Hvad hedder Gud?

Der er ingen, der, som religiøse mennesker, magter at gøre de letteste spørgsmål til uløselige gåder.

Hvad hedder Gud?

Spørgsmålet burde være pærelet at svare på. Gennem hele Det Gamle Testamente — 1.209 sider — er Gud den suveræne hovedperson, og hovedpersonen har faktisk et navn. Guds navn står næsten 7.000 gange i originalteksten.

Men hvad hedder han så? Ja, hvis ikke det her havde været en pæn hjemmeside, ville jeg spørge "Hvad Fanden hedder Gud?". Det er der ingen, der ved.

Adonai / Herren / Kurios / Domine

Adonai
Guds navn står med guldbogstaver på Rundetårn.

I rigtigt, rigtigt gamle dage, var der ikke noget hemmeligt ved Guds navn. Bibelen fortæller selv, hvordan folk begyndte at "påkalde Herrens navn" (1 Mosebog 4,26).

1 Mosebog 4,26: Også Set fik en søn; ham kaldte han Enosh. Dengang begyndte man at påkalde Herrens navn.

Gud selv dukkede op i en brændende busk og fortalte Moses, at han hed Jahve, og »sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt«:

2 Mosebog 3,15 Gud sagde videre til Moses: "Sådan skal du sige til israelitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt.

Life of Brian
Ingen må stene nogen, før jeg blæser i denne fløjte, selvom — og jeg ønsker at gøre dette fuldstændigt klart — selvom de siger "Jehovah".

Men i det 2det århundrede før vor tidsregning trådte et forbud i kraft blandt jøder mod at udtale Guds navn (billedet til venstre). Når der blev læst højt i synagogerne fra Det Gamle Testamente, gjorde (og gør) rabbinerne det, at de i stedet for at udtale Guds navn sagde "Adonai", der betyder "Herre".

Det var på ca. samme tid, at jøderne oversatte deres Gamle Testamente til græsk, den såkaldte Septuaginta. Ved oversættelsen erstattede man Guds navn med "Kurios", der er græsk for Herre / Adonai.

Senere gik den kristne Kirke (i Vesteuropa) bort fra græsk og over til latin, men det betød bare, at "Kurios" blev erstattet af det latinske "Domine". Denne tradition har man så siden fulgt i de enkelte lande her i Vesten ved at skrive "Herren", når Det Gamle Testamente bliver oversat fra hebraisk — blandt andet i 1 Mosebog 4,26, som vi lige har set (i enkelte vers som 2 Mosebog 3,15 ville det derimod virke fjollet at skrive "Herren").

Men Gud hedder altså hverken Adonai, Kurios, Domine eller Herren. Det er bare omskrivninger, man netop har valgt for ikke at udtale hans navn.

Elohim / guderne / Gud

I ca. 300 tilfælde står der "Adonai" lige foran Guds navn: "Adonai Jahve". Hvis de jødiske præster havde fulgt den sædvanlig regel med at erstatte Jahve med Adonai, skulle de altså sige "Adonai, Adonai", og det syntes præsterne åbenbart ikke lød "pænt". Istedet for at erstatte Guds navn med "Adonai", sagde de derfor "Elohim", der betyder gud/guderne. Dermed bliver "Adonai Jahve" læst som "Adonai Elohim".

Lad os prøve at se på et af disse vers — 1ste Mosebog 15,2 — hvor der står "Adonai" lige før Guds navn. Vi sammenligner tre forskellige Bibler:

  1. I Bibeloversættelsen fra 1931 står der »Herre, HERRE« (billedet til højre). Det var ellers lige præcis den slags dobbeltkonfekt, de jødiske skriftkloge gjorde sig store anstrengelser for at undgå, men det har ikke generet den danske oversætter. Dengang i 1931.

    Herre, HERRE
    Oversættelse fra 1931

    Efter det første "Herre" er der en fodnote, der fortæller, at "Herre" er en oversættelse af "Adonai": »på hebr. Adonaj«. Men vigtigst af alt: det andet "HERRE" er stavet med store bogstaver for at vise, at her befinder Guds navn sig i den originale hebraiske tekst. Det var i øvrigt det samme med den reviderede oversættelse fra 1871.

    1 Mosebog 15,2 Men Abram svarede: "Herre, HERRE, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus."
    (Oversættelsen fra 1931)

    De gamle oversættelser fra 1871 og 1931 behandler sine læsere som voksne mennesker: 6.760 gange står der HERRE med stort, og hver gang er det for at gøre læseren opmærksom på, at det er en oversættelse af Guds navn.

  2. Hvis vi kigger i den gode gamle King James Bible fra 1611, er den lidt anderledes. Normalt oversætter King James Guds navn til LORD (med store bogstaver), men i de ca. 300 tilfælde, hvor der står "Adonai" før Guds navn, vælger man istedet at oversætte navnet til GOD, som er en oversættelse af det "Elohim", som præsten skulle sige højt. Derfor bliver "Adonai Jahve" oversat til »Lord GOD«.

    1 Mosebog 15,2 And Abram said, Lord GOD, what wilt thou give me, seeing I go childless, and the steward of my house is this Eliezer of Damascus?
    King James Bible, 1611

    I King James Bible fra 1611 står der "LORD" 6.574 gange og "GOD" 308 gange. Den opmærksomme læser vil gennemskue, at 6.574 + 308 er mere end de 6.760 gange, der står "HERRE" i den danske Bibel. Guds navn er faldet ud mere end 100 gange, men det problem vil jeg overlade til dygtigere mennesker at forklare.

  3. Hvis man kigger på det samme vers i Bibelselskabets oversættelse fra 1992, der er autoriseret af Dronning Margrethe II, viser det sig, at være den dårligst tænkelige oversættelse. Der står »Gud Herre«.

    1 Mosebog 15,2 Abram svarede: "Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving."
    Den autoriserede oversættelse af 1992

    "Adonai" er oversat, forkert, til Gud, og Guds navn er oversat til Herre med almindelige bogstaver, uden at den danske læser har en chance for at gennemskue, hvad der har stået i originalteksten.

YHWH

Pisst
YHVH
Aleppo-kodekset
Aleppo-kodekset - starten af Josva.
Bemærk de mange prikker og streger, der er tilføjet mellem det 5. og 9. århundrede for at gøre teksten forståelig.
Guds navn optræder to gange i dette udsnit, men uden cholam.

Udstyret med en "rigtig" Bibel, d.v.s. alle andre end Bibelselskabets makværk fra 1992, er det altså en smal sag at finde Guds navn i Det Gamle Testamente. Det er bare at søge efter HERRE med store bogstaver og derefter kigge det tilsvarende sted i det hebraiske Gamle Testamente.

Lad mig løfte sløret for lidt af "hemmeligheden": Det gudsnavn, der står knap 7.000 gange i Det Gamle Testamente, er det såkaldte Tetragrammaton — de 4 konsonanter: YHWH (Yod-He-Waw-He, billedet til venstre).

Som bekendt består de gamle hebraiske tekster kun af konsonanter — der er hverken vokaler eller mellemrum. Det gør naturligvis teksterne svære at læse, men sålænge de skriftkloge kendte teksterne næsten udenad, kunne de sagtens selv udfylde vokalerne.

Det begyndte at blive et problem i den tidlige Middelalder, da hebraisk ikke længere var et talesprog. Derfor fandt den jødiske sekt, masoreterne, på at tilføje små prikker og streger — over, under og midt i bogstaverne — for at angive vokalerne (se billedet til højre).

adonai
Adonai
yahovah
YHVH med vokalerne fra Adonai.

Men lige præcis for Guds navn tilføjede masoreterne ikke de rigtige vokal-prikker. I stedet tilføjede de vokal-prikkerne fra Adonai for at minde præsten om, at han skulle sige Adonai istedet for Guds rigtige navn.

Ordet Adonai (billedet til venstre) har tre vokaler. Første vokal (husk at hebraisk skrives fra højre til venstre) er en dobbeltvokal chataf patach , der udtales som et svagt A. Så kommer en prik (cholam) over det næste bogstav, der udtales som O, og til sidst en kamatz , der udtales A.

P.g.a. af regler, som jeg ikke skal kloge mig på, kopieres kun halvdelen af dobbeltvokalen chataf patach , og denne ene vokal sheva udtales som et svagt E. Derfor bliver A'et i Adonai til et E i Yehovah (billedet til højre).

elohim
Elohim
yahovih
YHVH med vokalerne fra Elohim.

I de 300 tilfælde, hvor der stod Adonai lige før Guds navn, skulle præsten istedet sige Elohim, så her tilføjede masoreterne vokal-prikkerne for Elohim.

Sådan er den officielle forklaring, men det skal påpeges, at kopieringen af cholam (d.v.s. vokalen "o" i "Jehovah") sker meget inkonsekvent. Hvis man kigger i Leningrad-manuskriptet fra år 1008, er cholam'et kun kopieret ca. 60 gange — d.v.s. i et ud af hundrede tilfælde. I det endnu ældre Aleppo-kodeks er cholam'et også meget sjældent, som det fremgår af billedet til højre.

Kopieringen er altså højst inkonsekvent. En hypotese er, at Guds hemmelige navn virkelig havde et cholam i midten, Jehovah, og at masoreterne derfor undlod at kopiere denne rigtige vokal. Undtagen når de glemte at lade være.

Yohoua / Iehouah / Jehovah / Yehôvîh

Geneva Bibel
Geneva Bible fra 1560. 2 Mosebog 6,3
Gud præsenterer sig overfor Moses som "Iehouáh".
King James Bible
King James Bible fra 1611. 2 Mosebog 6,3
Bemærk, hvordan IEHOVAH står med romerske bogstaver for at vise, at det er Guds navn, mens resten af teksten er med krøllede "gotiske" bogstaver.

Der er lidt uenighed, om hvilken europæer, der først fandt på at læse Guds navn i de hebraiske tekster. I 1278 skrev Ramón Martí / Raymundus Martini bogen Pugio Fidei ("Troens Dolk"), hvor han læste Guds navn som "yohoua".

I 1519 skrev Peter Galatin i sin bog "De Arcanis Catholic Veritatis II" derimod navnet som Iehouah. På denne måde blev det også stavet i Geneva Biblen fra 1560 (billedet til venstre). Med store "romerske" bogstaver skelnes der ikke mellem I og J og mellem U og V — og store "romerske" bogstaver er jo lige netop, hvad en række Bibler bruger for at vise, at ordet er en oversættelse af Guds navn. Derfor blev Iehouah til IEHOVAH i King James Bible fra 1611 (billedet til højre) og i senere revisioner til JEHOVAH.

Nu havde Gud et navn, og Grundtvig kunne glad skrive i sin salme: »Tonerne spille, som stjernerne tindre, trindt om Jehovas højhellige navn!«

Problemet er bare, at alle disse lærde europæere havde gjort en fejl: De havde læst den hebraiske tekst med vokal-prikkerne uden at vide, at lige præcis for Guds navn kunne man ikke stole på prikkerne. Peter Galatin havde simpelthen blandet konsonanterne i navnet YHWH sammen med vokalerne i "Adonai".

Hvis man kigger på en Bibel-konkordans som Strong's, skelnes der mellem to gudsnavne, Yehovah og Yehovih (billederne til højre og venstre). For en ordens skyld siger jeg ikke, at Strong's er det endelige ord indenfor Bibelforskning; Jeg citerer bare et kristent standardværk fra 1890 for at understrege, at det jeg skriver, ikke er noget nymoderne, ondsindet, ateistisk propaganda.

Konkordans
YHWH + Adonai = Yehovah
Konkordans
YHWH + Elohim = Yehovih

Yehôvâh er dér, hvor vokal-prikkerne tages fra "Adonai", og dette navn optræder mere end 6.500 gange i Det Gamle Testamente, hvor det i reglen oversættes til Herre.

Yehôvîh optræder de ca. 300 gange, hvor der står adonai lige før Guds navn, og vokal-prikkerne derfor tages fra "Elohim". Dette navn oversættes i reglen til Gud.

Kirkens bestræbelser gennem 2.000 år gør os ikke en pind klogere på grund af denne pinlige fejl.

Jehovah / Jahve / Yahu / Yahweh / Yahoo

King James Bible
King James Bible fra 1611. Forsiden prydes af Guds navn.
Konkordans
Forskellige personnavne, hvor Guds navn indgår i starten.
Yehowshuwa er det samme som Josva / Jesus.

Hvad hedder Gud så? Alt hvad vi har er fire konsonanter, YHWH (Yod-He-Waw-He).

Ja, faktisk ved vi ikke engang om, der er 4 konsonanter, for Waw'et kan også fungere som en vokal. Det kunne prikkerne have fortalt os, hvis masoreterne ellers havde sat dem ordentligt.

Kunne Guds navn være Jehovah?

En del personnavne starter med Guds navn. Det mest kendte er Jesus, hvis navn på hebraisk er Yehowshuwa ("Jehovah-frelse"). Som billedet til højre viser, gælder det også andre navne.

I disse tilfælde havde masoreterne angivet et E ligesom i Jehovah: Yehowram ("Jehovah-opløftet"), Yehowshebat / Yehowshabath ("Jehovah-svoren"), Yehowshuwa / Yehowshua / Jesus og Yehowshaphat ("Jehovah-dømt").

Men var det rigtigt?

Måske har masoreterne snydt os endnu engang, og stadig fulgt de finurlige regler for Guds navn?

Måske har masoreterne været bange for, at hvis man udtalte et personnavn, der startede med gudsnavnet, kunne man ved et uheld komme til at udtale hele gudsnavnet?

Måske vidste masoreterne det ikke selv? Da de satte vokal-prikkerne, havde der været forbud mod at udtale Guds navn i ca. 1.000 år.

I dag (d.v.s. i de sidste 100 år), er der enighed om, at den første vokal skulle være et A, og ikke et E.

En af grundene til, at man foretrækker et A, er at Guds navn også findes i den forkortede form "YAHH" (Strong's nummer H3050). Denne form optræder 49 gange og oversættes også til HERRE, undtagen et enkelt sted, hvor det ville virke forkert at skrive Herre:

Salme 68,5 Sing unto God, sing praises to his name: extol him that rideth upon the heavens by his name JAH, and rejoice before him.
King James Bible, 1611

Salme 68,5 Syng for Gud, lovsyng hans navn, byg vej for ham, der rider frem i ørkenen; Jahve er hans navn, fryd jer for hans ansigt!
Den autoriserede oversættelse af 1992

(I parentes bemærket er Bibelselskabet helt surrealistisk. Når de meget undtagelsvis skriver "Jahve" istedet for "Herren", sker det et sted, hvor der netop ikke står Jahve/Jehovah i originalteksten.)

I den forkortede udgave af Guds navn bruges altså et A istedet for et E. Det gælder også, når Guds navn står til sidst, fx i Hallelujah (d.v.s. "lovet være YAHH") og i personnavne. Biblen har 113 navne, der ender med YAH, lige fra Abijah ("Jah er min far"), Adayah ("Yah har smykket sig selv"), og Adonijah ("Jah er min herre") til Zedekiah ("Yah er retfærdighed"), Zephaniah ("Yah har skattet") og Zerahiah ("Yah er steget op").

Konkordans
Guds navn i slutningen af et personnavn

I mange tilfælde findes navnet i 2 varianter: En der ender på "yah", og en der ender på "yahu" eller "yahuw". Tag fx Zekaryah (Zakarias). Som billedet til højre viser, er der to varianter: Zekaryah "Yah har husket", og Zekaryahuw "Yahuw har husket".

Den sidste variant, Zekar-yahuw, er især spændende. Her staves Guds forkortede navn "yahuw", hvilket hænger fint sammen med, at W'et (Waw) i YHWH sagtens kunne være en vokal, der udtales U. Et Waw med en prik over forvandles til et cholam (udtales O), mens Waw med en prik i midten bliver til shurek, der udtales som langt U. Et W kan blive til et U, ligesom på dansk i navnet Powl / Poul.

Ifølge udtalevejledningen udtales Zekar-yahuw "zek-ar-yaw'-hoo", så Guds navn er altså Yahu eller Yahoo.

Problemet er bare, at "Yahoo" betyder bonderøv på amerikansk. Som WikiPedia skriver: »yahoo, a noun, meaning a brute, a crude person, often lacking in intelligence, and uninterested in culture, a yokel, hillbilly«. Derfor holder de kristne fast i navnet Jahve.

Jahve er en uheldig gengivelse — bl.a. fordi man har "glemt" det sidste H i navnet. Når vi kun har 4 bogstaver, YHWH, er det meget "flot" af Bibelselskabet at smide det ene bogstav væk. Det kan godt være, at vi danskere normalt ikke udtaler H'er sidst i et ord, men hvem siger, at Gud har et dansk navn?

Derfor er navnet Yahweh bedre, men både Jahve og Yahweh har den fejl, at de mangler en vokal i midten, og dermed ignorerer alle de personnavne, som fx Zekar-yahuw, der ender med "yahoo".

Hvad hedder Jesus så?

Trykfejl fra 1609
Bibelen fra 1609 erstatter 'Jesus' med 'Judas' i Johannes 6,67

Ja, hvad hedder Jesus så? Det er meget, meget vigtigt, at man kender Gud og Jesus' navne, så man kan »påkalde Herrens navn« og blive frelst:

Apost. G. 2,21 Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.

Navnet Jesus kommer af hebraisk "Yehow-shuwa", der betyder "Jehovas frelse".

Man kan undre sig over, hvordan Yehowshuwa kan blive til Jesus, men sådan går det, når man overfører navnet mellem så forskellige sprog som hebraisk, græsk, latin og dansk (læs evt. mere om Jesus' navn og Jesus og Josva).

Jesus' navn indeholder Guds navn, men nu har vi lige konstateret, at Gud ikke hedder Jehova. De kloge hoveder har i over 100 år diskuteret, om han hedder Jahve, Yahweh, eller Yahoo, men det er i alfald noget med A.

Selv den sidste bastion — Jehovas Vidner — har erkendt, at slaget er tabt. Vidnerne skriver på deres hjemmeside, at grunden til at de stadig bruger formen "Jehovah" er, at "folk er blevet vant til det": »Though many scholars may prefer the pronunciation 'Jahve,' Jehovah's Witnesses continue to use the form 'Jehovah,' since people have been familiar with it«.

Når nu første halvdel af Jesus' navn stammer fra Guds navn, og Gud ikke hedder Jehova, men Yahweh, må Jesus skulle staves med A. På dansk staver vi Jesus med E, men det er bare en latiniseret gengivelse af det græske ETA: η. Med græske bogstaver staves navnet Ιησους og med store bogstaver: IHSOUS. Ifølge Strong's Concordance skal Iêsous udtales ee-ay-sooce.

Det er også meget uheldigt, at oversætte det græske I med et J, eftersom bogstavet J udtales ret specielt på engelsk: "dji-sus", og spansk: "hre-sus".

Lukas 4,34
Når man påkalder Jesus, bruger man vokativ, og derfor blev der ikke tilføjet noget S, dengang de kristne stadig forstod latin og græsk (denne Bibel er fra 1865).

Det sidste S i navnet Jesus er en græsk/latinsk kasus-endelse, der tilføjes i nominativ. Dette S hører ikke hjemme i Jesu navn, og tilføjes da heller ikke i genitiv, dativ og vokativ.

Netop når man »påkalder Herrens navn«, ville grækere og romere bruge vokativ og derfor ikke tilføje noget S. Det gjorde man heller ikke i danske Bibler så sent som i 1865: »Eja! hvad have vi med dig at skaffe, Jesu af Nazareth?« (Lukas 4,34, billedet til venstre). Hvorfor i al verden skulle vi danskere tilføje et græsk/latinsk kasus-S, som ikke engang grækere eller romere ville bruge?

Vi kommer altså ikke uden om, at Jesus hedder Yasu.

Husk det nu: Yahooh og Yasu.

Yderligere information


Op til Gamle Testamente