Forskelle på Johannesevangeliet og de Andre Evangelier

Jesu fristelser
De tre andre evangelier påstår, at Jesus tilbragte 40 dage i ørkenen, hvor han blev fristet af Djævlen.

Johannesevangeliet er meget forskelligt fra de tre synoptiske evangelier. At påpege modsigelser mellem Johannes og hans evangelist-kollegaer er nogenlunde lige så udfordrende som at skyde bjørne i Tivoli. Nogle af forskellene er:

Jesus døbes
De tre andre evangelier lader Jesus blive døbt af Johannes Døberen.
  1. Eftersom Jesus er den evige gud, er der ingen beretninger om Jesus' fødsel af en jomfru af Davids slægt og i Davids by, omskærelsen, Jesus' stamtavler, de hellige tre konger, Herodes' Barnemord, flugten til Egypten eller den 12-årige Jesus i templet.

    Det forhindrer dog ikke Jesus i at have far, mor og brødre.

  2. Lige efter dåben bliver Jesus kastet ud i ørkenen og fristet af djævelen i 40 dage. Johannes påstår derimod, at Jesus var til bryllup i Kana. Så enten har Jesus snydt Markus, Matthæus, Lukas og Djævlen ved at snige sig over til Kana om aftenen, eller også har vi en modsigelse.

  3. I de tre synoptiske evangelier starter Jesus' mission først, da Johannes Døberen ryger i fængslet. I Johannesevangeliet opererer Jesus og Johannes Døberen parallelt i en periode. Vi får intet at vide om Johannes Døberens arrest, fængsling og henrettelse.

  4. I de tre synoptiske evangelier omtales en enkelt påske, nemlig den, hvor Jesus bliver korsfæstet. Læseren får altså det klare indtryk, at Jesus' mission varer mindre end et år. I Johannesevangeliet er der tre påsker (Johannes 2,13; 6,4; 11,55).

    Johannes 2,13: Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem.
    Johannes 6,4: Påsken, jødernes fest, var nær.
    Johannes 11,55: Jødernes påske nærmede sig, og mange ude fra landet drog op til Jerusalem før påsken for at rense sig.
  5. I de tre synoptiske evangelier foregår det meste af handlingen omkring Galilæas Sø. Jesus ankommer først til Betania og Jerusalem en uge før korsfæstelsen.

    I Johannesevangeliet tager Jesus til Jerusalem til adskillige fester (Johannes 2,13; 5,1; 7,10; 10,22), og hans mest elskede venner bor i Betania lige uden for Jerusalem (Johannes 11,18).

    Johannes 5,1: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem.
    Johannes 7,10: Men efter at hans brødre var draget op til festen, så drog han også selv derop, ikke åbenlyst, men i al hemmelighed.
    Johannes 10,22: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter,
    Johannes 11,18: Betania lå i nærheden af Jerusalem, femten stadier derfra,
  6. I Johannesevangeliet fortæller Jesus ingen lignelser, selvom vi læser i de synoptiske evangelier, at Jesus kun talte i lignelser (Matthæus 13,34).

    Matthæus 13,34: Alt dette sagde Jesus i lignelser til skarerne, og han talte intet til dem undtagen i lignelser,
  7. Johannesevangeliet kaldes også "Jeg-er evangeliet", fordi Jesus hele tiden fortæller om sig selv. I de andre evangelier annoncerer Jesus Guds Rige, men i Johannesevangeliet annoncerer han sig selv: »Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen«, »Jeg er livets brød«, »jeg er verdens lys«, »jeg er ovenfra, jeg er ikke af denne verden«, »jeg er […] verdens lys«, »jeg er døren til fårene«, »jeg er den gode hyrde«, »jeg er Guds søn«, »jeg er opstandelsen og livet«, »jeg er vejen og sandheden og livet«, »jeg er i Faderen«, »jeg er det sande vintræ«, »jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden«, »jeg er ikke alene, for Faderen er med mig«, »jeg er herliggjort i dem«, »jeg er ikke længere i verden«, »jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden«.

  8. Jesus evindelig selvpromovering står i skarp kontrast til Markusevangeliet, hvor Jesus konstant forsøger at skjule Messias-hemmeligheden.

  9. Et andet hovedemne i de synoptiske evangelier er, hvordan Menneskesønnen vil vende tilbage ved verdens undergang og dømme de levende og døde. I Johannesevangeliet lover Jesus at vende tilbage (Johannes 14,3), og han nævner »den yderste dag« (Johannes 6,39-40; 6,44; 6,54; 11,24; 12,48), men der er ikke nær den samme fokus på verdens undergang. Jerusalems ødelæggelse år 70 er et fjernt minde.

    Johannes 14,3: Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.
    Johannes 6,39: Og hans vilje er, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag.
    Johannes 6,40: For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag."
    Johannes 6,44: Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.
    Johannes 6,54: Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.
    Caravaggio: Den vantro Thomas
    I Johannesevangeliet får Thomas Tvivleren lov til at pille i Jesus' friske sår.
  10. De tre andre evangelier har lister med de tolv disciple. Johannes er for såvidt enig i, at der er tolv (6,67-71; 20,24), men han giver ikke nogen liste med tolv navne, og selv om der er disciple, vi ikke kender fra de andre evangelier (Nathanael, Nikodemus, "Judas, ikke Iskariot"), kommer vi aldrig op på tolv navne.

    Peters fremtrædende plads overtages af Nathanael, og af "den discipel, som Jesus elskede". Johannes og Jakob optræder kun som »Zebedæussønnerne« på en kort liste over disciple i det påklistrede kapitel 21. Thomas, der kun er et navn på listen i de tre andre evangelier, kaldes Thomas Didymos og får lov til at pille Jesus i de friske sår efter korsfæstelsen.

    Al Hartley, Jesus renser templet
    Tempelrydningen er mere voldsom i Johannesevangeliet.
  11. Det Nye Testamente har tre ord for Helvede: "geenna", "hadês" og "tartaroô". Ingen af dem optræder i Johannesevangeliet, og ordet "ild" optræder kun i et enkelt vers: »Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt« (Johannes 15,6).

  12. En pudsig forskel er, at Jesus ikke foretager djævleuddrivelser, og Beelzebul nævnes ikke, men til gengæld bliver Jesus selv anklaget for at være besat af en dæmon ikke mindre end tre gange (Johannes 7,20; 8,48-52; 10,19-21).

    Johannes 7,20: Folkeskaren svarede: "Du må være besat af en dæmon, hvem vil slå dig ihjel?"
    Johannes 8,48: Jøderne sagde til ham: "Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?"
    Johannes 8,49: Jesus svarede: "Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig.
    [...]
    Johannes 8,52: Da sagde jøderne til ham: "Nu ved vi, at du er besat af en dæmon. Abraham døde, og profeterne døde, og så siger du: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed smage døden.
    Johannes 10,20: Mange af dem sagde: "Han er besat af en dæmon, han er vanvittig. Hvorfor hører I på ham?"
    Johannes 10,21: Andre sagde: "Sådan taler en dæmonbesat ikke; kan en dæmon da åbne blindes øjne?"
  13. En af de få episoder, der er med i alle fire evangelier, er rydningen af templet. De tre synoptiske evangelier placerer denne episode sidst i Jesus' karriere — en uges tid før korsfæstelsen. I Markusevangeliet er det denne episode, der får jøderne og romerne til at beslutte at dræbe Jesus.

    I Johannesevangeliet sker tempelrydningen i starten af historien, og selv om Jesus er mere voldelig i denne udgave og slår de handlende med en pisk, får hans handling ingen konsekvenser. I de andre evangelier er han død en uge efter sin voldsomme optræden i templet; i Johannesevangeliet lever han flere år endnu.

  14. De eneste mirakler, der deles af de fire evangelier, er bespisningen af de 5.000 i ørkenen og vandringen på søen.

Jesus' Korsfæstelse og Genopstandelse

Johannes Døberen og Lammet
Johannes Døberen møder Guds lam.
fodvask
Ifølge Johannes var der ingen nadver. I stedet vaskede Jesus disciplenes fødder.

Først mod slutningen af historien begynder dette evangelium at følge samme spor, som de andre evangelier. Men jo større parallellerne er, jo tydeligere bliver forskellene. Det er derfor, de kristne helligdage er en rodebutik.

  1. Når Jesus bliver salvet er det ikke længere en anonym kvinde eller "en kvinde, som levede i synd". Damen er nu Maria, søster til Martha og Lazarus, og Jesus elsker dem alle tre: »Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus« (11,5). Den, der protesterer mod salvingen er heller ikke længere anonym, men Judas Iskariot.

  2. I de tre synoptiske evangelier er den sidste nadver en påskefrokost, ja Jesus siger det sågar selv: »Gå hen og forbered det påskemåltid, vi skal spise« (Lukas 22,8). Jesus bliver korsfæstet i påsken klokken 9, dør klokken 15 og bliver begravet klokken 18.

    I Johannesevangeliet kalder Johannes Døberen Jesus for »Guds lam, som bærer verdens synd« (Johannes 1,29) »Se, dér er Guds lam« (Johannes 1,36). Derfor rykker forfatteren korsfæstelsen frem til dagen før påsken. Jesus bliver korsfæstet klokken 12 og dør ved solnedgang før påsken, samtidig med at påskelammet slagtes.

    Begge Johannesser har åbenbart overset, at det dyr, der tog jødernes synd, ikke var et lam, men en buk (en syndebuk!) og at det ikke blev slagtet, men jaget ud i ørkenen med alle synderne.

  3. I de tre synoptiske evangelier indstifter Jesus nadveren. I Johannesevangeliet vasker Jesus i stedet apostlenes fødder (det er derfor, det hedder skærtorsdag).

    Til gengæld har Johannes langt tidligere en parallel til indstiftelsen af nadveren: Efter bespisningen af de 5.000 i ørkenen kalder Jesus brødet for sit legeme og opfordrer de troende til at spise det:

    Johannes 6,51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden."

    Korsfæstelse
    Forfatteren stod sammen med Jesus' mor ved korset.
    Kristi himmelfart - Vester Broby Kirke
    Ifølge Lukas fik disciplene lov til at se Jesus flyve til himmels.

    Denne nadver-parallel sker også i en påske (Johannes 6,4), og bagefter hentydes til Judas' forræderi: »Han talte om Judas, Simon Iskariots søn; for det var ham, der skulle forråde ham« (Johannes 6,71).

  4. Jesus får ikke noget Judaskys. Han identificerer sig selv for de romerske soldater: »Hvem leder I efter? […] Det er mig« (Johannes 18,4-5).

    Til gengæld får Judas heller ingen penge. I dette evangelium skyldes forræderiet, udelukkende at Satan var faret i Judas (Johannes 13,2, Johannes 13,27). (I Lukasevangeliet skyldes det både Satan og pengene).

    Johannes 13,2: Og mens de holdt måltid - Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham;
    Johannes 13,27: Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham. Jesus sagde til ham: "Hvad du gør, gør det snart."
  5. Der er ingen mirakler ved korsfæstelsen, hverken en 3-timers solformørkelse, et verdensomspændende jordskælv eller en hær af zombier, der forlader gravene og venter tre dage, før de går ind i Jerusalem. Til gengæld påstår forfatteren, at han selv stod ved siden af korset sammen med Jesus' mor (billedet til venstre), så han burde bedst vide det.

  6. I Johannesevangeliet sker himmelfarten allerede, inden han møder sine apostle: »jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud« (Johannes 20,17).

    Der er altså ingen grund til først at fejre Kristi himmelfart 40 dage efter påsken.

  7. Apostlene får helligånden påskesøndag: »Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden!« (Johannes 20,22).

    Der er altså ingen grund til først at fejre pinsen 50 dage efter påsken.

Bevidste modsigelser

Ars Moriendi, Jesus i Getsemane
Jesus beder om, at Gud må tage bægeret fra ham.

Det pudsige ved Johannesevangeliet er ikke så meget, at historien afviger fra de andre evangelier. Det er mere, at det ofte virker som forfatteren bevidst modsiger de andre. Der er detaljer i Johannesevangeliet, der kun giver mening, hvis Johannes har læst de andre evangelier og modsiger dem:

  1. Ved Getsemane(1) er Jesus »grebet af forfærdelse og angst«, og hans »sjæl er fortvivlet til døden« (Markus 14,33-34). Han sveder blod, mens han tigger Gud om at slippe for korsfæstelsen. Johannes' udgave af Jesus synes næsten at håne denne Jesus: »hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time« (Johannes 12,27).

    Den synoptiske Jesus »faldt ned på sit ansigt« (Matthæus 26,39). I Johannesevangeliet er det tværtimod de romerske soldater, der falder til jorden, når de hører, hvem Jesus er: »Da Jesus sagde: "Det er mig," veg de tilbage og faldt om på jorden« (Johannes 18,6).

    Den synoptiske Jesus tigger Gud om at tage "bægeret" fra ham: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig«. Johannes' Jesus kunne ikke drømme om, at bede Gud tage bægeret fra ham. Ved tilfangetagelsen siger han: »Skulle jeg ikke drikke det bæger, Faderen har givet mig?« (Johannes 18,11).

    Hvordan kunne Johannes vide, at korsfæstelsen var "et bæger", hvis ikke han havde læst det i de andre evangelier?

    Matthæus 26,39: Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil."
    Jesus og Simon af Kyrene
    Blev korset båret af Jesus eller af Simon fra Kyrene? De fleste kristne kunstnere viser et kompromis, hvor de begge to bærer korset.
  2. I de tre synoptiske evangelier bærer den iøvrigt ukendte Simon fra Kyrene Jesus' kors til Golgata: »Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene […]« (Markus 15,21). Dette er formentlig en del af Markus' sorte ironi.

    Men ligeså vigtigt, det er for de tre andre evangelier, at Simon fra Kyrene bar Jesus' kors, ligeså vigtigt er det for Johannes, at hans Jesus ikke behøvede hjælp: »han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted« (Johannes 19,17).

    Det hænger naturligvis sammen med, at Jesus en evig Gud, der ikke behøver hjælp fra dødelige. Men hvorfor er det så vigtigt for Johannes at pointere det? Hvis ikke man havde læst de modstridende beretningerne i Bibelen, ville man tro, at korsene stod fast på Golgata, ligesom galgerne på galgebakken i gamle dage, og at man tog de gamle ligrester ned af korset, hver gang der skulle gøres plads til nye ofre.

    Hvorfor behøver Johannes at insistere på, at Jesus selv bar sit kors, hvis ikke det var, fordi "nogle andre evangelier" havde påstået noget andet?

    tre æsler
    Matthæus skriver, at disciplene hentede to æsler, og Johannes skriver, at Jesus selv skaffede et æsel.
  3. Lidt i samme genre: I de tre synoptiske evangelier sender Jesus to disciple afsted for hente et æsel (eller to) til indtoget i Jerusalem. Johannes modsiger sine kollegaer — Jesus klarede selv ærterne: »Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det« (Johannes 12,14). Jamen, havde den synoptiske Jesus ikke bedt disciplene hente et æsel? Var disciplene nu forvirrede? »Det forstod hans disciple ikke straks« (Johannes 12,16).
  4. I Lukasevangeliet er der en historie om Lazarus, der dør og kommer i himmelen. Den rige mand spørger Abraham, om Lazarus kan vende tilbage til livet for at advare jøderne, så de kan omvende sig. Abraham afviser bønnen, for jøderne »vil heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde« (Lukas 16,31).

    Johannes har også en historie om en mand ved navn Lazarus, der dør, men denne Lazarus kommer tilbage til livet, og Abraham tog fejl: Jøderne kom til at tro: »Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham« (Johannes 11,45).

    Er det et tilfælde, at begge de to mennesker, der har en oplevelse efter døden, har det samme navn? Eller er Johannes' historie en kommentar til Lukas?

  5. Matthæus og Lukas roder sig ind i selvmodsigende forklaringer på, hvordan Jesus af Nazaret kan være født i Betlehem. Tilsvarende giver de Jesus to forskellige stamtavler, der begge viser, at Jesus er af Davids slægt.

    Disse forklaringer kan Johannes ikke bruge til noget, eftersom hans Jesus er en evig Gud, der har eksisteret siden verdens skabelse. I dette evangelium nævnes Betleham og David kun en eneste gang, og det sker, når folkemængden udfordrer Jesus' Messias-værdighed: »Kommer Kristus da fra Galilæa? Siger Skriften ikke, at Kristus kommer af Davids slægt og fra Betlehem, den landsby, David var fra?« (Johannes 7,41-42). Johannes gør intet forsøg på at forklare hverken folkemængden eller læseren, at Jesus "i virkeligheden" var født i Betlehem af Davids slægt (se dog den forsvundne profeti).

    Vi får også at vide, at »Når Kristus kommer, er der ingen, der ved, hvor han er fra« (7,27), så åbenbart skal Kristus hverken komme fra Davids æt eller fra Davids by.

    Johannes Døberen og Treenigheden
    I de andre evangelier er Johannes Døberen en forløber, der baner vejen for Jesus.
    Johannes Døberen er klædt i kameluld og læderbælte, ligesom Elias var.
  6. Bibelens vigtigste profeti handler om Johannes Døberen og Elias. Matthæus går oveni købet så langt, at han forklarer, at Johannes Døberen er Elias: »Johannes […] Han er Elias, som skulle komme« (Matthæus 11,13-14) »Elias er allerede kommet, […] Da forstod disciplene, at han talte til dem om Johannes Døber« (Matthæus 17,12-13).

    I Johannesevangeliet spørger jøderne rent ud Johannes Døberen: »er du Elias?« (Johannes 1,21). Han benægter det, hvorefter jøderne skælder ham ud: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« (Johannes 1,25). Der er ingen hentydning til nogen profeti — kun en benægtelse af enhver forbindelse mellem Elias og Johannes Døberen. Elias nævnes kun i disse to vers, hvor profetien benægtes.

    Hvorfor modsiger Johannes en profeti, der ikke er blevet udtalt?

    Peter
    Efter 16 kapitler regner Peter ud, at Jesus er Kristus. Som tak får han nøglerne til Himmeriget.
  7. I de synoptiske evangelier er Peter den første, der (næsten) gennemskuer, hvem Jesus er: »Du er Kristus« (Markus 8,29) og »Guds salvede« (Lukas 9,20). I Matthæusevangeliet, der har Peter som superapostel, er replikken mere præcis: »Du er Kristus, den levende Guds søn« (Matthæus 16,16). Jesus bliver så imponeret over, at Peter har regnet dette ud på kun 16 kapitler, at han giver Peter nøglerne til Himmeriget og lover at bygge sin kirke på Peter.

    I Johannesevangeliet er replikken endnu præcisere: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« (Johannes 1,49). Men ordene kommer fra den iøvrigt ukendte discipel Nathanael, og de falder i samme øjeblik, han ser Jesus. Det tager ham ikke 16 kapitler at regne så lidt ud.

  8. I Johannesevangeliet kommer Peter med sin bekendelse: »Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige« (Johannes 6,68-69). Jesus kvitterer med at fortælle, at en af de tolv apostle er en Satan, og forfatteren skynder sig at forklare, at der hentydes til Judas Iskariot: »Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv, og dog er en af jer en djævel?" Han talte om Judas, Simon Iskariots søn; for det var ham, der skulle forråde ham« (6,70-71).

    Læseren må endelig ikke tro, at det er Peter, der er Satan, ligesom det er tilfældet lige efter Peters bekendelse i Markus- og Matthæusevangeliet (»Vig bag mig, Satan!«).

  9. I de andre evangelier hedder Jesus' mor Maria. Johannes fortæller, aldrig hvad moren hedder — Jesus kalder hende bare 'kvinde'. Til gengæld får vi at vide, at hendes søster, Jesus' moster, hedder Maria.

    Naturligvis er der ingen lov mod, at to søstre har same navn, men Johannes fortæller os rimeligt tydeligt, at Jesus' mor ikke hedder Maria.

Yderligere information


Fodnote: (1)

Getsemane . . .: for en ordens skyld står der ikke noget om Getsemane i Johannesevangeliet. Der står, at de tog »over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have« (Johannes 18,1).

Omvendt er det beskrivelsen af denne "have", der gør, at man tænker på Getsemane som en have.


Op til Johannes