Josva var Moses' efterfølger, og han er i dag mest kendt for folkemordet i Jeriko, hvor han dræbte kvinder og børn, ja selv dyrene: »Med sværdet lagde de band på alle, der var i byen, både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler.« (Josva 6,21)
Denne Josva nævnes to gange i Det Nye Testamente.
Hvis vi ser på, hvordan et af disse vers er blevet oversat i danske Bibel fra 1992 og i den engelske King James fra 1611, opdager vi en mærkelig ting:
Apost. G. 7,45 Det telt overtog vore fædre, og de bragte det med sig, da de under Josva tog landet i besiddelse efter de folkeslag, som Gud drev bort foran vore fædre, og sådan var det indtil Davids tid.
(Dansk Bibel, 1992)
Apost. G. 7,45 Which also our fathers that came after brought in with Jesus into the possession of the Gentiles, whom God drave out before the face of our fathers, unto the days of David;
(King James Bible, 1611)
Det underlige er, at i den danske Bibel handler verset om Josva, men i den engelske handler det om Jesus. Dette gælder også for det andet af de to vers, hvor Josva omtales:
Hebræerne 4,8 For hvis Josva havde ført dem ind til hvilen, ville Gud ikke senere have talt om en anden dag.
(Dansk Bibel, 1992)
Hebræerne 4,8 For if Jesus had given them rest, then would he not afterward have spoken of another day.
(King James Bible, 1611)
Hvad er nu det for noget rod? Kan Bibelen ikke engang kende forskel på massemorderen Josva og fredsfyrsten Jesus?
Det er ikke så underligt, at oversætterne tager fejl - Josva og Jesus er nemlig det samme navn. Josva hed oprindeligt Hoshea ("frelse"), men Moses ændrede hans navn til Yehoshua ("Gud/Jahve er frelse")
|
| Biblia Pauperum. Tre typer på dåben. Nr. 1: Moses leder Israel gennem Det Røde Hav Nr. 3: Moses budbringere vender tilbage med druer fra den anden side af Jordan. Kun gennem dåben kan Israel komme til det forjættede land. Nr. 2 (i midten): Jesus døbes. |
4 Mosebog 13,16 Det var navnene på de mænd, Moses sendte af sted for at udspejde landet. Moses gav Nuns søn Hosea navnet Josva.
Sirak 46,1 En vældig kriger var Josva, Nuns søn, Moses' efterfølger som profet; han blev, som hans navn siger, de udvalgtes store frelser, som hævnede sig på de fjender, der rejste sig mod folket, så han kunne give Israel landet i eje.
Der er andre Josva'er i Det Gamle Testamente, der i flæng staves "Yehoshua" og "Yeshua". I mange hundrede år brugte kirken en græsk udgave af Det Gamle Testamente, den såkaldte Septuaginta, og på græsk har Jesus af Nazaret præcis samme navn som Josva, Nuns søn. På græsk staves begge navne Ιησους, og med danske bogstaver Iesous.
I Septuaginta hedder Josva, søn af Nun/Nauê, Iesous Nauê.
|
| Den originale King James Bibel fra 1611 gør i marginen opmærksom på, at"Jesus" skal læses som "Iosuah". |
Det er altså ikke, fordi oversætterne af King James Bible i 1611 var dummere end Bibelselskabet — tværtimod. Oversættelsen af King James er bare langt mere konsekvent end den danske, idet alle de mange Josva'er, der optræder i græske tekster (det vil sige Det Nye Testamente og Apokryferne) konsekvent oversættes til Jesus. For at undgå forvirring forklarer man i marginen, at lige netop denne Jesus er ham, der hedder Josva i Det Gamle Testamente: "That is, Iosuah".
Citatet foroven (Hebræerne 4,8) viser, at Jesus og Josva har andet tilfælles end bare deres navne. Det lange afsnit, der starter med Hebræerne 3,7 og har overskriften »Hvilen for Guds folk«, handler om, hvorledes Gud blev sur på jøderne i de 40 år, de vandrede i ørkenen, og svor på, at de ikke skulle komme ind til hans hvile. Den gamle Iesous var altså ikke i stand til at føre Guds gamle folk ind i Guds sabbatshvile, men den nye Iesous er heldigvis meget bedre end den gamle.
Lad os opsummere:
Konklusion: Ved at bruge navnet Jesus, viser forfatterne, at deres hovedperson erstatter Moses og vil lede Israels fortabte får ind i det nye forjættede land.
