Fusk i Oversættelsen af Det Nye Testamente

Her er en ustruktureret liste over nogle af Bibelselskabets fordrejninger i oversættelsen af 1992. Listen giver sig ingenlunde ud for at være komplet. Det drejer sig udelukkende om emner, jeg er stødt på under udarbejdelsen af nærværende hjemmeside. Listen kan derfor især anvendes som krydsindeks til nærværende hjemmeside.

Se også den tilsvarende liste for Det Gamle Testamente.

Etniske Hedninger

Den hedenske kvinde
Bibelselskabet kalder den græske kvinde en hedning, og Jesus kalder hende en hund.

I Det Nye Testamente er der megen omtale af hedninger, og man kan forstå af sammenhængen, at hedningerne er noget af det laveste her i verden. Den slags synes de kristne sikkert er meget morsomt, da de selv elsker at rakke ned på hedninger.

Problemet er bare, at det græske ord "ethnos", som man kan se, har sammenhæng med etnisk. Der skelnes ikke på grundlag af tro, men på grundlag af race. Ordet oversættes sommetider til "folkeslag", men det betegner især ikke-jøder, og i King James Bible fra 1611 oversættes det derfor typisk til "Gentiles". Grundbetydningen af den engelske "Gentile" er også folkeslag og klan, i og med det kommer af det græske ord "gens", der i genitiv hedder "gentis". I de hebraiske tekster bruges "ha goyim", der også betyder (ikke-jødiske) folkeslag.

Det vil sikkert undre Indre Missions medlemmer at høre, hvor fjendtlig Jesus er overfor ikke-jøder. Især i Matthæusevangeliet og Åbenbaringen.

En enkelt undtagelse er den hedenske kvinde i Markus 7,26 (billedet til højre). Hun er græker ("hellênis"), som Bibelselskabet af uransagelige grunde også oversætter til hedning.

Se evt. Jesus frelser kun jøder og Matthæus, den mest jødiske evangelist

Genopstået eller Genoprejst

Eilas, Elisa og Jesus
Tre eksempler på folk, der bliver genoprejst. I midten Lazarus. Skal vi tilbede dem, ligesom vi skal tilbede Jesus?

Det vigtigste budskab i kristendommen er, at Jesus er genopstået på tredjedagen. Som der står i den Augsburgske Trosbekendelse: »nedfor til helvede og opstod i sandhed på den tredje dag, opfor dernæst til himlene […]«. Dermed har han vist sin magt over Døden, og han har sandsynliggjort, at han en skønne kan gøre det samme for os.

Problemet er bare, at der rigtigt mange steder i Bibelen står det modsatte: Jesus er blevet oprejst. Hvorfor skal vi så dyrke Jesus? Der er jo masser af andre folk, der er blevet genoprejst i Bibelen, og dem er der ingen, der dyrker. Hvor skal vi tilbede Jesus mere, end vi tilbeder Lazarus?

Bibelselskabets løsning er den sædvanlige: Fusk med oversættelsen. Bibelselskabet er sågar villige til at oversætte navneordet "opstandelse" til "da han opstod". Se mere: Trosbekendelser og Falske Vidner

De Ansete Apostle, som Plejede at Pålægge Paulus

Paulus i Københavns Domkirke
Paulus af Thorvaldsen

I Galaterbrevet beskriver Paulus sit andet besøg i Jerusalem. Lad os se på, hvordan det så ud i 1814:

Galaterne 2,1 Siden efter fiorten aar, drog jeg atter op til Jerusalem, med Barnabas, og tog Titus ogsaa med.
Galaterne 2,2 Men jeg drog op efter en aabenbarelse, og forelagde dem det evangelium, som jeg prædiker iblandt hedningerne; men dem især, som syntes at være noget, at jeg skulde ikke løbe forgieves, eller have løbet forgieves.
(Oversættelse fra 1814)

Retorikken er typisk for Paulus: Det tager fjorten år, før han gider besøge apostlene i Jerusalem, og det er ham, der tager initiativet til mødet, fordi han har fået en åbenbaring (formentlig direkte fra Jesus). Formålet med mødet er, at Paulus kan præsentere sit evangelium til dem, "som syntes at være noget", så Paulus ikke "skal løbe forgæves".

Paulus fortsætter med, at han er ligeglad med, hvad, dem, "som syntes at være noget", engang har været, og han fortæller, at dem, "som syntes at være noget", ikke kunne lære ham noget: de »lagde intet til min lærdom«. Det samme stod der i 1897: »lagde Intet til min Lærdom«.

Galaterne 2,6 Men om dem, som syntes at være noget, hvordanne de vare tilforn, kommer mig intet ved: Gud anseer ikke menneskens person; thi de, som syntes at være noget, lagde intet til min lærdom,
(Oversættelse fra 1814)

Denne holdning er i stærk kontrast til skønmaleriet i Apostlenes Gerninger, hvor Paulus straks underkaster sig menigheden i Jerusalem og nærmest fungerer som stik-i-rend dreng.

Hvad gør Bibelselskabet så? Man ændrer "dem, som syntes at være noget" til at være "de ansete". Dette ord har en positiv konnotation, der giver en illusion af, at Paulus roser apostlene. Samtidig ændrer man »lagde intet til min lærdom« til "pålagde mig intet nyt", som om "de ansete" apostle i Jerusalem plejede at "pålægge" Paulus en hel masse.

Galaterne 2,2 Jeg rejste derop på grund af en åbenbaring, og jeg forelagde for dem, men særskilt for de ansete, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, så jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves.
[.. .. ..] [...]
Galaterne 2,6 Og de, som anses for at være noget - hvad de engang var, er mig ligegyldigt, Gud gør ikke forskel på mennesker - mig pålagde de ansete intet nyt.
(Oversættelse fra 1992)

Til trods for Bibelselskabets fusk skinner Paulus ærlige mening stadig igennem i det følgende vers:

Galaterne 2,9 Og der de kiendte den naade, som mig var given, nemlig Jakobus og Kephas og Johannes, som syntes at være pillere, da gave de mig og Barnabas samfunds høire hænder, at vi skulde prædike hos hedningerne, men de hos omskærelsen:
(Oversættelse fra 1814)

Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
(Oversættelse fra 1992)

Hvis Paulus personligt mente, at Jakob og Kefas og Johannes var søjler, ville ordene »anses for at være« have været overflødige.

Besat af Helligånden

Når Jesus bliver døbt i Markusevangeliet, det ældste evangelium, daler Helligånden ned og ind i Jesus.

I de tre andre evangelier står der ganske vist "ep", der betyder "på", men i Markus 1,10 i den aleksandrinske tekst, som Bibelselskabet bedyrer, at de bygger på, står der "eis", der betyder "ind i". Markus beskriver en mand, der bliver besat af helligånden. Som Robert M. Fowler formulerer det: "Det er ikke så meget Jesus, der får en ånd; snarere en ånd, der får Jesus".(1) Det er derfor, hans familie tror, han er tosset, og prøver at få ham spærret inde.

Bibelselskabet ignorerer originalteksten og skriver det, de synes, der burde stå: "ned over sig". Se mere om Den eneste utilgivelige synd.

Rørende Fusk

Rør mig ikke
Maria undrer sig over, at den ukendte gartner har en gul frisbee på hovedet.

Efter genopstandelsen møder Jesus Maria Magdalene ved graven. Jesus stiller Bibelens dummeste spørgsmål: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?«. Bagefter afviser han Maria. Jeg citerer fra den forrige oversættelse, men jeg kunne have citeret enhver anden Bibel i hele verden.

Johannes 20,17 Jesus siger til hende: "Rør ikke ved mig, thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader; men gå til mine Brødre og sig dem: Jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders Gud."
(Oversættelse fra 1907)

Rør mig ikke. Noli me tangere. Så kan man tænke over, hvad det skal betyde. Er det fordi, Jesus mener, kvinder er urene? Er Jesus bøsse? Eller er det fordi, alt jordisk er urent?

Men alt det skal vi slet ikke tænke over. Bibelselskabet finder det lettere at fuske med teksten.

Johannes 20,17 Jesus sagde til hende: "Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud."
(Oversættelse fra 1992)

Brug evt. konkordansen. Ordet er "aptou". Klik på det lille tal, 680. Ordet optræder 36 gange i Det Nye Testamente, og oversættes alle 36 gange til "touch" i King James Bibel. Klik nederst på linket til f.eks. "King James Bibel" for at se de 36 steder, ordet bruges. Før musen henover hvert vers og se, hvordan verset blev oversat til dansk i 1907.

Den Vrede Jesus

Jesus helbreder en spedalsk, men pludselig og umotiveret bliver han fnysende vred og jager den stakkel eks-spedalske væk, som var han en dæmon.

Jesus' vrede er uforklarlig, så Bibelselskabet ændrer teksten til, at »talte strengt til ham og sendte ham straks væk«. Se mere: Da Jesus blev helt spedalsk

Jesus, Syvende Søn af Josef

Lukas Evangelisten Lukas ("Den med tyren") øver sig på syvtabellen.

Jesus' stamtavle i Lukasevangeliet er fyldt med syvtalsmagi. På syvendepladsen optræder en Josef — samme navn som Jesus' far. Denne Josef er søn af en Mattathias, og dette navn går igen syv pladser længere fremme. Yderligere to gange syv pladser fremme optræder endnu en Jesus, og syv pladser senere endnu en Josef.

Disse utrolige(!) sammenfald har åbenbart ikke imponeret de kristne. I mange hundrede år var Biblerne forfalskede, så Jesus' fem-gange-syvende forfar ikke hed Jesus, men Josef:

Lukas 3,29 Josefs' Søn, Eliesers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn,
(Oversættelse fra 1897)

I vore dage har man fjernet denne forfalskning i den græske originaltekst sammen med 6.000 andre forfalskninger. I den forrige oversættelse var teksten korrekt:

Lukas 3,29 Jesu Søn, Eliezers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn,
(Oversættelse fra 1907)

Desværre varede det ikke længe. Bibelselskabet leger deres sædvanlige julelege og oversætter Jesus til Josva. Når ikke originalteksten er forfalsket længere, så kan man bare fuske med oversættelsen i stedet for. Der skal åbenbart gå 2.000 år mere, før vi får en Bibeloversættelse uden fusk.

Lukas 3,29 søn af Josva, søn af Eliezer, søn af Jorim, søn af Mattat, søn af Levi,
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)

Det samme gælder, når Josva fra Det Gamle Testamente nævnes i Det Nye Testamente. På græsk er Jesus og Josva præcis det samme navn, men Bibelselskabet har åbenbart kun plads til én Jesus i deres bog.

For detaljer, se det magiske syvtal, Jesus' navn og Jesus og Josva.

Hvor Tæt Kan Man Komme på Jesus?

I Johannesevangeliet er der er en discipel, som Jesus elskede. Han sidder meget tæt på Jesus ved det sidste måltid.

Den sidste nadver af Jacopo Bassano
Jacopo Bassano: Den sidste nadver

Johannes 13,23 En af hans disciple, den som Jesus elskede, sad til bords lige ved siden af Jesus.
Johannes 13,24 Ham gav Simon Peter tegn til at spørge Jesus, hvem det var, han talte om.
Johannes 13,25 Da det nu var ham, der sad nærmest ved Jesus, spurgte han: "Hvem er det, Herre?"

Johannes 21,20 Da Peter vendte sig om, ser han den discipel følge efter, som Jesus elskede, og som ved måltidet havde siddet lige ved siden af ham og spurgt: Herre, hvem er det, der skal forråde dig?

»Lige ved siden af Jesus« og »nærmest ved Jesus«. Hvor tæt sad han i grunden? Og hvordan kan han sidde tættere end Peter, der sidder ved siden Jesus?

Den kan man se i stort set alle andre Bibler i hele verden. Tag f.eks. den danske fra 1897:

Johannes 13,23 Men der var een iblandt hans Disciple, som laa op til Jesu Skjød, hvem Jesus elskede.
[.. .. ..] [. . .]
Johannes 13,25 Men denne bøiede sig op til Jesu Bryst og sagde til ham: Herre! hvo er det?
(Bibel fra 1897)

Johannes 21,20 Men Peter vendte sig og saae den Disciple følge, som Jesus elskede, som og laae op til hans Bryst i Nadveren og havde sagt: Herre! hvo er den, som forraader dig?
(Bibel fra 1897)

Bibelselskabet synes åbenbart ikke, det er i orden, at den discipel, som Jesus elskede, kravler rundt på Jesus' skød og læner sig op af brystet på ham. Og så midt i maden!

Hvis Man Ønskede at Snyde Nu

Et af de afsnit, der gør det pinligt klart, at Jesus aldrig har eksisteret som menneske, er Hebræerne kapitel 8 - 9. Den ukendte forfatter skriver stolper op og stolper ned om Jesus' offer, og hvordan Jesus bliver udnævnt til en ypperstepræst, der frembærer det mest ypperlige offer for dermed at rense vores synder.

Problemet er bare, at forfatteren selv gør opmærksom på, at dette pragtfulde offer ikke sker her på jorden. Så træder Bibelselskabet til igen. Læs meget mere: Hvis nu Jesus nogensinde havde været på jorden

Fusket med oversættelsen af Hebræerne stopper ikke her. Et eksempel mere: I Hebræerne 5,7 skriver Bibelselskabet: »Mens han levede på jorden«. Tydeligere kan det ikke skrives, men problemet er bare, at det ikke er det, der står i den græske tekst. Der står "i hans køds dage" — præcis som der stod i den forrige oversættelse: »i sit Køds Dage«, i 1897: »i sine Kjøds Dage«, i 1814: »i sit kiøds dage« og for den sags skyld i King James Bible fra 1611: »in the days of his flesh«.

Guder, djævle, nisser og feer kan sagtens have kød uden nogensinde at træde på jorden.

Hebræerne 5,7: Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt.

Et tredje sted er Hebræerne 9,28, hvor Bibelselskabet skriver: »Kristus […] vil anden gang komme til syne«. Så kan vi alle rigtigt forstå, at Kristus har være "til syne" før.

I dette tilfælde er oversættelsen ganske vist i overensstemmelse med de fleste andre Bibeloversættelser, men sagen er, at selvom "ex deuterou" (og "to deuterou") kan betyde "anden gang", kan det også betyde "derefter". Det ser vi i Judas 1,5: »hvorledes Herren først frelste sit folk ud af Egypten, men senere (to deuterou) udryddede dem«. Her kunne Bibelselskabet ikke drømme om at skrive, at Gud dræbte hele sit folk igen.

Hvordan afgør man så, om "ex deuterou" skal oversættes til "anden gang" eller "følgende"? Man kigger på sammenhængen:

Hebræerne 9,27 Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes,
Hebræerne 9,28 sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.

Forfatteren betoner parallellen mellem det menneskelige liv i vers 27 og Kristus i vers 28: Ligesom mennesket skal dø og derefter dømmes, sådan er Kristus ofret og skal derefter komme til syne.

Læs meget mere: Hvis nu Jesus nogensinde havde været på jorden

Brænder Jesus' Fødder af Begær?

Paulus skriver, at det er bedre at blive gift, end at brænde:

1 Korintherne 7,9 Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.

Ordene "af begær" er tilføjet af Bibelselskabet. Man skal åbenbart ikke tro, at Paulus hentyder til at brænde i Helvede.

Men "puroô" betyder kun at "brænde" og ikke "brænde af begær". Det er det samme ord, Bibelen bruger til at beskrive Jesus' fødder, og dem er der vel ingen, der vil beskylde for at brænde af begær:

Åbenbar. 1,15 og hans fødder var ligesom skinnende malm, der gløder i ovnen, og hans røst var som lyden af vældige vande.

Ransag og se i Skrifterne

I Johannes 7,52 siger Jesus: »Ransag og se, at der ikke fremstår nogen Profet fra Galilæa«.

Sådan stod der i den forrige oversættelse, og sådan står der i den græske tekst: Ransag og se. Men hvor skal vi ransage og se henne? Bibelselskabet er straks parat til at ændre Jesu ord, så vi bedre kan forstå dem:

Johannes 7,52 De svarede ham: "Er du måske også fra Galilæa? Se efter i Skriften, så vil du se, at der fremstår ingen profet i Galilæa."
Den autoriserede oversættelse af 1992

I øvrigt er hele episoden om Kvinden grebet i ægteskabsbrud et nyere falskneri, som enhver anstændig oversætter for længst burde have fjernet fra sin Bibel.

I Jesus' Hus

Bibelselskabet forfalsker Markus 2,15 og Matthæus 9,10, for vi må endelig ikke tro, at Jesus havde sit eget hus.

Hvad har jeg med dig at gøre?

de fortabte Det spørger de urene djævle, Jesus om, når han uddriver dem: »Hvad har jeg med dig at gøre […] Jeg besværger dig for Guds skyld: Pin mig ikke!« (Markus 5,7). Ja, hvad har de stakkels djævle dog gjort Jesus, siden han piner dem sådan?

Pudsigt nok kommer Jesus med den samme ed til sin mor, men så oversætter Bibelselskabet replikken helt anderledes. Det skete ved brylluppet i Kana.

Slaver, Slaver og Tjenere

Jesus' hverdag var fyldt med slaver, som han intet gjorde for at hjælpe. Det kan man imidlertid ikke se i Bibelselskabets produkt fra 1992.

Læs mere om Slaveri i Det Nye Testamente.

Den kvindelige apostel

Andronikos og Junia
Sankta Junia, inden Bibelselskabet fik aflivet hende.

I Romerbrevet hilser Paulus en kvindelig apostel, der udmærker sig i forhold til den grå hob af almindelige apostle.

I mange hundrede år har kirkefædre berømmet denne kvinde, der blev rost så højt af Paulus. Men så kom Bibelselskabet på banen, og så var det slut med Junia, den kvindelige apostel.

Bibelselskabets Tro og Gerninger: Det Sværeste Vers

Martin Dibelius, den tyske teolog og professor, der skrev en bog om Jakobsbrevet, kalder Jakob 2,18 for et af de sværeste vers i Det Nye Testamente. Men den slags problemer er barnemad for Bibelselskabet.

Se mere om: Jakob 2,18.

Gud Arbejder i det Skjulte

Jesus bliver omringet af de onde jøder, men så forsvinder han. Jesus er jo ikke Guds søn for ingenting:

Johannes 8,59 Da tog de sten op for at kaste dem på ham; men Jesus forsvandt og forlod tempelpladsen

Problemet er bare, at det græske ord "ekrubê" betyder at gemme sig, ligesom der stod i den forrige oversættelse: »men Jesus skjulte sig og gik ud af Helligdommen«.

Normalt var Jesus stor i slaget: »Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel«, men når det kommer til stykket, gemmer han sig, istedet for at følge sine egne råd.

Det var åbenbart lidt for pinligt, at Jesus opfører sig så fejt i kontrast til sine store ord. Bibelselskabet skriver, at Jesus "forsvandt", så læseren tror, Jesus havde brugt sine magiske evner og tryllet sig væk.

Tid til Mere Fusk

Den alvidende Jesus roder rundt i præsterne Ebjatar og hans far, Akimelek. For at redde Jesus, forfalsker Bibelselskabet teksten og tilføjer ordet "tid". Så skærer fejlen ikke så meget i øjnene.

Markus 2,26 hvordan han på ypperstepræsten Ebjatars tid gik ind i Guds hus og spiste af skuebrødene, som det kun er tilladt præsterne at spise, og tilmed gav sine mænd noget?"

Det var iøvrigt lige præcis denne fejl og dette fusk, der i sin tid åbnede Bart Ehrmans øjne for, at Bibelen måske alligevel ikke var Guds ufejlbarlige ord. Se evt. Jesus og sabbatten.

Eunukker, Forhuder og Sæd

Adam Eunukker censureres bort og bliver til "uegnet" eller "hofmand". Det er jo ikke særligt fikst, at Jesus opfordrer sine disciple til at kastrere sig selv.

Forhuderne bortcensureres også. Den eneste gang, der står "ikke-jøder" i oversættelsen fra 1992, siger den græske originaltekst bogstaveligt "mænd med forhud". Vi skal helt tilbage til 1814 for at få en korrekt oversættelse: »Du gik ind til de mænd, som havde forhud, og aad med dem« (Apostlenes Gerninger 11,3). I resten af det Nye Testamente bliver forhuderne omskrevet til "omskåret" eller "omskærelse". F. eks. oversætter Bibelselskabet Romerbrevet 2,25 til »[…] men overtræder du loven, er du trods din omskærelse blevet som en uomskåret«, hvor den forrige oversættelse korrekt sagde: »men er du Lovens Overtræder, da er din Omskærelse bleven til Forhud«.

Sæd optræder næsten kun i forbindelse med lignelserne om "sædemanden" og "den gode sæd i marken". Ordet i den græske originaltekst er ellers "sperma", så det burde ikke kræve det store kørekort at oversætte ordet korrekt. Det er i øvrigt ikke så nemt, som det måske lyder. Man skal huske at synkronisere fusket med fusket i Det Gamle Testamente, så man ikke kommer til at spolere nogle "kristologiske buer". De fire deltagere i GT-NT-koordineringsgruppen og de 17 deltagere i revisionskomiteen er ikke kommet sovende til vores skattepenge.

Denne censur gælder dog ikke de apokryfe bøger, der jo også er skrevet på græsk. Her har Bibelselskabet ingen problemer med at oversætte korrekt, hvilket formentlig hænger sammen med, at Indre Mission ikke regner disse bøger for guddommeligt inspirerede. De apokryfe bøger blev først oversat et par år senere, hvor GT-NT-koordineringsgruppen og revisionskomiteen var sendt hjem, så her kan man bedre stole på oversættelsen.

Se evt. Eunukker for Himmeriget og hvad Bibelen siger om tissemænd.

Ti Jomfruer til Jesus

En af Jesus' parabler handler om ti jomfruer, der vil giftes med den samme brudgom:

Ti jomfruer
Ti jomfruer til en brudgom
(Matthæus 25,1-13)

Matthæus 25,1 Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen i Møde.
[.. .. ..] [...]
Matthæus 25,7 Da vågnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand.
[.. .. ..] [...]
Matthæus 25,10 Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket.
Matthæus 25,11 Men senere komme også de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre, luk op for os!
(Oversættelsen fra 1907)

Moralen er klar nok: Brudgommen er Jesus, og jomfruerne er menigheden. Men det betyder, at Jesus har ti koner, og den går ikke i Indre Mission. Derfor forfalsker man teksten, så jomfruerne bliver til brudepiger.

Matthæus 25,1 Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen.
[.. .. ..] [...]
Matthæus 25,7 Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand.
[.. .. ..] [...]
Matthæus 25,10 Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket.
Matthæus 25,11 Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind!
(Oversættelsen fra 1992)

Hvis jomfruerne kun er brudepiger, så kan man spørge, hvem der så er bruden. Men det er åbenbart ligegyldigt, bare Indre Mission kan skjule, hvad Bibelen siger om flerkoneri.

Det groteske er, at Indre Mission har kæmpet for at bevare Marias jomfrudom i de tekster, hvor der ikke står jomfru, men her hvor teksten siger "jomfru" (græsk: parthenos), oversættes den til noget helt andet.

God Morgen og God Påske

Påskehare
God Morgen!

Bibelselskabet vil gerne have, at Jesus genopstår påskemorgen. Problemet er bare, at der står i Matthæusevangeliet, at det skete lørdag aften kort efter solnedgang.

Problemet har været kendt, og kirkefædrene har vredet deres hjerner i mindst 1.600 år, men Bibelselskabet har løsningen: Man ændrer "da det blev mørkt" til "da det gryede", og så lader man Jesus sige "God morgen!" til sine disciple. Så er den påskehare barberet.

Læs meget mere: Hvad dag genopstod Jesus?

Ørn eller Grib?

I Matthæusevangeliet kapitel 24 og 25 udmaler Jesus de rædsler, der vil falde over menneskeheden til dommedag. Bibelselskabet kalder afsnittet »De sidste tiders tegn og Jesu genkomst«, og Jesus fortæller bl.a.:

Enden er nær
Jorden gik under år 70.

Matthæus 24,28 Hvor Ådselet er, der ville Ørnene samle sig.
(Dansk oversættelse fra 1907)

Tilsvarende lød det i Bibelen fra 1897: »Thi hvor Aadslet er, der skulle Ørnene forsamles«, og i Bibelen fra 1814: »Thi hvor som aadselet er, derhen skal ørnene forsamles«. Det samme gør sig naturligvis gældende for det tilsvarende vers i Lukas 17,37.

Det græske ord "aetos" betyder ørn, og det er med græsk som med fransk: Hest hedder cheval, og ørn hedder aetos, og sådan er det hele vejen. Ikke desto mindre ændrer Bibelselskabet fuglene til at være gribbe, både i Matthæus 24,28 og Lukas 17,37:

Matthæus 24,28 Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes.
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)

Men ordet "aetos" optræder ialt fem steder i Det Nye Testamente (tjek evt. konkordansen), og i de sidste tre tilfælde ved Bibelselskabet godt, hvad "aetos" betyder:

I Johannes Åbenbaring er fire levende væsener: »og det fjerde lignede en flyvende ørn« (Åbenbaringen 4,7), en talende ørn: »Jeg hørte en ørn, der fløj midt oppe under himlen, sige med høj røst: "Ve, ve, ve« (8,13), og en kvinde, der får to ørnevinger: »kvinden fik givet den store ørns to vinger« (12,14).

Så hvorfor er Bibelselskabet ikke konsekvente i deres fusk? Den kristne ordforklaring (se konkordansen) giver en ide: »1) an eagle: since eagles do not usually go in quest of carrion, this may to a vulture that resembles an eagle«. Der har vi den ene forklaring: Ørne plejer ikke at flokkes om lig, og hvis Jesus siger noget vrøvl, så ændrer man bare teksten.

Den næste del af ordforklaringen er endnu mere interessant: »2) an eagle as a standard (Roman Military)«. En ørn kunne hentyde til den standart, de romerske legioner bar. Dermed ville Jesus' ord være en hentydning til krigen mod romerne, der endte med Jerusalems fald år 70. Men det ville medføre, at Jesus' tale om "de sidste tiders tegn" i Matthæus kapitel 24-25, Lukas kapitel 17 og Markus 13 handler om Jerusalems fald år 70 og ikke om jordens undergang.

Det er svært at være dommedagsprofet, hvis dommedag skete år 70.

De Hellige Tre Troldmænd

Stjernen over Betlehem
Troldmændene nærmer sig Jesusbarnet.

På græsk bruges samme ord for de vise mænd fra Østerland og for de "onde" troldmænd Simon Magus og Barjesus i Apostlenes Gerninger, nemlig "magos".

Det er ren politik, at de hellige tre konger ikke kaldes troldmænd, og at Simon Magus og Barjesus ikke kaldes vise mænd.

Historisk Nutid

Tempoet i Markusevangeliet er hæsblæsende — blandt andet fordi han ofte bruger historisk nutid.

Det kunne man se i den forrige oversættelse: »straks driver Ånden ham ud i Ørkenen«, men ikke i oversættelsen fra 1992.

Jesus' Mor og Moster

Biblen kan ikke svare på noget så enkelt som, hvad Jesus' mor hed. I de tre synoptiske evangelier hedder hun ganske vist Maria, men i Johannesevangeliet får vi aldrig hendes navn at vide: Jesus kalder hende bare 'kvinde'.

Til sidst i historien tager moren sin søster med til korset på Golgata, så der i alt står tre kvinder:

Johannes 19,25 Men ved Jesu Kors stod hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Klopas's Hustru, og Maria Magdalene.
(Oversættelsen fra 1907)

Her fremgår det jo rimeligt tydeligt, at der står tre kvinder: Jesus' mor og hendes søster Maria og Maria Magdalene. Det er måske ikke ligefrem ulovligt, at to søstre hedder det samme, men næppe sandsynligt. Johannes fortæller os, så klart han kan, at Jesus' mor ikke hedder Maria.

Bibelselskabets løsning er enkel: Fjern det ene "og" (selvom det står i den græske tekst), og drys lidt kommaer ud i teksten. Så kan læseren let tro, at der står fire-fem kvinder foran korset, og at Jesus' moster og Maria, Klopas Hustru er to eller tre forskellige kvinder:

Johannes 19,25 Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene.
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)

I øvrigt er ordet "hustru" ikke med i den græske tekst. Man kan ikke ud fra teksten se, om Moster Maria er datter/søster/mor eller hustru til Klopas. Men det nummer laver Bibelselskabet så tit, at det ikke er værd at nævne.

Da Tænkte De Højt i Deres Hjerter

Jesus' tegn og gerninger
Jesus var ikke kun tankelæser.

De onde farisæere skændes indbyrdes. Sådan var det oversat i de gamle Bibler:

Lukas 5,21 Og de Skriftkloge og Pharisæerne begyndte at tænke og sagde: hvo er denne, som taler Gudsbespottelser? hvo kan forlade Synder uden Gud alene?
Lukas 5,22 Men der Jesus fornam deres tanker, svarede han og sagde til dem: hvad tænkte I udi Eders Hjerter?
Oversættelse fra 1897

Jesus »fornam deres tanker«, men det er vel heller ikke særlig svært, hvis de har talt højt. I oversættelsen fra 1992 dropper Bibelselskabet ordene "og sagde": »Da begyndte de skriftkloge og farisæerne at tænke: "Hvem er han?«.

I øvrigt var der allerede fusket i oversættelsen fra 1897, for det græske ord, som de oversætter til at "tænke", er "dialogizomai". Man behøver ikke at kunne græsk for at se, at det har noget med dialog at gøre.

Ja, selvfølgelig kan man have en indre dialog. I den tilsvarende historie i Markusevangeliet, står der netop, at de havde denne dialog "i deres hjerter": "dialogizomenoi en tais kardiais autôn". Problemet er, at når Lukas kopierer Markusevangeliet, nøjes han ikke med at droppe "i deres hjerter", så dialogen bliver en ydre dialog, han tilføjer også "legontes", der betyder "sagde", og som altså blev oversat korrekt dengang i 1897.

Allerede i næste linje har Lukas glemt sine egne "forbedringer", og han kopier Markus: »hvad tænkte I udi Eders Hjerter?«, uden at opdage den selvmodsigelse, der nu opstår. Dette er iøvrigt et fænomen, som Mark Goodacre kalder "redaktør-træthed", og som er med til at bevise, at Lukas har skrevet af efter Markusevangeliet. Se evt. kapitlet om redaktør-træthed.

Så for at opsummere: 1897-oversættelsen oversætter "dialog" til "at tænke", mens 1992-oversættelsen går et skridt videre og bortcensurerer ordet "sagde". Så kan det ikke blive mere tavst.

Talende Dyr

Dyr hedder zôon på græsk, ligesom i zoologi og zoologisk have. Normalt har Bibelselskabet ikke problemer med at oversætte zôon til "dyr", undtagen når det er talende dyr. Så betyder ordet pludselig "levende væsner", og det er ret uheldigt, eftersom der allerede optræder levende væsener, "psuchê zôês", andetsteds.

De To Æsler

tre æsler
Hvor mange æsler red Jesus på?

I Bibelens mest pinlige profeti lader Matthæus Jesus ride på to æsler.

Bibelselskabet oversætter teksten til »og han satte sig derpå«, fordi det ville være for pinligt at skrive, hvad der rent faktisk står: Han satte sig på dem.

Læs meget mere om de to æsler.

Åbenbaret i Paulus

I Galaterbrevet skriver Paulus på græsk, at Gud har valgt at åbenbare sin søn i ham. I den forrige oversættelse fra 1907 lød det: »det behagede Gud […] at åbenbare sin Søn i mig, for at jeg skulde forkynde Evangeliet […]« (Galaterne 1,15-16, læs evt. Kapitel 1).

Det er noget underligt noget at skrive: Har Jesus ikke åbenbaret sig i sig selv, dengang han gik rundt på jorden 20 år tidligere? Er Jesus ikke Guds søn? Eller har Jesus aldrig gået på jorden?

For ikke at ryste folks kristne tro, ændrer Bibelselskabet teksten til »at åbenbare sin søn for mig«.

Femoghalvfjerds Sjæle

Noas ark
Otte sjæle, frelst gennem vand.

I Apostlenes Gerninger 7,14 står der, om jødernes udvandring til Egypten: »i alt femoghalvfjerds mennesker«. Men ordet i den græske originaltekst er "psuchai" (minder om "psyke"), der betyder sjæl, ikke menneske. Det stod der også i den forrige oversættelse: »fem og halvfjerdsindstyve Sjæle«.

Apostlenes Gerninger 7,14: Josef sendte bud efter sin far Jakob og hele slægten, i alt femoghalvfjerds mennesker.

I andre situationer har Bibelselskabet ikke problemer med at oversætte psuchai til sjæl, »otte sjæle, frelst gennem vand« (1 Peter 3,20).

1 Peter 3,20: det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand.

Hvorfor har Bibelselskabet lavet en sådan ubetydelig ændring? Måske for at skjule, at apostlen citerer fra den græske Septuaginta, og at det er derfor, han skriver 75 istedet for 70, som der står den hebraiske tekst (1 Mosebog 46,27, 2 Mosebog 1,5)?

1 Mosebog 46,27: De sønner, Josef havde fået i Egypten, var to. I alt kom halvfjerds af Jakobs slægt til Egypten.
2 Mosebog 1,5: Tallet på Jakobs efterkommere var i alt halvfjerds. Josef var allerede i Egypten.

Eller måske bare fordi de kan?

Jakob og Johannes

De to Herrer
Hvis Jakob og Johannes skulle have glemt det, så er pladsen ved siden af Jesus allerede optaget — af Gud!

Jakob og Johannes går op til Jesus og forlanger, at han vil gøre alt, hvad de beder om. Helt bogstaveligt siger de: "vi ønsker, at du gør alt, hvad vi beder om, for os" — eller som der stod i 1814: »Mester, vi ville, at du skal giøre os det, vi ville bede«. Sådan bliver Markus 10,35 da også oversat i den frie verden: »we want you to do for us whatever we ask« (NIV), »we want you to do for us whatever we ask of you« (ESV og NASB), »we would that thou shouldest do for us whatsoever we shall desire« (King James Bibel).

Bibelselskabet gør deres bøn langt mere ydmyg: »Mester, der er noget, vi vil bede dig om at gøre for os«.

Deres beskedne bøn er, at de må sidde på højre og venstre side i Jesus' herlighed, men Jesus må bedrøve dem med, at pladsen er optaget (billedet til højre). Da Jesus bliver korsfæstet, er det to andre, der får den ønskede plads på Jesus' højre og venstre side af jødernes konge:

Markus 15,26 Og indskriften med anklagen imod ham lød: "Jødernes konge".
Markus 15,27 Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.

Bibelselskabet forsøger at skjule den bidende ironi ved at skrive »højre og ved min venstre hånd« det ene sted og »højre og ved min venstre side« det andet, men der står hverken "side" eller "hånd" i den græske tekst.

Læs meget mere om sort humor og ironi i Markusevangeliet.

Textus Receptus

Ars Moriendi, Jesus i Getsemane
Jesus ved Getsemane. Englen til højre får lov til at blive der af Bibelselskabet.

I flere hundrede år var Det Nye Testamente baseret på en upålidelig teksttradition kaldet Textus Receptus. I dag er man — officielt — gået bort fra denne teksttradition, hvilket betyder, at over 50 hele vers udgår, sammen med 6.000 andre forfalskninger.

Bibelselskabet vælger at beholde de vers, der burde udgå, men forsyner den med en undskyldning á la »Verset findes ikke i de ældste håndskrifter«. Dette gælder dog ikke for Lukas 22,43-44, hvor Jesus sveder blod, eller for det berømte citat »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør«. I disse tilfælde giver Bibelselskabet ingen indikation af, at versene er nyere falsknerier, der ikke hører hjemme i en anstændig Bibel.

De 6.000 mindre falsknerier er naturligvis svære at få overblik over. Som hovedregel har Bibelselskabet rettet fejlene, men kristne mennesker kan være stædige og holde fast i deres yndlingsforfalskninger. Eksempler:

  1. Vi har allerede set eksemplet med Helligånden, der trænger ind i Jesus og besætter ham. Faktisk var Textus Receptus forfalsket, så der stod "ep" (= på / over) i Markus 1,10.

    Selvom falskneriet er rettet i den aleksandrinske tekst, retter Bibelselskabet ikke deres oversættelse.

  2. I Apostlenes Gerninger 12,25 stod der i Textus Receptus, »at Barnabas og Saulus kom tilbage fra Jerusalem, efterat de havde fuldført deres Ærinde«, hvilket rent logisk betød, at de afsluttede det besøg, der startede i forrige kapitel. I den aleksandrinske tekst, er ordet "fra" (græsk "ex") rettet til "til" eller "ind i" (græsk: "eis"). Hvis man bruger en pålidelig Bibeloversættelse, som f.eks. the New Revised Standard Version, står der: »after completing their mission Barnabas and Saul returned to Jerusalem«.

    Bibelselskabet følger formentlig den upålidelige Textus Receptus, for at nedbringe antallet af besøg, Paulus skulle have haft i Jerusalem. Det er lidt pinligt, hvis Apostlenes Gerninger siger, han var været der seks gange, når hans egne epistler siger tre. Se evt. Paulus' rejser.

  3. I Apostlenes Gerninger 19,16 resulterer en mislykket eksorcisme i, at den besatte mand overmander syv præstesønner. I Textus Receptus står der "autôn" (dem), mens den aleksandrinske tekst siger "amphoterôn" (begge). Derfor stod der i den forrige oversættelse: »det Menneske, i hvem den onde Ånd var, sprang ind på dem og overmandede dem begge […]«.

    Bibelselskabet synes åbenbart, det er forkert at skrive "begge", når der er syv sønner, så de går tilbage til Textus Receptus og skriver »manden med den onde ånd sprang på dem, overmandede dem alle«. Hvis teksten lyder fjollet, forbedrer Bibelselskabet gerne teksten.

  4. Hebræerne 1,3 lød: »saa gjorde han ved sig selv vore Synders Renselse«. De fire ord "ved sig selv vore" udgår, men Bibelselskabet beholder alligevel "vore": »da han havde skaffet renselse for vore synder«

    Det er åbenbart vigtigt, at Jesus — i modsætning til oldtidens jødiske præster — ikke selv har haft nogle synder, der skulle renses.

  5. Åbenbaringen 22,21 — Bibelens sidste vers — lyder »Herren Jesu nåde være med jer alle«. Ordet "jer" udgik med Textus Receptus, men Bibelselskabet beholder det.

Det er ikke muligt her at gennemgå alle de mange større og mindre fuskerier. Læs endelig siden om de 6.000 forfalskninger.

 
Guds hånd

Se den tilsvarende side om fusk i oversættelsen af Det Gamle Testamente.

Ressourcer

Yderligere information


Fodnoter: (1)

Fra Robert M. Fowler, Let the reader understand: reader-response criticism and the Gospel of Mark, side 16:

»[…] Mark is portraying for us a person being invaded and possessed by a spirit. In Mark, Jesus becomes spirit-possessed. See, for example, Mark 1:12, where the spirit within Jesus throws him out (ekballô) into the desert. Jesus has not so much acquired a spirit; rather, a spirit has acquired Jesus. In the baptism scene Mark is laying the basis for a debate that will arise later in the Gospel. Whether Jesus is spirit-possessed is not a question in Mark, but rather whether the spirit in him is good or evil, from God or Satan (Mark 3:20-35). The storyteller nowhere clarifies explicitly the nature of Jesus' spirit possession but provides ample clues for the reader to figure out the puzzle«.


Op til Fusk