, og begge passager er i forvejen uhyre suspekte af mange andre grunde. De to steder er dels en snørklet bisætning om broderen til Jesus, som kaldtes Kristus, hvis navn var Jakob, og dels et lille skamrosende afsnit, som er et tydeligt falskneri - det såkaldte Testimonium Flavianum.
Søgning i Perseus-basen efter alle mulige bøjninger af ordet Kristus i Josephus på originalsproget. N.B.: Perseus-databasen kan være meget langsom og ustabil - hvis den ene server ikke svarer, så prøv den anden:
Hvis serveren ellers svarer, kommer der tre hits. Beskrivelsen af væggene på Salomons slot (som vi har omtalt længere oppe), den uhyre suspekte omtale af Jesus og den snørklede hentydning til broderen til Jesus, som kaldtes Kristus, hvis navn var Jakob.
Dette er de tre eneste steder, vi finder dette ord i Josephus' 30 bind, som de ser ud i dag.
