Vidnerne til Opstandelsen

Jesus beder til sig selv I Tårbæk kommune har præsten vakt opstandelse ved at erklære, at han ikke tror på opstandelsen. Det kan man godt forstå, hvis man har læst Bibelen.

På denne side vil vi se på, hvad vi i grunden har af vidner til de utrolige(!) beretninger:

Vidnerne til Korsfæstelsen

De tre synoptiske evangelier beretter om en række mirakler ved korsfæstelsen. Matthæus fortæller, at der var en 3-timers solformørkelse (selvom en solformørkelse højst kan vare 7½ minutter i virkelighedens verden) og et voldsomt jordskælv, der åbnede gravene, så masser af døde hellige blev genoplivede og gik rundt i Jerusalem.

Jesus venter på dig Markus og Lukas kender ikke noget til noget jordskælv eller nogle zombier, men de bekræfter Matthæus i, at der var en 3-timers solformørkelse (selvom der ikke kan ske solformørkelser under påsken). Man kunne tro, det var løgn det hele, men vi har den romerske officer som vidne (med mindre, han var ironisk):

Matthæus 27,51 Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede,
Matthæus 27,52 og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op,
Matthæus 27,53 og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.
Matthæus 27,54 Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: "Sandelig, han var Guds søn."

Det ord, Markus bruger for "officer" i den den græske originaltekst er "kenturiôn" — altså en romersk centurion. De andre evangelier bruger ordet hekatontarches (εκατονταρχης), hvor den første del af ordet, hekaton, betyder hundrede, ligesom i det romerske "centurion". Hundredførere har ledelsen over hundrede mand - ja, Bibelen har selv et eksempel på, at 2 romerske "officerer" var nok til at kommandere over 470 mand (Apostlenes Gerninger 23,23).

Apostlenes Gerninger 23,23: Kommandanten tilkaldte to af sine officerer og sagde: "Fra den tredje time i nat skal I holde to hundrede soldater klar til at afgå til Cæsarea og halvfjerds ryttere og to hundrede spydkastere,"

Det er altså en større hærafdeling, der er kommanderet ud for at ledsage Jesus til korset, og det fremgår da også — især af Lukas — at det har været en hel folkevandring: »En stor folkemængde fulgte ham« (Lukas 23,27), at »folket stod og så på« (Lukas 23,35), og at der strømmede skarer frem, da Jesus døde (Lukas 23,48).

Lukas 23,27: En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham.
Lukas 23,35: Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: "Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte."
Lukas 23,48: Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem.

Johannes kender derimod ikke noget til en centurion med 100 soldater. Johannes fortæller, at der var præcis 4 soldater:

Johannes 19,23 Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst;

Johannes' beretning lyder umiddelbart mere sober: Fire soldater — uden officer — skulle være rigeligt til at eskortere to røvere og en kristus. Dermed forsvinder officeren — vores vigtigste vidne — fra historien, men det gør heller ikke noget, for de begivenheder, han skulle vidne om, forsvinder også!

Johannesevangeliet er skrevet af den discipel, Jesus elskede (Johannes 21,20-24). Denne discipel stod sammen med Jesus' mor og snakkede med Jesus på korset (Johannes 19,26-27), få øjeblikke før Jesus døde (Johannes 19,28-30). Johannesevangeliet skulle altså være skrevet af et øjenvidne, der stod midt i epicentret for et voldsomt jordskælv. Alligevel nævner Johannes hverken nogen solformørkelse, jordskælv, iturevne forhæng, åbne grave eller zombier, der går ned til Jerusalem — og heller ingen officer.

Det var ellers jordskælvet, der overbeviste officeren og hans mænd om, at Jesus var Guds søn: »da officeren og hans folk […] så jordskælvet og det andet, der skete«. Når både jordskælvet, officeren og de fleste af hans folk forsvinder, så er Jesus ikke længere Guds søn.

Johannes 21,20: Da Peter vendte sig om, ser han den discipel følge efter, som Jesus elskede, og som ved måltidet havde siddet lige ved siden af ham og spurgt: Herre, hvem er det, der skal forråde dig?

[. . .]

Johannes 21,24: Det er den discipel, som vidner om dette, og som har skrevet dette, og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt.
Johannes 19,26: Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: "Kvinde, dér er din søn."
Johannes 19,27: Derpå sagde han til disciplen: "Dér er din mor." Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.
Johannes 19,28: Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: "Jeg tørster."
Johannes 19,29: Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund.
Johannes 19,30: Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt." Og han bøjede hovedet og opgav ånden.
Tintin i Soltemplet
Solformørkelse under henrettelsen.
Det trick havde Tintin ikke kunnet lave under påsken. Klik på billedet for forklaringen.

Det pudsige er, at alle tre synoptikere fortæller, at der var et »mørke over hele jorden« fra den 6. time til den 9. time (dvs. fra kl. 12-15), mens Jesus hang på korset (Markus 15,33, Matthæus 27,45, Lukas 23,44), hvorimod Johannes fortæller, at Jesus først begyndte vandringen mod Golgata i 6. time, men åbenbart uden at have problemer med at finde vej i mørket:

Markus 15,33: Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.
Matthæus 27,45: Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.
Lukas 23,44: Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time,

Johannes 19,14 Det var forberedelsesdagen til påsken, ved den sjette time. Pilatus sagde til jøderne: "Her er jeres konge!"
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 19,17 han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata,

Johannes lyder mere tilforladelig end de andre evangelister, men det skal man ikke lade sig narre af: Det er usandsynligt, at vagterne ville tillade Johannes og Jesus' familie at tale med en korsfæstet forbryder. Endnu værre er det, at Johannes påstår, at Pilatus står og diskuterer med ypperstepræsterne foran korset:

Johannes 19,19 Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: "Jesus fra Nazaret, jødernes konge."
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 19,21 Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: "Skriv ikke: 'Jødernes konge', men: 'Han sagde: Jeg er jødernes konge'."
Johannes 19,22 Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg."

Det er selvfølgelig utænkeligt, at den romerske statholder skulle bevæge sig ud til retterstedet — især når Johannes lige har fortalt, at der kun var 4 soldater med. Men vi er helt ovre i eventyrverdenen, når den romerske statholder har håndskrevet et skilt, hvorpå der står, at den dømte var jødernes konge (og uskyldigt offer!). Hvis nogen var jødernes konge, var det romerne eller de lydkonger, romerne udnævnte, og hvis Pilatus virkelig havde skrevet noget sådant vås, ville det være højforræderi mod den romerske kejser og Herodes-klanen. Lige så absurd er det, at ypperstepræsterne skulle deltage: Johannes har selv fortalt, hvordan ypperstepræsterne havde renset sig til sabbatten, og at de ikke engang turde gå ind i Pilatus' borg for ikke at blive urene:

Johannes 18,28 De førte nu Jesus fra Kajfas til statholderens borg. Det var tidligt om morgenen. Selv gik de ikke ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene, men kunne holde påskemåltid.

Først fortæller Johannes, at Pilatus' borg var for uren til de rettro jøder — og nu påstår Johannes, at ypperstepræsterne står på »det sted, som kaldes Hovedskalsted« blandt lig, grave og forbrydere. Så meget for vores "øjenvidne", Johannes.

Derudover var der nogle kvinder, der så på korsfæstelsen. De fire evangelister kan ikke blive enige om, hvad det var for nogle kvinder — bortset fra, at der er masser af Maria'er — men synoptikerne er enige om to ting: (1) at der var mørkt, og (2) at de så til på afstand.

Jesus på korset
Johannes står ved korset sammen med Jesus' mor, men overser en 3 timers solformørkelse.

Markus 15,33 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 15,40 Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome;

Matthæus 27,45 Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.
[.. .. ..] [. . .]
Matthæus 27,55 Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham.
Matthæus 27,56 Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

Lukas 23,44 Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time,
[.. .. ..] [. . .]
Lukas 23,49 Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.

Så meget for de vidner.

Johannes — vores øjenvidne — er som sagt fuldstændigt uenig med de andre evangelister: (1) Der var ikke noget mørke, (2) det var ikke kun kvinder (han var selv med), og (3) de stod alle klos op af korset. Desuden påstår han, (4) at Jesus' mor var tilstede og (5) at det ikke er hende, der hedder Maria, men derimod hendes søster (Jesus' moster).

Johannes 19,25 Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene.
Johannes 19,26 Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: "Kvinde, dér er din søn."

Vidnerne til Gravlægningen

Gravlægningen omtales i Apostlenes Gerninger:

Apost. G. 13,28 Og selv om de ikke fandt noget grundlag for dødsdom, bad de Pilatus om at lade ham henrette.
Apost. G. 13,29 Da de havde udført alt det, der står skrevet om ham, tog de ham ned fra korset og lagde ham i en grav.

Jesus II, Dommedag
Jesus 2: I'll be back

Det ser jo unægteligt ud til, at det er de samme "de"-er, der har fået Jesus dræbt, som har gravlagt ham. Og hvem skulle ellers have gjort det? Hans trofaste disciple var flygtet (Markus 14,50), og de gemte sig bag lukkede døre, indtil Jesus genopstod (Johannes 20,19).

Markus 14,50: Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede.
Johannes 20,19: Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!«

Det giver selvfølgelig et problem for forfatteren af eventyret: Hvis disciplene havde gemt sig, medens romerne begravede Jesus, ville de ikke vide, hvor graven lå - og så stopper historien jo her. Men så — viola — dukker en helt ny og ukendt discipel op.

Lukas 23,50 Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af Rådet og en god og retfærdig mand,
Lukas 23,51 som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort; han var fra Arimatæa, en jødisk by, og han ventede Guds rige.
Lukas 23,52 Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme.
Lukas 23,53 Så tog han det ned, svøbte det i et lagen og lagde ham i en klippegrav, hvor der endnu ikke havde ligget nogen.

Den Helligånd Det var da heldigt, ellers ville ingen vide, hvor Jesus var blevet gravlagt.

Josef af Arimatæa dukker altså op som en anden deus ex machina for at redde historien. Det lyder næsten for godt til at være sandt — og det er det også. Som forklaret i artiklen om langfredag, ville det være umuligt for en rettroende jøde at udføre alt det arbejde før sabbatten — der var nemlig dødsstraf for det. Nu har vi oven i købet fået at vide, at Josef sidder i rådet — og som den eneste ikke har været med til at domfælde Jesus — og alligevel skal vi tro på, at han sætter livet på spil for at begrave en gudsbespotter på sabbatten, medens Jesus' mest trofaste disciple er flygtet.

Værre bliver det, når man tænker på, at Josef kun optræder på dette sted i evangelierne. Ikke en eneste gang i Bibelen læser vi, hvad Josef har sagt og gjort som discipel — før eller efter gravlægningen. Og for at gøre galt værre eksisterer den by, Josef kommer fra, ikke. Byen Arimatæa optræder ingen andre steder, hverken i Bibelen, Talmud eller i virkeligheden.

Igen forsvinder vores vigtigste vidne: Josef af Arimatæa er endnu én af de utallige disciple, der dukker op, når historien kræver det, og forsvinder sporløst igen.

Vidnerne til Genopstandelsen

Her overgår Bibelen sig selv i roderi og selvmodsigelser. Jeg vil derfor henvise til denne praktiske tabel.

Vidnernes troværdighed

Paulus' omvendelse
Paulus ser Jesus.

Det er lige før, der er flere der har set den genopstandne Jesus end Elvis Presley. Men ligesom med Elvis Presley er det ikke alle vidnerne, der er lige overbevisende.

Da Jesus startede sin gerning, troede mange almindelige mennesker, at han var Johannes Døberen (Matthæus 14,1-2), der var genopstået fra de døde, eller den gamle profet, Elias, eller Jeremias eller en helt fjerde profet (Matthæus 16,13-14). Så meget for disse vidners rationelle skepsis.

Matthæus 14,1: På den tid hørte landsfyrsten Herodes rygtet om Jesus,
Matthæus 14,2: og han sagde til sine hoffolk: "Det er Johannes Døber! Han er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham."
Matthæus 16,13: Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: "Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?"
Matthæus 16,14: De svarede: "Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne."
Caravaggio: Den vantro Thomas
Caravaggio: Den vantro Thomas

Den første til at se den genopstandne Jesus var Maria Magdalene. Om hende hører vi, at Jesus tidligere havde drevet syv dæmoner ud af hende (Markus 16,9). Et kronvidne med 7 dæmoner i kroppen — man må sandelig håbe, Jesus fik alle sammen uddrevet.

Markus 16,9: Da Jesus var opstået tidligt om morgenen den første dag i ugen, viste han sig først for Maria Magdalene, som han havde drevet syv dæmoner ud af.

Mange af de første, der så Jesus, kunne ikke kende ham (Lukas 24,15-16, Johannes 20,14, Johannes 21,4-7), og de troede, det var en anden (Johannes 20,15). Måske var det slet ikke Jesus? Eller måske var det dårlige vidner? Eller måske skyldtes det, at Jesus viste sig "i en anden skikkelse"? (Markus 16,12) Og i samme øjeblik de kunne kende ham, blev han usynlig (Lukas 24,31), så måske var det bare en drøm? Og da Jesus viste sig for sine 11 disciple, var der stadig nogle af apostlene, der tvivlede (Matthæus 28,16-17) — hvordan skulle de så kunne overbevise os andre?

Lukas 24,15: Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem.
Lukas 24,16: Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham.
Johannes 20,14: Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus.
Johannes 20,15: Jesus sagde til hende: "Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?" Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: "Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham."
Johannes 21,4: Tidligt om morgenen stod Jesus på strandbredden; disciplene vidste dog ikke, at det var Jesus.
Markus 16,12 Derefter viste han sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de var på vej ud på landet.
Lukas 24,31: Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.
Matthæus 28,16: Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.
Matthæus 28,17: Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede.

Historier bliver jo bedre og bedre, jo oftere de fortælles, og det er betegnende, at Markusevangeliet, der er det ældste evangelium - og det som Lukas og Matthæus bygger på - oprindeligt var meget kortere.

De sidste 12 vers af Markusevangeliet er tilføjet senere. I den oprindelige version var der ingen, der så den genopstandne Jesus - og det sidste vers lyder: »Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange«.

Paulus

Men vi har faktisk et historisk vidne - Paulus. Historien om Paulus' "møde" med Jesus fortælles tre gange i Apostlenes Gerninger 9,3-9; 22,6-11 og 26,12-18:

Apost. G. 22,6 Men undervejs, da jeg ved middagstid nærmede mig Damaskus, skinnede et stærkt lys fra himlen pludselig om mig.
Apost. G. 22,7 Jeg faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?«
Apost. G. 22,8 Jeg spurgte: »Hvem er du, Herre?« Han svarede: »Jeg er Jesus fra Nazaret, som du forfølger.«
Apost. G. 22,9 Mine ledsagere så nok lyset, men hørte ikke røsten, der talte til mig.
Apost. G. 22,10 Jeg spurgte: »Hvad skal jeg gøre, Herre?« Og Herren svarede: »Rejs dig og gå til Damaskus; dér vil man sige dig alt, hvad du er bestemt til at gøre.«
Apost. G. 22,11 Da jeg på grund af denne lysglans ikke kunne se, måtte jeg ledes ved hånden af mine ledsagere og kom så til Damaskus.

Det er jo en anden snak! Paulus "ser lyset" og hører en røst. Folk omkring ham hørte ikke nogen røst - og de har næppe heller set lyset, da de jo ikke blev blindede, men kunne lede Paulus til byen.

Paulus ser lyset
Gustave Doré. Paulus ser lyset.

Det er tydeligt, at Paulus, efter at have mødt de andre disciple, regnede sit "møde" med Jesus for lige så "ægte" som alle andres. Som Paulus skriver i sit Første Korintherbrev:

1 Korinth. 15,5 og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv.

Kefas er Peter.(1)
Det er underligt, at Jesus bliver set af "de tolv" - eftersom Judas allerede var død. Han er måske også genopstået?

1 Korinth. 15,6 Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen.

Hvis en del allerede er døde siden da, må det være sket for længe siden.
Hvorfor står der ikke noget om disse 500 vidner i evangelierne eller i Apostlenes Gerninger?

1 Korinth. 15,7 Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene.
1 Korinth. 15,8 Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig;
1 Korinth. 15,9 for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke.

Selvom Paulus er "den ringeste", har Jesus vel ikke givet ham et "mindre ægte" møde.

Det var altså hvad vores øjenvidne beretter: En stemme, som kun han hørte, og et lysglimt. Ingen Jesus i kød og blod, der kunne spise og drikke — og ikke noget med at »se naglemærkerne i hans hænder og stikke sin finger i naglemærkerne og stikke sin hånd i hans side«.

Konklusion: Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser, men jo mere man kigger på kilderne, jo mere usandsynlig virker opstandelsen.

Eksternt link

Yderligere information


Fodnote: (1)

Det er et åbent spørgsmål, om Peter er den samme som Kefas.

Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas.


Op til sektion om Jesus