Jesus' karriere starter, da han bliver døbt af Johannes Døberen. Denne vigtige begivenhed beskrives vidt forskelligt af de fire evangelister. Lad os følge, hvordan historien udvikler sig, efterhånden som den fortælles af fire evangelister med hver sin dagsorden.
Markusevangeliet er det ældste af evangelierne, og er det evangelium, som Matthæus og Lukas bygger på. Her ser vi altså den mest oprindelige udgave af historien. I Markusevangeliet er Jesus meget menneskelig - han er faktisk bare en profet, der er lidt dygtigere end profeterne i Det Gamle Testamente:
|
|
| Jesus bliver døbt. Tilskrevet Bernt Notke. |
Markus 1,4 – således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 1,7 Og han prædikede: »Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 1,9 I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan.
Markus 1,10 Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due;
Markus 1,11 og der lød en røst fra himlene: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«
Jesus bliver døbt, himmelen sættes i bevægelse, og Guds røst lyder hen over folket. Det besynderlige er, at Gud citerer Esajas:
Esajas 42,1 Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag. Jeg lader min ånd komme over ham, og han skal bringe ret til folkene.
Der er dog nogle teologiske problemer:
I Esajas-citatet taler Gud om »min tjener, […] min udvalgte«. Hvordan kan Jesus være Guds tjener, hvis begge er en del af Treenigheden? Hvordan kan Gud "udvælge" Jesus, hvis Jesus er Guds enbårne søn? Har Gud flere enbårne sønner "på lager" som han kan udvælge fra?
Disse ubehagelige spørgsmål undgår Markus på den sædvanlige måde - nemlig ved at forfalske citatet. I Markus 1,11 (citeret foroven) er hentydningerne til »min tjener« og »min udvalgte« fjernet.
Johannes prædiker "omvendelsesdåb til syndernes forladelse." (vers 4). Hvorfor skal Jesus have syndsforladelse, hvis han er Guds jomfrufødte søn?
Johannes taler om en efterfølger, "som er stærkere end jeg" (vers 7). Der er dog ingen tegn på, at han genkender Jesus.
Jesus bliver først fyldt af Helligånden efter dåben, hvilket kan undre, da den moderne kristendom hævder, at Faderen, Sønnen og Helligånden er samme væsen.
Der står ikke noget om, at nogen af tilskuerne ser noget til miraklerne; »Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig« Jesus har fået en personlig, religiøs oplevelse. Bemærk, at Gud kun taler til Jesus: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!« Masser af mystikere verden over har haft lignende - eller endnu mere storslåede - "visioner".
Med andre ord: Hvis man kun læser Markus, og ikke de andre evangelier, kunne man få det indtryk, at Jesus var et almindeligt menneske, der først blev adopteret af Gud ved dåben.
Hebræerne 1,5 For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: Du er min søn, jeg har født dig i dag, og et andet sted: Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn?
Matthæus er et nyere testamente end Markus, og her er Jesus ikke længere et "adopteret" menneske. Jesus er nu Guds enbårne søn - født af en jomfru.
Det
giver selvfølgelig et problem for Matthæus. Han vil jo gerne have historien om dåben med,
men det er jo lidt pinligt, at Guds søn bliver døbt af et almindeligt menneske.
Historien må derfor tilpasses. I Matthæusevangeliet går Johannes ikke længere og prædiker »omvendelsesdåb til syndernes forladelse«. Som Guds søn behøver Jesus naturligvis ikke syndsforladelse, så Matthæus kommer ikke ind på, hvad det er Johannes prædiker - han prædiker bare.
Matthæus 3,1 I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken:
[.. .. ..] [...]
Matthæus 3,13 Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham.
Matthæus 3,14 Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?«
Matthæus 3,15 Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham.
Matthæus 3,16 Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig;
Matthæus 3,17 og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«
Man fornemmer næsten forfatteren sidde og krympe sig af pinlighed: Johannes nægter at døbe Jesus, og Jesus kommer med noget plidderpladder om at »opfylde al retfærdighed«. Det ender dog med, at Jesus bliver døbt, og vi får historien om Helligånden og den guddommelige røst med.
Bemærk, at denne gang ser alle vidnerne himlen åbne sig: »og se, himlene åbnede sig over ham«, og den guddommelige røst siger nu »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« i stedet for »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!« Det er altså ikke længere en personlig meddelelse, som kun Jesus hører, men en besked til alle tilskuerne.
Lukas har samme problem med Jesus' guddommelighed, men han har den fordel frem for Matthæus, at han skriver
for et overvejende græsk publikum og derfor ikke er så afhængig af at have Johannes Døberen med i historien.
Derfor bliver historien nu for alvor ændret:
Lukas 3,20 så føjede Herodes til alt det andet også det, at han lod Johannes kaste i fængsel.
Lukas 3,21 Og det skete, da hele folket lod sig døbe, og også Jesus blev døbt, og mens han bad, at himlen åbnedes
Lukas 3,22 og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«
Lukas lader altså Herodes Antipas smide Johannes Døberen i fængsel, inden Jesus er blevet døbt.
Hvem var det så, der døbte Jesus? Det får vi ikke at vide, og Lukas er åbenbart ligeglad, bare vi får historien med om Helligånden og Guds røst.
I Johannesevangeliet er Jesus ikke bare Guds søn - han er Ordet, han er Gud selv. Derfor er der absolut ingen, der er værdige til at døbe Jesus. På den anden side skal vi jo gerne lige have historien om Helligånden og Guds røst med.
|
| Leonardo da Vinci. Jesus og Johannes Døberen som børn (90 KB). |
Løsningen er derfor at lade Johannes Døberen vidne om Jesus:
Johannes 1,32 Og Johannes vidnede: »Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham.
Johannes 1,33 Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden.
Johannes 1,34 Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn.«
Hokus pokus. Guds søn er alligevel ikke blevet døbt, men vi har stadig et vidne om Helligånden og Guds røst.
Bemærk også Johannes' ord: »Jeg kendte ham ikke«, selvom Lukasevangeliet Lukas 1,36: Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; fortæller, at Jesus' og Johannes' mødre var nære slægtninge, der boede sammen under deres graviditet (se billedet til højre).
|
| Biblia Pauperum. Til venstre døbes Jesus af Johannes, der er iklædt kamelhår (140 KB) |
Efter dåben driver Ånden Jesus ud i ørkene, hvor han bliver i 40 dage.
I Markus-evangeliet bliver der sørget for, at han får noget spise: »og englene sørgede for ham« (Markus 1,13).
Markus vil åbenbart gerne have en parallel til profeten Elias,
der blev fodret af en engel, inden han gik 40 dage i ørkenen
(1 Kongebog 19,4-8).
1 Kongebog 19,4: Selv vandrede han en dagsrejse ud i ørkenen og gik hen og satte sig under en gyvelbusk; han bad om at måtte dø og sagde: "Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre."
1 Kongebog 19,5: Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken. Men en engel rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis!"
1 Kongebog 19,6: Da han så sig om, var der et nybagt brød og en krukke med vand ved hans hoved. Han spiste og drak, og så lagde han sig igen.
1 Kongebog 19,7: Men Herrens engel rørte ved ham for anden gang og sagde: "Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig."
1 Kongebog 19,8: Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet gik han i fyrre dage og fyrre nætter, til han nåede frem til Guds bjerg Horeb.
Elias' 40-dages faste var en kopi af de 40 dage Moses fastede på bjerget. Elias's spadseretur endte netop på Guds bjerg Horeb — altså det samme bjerg, hvor Moses fastede i 40 dage og modtog De Ti Bud.
I Matthæus- og Lukasevangeliet får Jesus ikke noget at spise. Matthæus synes nemlig, det er vigtigere, at
at tegne en parallel mellem Jesus og Moses. Jøderne fristede
Moses i ørkenen, derfor retter Matthæus i Markus' historie
og udpensler, hvordan Jesus blev fristet af Fanden i ørkenen.
Derfor får Jesus først mad på den 40. dag, ligesom Moses fastede 40 dage og fyrre nætter på bjerget.
Hvis Jesus var velnæret af englemad, ville det ikke have været så imponerende, at han afviste Fandens fristelser
(Matthæus 4,2-11).
Matthæus 4,2: Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult.
[. . .]
Matthæus 4,11: Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Johannes er derimod lodret uenig med alle tre evangelist-kollager: Jesus var slet ikke i ørkeken — for tre dage efter dåben tog Jesus til bryllup i Kana.
Konklusion: Historien om Jesus' dåb er et godt eksempel på, hvordan den enkelte forfatter kan ændre indholdet til at passe til sin egen dagsorden.
