Det er svært at blive klog på de kristne. Først beslutter de sig til at ignorere hele
Det Gamle Testamente, fordi Jesus
har "opfyldt loven".
Så finder de alligevel ud af, at De Ti Bud
er noget af det mest geniale en stammegud nogensinde har sagt til en gedehyrde i bronzealderen.
Og når så de har vedtaget, at De Ti Bud er evigt gyldige, så vælger de alligevel
at blæse på et af buddene konsekvent.
|
| Martin Perscheid: Paven finder det 11. bud: "Du skal have glæde ved sex". |
Mange folk tror sikkert, at Jesus har ophævet sabbats-reglerne under sine utallige slagsmål med de onde, onde farisæere. Men de fleste af disse skænderier handlede om, at Jesus havde helbredt en eller anden person på en sabbat. Helbredelse er en ikke-fysisk, åndelig og velgørende aktivitet, så selv de aller-aller-ondeste farisæere kunne ikke bruge det mod Jesus.
En enkelt gang gik det dog galt for Jesus. Han helbredte en krøbling ved at sige: »Rejs dig, tag din båre og gå!«. Her var klokkerent brud på reglerne: På sabbatten må man ikke bære noget, der er tungere end en tørret figen, og man må heller ikke beordre andre mennesker til at bryde reglerne.
Johannes 5,8 Jesus sagde til ham: "Rejs dig, tag din båre og gå!"
Johannes 5,9 Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag;
Johannes 5,10 derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: "Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre."
Johannes 5,11 Han svarede dem: "Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå."
Der er dødsstraf for at bryde sabbatten, så Jesus fik straks de onde, onde jøder på nakken. Heldigvis havde han verdens bedste forklaring:
Johannes 5,17 Men Jesus sagde til dem: "Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også."
Sådan! Jesus må alt, fordi Jesus er Guds søn. Jesus har kun ophævet Moseloven for sig selv.
Jesus i kornmarken
|
| Gustave Doré: Jesus i kornmarken kommer med fuskede bibelcitater. |
En dag blev Jesus kritiseret, fordi han og hans disciple plukkede kornaks på en sabbat. Det var ikke så meget, fordi de stjal kornet — ifølge Bibelen må man godt stjæle korn (5 Mosebog 23,26), 5 Mosebog 23,26: Når du kommer ind på en anden mands kornmark, må du gerne plukke aks med hånden, men du må ikke svinge seglen i hans korn. men det at stjæle korn er en slags arbejde, og i modsætning til helbredelse, der er en åndelig og velgørende handling, er korntyveri en fysisk og egennyttig handling, som er strengt forbudt på en sabbat.
Heldigvis havde verdens klogeste mand et bibelcitat parat, der kunne undskylde ham:
Markus 2,25 Så sagde han til dem: "Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd manglede mad og blev sultne,
Markus 2,26 hvordan han på ypperstepræsten Ebjatars tid gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som det kun er tilladt præsterne at spise, og tilmed gav sine mænd noget?"
Markus 2,27 Og Jesus sagde til dem: "Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.
Markus 2,28 Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten."
Hvis man følger Bibelselskabets krydshenvisninger og læser i
1 Samuelsbog kapitel 21,
1 Samuelsbog 21,2: David kom til præsten Akimelek i Nob. Akimelek blev forfærdet over at se David og spurgte ham: »Hvorfor kommer du alene? Hvorfor har du ikke nogen med dig?«
1 Samuelsbog 21,3: David svarede præsten Akimelek: »Kongen har pålagt mig et ærinde, og han sagde til mig, at ingen måtte vide noget om det ærinde, han pålagde mig og sendte mig ud i. Folkene har jeg sat stævne på det og det sted.
1 Samuelsbog 21,4: Men sig mig, hvad har du hos dig? Giv mig fem brød, eller hvad du nu har.«
1 Samuelsbog 21,5: Præsten svarede David: »Jeg har ikke noget almindeligt brød, kun helligt brød. Men har dine folk nu også holdt sig fra kvinder?«
viser det sig, at Markus og Jesus er på meget tynd is.
For det første var præsten ikke Ebjatar, men hans far, Akimelek. Jesus er manden, der på Dommens Dag vil dømme milliarder af mennesker ud fra deres inderste tanker, og han har tal på sine disciples hovedhår (Matthæus 10,30), Matthæus 10,30: Men på jer er selv alle hovedhår talt. men alligevel tager Jesus fejl af Akimelek og Ebjatar, der begge spillede en vigtig rolle i Davids liv.
For det andet var David på flugt fra Saul, og han var alene, så det er noget vrøvl, at han »tilmed gav sine mænd noget«.
For det tredje var grunden til, at David fik de hellige brød, at David løj for præsten og sagde, at »kongen har pålagt mig et ærinde«, selvom han i virkeligheden var på flugt fra kongen.
Vi er altså langt ude her: Jesus bruger en fejlciteret historie om, at David har løjet for en præst. Historien om David har intet med sabbatsdagen, men pointen er åbenbart, at fordi en præst og David en enkelt gang har brudt "det hellige" — det vil sige skuebrødene — for at fylde Davids mave, så må Jesus og hans disciple også gerne bryde "det hellige" — i dette tilfælde sabbatsdagen — for at fylde deres maver.
Hvis man følger Jesus' logik, har Davids brødspiseri givet os fuldmagt til at ignorere ret mange af De Ti Bud: »Husk sabbatsdagen og hold den hellig — med mindre du er sulten«, »Du må ikke have andre guder end mig — med mindre du er sulten«, »Du må ikke begå drab — med mindre du er sulten« o.s.v., o.s.v.
Matthæus og
Lukas har kopieret store dele af Markusevangeliet, som de har brugt i deres evangelier.
Men både Lukas og Matthæus ændrer kraftigt i historien om kornmarken:
Lukas 6,3 Jesus svarede dem: »Har I da ikke læst, hvad David gjorde, dengang han og hans mænd blev sultne,
Lukas 6,4 at han gik ind i Guds hus, tog skuebrødene og spiste af dem og gav sine mænd noget, selv om det kun er tilladt præsterne at spise dem?«
Lukas 6,5 Og Jesus sagde til dem: »Menneskesønnen er herre over sabbatten.«
Matthæus 12,3 Men han sagde til dem: »Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd blev sultne,
Matthæus 12,4 hvordan han gik ind i Guds hus og de spiste af skuebrødene, som det hverken var ham eller hans mænd, men kun præsterne tilladt at spise?
Matthæus 12,5 Eller har I ikke læst i loven, at præsterne på selve sabbatten krænker sabbatten i templet og det uden at pådrage sig skyld?
Matthæus 12,6 Men jeg siger jer: Her er noget større end templet!
Matthæus 12,7 Havde I fattet, hvad det betyder: 'Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer,' havde I ikke fordømt de uskyldige.
Matthæus 12,8 For Menneskesønnen er herre over sabbatten."
Begge evangelister har fjernet den pinlige hentydning til Ebjatar. Kristne vil selvfølgelig påpege, at der står »på ypperstepræsten Ebjatars tid« for at få lidt elastik, men for det første står ordet "tid" ikke i den græske originaltekst, og for det andet kan nok så mange indremissionske falsknerier ikke bortforklare, at Matthæus og Lukas begge har valgt at fjerne Ebjatar fra historien.
Begge evangelister fjerner også den uldne sætning om, at »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.«. Reglen om sabbatsdagen er et af De Ti Bud, der er skrevet med Guds egen finger (2 Mosebog 31,18). 2 Mosebog 31,18: Da han var færdig med at tale med Moses på Sinajs bjerg, gav han ham Vidnesbyrdets to tavler, stentavler beskrevet med Guds finger. Man kan ikke bruge en historie om, at David engang har løjet for en præst for at skaffe noget brød, til at annullere De Ti Bud.
Lukas beholder den vrøvlede bemærkning om, at David »gav sine mænd noget«. Måske fordi Lukas ser en parallel mellem David, der fodrer sine (ikke-eksisterende) mænd, og Jesus, der lader sine disciple plukke kornaks.
Matthæus fjerner derimod bemærkningen, men til gengæld tilføjer han et par ekstra teologiske kanonkugler: »Havde I fattet, hvad det betyder: 'Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer,' havde I ikke fordømt de uskyldige«.
Det står ikke lysende klart, hvad sammenhængen er mellem det,
at Jesus stjæler lidt korn, og
»barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtofre«
og »fordømt de uskyldige«.
Og hvis vi tjekker citatet i Det Gamle Testamente, står der næsten det modsatte:
Hoseas 6,6 Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre.
Gud ønsker ikke barmhjertighed; han vil have Troskab. "Troskab" som fx at overholde sabbatsreglerne og De Ti Bud. Matthæus og Jesus har nemlig citeret fra den græske teksttradition, Septuaginta. Her kommer verset fra Septuaginta i engelsk oversættelse:
Hoseas 6,7 For I will have mercy rather than sacrifice, and the knowledge of God rather than whole-burnt-offerings.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1870)
Man undrer sig over, hvorfor en jødisk profet (der i parentes bemærket er den samme som Gud) citerer en græsk tekst fra den græske teksttradition over for de jødiske skriftkloge i Jerusalem.
Hvilket sprog er samtalen overhovedet foregået på? Har Jesus citeret Septuaginta på græsk for
de rettro jøder? Eller har han lyn-oversat Septuaginta til hebraisk/aramæisk?
Lad os glemme denne pinlige flovser — og i stedet kigge på tyngdepunktet i Jesus' argumentation: Jesus spørger: »har I ikke læst i loven, at præsterne på selve sabbatten krænker sabbatten i templet og det uden at pådrage sig skyld?«
Her har teologerne kæmpet i århundreder for at finde ud af, hvad det er, de skriftkloge skulle have »læst i loven«. Der står ingen steder i Det Gamle Testamente noget om, at præsterne »krænker sabbatten i templet« — udover det selvindlysende, at præsterne arbejder på sabbatsdagen.
Jesus' argument er altså, at hvis præsterne må udføre præstearbejde på sabbatsdagen, så må Menneskesønnen også udføre sin mission. Jesus er jo Guds søn, og Guds søns mission (inklusive at stjæle korn) er meget større end præstens arbejde: »Men jeg siger jer: Her er noget større end templet!«
Og dermed er vi fremme ved konklusionen, som alle tre evangelier deler: »Menneskesønnen er herre over sabbatten«. Jesus må bryde alle de regler, han vil, fordi han er Guds søn. Jesus kan alt.
Det er kun Jesus, der har lov til at bryde sabbatten; der er stadig dødsstraf for os andre.
