Josephus og Jesus, Testimonium Flavianum

De første kristne havde et stort problem, når de skulle overbevise skeptiske jøder og "hedninger" om de utrolige historier om Jesus.

Barnemordet i Betlehem
Barnemordet i Betlehem - ukendt af Josephus og andre samtidige historikere.

Bibelen fortæller os, at Universets Skaber gik rundt flere år omkring i Det Hellige Land. Hans fødsel blev markeret af en magisk stjerne, mens hans død var ledsaget af en verdensomspændende solformørkelse og et verdensomspændende jordskælv. Jesus genopstod og forsvandt fra en forseglet grav for øjnene af de romerske vagter, hvorefter både han og en hær af zombier gik rundt i Jerusalem, mens hele Israel var valfartet til Jerusalem i påsken.

Problemet er bare, at ingen af samtidens historikere og forfattere har hørt om disse pragtfulde historier. De er alle som en fuldstændigt uvidende om Jesus.

Der er dog en enkelt undtagelse, et enkelt afsnit, det såkaldte Testimonium Flavianum, der flittigt er blevet citeret efter år 324. En "kostbar juvel", der formodentlig er årsag til, at Josephus' værker har overlevet til vore dage, mens hele biblioteker af "hedenske" bøger er brændt af de kristne.

Lad os kigge på teksten:

Jødefolkets Historie - bind 18, kapitel 3, 3

På denne tid fremtræder Jesus, en vismand, om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske; thi han øvede forunderlige gerninger, og han var en lærer for dem, der med glæde tager imod sandheden. Han vandt mange jøder for sig og også mange af hellenerne. Han var Kristus. Og da Pilatus havde dømt ham til korsfæstelse, efter at han var blevet angivet af nogle af de ledende mænd blandt os, blev han ikke svigtet af dem, der først havde fattet kærlighed til ham. Thi han åbenbarede sig for dem levende på den tredie dag, og de guddommelige profeter havde spået dette foruden mange andre forunderlige ting om ham. Og indtil nu er de kristnes slægt, som har fået navn efter ham, ikke ophørt med at bestå.

(Fra forordet til "Den Jødiske Krig" af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)

Jesus véd, hvor du bor

Med kun 127 ord (90 i den græske tekst) får kristne apologeter her bevis for: (1) Jesus' historiske eksistens, (2) hans overmenneskelige natur, (3) hans mirakler, (4) hans sande lærdom, (5) hans mission blandt jøder og ikke-jøder, (6) hans status som messias, (7) de jødiske præsters andel i hans død, (8) hans dom under Pilatus, (9) hans død på korset, (10) hans disciples hengivenhed, (11) hans genopstandelse på tredjedagen, (12) hans optræden efter døden, (13) hans opfyldelse af guddommelige profetier og (14) kristendommens succesfulde fortsættelse.

Surf med JesusKort sagt kunne de gamle kirkefædre ikke have fået et smukkere argument, om så de havde skrevet det selv. Men har de så skrevet det selv?

Det har faktisk været den fremherskende mening siden det 16. århundrede - også af kirken selv. Allerede i middelalderen afviste lærde jøder teksten, fordi de ikke troede på, at Josephus — som jøde — kunne rose Jesus så skamløst. Sidst i 1500-tallet begyndte reformatorerne også at kritisere teksten, og omkring 1770 konkluderede Biskop Warburton af Gloucester, at afsnittet var »et argt falskneri, og også et meget dumt ét«.(1) I 1925 skrev Georg Brandes i "Sagnet om Jesus": »da Falskneriet i Antiquiteterne 18, 3 jo forlængst er anerkendt endog af de mest konservative Forskere«.

Sømmet blev drevet i kisten af The Encyclopaedia Britannica, der i 1902 skrev, at ingen ved sin fulde fem kan tro, at Josephus skrev hele afsnittet.(2) Dels fordi Josephus' kristus-kandidat var Kejser Vespasian, dels fordi afsnittet var ukendt blandt kirkefædrene i oldtiden, og dels fordi Eusebius — den kendte forfalsker, der først "opdagede" afsnittet — formulerede sig som om, Jesus-afsnittet var placeret efter afsnittet om Johannes Døberen.(3) I dag er rækkefølgen imidlertid omvendt, så måske havde Eusebius endnu ikke besluttet, hvor han ville placere falskneriet?

Og hvis nogen tror, opslaget i Encyclopaedia Britannica var skrevet af en rabiat ateist, så var forfatteren the Very Reverend Frederic William Farrar, D.D., F.R.S.; Dekan af Canterbury og forfatter til The Life of Christ, Life and Work of St. Paul, History of Interpretation, The Early Days of Christianity, The Life of Lives: Further Studies in the Life of Christ og masser af andre gode, kristne bøger.

Herefter burde sagen være afgjort, men efter 2. Verdenskrig har Testimonium Flavianum fået en slags renæssance. Man er nemlig begyndt at overveje, om man kunne redde dele af afsnittet.

Lad os derfor se på problemerne med teksten:

Holbein d. Ældre: Jesus for Pilatus
Jesus foran den romerske præfekt Pilatus. Episoden er ukendt af samtidige historikere.

Det første problem, der skærer i øjnene, er sætningen »Han var Kristus« - sådan skriver en kristen. Josephus var ikke kristen, han var farisæisk jøde, adopteret af den romerske kejser. Josephus skrev kejserlig propaganda for et romersk publikum, og han brugte aldrig ordet Kristus. Moralen af Josephus' bøger er, at Kejser Vespasian var den verdenshersker, profetierne i Det Gamle Testamente handlede om (se siden om stjernen over Jerusalem). Det ville have været højforræderi, hvis Josephus pludselig skiftede mening og udnævnte en ukendt, jødisk troldmand til verdenshersker i stedet for Vespasian.

Desuden skal vi tro på, at Josephus som monoteistisk jøde skriver, at Jesus var guddommelig: »om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske«, og at han opstod fra de døde, og at han opfyldte mange guddommelige profetier. Altsammen ting, man ikke kan tro på uden samtidigt at være kristen.

Nogle forsøger at bortforklare det med, at Josephus var "skabskristen", men det gør problemet endnu større: Grunden til at kristne i over tusinde år så flittigt har citeret Testimonium Flavianum er, at de i Josephus har haft et uafhængigt vidne. I deres diskussioner med jøder og hedninger har de kunnet påpege, at en jøde, der ikke selv tror på Jesus, har bekræftet de mange mirakler. Hvis Josephus pludselig bliver udnævnt til kristen, kan det være lige meget, om han selv skrev Testimonium Flavianum, eller om det er et falskneri fra det 4. århundrede.

For det andet er afsnittet alt for kort. Josephus skrev ofte adskillige kapitler om ubetydelige landevejsrøvere og oprørsledere, og han afsatte 3 bind til Herodes den Store. Alligevel skal vi tro, at når Universets Skaber genopstår på tredjedagen, får det kun 127 ord - halvt så meget som Josephus giver til Johannes Døberen.

Jesus på vej over Genesaret Sø Hvis man har læst bare lidt af Josephus, så véd man, hvor glad han er for at forklare baggrunden for historierne helt ud i de mindste detaljer. Disse detaljer mangler fuldstændig i Testimonium Flavianum: »han øvede forunderlige gerninger«. Hvilke gerninger? »han var en lærer for dem«. Hvad lærte han dem? »Han var Kristus«. Hvad betyder "Kristus"? Var det ikke Vespasian, der var Verdens Herre? »da Pilatus […] havde dømt ham til korsfæstelse«. Hvad blev han dømt for? »han åbenbarede sig for dem levende på den tredie dag«. Hvordan gik det til? »de guddommelige profeter havde spået dette«. Hvilke profeter? Og hvilke profetier? »foruden mange andre forunderlige ting«. Hvilke forunderlige ting? Afsnittet lyder kort sagt mere som en kristen trosbekendelse end som en Josephus'k historie.

Her prøver kristne at bortforklare det med, at Jesus var en ubetydelig skikkelse — set med romernes øjne. Jesus' mirakler — påstår de kristne — var lige præcis storslåede nok til at bevise, at Jesus var Guds søn, og alligevel små nok, til at romerne ikke gad skrive om dem. Men så er det jo mærkeligt, at teksten lige har erklæret, at Jesus var Kristus, og at han genopstod fra de døde på tredjedagen. Det er trods alt ikke helt almindeligt.

Hvis vi omvendt fjerner de mest usandsynlige sætninger: »Han var Kristus«, »om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske« og »han åbenbarede sig for dem levende på den tredie dag, og de guddommelige profeter havde spået dette«, så får vi ganske vist en ubetydelig skikkelse, der ikke fortjener mange ord, men til gengæld bliver der næsten ingenting tilbage. I så fald undrer man sig over, hvad Josephus overhovedet ville sige med denne historie.

Til sammenligning fylder det næste afsnit — en sladderhistorie om en mand, der forfører en gift kvinde ved at udgive sig for at være guden Anubis — over otte gange så meget.

For det tredje starter næste kapitel med »På nogenlunde samme tid bragte en anden trist ulykke også jøderne i tumult, […]« (min oversættelse og fremhævelse). Hvad er den første triste ulykke, der bragte jøderne i tumult, så? Skulle det være den skamrosende historie om Jesus, de guddommelige profeter og de mange andre forunderlige ting i afsnit 3? Den triste ulykke lyder mere som en hentydning til afsnittene 1 og 2, der handler om, hvordan Pontius Pilatus nedkæmper optøjer ved at dræbe og såre en masse ubevæbnede mennesker. Starten på afsnit 4 passer altså fint med slutningen af afsnit 2; det virker som om, afsnit 3 er tilføjet senere.

For det fjerde er det besynderligt, at historien om Jesus kommer før historien om Johannes Døberen. Alle evangelierne er enige om, at Johannes Døberen kun er en forløber for Jesus, men alligevel optræder den mystiske Jesus-historie 2 kapitler før historien om Johannes. Eusebius havde jo også "lovet", at Jesus-afsnittet kom efter Johannes Døberen,(3) men det må han have fortrudt.

Men det største problem er dog, at ingen af de gamle kirkefædre, der kunne have brugt afsnittet i deres diskussioner, nogensinde nævnte det.

Kirkefædrene før År 324

Johannes Døberen og Treenigheden
Kristus skal først salves af Elias (Johannes Døberen).

De første kirkefædre kunne have haft stor gavn af Testimonium Flavianum i deres debatter mod jøder og hellenere. Dels når de skulle bevise Jesus' eksistens, og dels når de skulle bevise, at han var mere guddommelig end alle de andre kristusser og gudesønner. Her havde man jo et skamrosende afsnit fra et uafhængigt vidne — en ukristelig jøde. Alligevel har ingen hørt om denne "kostbare juvel" før år 324.

Blandt de tidlige kirkefædre var Justin Martyr (død år 165). Han måtte forsvare kristendommen mod jøden Trypho, der påstod, at Jesus var frit opfundet af de kristne:

Justins dialog med Jøden Trypho, Kapitel 8

[…]
[Trypho]: But Christ -- if He has indeed been born, and exists anywhere -- is unknown, and does not even know Himself, and has no power until Elias come to anoint Him, and make Him manifest to all. And you, having accepted a groundless report, invent a Christ for yourselves, and for his sake are inconsiderately perishing."

Kapitel 9
[Justin svarer]: "I excuse and forgive you, my friend," I said. "For you know not what you say, but have been persuaded by teachers who do not understand the Scriptures; and you speak, like a diviner whatever comes into your mind. But if you are willing to listen to an account of Him, how we have not been deceived, and shall not cease to confess Him, -- although men's reproaches be heaped upon us, although the most terrible tyrant compel us to deny Him, -- I shall prove to you as you stand here that we have not believed empty fables, or words without any foundation but words filled with the Spirit of God, and big with power, and flourishing with grace."

Then again those who were in his company laughed, and shouted in an unseemly manner. Then I rose up and was about to leave; but he, taking hold of my garment, said I should not accomplish that(1) until I had performed what I promised. "Let not, then, your companions be so tumultuous, or behave so disgracefully," I said. "But if they wish, let them listen in silence; or, if some better occupation prevent them, let them go away; while we, having retired to some spot, and resting there, may finish the discourse." It seemed good to Trypho that we should do so; and accordingly, having agreed upon it, we retired to the middle space of the Xystus. Two of his friends, when they had ridiculed and made game of our zeal, went off. And when we were come to that place, where there are stone seats on both sides, those with Trypho, having seated themselves on the one side, conversed with each other, some one of them having thrown in a remark about the war waged in Judaea.

Josephus og Kejser Titus
Josephus bringes foran den senere kejser Titus.

Trypho fortæller, at en eventuel Kristus — hvis han overhovedet er født og eksisterer — ikke har nogen kræfter og ikke engang kender sig selv, før han er blevet salvet af Elias (se evt. profetien om Johannes Døberen). Derfor konkluderer Trypho — ca. 120 år efter, at Jesus skulle have gået på jorden — at den Kristus, de kristne dyrker, er en, de selv har opfundet.

Nu kan man diskutere, om Trypho selv eksisterede, eller om Justin bare har opfundet ham for at give stemme til nogle af de argumenter, han plejede at kæmpe imod. Under alle omstændigheder bliver dialogen meget besynderlig på dette sted: Justin Martyr begynder at svare meget vævende, men så bliver han fornærmet over de tilstedeværendes latter og vil gå sin vej. Justin og Trypho forlader stedet sammen og fortsætter dialogen andetsteds, men emnet om Jesus' eksistens er droppet. Først i kapitel 49 vender de tilbage til Elias og Johannes Døberen, og i mellemtiden er alt om Jesus' eksistens glemt.

Justin citerer ikke Testimonium Flavianum eller for den sags skyld nogen som helst andre historiske beviser. Det skal indrømmes, at Justin Martyr — mig bekendt — heller ikke citerer andre passager fra Josephus nogen steder. Teoretisk set kunne han bare være uvidende om Testimonium Flavianum, men i betragtning af, at Testimonium Flavianum er det eneste ikke-kristne vidne, vi har, om Jesus fra det første århundrede, er det utroligt, at nyheden om denne "kostbare juvel" ikke skulle have bredt sig blandt de kristne i løbet af de 50 år, der er mellem Josephus og Justin.

Hieronymus
Hieronymus regnede Josephus for en anden Livius og citerede ham 90 gange. Men han citerede kun Testimonium Flavianum 1 gang.

Andre kirkefædre var derimod bekendte med Josephus og citerede ham i andre anledninger. Den estimerede Josephus-ekspert Louis H. Feldman(4) har talt ikke mindre end elleve kirkefædre, der er ældre end eller samtidige med Eusebius, og som alle citerer fra Josephus' værker: Det drejer sig om Pseudo-Justin, Theophilus(5) (2. århundrede), Minucius Felix, Irenæus, Klemens af Alexandria, Julius Africanus, Tertullian, Hippolytus, Origenes (3. århundrede), Methodius og Pseudo-Eustathius (tidligt 4. århundrede). Alle disse kirkefædre kender Josephus' værker og citerer dem, men alligevel citerer de ikke fra Testimonium Flavianum.

Så kommer vi til Eusebius, der "fandt" citatet. Eusebius var i øvrigt også ham, der havde "fundet" et ægte brev fra Jesus i arkiverne, og som forvandlede en ugle til en engel.

I et af sine tidlige værker, Mod Hierokles, kom Eusebius med en lang række argumenter om Jesus, der stemte fuldstændig overens med Testimonium Flavianum, men åbenbart havde han ikke "fundet" Testimonium Flavianum endnu, siden han ikke citerede det. Først i år 324 "fandt" han denne "kostbare juvel", der var som skabt(!) til hans diskussion med hedningen Porfyrios.

Efter at Eusebius har citeret Testimonium Flavianum har Feldman talt yderligere elleve kirkefædre, der citerer Josephus, men ikke ikke kender Testimonium Flavianum.(6) Faktisk går der over 100 år efter Eusebius, før vi finder den næste optræden af Testimonium Flavianum. Det drejer sig om Hieronymus, der er meget glad for Josephus og citerer ham 90 gange, men alligevel kun citerer Testimonium Flavianum en gang. Den ene gang, han gør det, skriver han, at folk mente Jesus var Kristus, hvad der jo ikke står i teksten i dag.

Selvfølgelig er der ingen ende på bortforklaringerne: Måske havde alle kirkefædrene kommet til at springe bind 18 over; måske var alle menighederne lige så uvidende om Testimonium Flavianum, som kirkefædrene selv; eller også snakkede de ikke sammen; eller måske mente de ikke lige, at Testimonium Flavianum passede ind i deres argumentationsrække og så videre. Hver eneste af de mange kirkefædre er kun et "argument fra tavshed", men tilsammen har denne tavshed en betragtelig styrke.

Lad os se på en anden af disse kirkefædre, der levede før år 324:

Origenes (185-254)

Sankt Dogbert Origenes var en af de gamle kirkefædre med en meget omfattende produktion på ikke mindre end 250.000 ord. Alligevel nævnte han aldrig nogensinde Testimonium Flavianum.

Et af hans værker var Mod Celsus, hvor han forsøgte at argumentere mod en bog, den græske filosof Celsus (eller Kelsos) havde skrevet omkring år 177-180. Origenes skrev sit svar i 8 bind omkring år 244-249, efter at Celsus havde været død i ca. 65 år. Heller ikke her fandt Origenes på at citere denne "kostbare juvel".

Achilleus forbinder Patroklos' sår
Kapitel 42: Ifølge Origenes er det ekstra svært at bevise historier med gudesønner, som f.eks. den trojanske krig med Achilleus.

En typisk kristen bortforklaring er, at Origenes "ikke havde behov" for at citere fra Testimonium Flavianum. Lad os derfor se på nogle eksempler, hvor Origines med fordel kunne have citeret Testimonium Flavianum:

Jonas og hvalen
Nogle historier er svære at sluge.

Origenes' tavshed bliver endnu mere tydelig i betragtning af, at han gladeligt citerer Josephus, når det drejer sig om Johannes Døberen og Jesus' bror, Jakob:

Johannes Døberen og offerlammet
Johannes Døberen som barn - og Jesus som lam.

Origenes: Mod Celsus, Bind 1

47) Jeg vil gerne sige til Celsus, som fortæller, at jøderne accepterede Johannes som en døber, der døbte Jesus, at eksistensen af Johannes Døberen, der døbte til syndernes forladelse, bliver fortalt af én, der levede ikke længe efter Johannes og Jesus.

For i den 18. bog af hans Jødefolkets Historie, bevidner Josephus, at Johannes har været en døber, og én, der lovede renselse til dem, der gennemgik ritualet. Nuvel, denne forfatter, skønt han ikke tror på Jesus som Kristus […](7)

Lad os stoppe citatet her (se den originale tekst i fodnoten(7)). Origenes er ved at påstå, at Jerusalems ødelæggelse var Guds straf, fordi jøderne havde dræbt Jesus. Origenes citerer, hvad Josephus har skrevet om Johannes Døberen og Jakob, hvilket ærligt talt ikke har det fjerneste med nogetsomhelst at gøre. Origenes skulle hellere have citeret Josephus for, at Jesus var guddommelig (»om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske; thi han øvede forunderlige gerninger«), og at han var blevet dræbt på grund af jøderne (»Pilatus havde dømt ham til korsfæstelse, efter at han var blevet angivet af nogle af de ledende mænd blandt os«).

Origenes siger selv, at han citerer fra det 18. bind af Jødefolkets Historie - netop det bind, der i dag indeholder Testimonium Flavianum - og alligevel bruger han ikke Testimonium Flavianum som argument - hverken her eller blandt hans 250.000 andre ord. Vi skal altså tro, at han har købt og læst bind 18, uden at hverken han eller hans menighed, lærere eller elever har opdaget denne enestående beskrivelse af Jesus, der optræder kun 2 kapitler før det afsnit om Johannes Døberen, som han citerer.

Og ikke nok med at Origenes "glemmer" at citere Testimonium Flavianum - en vigtig del af Origenes' argument er, at Josephus »ikke tror på Jesus som Kristus«, selvom han sidder med en bog i hånden, hvor Testimonium Flavianum i dag siger »Han var Kristus«.

Man må ikke glemme, hvor kostbare bøger var dengang. I dag kan enhver bestille en hyldemeter bøger på Amazon.Com, men på Origenes' tid skulle bøger kopieres i hånden. En bog kunne let koste en årsløn, så når en bog blev købt, blev den sandelig også læst. Tanken om at hele menigheden skulle have været uvidende om dette enestående afsnit er absurd.

Origenes gentog iøvrigt sin påstand i sin "kommentar til Matthæus 10,17": »Flavius Josephus, som skrev Jødernes Historie i tyve bøger, […]. Og det vidunderlige er, at skønt han ikke accepterede Jesus som Kristus, gav han alligevel vidnesbyrd […]« (min oversættelse). Se siden om Jesus' bror Jakob for de fulde citater.

Konklusion: En af de meget få kilder, der kunne have bekræftet Jesus' historiske eksistens, er et falskneri.

 
Guds hånd

Næste afsnit handler om, hvorvidt man kan udtrække en sand kerne fra Testimonium Flavianum.

I sidste halvdel af det 20. århundrede har de kristne vejret morgenluft og forsøgt, om man kan udtrække en sand kerne fra Testimonium Flavianum.

Eksterne links

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7)

Biskop William Warburton (24 december 1698 - 7 juni 1779): »If a Jew owned the truth of Christianity, he must needs embrace it. We, therefore, certainly conclude that the paragraph where Josephus, who was as much a Jew as the religion of Moses could make him, is made to acknowledge Jesus as the Christ, in terms as strong as words could do it, is a rank forgery, and a very stupid one, too.«
Fra opslaget i The Encyclopaedia Britannica, 1902:

»That Josephus wrote the whole passage as it now stands no sane critic can believe. Vespasian, not Jesus, was the Messiah of the "ambiguous oracle" of that apostate Jew«.

»There are, however, two reasons which are alone sufficient to prove that the whole passage is spurious, - one that it was unknown to Origen and the earlier fathers, the other that its place in the text is uncertain. It is now found after the historian's notices of Pilate, but the remarks of Eusebius show that in his time it was found before them«.

Eusebius om rækkefølgen: »After relating these things concerning John, he makes mention of our Saviour in the same work«.

(Eusebius' Kirkehistorie, 1, 11, 7)

For en god ordens skyld skal det nævnes, at Feldman hører til dem, der mener, at der kan udtrækkes en "sand kerne" blandt falskneriet.

Det argument kigger vi nærmere på i anden del.

Theophilus af Antiokia (død omkring 183-185) skriver til Autolycus, bog 3, kapitel 23:

»[…] and for the account of our chronology given by the writers Manetho the Egyptian, and Menander the Ephesian, and also Josephus, who wrote the Jewish war, which they waged with the Romans. For from these very old records it is proved that the writings of the rest are more recent than the writings given to us through Moses, yes, and than the subsequent prophets.
[…]
Or if you mention the lawgivers Lycurgus, or Draco, or Minos, Josephus tells us in his writings that the sacred books take precedence of them in antiquity, since even before the reign of Jupiter over the Cretans, and before the Trojan war, the writings of the divine law which has been given to us through Moses were in existence. […]
«

11 kirkefædre efter Eusebius . . .: Feldman nævner ikke navnene på disse 11, men han overser formentlig Pseudo-Hegesippus. Det er almindeligt at udelade Pseudo-Hegesippus i den slags oversigter, fordi han omskriver Josephus meget frit og krydrer med andre tekster.

Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at han kendte til Testimonium Flavianum i hans værk De Excidio Urbis Hierosolymitanae ("Om ødelæggelsen af Byen Jerusalem") 2,12 fra ca. år 370.

Min oversættelse af Mod Celsus, Bog 1, kapitel 47: »I would like to say to Celsus, who represents the Jew as accepting somehow John as a Baptist, who baptized Jesus, that the existence of John the Baptist, baptizing for the remission of sins, is related by one who lived no great length of time after John and Jesus. For in the 18th book of his Antiquities of the Jews, Josephus bears witness to John as having been a Baptist, and as promising purification to those who underwent the rite. Now this writer, although not believing in Jesus as the Christ, […]«

Taget herfra: Origenes imod Celsus - Bog I (se kapitel XLVII)


Op til Josephus