Efter at Jesus var steget til himmels, forblev hans mor og hans brødre hos menigheden i Jerusalem.
Apost. G. 1,14 De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre.
En af Jesus' brødre fik en særlig stor betydning.
Efter Jesus' død dukker der en person ved navn Jakob op i beretningerne. Denne Jakob er ikke en hvilken som helst apostel. Det kan man se, når Paulus skriver om Jesus' genopstandelse:
1 Korinth. 15,5 og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv.
1 Korinth. 15,6 Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen.
1 Korinth. 15,7 Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene.
Jakob er noget helt specielt. Han nævnes ved siden af "de tolv" og ved siden af "apostlene".
Paulus kalder Jakob for en af troens søjler - og han nævner Jakob før Peter (Kefas(1)) og Johannes:
Galaterne 2,9 - og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
Jakob er også den første person, Peter informerer, da en engel har lukket ham ud af fængslet:
Apost. G. 12,16 Peter stod stadig og bankede på, og da de fik lukket op, så de ham og blev ude af sig selv af forundring.
Apost. G. 12,17 Men han gav dem tegn med hånden om at være stille og fortalte så, hvorledes Herren havde ført ham ud af fængslet, og han sagde: »Fortæl det til Jakob og brødrene!« Så forlod han dem og drog til et andet sted.
Vi behøver ikke at gætte mere. Paulus skriver rent ud, at Jakob er Jesus' bror:(2)
|
| Gustave Doré. Peter befries af en engel og skynder sig at rapportere til Jakob. |
Galaterne 1,19 men andre af apostlene så jeg ikke, kun Jakob, Herrens bror.
Det er åbenbart Jakob, der taler til sidst i forsamlingen og derved afgør beslutningerne:
Apost. G. 15,13 Da de tav, tog Jakob ordet og sagde: »Brødre, hør på mig!
[.. .. ..][. . .]
Apost. G. 15,22 Så besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. Det blev Judas, der kaldtes Barsabbas, og Silas, som var ledende mænd blandt brødrene.
Jakob taler sidst af alle - og så beslutter apostlene sig.
Og det er Jakob, Paulus besøger i Jerusalem for at aflevere rapport:
Apost. G. 21,18 Næste dag gik Paulus sammen med os hen til Jakob, hvor alle de ældste kom til stede;
Paulus fortæller, hvordan Peter (Kefas) bliver bange, når Jakobs disciple irettesætter ham, fordi han omgås ikke-jøder:
Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Så Jakob har åbenbart arvet ledelsen af menigheden i Jerusalem efter sin bror, Jesus.
Det pudsige er, at Jesus' bror, Jakob den Retfærdige, er historisk bedre dokumenteret end Jesus selv. Historikeren Josephus Flavius skriver om, hvordan "Jakob, bror til Jesus, kaldet Kristus", blev stenet til døde - formodentlig år 62.
|
| Er paven Peters eller Jakobs efterfølger? |
Det er ikke meget, Jakob optræder i Apostlenes Gerninger - i betragtning af at han var leder af kirken i Jerusalem efter Jesus. Det er faktisk mest i Paulus' epistler, han omtales.
Kirken er ikke glad for at tale om Jesus' søskende i almindelighed, og Jakob i særdeleshed.
Problemet med Jakob er især, at det var ham, og ikke Peter, der overtog ledelsen af menigheden. Hele pavedømmet bygger på en myte om, at Peter var Jesus' favorit/arvtager, der fik Himmerigets nøgler af Jesus, og at Peter bagefter blev den første pave i Rom. Men når Jakob var leder af menigheden, afslører det, at Peter ikke var specielt udvalgt af Jesus, og at bispesædet i Rom ikke har mere legitimitet end de andre bispesæder.
Dermed styrter hele det pavelige hierarki sammen. Kirken har derfor gjort deres bedste for at nedtone Jakobs betydning i Bibelen (se afsnittet om Jakob og Jakob).
Her står kirken i en ret selvmodsigende situation: På den ene side forsøger man at bortforklare Jakob ved at påstå, at Jesus og Jakob ikke er "rigtige" brødre, men halv-brødre, fætre eller bare bekendte. Men så er det da pudsigt, at kirken i Jerusalem vælger Jakob som leder, i stedet for en af de mange disciple og apostle.
Det er oplysende at sammenligne den uldne dobbeltsnak i Bibelen med Thomasevangeliet.(3) Dette evangelium blev først fundet i det 20. århundrede, og det har den store fordel, at det er meget gammelt og ikke ændret af kirken. I dette evangelium står der rent ud, at Jakob skal være kirkens leder efter Jesus:
Thomas 12 Disciplene sagde til Jesus: Vi ved, at du vil forlade os. Hvem skal være vores leder?
Jesus sagde til dem: Hvor I end er, skal I gå til Jakob den retfærdige, for hvis skyld himmel og jord blev til.
Konklusion: Efter Jesus' død gik ledelsen i arv til hans bror, Jakob. Peter spillede en mere underordnet rolle.
Forrige artikel: Jesus' brødre, næste artikel Jakob og Jakob
Fodnoter: (1) (2) (3)
I Paulus' Epistler optræder både navnene Peter og Kefas, og set med kristne briller er der ingen tvivl om, at Peter og Kefas er to navne for den samme mand.
Personligt er jeg ikke helt overbevist: Hvis jeg hører, at Gørlev menighedsråd har fået besøg af en mand kaldet Peter, mens Nørre Bavelse har fået besøg af Steen, går jeg ikke automatisk ud fra, at det er en og samme person, bare fordi Peter betyder sten på græsk.
Men da der ikke kan siges noget 100% entydigt ud fra Paulus' tekster — og da det dybest set ikke gør nogen forskel — er udgangspunktet på nærværende hjemmeside den kristne fortolkning, nemlig at Peter er den samme som Kefas. Forfatteren af Johannesevangeliet var af samme mening: »Da Jesus så ham, sagde han: "Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas" - det er det samme som Peter« (Johannes 1,42).
Her i denne sektion kigger vi imidlertid på versene med de bibelske briller på: Evangelierne har fastslået, at Jesus havde masser af brødre, og at Jakob og Josef og Simon og Judas ankom sammen med Maria til menigheden i Jerusalem og forblev dér. I denne sammenhæng kan "Herrens bror" kun forstås på én måde. Ellers ville Paulus have været nødt til at præcisere nærmere og forklare, hvorfor "Jakob, Herrens bror" ikke er den Jakob, der ifølge evangelierne er Herrens bror, men en helt anden Jakob, der ikke er Jesus' bror, men som bare kan lide at blive kaldt "Herrens bror".
Hvis ikke Jakob havde været Jesus' bror, ville det også være svært at forklare det spring-avancement, han får i næste afsnit.
