Josephus og Jesus Kristus. Del 3

Den Arabiske og Syriske Version

trut truttelut Truttelut I forrige afsnit så vi, hvordan det i dag er den fremherskende mening blandt forskere, at selvom Testimonium Flavianum er forfalsket, kan man alligevel finde en "sand kerne" ved at skære alt det usande fra. Problemet er, at der ikke er nogen videnskabeligt belæg for at skelne mellem det ægte og uægte — hver forsker fjerner bare det, han eller hun ikke synes virker sandt (eller skriver det om). Derfor bliver resultatet forskelligt fra forsker til forsker, og vi mangler stadig at høre et bevis for, at der overhovedet skulle være en sand kerne.

I 1971 gjorde Shlomo Pines(1) opmærksom på en krønike på arabisk fra det 10. århundrede — det vil sige lidt ældre end de eksisterende håndskrifter af Josephus på græsk (det vender vi tilbage til). Denne version mangler mange af de "tydeligt kristne kommentarer", og de forskere og debattører som Shlomo Pines, der a priori mener, at der må findes en sand kerne i Testimonium Flavianum, mener, at de her har fundet et vidne til, hvad Josephus oprindeligt skrev, inden fromme kirkefædre "berigede" teksten.

Samtidig pegede Shlomo Pines på en syrisk(2) krønike. Denne version er fra det 12. århundrede og minder meget om den version af Testimonium Flavianum, vi kender.

Lad mig sige med det samme, at nærværende side formentlig er den mest kedelige og tørre på hele denne hjemmeside, så jeg vil komme med konklusionerne først:

Kort sagt har seriøse forskere forlængst opgivet at bruge disse to versioner af Testimonium Flavianum til noget som helst. Som eksempel kan nævnes, at når Bart Ehrman gennemgår beviserne for en historisk Jesus i sin bog Did Jesus Exist (2012), nævner han overhovedet ikke disse krøniker.

Desværre bevæger nyhederne sig langsomt i Jesus-land. Ifølge Dr. Richard Carrier er den arabiske tekst årsagen til, at mange nytestamentlige forskere stadig tror, der findes en sand kerne i Testimonium Flavianum: »Just FYI, all the scholars I know who think it existed in some form, base that argument on the Arabic TF. But that has been disproved (and most scholars are simply unaware of this). Hence the consensus here is not soundly based. The Arabic TF is not an independent witness to Josephus; it derives from Eusebius (via a Syriac intermediary)«.

Den Arabiske Tekst

Denne krønike har længe været overset af forskere. I den franske oversættelse fra 1909 beklager A. Vasiliev sig over, at teksten ikke havde været medtaget i de store antologier de sidste mange hundrede år. Hans lærer, Baron V. Rosen, havde skrevet en artikel på russisk, der jævnt hen var blevet ignoreret, og Vasiliev's oversættelse kom åbenbart til at lide den samme skæbne.

Agapius (arabisk: Mahboub) var en kristen biskop i Hierapolis, der døde år 941 eller 942. Jeg citerer ham på engelsk sammen med lidt af de to afsnit før og efter (se eksternt link forneden) :

From Adam until that time there were 5,539 years, […]. The first of them, Eusebius, says that from Adam [to the Passion of Our Lord], may He be glorified, […] On learning this, Caesar sent orders to Pilate and dismissed the government of Judea, because he had surrendered to the Jews, and he threatened and intimidated the Jews who had crucified Christ.

Josephus the Hebrew spoke of this also in his books which he wrote about the wars of the Jews: "At that time there was a wise man named Jesus, whose life was perfect, his virtues were recognized, and many Jews and Gentiles became his disciples. And Pilate condemned him to death on a cross, and those who had become his disciples, preached his doctrine. They claimed that he appeared to them alive three days after his passion. Maybe he was the Messiah, about whom the prophets had spoken of miracles." This is the story of Josephus and his coreligionists concerning our Lord Christ, may He be glorified.

It is also said that the life of our Lord Christ, may He be glorified, and his preaching (or pilgrimage) happened in the pontificate of Hannan and Caiaphas, because they were high priests in those years , i.e. from the pontificate of Hannan to the beginning of the pontificate of Caiaphas; as for the time between them, there was no time for four years because, when Herod was appointed governor, he burned the books of the tribes of the Hebrews, because they knew only that he belonged to a race which was little valued by them; and he took the priestly vestment, put it under seal and allowed each high priest to serve only for a year. […]. There were between Hannan and Caiphas less than four years, according to Eusebius, bishop of Caesarea.

(Agapius' krønike, oversat fra arabisk til fransk af Vasiliev og derfra til engelsk af Roger Pearse)

Inden vi kigger på Agapius' genfortælling af Testimonium Flavianum, kan vi se flere ting af den omkringliggende tekst:

  1. Der er ikke tale om en decideret oversættelse af Josephus' værker. Agapius skriver en krønike, der starter med verdens skabelse, og når krøniken kommer til tiden omkring Jesus, Herodes, Pilatus og ypperstepræsterne Annas og Kajfas, inkluderer han Josephus' Testimonium Flavianum: »Josephus the Hebrew spoke of this also in his books«.

  2. Agapius påstår, at Josephus skulle have skrevet det i »the wars of the Jews«. I dag befinder Testimonium Flavianum sig i bind 18 i Jødernes Oldtid, og ikke i de syv bind om Jødernes Krig. Det er ikke en banal oversættelsesfejl i den engelske tekst; Vasiliev's franske oversættelse (se eksternt link længere nede) siger »les guerres des Juifs«, hvilket er flertal af »La Guerre des Juifs«, den franske titel på Jødernes Krig. Det viser altså, at Agapius ikke selv har læst Josephus, men citerer ham på anden hånd.

  3. Udover Testimonium Flavianum viderebringer Agapius masser af andre gode, kristne skrøner, som f.eks. at den romerske kejser skulle have fyret Pilatus, fordi han havde givet efter for jøderne og korsfæstet Kristus. Hvis Agapius havde læst Josephus, ville han vide, at det forholdt sig lige omvendt: Pilatus blev fyret, fordi jøderne havde klaget over hans voldelige adfærd.

  4. Agapius siger selv: »This is the story of Josephus and his coreligionists«. Dermed siger han, at det han præsenterer ikke er en oversættelse af Josephus, men at han har blandet flere (jødiske) tekster sammen.

  5. Agapius fortæller både i afsnittet før og efter, at han citerer Eusebius' krøniker — den samme kendte forfalsker, der år 324 var den første til at "finde" Testimonium Flavianum i Josephus' værker.

  6. Vi kan se Agapius' afhængighed af Eusebius, når han fortæller, at Herodes havde brændt alle jødernes slægtsbøger »he burned the books of the tribes of the Hebrews«. Denne oplysning står netop i Eusebius' Kirkehistorie(3) og ikke i Josephus' værker.

    Agapius kan ikke have læst om denne bogbrænding hos Josephus, der tværtimod selv brugte disse bøger til at udtrække sin egen slægt, 50 år efter at bøgerne skulle være brændt af Herodes, og han henviste læseren til dem(4).

Alt i alt er det oplagt, at Agapius også har læst Testimonium Flavianum i en af Eusebius' krøniker.

Hvis vi nu kigger på indholdet af Agapius' udgave af Testimonium Flavianum, er det rigtigt, at de mest "tydeligt kristne kommentarer" mangler: Der er ikke nogen spekulation over »om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske«; der lægges afstand til påstanden om opstandelse på tredjedagen: »They claimed that he appeared to them alive three days«, og der tages forbehold for hans Kristus-titel: »Maybe he was the Messiah«.

Visse apologeter mener, at disse tre sætninger er lige præcis dem, der er tilføjet af kristne apologeter, og at Agapius derfor giver os den oprindelige tekst. Se evt. forrige afsnit: Kan man finde en sand kerne i Testimonium Flavianum?

Men teksten har mange andre afvigelser, der umiddelbart er sværere at forklare: Den mest harmløse bemærkning af dem alle: »han var en lærer for dem, der med glæde tager imod sandheden«, droppes også. Bemærkningen om, at Jesus blev »angivet af nogle af de ledende mænd blandt os«, forsvinder også, selvom det ikke ville være kontroversielt for en kristen biskop i middelalderen at sige, at jøderne havde anklaget Jesus. Den helt uskyldige slutning »indtil nu er de kristnes slægt, som har fået navn efter ham, ikke ophørt med at bestå« fjernes også. Til gengæld beholder Agapius den problematiske betegnelse "en vis mand", som Josephus normalt reserverer for de helt store profeter: Moses, Esajas og Daniel.

Teksten er tydeligvis en genfortælling og ikke en oversættelse: »Jesus, en vismand« vendes om til "en vis mand ved navn Jesus", mens »han øvede forunderlige gerninger« skrives om til, at "hans liv var perfekt, og hans dyder var anerkendte". Jesus vandt ikke længere "hellenere" (græsk: "Ellênikou"), men ikke-jøder, og de bliver hans "disciple". Teksten bliver skrevet om, så de, »der først havde fattet kærlighed til ham«, bliver til disciple, der ikke opgiver deres discipel-gerning; Den lange sætning »de guddommelige profeter havde spået dette foruden mange andre forunderlige ting om ham« trækkes sammen til, at profeterne (der åbenbart ikke var "guddommelige") havde talt om forunderlige ting.

Det er ikke kun enkelte ord, der ændres: Hele sætningen om, at Jesus måske er Messias, rykkes frem, så den bliver et reaktion på, at disciplene rapporterede, han havde genopstået. Agapius tilføjer, at disciplene "prædikede hans doktrin", og at Jesus viste sig tre dage "efter sin lidelse". Det mest pudsige er, at Pilatus ikke kun dømmer Jesus til korsfæstelse, men til at blive korsfæstet og dø. Sidstnævnte detalje i den arabiske tekst er måske en hentydning til Koranens ord om, at Jesus kun tilsyneladende døde på korset.(5)

Vi kan allerede nu konkludere, at der ikke er tale om en oversættelse af Josephus, men derimod en fri genfortælling af Eusebius.

Man kan så undre sig over, hvorfor en kristen biskop skulle fjerne beskrivelserne af Jesus' mirakler. Og svaret er, at sådan gør han bare. Ken Olson (se eksternt link) har kigget på, hvordan Agapius andre steder behandler sine kilder — nemlig det brev, Jesus skrev til Kong Abgar, og Kongs Abgars svar. Brevene optræder både i "The Teachings of Addai" og Agapius, og i førstnævnte kilde indeholder begge de to breve beretninger om Jesus' mirakler, som Agapius springer over. Et andet eksempel er et brev fra Kong Abgar til Kejser Tiberius. Igen er det også medtaget i "The Teachings of Addai" , og igen kan vi se, at Agapius springer omtalen af mirakler over. Konklusionen er, at det er typisk for Agapius dels at forkorte historierne, og dels at nedtone de mirakler, Jesus udførte her på jorden.

Den Syriske Tekst

Michael Syreren (også kaldet Michael den Store) var patriark i Antiokia, og han døde år 1199. Hans tekst ser således ud:

The writer Josephus also says in his work on the institutions [Antiquities] of the Jews: In these times there was a wise man named Jesus, if it be fitting for us to call him a man. For he was a worker of glorious deeds and a teacher of truth. Many from among the Jews and the nations became his disciples. He was thought to be the Messiah. But not according to the testimony of the principal [men] of [our] nation. Because of this, Pilate condemned him to the cross, and he died. For those who had loved him did not cease to love him. He appeared to them alive after three days. For the prophets of God had spoken with regard to him of such marvelous things [as these]. And the people of the Christians, named after him, have not disappeared till [this] day.

(Michael Syrerens krønike — oversat fra syrisk til engelsk af Shlomo Pines)

For en fransk oversættelse, se fodnoten.(6) Som man ser, er Michaels udgave af Testimonium Flavianum langt tættere på den version, vi kender.

Michael er enig med Agapius om, at man kun mente, Jesus var Messias, men til gengæld placerer han sætningen "det rigtige sted" — det vil sige, det samme sted som i alle de græske og latinske versioner af Testimonium Flavianum.

Derudover har Michael flere detaljer tilfælles med Agapius: F.eks. understreger han, at Jesus ret faktisk døde: »Pilate condemned him to the cross, and he died«. Vi vender tilbage til lighedspunkterne om lidt. Michael har også en underlig detalje om, at Pilatus korsfæstede Jesus, fordi jøderne ikke troede, Jesus var Messias. Det vender vi også tilbage til.

Det er lidt svært at se relevansen af Michaels krønike: Den er relativt ny, og den minder meget om standardforfalskningen, hvormed den modsiger Agapius.

Lad os lige kigge på det med alderen først.

Et Spørgsmål om Alder

Manuskript Ambrosianus
Manuskript Ambrosianus fra det 11. århundrede. Testimonium Flavianum er i midten af billedet.

Alle oldtidens bøger overlever kun i kopier. Uanset om det drejer sig om Josephus, Eusebius eller det Nye Testamente, er vi ikke i besiddelse af nogen originaltekst. Det vi har er afskrifter af afskrifter af afskrifter, og når først der er opstået en fejl i et manuskript (eller en bevidst forfalskning), vil den blive kopieret med, næste gang bogen kopieres — sammen med nye fejl. Derfor er det som meget grov tommelfingerregel bedst med gamle manuskripter, fordi de formodes at være kopieret færrest gange.

Hvis vi kigger specifikt på Josephus, så har vi tre gamle manuskripter (håndskrifter) med bind 18 af Jødernes Oldtid (hvor Testimonium Flavianum findes). Disse tre manuskripter er Ambrosianus fra det 11. århundrede (billedet til venstre), Vaticanus fra det 14. århundrede og Marcianus fra det 15. århundrede.

Det vil sige, at der er næsten 1.000 år mellem Josephus' originale manuskript og vores ældste kopi, og så kan enhver jo gætte på, hvor mange led af "afskrifters afskrift", det svarer til. Derfor skulle den store styrke ved Agapius' krønike være, at den er fra det 10. århundrede — det vil sige et århundrede før vores ældste eksemplar af Jødernes Oldtid, bind 18.

Hvis man endelig skal spille dét spil, så må man naturligvis ikke se på, hvornår Agapius levede (han levede jo ca. 900 år efter Josephus), men derimod på, hvor gamle manuskripterne er.

Og hvor gamle manuskripter har vi så af Agapius' krønike? Det spørgsmål er faktisk ret så langhåret: Anden halvdel af Agapius' krønike, der indeholder Testimonium Flavianum, overlever kun i et eneste manuskript, der opbevares i Biblioteca Mediceo Laurenziana i Firenze. Manuskriptet er vandskadet, delvis ulæseligt og med sammenklistrede sider (det skal dog siges, at det er blevet restaureret, siden Vasiliev så det.

Agapius' Manuskript
Beskrivelsen af Agapius' Manuskript i Firenze. Den er ganske vist mere forvirrende end oplysende, men det tog mig flere uger at finde den, så her er den.

Bibliotekets hjemmeside henviser til et katalog fra 1742, som det er lykkedes mig at finde (billedet til venstre, tekst her). Kataloget fortæller ikke, hvor gammelt manuskriptet er, og de oplysninger, der i øvrigt står, er noget nonsens: Manuskriptet skulle indeholde en liste over kejsere frem til Andronikos II Palaiologos, der blev en byzantinsk kejser år 1283, samt annaler frem til år 1312. Begge dele må siges, at være usandsynlige i betragtning af, at Agapius døde år 941 eller 942.

Teksten i selve manuskriptet fortæller, at den er »Copied for himself by Sa'id, son of Abu-l-Bedri John, son of 'Abd al-Mesih«. Denne 'Abd al-Mesih formodes at være den koptiske pave Christodoulos af Alexandria (begge navne betyder Messias' tjener). Han var patriark 1047-1077, så hvis denne Sa'id, der har kopieret teksten, er hans barnebarn, må manuskriptet være fra det 12. århundrede. Med mindre der er tale om en nyere kopi, hvor man har kopieret Said's indledning med.

Vasiliev's lærer, Baron V. Rosen, var som nævnt, den første til at oversætte teksten. Han fik adgang til selv at læse manuskriptet, og han mente, det var fra det 14. eller 15. århundrede. Han studsede i øvrigt også over de underlige oplysninger i kataloget, som han fandt uforklarlige.

Men jagten slutter ikke der, for som nævnt er manuskriptet meget mangelfuldt, og når Shlomo Pines præsenterer sin oversættelse af Agapius' Testimonium Flavianum, fortæller han, at han har været nødt til at "berige" teksten med et manuskript af den koptiske historiker Jurijis al-Makin (George Elmacin, 1205-1273). Og hvor gammel er al-Makin's manuskript så? Det ældste komplette manuskript er fra 1280, men det er ikke det manuskript, Pines bruger — han benytter to parisiske manuskripter(7).

Lad os stoppe her. Uanset om Agapius' manuskript er fra de 12. eller 15. århundrede, og uanset, om det al-Makin manuskript, Pines beriger det med, er fra det 13. eller 15. århundrede, så har vi langt ældre vidner til Testimonium Flavianum. Eusebius citerede jo Testimonium Flavianum i sin Kirkehistorie, og vi har adskillige manuskripter af Kirkehistorien fra det 10. og 11. århundrede. Men derudover har vi også to syriske oversættelser af Kirkehistorien, og disse eksemplarer er fra henholdsvis det 6. århundrede og år 462! Desuden findes Kirkehistorien i armensk oversættelse og i Rufinus' latinske oversættelse fra år 402, hvor vi har manuskripter fra det 8.- 10. århundrede. Og hvis alle disse eksemplarer og oversættelser af Kirkehistorien ikke er nok, så har Eusebius også citeret Testimonium Flavianum i Demonstratio Evangelica og Theophania.

Testimonium Flavianum blev også citeret af Hieronymus i hans bog om berømte forfattere, De Viris Illustribus i år 492, hvor det ældste manuskript er fra det 6.-7. århundrede. Hieronymus skriver ganske vist, at man troede, Jesus var Kristus, ligesom Agapius og Michael skriver, men bortset fra denne ene detalje, ligner Hieronymus' version den, vi kender

Så det korte med det lange er, at Agapius' manuskript ikke er nær så gammelt, som mange af vores andre vidner — og oveni købet. skal det "forbedres" med manuskripter af al-Makin, der er endnu nyere. Når Agapius' udgave af Testimonium Flavianum desuden er radikalt forskellig fra alle vores andre vidner, er det de færreste forskere, der vil tage denne tekst seriøst.

Den eneste grund til, at Agapius skulle være interessant, er, hvis teksten ligner det, som man i forvejen havde besluttet, at den skulle ligne. Men som vi allerede har set, nøjes Agapius ikke bare med at fjerne de mest "tydeligt kristne kommentarer" fra teksten: han fjerner meget andet, der burde være harmløst, han skriver om på teksten, han ændrer ord, han tilføjer ord, og han ændrer rækkefølgen.

I forhold til vores andre manuskripter er Agapius dermed en sen og upålidelig version.

Endnu værre er det med Michael's krønike. Han levede selv i det 12 århundrede, men hans krønike overlever kun i et eneste eksemplar, som er fra 1598. Dette eksemplar er altså 5-600 år yngre end Josephus-manuskriptet fra det 11. århundrede. Desuden er Michael's version relativt tæt på den græske, og det er lidt uklart, hvad Pines overhovedet vil med denne tekst.

Sammenhængen mellem de To Krøniker

Pynt Siden Shlomo Pines gjorde opmærksom på de to krøniker, er de blevet grundigt studeret af Islam-forskere. De to krønikers fælles kilde indeholder nemlig en beretning om den islamiske erobring af det romerske Nærøsten i det 7. og 8. århundrede — en beretning, der er langt ældre end muslimernes egen.

Denne fælles kilde — der ikke findes mere — er den syriske krønike af Theophilus af Edessa (død 785). Agapius siger selv, at han bruger Theophilus, men at han forkorter ham: »Theophilus composed on this subject several books from which we extracted this summary, and we have included what we believe should not be overlooked, but we have avoided being so long, as far as we could« (se eksternt link). Man kan også se det ved, at Agapius' krønike slutter år omkring 780, hvor Theophilus døde, istedet for at fortsætte til det 10. århundrede, hvor Agapius levede.(8)

Michael Syreren siger derimod, at han bruger en krønike af Dionysius af Tellmahre (patriark i Antiokia) for perioden 582-843. Men i Dionysius' forord — som Michael kopierer ord for ord — skriver Dionysius, at han benytter sig af Theophilus af Edessa.

Alt dette har ikke så frygteligt meget med Testimonium Flavianum at gøre, men det, at Agapius og Michael bruger den samme kilde i et meget langt stræk, gør, at man kan sammenligne deres metoder. Her viser det sig, at Michael (der skriver på syrisk) kopierer store stykker af den syriske tekst ordret. Derimod skriver Agapius på arabisk, og han nøjes ikke med at oversætte til et andet sprog: han gendigter teksten frit og forkorter den — ligesom han gør med Testimonium Flavianum.

Med hensyn til Testimonium Flavianum var allerede Shlomo Pines klar over, at Agapius genfortæller Eusebius og ikke Josephus. Shlomo Pines mente, at Agapius' version af Testimonium Flavianum var tættere på det, Josephus i sin tid skrev, fordi Shlomo Pines — a priori — var overbevist om, at der måtte være en "sand kerne" i Testimonium Flavianum.

Derimod havde Shlomo Pines ikke så meget at bruge Michaels tekst til. Der er svært at se logikken i, at han først hævder, at Agapius' stærkt afvigende tekst er den originale, og bagefter præsenterer Michael's tekst, der minder om det Testimonium Flavianum, vi allerede kender. Pines' bedste bud var, at Agapius citerede en ægte ur-tekst, mens Michael citerede en standard (forfalsket) udgave — og at de elementer, hvor Michael også afviger fra den kendte græske tekst, måtte Michael så have fundet i den samme hemmelige ur-tekst, som Agapius.

Alice Whealey(9) vender derimod prioriteringen om. Hun sammenligner Michaels syriske tekst med den syriske oversættelse af Eusebius' Theophania og Kirkehistorie. Her viser utallige eksempler, at Michaels Testimonium Flavianum ligger meget tættere på versionen i Kirkehistorien end på den i Theophania.

Whealey's konklusion er, at både Agapius og Michael bygger på Eusebius' Kirkehistorie — eventuelt læser de Eusebius på anden hånd gennem en kilde, der kunne være Jakob/James af Edessa, der benyttede sige af både Eusebius' Chronicon og Kirkehistorie. Argumentet er dels, at Michaels Testimonium Flavianum er meget tæt på den version, der står i den syriske oversættelse af Eusebius' Kirkehistorie, og dels at Agapius og Michael har nogen ting tilfælles, som ikke står i de græske tekster.

For eksempel bruger den syriske Kirkehistorie, et ord, der betyder "at gøre til discipel" i stedet for "at samle", og det samme skriver både Agapius og Michael. Begge skriver også, at Jesus fandt disse disciple blandt ikke-jøder, i stedet for at skrive "hellenere". Begge understreger, at Jesus døde, og begge skriver, at man mente, Jesus var Messias.

Endnu en lighed er den underlige formulering i Michaels tekst om, at Pilatus korsfæstede Jesus, fordi jøderne ikke troede, han var Kristus. Whealey foreslår, der er en fejl i Michaels tekst — eller en af hans kilder — hvor , der betyder "ham" i akkusativ er læst forkert som , en form for "ikke". Dette lyder ikke usandsynligt i betragtning af, at et af de to eksisterende manuskripter af Eusebius' Kirkehistorie på syrisk har samme fejl. Denne vrøvlede sætning kunne måske også forklare, hvorfor Agapius helt har droppet bemærkningen om jødernes andel i Jesus' død.

Begge kronikører genfortæller Eusebius' Kirkehistorie på hver sin måde, og dermed forsvinder behovet for en "ukendt fælles tekst". Men eftersom Eusebius' er den hovedmistænkte for at have opfundet Testimonium Flavianum, kan vi ikke lære noget af hverken den arabiske eller den syriske tekst. Vi ender, hvor vi startede: ved Eusebius. Dette er iøvrigt et generelt problem ved den tidlige kirkes historie: Næsten alt, hvad vi har, er gået gennem Eusebius.

Det eneste, man måske kan bruge til noget, er, at både Agapius og Michael skriver, at man mente, Jesus var Messias. Dette er det samme, Hieronymus skrev i sin bog om berømte forfattere, De Viris Illustribus i år 492. Både Shlomo Pines og Alice Whealey pointerer, at latinske og syriske forfattere ikke kommunikerede indbyrdes — undtagen via græske kilder — og Whealey mener derfor, at når Hieronymus og de syriske tekster er enige, om at man mente, Jesus var Messias. må det have stået i den oprindelige græske tekst.

Personlig er jeg ikke enig. Eusebius har bevisligt indført falsknerier i sin kirkehistorie. Han citerer "ægte" breve skrevet af Jesus, han forvandler en ugle til en engel, han citerer et kejserligt brev fra Antoninus Pius, som alle andre ved er falsk, og han fortæller, hvordan Peter har godkendt Markusevangeliet oppe fra himlen. Så kan man diskutere, om han har digtet det alt sammen selv, eller om han bare var meget naiv og har accepteret andres falsknerier.

Derfor er der ikke noget revolutionerende i at formode, at Eusebius har indsat et ekstra afsnit hos Josephus, kort efter at Kejser Konstantin den Store havde givet kristendommen magten i romerriget. Som nævnt findes der syriske oversættelser af Kirkehistorien fra henholdsvis det 6. århundrede og år 462, hvor der står "han var Kristus".

Desuden vil jeg henholde mig til, at Josephus hverken kunne have skrevet "han var Kristus" eller "man mente, han var Kristus", eftersom Josephus aldrig brugte ordet Kristus.

Konklusion: Den arabiske og den syriske tekst giver os intet nyt. Istedet for at være gode vidner om Josephus er de dårlige vidner om Eusebius.

Ressourcer og Eksterne Links

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7) (8) (9)

Shlomo Pines: I bogen Arabic version of the Testimonium Flavianum and its implications (1971).
Syrisk . . .: med syrisk (syriakisk) menes der den variant af aramæisk, der blev talt af den oprindelige befolkning før den islamiske erobring. Dette er altså ikke det samme, som det arabiske, der tales i dagens Syrien.
Eusebius fortæller, at Herodes brændte jødernes slægtsbøger:

[…] men Herodes lod slægtsoptegnelserne brænde, da israelitisk familie ikke betød noget for ham, og da han pintes ved bevidstheden om sin ringe fødsel og troede, at han ville komme til at stå som en mand af god familie, når heller ingen anden ved hjælp af offentlige dokumenter kunde føre sin slægt tilbage til patriarkerne eller de indvandrede eller de såkaldte Ger, d. v. s. de blandede.

Eusebius' Kirkehistorie 1,7,13. Oversættelse af Knud Bang, 1940. Ortografien nænsomt moderniseret.

Josephus benyttede sig selv af de jødiske slægtsbøger, som Eusebius (og Agapius) påstod var brændt 50 år forinden: »Thus have I set down the genealogy of my family as I have found it described in the public records, and so bid adieu to those who calumniate me« (Josephus' selvbiografi, kapitel 1).

Josephus henviste til slægtsbøgerne: »that we have the names of our high priests from father to son set down in our records for the interval of two thousand years« (Imod Apion 1,7).

Ifølge Koranen døde Jesus ikke på korset:

Kvinderne 5,156 fordi de var vantro og rettede en alvorlig og falsk anklage mod Maria,
Kvinderne 5,157 og fordi de sagde: »Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Guds udsending« - men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham.
Kvinderne 5,158 Nej, Gud løftede ham op til sig. Gud er mægtig og vis.

Michael Syrerens tekst i fransk oversættelse:

L'écrivain Josèphe dit aussi dans le livre sur l'Histoire des Juifs : « En ces temps-là il y eut un homme sage nommé Jésus, s'il convient toutefois de l'appeler homme. C'était en effet un faiseur de choses glorieuses et un docteur de la vérité. Beaucoup parmi les Juifs et les Gentils se firent ses disciples. On pense que c'était le Messie ; mais non d'après le témoignage des chefs du peuple. C'est pourquoi Pilate le livra au supplice de la croix, et il mourut. Ceux qui l'aimaient ne cessèrent pas de l'aimer : il leur apparut vivant au bout de trois jours. Les prophètes de Dieu, en effet, avaient dit de lui de tels prodiges. Et le peuple chrétien, qui tire de lui son nom, n'a pas cessé d'exister jusqu'aujourd'hui.

Fra J. B. Chabot side 144-145. Se eksternt link nederst på siden.

Shlomo Pines skriver om, hvordan han har måttet "forbedre" Agapius' tekst:

I shall attempt to give a literal translation. Both editions of this part of Agapius are based on one single Florentine MS. However, many passages of Agapius, including the one with which we are concerned, are quoted by the thirteenth-century Christian Coptic historian Jurjis al-Makin Ibn al-'Amud in his Universal History (of which only the second part, treating of Islamic history, has been published). These passages have been collected by Cheikho (who consulted MS Paris At. 1294) in the volume containing the edition of Agapius. A second MS of al-Makin (Paris 294, foil. 162v-163r) has been used by me for the purposes of the present paper. The quotation of al-Makin is of great help in establishing the text of Agapius' passage.

Her bygger jeg på Alice Whealey. Umiddelbart er det svært at sige, hvornår krøniken ender, eftersom anden halvdel kun overlever i et enkelt eksemplar i Biblioteca Mediceo Laurenziana i Firenze, der er beskadiget og stopper midt i en sætning.

Som nævnt hævder bibliotekets katalog fra 1742, at historien går helt frem til både 1283 og 1312 — mange hundrede år efter, at Agapius var død.

Alice Whealey's The Testimonium Flavianum in Syriac and Arabic, New Testament Studies (2008), 54.4, siderne 573-590.

Op til Testimonium Flavianum