De første kristne havde et stort problem, når de skulle overbevise skeptiske jøder og "hedninge" om de utrolige historier om Jesus.
|
|
| Barnemordet i Betlehem - ukendt af Josephus og andre samtidige historikere. |
Bibelen fortæller os, at Universets Skaber gik rundt flere år omkring Jerusalem. Han blev korsfæstet under påsken, hvor hele Israel var valfartet til Jerusalem. Jesus genopstod og forsvandt fra en forseglet grav for øjnene af en romersk vagt, hvorefter både han og en masse døde helgener gik rundt i Jerusalem, mens byen var stuvende fyldt af pilgrimme.
Problemet er bare, at ingen af samtidens historikere og forfattere har hørt om disse pragtfulde historier. Selv efter at kirken i århundreder har forsøgt at udrydde alle disse "hedenske" bøger, har vi stadig tonsvis af historiebøger tilbage, og disse er - alle som en - fuldstændigt uvidende om Jesus.
Der er dog en enkelt undtagelse, et enkelt afsnit, det såkaldte Testimonium Flavianum, der flittigt er blevet citeret efter år 324. En "kostbar juvel", der formodentlig er årsag til, at Josephus' værker har overlevet til vore dage, mens hele biblioteker af "hedenske" bøger er brændt af de kristne.
Dette afsnit regnes normalt som et falskneri - også af kirken selv. Allerede
i middelalderen afviste lærde jøder teksten, fordi de ikke troede på,
at Josephus - som jøde - kunne rose Jesus så skamløst.
Sidst i 1500-tallet begyndte reformatorerne også at kritisere teksten, og
omkring 1770 konkluderede Biskop Warburton af Gloucester, at afsnittet var
»et argt falskneri, og også et meget dumt ét«.(1)
Herefter var sagen afgjort i et par hundrede år, men i det 20. århundrede har Testimonium Flavianum fået en slags renæssance. Man er nemlig begyndt at overveje, om dele af afsnittet kunne være sandt - måske har Josephus skrevet en mere neutral historie, og måske er historien først senere blevet "forbedret" med en solid dosis kristen propaganda?
Det er selvfølgelig ren spekulation, hvilke ord sætninger der evt. skulle være ægte, og hvilke der er senere tilføjelser. Ikke desto mindre kan kristne mennesker stadig finde på triumferende at fastlå, at Josephus har skrevet om Jesus. Så lad os se på teksten:
Jødefolkets Historie - bind 18, kapitel 3, 3På denne tid fremtræder Jesus, en vismand, om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske; thi han øvede forunderlige gerninger, og han var en lærer for dem, der med glæde tager imod sandheden. Han vandt mange jøder for sig og også mange af hellenerne. Han var Kristus. Og da Pilatus havde dømt ham til korsfæstelse, efter at han var blevet angivet af nogle af de ledende mænd blandt os, blev han ikke svigtet af dem, der først havde fattet kærlighed til ham. Thi han åbenbarede sig for dem levende på den tredie dag, og de guddommelige profeter havde spået dette foruden mange andre forunderlige ting om ham. Og indtil nu er de kristnes slægt, som har fået navn efter ham, ikke ophørt med at bestå. (Fra forordet til "Den Jødiske Krig" af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997) |
Med kun 127 ord får kristne apologeter her bevis for: (1) Jesus' historiske eksistens, (2) hans overmenneskelige status, (3) hans mirakler, (4) hans lære, (5) hans mission blandt jøder og ikke-jøder, (6) hans status som messias, (7) hans fordømmelse af jødiske præster, (8) hans dom under Pilatus, (9) hans død på korset, (10) hans disciples hengivenhed, (11) hans genopstandelse på tredjedagen, (12) hans optræden efter døden, (13) hans opfyldelse af guddommelige profetier og (14) kristendommens succesfulde fortsættelse.
Kort sagt
kunne de gamle kirkefædre ikke have fået et bedre argument, om så de havde skrevet det selv.
Men har de så skrevet det selv? Der er i al fald en del problemer:
|
| Jesus foran den romerske prokurator Pilatus. Episoden er ukendt af samtidige historikere. |
Det første problem, der skærer i øjenen er sætningen »Han var Kristus« - sådan skriver en kristen. Josephus var ikke kristen, han var farisæisk jøde, adopteret af den romerske kejser. Josephus skrev kejserlig propaganda for et romersk publikum, og han brugte aldrig ordet Kristus. Moralen af Josephus' bøger er, at Kejser Vespasian var den verdenshersker, profetierne i Det Gamle Testamente handlede om, og at det var jødernes egen stædighed, der førte til massakrerne i Jerusalem og Masada (se siden om stjernen over Jerusalem). Det ville have været højforræderi, hvis Josephus pludselig skiftede mening og udnævnte en ukendt, jødisk troldmand til verdenshersker i stedet for Vespasian.
Alligevel skal vi tro på, at Josephus tør skrive, at denne vise og guddommelige mand blev henrettet uden grund af de romerske myndigheder, og at Josephus spekulerer over, »om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske«.
De fleste ædru personer kan godt se problemet med, at en farisæisk jøde skulle have skrevet »Han var Kristus«, men afsnittet siger også, at Jesus var guddommelig (»om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske«), at han opstod fra de døde, og at han opfyldte mange guddommelige profetier. Altsammen ting, man ikke kan tro på uden samtidigt at være kristen.
Nogle forsøger at bortforklare det med, at Josephus var "skabskristen", men det gør problemet endnu større: Grunden til at kristne i over tusinde år så flittigt har citeret Testimonium Flavianum er, at de i Josephus har haft et uafhængigt vidne. I deres diskussioner med jøder og hedninge har de kunnet påpege, at en vantro, der ikke selv tror på Jesus, har bekræftet de mange mirakler. Hvis Josephus pludselig bliver udnævnt til kristen, kan det være lige meget, om han selv skrev Testimonium Flavianum, eller om det er et falskneri fra det 4. århundrede.
For det andet er afsnittet alt for kort. Josephus skrev ofte adskillige kapitler om ubetydelige landevejsrøvere og oprørsledere, og han afsatte 3 bind til Herodes den Store. Alligevel skal vi tro, at når Universets Skaber genopstår på tredjedagen, får det kun 127 ord - halvt så meget som Josephus giver til Johannes Døberen. Og hvis vi begynder at fjerne de mest usandsynlige "u-josephuske" sætninger: »Han var Kristus«, »om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske« og »han åbenbarede sig for dem levende på den tredie dag, og de guddommelige profeter havde spået dette«, bliver der næsten ingenting tilbage.
Hvis man har læst bare lidt af Josephus, så véd man, hvor glad han er for at forklare
baggrunden for historierne helt ud i de mindste detaljer. Disse detaljer mangler fuldstændig i
Testimonium Flavianum:
»han øvede forunderlige gerninger«. Hvilke gerninger?
»han var en lærer for dem«. Hvad lærte han dem?
»Han var Kristus«. Hvad betyder "Kristus"? Var det ikke Vespasian, der var Verdens Herre?
»da Pilatus […] havde dømt ham til korsfæstelse«. Hvad blev han dømt for?
»han åbenbarede sig for dem levende på den tredie dag«. Hvordan gik det til?
»de guddommelige profeter havde spået dette«. Hvilke profeter? Og hvilke profetier?
»foruden mange andre forunderlige ting«. Hvilke forunderlige ting?
Afsnittet lyder kort sagt mere som en kristen trosbekendelse end som en Josephus'k historie.
Her prøver kristne at bortforklare det med, at Jesus var en ubetydelig skikkelse - set med romernes øjne. Jesus' mirakler, påstår de kristne, var lige præcis storslåede nok til at bevise, at Jesus var Guds søn, og alligevel små nok, til at romerne ikke gad skrive om dem. Men så er det jo mærkeligt, at teksten lige har erklæret, at Jesus var Kristus, og at han genopstod fra de døde på tredjedagen. Det er trods alt ikke helt almindeligt.
For det tredje starter næste kapitel med »På nogenlunde samme tid bragte en anden trist ulykke også jøderne i tumult, […]« (min oversættelse og fremhævelse). Hvad er den første triste ulykke så? Skulle det være den skamrosende historie om Jesus, de guddommelige profeter og de mange andre forunderlige ting i afsnit 3? Den triste ulykke lyder mere som en hentydning til afsnittene 1 og 2, der handler om, hvordan Pontius Pilatus nedkæmper optøjer ved at dræbe og såre en masse ubevæbnede mennesker. Starten på afsnit 4 passer altså fint med slutningen af afsnit 2; det virker som om, afsnit 3 er tilføjet senere.
For det fjerde er det besynderligt, at historien om Jesus kommer før historien om Johannes Døberen. Alle evangelierne er enige om, at Johannes Døberen kun er en forløber for Jesus, men alligevel optræder den mystiske Jesus-historie 2 kapitler før historien om Johannes.
Men det største problem er dog, at ingen af de gamle kirkefædre, der kunne have brugt afsnittet i deres diskussioner, nogensinde nævnte det. Justin Martyr, Irenaues, Tertullian, Clement, Origenes, Cyprian og Amobius kender alle til Josephus, men ingen af dem er åbenbart klar over, at Josephus skulle have skrevet om Jesus. Ingen har hørt om denne "kostbare juvel" før år 324, da den berygtede forfalsker, Eusebius, "fandt" dette citat, der var som skabt(!) til hans diskussion med hedningen Porfyrios. Eusebius var ham, der havde "fundet" breve fra Jesus i arkiverne, og som forvandlede en ugle til en engel. I år 324 var Eusebius den første, der "fandt" denne "kostbare juvel", som ingen af de gamle kirkefædre havde fået øje på før.
Lad os se på en af disse kirkefædre, der levede før år 324:
Origenes (185-254)
Origenes var en af de gamle kirkefædre med en meget omfattende produktion på ikke mindre end 250.000 ord.
Alligevel nævnte han aldrig nogensinde Testimonium Flavianum.
Et af hans værker var Mod Celsus, hvor han forsøgte at argumentere mod en bog, den græske filosof Celsus havde skrevet omkring år 178. Origenes skrev sit svar i 8 bind omkring år 248, efter at Celsus havde været død i ca. 65 år. Heller ikke her fandt Origenes på at citere denne "kostbare juvel".
En typisk kristen bortforklaring er, at Origenes "ikke havde behov" for at citere fra Testimonium Flavianum. Lad os derfor se på tre eksempler fra første bind, hvor Origines med fordel kunne have citeret Testimonium Flavianum:
|
| Nogle historier er svære at sluge. |
Kapitel 46: Origenes argumenterer for, at det har krævet guddommelig assistance, at Jesus kunne få sin lære udbredt ikke blot til jøder, men til grækere og barbarer. Her kunne Origenes pasende have citeret, »Jesus, en vismand, om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske« og »Han vandt mange jøder for sig og også mange af hellenerne«.
Kapitel 67: Celsus siger retorisk til Jesus, "Men hvad har du gjort, der er nobelt og mirakuløst, enten i gerninger eller ord? Du har intet fremvist, selvom de udfordrede dig i templet til at vise et umiskendeligt tegn på, at du var Guds søn". Denne udfordring kunne Origenes have besvaret ved at citere »han øvede forunderlige gerninger« og »han åbenbarede sig for dem levende på den tredie dag«.
I stedet væver Origenes frem og tilbage om, at Jesus' undergerninger er bevist gennem de kristnes trofasthed, de mange kirker, og at Jesus' navn stadig indgyder respekt. Dette kunne Origenes så have bakket op ved at citere Josephus for »de kristnes slægt, som har fået navn efter ham, ikke ophørt med at bestå«.
Origenes' tavshed bliver endnu mere tydelig i betragtning af, at han gladeligt citerer Josephus, når det drejer sig om Johannes Døberen og Jesus' bror, Jakob:
Origenes: Mod Celsus, Bind 1
47) Jeg vil gerne sige til Celsus,
som fortæller, at jøderne accepterede Johannes som en døber,
der døbte Jesus, at eksistensen af Johannes Døberen, der døbte til syndernes forladelse,
bliver fortalt af én, der levede ikke længe efter Johannes og Jesus.
|
| Jesus og Johannes Døberen. Tilskrevet Bernt Notke. |
Lad os stoppe citatet her (se den originale tekst nederst på siden). Origenes er ved at påstå, at Jerusalems ødelæggelse var Guds straf, fordi jøderne havde dræbt Jesus. Origenes citerer, hvad Josephus har skrevet om Johannes Døberen og Jakob, hvilket ærligt talt ikke har det fjerneste med nogetsomhelst at gøre. Origenes skulle hellere have citeret Josephus for, at Jesus var guddommelig (»om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske; thi han øvede forunderlige gerninger«), og at han var blevet dræbt på grund af jøderne (»Pilatus havde dømt ham til korsfæstelse, efter at han var blevet angivet af nogle af de ledende mænd blandt os«).
Origenes siger selv, at han citerer fra det 18. bind af Jødefolkets Historie - netop det bind, der i dag indeholder Testimonium Flavianum - og alligevel bruger han ikke Testimonium Flavianum som argument - hverken her eller blandt hans 250.000 andre ord. Vi skal altså tro, at han har købt og læst bind 18, uden at hverken han eller hans menighed, lærere eller elever har opdaget denne enestående beskrivelse af Jesus, der optræder kun 2 kapitler før det afsnit om Johannes Døberen, som han citerer.
Og ikke nok med at Origenes "glemmer" at citere Testimonium Flavianum - en vigtig del af Origenes' argument er, at Josephus »ikke tror på Jesus som Kristus«, selvom han sidder med en bog i hånden, hvor Testimonium Flavianum i dag siger »Han var Kristus«.
Man må ikke glemme, hvor kostbare bøger var dengang. I dag kan enhver bestille en hyldemeter bøger på Amazon.Com, men på Origenes' tid skulle bøger kopieres i hånden. En bog kunne let koste en årsløn, så når en bog blev købt, blev den sandelig også læst. Tanken om at hele menigheden skulle have været uvidende om dette enestående afsnit er absurd.
Origenes gentog iøvrigt sin påstand hans "kommentar til Matthæus 10,17": »Flavius Josephus, som skrev Jødernes Historie i tyve bøger, […]. Og det vidunderlige er, at skønt han ikke accepterede Jesus som Kristus, gav han alligevel vidnesbyrd […]« (min oversættelse). Se siden om Jesus' bror Jakob for de fulde citater.
Konklusion: En af de meget få kilder, der kunne have bekræftet Jesus' historiske eksistens, er et falskneri.
(1) Biskop William Warburton (24 december 1698 – 7 juni 1779): "This [the Josephus] account of Eusebius is a rank forgery, and a very stupid one, too."
(2) Mod Celsus, Bog 1, kapitel 47: I would like to say to Celsus, who represents the Jew as accepting somehow John as a Baptist, who baptized Jesus, that the existence of John the Baptist, baptizing for the remission of sins, is related by one who lived no great length of time after John and Jesus. For in the 18th book of his Antiquities of the Jews, Josephus bears witness to John as having been a Baptist, and as promising purification to those who underwent the rite. Now this writer, although not believing in Jesus as the Christ, […]
Taget herfra: Origenes imod Celsus - Bog I (se kapitel XLVII)
