Kristne helligdage: Sankthans

Kalender for maj måned
De tyske hekse flyver 1. maj.

Sankt Hans er den samme som Johannes Døberen. Man kan undre sig over, hvorfor han skal fejres med at opstille bål landet over som en slags affyringsrampe for hekse.

Der er tale om tre traditioner, der er rodet sammen:

  1. Johannes Døberens fødselsdag er sat til den 24. juni. Argumentet er, at ifølge Lukasevangeliet (og kun dette) var Jesus og Johannes slægtninge, og Gabriel annoncerede Johannes' fødsel seks måneder før Jesus' fødsel (Lukas 1,26, billedet længere nede).

    Hvis Jesus er født i julen, må Johannes være født sommeren året før. På denne fikse måde har kirken overtaget fejringen af både vinter- og sommersolhverv. Med kristne øjne har man naturligvis ikke stjålet disse hedenske helligdage fra de konkurrerende religioner. Man har "døbt" dem.

  2. En gang om året mødes heksene ifølge traditionen på Bloksbjerg i Harzen.

    De danske hekse kommer desværre ikke til at møde de tyske, for som det fremgår af billedet til højre, er de tyske hekse allerede fløjet valborgsaften — aftenen mellem 30. april og 1. maj.

  3. Den hyggelige sommertradition inkluderer også afbrænding af en heks. I gamle dage skete dette imidlertid hele året og var ikke bundet til en bestemt dato.

    Begrundelsen for disse barbariske mord fandt de kristne i Moses' ord: »En troldkvinde må du ikke lade blive i live« (2 Mosebog 22,17). Selve henrettelsesmetoden havde Jesus foreskrevet:

    Johannes 15,6 Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.

Lukas 1,26: Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret,

Hvorfor tænder man bål til Sankthans?

Lego: Herrens engel og Helligånden
Gabriel besøger Maria seks måneder efter at have besøgt Johannes' mor.

Selve bålbrændingen har ikke noget med kristendommen at gøre. Det er let at forestille sig, at der er tale om resterne af en hedensk solfest, men som sædvanligt ved vi det ikke. De kristne kilder er tavse om den slags.

Det nærmeste vi kan komme er præsten Joachim Junge, der nævner sankthansbålene sammen med mange andre "nyttige overtroer":

Men saaledes gives der flere overtroiske Meninger, hvis Hensigt var velgiørende.

. Skulde det hele Aaret gaae Bonden og hans Qvæg got, maatte han ved Begyndelsen af det forrige Nye-Aar eller Jule-Aften sigte Bøgeaske paa sit Qvæg og dette bevarede dem i den Tid fra de nu almindelige Qvægluus.
. Skulde Bonden ikke gaae og pløie efter sin Død, maatte han lade Skielstenene staae urykkede, hvilket nu ofte forglemmes med Overtroen.
. For at tænde Blus St. Hansdag, maatte han nødes til at rense Enge,
. og at de spæde Børn ikke skulde blive til Glumsøer, lode Mødrene omsider være at udsætte dem.

Hos det gandske raae Menneske virker Fornuft kun lidet. Vedkommende maatte maaskee derfor af Nødvendighed gribe til Ufornuft, som virker langt mere, […]

(Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og Sprog, 1798, side 303-304. Punktopstilling tilføjet)

Åbenbart har der været tale om en gammel skik allerede dengang i 1798, for Junge taler om overtroer, der »nu ofte forglemmes«.

Junges respekt for den "velgiørende Overtroe" er omvendt proportionel med hans respekt for almuen. Man kan forstå, at de jævne folk gladeligt ville have slået deres egne børn ihjel, hvis det ikke havde været for en overtro om, at de døde børn ville komme tilbage som "glumsøer" (også kaldet "glosøer" og "gravsøer"), og at det kun var sankthans-overtroen, der gjorde, at bønderne gad at rydde engene for kvas.

Efter dette citat fortæller Junge om nogle negre, der døde, fordi de havde spist forbudt kød (denne besynderlige anekdote blev diskret slettet i genoptrykket i 1915). Vi får at vide, at overtroen har til formål at opdrage folk, der finder glæde i at se en hund sønderslide en bunden kat, og som praler af, hvor mange heste og vogne de har kørt i grøften.

Det ser ikke ud til at have strejfet præsten, at der var en parallel mellem disse folkeopdragende overtroer og hans egne søndagsprædikener, hvor han truede den syndefulde menighed med evig straf i Helvede.

Længere fremme får vi mere at vide om formålet med bålene:

En Levning af den Persiske Ilddyrkelse troer jeg endnu at finde i Bondens St. Hans Dags Ild.

Paa denne Dags Aften samler endnu paa mange Steder, især Ungdommen, sig skareviis, for, som det heder, at brænde Blus paa Høiene. Hensigten dermed har nok oprindelig været denne, at den naturlige Ild skulde hindre Dverge, underjordisk Tøierie og Hexerne, som da ere paa deres Reise til Mester Eriks Rigsdag paa Bloksbierget, fra at skade Sæden, thi jeg har hørt den gamle Bonde sige, naar man har beklaget sig over Brand i Sæden: "Det kommer deraf, at I ikke har blusset."

Især skal det forekomme de Brandkorn, som i Aaret 1756 saa hyppig indfandt sig, fornemmelig i Rugen, og som Bønderne kalde Meeldruer.

[…]

Dog begynder nu denne Overtroe saaledes at formilde sig, at mange troe, det skeer blot for at rense Engene fra de ved Gierdselhugning tilbageblevne Pinde, hvilken Forretning er meget nyttig, da her hugges Gierdsel baade Nætter og Dage. Saaledes har enhver Overtroe sin egen Dødeligheds-Sæd hos sig selv.

(Den nordsiellandske Landalmues Character, Skikke, Meeninger og Sprog, 1798, side 329. Teksten er blevet opdelt i afsnit)

Bålene er ikke for at brænde hekse (den slags tog Kirken sig af). Bålene skulle holde dværge og hekse væk på deres færd mod Bloksbjerg. Ifølge overtroen kunne bønderne ellers risikere "Meeldruer" i kornet. Meldrøjer er en giftig svamp, der især angriber rug.

Junge slutter med at fortælle, at bønderne selv var klar over, at traditionen var med til at få renset engen for de pinde, der lå, efter at der var blevet hugget "gærdsel" d.v.s. stave til gærder.

 
Guds hånd

Denne sektion handler om de kristne helligdage.

Det forrige handlede om dagene omkring påske.

Det næste (og sidste) handler om hviledagen.

Eksternt link

I Denne Sektion om Kristne Helligdage

Yderligere information


Venstre Højre Op til Helligdage