Johannes Døberen som Historisk Person

Når man læser Det Nye Testamente, kunne man få en mistanke om, at Johannes Døberen var en virkelig person, der var så kendt i sin samtid, at man ikke kunne undgå at få ham med i historien om Jesus.

Men faktisk er Johannes stort set ukendt udenfor Bibelen. Den eneste omtale er et enkelt afsnit af historikeren Josephus. Denne tekst fortæller, at da Herodes Antipas tabte et slag, mente befolkningen, det var Guds straf over Herodes, fordi han havde fået Johannes henrettet:

Johannes Døberens hoved
Gustave Doré: Johannes Døberens hoved på et fad.

Jødernes Oldtid, bind 18, kapitel 5, afsnit 2.

Imidlertid mente nogle af jøderne, at ødelæggelsen af Herodes' hær skyldtes Gud, og at det var en meget retfærdig straf for, hvad han gjorde mod Johannes kaldet Døberen: for Herodes fik ham dræbt, selvom han var en god mand og havde opfordret jøderne at udøve dyder, både med retfærdighed overfor hinanden, og fromhed mod Gud, og således at komme til dåb, for nedsænkningen i vand, det var tydeligt for ham, kunne ikke bruges til syndernes forladelse, men som helliggørelse af kroppen; og kun hvis sjælen var grundigt renset forinden af de rette handlinger.

Og andre kom i mængder omkring ham, for de blev meget bevægede af hans ord. Herodes, der frygtede, at en sådan stærk indflydelse over folket kunne føre til oprør, (for de virkede parate til at gøre alt, hvad han ville tilråde), mente det var bedst at handle nu end at lade et oprør opstå senere og bringe ham til handlinger, han ville fortryde.

Så på grund af Herodes' mistanker blev Johannes sendt i kæder til Macherus, slottet jeg nævnte før, og blev dér slået ihjel. Men jøderne havde den mening, at ødelæggelsen af denne hær var sendt som et straf over Herodes og et tegn på Guds mishag over ham.(1)

Johannes har åbenbart været meget populær: Mængderne blev så bevægede af hans ord, at de var parat til at gøre alt, hvad han ville tilråde. Drabet var på Johannes var romernes standardbehandling af profeter, men folket mente, at Gud straffede Herodes for dette drab.

Johannes Døberen døde åbenbart som en martyr. Han blev dræbt for at opfordre til dyder, retfærdighed og fromhed. Det kan forklare den fjollede historie om Salome's dans i Det Nye Testamente. Bibelen har kun plads til én dydig, retfærdig og from martyr, og det er Jesus.

Er Afsnittet ægte?

Johannes Døberen og Lammet
Johannes Døberen med kamelhale og Jesus med lammehale.

Afsnittet regnes normalt for ægte. Der er især tre grunde til dette:

  1. Sproget minder om Josephus' eget.
  2. Afsnittet er med i alle håndskrifter og citeres allerede omkring år 248 af Origenes.
  3. Beskrivelsen af Johannes dåb og af hans død modsiger Bibelen, hvilket skulle udelukke en kristen forfalsker. Dette argument er dog ikke helt vandtæt: Eftersom afsnittet er meget gammelt, ved vi dybest set ikke, hvilke helligtekster en eventuel forfalsker ville have fulgt.

Omvendt skal man passe meget på at stole på noget, der har været i kristne hænder i flere hundrede år. Der er en del problemer med teksten.

Johannes Døberen og Treenigheden
Jesus bliver døbt af Johannes. Tilskrevet Bernt Notke

Det første problem er, at Johannes i afsnittet foroven bliver ført til »Macherus, slottet jeg nævnte før«. Josephus har ganske rigtigt nævnt slottet før: I kapitlet forinden stikker Herodes' kone af og tager hjem til sin fars landområde »Macherus, which was subject to her father«.(2) Hendes far var den Aretas, der derefter ødelagde Herodes' hær, og som jøderne følte var Guds straf, fordi Herodes havde dræbt Johannes.

Så er slottet Herodes' eller Aretas' ejendom? Denne modsigelse var nok til, at den tysk-jødiske historiker Heinrich Graetz sidst i 1800-tallet erklærede, at hele afsnittet om Johannes var en "uforskammet interpolation i lighed med den om Jesus, der nu i almindelighed anses for et falskneri".(3)

Det andet problem er, at det forrige kapitel slutter med, at den romerske kejser beordrer Vitellius til at føre krig mod Aretas,(4) mens kapitlet efter historien om Johannes Døberen starter med, at Vitellius starter denne krig.(5) Derfor virker kapitlet med historien om Johannes Døberen lidt underligt "indskudt". Det er ikke usædvanligt, at Josephus "springer" i historien. (man havde ikke opfundet fodnoterne på hans tid), men han plejer selv at gøre opmærksom på det, når han springer.

Det tredje problem er, at Johannes bare bliver præsenteret med tilnavnet "Døberen", uden at Josephus forklarer noget til sine romerske læsere. Her kunne man indvende, at Johannes var så berømt, at dette tilnavn simpelthen sad fast i alle folks bevidsthed. Men så er det pudsigt, at man ikke bruger dette tilnavn i Johannesevangeliet og i Apostlenes Gerninger.

For det fjerde betyder det ord, Josephus bruger for at døbe, "baptizô", noget helt andet udenfor Det Nye Testamente. Josephus bruger det om et skib, der er ved at synke (i historien om Jonas og hvalfisken, Antik 9,212), to gange om en ung ypperstepræst, der bliver druknet i et svømmebassin (Antik 15,56, Krig 1,437), folk, der flygter fra byen "som fra et synkende skib" (Krig 2,556), og folk der drukner i søen (Krig 3,527). Desuden bruger han ordet om Moses, der lavede en rituel rensning med isop (Antik 4,81).

Josephus' læsere ville altså have svært ved at gennemskue, hvad Johannes' navn betød, og hvad det var, han gjorde.

For det femte er teksten underligt polemisk: Vi får at vide om dåben, at: »nedsænkningen i vand, det var tydeligt for ham, kunne ikke bruges til syndernes forladelse«. Hvorfor denne protest? Det lyder som om, teksten skulle bruges i en kristen polemik.

For det sjette har afsnittet om Johannes en mistænkelighed tilfælles med afsnittene om Jesus og Jakob: I manuskripterne starter hvert kapitel med en opsummering. Disse opsummeringer er meget gamle og går muligvis helt tilbage til Josephus selv. Det mistænkelige er, at ingen af disse tre "kristne" afsnit er med i disse opsummeringer.

Josephus og Banus

Bumper sticker Endnu en ting der virker mistænkeligt "kristent" ved historien er, at Josephus omtaler Johannes med så stor respekt. Josephus fortæller også om andre folkeførere, der samlede grupper af befolkningen, og som blev dræbt af myndighederne "for en sikkerheds skyld" (se historien om Theudas). Men disse andre prædikanter bliver af Josephus omtalt som "svindlere" - i stærk kontrast til den respektfulde omtale han giver Johannes.

Dette kan der dog være en god forklaring på: Josephus' respekt kan skyldes en mand, han kendte i sin unge år. Da Josephus var 16 år, studerede han de forskellige sekter, og han boede derefter tre år i ørkenen sammen med en asket ved navn Banus:

Dåb Flavius Josephus' Liv, afsnit 2.

[. . .] Der er tre af disse sekter: - Den første er farisæerne, den anden saddukæerne, og den tredje essenerne, som vi ofte har fortalt dig; for jeg mente, at på denne måde kunne jeg vælge det bedste, hvis jeg først var bekendt med dem alle. Så jeg fandt mig i hård kost og gennemgik store vanskeligheder og prøvede dem alle. Og jeg nøjedes ikke kun med disse prøvelser; men da jeg fik underretning om én, hvis navn var Banus, der levede i ørkenen og ikke brugte andet tøj, end det der groede på træerne, og ikke havde andet mad, end det der groede af sig selv, og hyppigt badede sig selv i koldt vand, både nat og dag, for at bevare sin kyskhed, så efterlignede jeg ham i disse ting, og blev hos ham i tre år. […](6)

Man kan se parallellerne mellem Banus og Johannes Døberen: Johannes levede af græshopper og vildhonning, Banus levede af vilde urter; Johannes gik i tøj af kamelhår, Banus gik i tøj af "det der groede på træerne"; Banus badede i det kolde vand dag og nat, Johannes stod i Jordan-floden og døbte folk; Begge levede i vildmarken.

Hvornår levede Johannes Døberen?

Johannes Døberen og offerlammet
Johannes Døberen som barn - og Jesus som lam.

Det er en vigtig pointe i Bibelen, at Johannes Døberen kun er en forløber for Jesus. I Bibelen kommer Johannes før Jesus, men med Josephus er det omvendt, for historien om Jesus kommer i kapitel 3 - det vil sige, at Jesus optræder to kapitler før Johannes. Det beviser måske ikke så meget i sig selv, eftersom historien om Jesus er et falskneri, men mange kristne insisterer på, at den er ægte, så lad os tage den med i følgende oversigt:

Josephus: Jødernes oldtid, bind 18
Kapitel 3,3Den falske historie om Jesus Kristus
Kapitel 4,6"Omkring denne tid" døde Filip - dvs. år 34.
Kapitel 5,1"Omkring denne tid" sker det store trekantsdrama med Herodes og Herodias. Herodes bliver skilt fra Areta's datter, krigen mod Aretas starter, og Herodes lider nederlag. Kejser Tiberius beordrer Vitellius til at drage i krig med Aretas.
Kapitel 5,2Johannes døberen dræbes.
Kapitel 5,3Vitellius forbereder krigen mod Aretas. Det betyder, at krigen mod partherne (35-36) er overstået. Krigsforberedelserne afbrydes, fordi Kejser Tiberius dør (år 37).

Alt tyder altså på, at Johannes Døberen døde år 35-36. Dette er et par år senere end Jesus, som man plejer at hævde blev korsfæstet år 30-33.

Alle fire evangelier er enige om, at Johannes Døberen's eneste mission her i livet er at gå i forvejen og bane vejen for den "rigtige" Messias. De synoptiske evangelier er også enige om, at Jesus' karriere først starter, da Johannes ryger i fængsel og bliver dræbt. Alligevel viser det eneste vidne udenfor Bibelen, at historierne om Jesus foregår, før Johannes røg i fængsel.

Det rejser selvfølgelig spørgsmålet, om hvem der er forløber for hvem.

Eksternt link

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6)

Min oversættelse af: »Now some of the Jews thought that the destruction of Herod's army came from God, and that very justly, as a punishment of what he did against John, that was called the Baptist: for Herod slew him, who was a good man, and commanded the Jews to exercise virtue, both as to righteousness towards one another, and piety towards God, and so to come to baptism; for that the washing [with water] would be acceptable to him, if they made use of it, not in order to the putting away [or the remission] of some sins [only], but for the purification of the body; supposing still that the soul was thoroughly purified beforehand by righteousness. Now when [many] others came in crowds about him, for they were very greatly moved [or pleased] by hearing his words, Herod, who feared lest the great influence John had over the people might put it into his power and inclination to raise a rebellion, (for they seemed ready to do any thing he should advise,) thought it best, by putting him to death, to prevent any mischief he might cause, and not bring himself into difficulties, by sparing a man who might make him repent of it when it would be too late. Accordingly he was sent a prisoner, out of Herod's suspicious temper, to Macherus, the castle I before mentioned, and was there put to death. Now the Jews had an opinion that the destruction of this army was sent as a punishment upon Herod, and a mark of God's displeasure to him.«

Jødernes Oldtid, Bog 18, kapitel 5, afsnit 2. Taget herfra: Jødernes Oldtid - Bog XVIII.

Jødernes Oldtid, bind 18, kapitel 5, afsnit 1:

»[. . .] his wife learned of his agreement with Herodias and before he was aware that she knew of it, she asked him to send her to Machaerus, on the border between the realms of Aretas and Herod, without telling him her intentions. Herod sent her there, thinking the poor woman had noticed nothing. But she had sent advance notice to Machaerus, which was subject to her father and so everything necessary for her journey was made ready for her by the general of Aretas's army, and so she soon reached Arabia, passed on from one chieftain to the next, and soon came to her father and told him of Herod's plans. […]«

Se tidligere fodnote for ekstern reference.

»Eine noch größere Schwierigkeit entsteht dadurch, daß Jos. (a.d. erst. St.) erzählt, Antipas' nabatäische Frau habe sich aus Eifersucht nach Machärus begeben, weil diese Festung damals ihrem Vater gehört habe — und daß er gleich darauf berichtet, Antipas habe Johannes in Machärus gefangen gesetzt — muß odch zur selben Zeit die Festung diesem, und nicht dem Nabatäerkönig, unterstanden haben. Indessen ist dieser Punkt leicht zu erledigen. Josephus' Bericht über Johannes, seine Gefangennahme und sein Tod (das. 2, 2) ist eine unverschämte Interpolation, wie der über Jesus (das. 3, 3), der jetzt allgemein als eine Fälschung angesehen wird«.

Fra Geschichte der Juden af Dr. Heinrich Graetz, 4 udgave, 1888, side 277-278, fodnote 3. Kan læses her: Geschichte der Juden.

Jødernes Oldtid, bind 18, kapitel 5, afsnit 1:

»[. . .] Herod wrote about these matters to Tiberius, who was at what Aretas had done, and wrote to Vitellius to make war on him and either capture him alive and bring him to him in chains, or if he was killed to send him his head. These were the orders of Tiberius to the governor of Syria.«

Se tidligere fodnote for ekstern reference.

Jødernes Oldtid, bind 18, kapitel 5, afsnit 3:

»Vitellius went to war against Aretas with two fully-armed legions and all the light-armed infantry and cavalry attached to them, drawn from the kingdoms which were under the Romans and came to Ptolemais on his way toward Petra. […]«

Se tidligere fodnote for ekstern reference.

Josephus Flavius' Liv, afsnit 2: Min oversættelse af: »[. . .] These sects are three: - The first is that of the Pharisees, the second that Sadducees, and the third that of the Essens, as we have frequently told you; for I thought that by this means I might choose the best, if I were once acquainted with them all; so I contented myself with hard fare, and underwent great difficulties, and went through them all. Nor did I content myself with these trials only; but when I was informed that one, whose name was Banus, lived in the desert, and used no other clothing than grew upon trees, and had no other food than what grew of its own accord, and bathed himself in cold water frequently, both by night and by day, in order to preserve his chastity, I imitated him in those things, and continued with him three years. […]«

Op til Josephus