|
|
| Apostlen Johannes på øen Patmos. I baggrunden nærmer englen sig, og bag englen kommer Det Store Dyr i Åbenbaringen. |
Forfatterne til de fire evangelier formodes at være apostle eller venner af apostlene. Det gælder sådan set alle bøgerne i Det Nye Testamente: Brevet til Hebræerne ville næppe have overlevet, hvis ikke brevet i mange hundrede år havde været tilskrevet Paulus. Den udflippede Johannes' Åbenbaring overlever kun, fordi det ifølge traditionen var apostlen Johannes, der havde skrevet Johannesevangeliet, de tre Johannesbreve og Åbenbaringen.
Forfatterne påstås altså at være øjenvidner til mange af de begivenheder, de skrev om — eller i det mindste at have talt med øjenvidnerne. Ifølge traditionen var Matthæus og Johannes selv apostle, Markus var ven med Peter, og Lukas var ven med Paulus. Paulus fortæller selv i en tale, hvordan de disciple, der havde fulgt med Jesus fra Galilæa til Jerusalem, nu var blevet Jesus' vidner overfor folket:
Apost. G 13,30 Men Gud oprejste ham fra de døde,
Apost. G 13,31 og i mange dage viste han sig for dem, der var fulgt med ham fra Galilæa til Jerusalem, og de er nu hans vidner over for folket.
Men der er masser af tilfælde, hvor det er svært at se, hvordan apostlene kunne have været vidner. Derfor var de kristne meget tidligt nødt til at spille trumfkortet ud: Forfatterne til de forskellige bøger i Bibelen var inspirerede af Helligånden. Derfra havde de deres viden.
|
| De hellige tre konger nærmer sig Betlehem, hvor Matthæus venter på dem. |
|
| Josef får en drøm og styrter afsted til Ægypten. |
Matthæus-evangeliet er tydeligvis skrevet længe efter, at tingene er sket: »Derfor hedder den mark den dag i dag Blodager« (Matthæus 27,8) »Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag« (Matthæus 28,15). Men alligevel har Matthæus været tidligt på banen, og allerede da de Hellige Tre Konger dukker op ved Herodes' hof, står Matthæus parat klar med båndoptageren, så vi i dag kan læse hvert ord i samtalen. Herodes sender de vise mænd til Betlehem, men inden de ankommer ved krybben, står Matthæus klar i kulissen for at registrere deres gøren og laden hos Maria. Matthæus formodes at være apostel, men hvordan kunne vores øjenvidne være parat ved Herodes' hof, ca. 30-55 år før han mødte Jesus? Guddommelig inspiration.
Men allerede inden stjernen kom på Himlen, var Matthæus gæst i Josef's sovekammer. Josef drømmer, at en engel fortæller ham, at hans trolovede ikke er helt jomfru: »se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm« (Matthæus 1,20). Hvordan kan Matthæus vide, hvad folk drømmer? Guddommelig inspiration.
Matthæus er i det hele taget vild med drømme: De vise mænd får en drøm om ikke at tage tilbage til Kong Herodes »i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes« (Matt. 2,12). Desværre fortæller Matthæus os ikke, om alle de vise mænd fik den samme drøm. Samtidigt får Josef en drøm om, at familien skulle stikke af til Ægypten: »da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef« (Matt 2.13). Hvordan kan Matthæus kende deres drømme? Er han tankelæser? Hvordan kan han så læse de vise mænds og Josefs tanker to forskellige steder i verden samtidig? Guddommelig inspiration.
I Ægypten får Josef endnu en drøm om, at det er på tide at vende hjem »da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten« (Matt. 2,19), og Matthæus er åbenbart taget med til Ægypten — eller også er han fjerntankelæser. Næppe er Josef vendt tilbage til Israel, før han får kontraordrer i en ny drøm »Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa« (Matt. 2,22). Heldigvis er Matthæus åbenbart med på hjemrejsen og holder os andre løbende orienteret om Josef's drømme.
|
| Djævelen frister Jesus i ørkenen - mens Matthæus og Lukas er med på en lytter. |
På samme måde med Lukas. Forfatteren fortæller selv, at
han har skrevet sit evangelium på et sent tidspunkt
»Eftersom mange andre har søgt at give en fremstilling af de begivenheder« (Lukas 1,1),
men alligevel har han været hurtigt på banen:
Inden Johannes Døberen er undfanget, får Johannes Døberen's far besøg af ærkeenglen Gabriel.
Lukas fortæller, at »hele folkemængden stod udenfor og bad«
(Lukas 1,10-11),
Lukas 1,10: og hele folkemængden stod udenfor og bad, mens ofringen fandt sted.
Lukas 1,11: Da viste Herrens engel sig for ham, stående til højre for røgelsesofferalteret.
men derfor er Lukas alligevel i stand til at referere fra samtalen bag
forhænget i templet, hvor der ellers var dødsstraf for bevæge sig ind.
Seks måneder senere tager Gabriel videre til Mariæ Bebudelse, men Lukas sidder allerede parat i Marias jomfrubur med tændt båndoptager. Derfor har vi i dag hele samtalen mellem Gabriel og Maria registreret (Lukas 1:26-38). Maria styrter over til Johannes Døberen's mor, og selvom lille Johannes stadig ligger i sin mors mave, kan Lukas med sine røntgen-øje fortælle, at Johannes »sprang i hendes liv« (Lukas 1,46). Lukas 1,46: Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden Røntgen-øjne og røntgen-ører? Eller Guddommelig inspiration?
|
| Englene sørger for Jesus i ørkenen, mens Markus kigger på. |
Men når det gælder om at være tidligt ude, får både Matthæus og Lukas kraftigt baghjul af Johannes: »I begyndelsen var Ordet […] Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er« (Johannes 1,1-3). Vores øjenvidne var ikke bare tilstede ved Jesus' fødsel; Johannes var tilstede ved verdens skabelse og kan berette, hvordan verden blev skabt ved Ordet. Guddommelig inspiration.
Lige efter at Jesus er døbt, bliver Jesus drevet ud i ørkenen af Ånden. Markus fortæller, at »i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; […] og englene sørgede for ham«. Hvordan kan Markus vide, hvad der skete ude i ørkenen? Var han selv med derude? Eller er det guddommelig inspiration? Matthæus og Lukas fortæller den samme historie, men de giver mange flere detaljer, om hvordan Satan fristede Jesus. Var Matthæus og Lukas med derude i ørkenen sammen med Jesus, Djævlen og Markus? Eller er det mere guddommelig inspiration?
Satan tager Jesus med ud på en flyvetur. Ifølge Matthæus fløj de op på templets tinde, hvor Satan sagde »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned«, og bagefter videre til "et meget højt bjerg", hvor Satan sagde »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig«. Heldigvis er Matthæus med på flyveturen og har skrevet ordene ned. Lukas er også med, selvom han påstår, at turen gik først til bjerget og så til templet.
Lukas kan læse en farisæers tanker: »farisæeren […] tænkte […] ved sig selv: "Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd."« (Lukas 7,39). Guddommelig inspiration.
Markus er også tankelæser: »de tænkte i deres hjerte: "Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?"« (Markus 2,6-7). Guddommelig inspiration.
|
| Mantegna: Peter, Johannes og Jakob holder vagt i Getsemane - men Markus, Matthæus og Lukas ved godt, hvad der foregår. |
Ved Getsemane går Jesus afsides med sine tre super-disciple. Han forlader dem, og tre gange går han alene for at bede til Gud. Tre gange vender han tilbage til disciplene, og hver gang ligger de og sover (billedet til højre). Markus formodes at være Peter's ven, men hvordan kan Peter fortælle Markus, hvad Jesus har sagt, når Jesus var langt væk, og Peter lå og sov? Guddommelig inspiration.
|
| Jesus flyver op til Vorherre. Markus følger med, når Jesus sætter sig ved Guds højre hånd. |
Når Lukas fortæller den samme historie, kommer der endnu flere detaljer:
Jesus snakker med engle, og han sveder blod
(Lukas 22,43-44).
Lukas 22,43: Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.
Lukas 22,44: I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.
Lukas formodes at være Paulus' ven, men Paulus er ikke tilstede.
Hvordan kan Lukas vide noget, som ikke engang Peter og Markus er klar over?
Guddommelig inspiration?
Da Jesus er smidt i fængsel, stikker
disciplene af og gemmer sig af frygt for jøderne og romerne.
Alligevel er Matthæus i stand til at referere ordret fra
en privat samtale mellem jøderne og romerne i Pilatus' kammer
(Matthæus 27,62-66).
Matthæus 27,62: Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus
Matthæus 27,63: og sagde: "Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg.
Matthæus 27,64: Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første."
Matthæus 27,65: Pilatus sagde til dem: "Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan."
Guddommelig inspiration.
Pontius Pilatus' kone får en drøm, som hun fortæller sin mand: »Hold dig fra denne retfærdige mand. For jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af ham« (Matt. 27,19). Selv om disciplene på dette tidspunkt gemte sig af frygt for jøderne og romerne, har drømmeglade Matthæus alligevel ørerne ude og hører Hr. og Fru Pilatus diskutere drømme. Guddommelig inspiration.
Da Judas fortrød sin onde gerning, forsøgte han at give de 30 sølvpenge tilbage. Hans samtale med ypperstepræsterne er refereret i Matthæus 27,3-10. Hvor har Matthæus sine oplysninger fra? Næppe fra de onde ypperstepræster. Heller ikke fra Judas selv — han gjorde selvmord umiddelbart efter. Det må have været guddommelig inspiration.
Da Jesus er genopstået, bestikker farisæerne de romerske vagter til at lyve om genopstandelsen: »I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov« (Matt. 28,13). Selvom ingen af disciplene er tilstede, kan vi alligevel læse hvert ord i denne samtale. Apostlene har næppe fået denne information af de onde, onde farisæere, og heller ikke af de andre jøder, for jøderne tror stadig på vagterne: »Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag« (Matthæus 28,15). Matthæus 28,15: De tog imod pengene og gjorde, som de havde fået besked på. Og dette rygte er i omløb blandt jøderne den dag i dag.
I slutningen af Markusevangeliet flyver Jesus op til Vorherre og sætter sig ved Hans højre hånd »Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd«. Var vores øjenvidner med på flyveturen? Eller var det guddommelig inspiration?
Evangelisten Lukas ("Den med tyren") skriver af efter Markus.
|
|
| Matthæus skriver af efter Markus. |
Svaret på alle disse spørgsmål er hver gang: Guddommelig inspiration. Helligånden har ført pennen, da evangelierne og epistlerne blev skrevet: »Ethvert skrift er indblæst af Gud« (2 Timotheus 3,16). 2 Timotheus 3,16: Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, Lige pludseligt er det altså ikke længere nødvendigt at være øjenvidne. Med Helligånden i ryggen kan selv Jørgen Hattemager skrive et evangelium.
Problemet med denne forklaring er bare, at så vil selv den mindste fejl og selvmodsigelse falde tilbage på Helligånden. For at tage et eksempel: Hvad hed Josefs far, d.v.s. Jesus' farfar? Hed han Jakob, som Matthæus påstår (Matthæus 1,15-16), Matthæus 1,15: Eliud til Eleazar, Eleazar til Mattan, Mattan til Jakob, Matthæus 1,16: og Jakob til Josef, Marias mand. Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus. eller Eli, som Lukas påstår (Lukas 3,23)? Lukas 3,23: Jesus var omkring tredive år, da han begyndte sit virke. Han var, mente man, søn af Josef, som var søn af Eli,
Eksemplet med Jesus' farfar er banalt, men trods næsten 2.000 års forsøg på dumme undskyldninger, er det ikke lykkedes de kristne at bortforklare, at de to stamtavler modsiger hinanden på grotesk vis. Hvis Matthæus og Lukas er inspireret af den samme Helligånd, hvorfor skriver Helligånden så noget forskelligt i de to evangelier? Og hvordan kan vi så stole på Helligånden? Som der står Bibelen »Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store« (Lukas 16,10). Lukas 16,10: Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store.
De kristnes næste bortforklaring er så, at de originale manuskripter var fejlfrie og inspirerede, men at der desværre har indsneget sig fejl i de senere kopier.
Fejl! Ja, det tør siges: Allerede i 1707 vakte John Mill bestyrtelse blandt protestanterne ved at have optalt 30.000 afvigelser blandt de græske tekster (ud af ca. 167.000 ord i Det Nye Testamente). I dag har vi 50 gange så mange tekster, som Mill havde, og hundrede gange så mange afvigelser. Antallet af afvigelser i "originalteksterne" er langt, langt større end antallet af ord.(1)
Påstanden er absurd: Hvis Helligånden har brugt tid og kræfter, på at "originalteksterne" skulle være inspirerede og fejlfri, hvorfor har Helligånden så intet har gjort for at bevare bare et enkelt fejlfrit eksemplar? Så er arbejdet jo intet værd. Helligånden burde da virkeligt have forudset, at disse millioner af varianter ville opstå.
En anden ting er, at teologerne siden midten af 1800-tallet har indset, at Markusevangeliet er det ældste evangelium, som Matthæus og Lukas har kopieret. Ud af de 661 linier i Markusevangeliet bruger Matthæus de 607, og Lukas bruger 360. Tilsammen har Matthæus og Lukas kopieret ca 95% af Markus' tekst. Hvis Matthæus og Lukas er øjenvidner, hvorfor har de så været nødt til at kopiere en anden mands bog?
|
| "Den oprindelige udgave af Bibelen var inspireret og fejlfri". |
|
| Bibelen i Lego, Matthæus / Levi i toldboden |
Det er især pinligt for Matthæus. I Markusevangeliet kan vi læse, hvordan Jesus møder en ny apostel ved navn Levi (og bagefter inviterer ham ind i sit hus). I Matthæus- og Lukasevangeliet har vi den samme historie, men i Matthæusevangeliet hedder Levi pludselig Matthæus (billedet til venstre). Er Matthæus virkelig tilfreds med at kopiere Markus' historie og rette "Levi" til "Matthæus"? Har Matthæus slet ingenting at tilføje om den vigtigste begivenhed i sit liv? Har han ingen forklaring på, hvorfor Markus og Lukas kalder ham Levi?
Når Matthæus og Lukas kopierer Markus, retter de ofte i teksten, (se fx historien om Jesus' dåb). Især Matthæus retter rutinemæssigt i Markus tekst — sommetider af teologiske hensyn og sommetider, fordi Markus begår fejl, som ingen jøde ville begå. Hvis Matthæus og Lukas mente, at Markus var guddommeligt inspireret af helligånden, hvorfor retter de så i hans tekst?
Men hvis forfatterne ikke er øjenvidner, og de ikke er guddommeligt inspirerede af Helligånden, så er der kun en mulig konklusion tilbage: At evangelisterne har brugt deres frie fantasi: »Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store«. De har frit opfundet historierne om Jesus — en eventyr-figur i en eventyr-verden.
(1) 30.000 * 100 . . .: Min kilde til disse tal er især Bart Ehrman, professor og leder af afdelingen for religiøse studier ved Universitetet i North Carolina. Ehrman startede i øvrigt sine Bibelstudier på Princeton som ultra-konservativ, evangelisk født-påny fundamentalist.
Ehrman nævner John Mill's 30.000 afvigelser flere steder - fx i sin artikel
The Neglect of the Firstborn in New Testament Studies:
His apparatus did not include all of the differences that he had uncovered in his investigation, but only the ones that he considered significant for the purposes of exegesis or textual reconstruction. These, however, were enough.
To the shock and dismay of many of his contemporaries, Mill's apparatus indicated some 30,000 places of variation, 30,000 places where the available witnesses to the NT text differed from one another.
[…]
We have nearly 50 times the number of MSS that John Mill had at his disposal in 1707, and we know of possibly 100 times as many textual variants -- far more variants among our manuscripts than there are words in the New Testament.
