Johannesevangeliet

Man kan se den sene dato på, at der er hentydninger til den endelige adskillelse mellem kristne og jøder, hvor kristne var udelukket fra synagogerne. Der bruges et helt specielt ord, apo-synagôgous, der kun ses i Johannesevangeliet: »jøderne havde nemlig allerede besluttet, at den, der bekendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen« (Johannes 9,22), »på grund af farisæerne bekendte de det ikke, for ikke at blive udelukket af synagogen« (Johannes 12,42), »De skal udelukke jer af synagogerne« (Johannes 16,2). På samme måde bliver en mand, Jesus har helbredt, "jaget ud" af synagogen. Ordet kunne også oversættes til "at udstøde" som i den forrige oversættelse: »Og de stødte ham ud. Jesus hørte, at de havde udstødt ham« (Johannes 9,34-35).

Et sådant forbud optræder ikke i de tre synoptiske evangelier, og det er i det hele taget en absurd påstand, at der allerede på Jesus' tid skulle være adgangsforbud for jøder, der troede på Jesus, samtidig med at Jesus selv uhindret vandrede ind og ud af synagogerne. Der er heller ikke hentydninger til et sådant forbud i Apostlenes Gerninger, selvom historien her foregår en generation senere: I Apostlenes Gerninger starter de rejsende apostle altid opholdet i en ny by med at besøge den lokale synagoge. Forbuddet mod jøde-kristne i synagogen dateres normalt til omkring år 90, og Johannesevangeliet må således være en del nyere.

Johannes 9,22: Det sagde hans forældre, fordi de var bange for jøderne; jøderne havde nemlig allerede besluttet, at den, der bekendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen.

Johannes 9,34: De svarede og sagde til ham: "Du er hel og holden født i Synder, og du vil lære os?" Og de stødte ham ud.
Johannes 9,35: Jesus hørte, at de havde udstødt ham; og da han traf ham sagde han til ham: "Tror du på Guds Søn?"
(Bibel fra 1933)

Johannes 12,42: Ikke desto mindre kom mange, endog af Rådets medlemmer, til tro på ham. Men på grund af farisæerne bekendte de det ikke, for ikke at blive udelukket af synagogen.

Johannes 16,2: De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.

Vi er også så langt fremme rent tidsmæssigt, at dommedagsprofetierne mod Jerusalem, der dominerer de tidligere evangelier, er helt forsvundne. Glemt er forventningen om, at Jerusalems ødelæggelse (år 70) ville få Menneskesønnen til at »komme i skyerne med megen magt og herlighed«, jage de vantro romere ud af landet og grundlægge det nye Davidsrige. Den nye sekt har vokset sig så stor, at der ikke længere kun bliver missioneret blandt jøder, men også blandt samaritanere (kapitel 4) og grækere (Johannes 12,20-23).

Guds Rige er ikke længere her på jorden, men i Himlen. Jesus er ikke længere en menneskelig profet, men selve Guds Ord, der »blev kød og tog bolig iblandt os« (Johannes 1,14). Han kalder sig selv »den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen« (Johannes 3,13), og han vil snart stige op igen (Johannes 6,62). I sin faders hus med de mange boliger, vil han berede pladsen til sine disciple og bagefter tage dem med op (Johannes 14,2-3). Som læser af Johannesevangeliet ser man ikke frem til Davidsriget på jorden, men paradis i Himmelen: »Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig« (12,32).

Johannes 14,2: I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?
Johannes 14,3: Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.

Dermed har Jesus nu foretaget det endelige spring fra Markus' menneskelige profet, der opgiver håbet på korset: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« — over Guds søn i Matthæus og Lukasevangeliet — til selve Ordet, der var tilstede ved skabelsen, indtil han »blev kød og tog bolig iblandt os« for en stund.

Samtidig med at Jesus er avanceret fra profet til Gud, har han også udviklet sig fra jøde til græker. Omkring 70 gange kaldes Jesus' fjender for "jøderne" slet og ret: Jøderne forfølger Jesus (5,16), jøderne skumler over Jesus (6,41), jøderne søger at slå ham ihjel (Johannes 7,1) og jøderne leder efter ham (Johannes 7,11; 7,35). Jøderne anklager ham for at være besat af en dæmon (8,48-52), og de prøver at stene ham til døde (8,59). I dette evangelium nøjes farisæerne ikke med at skændes med Jesus; de er aktivt indblandede i hans død (Johannes 7,32; 7,45; 11,57; 18,3).

Johannes 6,41: Jøderne stod og skumlede over ham, fordi han havde sagt: Jeg er det brød, som er kommet ned fra himlen.

Selvom både Jesus og evangelisten Johannes formodes at være jøder, kalder Jesus jøderne for Djævlens børn: »I har Djævelen til fader« (Johannes 8,44), og Det Gamle Testamente, som ellers burde knytte de kristne og jøderne sammen, kalder Jesus for "jeres lov": »Har Moses ikke givet jer loven?« (Johannes 7,19), »Og i jeres egen lov står der skrevet […]« (Johannes 8,17), »Står der ikke skrevet i jeres lov […]« (Johannes 10,34), »det ord, som står skrevet i deres lov, skal gå i opfyldelse« (Johannes 15,25). På samme måde kaldes højtiderne for "jødernes påske" og "jødernes fester" (Johannes 2,13; 5,1; 6,4; 7,2; 11,55).

Johannes 7,32: Farisæerne hørte, at snakken gik sådan om ham blandt folk; og ypperstepræsterne og farisæerne sendte nu tempelvagter ud for at gribe ham.

Johannes 7,45: Da tempelvagterne kom tilbage, spurgte ypperstepræsterne og farisæerne dem: "Hvorfor har I ham ikke med?"

Johannes 11,57: Men ypperstepræsterne og farisæerne havde givet ordre til, at hvis nogen fik at vide, hvor Jesus var, skulle man melde det, så de kunne gribe ham.

Johannes 18,3: Judas tog så vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover med lygter og fakler og våben.

Afhængighed af de Andre Evangelier

Johannesevangeliet har en helt anden struktur, og når han en sjælden gang bruger de samme elementer, kommer de i regel i en anden sammenhæng. Et klassisk eksempel er, at Johannes placerer tempelrydningen i starten af Jesus' mission.

Det store spørgsmål er så, om Johannes er helt uafhængig af de tre synoptiske evangelier og følger sine egne kilder. Eller om har han kigget i et eller flere af de tre andre evangelier. Det er svært at give et klart svar, men han er formentlig afhængig af et eller flere af de andre evangelier.

For det første kan man se det, fordi Markus har en speciel fortælleteknik. Markus "sandwich'er" ofte én historie ind i en anden.(1) Et eksempel på en sådan Markus-sandwich har vi i historien om Peters fornægtelse af Jesus, der flettes sammen med afhøringen af Jesus.

Hvis Johannes havde fået de to historier — fornægtelsen og afhøringen — af uafhængige kilder (øjenvidner), ville han ikke vide, at de to historier skulle krydsklippes sammen på Markus-manér. Ikke desto mindre er det, præcis det Johannes gør: Vagten tager Jesus til ypperstepræsten (18,12-14), Peter går ind i gården og benægter Jesus første gang (15-18, her lader Markus hanen gale første gang), ypperstepræsten udspørger Jesus og sender ham videre til Kajfas (19-24), Peter fornægter Jesus to gange mere (25-27), og Jesus kommer fra Kajfas til Pilatus (28-40).

En anden arv fra Markus ser vi i Jesus' dåb. I Markusevangeliet starter historien med, at Jesus bliver døbt af Johannes Døberen, og Helligånden daler ned som en due. De senere evangelier gør, hvad de kan for at nedtone denne begivenhed, for hvordan kan en gudesøn blive døbt af et menneske? Johannes tager skridtet endnu længere ved at droppe dåben helt. Han beholder kun Johannes Døberens vidnesbyrd, om Helligånden, der dalede ned.

Ikke desto får vi at vide, at Johannes møder Jesus »Næste dag« (Johannes 1,29), at Jesus møder to nye disciple »Næste dag« (1,35), og møder Filip »Næste dag« (1,43). Derefter tager han til bryllup i Kana »Den tredje dag« (2,1). Så selvom Jesus skal forestille at være en evig Gud, der har levet siden verdens skabelse, starter historien alligevel med dåben af Johannes Døberen. Men hvordan kan historien starte »Næste dag« og »Den tredje dag« efter noget, som aldrig er sket i Johannesevangeliet? Hvis ikke Johannes har læst Markusevangeliet, hvordan kan han så vide, at historien om hans evige Gud skal starte med den dåb, som ikke sker i hans evangelium?

En noget spidsfindig parallel mellem Markus og Johannes handler om en semitisk ed, der betyder noget i retning af "hvad har jeg dog gjort dig?". I Markusevangeliet er Jesus' første mirakel en djævleuddrivelse, hvor djævelen råber »Hvad har vi med dig at gøre?« (Markus 1,24). I Johannesevangeliet er der ingen djævleuddrivelser, men det første mirakel sker ved brylluppet i Kana, hvor Jesus starter med at sige til sin mor: »Hvad vil du mig, kvinde?« (Johannes 2,4). På græsk er de to replikker den samme og dermed er Jesus' første mirakel i begge evangelier ledsaget af den samme semitiske ed (læs evt. mere om Jesus' mærkelige replik).

Endnu en parallel mellem Markus og Johannes handler om udtrykket "høj røst". En karakteristik for Markus er, at han ofte knytter flere episoder sammen ved at bruge de samme ord. Ordet røst (græsk: "phônê") bruges kun i forbindelse med overnaturlige hændelser, og specifikt en "høj røst" (græsk: "phônê megalê") bruges i fire tilfælde: To gange, når Jesus uddriver djævle, og to gange, da han selv opgiver ånden på korset. Udtrykket "høj røst" bruges altså kun, når en ånd/djævel opgiver magten over et menneske.

Johannes har ingen djævleuddrivelser, og Jesus er en evig gud, der ikke opgiver ånden. Til gengæld har Johannes en historie om opvækkelsen af Lazarus fra dødsriget, og lige præcis denne ene gang bruger Johannes udtrykket "høj røst". I Johannesevangeliet kommer den høje røst dog fra Jesus (og ikke dødsenglen): »råbte han med høj røst: "Lazarus, kom herud!"« (Johannes 11,43).

Dette argument bliver endnu bedre, hvis vi kigger på Det Hemmelige Markusevangelium. I disse ekstra vers er der en opvækkelse, der har masser af ligheder med opvækkelsen af Lazarus (bl.a. foregår begge opvækkelser i byen Betania). I Det Hemmelige Markusevangelium ledsages opvækkelsen af en "høj røst" ligesom i Johannesevangeliet. Formentlig fordi dødsenglen nu må opgive magten over sit offer.

Den høje røst er en integreret del af Markusevangeliet, men et fremmedlegeme i Johannesevangeliet.

En parallel mellem Matthæus og Johannes finder vi i den forsvundne profeti. Jøderne mener ikke, at der er nogen profeti om en Messias, der skulle komme fra Galilæa. Jesus citerer derefter Esajas 8,23-9,1 om »Folkeslagenes Galilæa«, der »skal se et stort lys«. Problemet er bare, at der ikke står "Galilæa" i den korrekte oversættelse af Esajas 8,23, og at de to vers — Esajas 8,23-9,1 — er fra to forskellige kapitler om to forskellige emner.

Hvorfra har Johannes så fået den ide, at slå to vers sammen og få dem til at handle om Galilæa? Det har han fra Matthæus, der lavede samme nummer: profetien om Kapernaum.

En parallel mellem Johannes og Lukas er, at begge har en historie om en person ved navn Lazarus, der dør og har en oplevelse efter døden. Dette er et af de mange elsempler på, at Johannes modsiger de andre evangelier på en måde, der gør, at det ligner bevidste modsigelser. Dem kigger vi på på siden om forskelle på Johannes og de andre evangelier.

Den Barske og Selvoptagede Jesus

I Johannesevangeliet er Jesus ikke længere en menneskelig profet, der bare er lidt bedre end Elias, Elisa og Moses. Nu er han den evige gud, der var med til verdens skabelse (Johannes 1,1-4).

Denne forfremmelse må være gået Jesus til hovedet. I al fald er det i dette evangelium, at Jesus er mest uudholdelig og ubehagelig.(2)

I Johannesevangeliet lærer han ikke folk at opføre sig ordentligt: ingen Bjergprædiken, ingen Gylden regel og i det hele taget stort set ingen moralske principper og sociale idealer.

Når Jesus går amok i templet og kaster sig over de sagesløse handlende, sker det med en pisk i hånden: »Han lavede en pisk af reb og jog dem alle ud fra tempelpladsen, også fårene og okserne. Han spredte vekselerernes mønter og væltede deres borde« (Johannes 2,15).

Han kalder konsekvent sin mor for "kvinde". Vi får aldrig at vide, hvad hun hedder (bortset fra, at det ikke er Maria). Det er den samme tiltaleform, Jesus bruger over for den anonyme samaritanske kvinde (Johannes 4,21), og til den anonyme horkvinde (Johannes 8,10).

Jesus bruger en semitisk ed overfor sin mor, som i de andre evangelier kun bruges ved djævleuddrivelse. Til gengæld får læseren aldrig nogen forklaring på, hvordan Jesus kan være en evig gud og samtidig have far, mor og brødre.

Vi har allerede set, hvordan Jesus' fjender kaldes "jøderne". Jesus kalder jøderne for Djævlens børn: »I har Djævelen til fader« (Johannes 8,44), alle profeterne er tyve og røvere: »Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem« (10,8), og han anklager — uberettiget — jøderne for at ville slå ham ihjel (Johannes 7,19-20).

Hovedemnet i de andre evangelier er Guds Rige, men i Johannsevangeliet er Jesus kommet for at prædike om sig selv: »Jeg er livets brød«, »jeg er verdens lys«, »jeg er den gode hyrde«, »jeg er opstandelsen og livet«, »jeg er vejen og sandheden og livet« o.s.v., o.s.v. I Markusevangeliet prøver den ydmyge profet konstant at skjule, at han er Messias; i Johannesevangeliet tværer han sin guddommelighed ud i ansigtet på enhver, der gider at høre på ham: Han er Guds søn (Johannes 5,18-47), han er steget ned fra himlen, (Johannes 3,13), han er ét med Gud (Johannes 10,30; 14,7; 15,23), han er Messias (Johannes 4,25-26), og han er Gud (Johannes 8,58).

Johannes 5,18: Jesus sagde til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen.
Johannes 5,19: For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer.

Johannes 4,25: Kvinden sagde til ham: "Jeg ved, at Messias skal komme" - det vil sige Kristus; "når han kommer, vil han fortælle os alt."
Johannes 4,26: Jesus sagde til hende: "Det er mig, den der taler til dig."

Johannes 7,19: Har Moses ikke givet jer loven? Og dog er der ingen af jer, der holder loven. Hvorfor vil I slå mig ihjel?"
Johannes 7,20: Folkeskaren svarede: "Du må være besat af en dæmon, hvem vil slå dig ihjel?"

Og snakke kan han. Det sidste måltid starter i kapitel 13, og efter at have snakket i to kapitler siger han: »Rejs jer, lad os gå herfra!« (Johannes 14,31), hvorefter han bliver siddende og snakker videre i tre kapitler mere.(3) Til gengæld kniber det med at lytte til andre. Peter spørger ham: »Herre, hvor går du hen?« (13,36), og Thomas spørger: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« (14,5). Alligevel klager Jesus: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen?« (16,5).

Ved Getsemane(4) viser Jesus sig fra sin barske side. De andre evangelier portrætterer Jesus som »grebet af forfærdelse og angst«: Hans »sjæl er fortvivlet til døden« (Markus 14,33-34), han sveder blod, og tigger Gud om at slippe for korsfæstelsen.

Johannes' udgave af Jesus synes næsten at håne denne Jesus. Han siger (tidligt): »hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time« (Johannes 12,27). Det hele er en del af den store plan, og Jesus ved, hvad der skal ske: »Jesus, som vidste alt, hvad der skulle ske med ham, gik ud til dem og spurgte: "Hvem leder I efter?« (Johannes 18,4). Den synoptiske Jesus tigger Gud om at tage "bægeret" fra ham: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig« (billedet til venstre). Johannes' Jesus kunne ikke drømme om, at bede Gud tage bægeret fra ham. Da de romerske soldater nærmer sig, siger han: »Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?« (Johannes 18,11).

Jesus får ikke noget Judaskys (læseren skal jo ikke tro, at disciplene plejede at kysse på hinanden). Han identificerer sig selv for de romerske soldater: »Hvem leder I efter? […] Det er mig« (Johannes 18,4-5), hvorefter soldaterne falder omkuld: »Da Jesus sagde: "Det er mig," veg de tilbage og faldt om på jorden« (Johannes 18,6). Den synoptiske Jesus »faldt ned på sit ansigt« i Getsemane (Matthæus 26,39), men her i Johannesevangeliet er det altså de romerske soldater, der falder til jorden.

Matthæus 26,39: Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil."

På korset kalder han endnu en gang sin mor for "kvinde". Han kommanderer en af sine disciple til at adoptere moren (selvom han har brødre): »Kvinde, dér er din søn. […] Dér er din mor« (19,26-27).

I Markus- og Matthæusevangeliet dør Jesus med et opgivende råb: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«; i Lukasevangeliet er Jesus mere fortrøstningsfuld: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd« (Lukas 23,46). I Johannesevangeliet dør Jesus efter sin egen plan: »da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt«. Hans næstsidste ord er endnu en kommando: Jeg tørster, og hans sidste ord udtrykker tilfredshed med sig selv: »Det er fuldbragt« (Johannes 19,30).

Da Maria Magdalene græder ved hans grav, møder hun to engle, der spørger »Kvinde, hvorfor græder du?« (20,13). Den samme upersonlige tiltaleform, som deres herre bruger — og i det hele taget et ufølsomt spørgsmål. Ved englene ikke, hvad der er sket? Englene forsvinder, og Jesus dukker op og gentager spørgsmålet: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?«. "Hvem leder du efter"? Ja, hvem mon? Den upersonlige fremtoning gør, at Maria »mente, det var havemanden« (Johannes 20,15). Først da han dropper det bryske "kvinde" og kalder hende Maria, går det op for hende, at gartneren med den gule frisbee på hovedet er en, hun kender (Johannes 20,16).

Johannes 4,21: Jesus sagde til hende: "Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen.

Johannes 20,15: Jesus sagde til hende: "Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?" Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: "Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham."

Johannes 20,16: Jesus sagde til hende: "Maria!" Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: "Rabbuni!" - det betyder Mester.

Derefter siger Jesus: "Rør ikke ved mig". Begrundelsen er »for jeg er endnu ikke steget op til Faderen« (Johannes 20,17). Det er ikke helt klart, hvorfor han ikke lige kan give hende en krammer før flyveturen. Er Maria uren, fordi hun er kvinde, eller fordi alt her på jorden er mere urent end Jesus? Bibelselskabet løser spørgsmålet på sædvanlig vis: ved at forfalske teksten.

Sidste gang Jesus møder sine disciple, spørger han tre gange Peter, om han elsker ham (formentlig som straf for Peters fornægtelse). Det gør naturligvis Peter ked af det: »Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: "Har du mig kær?"« (21,17). Derefter kommer Jesus med nogle forblommede hentydninger til Peters død: »Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med« (21,19), og nogle ligeså forblommede ord om, at den elskede discipel skulle leve for evigt. Vist nok.

Peter spørger Jesus, hvad han mener. Det skulle man synes var et rimeligt spørgsmål, når Jesus lige har "betegnet" Peters død, men Jesus siger bare »hvad angår det så dig?« (21,22). Og dette arrogante svar bliver Jesus' sidste ord i dette evangelium: »hvad angår det så dig?« (Johannes 21,23).

Johannes 21,23: Da kom det forlydende ud blandt brødrene, at den discipel ikke skulle dø. Men Jesus havde ikke sagt, at han ikke skulle dø, men: Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig?

Ressourcer

Yderligere information

Det tydeligste eksempel på Markus' sandwich-teknik er episoden, hvor Jesus går afsted for at kurere en døende pige. Undervejs må han kurere en kvinde med blødninger, før han ankommer til pigen og redder hende.

Kvinden har haft blødninger i tolv år, og ved et utroligt tilfælde er pigen tolv år gammel.

Her kigger vi kun på de fire autoriserede evangelier. Det skal dog påpeges som et kuriosum, at der er andre evangelier udenfor Bibelen, hvor Jesus opfører sig endnu værre.

I et af disse evangelier slår Baby Jesus jævnligt sine legekammerater og andre folk i landsbyen ihjel og genopvækker dem — sommetider.

I et andet evangelium, danner Jesus en ungdomsbande, der overfalder alle forbirejsende. Han beordrer en slange til at suge sin gift ud igen, og bagefter eksploderer slangen, selvom den havde adlydt Jesus.

Getsemane . . .: for en ordens skyld står der ikke noget om Getsemane i Johannesevangeliet. Der står. at de tog »over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have« (Johannes 18,1).

Omvendt er det beskrivelsen af denne "have", der gør, at man tænker på Getsemane som en have.