Bespisningerne i Ørkenen

Jesus fodrer 5,000 mennesker med syv brød og to fisk
Jesus mætter 5.000 mennesker med 5 brød og 2 fisk.

Jesus udførte så mange mirakler, at Bibelen ikke engang kan overkomme at fortælle om dem (Johannes 20,30), ja der ville slet ikke være plads i hele verden til alle de bøger, det ville kræve at beskrive alle Jesus' mirakler (Johannes 21,25).

Johannes 20,30: Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog.
Johannes 21,25: Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.

Der er dog et bestemt mirakel, der skiller sig ud fra de andre, nemlig bespisningen i ørkenen: Denne undergerning er nemlig beskrevet i alle fire evangelier.(1)

Markus 6,41 Og han tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, for at de skulle dele ud til folk; også de to fisk delte han ud til alle.
Markus 6,42 Og alle spiste og blev mætte;
Markus 6,43 og de samlede stykker sammen, også af fiskene, tolv kurve fulde.
Markus 6,44 Det var fem tusind mænd, der havde spist.

Det mærkelige er, at historien åbenbart bliver gentaget. Mindre end to kapitler senere udfører Jesus tricket en gang til. Lidt færre mænd, lidt flere brød og lidt mindre mad tilovers; men alligevel samme historie:

Markus 8,6 Så lod han skaren sætte sig på jorden; og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, for at de skulle dele dem ud; og de delte dem ud til skaren.
Markus 8,7 De havde også et par småfisk; og han velsignede dem og sagde, at de også skulle dele dem ud.
Markus 8,8 Og de spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, syv kurve fulde.
Markus 8,9 Der var omkring fire tusind til stede. Og han sendte dem bort.

Bespisningen i ørkenen
Fem brød og to fisk

Denne "dobbeltkonfekt" har forårsaget teologiske panderynker i mange hundrede år.

Men uanset hvad der oprindeligt har stået i et hypotetisk "Ur-Markus", og uanset hvad en historisk Jesus har gjort "i virkeligheden", kommer vi ikke udenom, at i Bibelen, som vi kender den, er begge bespisninger en integreret del af historien.

Jesus holder nemlig en slags eksamen for sine tolv apostle bagefter: »Husker I ikke, da jeg brød de fem brød til de fem tusind, […] Eller dengang med de syv brød til de fire tusind« (Markus 8,17-21).

En anden diskret forskel på de to episoder er, at Jesus »velsignede« maden den ene gang, hvorimod han »takkede« den anden gang.
Sproget minder meget, om Jesus' ord ved den sidste nadver:

De to bespisningerDen sidste nadver (Markus 14,22-23)
Og han tog de fem brød […] og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: "Tag det; dette er mit legeme."

Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det.

og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem,

Markus har tydeligvis en idé med det, han skriver. Så hvorfor gentager Jesus miraklet?

For jøde, først, og for græker

Jesus og den kana'anæiske kvinde/hund
Den ikke-jødiske kvinde bliver tvunget til at spille hund.

Det er typisk for Markus, at man aldrig helt ved, hvor historien foregår. Vi tager dog næppe fejl, hvis vi går ud fra, at Jesus i kapitel 6 befinder sig i det jødiske Galilæa. I næste kapitel er Jesus igen oppe et skændes med farisæere og skriftkloge, og diskussionen ender med, at han kalder skarerne sammen for at forklare dem, at de roligt kan ignorere Moselovens regler om rent og urent. Denne belæring ville have været ret overflødig, hvis Jesus havde opholdt sig blandt ikke-jøder. Den første bespisning er altså for jøder.

Men herefter forlader Jesus jødisk territorium »og drog til egnen ved Tyrus« (Markus 7,24). Her bliver han antastet af kvinde, hvis datter er syg. Kvinden var græker.(2)

Markus 7,26 Kvinden var græker,(2) syrisk-fønikisk af nationalitet; og hun blev ved med at anmode ham om at uddrive dæmonen af hendes datter.
Markus 7,27 Men han begyndte med at sige til hende: "Lad først børnene blive mætte, for det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde."
Markus 7,28 Men som svar sagde hun til ham: "Du har ret, herre, og dog æder de små hunde under bordet af de små børns smuler."
Markus 7,29 Så sagde han til hende: "Fordi du sagde dette, da gå blot; dæmonen har forladt din datter."
(Jehovas Vidner / Ny Verden)

Svin
Forrige gang Jesus var i Dekapolis, uddrev han en flok dæmoner af en mand. Til højre i billedet står de 2,000 grise, der døde under uddrivelsen.

Historien viser Jesus fra en usympatisk side: Jesus frelser kun jøder, så han kalder kvinden for en hund — en hund der ikke må spise "børnenes brød": »det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde«, og kvinden er nødt til at gå med på "spøgen" og spille hund for sin datters skyld: »Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber«.

Herefter tager Jesus videre til Dekapolis (Markus 7,31), hvor indbyggerne er ikke-jøder. Det kan læseren regne ud, dels fordi navnet på de ti byer, Dekapolis, er græsk, og dels fordi Jesus allerede tidligere har besøgt stedet, hvor han slog 2,000 af deres grise ihjel (billedet til venstre).

Markus 7,31: Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis.

Det er altså disse græsktalende, grisespisende ikke-jøder, der får glæde af, at Jesus gentager miraklet.

Jesus har åbenbart fortrudt sine hårde ord til den græske kvinde, og efter at han har mættet "børnene" (Israelerne) er han nu parat til at give "hundene under bordet", de "smuler, børnene har tabt". Derfor gentager han miraklet (Markus 8,6-9, citeret foroven).

Dermed lever Jesus op til Paulus' ord om »for jøde, først, og for græker« (Romerne 1,16; 2,9; 2,10).

Romerne 1,16: det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.
Romerne 2,9: Nød og angst rammer hvert menneske, som gør det onde, både jøde, først, og græker;
Romerne 2,10: herlighed og ære og fred får enhver, som gør det gode, både jøde, først, og græker.

Se evt. hvordan Matthæus gør Jesus endnu mere usympatisk.

Hvad betyder tallene?

Jesus fisk

Det er et fast tema i Markusevangeliet, at Jesus' disciple er nogle blinde paphoveder, der intet forstår.

Kort efter de to bespisninger har disciplene igen glemt at sørge for brød: »De havde glemt at tage brød med« (8,14). Jesus snakker om (symbolsk) surdej, og disciplene tror, han snakker om det brød, de har glemt. Jesus' ord går hen over hovedet på apostlene, og deres dumhed går hen over hovedet på ham. Tilsidst går deres dumhed op for Jesus, »Da Jesus blev klar over det« (8,17), og han skælder ud og underkaster dem en lille eksamen:

Markus 8,18 Kan I ikke se, skønt I har øjne? Kan I ikke høre, skønt I har ører? Husker I ikke,
Markus 8,19 da jeg brød de fem brød til de fem tusind, hvor mange kurve fulde af stykker I da samlede?" "Tolv," svarede de.
Markus 8,20 "Eller dengang med de syv brød til de fire tusind, hvor mange kurve fulde af stykker I da samlede?" "Syv," svarede de.
Markus 8,21 Og han sagde til dem: "Forstår I endnu ikke?"

Jesus er tydeligvis både vred og skuffet over de blinde disciple: »Kan I endnu ikke fatte eller forstå? Er jeres hjerte så forhærdet«. En mulig fortolkning på episoden (og Jesus' vrede) er, at tallene ikke har nogen mening i sig selv. Vreden skyldes, at disciplene har bevidnet episoderne og sågar har husket antallet af brød og kurve, men alligevel ikke har forstået den dybere mening.

Denne fortolkning halter dog lidt, eftersom Markus' ironi normalt kræver, at læseren forstår det, som de blinde disciple ikke kan se. Men lige her undlader Markus at forklare meningen for læseren.

Tallene bliver fremhævet af Jesus, som om de har en dybere mening, men med mindre forklaringen har stået i det Hemmelige Markusevangelium, er læseren ladt i stikken her.

Lad os prøve nogle fortolkninger.

De tolv og de syv kurve

Pizza

Når man støder på tallet tolv i Bibelen, er det næsten altid et symbol for Israels 12 stammer. Jesus havde tolv disciple, og dette tal skyldtes, at de skulle dømme Israels tolv stammer ved Dommedag.

Man overfortolker derfor næppe, hvis man antager at de tolv kurve, der blev tilovers på jødisk territorium, skal vise, at der altid vil være mad nok — det daglige brød — til hele Israel.

Hvad så med de syv kurve, der blev tilovers fra grækernes måltid? Tallet syv kunne hentyde til hele verden, der jo blev skabt på syv dage. Det kunne også være en hentydning til Romerriget, eftersom Rom lå på syv høje (Åbenbaringen 17,9). Men det mest sandsynlige er nok, at tallet syv repræsenterer de ikke-jødiske folkeslag. Josva måtte fordrive »syv folk, der er større og mægtigere end du« fra det Forjættede Land (5 Mosebog 7,1, Apostlenes Gerninger 13,19).

5 Mosebog 7,1: Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du,
Apostlenes Gerninger 13,19: og efter at han havde udryddet syv folkeslag i Kana'an, lod han dem tage deres land i besiddelse;
Åbenbaringen 17,9: Her kræves der et sind med visdom! De syv hoveder er syv bjerge, som kvinden sidder på, og de er syv konger.
Paulus i kurv
Paulus flygter fra Damaskus i en "spuris".

Den indre matematiker vil måske protestere over, at jøderne får 12 kurve, når hele resten af verden må nøjes med syv, men den græske tekst bruger konsekvent to forskellige ord for kurvene i de fire evangelier. Jødernes kurve er "kophinos", mens ikke-jødernes er "spuris", og sådan en "spuris" må være ganske stor. Det var i en sådan en, at Paulus blev smuglet ud fra Damaskus (billedet til venstre). Tjek evt. med konkordansen: kophinos og spuris (klik på "Nestle-Aland").

En episode i Apostlenes Gerninger bekræfter os i at vi ikke er helt galt afmarcherede ved at fortolke tolv og syv som hhv. jøder og grækere: I Apostlenes Gerninger 6,1-4 havde "De tolv" — altså Jesus' jødiske apostle — forfordelt hebræerne, så derfor udnævnte man syv velanskrevne mænd med græske navne, der i fremtiden kunne sørge for hellenisterne. De tolv apostle valgte fra nu af at blive i Jerusalem og "holde sig til bønnen og tjenesten for ordet", mens de syv rejste ud i verden for at sprede det glade budskab.

Apostlenes Gerninger 6,1: Da der i de dage blev stadig flere disciple, begyndte hellenisterne at skumle over hebræerne, fordi enkerne hos dem blev tilsidesat ved den daglige uddeling.
Apostlenes Gerninger 6,2: De tolv sammenkaldte så hele discipelskaren og sagde: "Det er ikke rigtigt, at vi forsømmer Guds ord for at varetage tjenesten ved bordene.
Apostlenes Gerninger 6,3: Find derfor blandt jer selv, brødre, syv velanskrevne mænd, fyldt af ånd og visdom, som vi kan sætte til denne opgave,
Apostlenes Gerninger 6,4: men selv vil vi fortsat holde os til bønnen og tjenesten for ordet."

Vi støder på tallene tolv og syv igen, når Jesus møder sine disciple for sidste gang i det sidste kapitel af Johannesevangeliet. Her er de tolv disciple åbenbart blevet reduceret til syv: »Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen« (Johannes 21,2). Fem navngivne og to uden navn; man fristes til at sige: Fem store brød og to småfisk.

Som et kuriosum kan tilføjes, at i Bibelens sidste bog findes der syv menigheder (Åbenbaringen 1,20).

Åbenbaringen 1,20: Hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd, og om de syv guldlysestager er den: De syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder.

De 5,000 og de 4,000 mænd

Pizza

Disse tal har ikke nogen bestemt symbolsk betydning, så hvis det ikke skal ende i rent talmagi og gematri, må vi nøjes med at konstatere, at det sidste tal er mindre end det første. Miraklerne bliver altså mindre.

Det var engang en meget populær fortolkning af Jesus' karriere i almindelighed — ikke kun Markusevangeliet og ikke kun disse to episoder — at man kunne dele Jesus' liv op i en succesfuld start efterfulgt af en lang nedtur. Jesus' energi brænder simpelthen ud som batterierne i en gammel lommelygte, efterhånden som han udsættes for vantro og modstand.

Denne model holder imidlertid ikke. Farisæerne beslutter at dræbe Jesus allerede i starten (Markus 3,6), og senere i samme kapitel i "succesperioden" forsøger hans familie at få fat i ham, fordi de tror, han er tosset; derimod var folket trofast til det sidste og fulgte ham hele vejen fra Galilæa til Jerusalem. Allerede i kapitel 6 kan han »ikke gøre nogen mægtig gerning« på grund af folkets vantro, men han helbreder senere den blinde i Jeriko i kapitel 10 og får figentræet til at visne i kapitel 11. Samtalen med den græske kvinde i det fjerne Tyrus (citeret foroven) sker allerede i kapitel 7 — undtagelsesvis er Jesus alene uden sine disciple — længe før den postulerede "flugt- og tilbagetræknings-periode".

En langt enklere fortolkning er at vende tilbage til de dumme disciple. De har allerede set, hvad deres mester evnede under den første bespisning, men når han skal til at gentage miraklet og mætte færre menneske med flere brød, udbryder de i kor: »Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken?« (8,4). De havde åbenbart intet lært, og Markus har tidligere bekræftet, at det lige præcis er det, der er galt: »De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet« (6,52).

Der er med denne fortolkning ikke så meget tale om talmystik, blot en repetition af temaet med disciplene som dumme og blinde paphoveder. Dette udelukker naturligvis ikke, at tallene også har en eller anden symbolsk betydning.

De fem og de syv brød

Jesus og hans disciple plukker korn
Jesus belærer farisæerne om David og skuebrødene.

Antallet af fisk var åbenbart ikke en del af disciplenes eksamenspensum, men hvad med brødene? Fem til jøderne og syv til ikke-jøderne.

Måske har Markus allerede givet os et spor? Da Jesus var ude i kornmarken og skændes med farisæerne (billedet til højre), refererede han til historien om David, der gik ind i Guds hus og narrede præsten til at udlevere nogle af skuebrødene:

Markus 2,25 Så sagde han til dem: "Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd manglede mad og blev sultne,
Markus 2,26 hvordan han på ypperstepræsten Ebjatars tid gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som det kun er tilladt præsterne at spise, og tilmed gav sine mænd noget?"

Jesus fortæller ikke, hvor mange brød præsten gav til David, men hvis man læser historien i Det Gamle Testamente, ser man, at David fik udleveret fem brød: »Giv mig fem brød, eller hvad du nu har« (1 Samuel 21,4). De fem brød, der blev benyttet til bespisningen på jødiske territorium afspejler altså de fem brød, som kong David havde modtaget til sine sultne mænd.

1 Samuel 21,4: Men sig mig, hvad har du hos dig? Giv mig fem brød, eller hvad du nu har."

Ifølge Moseloven var der tolv af disse skuebrød (3 Mosebog 24,5-6), så efter at David og jøderne havde fået de fem, var der syv brød tilbage i Guds hus til resten af verden.

3 Mosebog 24,5: Du skal tage fint mel og bage tolv ringbrød af det, to tiendedel efa mel til hvert brød.
3 Mosebog 24,6: Dem skal du lægge i to rækker, seks i hver række, på bordet af rent guld for Herrens ansigt.

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2)

Det eneste andet mirakel, der er med i alle fire evangelier, er vandringen på søen.

Her kunne man indvende, at genopstandelsen også er beskrevet i alle evangelierne, men Bibelen gør det klart, at det var Gud, der genoplivede Jesus. Jesus har altså ikke større andel i genopstandelsen, end Lazarus havde, da han blev genoplivet af Jesus.

Desuden er der den spidsfindighed, som ofte overses, nemlig at selve genopstandelsen slet ikke er beskrevet nogen steder i Bibelen. Disciplene ser først graven, når den er tom.

Kvinden var græker. Ordet i den græske originaltekst er "hellenis".

Af uransagelig årsager skriver Bibelselskabet "hedning" i oversættelsen fra 1992. Derfor citerer jeg i stedet fra Jehovas Vidners oversættelse.


Op til sektion om Jesus