Jesus og Sabbatten, Del 1

Moses med de Ti Bud Det er svært at blive klog på de kristne. Først beslutter de sig for at ignorere hele Det Gamle Testamente, fordi Jesus har "opfyldt loven". Så finder de alligevel ud af, at De Ti Bud er noget af det mest geniale, en stammegud nogensinde har sagt til en gedehyrde i bronzealderen. Og når så de har vedtaget, at De Ti Bud er evigt gyldige, så vælger de alligevel at blæse på et af buddene konsekvent.

Mange folk tror sikkert, at Jesus har ophævet sabbats-reglerne under sine utallige slagsmål med de onde, onde farisæere. Men de fleste af disse skænderier handlede om, at Jesus havde helbredt en eller anden person på en sabbat. Helbredelse er en ikke-fysisk, åndelig og velgørende aktivitet, så selv de aller-aller-ondeste farisæere kunne ikke bruge det mod Jesus.

Jesus i Kornmarken

Jesus og hans disciple plukker korn
Gustave Doré: Jesus i kornmarken.

En sabbatsdag befandt Jesus og hans disciple sig i en kornmark, hvor de plukkede kornaks. Det kan man så undre sig over, for i Markusevangeliet er Jesus en rettro jøde, der plejede at gå i synagogen på sabbatsdagen (Markus 1,21, Markus 3,1-2, Markus 6,2), og som lod folk vente til solnedgang, hvor sabbatsdagen slutter, før han helbredte dem: »Da det blev aften, og solen var gået ned, kom folk hen til ham bærende på alle de syge og besatte« (Markus 1,32).

Markus 1,21: Så kom de til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik han straks ind i synagogen og underviste.
Markus 3,1: Jesus gik atter ind i synagogen. Dér var der en mand med en vissen hånd.
Markus 3,2: Og de holdt øje med, om Jesus ville helbrede ham på sabbatten, så de kunne anklage ham.
Markus 6,2: Og da det blev sabbat, begyndte han at undervise i synagogen; og de mange tilhørere blev slået af forundring og spurgte: "Hvor har han alt det fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham? Og hvad er det for mægtige gerninger, der sker ved hans hænder?

Men denne sabbatsdag var Jesus altså langt fra synagogen og ude i en kornmark — det står selv i Bibelen — og ikke nok med det: De onde farisæere var også derude. Man kan undre sig om, farisæerne virkelig holdt vagt ved alle landets kornmarker, og hvorfor de ikke befandt sig inde i synagogen, men det står der altså i Bibelen.

Markus 2,23 På en sabbat kom Jesus forbi nogle kornmarker, og undervejs begyndte hans disciple at plukke aks.
Markus 2,24 Farisæerne sagde da til ham: "Se dér, hvorfor gør de noget, som ikke er tilladt på en sabbat?"

De onde farisæere kritiserede straks Jesus' disciple, selvom det ikke fremgår, hvad de i grunden kritiserede. Det var ikke det, at disciplene stjal kornet — ifølge Bibelen må man godt tage korn fra en fremmed mark (3 Mosebog 23,22 5 Mosebog 23,26). Det var næppe heller, at disciplene spiste kornet. For det første er sabbatten ikke en fastedag, og for det andet står der ikke, at disciplene spiste. Kun at de plukkede aks.

3 Mosebog 23,22: Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind; det skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud!
5 Mosebog 23,26: Når du kommer ind på en anden mands kornmark, må du gerne plukke aks med hånden, men du må ikke svinge seglen i hans korn.

Farisæerne har næppe heller kritiseret disciplene for have gået længere end en "sabbatsvej" ud i marken. Farisæerne stod jo selv ude i marken, og der er vel grænser for, hvor farisæisk en farisæer kan være.

Så farisæernes kritik har formentlig gået på, at i modsætning til helbredelse, der er en åndelig og velgørende handling, så er kornhøstning en fysisk og egennyttig handling, og kornhøstning er strengt forbudt på en sabbat (2 Mosebog 34,21).

2 Mosebog 34,21: I seks dage må du arbejde, men på den syvende dag skal du hvile; selv når der skal pløjes eller høstes, skal du hvile.

Men heldigvis havde verdens klogeste mand et bibelcitat parat:

Markus 2,25 Så sagde han til dem: "Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd manglede mad og blev sultne,
Markus 2,26 hvordan han på ypperstepræsten Ebjatars tid gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som det kun er tilladt præsterne at spise, og tilmed gav sine mænd noget?"
Markus 2,27 Og Jesus sagde til dem: "Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.
Markus 2,28 Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten."

Martin Perscheid
Martin Perscheid: Paven finder det 11. bud: "Du skal have glæde ved sex".

Hvis man tjekker historien i Det Gamle Testamente, viser det sig, at Markus og Jesus er på meget tynd is.

1 Samuel 21,2 David kom til præsten Akimelek i Nob. Akimelek blev forfærdet over at se David og spurgte ham: »Hvorfor kommer du alene? Hvorfor har du ikke nogen med dig?«
1 Samuel 21,3 David svarede præsten Akimelek: »Kongen har pålagt mig et ærinde, og han sagde til mig, at ingen måtte vide noget om det ærinde, han pålagde mig og sendte mig ud i. Folkene har jeg sat stævne på det og det sted.
1 Samuel 21,4 Men sig mig, hvad har du hos dig? Giv mig fem brød, eller hvad du nu har.«
1 Samuel 21,5 Præsten svarede David: »Jeg har ikke noget almindeligt brød, kun helligt brød. Men har dine folk nu også holdt sig fra kvinder?«
1 Samuel 21,6 David svarede præsten: "Hidtil har vi været udelukket fra kvinder, hver gang jeg drog ud, så folkenes kroppe var helligede; det var endda kun dagligdags ærinder. Hvor meget mere må de så ikke være helligede i dag?"

For det første var præsten ikke Ebjatar, men hans far, Akimelek. Det er lidt uhyggeligt, at Jesus sådan kan forveksle de to personer, eftersom Jesus på Dommens Dag skal dømme milliarder af mennesker ud fra deres inderste tanker. Han påstod også selv, at han havde tal på sine disciples hovedhår (Matthæus 10,30). Alligevel roder han rundt i Akimelek og Ebjatar.

Matthæus 10,30: Men på jer er selv alle hovedhår talt.

Kristne vil selvfølgelig påpege, at der står »på ypperstepræsten Ebjatars tid« for at få lidt elastik, men ordet "tid" står ikke i den græske originaltekst.(1) Sådan så verset ud i den forrige Bibeloversættelse:

Markus 2,26 hvordan han, da Abjatar var ypperstepræst, gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som kun præsterne har lov at spise, ja, også gav sine ledsagere noget."
(Bibel fra 1948)

Jesus med dinosaur Ordet "tid" er et af de utallige falsknerier, Bibelselskabet tilføjede i 1992, men uanset antallet af indremissionske falsknerier, kan det ikke bortforklares, at Matthæus og Lukas begge har valgt at fjerne Ebjatar fra historien.

For det andet var David på flugt fra Saul, og han var alene. Det er derfor, Akimelek spørger »Hvorfor kommer du alene? Hvorfor har du ikke nogen med dig?«. Det er altså noget vrøvl, når Jesus siger, at David »tilmed gav sine mænd noget«.

For det tredje var grunden til, at David fik de hellige brød, at David løj for præsten og sagde, at »kongen har pålagt mig et ærinde«, selvom han i virkeligheden var på flugt fra kongen. Ja, faktisk blev Akimelek og hele hans by, mænd, kvinder, børn og dyr, slagtet af kong Saul, fordi Akimelek troede på Davids løgn; kun Ebjatar undslap (1 Samuel 22,19-20). David løj også for Akimelek, da han sagde, at han havde sat sine ikke-eksisterende folk stævne, og at hans ikke-eksisterende folk var "helligede" og ikke havde rørt kvinder.

1 Samuel 22,19: I præstebyen Nob blev mænd og kvinder, børn og spæde, okser, æsler og får hugget ned med sværd.
1 Samuel 22,20: Kun en af Akitubs søn Akimeleks sønner undslap; han hed Ebjatar. Han flygtede til David.

Lad os hastigt konstatere, at Akimelek var præst og ikke ypperstepræst, og at David ikke »gik ind i Guds hus«, eftersom Gud ikke havde noget hus, før Davids søn Salomon mange år senere byggede templet i Jerusalem. Der står heller ingen steder noget om, at David og hans ikke-eksisterende folk sultede, eller at de spiste brødene, og der er heller ingen antydning af, at historien foregår på en sabbatsdag.

Det hele bliver ekstra pinligt af, at Jesus indleder med ironisk at spørge farisæerne, »Har I aldrig læst, hvad David gjorde«. Hvis der var nogen, der satte en ære i at læse de gamle skrifter flittigt, var det farisæerne, og i virkelighedens verden ville farisæerne have grinet Jesus baglæns ud af Galilæa. Nu befinder vi os imidlertid i en eventyrverden, hvor farisæerne først dukker op ude i kornmarken og bagefter forsvinder sporløst ud af historien igen, i samme sekund forfatteren ikke længere har brug for dem.(2)

Jesus er i al fald langt ude her med sin fuskede historie om David's løgn: Moseloven har forbud mod at arbejde på sabbatsdagen, men der er ikke noget forbud mod at spise på en sabbat, og desuden har historien om David intet med sabbatsdagen at gøre. Jesus' pointe er åbenbart, at fordi en præst og David en enkelt gang har brudt "det hellige" — det vil sige skuebrødene — for at fylde Davids mave, så må Jesus og hans disciple også gerne bryde "det hellige" — i dette tilfælde sabbatsdagen — for at fylde deres maver.

Hvis man følger Jesus' logik, har Davids brødspiseri givet os fuldmagt til at ignorere ret mange af De Ti Bud: »Husk sabbatsdagen og hold den hellig — med mindre du er sulten«, »Du må ikke have andre guder end mig — med mindre du er sulten«, »Du må ikke begå drab — med mindre du er sulten« o.s.v., o.s.v.

Matthæus og Lukas kopierer store dele af Markusevangeliet, som de bruger i deres egne evangelier. Men både Matthæus og Lukas ændrer kraftigt i historien om kornmarken: Jesus venter på dig

Matthæus 12,3 Men han sagde til dem: »Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd blev sultne,
Matthæus 12,4 hvordan han gik ind i Guds hus og de spiste af skuebrødene, som det hverken var ham eller hans mænd, men kun præsterne tilladt at spise?
Matthæus 12,5 Eller har I ikke læst i loven, at præsterne på selve sabbatten krænker sabbatten i templet og det uden at pådrage sig skyld?
Matthæus 12,6 Men jeg siger jer: Her er noget større end templet!
Matthæus 12,7 Havde I fattet, hvad det betyder: 'Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer,' havde I ikke fordømt de uskyldige.
Matthæus 12,8 For Menneskesønnen er herre over sabbatten."

Lukas 6,3 Jesus svarede dem: »Har I da ikke læst, hvad David gjorde, dengang han og hans mænd blev sultne,
Lukas 6,4 at han gik ind i Guds hus, tog skuebrødene og spiste af dem og gav sine mænd noget, selv om det kun er tilladt præsterne at spise dem?«
Lukas 6,5 Og Jesus sagde til dem: »Menneskesønnen er herre over sabbatten.«

Både Lukas og Matthæus tilføjer, at disciplene spiste af kornet: »Hans disciple blev sultne og begyndte at plukke aks og spise« (Matthæus 12,1) og »og hans disciple gik og plukkede aks, gned dem mellem hænderne og spiste« (Lukas 6,1). Dette er måske for at skabe en forbindelse mellem spisning af korn og spisning af skuebrød?

Både Matthæus og Lukas har fjernet den pinlige hentydning til Ebjatar,(3) og begge evangelister fjerner også den uldne sætning om, at »Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld.«. Reglen om sabbatsdagen er et af De Ti Bud, der er skrevet med Guds egen finger (2 Mosebog 31,18). Man kan ikke bruge en historie om, at David engang har løjet for en præst, til at annullere De Ti Bud.

2 Mosebog 31,18: Da han var færdig med at tale med Moses på Sinajs bjerg, gav han ham Vidnesbyrdets to tavler, stentavler beskrevet med Guds finger.

Både Lukas og Matthæus beholder vendingen »da han og hans mænd blev sultne«, og Lukas (men ikke Matthæus) beholder den vrøvlede bemærkning om, at David »gav sine mænd noget«. Formentlig har både Lukas og Matthæus erkendt, at det netop er dette citat-fusk, der skaber den nødvendige parallel mellem David, der fodrer sine (ikke-eksisterende) mænd, og Jesus, der lader sine disciple spise korn.

Matthæus tilføjer desuden et par ekstra teologiske kanonkugler: »Havde I fattet, hvad det betyder: 'Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer,' havde I ikke fordømt de uskyldige«.

Pave J.P II Det står ikke lysende klart, hvad sammenhængen er mellem det, at disciplene stjæler lidt korn, og »barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtofre« og »fordømt de uskyldige«. Og hvis vi tjekker citatet i Det Gamle Testamente, står der næsten det modsatte:

Hoseas 6,6 Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre.

Gud ønsker ikke barmhjertighed; han vil have Troskab. "Troskab" som f.eks. at overholde sabbatsreglerne og De Ti Bud. Matthæus og Jesus har nemlig citeret fra den græske teksttradition, Septuaginta. Her kommer verset fra Septuaginta i engelsk oversættelse:

Hoseas 6,7 For I will have mercy rather than sacrifice, and the knowledge of God rather than whole-burnt-offerings.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)

Man undrer sig over, hvorfor en jødisk profet (der i parentes bemærket er den samme som Gud) citerer en græsk tekst fra den græske teksttradition over for de jødiske skriftkloge i Galilæa.

Holy smoke! Hvilket sprog er samtalen overhovedet foregået på? Har Jesus citeret Septuaginta på græsk for de rettro jøder? Eller har han lyn-oversat Septuaginta til hebraisk/aramæisk?

Lad os glemme denne pinlige flovser — og i stedet kigge på tyngdepunktet i Matthæus' argumentation: Jesus spørger: »har I ikke læst i loven, at præsterne på selve sabbatten krænker sabbatten i templet og det uden at pådrage sig skyld?« (Matthæus 12,5, citeret for oven).

Her har teologerne kæmpet i århundreder for at finde ud af, hvad det er, farisæerne skulle have »læst i loven«. Der står ingen steder i Det Gamle Testamente noget om, at præsterne »krænker sabbatten i templet« — udover det selvindlysende, at præsterne arbejder på sabbatsdagen.

Jesus' argument er altså, at hvis præsterne må udføre præstearbejde på sabbatsdagen, så må Menneskesønnen også udføre sin mission. Jesus er jo Guds søn, og Guds søns mission (inklusive at stjæle korn) er meget større end præstens arbejde: »Men jeg siger jer: Her er noget større end templet!«

Og dermed er vi fremme ved konklusionen, som alle tre evangelier deler: »Menneskesønnen er herre over sabbatten« (Markus 2,28; Matthæus 12,8; Lukas 6,5). Jesus må bryde alle de regler, han vil, fordi han er Guds søn. Jesus kan alt.

Markus 2,28: Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten."
Matthæus 12,8: For Menneskesønnen er herre over sabbatten."
Lukas 6,5: Og Jesus sagde til dem: "Menneskesønnen er herre over sabbatten."

Det er kun Jesus, der har lov til at bryde sabbatten; der er stadig dødsstraf for os andre.

Har Jesus ophævet Sabbatten?

Jesus
Jesus, malet af en kristen.
I en kappe dyppet i blod og med et skarpt tveægget sværd i munden.

Nu har vi set, hvordan Jesus roder rundt i Ebjatar og Akimelek; hvordan han fusker med citatet om David og hans ikke-eksisterende mænd; hvordan Jesus kommer til at citere fra den græske Bibel; og hvordan hans logik i det hele taget er meget tyndbenet.

Men selvom Jesus vrøvler, er han jo stadig Gud, og Gud har altid ret. Så hvad er konklusionen? Er sabbatten ophævet eller hvad? Lad os give ordet til Jesus, hvor han taler om verdens undergang:

Matthæus 24,16 da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene;
Matthæus 24,17 den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset;
Matthæus 24,18 og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe.
Matthæus 24,19 Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage.
Matthæus 24,20 Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat.
Matthæus 24,21 For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme.

I et af de sidste kapitler taler Jesus om trængslerne ved Dommedag. Den dag vil være det hårdt af flygte, hvis man er ved at føde, give bryst, eller hvis det er vinter. Og naturligvis er det ekstra hårdt at flygte på en sabbat, hvor man ikke må bevæge sige længere end en sabbatsvej, og ikke må bære noget tungere end en tørret figen.

Ifølge Jesus vil sabbatten være der til verdens ende.

 
Guds hånd

Læs også Jesus og sabbatten, del 2 - Rejs dig, tag din båre og gå!

Ressourcer

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3)

Eksemplet med at Markus pladrer rundt i Akimelek og Ebjatar har længe været kendt. Og det kristne trick med at tilføje ordet "tid" har været kendt næsten lige så længe.

I forordet til "Misquoting Jesus" (side 9) fortæller Bart Ehrman om, hvordan han som fundamentalistisk født-påny-kristen studerede græsk og hebraisk eksegese på Princeton. Her skrev han en længere opgave, hvor han brugte mange ord netop på at argumentere for, at den græske originaltekst kunne tolkes til at betyde "Ebjatars tid".

Ehrman's professor skrev kun en enkelt linie som svar på opgaven: "Måske tog Markus bare fejl". Det var denne bemærkning, der åbnede Ehrman's øjne for, at Bibelen måske alligevel ikke var Guds ufejlbarlige ord.

Det er ikke noget nyt i, at personerne dukker op og forsvinder igen, i takt med at forfatteren har brug for dem.

Eric Nineham skriver i en kommentar til netop denne episode, at skriftkloge, farisæere, huse og bjerge er scene-kulisser og baggrundsbilleder. Han lægger dog skylden på "den mundtlige tradition" i stedet for på Markus selv.

»It is idle to ask what the Pharisees were doing in the middle of a cornfield on a sabbath day. The process of oral tradition has formalized the stories, hence the considerable element of truth in the comment: "Scribes and Pharisees appear or disappear just as the compiler requires them. They are part of the stage-property and scenery, like 'the house' and 'the mountain.'«
(Dennis Eric Nineham, Saint Mark, 1977, side 107, fodnoten)

Det er ikke kun Matthæus og Lukas, der bortcensurerer detaljen om Ebjatar fra historien. Tidlige tiders skribenter har også følt, at det var pinligt, og når de kopierede Markusevangeliet, sprang de disse pinlige ord over. Det gælder Codex Bezea fra omkring år 400 og Codex Washingtonianus fra sidst i det fjerde århundrede.

Op til sektion om Jesus