Den Salvede Kristus

Samuel salver Saul
Profeten Samuel salver Israels første konge, Saul. Træsnit af Holbein.

Jesus kaldes "Jesus Kristus" så ofte, at man næsten får indtrykket, han hedder Kristus: Jesus Kristus, søn af Josef og Maria Kristus. I virkeligheden er titlen "Kristus" en latinsk staveform af en græsk oversættelse ("Χριστος" eller "Christos") af "Messias", der kommer fra det hebraiske ord "משיח" eller "mashiyakh", der betyder "Den Salvede" (se her for en grundigere forklaring: kristus).

Dette er en hentydning til gamle love, om at præster (2 Mosebog 29,29, 3 Mosebog 4,3), konger (1 Samuel 10,1, billedet til venstre) og enkelte profeter (Esajas 61,1) skal salves som et tegn på deres embede. Da Jesus jo skal være præst og konge og profet, er det altså vigtigt, at han er salvet. Derfor kunne man forvente, at salvingen skete under højtidelige former - og ledsaget af lige så mange mirakler, som hans fødsel, dåb og død. Men sådan er det ikke.

2 Mosebog 29,29: Arons hellige klæder skal hans sønner bære efter ham, når de skal salves og indsættes.
3 Mosebog 4,3: Hvis det er den salvede præst, der synder, så han påfører folket skyld, skal han på grund af den synd, han har begået, bringe Herren en lydefri tyrekalv som syndoffer.
1 Samuel 10,1: Da tog Samuel oliekrukken og hældte olien ud over hans hoved, kyssede ham og sagde: »Nu salver Herren dig til fyrste over sin ejendom."
Esajas 61,1: Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede,

Markus

Lad os starte med Markusevangeliet, der er det ældste af de fire evangelier, og det som Matthæus og Lukas bygger på:

lim
Undgå søm; brug lim.

Markus 14,1 Det var to dage før påske og de usyrede brøds fest. Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at finde ud af, hvordan de kunne gribe Jesus med list og slå ham ihjel.
[.. .. ..][. . .]
Markus 14,3 Da han var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved.
Markus 14,4 Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien?
Markus 14,5 Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende.
Markus 14,6 Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig.
Markus 14,7 De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid.
Markus 14,8 Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen.
Markus 14,9 Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

Det er altså en ukendt kvinde, der uden forklaring hælder olie i hovedet på Jesus - til alle andres store overraskelse. Jesus siger, at historien skal fortælles i hele verden, og »fortælles til minde om hende« - desværre glemmer Markus at fortælle, hvad kvinden hedder!

En anden mærkelig ting er, at Jesus siger »Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen« - han er altså ikke salvet som præst, profet eller konge. Her vi et eksempel på den ironi, der karakteriserer Markus: Jesus lader sig salve til begravelsen på forhånd, fordi han ikke vil være til stede i graven, når kvinderne kommer for at salve hans lig på tredjedagen.

Jesus' hårbalsam er meget dyr. Vi får at vide, at »Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige«, og Bibelen fortæller os, at en denar var en dagløn (Matthæus 20,1-2). Til en pris af over 300 denarer var det altså en hel årsløn, Jesus her fik hældt i hovedet. Penge, der kunne være brugt på de fattige, hvis Jesus ellers gad følge sine egne gode råd.

Matthæus 20,1: For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård.
Matthæus 20,2: Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård.

Og hvad svarer den ydmyge profet så? »De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid«. "De fattige har I jo altid hos jer"! Ja, det tror da pokker, med den slags profeter.

Matthæus

Matthæus kopierer Markus' historie rimeligt nøjagtigt. En forskel er Markus' bemærkning om, at »nogle blev vrede«. I Matthæusevangeliet får vi at vide, hvem dét var:

Matthæus 26,8 Da disciplene så det, blev de vrede og sagde: »Hvorfor ødsle sådan?
Matthæus 26,9 Denne olie kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige."
Matthæus 26,10 Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: "Hvorfor gør I det svært for kvinden? Hun har gjort en god gerning mod mig.
Matthæus 26,10 De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.

Matthæus kan godt lide at skære de ting ud i pap, som Markus nøjes med at antyde. Derfor skriver han, at det var nogle af Jesus' anonyme disciple, der protesterede over, at Jesus blev salvet. Det siger noget om, hvor stor deres respekt for ham var, og hvor lidt de havde forstået af hans evangelium.

En anden diskret detalje er prisen på Jesus' hårbalsam. Nu koster den ikke længere en årsløn, men blot »mange penge«.

En sidste ting er den kritik, Jesus giver sin disciple. De er meget hurtige til at bestemme, hvad kvinden kunne have gjort med sine penge, så Jesus minder om, at de jo bare kunne hjælpe de fattige selv: »De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid«. Matthæus fjerner denne detalje, fordi han ikke bryder sig om, at disciplene bliver kritiseret.

Lukas

Lukas ændrer historien voldsomt. Nu foregår den ikke i Betania, men hos en farisæer i en ukendt by, og Jesus får salvet sine fødder:

Jesus får pedicure
Rubens, Jesus får vasket fødder.

Lukas 14,36 En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet.
Lukas 14,37 Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie,
Lukas 14,38 stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien.
Lukas 14,39 Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.«
Lukas 14,40 Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!«
[.. .. ..] [. . .]
Lukas 14,46 Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie.
Lukas 14,47 Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«
Lukas 14,48 Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.«

Her er der ingen disciple, der protesterer — kun værten selv, og han protesterer over kvindens tilstedeværelse — ikke over salvingen. Det betyder blandt andet, at vi undgår en diskussion om prisen på olien.

lazarus
Lukas 16,19-31: Den fattige Lazarus vugger i Abrahams skød, mens den rige mand pines i Helvede.

Lukas er altid på de fattiges side. Det er i Lukasevangeliet, Jesus siger: »Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres« (Lukas 6,20) og følger det op med veråb over de rige: »Men ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst«. Det er i Lukasevangeliet, Jesus kræver, at hans disciple skal opgive al jordisk ejendom: »Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham« (Lukas 5,11) »Og han lod alt ligge og rejste sig og fulgte ham« (Lukas 5,28) »Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget« (Lukas 14,33). Det er også Lukas, der har historien om Lazarus, der kom i Himlen udelukkende, fordi han var fattig, mens den rige mand havnede i Helvede, udelukkende, fordi han var rig (billedet til højre).

Det altså lige meget, om olien koster 300 denarer eller kun »mange penge«. Det er heller ikke nok, at Matthæus har fjernet den sociale kritik i »og når I vil, kan I gøre godt mod dem«. Jesus' bemærkning: »De fattige har I jo altid hos jer« er simpelthen uacceptabel i Lukasevangeliet. Selv Matthæus' censur er ikke nok for Lukas til at redde dialogen, og derfor er den slettet. Sammen med dialogen forsvinder den kostbare nardusolie, og kvinden salver Jesus' fødder med sine tårer. Det er muligt, at tårer er af guld, men de koster ikke 300 denarer.

En helt anden forskel er, at historien foregår tidligt i Jesus' karriere, Jesus lægger ikke noget specielt symbolsk i salvingen og kommer ikke med hentydninger til sin kommende død.

Johannes

Jesus får pedicure
Jesus får vasket fødder.

Videre til Johannes: Johannes ser ud til at blande historierne sammen. Historien rykkes frem igen til lige før påsken som i Markus og Matthæus, olieprisen er igen oppe på 300 denarer som i Markus, Jesus får salvet sine fødder og tørret dem med kvindens hår som i Lukas, men uden tårer og med nardusolie. Jesus' nedladende bemærkning om de fattige, der var så uacceptabel for Lukas, er genindført i en form, der minder om Matthæus'.

Kvinden er nu Maria — søster til den Lazarus, Jesus genoplivede — og episoden sker i hendes eget hjem, så nu er vi tilbage i Betania, ligesom i Markus og Matthæus.

Johannes 12,1 Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde.
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 12,3 Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie.
Johannes 12,4 Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da:
Johannes 12,5 »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?«
Johannes 12,6 Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den.
Johannes 12,7 Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves.
Johannes 12,8 De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid."

Doré, Jesus genopliver Lazarus
Gustave Doré. Jesus genopvækker Lazarus

Historien foregår hos Lazarus, Martha og Maria. Med andre ord er den kvinde, der salver Jesus, ikke anonym, men én som Jesus allerede kender og elsker (Johannes 11,5). Huset tilhører ikke længere hverken Simon den Spedalske eller en farisæer ved navn Simon, men derimod Lazarus.

Johannes 11,5: Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus.

Dette er ikke de eneste tilføjelser, Johannes ryster ud af ærmet: Markus fortalte, at »nogle blev vrede«, Matthæus fortalte, at det var »disciplene«. Johannes kan derimod oplyse, at det kun var én (1) person, nemlig Judas Iskariot — og Johannes kender oveni købet Judas' inderste tanker: »Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv«.

Ikke bare er Johannes tankelæser, men hvis man har lidt kritisk sans, kan man undre sig over, hvordan Johannes kan kende kvindens navn, eftersom Johannesevangeliet er det nyeste af de fire evangelier, og de tre ældste evangelier ikke kender kvindens navn.

Jesus' reaktion er den stik modsatte af i Markusevangeliet. I Markus siger Jesus: »Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen«. Salven er altså brugt op, og ironien ligger i, at Jesus (og læseren) ved, at hun ikke vil kunne salve ham efter begravelsen, fordi graven vil være tom på tredjedagen. Markus' ironi preller åbenbart af på Johannes, som olien preller af på Jesus. Johannes lader sin Jesus sige, at kvinden skal gemme resten til begravelsen: »Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves«. Det er selvfølgelig noget vås, for i Johannesevangeliet bliver Jesus' lig ikke salvet af Maria, men af Josef fra Arimatæa og Nikodemus. Se denne fikse tabel over selvmodsigelser, eller spørg din lokale præst / shaman.

En sidste detalje er, at Johannes placerer handlingen seks dage før påsken, i modsætning til Markus og Matthæus, der skrev to dage. Den slags detaljer er skam vigtige i betragtning af, hvor stor en del af evangelierne begivenhederne op til Jesus' korsfæstelse fylder, og i betragtning af, at de enkelte påskedage fejres den dag i dag.

Opsummering

De tre historier kunne dårligt være mere forskellige - bortset fra at Lukas' farisæer rent tilfældigt også hedder Simon. Lad os opsummere:

 Markus & MatthæusLukasJohannes
Hvornår foregår det?2 dage før Jesus' dødTidligt i Jesus' karriere6 dage før Jesus' død
Før eller efter indtoget i Jerusalem?EfterFørFør
Hvor foregår det?Simon den Spedalskes hus i BetaniaFarisæeren Simons hus, ukendt byLazarus og Marias hus i Betania
Hvem er kvinden?UkendtEn synderindeMaria, Lazarus' søster
Hvad salves?Jesus' hovedJesus' fødderJesus' fødder
Hvem protesterer?Markus: "Nogle"
Matthæus: Nogle disciple
Farisæeren SimonJudas Iskariot
Hvorfor protesteres?Spild af pengeKvinden er uværdigJudas var en tyv
Jesus' reaktionMit legeme er salvet til begravelsenDine synder er tilgivetGem salven til min begravelse

Den bedste opsummering fås i denne historie om to amerikanske teenage-piger. Historien er fra det virkelige liv, men jeg kan desværre ikke give detaljer, da den er fra et lukket forum. Jeg har oversat den så ordret, jeg kunne:

De er teenagere, som aldrig har været til gudstjeneste i hele deres liv. Så de var nødt til at gå i søndagsskole, og historien var om Jesus, der fik sine fødder salvet med den dyreste olie, de kunne finde, mens Judas fortæller dem, at de kunne mætte hele familier for prisen på det her skidt, og Jesus' reaktion er "Og hvad så, jeg er Jesus". De tænkte: "Wow, Jesus er et rigtigt røvhul".

Yderligere information


Op til sektion om Jesus