Josephus og Jesus Kristus. Del 2

Kan Man Udtrække en Sand Kerne?

Josephus
Har Josephus skrevet en del af Testimonium Flavianum?

I forrige afsnit kiggede vi på Testimonium Flavianum og konstaterede, at det var et åbenbart falskneri. Dette har været anerkendt — også af Kirken — i henved 200 år. Men efter 2. Verdenskrig har Testimonium Flavianum fået en renæssance: Man har forsøgt at pille de mest åbenlyse falsknerier ud og derefter postuleret, at resten må være sandt.

Ideen er blevet populær. I bogen "Did Jesus Exist?" opsummerer Bart Ehrman situationen således: Der er ingen forskere, der tror, hele afsnittet er ægte, men der er i dag flertal blandt dem, der mener, at der er en ægte kerne, som bare er blevet "forbedret en smule" af en from forfalsker:

David af Michelangelo
Man tager en stor marmorblok, og hugger alt det væk, der ikke ligner David.

The big question is whether a Christian scribe (or scribes) simply added a few choice Christian additions to the passage or whether the entire thing was produced by a Christian and inserted in an appropriate place in Josephus's Antiquities.

The majority of scholars of early Judaism, and experts on Josephus, think that it was the former - that one or more Christian scribes "touched up" the passage a bit.
(Bart Ehrman, Did Jesus Exist, år 2012, side 87)

Og hvordan finder man så denne "sande kerne" midt iblandt "forbedringerne"? Ja, det er netop det finurlige, for resultatet skifter fra forsker til forsker. Lad os bruge Bart Ehrmans egen løsning som eksempel. Jeg vil dog præsentere hans resultat lidt anderledes, end han selv gør: Nemlig ved at tage den danske oversættelse af hele Testimonium Flavianum og markere de områder, der ikke finder nåde for Ehrmans øjne, med gult:

På denne tid fremtræder Jesus, en vismand, om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske; thi han øvede forunderlige gerninger, og han var en lærer for dem, der med glæde tager imod sandheden. Han vandt mange jøder for sig og også mange af hellenerne. Han var Kristus. Og da Pilatus havde dømt ham til korsfæstelse, efter at han var blevet angivet af nogle af de ledende mænd blandt os, blev han ikke svigtet af dem, der først havde fattet kærlighed til ham. Thi han åbenbarede sig for dem levende på den tredie dag, og de guddommelige profeter havde spået dette foruden mange andre forunderlige ting om ham. Og indtil nu er de kristnes slægt, som har fået navn efter ham, ikke ophørt med at bestå.
(Fra forordet til "Den Jødiske Krig" af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)

Jesus og stjernen
"om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske".

Ovenstående (uden alt det gule) er altså Ehrmans svar på, hvad Josephus har skrevet, før en from forfalsker fik fingre i teksten. Og hvilke videnskabelige metoder følger Ehrman så? Ifølge hans egne ord: »If one takes out the obviously Christian comments, the passage may have been rather innocuous, reading something like this«. Så enkelt er det: Man fjerner de "tydeligt kristne kommentarer", og så ender man med »something like this«. Videnskaben fejrer ny triumfer.

Det geniale er, at resultatet (uden den gule tekst) er »rather innocuous« — temmelig harmløst. Den tekst, Ehrman her har skabt, er perfekt: Den er harmløs nok (mener Ehrman) til, at Josephus kunne have skrevet det, men der er stadig historiske fakta nok til at bevidne Jesus' historiske eksistens. Og hvorfor har talløse kirkefædre så undladt at bruge Testimonium Flavianum i deres polemiker med jøder og hedninger? Fordi det resultat, Ehrman har skabt, er så harmløst, at det var ubrugeligt.

Og det kan ikke siges tit nok: Det er et resultat, som Ehrman selv har skabt, ikke Josephus: Ehrman starter med at antage, der er en sand kerne, han fjerner det, han ikke synes ligner denne sande kerne, og ender med det resultat, der ligner den sande kerne, han hele tiden havde forventet.

Fed David
Her skal hugges lidt mere af marmorblokken, før man finder den rigtige David.

Det er ligesom Michelangelos forklaring på, hvordan han havde skabt sin statue af David: Man tager en stor marmorblok og hugger alt det væk, der ikke ligner David.

Det er vigtigt at understrege, at rent sprogligt er der ingen dækning for Ehrmans udvælgelse. Med undtagelse af ordet Messias/Kristus, som Josephus altid undgår at bruge, er der ingen af ordene, der kan betegnes som u-josephuske.

Ehrman har simpelthen fjernet de udtalelser, som ser allermest falske ud — dem, han kalder »the obviously Christian comments«. Valget er sådan set logisk nok: En monoteistisk jøde ville ikke spekulere på, om en prædikant var guddommelig; derfor fjerner Ehrman »om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske«. En jøde, der kaldte Jesus for Kristus, ville næsten per definition være kristen, så Ehrman fjerner »Han var Kristus«. Til sidst fjerner Ehrman det store stykke med, at Jesus genopstod på tredjedagen og opfyldte de guddommelige profeter og "mange andre vidunderlige ting", fordi enhver, der skriver sådan, er nødt til at være kristen.

Men har Ehrman gjort det rigtigt? Har han fundet David i marmorblokken? Var David overhovedet derinde til at starte med?

Andre forskere har andre David'er i tankerne. En af de første til at forsøge at udtrække den "sande kerne" var Robert Eisler i 1929, men i stedet for at fjerne tre bidder, som Ehrman gør, valgte Eisler istedet at ændre teksten, så den blev mere negativ. Mange forskere mener heller ikke, at man kan gøre som Ehrman og fjerne bemærkningen om, at Jesus var Kristus. De mener istedet, at der oprindeligt har stået "man mente han var Jesus", og det har de deres grunde til:

  1. For det første var det den formulering, kirkefaderen Hieronymus brugte i sin bog om glorværdige mænd, De Viris Illustribus i år 492. Nummer 13 på listen over disse berømte forfattere var Josephus, og Hieronymus citerede Testimonium Flavianum, men med den lille ændring, at der stod, at folk mente han var Kristus.

  2. For det andet finder vi samme formulering i den arabiske og den syriske version.

  3. For det tredje slutter Testimonium Flavianum med, at »de kristnes slægt, […] har fået navn efter ham«. Det giver ikke mening, hvis Ehrman dropper forklaringen: »han var Kristus«. Ehrman forsøger at skjule dette i sin bog ved at skrive "Han var Messias" istedet for "Kristus", så sammenhængen mellem Kristus og de kristne bliver mindre klar, men den græske tekst siger rent faktisk "Christos".

  4. For det fjerde får Ehrman et problem med historien om broderen til Jesus, som kaldtes Kristus i bind 20, som giver endnu mindre mening, hvis der ikke er nogen Kristus i bind 18 at referere tilbage til.

De to Herrer
"Han var Kristus"

Her er der altså en række problemer, som Ehrman skøjter henover. Hvis man omvendt vælger den løsning at skrive "man mente, han var Jesus", så får vi nogle andre problemer i stedet for. Josephus havde nemlig masser af gode grunde til aldrig at bruge ordet Kristus. Man begynder at forstå, hvorfor Ehrman bare skriver »something like this«.

Tilsvarende problem er der med sætningen om, at »han åbenbarede sig for dem levende på den tredie dag«. På den ene side kan Josephus ikke have skrevet det uden selv at være kristen, men på den anden side, er det usandsynligt, at han skulle have hørt om de kristne uden at have hørt om deres grundlæggende dogme, genopstandelsen. Og det er lige så usandsynligt, at den fortælleglade Josephus ikke skulle delagtiggøre sine læsere i, at det centrale i denne nye religion var ikke, at Jesus var blevet korsfæstet af Pilatus — det var der så mange, der blev — men derimod at han tre dage senere genopstod fra dødsriget. Så selvom Ehrman skynder sig at skøjte videre, må vi erkende, at Testimonium Flavianum lyder mistænkelig — både med og uden denne sætning,

Jesus' tegn og gerninger
"Thi han øvede forunderlige gerninger".

Hvad så med resten af afsnittet? Alt det, som Ehrman finder "harmløst"? Testimonium Flavianum starter med at kalde Jesus »en vismand«. Denne titel, sofos anêr, bruger Josephus ganske vist enkelte steder, men han gør det ekstremt sjældent; den er reserveret for de helt store profeter: Moses, Elias og Daniel. Det er utænkeligt, at Josephus ville bruge den betegnelse om en ukendt prædikant. Med mindre Josephus mente, at Jesus spillede i samme division som Moses, Elias og Daniel, og det ville kræve, at Josephus selv var kristen.

Teksten forsætter: »han øvede forunderlige gerninger«. For det første undrer man sig over, at Josephus kan stå inde for Jesus' "forunderlige gerninger" uden selv at blive kristen, for det andet undrer man sig over, at den fortælleglade Josephus ikke kommer ind på, hvad det var for nogle forunderlige gerninger.

Dernæst: »og han var en lærer for dem, der med glæde tager imod sandheden«. Hermed siger Josephus, at han kender Jesus' ord, og at de er sande. Men hvorfor er han så ikke selv blevet kristen? Bart Ehrman (bort)forklarer det med, at det kan have været nogle almengyldige aforismer, såsom: "elsk Gud med hele dit hjerte", "elsk din næste som dig selv", "gør godt mod andre folk", "giv mad til de sultne", "sørg for de fattige" og så videre, som jøder, romere og kristne godt kan blive enige om.

Men hvis Bart Ehrman har ret i sin påstand, hvorfor giver den fortælleglade Josephus så ikke sine læsere et par smagsprøver på disse evige sandheder, der dryppede fra Jesus' søde læber? Hele ideen med at skrive Jødernes Oldtid var jo at gøre lidt reklame for jødisk kultur. Og hvad skulle grunden være til, at Jesus blev korsfæstet af de romerske myndigheder?

Den næste sætning »Han vandt mange jøder for sig og også mange af hellenerne« er ganske vist harmløs. Til gengæld hænger det ikke sammen med beskrivelsen af Jesus i Det Nye Testamente. Evangelierne fortæller, at Jesus vandrede rundt i Galilæa og Judæa, og i det omfang Jesus overhovedet mødte ikke-jøder, var det fordi, ikke-jøderne selv trængte sig på — Jesus ville kun frelse jøder; Bart Ehrman's eget bud på den historiske Jesus er en obskur dommedagsprædikant, der levede i den totalt ukendte by, Nazaret, og blev dræbt i samme sekund, han satte sine fødder i Jerusalem. Dermed burde bemærkningen om, at han vandt mange hellenere, også skurre i Ehrman's ører. Sætningen lyder snarere som noget, en kristen (ikke-jødisk) forfalsker kunne finde på at skrive ved en festlig lejlighed.

Jesus og Peter
"Han var en lærer for dem, der med glæde tager imod sandheden".

Og hvordan går det så med denne pragtfulde vismand, som øvede forunderlige gerninger og lærte sande ting til både jøder og hellenere? Jo, han bliver uden grund henrettet på den mest brutale og æreløse måde af den romerske myndighed: »da Pilatus havde dømt ham til korsfæstelse«. Var det et budskab, Josephus ville give til sine romerske læsere og sin kejserlige adoptivfar?

Og hvem var skyld i dette justitsmord? Det var såmænd de ledende mænd blandt jøderne: »efter at han var blevet angivet af nogle af de ledende mænd blandt os«. Josephus var selv en af de ledende jøder: Han var af præsteslægt og var general under krigen. Han skrev sine 30 bind for at retfærdiggøre sig selv og gøre reklame for sin jødiske kultur. Hvorfor skulle han så prale af, at de fornemmeste blandt jøderne havde perverteret det romerske retsvæsen til at begå en sådan ugerning? Hvorfor fortæller Josephus ikke sine læsere, hvad Jesus blev anklaget for? Hvad skulle grunden være til, at Josephus overhovedet bringer historien om Jesus på banen, når han alligevel ikke fortæller os noget?

Afsnittet ender med »Og indtil nu er de kristnes slægt, som har fået navn efter ham, ikke ophørt med at bestå«. Dels giver »de kristnes slægt« som sagt ikke mening, når Ehrman har fjernet »Han var Kristus«, dels lyder bemærkningen om, at de ikke er »ophørt med at bestå« lidt mærkelig, hvis den skulle være skrevet allerede år 93. Den passer bedre med at være skrevet år 324. Desuden er det atypisk for Josephus (og typisk for Eusebius), at bruge slægt/stamme i forbindelse med en religion.

Kardinal med Fisk
"Og indtil nu er de kristnes slægt, som har fået navn efter ham, ikke ophørt med at bestå".

Næste problem er sammenhængen. Som nævnt forudsætter »de kristnes slægt«, at der også står »Han var Kristus«. På samme måde er »thi han øvede forunderlige gerninger« en forklaring på, hvorfor Josephus overvejer, »om ellers det er rigtigt at kalde ham et menneske«, og »Thi han åbenbarede sig for dem levende på den tredie dag« er en forklaring på, hvorfor Jesus ikke blev »svigtet af dem, der først havde fattet kærlighed til ham«. Hele Testimonium Flavianum hænger sammen som en stor kristen trosbekendelse.

Med hensyn til Ehrman's henkastede bemærkning om, at denne tekst, som han selv har skabt, var så harmløs, at den var ubrugelig for kirkefædrene i deres debatter, vil jeg henvise til eksemplerne med Origenes på forrige side. Enhver kan kigge på de udfordringer, Origenes stod overfor, og vurdere, om ikke selv Ehrman's reducerede Testimonium Flavianum havde været bedre end ingenting. Og ingenting var netop, hvad Origenes havde at byde på. Testimonium Flavianum er simpelthen vores eneste ikke-kristne vidne om Jesus fra det første århundrede.

I virkeligheden er det en håbløs sag at finde en "sand kerne" i afsnittet. Hver forsker vurderer hvert ord forskelligt, og finder hver sin David i marmorblokken. Man skal også huske, hvor uenige disse forskere er på andre områder. Tag f.eks. de ægte og uægte Paulus-epistler: Der er uenighed blandt forskere, om Paulus har skrevet 2 Thessalonikerne, Kolossenserne og Efeserne, og her taler vi om hele epistler. Hvordan kan man så tro på, at de evner at vurdere ægtheden af det enkelte ord i Testimonium Flavianum?

Alle disse forsøg på at uddrage den sande kerne løber desuden på endnu en række problemer:

Johannes Døberen og Lammet
Hvem kom først? Johannes Døberen eller Jesus?
  1. Som Roger Viklund (se eksternt link længere nede) gør opmærksom på, er der noget helt specielt ved dette afsnit: Ehrman har identificeret tre falsknerier, og som vi har set, kan der sagtens være flere, eftersom hele afsnittet lyder som en kristen trosbekendelse. Normalt indsætter de kristne deres forfalskninger i en stor blok, f.eks. de tolv sidste vers i Markusevangeliet eller historien om kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud. I dette tilfælde, vi kigger på, er 3, 4 eller flere forfalskninger flettet sammen med den ægte tekst, og det er helt usædvanligt.

  2. For det andet er afsnittet alt for kort. Josephus skrev ofte adskillige kapitler om ubetydelige landevejsrøvere og oprørsledere, og han afsatte 3 bind til Herodes den Store. Alligevel skal vi tro, at når Kristus genopstår på tredjedagen, får det kun 127 ord - halvt så meget som Josephus giver til Johannes Døberen, og mindre end en ottendedel af det følgende afsnit, der handler om en mand, der forfører en gift kvinde ved at udgive sig for at være guden Anubis.

    Ehrmans løsning er at fjerne nogle af de "tydeligt kristne kommentarer", der gør Jesus til noget specielt. Dette skulle forklare, hvorfor Josephus ikke ofrer flere ord på Jesus, men når Ehrman fjerner tre sætninger ud af de 127 ord, er resultatet samtidig, at afsnittet bliver endnu kortere, og man undrer sig over, hvad det overhovedet er, Josephus skulle sige med dette afsnit.

  3. For det tredje løser det heller ikke problemet med, at historien om Jesus kommer før historien om Johannes Døberen (som nævnt i forrige afsnit).

  4. For det fjerde har vi stadig problemet med, at næste kapitel starter med »På nogenlunde samme tid bragte en anden trist ulykke også jøderne i tumult, […]« (som nævnt i forrige afsnit).

    Uanset hvorfor mange bidder Ehrman & Co. fjerner fra afsnittet, får vi ikke et svar på, hvad den første triste ulykke skulle være. Tværtimod: Når Ehrman har fjernet alle de ting, der gør Jesus til noget særligt, hvorfor skulle det så være en "trist ulykke" for Josephus eller hans romerske læsere, at en ukendt prædikant blev henrettet for 60 år siden? Og hvor i Ehrman's "harmløse" Testimonium Flavianum står det noget om, at jøderne har været bragt i en "tumult"?

Konklusion: Der er ikke nogen "ægte kerne" i Testimonium Flavianum. Den er det pure opspind fra først til sidst.

 
Guds hånd

Næste afsnit handler om de meget omtalte tekster på arabisk og syrisk.

I afsnit 3 vil vi kigge på en arabisk og syrisk version, der er blevet meget populær blandt visse kristne apologeter.

Eksternt Link

Yderligere information


Op til Testimonium Flavianum