Jomfruen skal blive med barn

Den vigtigste og kendteste profeti i Bibelen må være den, hvor Herrens engel afslører, at Frelseren skal fødes af en jomfru.

Historien starter med, at englen i en drøm fortæller Josef, at hans forlovede allerede er en lille smule gravid:

Jesus i krybben
Gustave Doré. Et barn er født.

Matthæus 1,21 Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«
Matthæus 1,22 Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger:
Matthæus 1,23 »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« - det betyder: Gud med os.

Umiddelbart er det svært at se logikken i, at en profeti om et barn ved navn Immanuel kan handle om Jesus. Der er simpelthen ingen steder i Bibelen, hvor Jesus bliver kaldt Immanuel. Den del af profetien er i al fald noget vrøvl. Men lad os se på, hvad Esajas siger i den såkaldte profeti:

Esajas 7,14 Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.

Der er fire aspekter i dette her:

  1. Er det en ung kvinde eller jomfru?

  2. Er hun gravid, eller vil hun blive det senere

  3. Er det en profeti eller et tegn?

  4. Fik Esajas ret?

Ung kvinde eller jomfru?

I oversættelsen fra 1992 står der ikke "jomfru" i Esajas 7,14, men den unge kvinde. På dette punkt er Bibelen omsider - efter næsten 2.000 år - blevet korrekt oversat.

Ordet der bruges i den hebraiske teksttradition er "almah", der betyder ung kvinde. Det er det samme ord, der bruges i Højsangen (6,8) om Salomons harem: »Der er tres dronninger og firs medhustruer og unge piger [almah] uden tal«. Unge piger i et harem er sjældent jomfruer! Hvis Esajas virkelig mente, at den vordende moder skulle være jomfru, ville han bruge ordet "bethulah".

Grunden til, at de tidligere stod "jomfru" i de gamle oversættelser er, at det står der i den græske teksttradition, Septuaginta. Det pudsige er, at Helligånden er bedre til at læse græsk end hebraisk, og når der står i Det Nye Testamente, at en eller anden profeti i Det Gamle Testamente er opfyldt, er man ofte nødt til at kigge i den græske teksttradition, før profetien "fungerer".

Her i landet regnes den græske tekst ikke for guddommeligt inspireret, men for at redde Matthæus har man alligevel skrevet "jomfru" i Esajas 7,14 i næste to tusinde år.

Dette fusk har været kendt næsten lige så længe, som kristendommen har eksisteret: Kirkefaderen Justin levede fra ca. år 100-165, og i hans diskussioner med jøden Tryfo brugte han flere kapitler på netop dette Bibelcitat: »But since you and your teachers venture to affirm that in the prophecy of Isaiah it is not said, 'Behold, the virgin shall conceive,' but, 'Behold, the young woman shall conceive, and bear a son;' […]«. Justin Martyrs skrift er næsten lige så gammelt som Matthæusevangeliet, og hans diskussion viser, at allerede de første kristne var klar, at oversættelse med jomfru ikke blev accepteret af skriftkloge jøder (se eksternt link forneden).

Kirken burde altså have rettet denne fejl for 1850 år siden. Og uanset hvor gammel fejlen er, er det stadig en absurd tanke, at Jødernes Konge skal fødes af en jomfru, fordi der står sådan i den græske tekst! Dette er endnu et eksempel på, at Matthæus er den dummeste af de fire evangelister.

Men oversættelsen er stadig ikke helt korrekt. Der står »den unge kvinde skal blive med barn« i stedet for det korrekte »den unge kvinde er med barn«.

Sådan her lød den første prøveoversættelse til den Bibel, der blev autoriseret i 1992:

Lego: Herrens engel og Helligånden
Bibelen i Lego,
Gabriel til Maria: "Helligånden skal komme over dig".

Esajas 7,14 […] Se, den unge kvinde er gravid, hun skal føde en søn og give ham navnet Immanuel«.
(Prøveoversættelse til den autoriserede danske Bibel)

Den korrekte oversættelse gør det svært at se sammenhængen mellem en ung kvinde, der var gravid på Esajas' tid, og en jomfrufødsel 700 år senere. Derfor måtte Indre Mission på arbejde i den såkaldte "revisionskomité".

Formanden for revisionskomitéen Niels Jørgen Cappelørn udtalte dengang i 1991: »Først og fremmest er gengivelsen 'den unge kvinde' blevet angrebet og anklaget for at løsne forbindelsen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Dernæst er der rettet indvendinger imod udsagnsordets tid i udtrykket "er gravid" med den teologiske begrundelse, at nutid neddæmper den forståelse, at Es. 7,14 - også - er et profetisk udsagn om Jesu fødsel; den profetiske forståelse ville komme bedre frem ved brug af fremtid "skal blive gravid"«.(1)

I ovenstående citat fortæller Cappelørn, at en korrekt oversættelse ville ødelægge en af kristendommens vigtigste profetier. Det faktum at de mange bøger i jødernes "gamle" testamente ikke har en pind at gøre med det kristne Nye Testamente, bliver af Cappelørn kaldt for at »løsne forbindelsen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente«. En korrekt oversættelse ville ganske rigtigt »neddæmpe den forståelse«, at en kvinde, der var gravid allerede på Esajas tid og snart skulle føde, kunne have nogen som helst forbindelse med en overnaturlig jomfrufødsel 700 år senere.

Derfor måtte de 17 mand i revisionskomitéen til stemmeurnerne: Først gjaldt det spørgsmålet, om den unge kvinden var jomfru eller ej. Her stemte seks for jomfru, ni for ung kvinde, og to undlod at stemme. I oversættelsen fra 1992 handler profetien derfor ikke længere om en jomfru.

Derefter gjaldt det spørgsmålet om kvinden allerede var gravid, eller ville blive gravid i fremtiden. Også i dette tilfælde var der flertal for den korrekte oversættelse: Kun 6 stemmer for futurum og 8 imod, men alligevel "vandt" den forfalskede oversættelse. Indre Missions magt var åbenbart for stor, og der er igen fusket med oversættelsen. For flere detaljer, se de eksterne links nederst på denne side.

Men der er meget mere galt end det: Profetien har simpelthen ikke en pind at gøre med Jesus. Lad os kigge på sammenhængen:

Immanuelstegnet

Immanuelstegnet er netop et tegn og ikke en profeti. Lad os se på, hvad det i grunden handler om.

Esajas 7,1 Dengang Akaz, Jotams søn, Uzzijas sønnesøn, var konge i Juda, drog Arams konge, Resin, og Israels konge, Peka, Remaljas søn, op til angreb på Jerusalem. Men de kunne ikke erobre den.
Esajas 7,2 Da det blev meddelt Davids hus, at Aram havde slået lejr i Efraim, skælvede hans hjerte og hans folks hjerte, som skovens træer skælver for blæsten.

Vi befinder os ca. år 700 f.Kr., og Davids gamle kongerige har længe været delt i to.(2) Det nordlige rige hedder i flæng Israel, Samaria og Efraim, mens det sydlige rige hedder Juda. Denne historie starter med, at det nordlige rige har slået sig sammen med nabolandet Aram om at bekæmpe det sydlige rige.

Esajas 7,3 Da sagde Herren til Esajas: "Gå ud sammen med din søn Shearjashub og mød Akaz ved enden af Øvredammens vandledning, ved vejen til vaskepladsen,
[.. .. ..] [...]
Esajas 7,7 Dette siger Gud Herren: Det skal ikke lykkes, det skal ikke ske!

Profeten Esajas bor i Jerusalem, der ligger i Juda (det sydlige rige), så Gud sætter ham på banen sammen med hans søn. Profetens søn optræder kun i dette ene vers, hvor han i øvrigt intet foretager sig. Hans eneste rolle er at have et profetisk navn, Shearjashub, som Bibelselskabet i deres noter oversætter til "en rest vender om".

Esajas 7,8 For Arams hoved er Damaskus, og Damaskus' hoved er Resin. Femogtres år endnu, så er Efraim knust og ikke længere et folk.
Esajas 7,9 Efraims hoved er Samaria, og Samarias hoved er Remaljas søn. Holder I ikke fast ved mig, holder jeg ikke fast ved jer!"

Hovedstaden i Aram er Damaskus, og kongen hedder Resin (som der stod i vers 1). Efraim og Samaria er som nævnt andre navne for det nordlige rige. Det er ikke klart, hvad Gud mener med »femogtres år endnu« (vers 8), for der går ganske få år fra denne profeti til det nordlige rige ødelægges af assyrerne.(3)

Jesus omskæres
Jesusbarnet bliver omskåret.

Det fremgår ikke af teksten, hvad hunden venter på.

Derefter prøver Esajas at illustrere, hvor hurtigt Herren vil løse alle problemer for kong Akaz. Indre Missions falskneri er rettet og markeret med [[gult i firkantede klammer]], så det passer med prøveoversættelsen:

Esajas 7,10 Herren talte på ny til Akaz:
Esajas 7,11 »Bed om et tegn fra Herren din Gud, nede fra dødsriget eller oppe fra det høje.«
Esajas 7,12 Akaz svarede: »Jeg vil ikke bede om noget tegn, for jeg vil ikke udæske Herren.«
Esajas 7,13 Da sagde Esajas: »Hør nu, Davids hus. Er det ikke nok, at I er mennesker til besvær? Skal I også besvære min Gud?
Esajas 7,14 Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde [[er gravid, hun skal føde]] en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.
Esajas 7,15 Tykmælk og honning skal han leve af, til han forstår at vrage det onde og vælge det gode.
Esajas 7,16 For inden drengen forstår at vrage det onde og vælge det gode, skal det land lægges øde, hvis to konger du gruer for.
(Bibelen, hvor Indre Missions falskneri er rettet og markeret med gult)

Så i mere klart sprog: Som et tegn på den korte tid, der vil gå, før det er slut med Kong Akaz' fjender, peger profeten på en kvinde, der allerede er gravid. Inden denne gravide kvinde føder sit barn, og barnet bliver stort nok til »at vrage det onde og vælge det gode«, vil profetien om de to konger være opfyldt: »skal det land lægges øde, hvis to konger du gruer for«.

Profetien handler om de to konger; den gravide kvinde, der snart skal føde, er kun et tegn, der viser hastigheden af profetien.

Selvfølgelig er alting ikke lysende klart — det er profetier aldrig. Hvorfor skal drengen kun leve af tykmælk og honning, indtil "landet med de to konger" er lagt øde? Forvirringen bliver ikke mindre af, at verset oversættes forskelligt. Den danske oversættelse lægger op til, at tykmælk og honning er en dårlig ting, som standser, når Gud får befriet Kong Akaz fra angriberne. Den forrige oversættelse sagde det modsatte: »Surmælk og Vildhonning skal være hans Føde, ved den Tid han ved at vrage det onde og vælge det gode;« og lægger altså op til det modsatte, at surmælk og vildhonning er noget godt, som starter, når drengen er gammel nok.

To vers senere sætter Gud bierne i forbindelse med det mægtige Assyrien: »På den dag fløjter Herren […] ad bierne i Assyrien […] Ja, alle, der er tilbage i landet, skal spise tykmælk og honning.« (7,18-22). Resten af kapitel 7 (og det meste af kapitel 8) handler nemlig om, hvordan assyrerne vil oversvømme nabolandene.

Esajas 7,18: På den dag fløjter Herren ad fluerne ved udløbet af kanalerne i Egypten og ad bierne i Assyrien.
[...]
Esajas 7,21: På den dag holder en mand en kvie og et par får,
Esajas 7,22: og med den mængde mælk, de giver, kan han spise tykmælk. Ja, alle, der er tilbage i landet, skal spise tykmælk og honning.

Drengens ensidige kost er også mærkelig i forhold til bemærkningen om, at »femogtres år endnu, så er Efraim knust« (Esajas 7,8). Tager det ham 65 år at lære »at vrage det onde og vælge det gode«? Skal den stakkels dreng leve af tykmælk i 65 år?

Uanset disse besynderligheder står det klart, at barnet ikke er spændende i sig selv, kun som tidsmåler og som symbol på Guds velvilje (Immanuel = Gud er med os). Tidshorisonten for dette tegn er kun de få år, barnet lever af tykmælk og honning. Udløbsdatoen for tegnet var ca. 700 år før Kristi fødsel.

Lad os tilføje, at Jesus ikke blev døbt Immanuel, at Jesus ikke levede af tykmælk og honning, at Jesus (som er en alvidende Gud) altid har kendt forskel på godt og ondt, og at Aram og Israel/Samaria ikke blev lagt øde i løbet af Jesus' barndom.

Putti af Cabanal Tidsmåler-barnet bliver født i næste kapitel af Esajas:

Esajas 8,3 Så lå jeg hos profetinden; hun blev gravid og fødte en søn. Og Herren sagde til mig: »Kald ham Maher-Shalal Hash-Baz.
Esajas 8,4 For inden drengen kan sige far og mor, skal rigdommen fra Damaskus og byttet fra Samaria bringes til assyrerkongen.«
[.. .. ..] [. . .]
Esajas 8,8 den oversvømmer Juda, vælter frem og stiger, indtil den når dem til halsen. Dens udbredte vinger skal fylde hele dit land, Immanuel.

Det står ikke lysende klart, om Immanuel ("Gud er med os") og Maher-Shalal Hash-Baz ("Hurtigt-Bytte, Hastigt-Rov") er to navne for den samme dreng. Men det er stadig drengens alder, der er spændende for profetien: Inden han »kan sige far og mor«, vil Damaskus (hovedstaden i Aram) og Samaria (det nordlige rige) være undertvunget af assyrerkongen. Bemærk, at drengen nu er født - år 700 f.Kr.: »hun blev gravid og fødte en søn« (Esajas 8,3).

Bemærk også ordene: »Så lå jeg hos profetinden« - der er ingen, der påstår, at moderen var jomfru! Esajas ligger selv hos profetinden for at gøre hende gravid. Det kan man i dén grad kalde en selvopfyldende profeti!

Din ven Jesus Senere i samme kapitel viser Esajas sine børn frem. Børnene, der altså allerede er født, her år 700 f.Kr., er tegn og varsler:

Esajas 8,18 Og jeg og de børn, Herren har givet mig, er tegn og varsler i Israel fra Hærskarers Herre, der bor på Zions bjerg.

Det lyder selvfølgelig underligt, at en profet får børn, med det ene formål at give dem sjove navne, men som nævnt havde han allerede en søn ved navn Shearjashub, der betyder "en rest vender om". Prøv også at læse Hoseas bog kapitel 1-2, hvor en anden profet gifter sig med en horkvinde med det ene formål at kunne kalde sine børn Ikke-Fundet-Barmhjertighed og Ikke-Mit-Folk.

Gik Profetien i Opfyldelse?

Jesus i synagogen
Gustave Doré. Den unge Jesus i synagogen.

Esajas spåede om, at det nordlige rige og nabolandene ville gå til grunde efter en invasion fra Assyrien. Der er andre bøger i Bibelen, der beskriver, hvordan assyrerne erobrede det nordlige rige, og hvordan halvdelen af Davids gamle rige dermed gik til grunde. Derfor er det oplagt at sammenligne Esajas' Bog med de mere kronologiske beretninger i Kongebøgerne og Krønikebøgerne.

Hvis vi kigger i 2 Kongebog kapitel 15-16, er profetien ikke så overbevisende. Her får vi at vide, at Peka — den konge af det nordlige rige, som Kong Akaz var bange for — blev dræbt af tronraneren Hosea:

2 Konge. 15,30 Så stiftede Hosea, Elas søn, en sammensværgelse mod Peka, Remaljas søn, slog ham ihjel og blev konge efter ham i Uzzijas søn Jotams tyvende regeringsår.

Hans morder, Hosea, blev Israels (det nordlige riges) sidste konge. I hans tid blev riget ødelagt af assyrerne, folket blev ført i eksil, og de ti stammer forsvandt. Vi er altså meget tæt på denne undergang — faktisk lidt for tæt: Esajas havde spået, at der var et stykke tid endnu: »femogtres år endnu, så er Efraim knust« (Esajas 7,8).

Der er selvfølgelig kristne bortforklaringer nok på de 65 år: Måske blev Samaria ødelagt i mange etaper, så de 65 år betegner et eller andet tilfældigt punkt i de endeløse plyndringer? Men hvis denne bortforklaring fjerner modstriden, sker det på bekostning af, at profetien om de »femogtres år endnu« bliver meningsløs. Det er ikke noget, der øger tilliden til Esajas.

Et andet problem er, at Jotam var Kong Akaz' far, så hvis Peka blev dræbt allerede i »Jotams tyvende regeringsår«, har han ikke kunnet genere Kong Akaz. Men her er en selvmodsigelse midt i selvmodsigelsen: Få vers senere får vi at vide, at Jotam kun regerede 16 år: »Jotam […] søn af Judas konge Uzzija […] han regerede seksten år i Jerusalem« (1 Kongebog 15,32-33).

1 Kongebog 15,32: I Remaljas søn kong Peka af Israels andet regeringsår blev Jotam konge; han var søn af Judas konge Uzzija.
1 Kongebog 15,33: Han var femogtyve år, da han blev konge, og han regerede seksten år i Jerusalem. Hans mor hed Jerusha og var datter af Sadok.

Hvordan kunne Peka bliver myrdet i »Jotams tyvende regeringsår«, når Jotam kun regerede i 16 år? Igen er der en perlerække af kristne undskyldninger: Måske er de tyve år medregnet den tid, hvor Jotam var vicekonge, fordi hans far, Kong Uzzija, var vansiret af spedalskhed? Det ændrer jo ikke ved, at der er en selvmodsigelse mellem "20" i det ene vers og "16" tre vers senere.

En anden (bort)forklaring er, at »Jotams tyvende regeringsår« skal fortolkes som "sønnen Akaz' fjerde regeringsår". Så får man også klaret problemet med, at Peka stadig skal være levende i Akaz' levetid. Uanset hvad må man sige, at det er en absolut unik måde at skrive tingene på.

Men lad os kigge på Akaz og hans problemer med de aggressive naboer:

2 Konge. 16,5 På den tid drog Arams konge Resin og Israels konge Peka, Remaljas søn, op til angreb på Jerusalem. De indesluttede Akaz, men de kunne ikke besejre ham.
2 Konge. 16,6 Edoms konge Elat tog dengang tilbage til Edom. Efter at han havde fordrevet judæerne fra Elat, kom der edomitter til Elat og bosatte sig der, og dér bor de den dag i dag.
2 Konge. 16,7 Akaz sendte bud til assyrerkongen Tiglat-Pileser: "Jeg er din træl og din søn. Kom og frels mig fra Arams og Israels konger, der har rejst sig mod mig!"
2 Konge. 16,8 Akaz tog det sølv og guld, der fandtes i Herrens tempel og i skatkamrene i kongens palads, og sendte det som gave til assyrerkongen,
2 Konge. 16,9 og assyrerkongen bønhørte ham. Han drog mod Damaskus, indtog den og førte indbyggerne bort til Kir, og Resin dræbte han.

Vers 16,5 om »Arams konge Resin og Israels konge Peka, Remaljas søn« er næsten enslydende med Esajas 7,1, så vi er helt klart på rette sted i forløbet. Som man kan se, får Akaz hjælp af assyrerne, ganske som spået, men det er ikke Gud, der »fløjter […] ad bierne i Assyrien«, som profetien ellers havde lovet (Esajas 7,18-22): Det er Akaz selv, der sender bud. Og måden han overtaler assyrerkongen til at hjælpe sig er ved at plyndre Herrens tempel for sølv og guld, så han kan bestikke assyrerkongen (vers 16,8).

Der er ingen grund til at citere hele kapitel 16. Resten af kapitlet fortæller, hvordan Akaz plyndrede diverse helligdomme og opførte hedenske altre inde i Guds tempel for at glæde assyrerkongen. Derved overlevede han truslen fra det nordlige rige og Aram helt uden Guds hjælp. Det var ikke lige den måde, Esajas' profeti havde lagt op til.

Den version, der er i 2 Krønikebog kapitel 28, er endnu værre.

Isajs træ
Akaz var en af Jesus' stamfædre. De var begge af Isajs træ.

2 Krønike. 28,1 Akaz var tyve år, da han blev konge, og han regerede seksten år i Jerusalem. Han gjorde ikke, hvad der var ret i Herrens øjne, sådan som hans fader David gjorde.
2 Krønike. 28,2 Han fulgte i Israels kongers spor. Han lavede endog støbte gudebilleder for Ba'alerne,
2 Krønike. 28,3 og han tændte offerild i Hinnoms søns dal og brændte sine sønner efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne.
2 Krønike. 28,4 Han bragte slagtofre og tændte offerild på højene og bakkerne og under alle grønne træer.
2 Krønike. 28,5 Derfor gav Herren hans Gud ham i aramæerkongens hånd; aramæerne slog ham og tog mange af hans folk til fange og førte dem til Damaskus. Han selv blev også givet i Israels konges hånd, og han led et stort nederlag.
2 Krønike. 28,6 Peka, Remaljas søn, dræbte på én dag hundrede og tyve tusind mand i Juda, alle sammen dygtige krigere, for de havde svigtet Herren, deres fædres Gud.
[.. .. ..] [...]
2 Krønike. 28,16 På den tid sendte kong Akaz bud til assyrerkongen om hjælp.
2 Krønike. 28,17 For også edomitterne var kommet og havde slået judæerne og taget fanger.
2 Krønike. 28,18 Og filistrene havde gjort indfald i byerne i Lavlandet og i Judas Sydland. De indtog Bet-Shemesh, Ajjalon, Gederot, Soko med tilhørende småbyer, Timna med tilhørende småbyer og Gimzo med tilhørende småbyer, og de bosatte sig dér.
2 Krønike. 28,19 For Herren ville ydmyge Juda på grund af Israels konge Akaz, fordi han havde givet tøjlesløsheden frit løb i Juda og været troløs mod Herren.
2 Krønike. 28,20 Men assyrerkongen Tiglat-Pileser gik imod ham og sendte trængsler over ham i stedet for at hjælpe ham.
2 Krønike. 28,21 Selv om Akaz udplyndrede Herrens tempel og kongens palads og stormændene og gav assyrerkongen det, hjalp det ham ikke.

I denne udgave af historien lider Akaz forsmædelige nederlag mod det nordlige rige og Aram (vers 6-15) for ikke at tale om edomitter (vers 17) og filistre (vers 18). Og selvom Akaz udplyndrer templet for at bestikke assyrerkongen, får han ingen hjælp af assyrerne (vers 20-21). Det er muligt, at Akaz overlevede angrebene, men det skyldes ikke, at Gud og profeten Esajas har hjulpet ham. Tværtimod gjorde Gud, hvad han kunne for at spænde ben for Akaz: »Herren ville ydmyge Juda på grund af Israels konge Akaz« (vers 19).

Anden Krønikebog kender ikke noget til Esajas' profeti eller noget løfte fra Gud, men fortæller, at Akaz var en ugudelig mand, og at han »gjorde ikke, hvad der var ret i Herrens øjne«, men derimod »brændte sine sønner efter de afskyelige skikke […]« (vers 1-5). Det er selvfølgelig ekstra pinligt, eftersom Akaz er en af Jesus' forfædre.

Konklusion: Fødslen var et tegn. Det vil sige, at kong Akaz selv skulle se den unge kvinde (ikke jomfru), der fik et barn. Det var ikke en profeti om noget, der skulle ske 700 år efter, at Kong Akaz var død.
Profetien har intet med Jesus at gøre. Han er aldrig blevet kaldt Immanuel, han har ikke levet af tykmælk og honning, og de to riger i nord blev ikke lagt øde i løbet af Jesus' barndom.
Desuden var profetien falsk.

Tilbage er så spørgsmålet, om Jesus virkelig blev født af en jomfru.

 
Guds hånd

Assyrernes angreb på Judæa og Israel i Esajas kapitel 7 og 8 kunne også bruges til en profeti om Galilæa.

Eller læs evt.: var Jesus født af en jomfru?

Eksterne link

Ressourcer

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3)

Niels Jørgen Cappelørn, »Oversættelsesprojektet«, Det Danske Bibelselskabs Årbog, 1991, side 22 ff.
For en ordens skyld handler denne side kun om, hvad der står i Bibelen.

Jeg tager ikke stilling til, om der nogensinde har været et samlet Davids-rige, der blev delt i to, ej heller om Esajas eller nogen af de andre figurer i Kongebøgerne, Krønikebøgerne og Matthæusevangeliet rent faktisk har eksisteret.

Den berømte Rashi foreslog, at de 65 år skal regnes fra en anden profeti af en anden profet, hvilket ganske vist kræver en del kreativitet.

Hans forklaring på de 65 år er: »Go out and calculate from Amos' prophecy until the ten tribes were exiled, and you will find them to be sixty-five years. Amos' prophecy was two years before Uzziah was stricken, as it is stated (Amos 1:1): "Two years before the earthquake." And Uzziah was stricken for twenty-five years, plus these two years, giving us a total of twenty-seven years. Add the sixteen years of Jotham and the sixteen years of Ahaz and six years of Hezekiah, as it is stated (II Kings 18:10,11): "And they captured it [at the end of three years]; in the sixth year of Hezekiah, which is the ninth year of Hoshea, king of Israel … And the king of Assyria exiled Israel to Assyria." Here are sixty-five years. Now how do we know that the duration of Uzziah's state as a confirmed metzora was twenty-five years? For it is stated (ibid. 15:1): "In the twenty-seventh year of Jeroboam the king of Israel, Azariah the son of Amaziah the king of Judah, became king." Is it possible to say this? Did not Uzziah and Jeroboam reign simultaneously, according to the calculation you will find in the Book of Kings? Rather he reigned a plagued kingship. In the twenty-seventh year he was stricken, and he reigned for fifty-two years. It is impossible, however, to count "and in another sixty-five years" from the day that Isaiah said this prophecy, for he said it in the days of Ahaz, and they were exiled in the sixth year of Hezekiah. In this manner it is explained in Seder Olam (ch. 28), that Scripture counted from the prophecy of Amos«.

Rashi levede fra 1040 til 1105 og hed egentlig Shlomo Yitzhaki, men han er mere kendt under akronymet RAbbi SHlomo Itzhaki.


Op til profetier om Jesus