Jesus' Dåb

Jesus' karriere starter, da han bliver døbt af Johannes Døberen. Denne vigtige begivenhed beskrives vidt forskelligt af de fire evangelister. Lad os følge, hvordan historien udvikler sig, efterhånden som den fortælles af fire evangelister med hver sin dagsorden.

Markus

Markusevangeliet er det ældste af evangelierne, og er det evangelium, som Matthæus og Lukas bygger på. Her ser vi altså den mest oprindelige udgave af historien. I Markusevangeliet er Jesus meget menneskelig - han er faktisk bare en profet, der er lidt dygtigere end profeterne i Det Gamle Testamente:

Johannes Døberen og Treenigheden
Jesus bliver døbt. Tilskrevet Bernt Notke.

Markus 1,4 - således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 1,7 Og han prædikede: »Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 1,9 I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan.
Markus 1,10 Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due;
Markus 1,11 og der lød en røst fra himlene: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«

Jesus bliver døbt, himmelen sættes i bevægelse, og Guds røst lyder hen over folket. Det besynderlige er, at Gud citerer Esajas:

Esajas 42,1 Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag. Jeg lader min ånd komme over ham, og han skal bringe ret til folkene.

Dette tidlige evangelium giver dog nogle teologiske problemer for det senere Jesus-billede:

Med andre ord: Hvis man kun læser Markus, og ikke de andre evangelier, kunne man få det indtryk, at Jesus var et almindeligt menneske, der først blev adopteret af Gud ved dåben.

Hebræerne 5,5 Således gav heller ikke Kristus sig selv den ære at være ypperstepræst, men det gjorde Gud, som sagde til ham: Du er min søn, jeg har født dig i dag,

Iøvrigt laver Bibelselskabet deres sædvanlige fusk, når de skriver, at ånden dalede ned over Jesus. Ordet der bruges på græsk er "eis", der bedst oversættes med "ind i". Jesus bliver døbt af Johannes i (eis) Jordanfloden (Markus 1,9), ånden daler ind i (eis) Jesus (1,10), ånden driver Jesus ind i (eis) ødemarken (1,12), og efter 40 dage kommer Jesus ind i (eis) Galilæa (1,14). Se evt. Markus kapitel 1 på græsk. Vask dine synder væk med Jesus

Ånden (og der står vel at mærke ikke Helligånd) trænger altså ind i Jesus og besætter ham. Som Robert M. Fowler skriver i sin bog om Markusevangeliet:(1)

[…] Markus skildrer for os en person, der bliver invaderet og besat af en ånd. I Markus bliver Jesus ånde-besat. Se, for eksempel, Markus 1,12, hvor ånden inde i Jesus kaster ham ud (ekballô) i ørkenen. Jesus har ikke så meget erhvervet en ånd; det er snarere en ånd, der har erhvervet Jesus. I dåbs-scenen lægger Markus grundlaget for en debat, der vil opstå senere i evangeliet. Hvorvidt Jesus er ånde-besat er ikke et spørgsmål i Markus, men snarere, om ånden i ham er god eller ond, fra Gud eller Satan (Markus 3,20-35). Fortælleren forklarer intetsteds udtrykkeligt karakteren af Jesus' ånde-besættelse, men giver masser af spor, for at læseren skal kunne løse gåden.«(1)

Det er derfor, Jesus' familie tror, han er tosset.

Matthæus

Jesus døbes
Ravenna, ca. år 500:
Jesus døbes

Matthæus er et nyere testamente end Markus, og her er Jesus ikke længere et "adopteret" menneske. Jesus er nu Guds enbårne søn - født af en jomfru.

Det giver selvfølgelig et problem for Matthæus. Han vil jo gerne have historien om dåben med, men det er jo lidt pinligt, at Guds søn bliver døbt af et almindeligt menneske.

Historien må derfor tilpasses. I Matthæusevangeliet går Johannes ikke længere og prædiker »omvendelsesdåb til syndernes forladelse«. Som Guds søn behøver Jesus naturligvis ikke syndsforladelse, så Matthæus kommer ikke ind på, hvad det er Johannes prædiker - han prædiker bare.

Matthæus 3,1 I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken:
[.. .. ..] [...]
Matthæus 3,13 Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham.
Matthæus 3,14 Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?«
Matthæus 3,15 Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham.
Matthæus 3,16 Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig;
Matthæus 3,17 og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«

Man fornemmer næsten forfatteren sidde og krympe sig af pinlighed: Johannes nægter at døbe Jesus, og Jesus kommer med noget plidderpladder om at »opfylde al retfærdighed«. Det ender dog med, at Jesus bliver døbt, og vi får historien om Helligånden og den guddommelige røst med.

Matthæus ændrer også teksten, så at det ikke bare er en tilfældig ånd, der trænger ind i Jesus, men at det er »Guds ånd«, der kommer over Jesus.

I denne version af historien ser alle vidnerne himlen åbne sig: »og se, himlene åbnede sig over ham«, og den guddommelige røst siger nu »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« i stedet for »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!« Det er altså ikke længere en personlig meddelelse, som kun Jesus hører, men en besked til alle tilskuerne.

Lukas

Jesus i badet Lukas har samme problem med Jesus' guddommelighed, men han har den fordel frem for Matthæus, at han skriver for et overvejende græsk publikum og derfor ikke er så afhængig af at have Johannes Døberen med i historien.

Derfor får Lukas den geniale idé, at smide Johannes Døberen i fængsel, inden Jesus bliver døbt:

Lukas 3,20 så føjede Herodes til alt det andet også det, at han lod Johannes kaste i fængsel.
Lukas 3,21 Og det skete, da hele folket lod sig døbe, og også Jesus blev døbt, og mens han bad, at himlen åbnedes
Lukas 3,22 og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«

Nu er ånden ikke længere bare en ånd (som i Markus) eller en »Guds ånd« (som i Matthæus) — det er selveste Helligånden med stort H. Og den daler ikke bare ned "(lige)som en due", men i »legemlig skikkelse som en due«. Men hvem var det så, der døbte Jesus? Det får vi ikke at vide, og Lukas er åbenbart ligeglad, bare vi får historien med om (Hellig)ånden og Guds røst.

Men desværre glemmer Lukas at rette i sit næste værk, Apostlenes Gerninger. Her står der nemlig tydeligt, at Jesus var blevet døbt af Johannes:

Apost. G. 1,21 Derfor bør en af de mænd, som var sammen med os hele tiden, mens Herren Jesus gik ind og ud hos os,
Apost. G. 1,22 lige fra Johannes' dåb indtil den dag, han blev taget op til himlen fra os - en af dem bør sammen med os være vidne om hans opstandelse."

Hvad mener Lukas i grunden? Var Johannes røget i fængsel? Eller har han døbt Jesus? Hvis der med "Johannes' dåb" hentydes til Jesus' dåb, så var ingen af disciplene med. Hvis der hentydes til dåb af andre mennesker, før Johannes røg i fængsel, og før Jesus blev døbt af "en eller anden", så er problemet, at Jesus ikke selv har været tilstede »lige fra Johannes' dåb«.

Johannes

Jesus og Johannes Døberen
Leonardo da Vinci. Jesus og Johannes Døberen som børn (90 KB).

I Johannesevangeliet er Jesus ikke bare Guds søn - han er Ordet, han er Gud selv. Derfor er der absolut ingen, der er værdige til at døbe Jesus. På den anden side skal vi jo gerne lige have historien om Helligånden og Guds røst med.

Løsningen er derfor at lade Johannes Døberen vidne om Jesus:

Johannes 1,32 Og Johannes vidnede: »Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham.
Johannes 1,33 Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden.
Johannes 1,34 Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn.«

Hokus pokus. Guds søn er alligevel ikke blevet døbt, men vi har stadig et vidne om Helligånden og Guds røst.

Bemærk også Johannes' ord: »Jeg kendte ham ikke«, selvom Lukasevangeliet fortæller, at Jesus' og Johannes' mødre var nære slægtninge, der boede sammen under deres graviditet (se billedet til højre).

Lukas 1,36: Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned;

Efter Dåben

Tre typer på dåben
Biblia Pauperum. Til venstre døbes Jesus af Johannes, der er iklædt kamelhår

Efter dåben er Johannes Døberen overflødig for historien, så forfatteren lader Herodes slå Johannes ihjel. For at give Jesus — Universets Skaber — en undskyldning for ikke at kunne frelse Johannes, driver Ånden i mellemtiden Jesus ud i ørkenen, hvor han bliver i 40 dage.

I Markus-evangeliet bliver der sørget for, at han får noget spise: »og englene sørgede for ham« (Markus 1,13). Markus vil åbenbart gerne have en parallel til profeten Elias, der blev fodret af en engel, inden han gik 40 dage i ørkenen (1 Kongebog 19,4-8).

1 Kongebog 19,4: Selv vandrede han en dagsrejse ud i ørkenen og gik hen og satte sig under en gyvelbusk; han bad om at måtte dø og sagde: "Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre."
1 Kongebog 19,5: Så lagde han sig ned og faldt i søvn under gyvelbusken. Men en engel rørte ved ham og sagde: "Stå op og spis!"
1 Kongebog 19,6: Da han så sig om, var der et nybagt brød og en krukke med vand ved hans hoved. Han spiste og drak, og så lagde han sig igen.
1 Kongebog 19,7: Men Herrens engel rørte ved ham for anden gang og sagde: "Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig."
1 Kongebog 19,8: Så stod han op og spiste og drak. Styrket af måltidet gik han i fyrre dage og fyrre nætter, til han nåede frem til Guds bjerg Horeb.

Elias' 40-dages faste var en kopi af de 40 dage Moses fastede på bjerget. Elias's spadseretur endte netop på »Guds bjerg Horeb« — altså det samme bjerg, hvor Moses fastede i 40 dage og modtog De Ti Bud.

I Matthæus- og Lukasevangeliet får Jesus ikke noget at spise. Matthæus synes nemlig, det er vigtigere, at tegne en parallel mellem Jesus og Moses. Jøderne fristede Moses i ørkenen, derfor retter Matthæus i Markus' historie og udpensler, hvordan Jesus blev fristet af Fanden i ørkenen. Derfor får Jesus først mad på den 40. dag, ligesom Moses fastede fyrre dage og fyrre nætter på bjerget. Hvis Jesus var velnæret af englemad, ville det ikke have været så imponerende, at han afviste Fandens fristelser (Matthæus 4,2-11).

Matthæus 4,2: Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult.


[. . .]

Matthæus 4,11: Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Johannes er derimod lodret uenig med alle tre evangelist-kollager: Jesus var slet ikke i ørkenen — for tre dage efter dåben tog Jesus til bryllup i Kana.

Konklusion: Historien om Jesus' dåb er et godt eksempel på, hvordan den enkelte forfatter kan ændre indholdet til at passe til sin egen dagsorden.

 
Guds hånd

Efter at Jesus har "fået ånden", tror hans familie, han er blevet tosset.

Yderligere information


Fodnoter: (1)

Min oversættelse af: »[…] Mark is portraying for us a person being invaded and possessed by a spirit. In Mark, Jesus becomes spirit-possessed. See, for example, Mark 1:12, where the spirit within Jesus throws him out (ekballô) into the desert. Jesus has not so much acquired a spirit; rather, a spirit has acquired Jesus. In the baptism scene Mark is laying the basis for a debate that will arise later in the Gospel. Whether Jesus is spirit-possessed is not a question in Mark, but rather whether the spirit in him is good or evil, from God or Satan (Mark 3:20-35). The storyteller nowhere clarifies explicitly the nature of Jesus' spirit possession but provides ample clues for the reader to figure out the puzzle.«.
Robert M. Fowler, Let the reader understand: reader-response criticism and the Gospel of Mark, side 16.

Op til sektion om Jesus