De græske forfattere

Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren […] (Åbenbaringen 1,8)

Papyrus nr. 52
Kopi af Papyrus nr. 52 fra år 125

Man skulle tro, at Det Nye Testamente var skrevet på hebraisk - d.v.s. det sprog, som Jesus selv talte.

Imidlertid er de ældste overlevende manuskripter skrevet på græsk - og det er tydeligt, at evangelister og apostle er afhængige af Septuaginta — det vil sige, at de læste Det Gamle Testamente i en græsk oversættelse. Det kan man bl.a. se ved, at de fleste profetier mislykkes, hvis man tjekker i det Gamle Testamente på hebraisk.

Det gør det somme tider til en bizar oplevelse at læse Det Nye Testamente. Det er én ting, at Paulus påstod at være »uddannet grundigt i den fædrene lov ved Gamaliels fødder« (Apostl. G. 22,3) og så alligevel benytter sig af den græske teksttradition (eksempler her og her), og en ting er, at Lukas opfinder en ekstra forfader til Jesus, som kun er med i den græske tekst, men Bibelen påstår også, at selveste Jesus — som er Gud selv — gik rundt i Judæa og lukkede munden på de jødiske skriftkloge ved at citere fra det græske Septuaginta, uden at nogen undrede sig (eksempler her og her).

Apostlenes Gerninger 22,3: Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien, opvokset her i byen, uddannet grundigt i den fædrene lov ved Gamaliels fødder, brændende af iver for Gud, ligesom I alle er det i dag.

Men ikke nok med det; forfatterne afslører ofte et ukendskab til jødisk levevis, der viser, at forfatterne ikke engang er græsk-talende jøder, men grækere. Markus er den værste, og ofte er Matthæus nødt til rette de ujødiske fejl, Markus har begået.

Hebraisk

Ind imellem kommer hebraiske og aramæiske ord, der "udlægges": Ateister, de rigtige ghost busters

Matthæus 1,23 »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« - det betyder: Gud med os.

I ovenstående eksempel citerer Matthæus Esajas for en spådom om Immanuel og skynder sig at forklare, »det betyder: Gud med os«. Dette fortæller os dels, at Matthæus ikke skriver på hebraisk, og dels at hans læsere ikke forstår hebraisk. Til sammenligning har Esajas, der oprindeligt kom med spådommen, ikke haft behov for at fortælle sine jødiske læsere, hvad Immanuel betyder på hebraisk.

På samme måde med ordet Messias. Der står Messias præcis to gange i Det Nye Testamente, og begge gange er forfatteren nødt til at forklare:

Johannes 1,41 Først møder han sin bror Simon og siger til ham: "Vi har mødt Messias" - det betyder Kristus.

Johannes 4,25 Kvinden sagde til ham: "Jeg ved, at Messias skal komme" - det vil sige Kristus; "når han kommer, vil han fortælle os alt."

Doré, Jesus genopliver den døde "Talitha kum!" - det betyder: "Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!" (Markus 5,41),

Til sammenligning optræder ordet "Messias" også to gange i Daniels Bog i Det Gamle Testamente, men Daniel føler ikke noget behov for at forklare sine jødiske læsere, hvad Messias betyder på hebraisk.

Det Nye Testamente er også fyldt med hebraiske navne, som straks forklares: »det sted, der hedder Golgata - det betyder Hovedskalsted« (Matthæus 27,23), »en dam, som på hebraisk kaldes Betesda« (Johannes 5,2), »på det sted, som kaldes Stenbroen, på hebraisk Gabbata.« (Johannes 19,13), »det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata,« (Johannes 19,17), »tilnavnet Barnabas - det betyder Trøstens søn« (Apostlenes Gerninger 4,36), »en kvindelig discipel, der hed Tabitha - det betyder Hind.« (Apostlenes Gerninger 9,36), »på det sted, der på hebraisk hedder Harmagedon« (Åbenbaringen 16,16) og »Timæus' søn, Bartimæus« (Markus 10,46).

Der er naturligvis ingen tilsvarende eksempler i Det Gamle Testamente på, at hebraiske navne forklares. Det mest pinlige eksempel må være i Apostlenes Gerninger 1,19, hvor Peter holder en tale for Jerusalems beboere: »den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken«. "På deres sprog"! Her har forfatteren vist glemt, at både Peter og Jerusalems beboere var jøder.

Den slags "aramæiske ord med forklaringer" er der en del af: »Boanerges, det vil sige "Tordensønner"« (Markus 3,17), »"Talitha kum!" - det betyder: "Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!"« (Markus 5,41), »korban - det vil sige tempelgave« (Markus 7,11), »"Effatha!" - det betyder: "Luk dig op!"« (Markus 7,34), »Abba, fader« (Markus 14,36), »"Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?" - det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"« (Markus 15,34), »De usyrede brøds fest, som kaldes påske, nærmede sig« (Lukas 22,1), »"Rabbi, hvor bor du?" - Rabbi betyder Mester« (Johannes 1,38), »du skal kaldes Kefas" - det er det samme som Peter« (Johannes 1,42).

Hvis der havde fandtes en "oprindelig" tekst på hebraisk eller aramæisk, ville alle disse forklaringer have set underlige ud! Deraf kan vi lære, at Det Nye Testamente er skrevet på græsk til et græsktalende publikum. Lukas skriver sågar sit evangelium til en person kaldet Theofilus, der betyder "Guds elskede" på græsk, men det navn behøver han ikke at "udlægge".

Dinosaurus med Bibel
"Den oprindelige udgave af Bibelen var fejlfri".

Hvis ikke man kan lide tanken om, at Det Nye Testamente er skrevet på græsk, så er der et eneste muligt modsvar, man kan stille op: Nemlig at postulere, at forfatterne skrev på aramæisk uden disse forklaringer, men at alle disse forklaringer er blevet tilføjet til teksten, da den blev oversat til græsk.

Dette er et interessant postulat. På den ene side kunne dette postulat forklare alle de fejl og selvmodsigelser, der er i Bibelen: De oprindelige tekster var fejlfrie (billedet til højre), men de klodsede græske oversættere tilføjede en masse fejl. På den anden side, ville det medføre, at dem der har skrevet Det Nye Testamente, som vi kender det, ryger lige i Helvede:

Åbenbar. 22,18 Jeg vidner for enhver, der hører profetordene i denne bog: Føjer nogen noget til dem, vil Gud tilføje ham de plager, der er skrevet om i denne bog,
Åbenbar. 22,19 og trækker nogen noget fra ordene i denne profetiske bog, vil Gud fratage ham hans del i livets træ og i den hellige by, som der er skrevet om i denne bog.

"Jøderne"

Især Johannes taler meget om "jøderne": Jesus Kristus & Co. nr. 3

Johannes 2,6 Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande.

Johannes 2,13 Jødernes påske nærmede sig, og Jesus drog op til Jerusalem.

Johannes 2,18 Jøderne sagde da til ham: «Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?»

Johannes 2,20 Da sagde jøderne: «Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?»

Johannes 3,1 Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd.

Johannes 4,9 Den samaritanske kvinde sagde til ham: "Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?" - jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre.

Markus 7,3 Farisæerne og jøderne i det hele taget spiser nemlig ikke, før de har vasket hænderne med en håndfuld vand for at overholde de gamles overlevering;

Og så videre, og så videre. Det burde være indlysende, at når handlingen foregår i Judæa, og Jesus selv var jøde, så handler historien selvfølgelig ikke om aztekere eller zuluer. En jødisk forfatter havde nok skrevet "vores regler for renselse", "vores påske" o.s.v.

Sabbatten

Vi læser om Jesus genopstandelse: Det er en fugl, nej det er en flyvemaskine, nej det er en engel

Markus 16,1 Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.
Markus 16,2 Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.

Lukas 23,56 Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.
Lukas 24,1 Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt.

Johannes 19,42 Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.
Johannes 20,1 Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven.

Sabbatten er om lørdagen, og det er tydeligt, at forfatteren tror, at søndagen starter om morgenen ved solopgang.

Men dette er forkert. Jøderne regnede (og regner stadig) med, at dagen starter ved solnedgang. Det vil sige, at sabbatten slutter (og søndagen begynder) lørdag aften. Denne uvidenhed medfører, at Jesus ikke kan være blevet korsfæstet Langfredag.

Matthæus ved bedre, for han er den mest jødiske af de fire evangelister. Derfor er Bibelselskabet nødt til at fuske med oversættelsen- Læs mere: Hvad dag genopstod Jesus?

Påske

Vi læser, at Jesus og hans disciple spadserede en tur til Getsemane efter at have spist deres påskemåltid: De fortabte

Matthæus 26,19 Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.
Matthæus 26,20 Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv.
[.. .. ..][. . .]
Matthæus 26,30 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Forfatterne er åbenbart uvidende om, at der er forbud mod at gå udendøre Påskenat:

2 Mosebog 12,22 Tag så et bundt isop, dyp det i blodet i skålen, og stryg noget af blodet fra skålen på overliggeren og på de to dørstolper. Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen.
[.. .. ..][. . .]
2 Mosebog 12,24 Dette skal I overholde som en forordning for jer og jeres børn til evig tid.
2 Mosebog 12,25 Når I kommer til det land, Herren vil give jer, sådan som han har lovet, skal I overholde denne skik.(1)

Skilsmisse

De fortabteJesus tog ægteskabet meget alvorligt:

Markus 10,11 og han sagde til dem: «Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende;
Markus 10,12 og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.»

Den slags kunne Markus underholde sine græske og romerske læsere med — her havde kvinder nemlig ret til at skille sig fra deres mænd. Men Moseloven giver ikke kvinder mulighed for skilsmisse, så Jesus ville have virket ubegavet, hvis han havde forsøgt at belære jøderne om, hvad der var børnelærdom.

Romerske mønter

Den berømte historie om den fattige enke, der gav alle sine penge til de fede præster:

Markus 12,42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi.

Selvfølgelig står der ikke danske "øre" i den græske originaltekst. Bibelselskabet skriver i ordforklaringen: «øre Mark 12,42 gengivelse af en romersk kobbermønt svarende til halvdelen af en skilling». Så Markus snakker om en romersk kobbermønt. I originalteksten skriver Markus, at enken giver 2 lepta, der svarer til 1 quadrantes. En quadrantes er en kvart romersk as.

Hvis Markus var jøde, der skrev på hebraisk/aramæisk, hvorfor skulle han så forklare sine læsere, hvilke mønter man bruger i Jerusalem, og hvor meget de er værd i romerske penge?

Læs flere eksempler på romerske låneord her: Hvem var Markus?

Konklusion: Evangelierne er forfattet af folk, der hverken var jøder eller bekendt med jødisk levevis.

 
Guds hånd

Denne artikel er den første i serien om den græske originaltekst.

Den fortsætter med de græske håndskrifter, der er kilderne til Det Nye Testamente.

Ressourcer

I denne sektion om originalteksten

Yderligere information


Fodnoter: (1)

Som ateist tror jeg selvfølgelig ikke på Bibelen - men her betragtes den som autoritativ, hvad angår jødernes leveregler.

Dette er naturligvis en forsimpling, idet der hermed forudsættes, at jøderne i det første århundrede alle som én fulgte den samme retning som senere tides rabbier, og at deres helligtekster dengang svarede præcis til Det Gamle Testamente, som vi kender det i dag.

Men det er netop denne forsimpling, der ligger bag kristendommen, og denne hjemmeside handler om den kristne Bibel. Derfor vil jeg tillade mig det udgangspunkt, som ingen kristen vil kunne protestere over, at den jødiske Tanach.htm altid har bestået af de samme 39 bøger, som de kristne kalder Det Gamle Testamente.


Højre Op til sektion om Den græske originaltekst