Henry VIII og Hans Skilsmisse

Henry VIII
Henry VIII, Troens Forsvarer

Vi har tidligere kigget på den tragiske historie om Martin Luther og Philipp von Hessen's dobbeltægteskab. Men nogenlunde samtidigt fandt en endnu større skandale sted i England. Henry VIII var løbet ind i et politisk stormvejr, der har fået voldsomme konsekvenser den dag i dag. Alt sammen på grund af en selvmodsigelse i Bibelen.

Først skal det siges, at vi normalt kender Henry VIII som den fede tyran (billedet til højre), der rask væk huggede hovedet af koner, gejstlige og adelsmænd, efterhånden som de mishagede ham. Men det er ikke hele historien.

Henry var også en from katolik, der var godt inde i Bibelen. I 1521 havde han skrevet en teologisk afhandling: »The Defence of the Seven Sacraments«. Dette forsvar for de syv sakramenter (herunder ægteskabet) var dedikeret til pave Leo X, der til gengæld belønnede Henry med titlen Fidei Defensor (Troens Forsvarer) i oktober samme år.

Historien, vi her skal kigge på, startede dog længe før dette, nemlig allerede da Henry kun var 10 år gammel. I 1501 giftede hans storebror, Arthur, sig med Katharina af Aragonien. Desværre døde Arthur kun fire måneder senere.

De to kongehuse så helst, at Katharina (og medgiften) blev i familien, og at hun istedet blev gift med lillebror Henry, når han engang blev gammel nok. Den slags er imidlertid strengt forbudt ifølge Bibelen:

3 Mosebog 20,21 Hvis en mand gifter sig med sin brors hustru, er det en skændsel. Han har blottet sin brors køn. De skal være barnløse.

På grund af dette forbud (og det tilsvarende forbud i 3 Mosebog 18,16) var Katharinas forældre nødt til at skrive til vatikanet og bede om en pavelig dispensation. Forældrene havde prøvet det før, for det havde været nødvendigt at opnå en lignende dispensation, dengang Katharinas ældste søster, Infanta Isabella (1470 - 1498), døde, og hendes mand, Manuel I af Portugal, istedet ville have en anden søster, Maria (1482 - 1517).

For at gøre en meget lang historie en lille smule kortere, gav Pave Julius II den ønskede dispensation, så i 1509, da Henry var 18 år, kunne han og Katharina gifte sig med pavens velsignelse.

Skabelsen
" en mand […] binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød". (1 Mosebog 2,24).

Katharina var en dygtig dronning, og hun blev populær blandt sit nye folk, men ægteskabet havde en stor mangel: De fik ingen mandlige arvinger. Da de havde været gift i atten år, havde Katharina stadig ikke skænket Henry en tronarving. Nu var hun 42 år, og Henry var ved at opgive håbet.

Igen må vi huske, at billedet af Henry VIII, som en fed tyran, der huggede hovedet af sine koner, ikke er hele billedet. Han var også en ansvarlig regent, der ikke ønskede at kaste landet ud i endnu en borgerkrig. Englænderne huskede stadig Rosekrigene (1455-1487), der først endte, da Henry VIII's far, Henry VII, steg på tronen. For at bevare tronen på slægtens hænder og sikre freden, havde Henry nu 3 valg: At gøre deres datter, Mary, til kronprinsesse, at gøre hans elskerindes søn, Henry Fitzroy, til kronprins, eller at finde sig en ny kone, der kunne levere mandlige, blåblodede tronarvinger.

Henry valgte den tredje løsning, og han skrev derfor til den nye pave, Clemens VII, for at få sit ægteskab med Katharina erklæret ugyldigt med henvisning til forbuddene i 3 Mosebog.

Mitra eller fisk
Katharina kendte kardinal Cisneros. Hun var faktisk født i hans palads i Alcalá de Henares.

Desværre var der ikke meget forståelse at hente hos Clemens, for alle katolikker véd, at manden og kvinden »skal blive ét kød« (billedet til venstre), og at »hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille«. (Markus 10,7-9). Det gjorde heller ikke sagen bedre, at pave Clemens samme år, i 1527, var blevet taget som fange af den tysk-romerske kejser Karl 5. Det lykkedes senere Clemens at flygte tilbage til det plyndrede Rom, men resten af hans tid var han stadig afhængig af kejseren, og kejseren var en nevø af Katharina.

Man skal huske, at det Henry bad om, var ikke en skilsmisse, for det begreb eksisterede ikke i den katolske kirke. Henry ville have paven til at opløse ægteskabet, som om det havde været ugyldigt fra starten af og aldrig havde eksisteret. Hvis paven havde opfyldt Henrys ønske, ville Katharina, kejserens moster, miste alt, og deres datter Mary, kejserens kusine, ville skifte status fra kronprinsesse til horeunge.

Kanonisk Ret

Afladsbrev
Afladsbrev

I første omgang handlede det ikke om Bibelen, men om Kanonisk Ret, der ikke kun omfatter Bibelen, men også gamle retspraksisser som f.eks. romerretten og det mere luftige begreb, "Publica honestas", almindelig anstændighed.

For at forstå, hvor kompleks juraen var, kan vi kigge på et smuthul, som Henrys kansler, Kardinal Wolsey, fik øje på allerede i 1525.

Da Katharinas forældre i sin tid havde skrevet til paven og søgt om dispensation, havde de skrevet, at deres datter ganske vist stadig var jomfru, men af "politiske grunde indenfor England" skulle der stå i dispensationen, at ægteskabet havde været fuldbyrdet.

Lad os se lidt på kanonisk ret. Det kan desværre ikke gøres kort:

Public Honesty (Decency)

A diriment matrimonial impediment consisting in a relationship, which arises from a valid betrothal, or from a marriage approved by the Church but not consummated. Marriage between the persons affected by this impediment, as described below, is null; were it possible for them to marry they might be exposed to incontinency, owing particularly to their intimacy and familiar intercourse.

[stort klip]

According to our present legislation (Trent, Sess. XXIV, cap. iii, De Ref. Matr.) the impediment of public honesty arises from a valid betrothal between the male party to the contract and the blood relatives of the woman in the first degree (mother, daughter, sister), and conversely between the woman and the blood relatives of the man in the same degree (father, son, brother). Once existing, the impediment always remains, even though the betrothal is lawfully broken (see BETROTHAL).
[…]

Second, this impediment, for a stronger reason, is begotten by a marriage contract, not perfected by carnal relations — and this, too, though the marriage be invalid, unless the invalidity be due to lack of lawful consent. By carnal intercourse public decency gives way to affinity, and, though some deny this, all admit that in a petition for a dispensation it is sufficient to express the impediment of affinity, while public decency, if it still exist, is understood.
(Catholic Encyclopedia)

Dore: Abraham og Hagar
Bibelsk skilsmisse: Fader Abraham jager sin kone ud i ørkenen, så hun kan dø af tørst.

Pyha. Lad os tage den i små bidder:

  1. Begrebet "Publica honestas" træder i kraft allerede ved en forlovelse, og endnu stærkere, hvis der er en ægteskabskontrakt. Den medfører, at kvinden i al fremtid ikke kan gifte sig med mandens nærmeste familie: »Once existing, the impediment always remains, even though the betrothal is lawfully broken«. Det samme gælder for manden: I modsætning til mange af lovene i Bibelen gælder kanonisk ret ligeligt for begge køn.

  2. "Publica honestas" er en "diriment impediment", d.v.s. en forhindring, der kan gøre et indgået ægteskab ugyldigt. Hvis man efter 18 år kan vise, at ægteskabet har været et brud på "Publica honestas", har ægteskabet været ugyldigt i alle 18 år: »Marriage between the persons affected by this impediment […] is null«.

  3. Når ægteskabet fuldbyrdes, bliver "Publica honestas" erstattet af "affinitet", altså slægtskab/svogerskab: »By carnal intercourse public decency gives way to affinity«. Selvom reglerne for "Publica honestas" og "affinitet" er næsten ens, er det to forskellige ting.

  4. Hvis paven udsteder en dispensation for "affinitet" er det underforstået, at der samtidigt dispenseres for "Publica honestas", også selvom paven ikke udtrykkeligt skriver det: »all admit that in a petition for a dispensation it is sufficient to express the impediment of affinity, while public decency, if it still exist, is understood«.
    Det følger for såvidt af det forrige punkt: Eftersom "Publica honestas" er blevet erstattet af "affinitet", behøver paven ikke at dispensere fra "Publica honestas".

Problemet her var, at pave Julius II havde givet dispensation for Katharinas ægteskab med Arthur — det vil sige den "affinitet", der forbød hende at gifte sig med sin egen svoger. Hvis Katharina og Arthur havde fuldbyrdet ægteskabet, »By carnal intercourse«, ville pavens dispensation ikke bare have løst problemet med "affinitet", men også med "Publica honestas".

Men Katharina hævdede konstant og højlydt, at ægteskabet aldrig var blevet fuldbyrdet. Hun havde stadig havde været jomfru efter det korte ægteskab med Arthur. Den svagelige 15-årige dreng havde aldrig fuldbyrdet ægteskabet, de få gange de havde mødtes. Dermed gravede hun i virkeligheden sin egen grav!

Pavens dispensation kunne ikke fjerne hendes "affinitet", for den eksisterede ikke. Derimod var der stadig "Publica honestas" — Katharina og Arthur var blevet både trolovede og kirkeviede. Denne "Publica honestas" havde paven ikke adresseret, og derfor var den en "impedimenta derimentia" for ægteskabet, der dermed var ugyldigt.

Vi ved ikke, om dette prokuratorkneb ville have virket, for Henry valgte den stik modsatte strategi:

Guds Lov kontra menneskeskabte love

Edward Fox
Den engelske udgave var til hjemmemarkedet. Originalen på latin var rettet mod resten af Europa: "Gravissimae atque exactissimae, illusstrissimarum totius Italiae, et Gallicae academiarum censurae".

Istedet for at følge Wolseys råd om at udnytte, at Katharina konstant svor på, at hun havde været jomfru, gik Henry den stik modsatte vej: Han ville bevise, at Arthur havde fuldbyrdet ægteskabet, så situationen entydigt ville komme ind under forbuddene i 3 Mosebog. Til dette formål begyndte hans folk at indsamle 25 år gamle hof-rygter, der kunne bruges som bevis. Faktisk havde Katharinas spanske familie en tradition for at gemme de blodige lagner fra bryllupsnatten, men det havde Henry VIII åbenbart selv glemt at gøre.

Henrys strategi fulgte to hovedlinier: 1) at Guds Lov forbyder, at man gifter sig med sin svigerinde, og 2) at pave Julius II ikke havde haft autoritet til at tilsidesætte Guds Lov. At det netop var disse to punkter, der var centrale, kan ses af en af de bøger, der støttede Kong Henry (billedet til højre).

Bogen blev skrevet af Edward Fox i 1531 og allerede titlen fortæller, hvordan de klogeste folk i Italien og Frankrig gav kong Henry ret: »The determinations of the moste famous and mooste excellent vniuersities of Italy and Fraunce, that it is so vnlefull for a man to marie his brothers wyfe / that the pope hath no power to dispence therwith«.

På første side blev disse to punkter ("these .ij. questions") gentaget: »NOt longe syns there were put forth vnto vs the college of doctours regent{is} of the vniuersitie of Orleance, these .ij. questions, that folowe. The fyrste, whether it be leful by the lawe of god for the brother to take to wyfe that woman / whom his brother hath lefte. The seconde, and if this be forbydden by the lawe of god / whether this prohibition of the lawe of god maye be remytted by the pope his dispensation«.

Henrys skelnen mellem Guds og menneskets love vakte genklang mange steder i Europa. Reformationen var i gang, og på mange universiteter var man parat til at diskutere pavens autoritet (det var selvfølgelig netop disse universiteter, der blev citeret i bogen).

Problemet med Henrys strategi var, at Guds lov ikke er så entydig, som han (Henry) gerne ville gøre den til. Femte Mosebog siger nemlig det modsatte af 3 Mosebog: En mand har pligt til at gifte sig med sin brors enke:

5 Mosebog 25,5 Når brødre bor sammen, og en af dem dør uden at have fået en søn, skal den afdødes hustru ikke gifte sig med nogen uden for slægten; hendes svoger skal gå ind til hende, gifte sig med hende og udføre sin svogerpligt mod hende.
5 Mosebog 25,6 Den første søn, hun føder, skal bære den afdøde brors navn, så hans navn ikke bliver udslettet i Israel.

Samtidigt var det lovligt dristigt at stille spørgsmålet om pavens autoritet til paven selv. Det Henry faktisk bad Clemens VII om var at erkende, at en af hans forgængere, Julius II, havde gjort en fejl, da han i sin tid gav tilladelse til ægteskabet og til at se bort fra forbuddene i 3 Mosebog.

Pavens autoritet og ufejlbarlighed bygger på den apostolske succession (efterfølgelse / rækkefølge). Paverne kan føre deres indvielse ved håndspålæggelse tilbage til St. Peter, som fik sin fuldmagt af Jesus himself. Hvis Clemens erkendte, at en af hans forgængere havde gjort en fejl og overskredet sin autoritet ved at bryde den hellige skrift, ville rækkefølgen være brudt, hvilket ville underminere Clemens' egen autoritet og ufejlbarlighed.

Diskussionerne bølgede gennem Europa, og man kan blive overrasket over, hvor mange lærde mænd der var indblandede, og hvor mange bøger og traktater der blev skrevet (se evt. det eksterne link). En af dem, "A Glasse of the Truthe", menes sågar at være skrevet af Henry selv.

Svogerpligten i 5 Mosebog

Juda og Tamar
Juda (til venstre) havde beordret sin søn til at udføre sin svogerpligt med Tamar (i midten).

Svogerpligten i 5 Mosebog var det rene gift for Henrys strategi; derfor skulle dette vers bortforklares.

Det var dog nemmere sagt end gjort. Guds folk havde adlydt svogerpligten, dengang Juda beordrede sin søn, Onan, til at træde i Er's sted (i parantes var Er og Onan nr. 2 og 3 på listen over Guds drab). I Ruths bog bliver Ruth gift med en slægtning af sin afdøde mand, netop »for at afdødes navn kan bevares ved hans ejendom« (Ruth 4,5). Ruth og hendes mand blev oldeforældre til Kong David, så svogerpligten var i den grad inkorporeret i resten af Bibelen.

Henry VIII prøvede en påstand om, at forbuddene i 3 Mosebog bandt hele verden, mens 5 Mosebog kun gjaldt for jøderne. Han havde dog ikke nogen særlig god forklaring på, hvorfor det ikke ligeså godt kunne været omvendt.

Hans støtter forsøgte at pege på, hvordan Johannes Døberen havde skældt Herodes ud for at gifte sig med sin bror, Filips, kone (se evt. Det store trekantsdrama). Dette kunne tolkes som, at forløberen for Den Nye Lov, Johannes Døberen, havde gjort op med "svogerpligten" i den Gamle Lov.

Dette argument kunne Katharinas støtter gøre kort process med ved at påpege, at Filip ikke var død, og desuden havde han en datter, nemlig den datter, der dansede for Herodes og som belønning fik Johannes Døberens hoved. Herodes' forbrydelse var altså ikke, at han havde adlydt påbuddet i 5 Mosebog, men at han havde trodset forbuddene i 3 Mosebog.

Katharinas side kunne til gengæld citere historien om de syv brødre, der på skift var gift med den samme kvinde (Markus 12,18-27 og parallel). Henrys tilhængere prøvede at bortforklare historien som fantasi, men det ændrede ikke ved, at "svogerpligten" åbenbart var en levende skik på Jesus' tid, og at Jesus ikke kritiserede dem for at have brudt Guds Lov.

Sankt Augustin og Levirat-ægteskabet

Josef
Hvad hed Josefs far?

Den ældste bortforklaring af svogerpligten i 5 Mosebog går tilbage til St. Augustin, der fortolkede teksten "åndeligt":

To take, for example, this requirement on which Faustus ignorantly grounds his charge against the Old Testament, that a man should take his brother's wife to raise up seed for his brother, to be called by his name; what does this prefigure, but that every preacher of the gospel should so labor in the Church as to raise up seed to his deceased brother, that is, Christ, who died for us, and that this seed should bear His name? […]
(Augustin, Contra Faustum, Bog XXXII, kapitel 10)

Augustin mente altså, at den døde bror var et symbol for Kristus, og at den levende bror var et symbol for enhver kristen, der havde pligt til at skaffe flere troende i Jesu navn.

Det er naturligvis en ren påstand, at 3 Mosebog skal læses bogstaveligt, mens 5 Mosebog skal læses "åndeligt". Augustin var det samme geni, der opfandt Arvesynden, og som fandt på, at katolikker skulle klippe det 10. bud over i 2 små bud, men til Augustins forsvar (og til Henrys hovedpine) skal det siges, at han ikke udelukkede, at teksten samtidigt kunne forstås bogstaveligt.

Hvad værre var for Henry: Augustin brugte selv de såkaldte "levirat-ægteskaber" i 5 Mosebog 25,5, når han skulle bortforklare selvmodsigelserne i Jesus' stamtavle. Ifølge Matthæus 1,16 hed Josefs far (d.v.s. Jesus' farfar) Jakob, mens han ifølge Lukas 3,23 hed Eli. Bortforklaringen har siden Augustins tid været, at Jakob og Eli var brødre (selvom det ikke står nogen steder), og at Jakob havde udført sin "svogerpligt" på Elis vegne.

Når man nu i 1.000 år havde vedtaget, at St. Josef, Jesus' egen far, var søn af et levirat-ægteskab, kunne Henry vanskeligt påstå, at den slags ægteskaber ikke fandtes.

Matthæus 1,16: og Jakob til Josef, Marias mand. Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus.
Lukas 3,23: Jesus var omkring tredive år, da han begyndte sit virke. Han var, mente man, søn af Josef, som var søn af Eli,

Retspraksis og Autoritet

Peter
Jesus giver Himlens nøgler til Peter.

Den dag i dag har Paven de to nøgler i sit våbenskjold.

Henry holdt fast i forbuddene i 3 Mosebog, og han henviste til straffen: »De skal være barnløse« (3 Mosebog 20,21). De atten års ægteskab havde ikke givet nogen arving, og Katharines mange aborter, dødfødte børn og børnedøde blev af Henry brugt som et bevis for, at ægteskabet havde været imod Guds lov (Henry undlod at fortælle, at de faktisk havde fået en enkelt datter, Mary).

Problemet med at udnævne 3 Mosebog 21,21 til Guds Lov var som nævnt påbuddet i 5 Mosebog. Henry gjorde alt for at bortforklare selvmodsigelsen, men sagen var håbløs. Alene det faktum, at der overhovedet var tale om usikkerhed — og det måtte begge sider i debatten indrømme, at der var — betød, at det måtte være pavens opgave at vurdere sagen fra alle sider, lytte til de klogeste hoveder, og derefter træffe en afgørelse.

Den første pave, St. Peter, havde fået himlens nøgler udleveret af Jesus (billedet til højre) med ordene: »hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene« (Matthæus 16,19). Hvis Henry ikke tiltroede paven at løse et relativt simpelt problem som et ægteskabs gyldighed, så kunne man ligeså godt ikke have nogen pave.

Begge sider begyndte nu at kigge på tidligere pavers kendelser.

Pave Julius' bulle havde ikke været unik. Som allerede nævnt havde Portugals Manuel I i 1500 fået lov af Alexander VI til at gifte sig med sin afdøde hustrus søster (som også var Katharinas søster). I 1410 havde pave Johannes XXIII givet Hertugen af Clarence tilladelse til at gifte sig med sin farbrors kone, og få år senere havde pave Martin V givet dispensation til Greven af Foix til at gifte sig med sin afdøde kones søster.

Henry VIII' støtter kunne indvende, at disse sager ikke var relevante: De handlede alle om, hvordan paverne havde dispenseret fra menneskelige love, hvorimod Henrys sag faldt under Guds Lov i 3 Mosebog 20,21, der specifikt nævner situationen, hvor en mand gifter sig med sin brors kone.

Hertil kunne den anden side så svare, at Henrys sag også var den eneste af disse sager, der faldt ind under påbuddet i 5 Mosebog.

Da man gravede lidt dybere i arkiverne, fandt man en 300 gammel bulle fra pave Innocent III. Han havde afgjort en sag i Livland om tidligere hedninge, der havde adlydt 5 Mosebog, før de blev kristne: Paven havde afgjort, at hvis de havde giftet sig med deres afdøde brødres barnløse koner, skulle deres ægteskab erklæres gyldige.

Innocent III havde sørget for at specificere årsag og tid (tilladelsen gjaldt kun for nye kristne, og kun for eksisterende ægteskaber) for ikke at åbne en ladeport, men det var stadig nok til at ødelægge Henrys sag. En af af de mest respekterede paver indenfor kanonisk ret havde givet en kendelse på grundlag af svogerpligten i 5 Mosebog, og hans kendelse var optaget i kanonisk ret. Pave Julius II havde været på fast grund, da han gav sin dispensation til Katharina.

Bulle, Breve, Nonneløfte og Bigami

Martin Perscheid
Martin Perscheid: Paven finder det 11. bud.

Henrys støtter brugte meget tid på at analysere den dispensation, Julius havde givet til Katharina, for at finde enkelte hår i suppen.

Et af de klagepunkter de kom frem med, var bullens "causa" — altså begrundelsen for dispensationen. Pave Julius havde indledt bullen med, at dispensationen blev givet, fordi ægteskabet ville styrke freden. En anden anke var, at Julius i indledningen skrev, at ægteskabet måske var fuldbyrdet. Disse to ting var — hævdede Henrys side — begge så useriøse, at bullen måtte være ugyldig.

Disse argumenter var dog ret svage, og de faldt til jorden, da det viste sig, at der fandtes endnu en udgave. Julius havde ikke kun sendt en bulle, for i Spanien fandtes der også et "breve", som Julius havde sendt med samme dato. I denne lidt kortere udgave, stod der som "causa", at den blev givet for "fred og andre grunde". Disse andre grunde var ikke specificerede og kunne dermed sagtens være langt mere tungtvejende end freden. For det andet konstaterede dette "breve" uden forbehold, at ægteskabet var fuldbyrdet.

Henrys folk måtte altså have fat i dette dokument og begynde forfra, men brevet var i kejser Karl V's hænder, og han var ikke interesseret i at hjælpe i et komplot mod sin egen moster og kusine. Endnu engang gik der meget tid, uden at en løsning var nærmere

Efterhånden som tiden gik, opfandt Henry og hans støtter to yderligere strategier.

Hovedlinien var stadig, at ægteskabet var ugyldigt, men nu var strategi nummer 2 at få Katharina til at gå i kloster. Argumentet var, at hun så ville være "åndeligt død" og dermed frigøre Henry til at indgå nyt ægteskab.

Afladshandel
Afladshandel, kom ud af Helvede.

Problemerne var for det første det rent lavpraktiske, at Katharina nægtede at samarbejde, og for det andet, at det var usikkert, hvor mange teologer der ville acceptere denne udlægning af nonneløftets betydning for et allerede indgået ægteskab.

Henry blev også advaret om, at planen kunne give bagslag: Tænk, hvis Katharina kun gik med på den betingelse, at Henry selv aflagde et tilsvarende munkeløfte? Og tænk hvis Katharina bagefter fik dispensation af Paven? Så ville det være Henry, der endte i en munkekutte resten af livet.

Den tredje strategi var at blive bigamist. Henry var ligeså godt inde i Bibelen som Philipp von Hessen, og han var klar over, at Bibelen ikke har nogen forbud mod polygami.

Historierne om de to regenter, Philipp von Hessen og Henry, er meget parallelle. Næsten samtidig med, at Philipp truede Martin Luther med at gå over til katolicismen, hvis ikke han fik sit ægteskab, truede Henry VIII paven med, at han kunne miste hele England (hvad der jo også skete til sidst). Begge regenter blev for en stund bigamister.

Det mest utrolige er dog, at i Henrys tilfælde var det faktisk paven selv, der havde foreslået bigami.

Fra pavens side var dog kun tale om en list: Hvis Henry indrømmede, at paven var så mægtig, at han kunne tillade en så stor synd som bigami, så måtte Henry samtidigt indrømme, at pave Julius havde været autoriseret til at se bort fra den mindre synd, som svogerskabet var.

Den Anglikanske Kirke

Kage Diskussionen gik frem og tilbage i mange år, men pave Clemens gav sig ikke, og der var ingen fremdrift.

Mod slutningen af 1532 blev Anne Boleyn gravid, så for ikke at den kommende tronarving skulle fødes som en horeunge, måtte der ske noget hurtigt. Henry meldte hele England ud af den romerskkatolske kirke i 1533, huggede hovedet af Thomas More og andre, der ikke havde støttet ham nok, og etablerede den anglikanske kirke, Church of England, hvor han selv var overhoved.

Henry og Anne blev gift d. 25. januar 1533 efter et hemmeligt bryllup 14. november 1532. Dermed havde han to koner, indtil den nyudnævnte ærkebiskop af Canterbury, Thomas Cranmer, erklærede Henry og Katharinas ægteskab ugyldigt d. 23. maj 1533. I og med at ægteskabet var ugyldigt, havde det aldrig eksisteret, så dermed slap Henry teknisk set for at være bigamist med tilbagevirkende kraft.

Desværre var Anne Boleyns barn endnu en datter, Elisabeth. Denne gang undgik Henry de langstrakte skilsmisseforhandlinger ved at hugge hovedet af Anne og gå videre til kone nr. 3, 4, 5 og 6.

Det lykkedes faktisk Henry at få en søn, Edward. Da Henry døde i 1547, steg Edward V på tronen i en alder af 9 år. Han nåede dog kun at regere i seks år, til han døde i en alder af 15 år.

Bagefter blev Katharinas datter, Mary, dronning. Hun var selvfølgelig ikke tilfreds med, at det opløste ægteskab mellem hendes mor og Henry havde reduceret hende fra kronprinsesse til horeunge. Som dronning genindførte Mary I katolicismen i England og dræbte så mange protestanter, at hun den dag i dag er kendt som "Bloody Mary".

Mary blev efterfulgt af Anne Boleyns datter, Elisabeth I, der naturligvis var godt tilfreds med den skilsmisse, der havde gjort hende til Henrys ældste arving (istedet for datter af en bigamist). Derfor blev England atter en gang protestantisk.

På den måde fik Henrys skilsmisse skabt grundlaget for flere hundrede års krig med katolikkerne i Irland.

3 Mosebog 18,16: Din brors hustrus køn må du ikke blotte; det er en blottelse af din brors køn.
Markus 12,19: "Mester, Moses har foreskrevet os, at hvis en mand dør og efterlader sig en hustru, men ingen børn, så skal hans bror gifte sig med hans hustru og skaffe sin bror afkom.
Markus 12,20: Der var syv brødre. Den første giftede sig, men så døde han og efterlod sig ikke børn.
Markus 12,21: Så giftede den anden sig med enken, men han døde også uden at efterlade sig børn. Og på samme måde med den tredje.
Markus 12,22: Ingen af de syv efterlod sig børn. Til allersidst døde også kvinden.
Matthæus 16,19: Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene."
Markus 10,7: 'Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru,
Markus 10,8: og de to skal blive ét kød.' Derfor er de ikke længere to, men ét kød.
Markus 10,9: Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille."

Eksterne Links

Yderligere selvmodsigelser


Op til Artikler