Hvem Var Johannes?

Johannes på Patmos
Hvem skrev Johannesevangeliet?

Alle fire evangelier er anonyme. Når der på nærværende hjemmeside står "Johannes", skal det forstås som en forkortelse for "Den eller de forfattere, der skrev det evangelium, vi kalder Johannesevangeliet".

Det fjerde evangelium er dog ikke så helt så anonymt som de andre: Forfatteren hævder nemlig selv at have været en af Jesus' disciple. Ja, ikke bare et tilfældigt medlem af den grå hob af disciple, men intet mindre end Jesus' yndlingsdiscipel: Den discipel, som Jesus elskede.

Denne discipel er med mod slutningen af historien lige fra det sidste måltid (Johannes 13,23). Disciplen er formentlig den samme som den »anden discipel«, der lukker Peter ind i ypperstepræstens gård (Johannes 18,15). Disciplen står ved korset sammen med Jesus' mor, og Jesus lader denne discipel overtage ansvaret for sin mor.

Johannes 13,23: En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus.
Johannes 18,15: Simon Peter og en anden discipel fulgte efter Jesus. Denne anden discipel var kendt af ypperstepræsten og gik ind i ypperstepræstens gård sammen med Jesus,

I sidste kapitel møder Jesus sine disciple ved Tiberias Sø, og nu får vi at vide, at denne discipel er forfatter til evangeliet:

Johannes 21,24 Det er den discipel, som vidner om dette, og som har skrevet dette, og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt.

Men hvem var så denne discipel, som Jesus elskede?

Apostlen Johannes

Evangelisten Johannes
Ifølge traditionen blev Johannes meget gammel og skrev sit evangelium, 1, 2. og 3. Johannesbrev og Johannes Åbenbaring, før Jesus kaldte ham hjem.
Tidebog
Ifølge traditionen blev Johannes meget gammel. Selv en tur i kogende olie kunne ikke skade ham.

Den mest populære kandidat har altid været Johannes, en af de tolv apostle. Det er derfor, evangeliet kaldes Johannesevangeliet.

Med kristen logik er valget klart nok: Den elskede discipel er med til påskefrokosten (Johannes 13,23). I de tre synoptiske evangelier er påskefrokosten en "sidste nadver", der er et lukket selskab for Jesus og de tolv apostle (Markus 14,7, Matthæus 26,20). Derved udelukkes de fleste andre kandidater.

Matthæus 26,20: Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv.
Markus 14,7: Da det blev aften, kom han og de tolv.

Desuden formoder man, at den discipel, Jesus elskede, har en fremtrædende plads i historien. Han har altså ikke været en af de mange anonyme disciple, men derimod en af de tre øverste apostle, Peter, Johannes og Jakob. Det kan ikke være Peter, for disciplen og Peter optræder ofte sammen (f.eks. Johannes 18,15). Ja, faktisk optræder disciplen altid sammen med Peter, men det vender vi tilbage til.

Disciplen kan heller ikke være Jakob, for Jakob blev dræbt tidligt i sin karriere (Apostlenes Gerninger 12,2), mens Johannesevangeliet er skrevet ret sent. Desuden havde Jesus — vistnok — sagt, at disciplen skulle leve indtil Dommedag (Johannes 21,22-23), og det kom Jakob altså ikke til. For det sags skyld kan det heller ikke være Judas, for han døde allerede inden korsfæstelsen.

Johannes 21,22: Jesus sagde til Peter: "Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!"
Johannes 21,23: Da kom det forlydende ud blandt brødrene, at den discipel ikke skulle dø. Men Jesus havde ikke sagt, at han ikke skulle dø, men: Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig?
Apostlenes Gerninger 12,2: Og Johannes' bror, Jakob, lod han henrette med sværd.

Tilbage er Johannes. Man kan så undre sig over, at hverken han eller hans bror, Jakob, optræder ved navn i hans eget evangelium. Det er først i sidste kapitel, der virker meget påklistret, at "Zebedæussønnerne" optræder på listen over disciple: »Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen« (Johannes 21,2).

En kristen forklaring er, at Johannes var for beskeden til at nævne sit eget navn, men hvorfor kunne han så ikke i det mindste nævne sin brors navn, Jakob? Og hvor beskedent er det lige, når man konstant kalder sig selv "den discipel, som Jesus elskede"?

Hvem Var den Discipel, som Jesus Elskede?

fodvask
Ifølge Johannes blev der ikke indstiftet nogen nadver. I stedet for vaskede Jesus disciplenes fødder.

Ovenstående logik virker ikke så overbevisende på forskerne, som den måske gør på de kristne. Den kristne betonlogik med at betragte hele Bibelen som én stor bog skrevet af den samme guddommeligt inspirerede forfatter holder ikke.

Helt konkret er det sidste måltid i Johannesevangeliet meget forskelligt fra den sidste nadver i de tre synoptiske evangelier. Måltidet i Johannesevangeliet sker en dag tidligere, hvilket bl.a. medfører, at det ikke er nogen påskenadver med lam — det er nemlig ikke slagtet endnu — og der bliver heller ikke indstiftet nogen nadver (det vender vi tilbage til). Til gengæld vasker Jesus disciplenes fødder (billedet til venstre), hvilket er grunden til, at det hedder skærtorsdag. I betragtning af disse grundlæggende forskelle giver det ikke mening at kræve, at der skal have været de samme deltagere i Johannes' version, eller for den sags skyld, at de tre andre forfattere overhovedet har kendt til en "elsket discipel".

Hvis man insisterer på at pladre teksten sammen med de tre andre evangelier og Apostlenes Gerninger, får man i virkeligheden bevist, at Johannes ikke har skrevet det fjerde evangelium. Hvordan kunne Johannes undgå at fortælle om de storslåede mirakler, han selv havde oplevet ifølge de tre synoptiske evangelier — såsom opvækkelsen af Jairus' datter og Jesus' forvandling på bjerget?

Raphael: Disciplene på fisketur
I Johannesevangeliet er det først i det påklistrede kapitel 21, at disciplene omtales som fiskere.

Det er også svært at tro, at Johannes, der beskrives som en uvidende fisker, skulle have skrevet det fjerde evangelium, hvor forfatteren afslører et grundigt kendskab til det græske sprog og græsk filosofi. Her skal det dog siges, at der ikke står noget i Johannesevangeliet om, at nogle af disciplene er fiskere før det sidste påklistrede kapitel. Det lyder også mærkeligt, at Johannes, der selv var jøde, skulle skrive et så jøde-fjendtligt evangelium.

Som skeptiker må man konstatere, at de steder, hvor disciplen optræder, bliver han ikke nævnt i de tilsvarende episoder i de andre evangelier. Almindelig logik fortæller os, at den ukendte discipel er opfundet senere og tilføjet handlingen. Det gælder især Johannes 20,3: »Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven«. På græsk er ordet "kom" i ental (tjek evt. konkordansen og se, hvordan udsagnsordet "exêlthen" er markeret "V-2AAI-3S"). Mange gamle engelske oversættelser afspejler den klodsede konstruktion: »Peter therefore went forth, and that other disciple, and came to the sepulchre« (King James Bibel, 1611). Det fortæller os, at Peter oprindelig gik alene, men at teksten senere og klodset er blevet "beriget" med »og den anden discipel«.

Noget helt andet er, at Johannes 21,24 (citeret foroven) er lidt tvetydig. Hvis disciplen har skrevet evangeliet, hvem er så "vi", der bekræfter vidnesbyrdet? En anden mulig læsning er, at "vi" er forfatterne til evangeliet, og at disciplen kun har skrevet om mødet ved Tiberias Sø, som "vi" bagefter har benyttet sig af. Der er ikke nødvendigvis noget krav om, at forfatteren og den elskede discipel behøver at være den samme.

Hvis man læser det fjerde evangelium på dets egne præmisser, åbner der sig nye muligheder. Men først skal vi lige se på en af denne discipels kendetegn:

Den Unge Discipel på Skødet

Den sidste nadver af Jacopo Bassano
Jacopo Bassano: Den sidste nadver.
Den elskede discipel på Jesus' skød omgivet af granvoksne mænd med fuldskæg.

Der er almindelig enighed om, at den elskede discipel beskrives som en ung mand (billedet til højre). Indre Mission gør deres bedste for at skjule det, men enhver anden Bibeloversættelse viser tydeligt, at den elskede discipel kravler rundt på Jesus' skød og bryst under måltidet. Tag f.eks. den danske Bibel fra 1897:

Johannes 13,23 Men der var een iblandt hans Disciple, som laa op til Jesu Skjød, hvem Jesus elskede.
Johannes 13,24 Til denne nikkede derfor Simon Peter, at han skulde udspørge, hvo det maatte være, han talede om?
Johannes 13,25 Men denne bøiede sig op til Jesu Bryst og sagde til ham: Herre! hvo er det?
(Bibel fra 1897)

Johannes 21,20 Men Peter vendte sig og saae den Disciple følge, som Jesus elskede, som og laae op til hans Bryst i Nadveren og havde sagt: Herre! hvo er den, som forraader dig?
(Bibel fra 1897)

Rør mig ikke
Maria Magdalene møder Jesus ved graven. I baggrunden løber Peter og den elskede discipel.

I oversættelsen fra 1992 skriver Bibelselskabet bare, at den elskede discipel »sad nærmest ved Jesus«, og at det var derfor, Peter bad disciplen spørge Jesus. Men selv denne fuskede oversættelse kan ikke skjule, at disciplen åbenbart sidder tættere på, end Peter, der ellers sidder lige op ad Jesus.

Naturligvis kan man ikke forestille sig, at en granvoksen mand med fuldskæg kravler rundt på Jesus' skød og bryst under maden.

En anden detalje, der normalt fortolkes som et tegn på disciplens ungdommelighed, er, at disciplen er lettere til bens end Peter (billedet til venstre):

Johannes 20,4 De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven;

Lad os nu se, om vi kan finde den (unge) discipel, som Jesus elskede.

Lazarus

Doré, Jesus genopliver Lazarus
Gustave Doré. Jesus genopvækker Lazarus

Hvis man kigger i Johannesevangeliet efter nogen, "som Jesus elskede", kommer man ikke uden om Lazarus: den mand, som Jesus genopvækkede fra de døde.

Hans søstre fortalte Jesus: »Herre, den, du elsker, er syg« (11,3), og forfatteren tilføjer, at »Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus« (11,5). Da Lazarus døde, var Jesus' reaktion et af Bibelens korteste vers: »Jesus brast i gråd« (11,35), hvilket fik jøderne til at bemærke: »Se, hvor han elskede ham« (11,36).

Lazarus bliver genoplivet i kapitel 11, og i kapitel 12 er Jesus igen på besøg hos Lazarus og hans søstre, hvor Lazarus er en af dem, der sidder ved bordet (græsk "anakeimei"). I kapitel 13 optræder for første gang den elskede discipel, der sidder med ved bordet. Igen bruges samme ord, "anakeimei".

På korset giver Jesus sin mor til disciplen: "Kvinde, dér er din søn. / Dér er din mor", og disciplen går straks hjem med sin nye mor: »Fra den time tog disciplen hende hjem til sig«. Lazarus boede tæt på Jerusalem, mens disciplene fra Galilæa ville have haft svært ved at tage Jesus' mor hjem "fra den time" og alligevel dukke op ved den tomme grav. Det er muligt, at Jesus kunne flyve, men det kunne hans mor ikke.

Senere i evangeliet ankommer Peter og den ukendte discipel til den tomme grav, og der bruges to vers på at beskrive, hvordan linnedklæderne er pakket sammen. Den ukendte discipels reaktion er, at »han så og troede« (20,6-8). Måske forstod Lazarus betydningen, fordi han selv havde prøvet at genopstå og forlade graven med linnedklæder.

Eilas, Elisa og Jesus
Biblia Pauperum, Elias og Elisa opvækker i Det Gamle Testamente. I midten opvækker Jesus Lazarus.

Tilsidst kommer Jesus med nogle mystiske bemærkninger om, »at den discipel ikke skulle dø« (Johannes 21,22-23), og her er det jo oplagt at læse det, som "ikke skulle dø igen". Lazarus havde været gennem processen med at dø og genopstå, så han var to trin foran alle andre.

Var Lazarus en ung mand? Teksten siger ikke noget om det. Lazarus bor sammen med sine to søstre, men der står ikke noget om, hvorvidt han er deres storebror eller lillebror. Det er dog oplagt for historien, at Lazarus er ung: Det er altid mere tragisk, når den, der dør, er ung. Sammenlign med Jesus' genoplivninger i de andre evangelier af en pige på 12 år og af enkens søn. Desuden minder historien om Lazarus meget om den unge "neaniskos" i Det Hemmelige Markusevangelium og dermed om den unge "neaniskos", der afslutter det autoriserede Markusevangelium.

Johannesevangeliet er kendt som "det spirituelle evangelium", så måske skal man vælge at læse teksten rent symbolsk: Begravelsen og genopstandelsen er et symbol på dåben (Romerne 6,3-4). Det er netop i Johannesevangeliet, at Jesus betoner det vigtige i at blive født på ny: »Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige. […] Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Johannes 3,3-5). Så måske beskrives den elskede discipel som en ung mand, fordi har er »født på ny«?

Romerne 6,3: Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død?
Romerne 6,4: Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.

Maria Magdalene

Den discipel, som Jesus elskede højere end alle de andre disciple, var naturligvis Maria Magdalene. Som der står i Filipsevangeliet: »Jesus loved Mary Magdalene more than all the disciples and used to kiss her often on the mouth«.(1)

Jesus får pedicure
Rubens, En synderinde vasker Jesus' fødder.

Faktisk er der et meget tydeligt spor, der peger i hendes retning:

Johannes 19,25 Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene.
Johannes 19,26 Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: "Kvinde, dér er din søn."

Da Jesus hænger på korset, står der tre kvinder: hans navnløse mor, hans moster Maria, og Maria Magdalene. Og da han ser på disse tre kvinder, ser han: »sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede«. Så medmindre den elskede discipel er hans egen moster, må det være Maria Magdalene.

Der er selvfølgelig det problem, at den elskede discipel ubetinget er en mand, rent grammatisk. Det kan man komme udenom ved at citere Thomas 114: »Maria […] jeg vil anse hende for mand […] For enhver kvinde, der anser sig selv for mand, skal gå ind i himlenes rige«. Vi har altså Jesus' ord for, at Maria anser sig selv for en mand, så hun kunne godt være forfatter af Johannesevangeliet og alligevel beskrive disciplen som en mand. Andre oversættelser af Thomas 114 siger sågar, at Jesus vil gøre hende til en mand: »I myself shall […] make her male […] For every woman who will make herself male will enter the Kingdom of Heaven«.

Thomas 114: Simon Peter sagde til dem: "Lad Maria gå væk fra os; kvinder er ikke værdige til livet." Jesus sagde: "Se, jeg skal lede hende, så jeg vil anse hende for mand, for hun skal også være en levende ånd, lige med jer mænd. For enhver kvinde, der anser sig selv for mand, skal gå ind i himlenes rige."

Næste problem er, at den elskede discipel optræder sammen med Maria Magdalene (Johannes 20,1-2), men det kan man selvfølgelig (bort)forklare med, at teksten er censureret, eller at forfatteren har villet skjule sig, eller noget tredje. Alt kan forklares.

Jesus' Bror Jakob den Retfærdige

Korsfæstelse
På korset overgiver Jesus sin mor til den elskede discipel.

Man kan vælge at læse Jesus' ord på korset til sin mor: »Kvinde, dér er din søn« (19,26) og til den elskede discipel: »Dér er din mor« (19,27) helt bogstaveligt: Måske var disciplen virkelig søn af Maria og ingen anden end Jesus' bror, Jakob?

Der er en vis pointe i dette: Hvorfor skulle Jesus "bortadoptere" sin mor til fremmede, når han havde brødre (Johannes 2,12; 7,1-10)?

Det skal dog erindres, at Jakob den Retfærdige er mindst ligeså skyggeagtig som den elskede discipel. Der står ikke i nogen af Biblens bøger, at Jesus' bror overtager ledelsen af apostlene under navnet Jakob den Retfærdige.

Kun ved at kombinere de mange fragmenter på "den rigtige" måde opstår Jakob den Retfærdige, Jesus' bror og leder af apostlene.

Alt i alt er det dog svært at tro, at forfatteren tænkte på Jakob som den elskede discipel. Det fremgår tydeligt af teksten, at ingen af Jesus' brødre var "elskede disciple": »For ikke engang hans brødre troede på ham« (Johannes 7,5).

Nathanael

Engel En af de første disciple, der kaldes i Johannesevangeliet, er Nathanael. I samme sekund han ser ham, erklærer Jesus, at han er uden svig:

Johannes 1,47 Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: "Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig."

Nathanael er uden svig, så han er "som et barn" — en kvalitet Jesus satte pris på i de andre evangelier. Det passer fint med, at den elskede discipel beskrives som meget ung.

Nathanael kvitterer ved straks at gennemskue, at Jesus er Guds søn. Nathanael er altså en del kvikkere i pæren end Peter, der skulle bruge 16 kapitler i Matthæusevangeliet på at regne det samme ud:

Johannes 1,49 Nathanael udbrød: "Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!"
Johannes 1,50 Jesus sagde til ham: "Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det."
Johannes 1,51 Og han sagde til ham: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen."

Jesus lover, at Nathanael skal se en masse mirakler: »himlen åben og Guds engle stige op og stige ned«. Ja, strengt taget står der, at løftet gælder alle disciplene, men teksten ser ud til at være blevet fusket med. Løftet er i al fald rettet mod Nathanael: »Og han sagde til ham: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se«.

Efter denne fejende entré forsvinder Nathanael totalt ud af historien. Han dukker kun op som et navn på listen i det påklistrede kapitel om mødet ved Tiberias Sø: »Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen« (Johannes 21,2).

Men dette beviser naturligvis, at Nathanael var den elskede discipel. For hvis ikke Nathanael havde været med i hele historien, ville Jesus have været fuld af løgn, da han lovede, at Nathanael skulle »få større ting at se end det« og »se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned«.

Paulus

Paulus' omvendelse
Hvornår blev Paulus kaldet af Jesus?

Umiddelbart er Paulus en helt usandsynlig kandidat. Vi "ved" jo, at Paulus først blev apostel et godt stykke tid, efter at Jesus var død, og at han brugte tiden inden da på at forfølge apostlene.

Men det "ved" vi kun, fordi det står i Apostlenes Gerninger. Hvis forfatteren af Johannesevangeliet ikke har læst Apostlenes Gerninger — måske var denne bog slet ikke skrevet endnu? — kunne han sagtens have fået det indtryk, at Paulus havde været med i sidste del af Jesus' liv.

Paulus i fjernsynet
Kristen tegneserie fra 1978, der genfortæller historien om Paulus i en moderne version.

Paulus kalder sig konstant for apostel: »Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel« (Romerne 1,1), »Paulus, kaldet til Kristi Jesu apostel ved Guds vilje« (1 Korintherne 1,1). Man kunne let tro, at han havde mødt Jesus: »Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre?« (1 Korintherne 9,1), »Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere« (2 Korintherne 5,16).(2)

Derimod var det almindeligt kendt, at Paulus blev apostel lidt senere end de andre: »til Jerusalem til dem, der var apostle før mig« (Galaterne 1,17) og »Andronikos og Junias, […] de har tilmed været i Kristus før mig« (Romerne 16,7). Det kunne forklare, at den elskede discipel først optræder i kapitel 13.

Var Paulus ligefrem en elsket discipel? Ja, det var han: »mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig« (Galaterne 2,20). Her siger Paulus faktisk (i modsætning til historien i Apostlenes Gerninger), at Jesus elskede ham allerede før korsfæstelsen — før Jesus »gav sig selv hen for mig«.

Paulus har også hørt om den sidste nadver: »For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer […]«. Men her er der tilsyneladende et problem: Hvis Paulus selv var til stede, da Jesus tog brødet, hvorfor skriver han så »jeg har modtaget fra Herren«? Det finurlige er netop, at i Johannesevangeliet bliver der ikke indstiftet nogen nadver ved det sidste måltid. Derimod er der en parallel til nadveren meget tidligere nemlig ved bespisningen af de 5.000 i ørkenen. Kort efter bespisningen sammenligner Jesus sit legeme med brød og opfordrer folk til at spise det: »Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid« (Johannes 6,51). Denne episode foregår også i påsken (Johannes 6,4), og umiddelbart efter hentydes der til Judas' forræderi: »og dog er en af jer en djævel?" Han talte om Judas, Simon Iskariots søn; for det var ham, der skulle forråde ham« (Johannes 6,70-71). Måske er det netop på grund af Paulus' ord, at forfatteren har flyttet sin udgave af den sidste nadver og forrædderiet langt frem i historien?

Vi har allerede nævnt Jesus' ord, om at den elskede discipel skulle leve, indtil Jesus vendte tilbage (Johannes 21,22-23), og det passer fint med, hvad Paulus selv forventede: »[…] at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer. Ja, det ved jeg bestemt: Jeg skal blive her og blive hos jer alle […]« (Filipperne 1,24-25) og »Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede« (1 Thessaloniker 4,15).

Paulus i Københavns Domkirke
Var Paulus en af de tolv apostle? Det mener Bertel Thorvaldsen i al fald.

Som tidligere nævnt løb disciplen hurtigere end Peter, og her kan vi igen citere Paulus: »alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! […] Jeg løber derfor ikke hid og did, […] Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre« (1 Korintherne 9,24-27).

Hvorfor skriver forfatteren så ikke bare, at han mener, Paulus var den elskede discipel? Det kunne man med samme ret spørge om for alle de andre kandidater også, men der er det ekstra ved Paulus, at det ikke er noget rigtigt navn. Paulus er latin for "lille". Dette navn passer i øvrigt fint med, at han kaldte sig selv for den ringeste/mindste (det er samme ord på græsk); »for jeg er den ringeste af apostlene« (1 Korintherne 15,9) og »den ringeste af alle de hellige« (Efeserne 3,8).

1 Korintherne 15,9: for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke.
Efeserne 3,8: Jeg, den ringeste af alle de hellige, fik den nåde at forkynde evangeliet om Kristi uransagelige rigdom for hedningerne
En hund efter Bibel-vers
Lykkedes det os at opspore den elskede discipel?

Spørgsmålet er så, om Paulus "rigtigt" hed Paulus eller noget andet. Vi andre "ved", at han hed Saulus, men igen er det kun, fordi vi har læst Apostlenes Gerninger. Måske syntes forfatteren, at "den lille" var et dumt navn? Men det hænger fint sammen med beskrivelsen af den elskede discipel som den yngste af dem alle: "den mindste af apostlene", "den mindste af de hellige" eller i det hele taget Paulus, "den lille".

Hvis den elskede discipel er Paulus, så er der en anden egenskab ved ham, der nu står i et andet lys: Hver gang, den elskede discipel optræder, er det sammen med Peter, og hver gang er han lidt bedre end Peter: Han er den elskede, han sidder tættest på Jesus, Peters kommunikation med Jesus sker gennem disciplen, disciplen får Peter sluppet ind i ypperstepræstens gård (så Peter kan fornægte Jesus), disciplen løber hurtigere end Peter, og det er disciplen (men åbenbart ikke Peter), der forstår, hvad den tomme grav og linnedklæderne betyder. Ved det sidste møde ved Tiberias Sø siger Jesus — vist nok — at Peter snart skal dø, mens den elskede discipel skal leve for evigt. Og når Peter spørger nærmere, svarer Jesus: »hvad angår det så dig?« (Johannes 21,22-23).

I så fald er denne forherligelse af Paulus og nedgørelse af Peter en passende modvægt til Matthæusevangeliet, der bevidst modarbejder Paulus.

Eksternt link

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2)

Faktisk er det bare et gæt, at der skulle stå "hendes mund". Der er hul i papyrusen, så vi ved ikke rigtigt, hvor det var, Jesus plejede at kysse Maria Magdalene.
Hypotesen om Paulus som den elskede discipel er fremsat af Michael Goulder i artiklen An old friend Incognito. Se det eksterne link nederst på siden.

Det skal understreges, at Goulder ikke argumenterer for, at Paulus rent faktisk var discipel af Jesus. Argumentet går kun på, at forfatteren af Johannesevangeliet kunne have fået et sådant indtryk.

Iøvrigt var Goulder også en af mændene bag Farrer-Goulder hypotesen, der postulerer, at der ikke findes noget hypotetisk manuskript ved navn Q, og at lighederne mellem Matthæus og Lukasevangeliet simpelthen skyldes, at Lukas har læst Matthæus.


Op til Johannes