Den Gregorianske Kalender

Solformørkelse
Der kan ikke være solformørkelse i påsken.

I forrige afsnit så vi, hvordan det tog den Kristne Kirke flere hundrede år at beslutte, at den kristne påske skal falde første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Desværre glemte man at definere, hvad man mente med forårsjævndøgn og fuldmåne, så problemerne var lige startet.

Julius Cæsar havde i sin tid bestemt, at forårsjævndøgn skulle falde 25. marts, men den julianske kalender med et skudår hvert fjerde år var ikke helt nøjagtig. Da påskereglerne blev vedtaget ved kirkekoncilet i Nikæa år 325, havde forårsjævndøgnet flyttet sig 4 dage til 21. marts.

Fejlen blev større med årene, og i 1500-tallet havde kalenderen forskudt sig yderligere 10 dage. Derfor gik Kirken i 1582 over til den gregorianske kalender og sprang 10 dage over. Dermed definerer Kirken forårsjævndøgn som 21. marts. I virkelighedens verden kan jævndøgnet falde mellem 19. og 21. marts, og det er sjældent, jævndøgnet falder så sent som den 21: Næste gang er år 2102. Pave Gregor's prioritet var ikke at sætte kalenderen tilbage til den oprindelige 25. marts, eller at få kalenderen til at passe med virkeligheden. Hans mission var at genoprette tingenes tilstand fra kirkekoncilet i Nikæa år 325.

Almanak fra 1700
Dansk almanak fra 1700:
"Februarius eller Blidemaaned hafver XVIII Dage".

På Pave Gregor's tid var pavens magt ret begrænset, og lutheranere og græsk-ortodokse var ligeglade med, hvad paven sagde i Rom. Her i Danmark (og Norge) gik vi først over til den gregorianske kalender år 1700, hvor vi gik direkte fra 18. februar til 1. marts og sprang 11 dage over (billedet til højre).

Sverige er som altid en historie for sig: I stedet for at slette 11 dage i kalenderen, ligesom danskerne og nordmændene, valgte man en mere gradvis løsning: Man ville springe de næste 11 skudår over. Derfor var 1700 ikke skudår i Sverige, og svenskerne havde nu en kalender, der var forskellig fra alle andre i hele verden. Derefter gik det helt galt: Man glemte den nye regel i 1704 og 1708, og efter at have været ude af trit med hele verden i tolv år opgav Sverige planen: I 1712 gik de tilbage til den gamle kalender ved at udvide februar til 30 dage (billede til venstre). Først i 1753 turde man tage springet direkte fra 17 februar til 1 marts. Dermed har svenskerne to verdensrekorder: Verdens længste februar (30 dage) og verdens korteste februar (17 dage).

Svensk almanak
Svensk almanak fra 1712:
"Februarius Göijemånadt haar XXX dagar."

Selvom de protestantiske lande dermed havde overgivet sig til Pave Gregors kalender, gjaldt det ikke for påskeberegninen. Her havde man droppet de katolske cyklustabeller og støttede sig i stedet til astronomiske beregninger over, hvornår der reelt var jævndøgn og fuldmåne. Desuden havde man tilføjet en regel om, at påskedag ikke måtte falde på samme dag som den jødiske påske (Jesus opstod jo på søndagen efter den jødiske påske).

Efterhånden måtte protestanterne dog også overgive sig her. En ting er, hvad virkeligheden siger, en anden ting er, at det er mest praktisk, hvis alle følger de samme regler og har en fælles højtid. Videnskaben måtte vige for traditionen.

Men ironisk nok har kirken stadig ikke én fælles højtid. Den græskkatolske kirke har aldrig taget Pave Gregor's kalender til sig. Grækenland gik over til den nye kalender i 1923, men den græskkatolske kirke forsatte uændret. Den dag i dag er der 13 dages forskel på de to kalendere, og hvis fuldmånen falder indenfor disse 13 dage, kommer der fem ugers forskel på påsken i de vest- og østromerske kirker.

Men nu hvor påsken ligger fast, så lad os kigge på dagene omkring påske.

 
Guds hånd

Denne sektion handler om de kristne helligdage.

Det forrige afsnit handlede om, hvornår det er Påske.

Det næste handler om dagene omkring påske.

I Denne Sektion om Kristne Helligdage

Yderligere information


Venstre Højre Op til Helligdage