Det er paradoksalt, at mens der ikke er for 2 øre bevis for Jesus' historiske eksistens, så er der en lille smule bevis for Jesus' bror. Historikeren Josephus Flavius levede fra år 37 til ca. 99 og var født i Jerusalem få år, efter at Universets Skaber skulle havde udført sine mægtige gerninger i byen. Alligevel nævner han ikke Jesus i nogen af sine 30 bøger, bortset fra et enkelt åbenlyst forfalsket afsnit, det såkaldte Testimonium Flavianum. Til gengæld skrev Josephus muligvis om en af Jesus' brødre, Jakob.
Historien kan vendes og drejes i det uendelige, så lad os starte med den korte version:
|
|
| Fotios af Konstantinopel |
I 800-tallet gennemgik Fotios det store bibliotek i kirken i Konstantinopel. Her fandtes bl.a. Jødernes Oldtid af Josephus, og i det 20. bind fandt Fotios følgende tekst:
[…] Thus, this Ananias, when Festus had died in Judaea and before Albinus had entered office, assembled the Sanhedrin on his own authority and accused James, the brother of the Lord, and others with him, of disobeying the laws and he ordered their death by stoning. […]
(Fotios, Bibliotheca kapitel 76, 820-893))
Fotios' udgave af Jødernes Oldtid omtalte altså en person ved navn Jakob (James på engelsk(1)) med den flotte titel "Herrens bror". Dette har sandsynligvis været den samme person, som Paulus mødte på sit første besøg i Jerusalem:
Galaterne 1,19 men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror.
Man skal ikke lægge noget kødeligt slægtskab i denne titel; Paulus tiltaler konsekvent sine egne menigheder som brødre: »Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn« (1 Korintherne 1,10 og utallige andre steder). Et andet sted fortæller han, at Jesus blev set af »over fem hundrede brødre« (1 Korintherne 15,6), så Paulus bruger ordet "broder" for "broder i ånden".
Selvom "Herrens Broder" var en flot titel, var Jakob ikke alene om titlen. Ifølge Paulus var der flere af disse "Herrens brødre".
1 Korintherne 9,5 Er vi ikke i vor gode ret til at have en søster til hustru og tage hende med os ligesom de andre apostle og Herrens brødre og Kefas?
I ovennævnte vers skriver Paulus »Herrens brødre« i flertal. Ordet "søster" er også ment i en mere åndelig betydning, med mindre man tror, Paulus opfordrer til blodskam.
Det eneste Jødernes Oldtid bind 20 fortalte Fotios i 800-tallet var, at "Jakob, Herrens bror", som Paulus hævdede at have besøgt, rent faktisk havde eksisteret.
|
| Festus (nr. 2 fra højre) afhører Paulus |
I dag ser den samme sætning anderledes ud. Lad os se på sætningen og den omkringliggende historie.
I det 20. bind af Jødernes Historie fortæller Josephus, at Festus var død. Porkius Festus var den romerske prokurator, som Paulus indklagede sin sag for på rejsen mod Rom. I år 62 døde Festus, og inden hans efterfølger, Albinus, nåede at komme til byen, skyndte ypperstepræsten Ananus sig at få slået en eller anden Jakob ihjel:
|
| Porkius Festus betyder "glad gris", så dét navn var ikke velegnet til at behage de rettro jøder. |
Josephus, Jødernes Historie, Bind 20, kapitel 9, afsnit 1.
Og kejseren, da han hørte om Festus' død, sendte Albinus
ind i Judæa som prokurator. […]
Men denne unge Ananus, der, som vi allerede har fortalt dig, blev ypperstepræst,
var en dristig mand af temperament og meget uforskammet.
Han var også med i sekten af saddukæere,
som er meget strenge til at dømme lovovertrædere,
[…]
Festus var nu død, og
Albinus var endnu kun på vej, så han samlede rådet af dommere
og indbragte broderen til Jesus, som kaldtes Kristus, hvis navn var Jakob,
og nogle andre; og da han havde dannet en anklage mod dem som lovbrydere,
udleverede ham dem til at blive stenet:
[. . .]
Derfor tog Kong Agrippa titlen som ypperstepræst fra ham,
da han havde regeret i kun tre måneder, og gjorde
Jesus, søn af Damneus, til ypperstepræst.(2)
Hvad er det så, teksten siger?
Historien nævner om to brødre, der hedder Jesus og Jakob. Der står ingen steder, at denne Jesus er Jesus af Nazaret, Jesus, søn af Josef eller Jesus, Guds søn - der står kun Jesus - og Jesus er et almindeligt navn - et af de mest almindelige i Bibelen. Josephus nævner omkring 20 Jesus'er - en af dem optræder netop i det afsnit, vi kigger på: Jesus, søn af Damneus.
Der står heller ingen steder, at Jakob hedder Jakob den Retfærdige, eller at han er leder af nogen menighed. Det er bare en Jakob. Jakob er navnet på en af de store patriarker, og er derfor et almindelig navn. Læs evt. om de mange Jakob'er og Maria'er.
Jesus eller Jakob kaldes Kristus.
Kristus er ikke noget navn - det betyder den salvede, og i en kristen-jødisk sammenhæng er det en hentydning til gamle love, om at præster (2 Mosebog 29,29, 3 Mosebog 4,3), konger (1 Samuel 10,1) og profeter (Esajas 61,1) skal salves som et tegn på deres embede.
Kong Agrippa tog præsteværdigheden fra Ananus og udnævnte i stedet Jesus, søn af Damneus, til ypperstepræst.
Derved er han blevet salvet til embedet,
så vi behøver ikke at kigge langt efter en "Jesus, kaldet Kristus".
Hans efterfølger som salvet ypperstepræst
var i øvrigt endnu en Jesus: Jesus, søn af Gamaliel.
Blandt hans forgængere var Jesus, søn af Gamalas, Jesus, søn af Fabus, og Jesus, søn af Sie.
Der er altså nok af salvede Jesus'er, men en endnu lettere forklaring er, at vendingen »som kaldtes Kristus« kan være en senere tilføjelse. Det behøver ikke engang at være sket i ond mening. Vi så, hvordan der i Fotios' bog stod "Jakob, Herrens bror". Man kan forestille sig, at teksten oprindeligt har lydt »broderen til Jesus, hvis navn var Jakob«, og at en kristen munk, der ikke har opdaget, at den Jesus, det handler om, er søn af Damneus, har skrevet »som kaldtes Kristus« i margenen. I oldtiden og middelalderen blev bøger kopieret i hånden, og ved næste kopiering er noterne i margenen blevet indføjet i bogen. Det kunne også forklare den knudrede formulering.
|
| Rubens, Jesus får salvet fødder. |
Det ville også være underligt, hvis Josephus brugte ordet kristus — af flere grunde:
Josephus sørger altid for at forklare sine romerske læsere, hvad tingene betyder, når han introducerer fremmede begreber. Men i dette kapitel er der ingen forklaring på, hvad en "kristus" er for noget.
Josephus brugte aldrig ordet Kristus i sine 30 bind. I historien om stjernen over Jerusalem lister Josephus en række mirakler, der skal bevise, at Kejser Vespasian er den nye verdenshersker — den hersker, der skal opfylde alle profetierne i Det Gamle Testamente — men selv her bruger Josephus ikke ordet kristus.
Hovedpointen i alle Josephus' 30 bind er netop, at det var Kejser Vespasian, der var den nye verdenshersker. Hvis Josephus var kommet ind på kristus-begrebet og havde røbet, at der var mange andre kandidater til messias-titlen, ville han have pådraget sig kejserlig vrede.
Josephus undgår altså konsekvent ordet kristus, hvilket tyder på, at teksten er forfalsket.
Hvis man læser afsnittet om Jakob i sammenhæng, ser man, at det var en urolig tid med magtkampe,
hvor diverse gangstere hellige mænd kæmpede om det lukrative job som ypperstepræst:
|
| Saddukæere og farisæere i teologisk diskussion. |
|
| Martin Perscheid: Pastor Schober var ikke sikker på, om han virkelig skulle have købt det nye krucifiks hos IKEA. |
De to kapitler handler altså om en tid med mange snigmord og magtkampe. Ananus var saddukæer, og Bibelen har mange på eksempler på, at saddukæere var oppe at slås med farisæere. Den stakkels Jakob er ikke nogen hovedperson - han er bare formentlig bare en farisæer, der bliver en lille brik i den lange krig.
Bemærk, at Ananus ikke blev kritiseret for at have fået Jakob og de andre dræbt - kun for at have samlet rådet uden at spørge den romerske prokurator om lov først. Ja, faktisk står der jo ingen steder, at Jakob og de andre nåede at blive dræbt — ifølge Bibelen måtte det jødiske råd ikke dræbe nogen (Johannes 18,31). Afsnittet handler om magtkampen mellem Ananus og Jesus, søn af Damneus, derfor er det ligegyldigt, hvad Jakob og de andre ofre hed, og om de overhovedet blev dræbt.
Måske var Jakob bror til Jesus, søn af Damneus? Det ville forklare, hvorfor prokuratoren degraderede Ananus til fordel for Jesus, søn af Damneus. Det ville også (delvis) forklare Josephus' snørklede formulering: "Ananus prøver at få en af Jesus' brødre dræbt" — "Hvilken bror?" — "Ham, hvis navn var Jakob". Det er Jesus, søn af Damneus, og hans magtkamp, kapitlet handler om — ikke hans brødre — derfor nævnes Jesus før Jakob. Men dette er alt sammen kun spekulationer. Josephus fortæller kun, at manden hed Jakob.
I det hele taget er det en usædvanligt klodset formulering, Josephus benytter sig af: »broderen til Jesus, som kaldtes Kristus, hvis navn var Jakob«. Det fremgår ikke særligt tydeligt, om det var Jakob eller Jesus, der blev kaldt Kristus. Det ville være mere typisk for Josephus at skrive »Jakob, søn af (faderens navn)«, men måske véd Josephus ikke, hvad denne Jakobs far hedder. Det eneste Josephus ved om Jakob er, at han er bror til en Jesus, og så er det oplagt at denne Jesus er Jesus, søn af Damneus, som resten af afsnittet handler om.
Spørgsmålet er desuden, om afsnittet er ægte. Man skal passe meget på med at stole på noget, der været i kristne hænder i mange hundrede år. Hvorfor forklarer Josephus ikke sine romerske læsere, hvad "kristus" betyder? Hvorfor bruger Josephus en unaturligt snørklet formulering som »broderen til Jesus, som kaldtes Kristus, hvis navn var Jakob«? Det lugter af fusk og senere tilføjelser.
Vi har allerede set, hvordan Fotios' eksemplar i 800-tallet havde en helt anden formulering, end den der står i bøgerne i dag. Lad os se på et endnu ældre vidne, nemlig Origenes, der levede år 185-254. Origenes kender tilsyneladende Josephus' beskrivelse af "Jakob, broderen til Jesus, der kaldes Kristus". Eller gør han?
Her er de tre steder, hvor Origenes nævner Josephus og Jakob (oversat til engelsk, hvor Jakob hedder James(1)):
|
| Gustave Doré. Den unge Jesus i synagogen. |
Origenes - Imod Celsus I
47) [. . .] For in the 18th book of his Antiquities of the Jews, Josephus bears witness to John as having been a Baptist, and as promising purification to those who underwent the rite. Now this writer, although not believing in Jesus as the Christ, in seeking after the cause of the fall of Jerusalem and the destruction of the temple, whereas he ought to have said that the conspiracy against Jesus was the cause of these calamities befalling the people, since they put to death Christ, who was a prophet, says nevertheless - being, although against his will, not far from the truth - that these disasters happened to the Jews as a punishment for the death of James the Just, who was a brother of Jesus (called Christ) - the Jews having put him to death, although he was a man most distinguished for his justice.
(Taget herfra: Origenes, - Imod Celsus I)
Origenes - Imod Celsus II
13) for the siege began in the reign of Nero, and lasted till the government of Vespasian, whose son Titus destroyed Jerusalem, on account, as Josephus says, of James the Just, the brother of Jesus who was called Christ, but in reality, as the truth makes dear, on account of Jesus Christ the Son of God.
(Taget herfra: Origenes, - Imod Celsus II (engelsk tekst))
Origenes - kommentar til Matthæus 10,17
And to so great a reputation among the people for righteousness did this James rise, that Flavius Josephus, who wrote the "Antiquities of the Jews" in twenty books, when wishing to exhibit the cause why the people suffered so great misfortunes that even the temple was razed to the ground, said, that these things happened to them in accordance with the wrath of God in consequence of the things which they had dared to do against James the brother of Jesus who is called Christ. And the wonderful thing is, that, though he did not accept Jesus as Christ, he yet gave testimony that the righteousness of James was so great; and he says that the people thought that they had suffered these things because of James.
Har Origenes læst det samme Jakob-citat, som vi kan læse i dag? Umiddelbart virker det ikke sådan:
|
| © Hans Quist |
Intetsteds fortæller Origenes, i hvilket af Josephus værker han har fundet Jakob-citatet. I det første citat foroven starter han med at omtale Johannes Døberen fra det 18. bind, så det var oplagt, at Origenes også har fundet sit Jakob-citat i bind 18 — og ikke i bind 20, hvor den historie, vi kigger på, står i dag.
Alle tre gange skriver Origenes »Jakob, bror til Jesus, kaldet Kristus«. Han kender åbenbart ikke den underlige formulering, der i dag optræder i bind 20: »broren til Jesus, kaldet Kristus, hvis navn var Jakob«.
I de to første citater påstår Origenes, at der har stået »Jakob den Retfærdige, bror til Jesus, kaldet Kristus«. Der står ikke noget sådant i dag.
Origenes hævder (i det 3. citat), at Josephus har bevidnet, at Jakob var usædvanligt retfærdig, og at folket troede, de måtte lide på grund af Jakobs død. Der står intet, der bare ligner dette, i den historie vi kigger på.
Origenes' hovedargument — og grunden til, at han citerer Josephus 3 gange — er, at Josephus skulle have sagt, at krigen mod romerne skulle være et resultat af drabet på Jakob.
Det er en meget central pointe for Origenes, men den er fuldstændig tåbelig. Josephus startede som bekendt sin forfatterkarriere med at skrive 7 bind om krigen. I disse 7 bind nævner han overhovedet ikke hverken Jesus eller Jakob, så det er ufatteligt, at Origenes kan udnævne Jakob til hovedårsagen til krigen.
I Den Jødiske Krig fortæller Josephus, at der er to ypperstepræster, der er særligt ansete: »De mest ansete blandt ypperstepræsterne, Jesus, søn af Gamalas, og Ananos, søn af Ananos« (4,3,9), og at krigen starter, da dise to bliver dræbt:
Den Jødiske Krig, Bind 4, kapitel 5 afsnit 2
De blev da også
hurtigt taget til fange og dræbt, hvorefter man trampede på ligene,
medens man hånede Ananos for hans omsorg for folket og Jesus for den
tale, han havde holdt oppe fra muren. De gik endda så vidt i deres
ugudelighed, at de kastede ligene ud uden at begrave dem, skønt jøderne
lægger så stor vægt på begravelsesceremonierne, at de endog tager ligene
af korsfæstede forbrydere ned og begraver dem før solnedgang.
Jeg tager
sikkert ikke fejl, når jeg siger, at Jerusalems fald begyndte med Ananos'
død, og at ødelæggelsen af muren og tilintetgørelsen af den jødiske stat
kan dateres fra den dag, da jøderne så deres ypperstepræst, den mand, på
hvem hele deres velfærd beroede, ligge myrdet midt inde i Jerusalem.
Han var en i alle henseender retsindig mand i besiddelse af den største
retfærdighedssans; trods den værdighed, der fulgte med hans fornemme
fødsel, hans rang og den ærefulde position, han havde opnået, yndede han
at behandle selv de jævneste mennesker som sine ligemænd. Friheden
satte han over alt andet, og han var en demokratiets ven, som altid satte
det fælles vel over sine personlige interesser;
(Citeret fra "Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997)
Så Origenes påstår, at krigen mod romerne skyldtes drabet på Jakob, mens Josephus rent faktisk siger, at krigen skyldtes drabet på Ananus, søn af Ananus — ham, der var ansvarlig for drabet på Jakob.
Origenes kunne dårligt påstå noget, der var mere lodret i strid med, hvad Josephus rent faktisk skriver.
Man kan altså undre sig over, præcis hvad det er for en tekst, Origenes tror, han citerer fra. I Josephus' historie er Jakob kun et enkelt offer blandt mange (hvis de overhovedet bliver dræbt) — i Origenes' historie er Jakob himlens og jordens centrum.
|
| Gregorsmessen i Århus domkirke af Bernt Notke. |
Nogle bruger Josephus' formulering, »Jesus, som kaldtes Kristus«, som et argument for, at Testimonium Flavianum er ægte. De romerske læsere kunne kun vide, hvad "en kristus" var for noget i bind 20 (lyder argumentet), fordi læseren allerede havde læst Testimonium Flavianum i bind 18.
Problemet (for de kristne) er, at dette argument kan bruges begge veje. De to historier kan styrke hinanden, men omvendt kan de også trække hinanden med sig i faldet. I dag er der næppe en eneste ædru forsker, der tror på, at Josephus — en farisæisk jøde, der skrev til romerske læsere — skulle have skrevet »han var kristus« om Jesus i bind 18. Og så er det endnu mere mistænkeligt, at ordet "kristus" benyttes i bind 20 uden nærmere forklaring til de romerske læsere.
Hvis Josephus vitterligt havde skrevet begge Jesus-hentydninger — både den i bind 18 og den i bind 20 — ville det have været enklere og mere entydigt at skrive »Jesus, der blev dræbt af Pontius Pilatus« eller »Jesus, der genopstod på tredjedagen«. Som teksten står, er det lettere at antage, at den salvede Jesus er ham, der optræder i Jakob-historien, nemlig Jesus, søn af Damneus, i stedet for én, der optrådte i bind 18.
Ville Josephus overhovedet kunne forvente, at folk, der læser bind 20, kan huske en ubetydelig biperson fra bind 18? Nej, det kunne han ikke - med mindre han gjorde opmærksom på, at personen optrådte i et tidligere bind. Og det er præcis, hvad Josephus plejer at gøre. Rent tilfældigt er der en anden mand, der optræder i de samme to bind - 18 og 20 - nemlig Judas af Galilæa. Når Josephus nævner Judas af Galilæa anden gang, forklarer han, at det er tale om en person fra en tidligere bog:
Josephus, Jødernes Historie, Bind 20, kapitel 5, afsnit 2.
[. . .] Og desuden blev Judas fra Galilæas sønner henrettet; jeg
mener den Judas, som fik folket til at gøre oprør,
da Kvirinius optalte jødernes ejendom,
som vi har vist i en tidligere bog.
(Min oversættelse. Se evt. siden om Theudas.)
Denne forklaring giver Josephus ikke for "Jesus kaldet Kristus". Formuleringen bryder derfor alle regler: (1) Josephus brugte aldrig ordet Kristus, (2) Josephus introducerede ikke jødiske begreber uden at forklare dem for sine romerske læsere, og (3) Josephus lod ikke bipersoner fra tidligere bind "genopstå" uden at gen-introducere dem.
Konklusion: Det er svært at konkludere, hvordan teksten har set ud, før den faldt i kristne hænder. Teksten er meget mistænkeligt formuleret, og vores 2 vidner, Fotios og Origenes, ser ud til at vidne om nogle helt andre tekster.
Fodnoter: (1) (2)
Taget herfra: Jødernes Historie - Bog XX (Engelsk tekst, se kapitel 9, afsnit 1)
