Gud førte jøderne ud af trællehuset. Det var åbenbart vigtigt for Gud, men
det faldt ham derimod aldrig ind at forbyde sit eget folk at holde slaver.
En sammenligning mellem Gud og Abraham Lincoln
falder derfor klart ud til Lincoln's fordel.
Jøderne havde selv levet som slaver i Egypten. Det var hér, at Gud valgte sin profet, Moses, som efter utallige lidelser fik befriet "sit" folk. Jøderne mindes stadig - den dag i dag - disse forfærdelige trængsler - og helligholder sabbatten (Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen (5 Mosebog 5,15)) og Påsken (Giv agt på måneden abib, og hold påske for Herren din Gud; for i måneden abib førte Herren din Gud dig ud af Egypten om natten (5 Mosebog 16,1)).
Man skulle tro, at et sådant folk, ville have "lært en lektie" og indset hvor afskyelig en institution slaveriet er. Ikke desto mindre tillader både Det Gamle og Det Nye Testamente slaveri - det er faktisk med i De Ti Bud:
Slaveri omtales tre gange i De Ti Bud. Det første af De jødiske Ti Bud lyder:
2 Mosebog 20,2 »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.
Gud førte jøderne ud af trællehuset. Det var åbenbart vigtigt for Gud, men
det faldt ham derimod aldrig ind at forbyde sit eget folk at holde slaver.
En sammenligning mellem Gud og Abraham Lincoln
falder derfor klart ud til Lincoln's fordel.
Budet om sabbatdagen, det 3. bud, hvis du er lutheraner, og det 4. bud, hvis du er protestant, lyder:
2 Mosebog 20,10 men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer.
Gud accepterer altså fuldstændigt, at "hans folk" holder slaver, bare man sørger for, at slaverne respekterer Guds sabbatsforordninger. Sabbaten var jo indstiftet for at mindes, hvorledes jøderne havde været slaver i Egypten (se citat øverst på denne side), så på sabbaten kunne jødernes slaver altså sidde og mindes, hvor hårdt jøderne havde haft det.
Tilsvarende det tiende Bud:
2 Mosebog 20,15 Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.«
Slaver og slavinder er altså ganske almindelig ejendom, og det er bedre, at man køber sine egne slaver, end at man misunder naboen hans slaver.
I Moseloven er der regler for, hvordan man køber slaver, hvordan de skal behandles, hvor man finder dem, og hvor meget de koster.
Slaverne skal som udgangspunkt tages blandt fremmede stammer:
3 Mosebog 25,44 De trælle og trælkvinder, du vil have, kan I købe af folkene omkring jer.
3 Mosebog 25,45 Også af efterkommerne af de tilflyttere, der bor som gæst hos jer, og af deres familier hos jer, dem som bliver født i jeres land, kan I købe trælle. De skal være jeres ejendom,
3 Mosebog 25,46 og I kan lade dem gå i arv til jeres børn efter jer, når de skal arve ejendom; dem kan I for altid bruge til trællearbejde. Men jeres landsmænd, israelitterne, må I ikke underkue med vold.
Derimod er der dødsstraf for at røve slaver blandt Guds folk:
5 Mosebog 24,7 Hvis det bliver opdaget, at en mand har røvet en af sine landsmænd, en israelit, og udnyttet og solgt ham, da skal tyven dø. Du skal udrydde det onde af din midte.
Som sædvanligt er der særregler for Guds eget folk. Bemærk, at israelitter godt kunne blive slaver, fx på grund af gæld, men der gjaldt stadig helt andre regler for hebraiske "brødre" end for alle andre:
2 Mosebog 21,2 Når du køber en hebraisk træl, skal han være træl i seks år, men i det syvende år skal han frigives uden vederlag.
2 Mosebog 21,3 Var han ugift, da han blev træl, skal kun han frigives; var han gift, skal hans kone frigives sammen med ham.
2 Mosebog 21,4 Hvis hans herre har givet ham en kone, og hun har født ham sønner eller døtre, skal konen og børnene tilhøre hendes herre, og kun trællen skal frigives.
2 Mosebog 21,5 Men hvis trællen siger: »Jeg holder af min herre og af min kone og mine børn, jeg vil ikke frigives,«
2 Mosebog 21,6 skal hans herre føre ham frem for Gud og stille ham op ad døren eller dørstolpen; dér skal han bore hul i hans øreflip med en syl, og han skal være hans træl på livstid.
De hebraiske "brødre" fik trods alt et valg mellem deres frihed og deres kone og børn. Gud forklarer, hvorfor de skal behandles bedre end andre slaver:
3 Mosebog 25,39 Når det går dårligt for din broder hos dig, og han lader sig sælge til dig, må du ikke pålægge ham trællearbejde;
3 Mosebog 25,40 han skal have det som en daglejer eller tilflytter hos dig. Indtil jubelåret skal han arbejde hos dig.
3 Mosebog 25,41 Så skal han gives fri sammen med sine børn; han skal vende tilbage til sin familie og sine fædres ejendom.
3 Mosebog 25,42 De er jo mine trælle, som jeg førte ud af Egypten; de må ikke sælges, som man sælger trælle.
Jøderne må ikke selv være slaver, fordi de allerede er "Guds slaver"! I øvrigt skal "broder" ikke opfattes bogstaveligt - trællen vender jo tilbage til sin familie og sine fædres ejendom.
Bemærk, at denne "gode" behandling kun gælder for mandlige jøder. Hvis en jøde sælger sin datter som sexslave, skal hun nemlig ikke frigives efter 6 år.
2 Mosebog 21,7 Når en mand sælger sin datter som trælkvinde, skal hun ikke frigives på samme måde som trællene.
2 Mosebog 21,8 Hvis hendes herre ikke bryder sig om hende, skønt han havde bestemt hende for sig selv, skal han lade hende købe fri. Til udlændinge har han ikke ret til at sælge hende, for han har været troløs mod hende.
2 Mosebog 21,9 Hvis han bestemmer hende for sin søn, skal hun have en datters rettigheder.
Slaver blev faktisk behandlet værre end dyr. Der var dødsstraf for at have sex med husdyrene, man slaverne kunne man (som det fremgår af ovenstående citat) bruge, som man ville.
Hvis man derimod forgriber sig på en anden mands slave, så skal det naturligvis straffes - ejendomsretten er jo ukrænkelig. Bibelen skelner sjældent mellem voldtægt og hor - der er alligevel dødsstraf for begge dele. Hvis offeret en slave, er der ikke længere døddstraf - kun bødestraf - men straffen er stadig den samme for voldtægt og hor, nemlig betaling af en skyldoffervædder. Mærkeligt nok skal der ikke betales til ejeren, men til præsten:
3 Mosebog 19,20 Når en mand har samleje med en kvinde, som er en trælkvinde, der er bortlovet til en anden mand, men endnu ikke er blevet frikøbt eller frigivet, skal det straffes; de skal dog ikke lide døden, for hun var ikke frigivet.
3 Mosebog 19,21 Men manden skal bringe sit skyldoffer til Herren, en skyldoffervædder, hen til indgangen til Åbenbaringsteltet.
3 Mosebog 19,22 Med skyldoffervædderen skal præsten skaffe ham soning for Herrens ansigt for den synd, han har begået, så han får tilgivelse for den synd, han har begået.
Bibelen accepterer fuldt ud, at man tæver sine slaver. Hvis de dør på stedet, siger Bibelen ganske vist, at så »skal det hævnes«, men der står ikke hvad "hævnen" går ud på. Formodentlig er der tale om at give endnu en skyldoffervædder til præsten. Hvis offeret overlever et par dage, inden han eller hun dør af sine kvæstelser, er ejeren straffri. Som Bibelen så smukt udtrykker det: Det er jo hans egne penge, det drejer sig om.
2 Mosebog 21,20 Når en mand slår sin træl eller trælkvinde med sin stok, så de dør på stedet, skal det hævnes.
2 Mosebog 21,21 Men lever de en dag eller to, skal det ikke hævnes. Det er jo hans egne penge, det drejer sig om.
|
| Øje for øje, hånd for hånd. |
Mishandlingen af slaver straffes langt mildere en mishandling af "rigtige" mennesker. Normalt hedder det "øje for øje, tand for tand", men der gælder langt mildere regler for slaveøjne og slavetænder: Hvis en slaveejer ødelægger en slaves øje, bliver slaveejeren ikke straffet på sit eget øje - han skal bare frigive den halvblinde (og værdiløse) slave.
2 Mosebog 21,24 øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod,
2 Mosebog 21,25 brandsår for brandsår, flænge for flænge, skramme for skramme.
2 Mosebog 21,26 Når en mand rammer sin træl eller trælkvinde i øjet, så han ødelægger det, skal han frigive dem som erstatning for øjet.
2 Mosebog 21,27 Hvis han slår en tand ud på sin træl eller trælkvinde, skal han frigive dem som erstatning for tanden.
Drab af slaver straffes også langt mildere end drab på Guds eget folk. Hvis en tyr gentagne gang stanger mennesker ihjel, er der dødsstraf for ejeren. Hvis det kun er en slave, der bliver dræbt, slipper ejeren af tyren med en bøde - ikke til slavens efterladte familie, men til slavens ejer.
2 Mosebog 21,28 Når en okse stanger en mand eller kvinde ihjel, skal oksen stenes, og man må ikke spise dens kød. Oksens ejer skal gå fri af straf.
2 Mosebog 21,29 Men hvis oksen tidligere har stanget, og dens ejer ikke har passet på den, skønt han er blevet advaret, og den så stanger en mand eller kvinde ihjel, skal oksen stenes, og også dens ejer skal lide døden.
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 21,32 Hvis oksen stanger en træl eller trælkvinde, skal ejeren betale tredive sekel sølv til deres herre, og oksen skal stenes.
Læs evt. mere om voldtægt og opdragelse.
Matthæus 18,23 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere.
Matthæus 18,24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham.
Matthæus 18,25 Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales.
Jesus mener åbenbart, at koner og børn er ejendom, der kan sælges. Andre af Jesus' evindelige lignelser handlede om rige mænd (ofte et symbol for Gud) med "tjenere", der skulle piskes og hugges ned.
Hvordan kan man tillade sig at piske tjenere, hugge dem ned og sælge deres koner og børn? Det kan man, fordi det ord, Jesus bruger ikke betyder "tjener", men "slave". Desværre er der fusket med de danske Bibler, så læs evt. mere om Jesus' holdninger her: Slaveri i Det Nye Testamente.
Slaveejere får også masser af moralsk støtte fra Jesus' apostel, Paulus:
1 Timotheus 6,1 Alle, som er under slaveåg, skal vise deres herrer al den ærbødighed, de har krav på, for at Guds navn og læren ikke skal blive til spot.
1 Timotheus 6,2 Og slaver, som har troende herrer, må ikke vise dem mindre ærbødighed, fordi de er brødre, men skal tjene dem endnu bedre, fordi de er troende og kære brødre, som selv lægger vægt på at gøre godt mod dem. Sådan skal du lære og formane.
Så Gud synes ikke bare, at slaveri er i orden. Han mener også, at hvis slaverne ikke opfører sig ordentligt over for deres herrer, er det en spot af Guds navn og hans lære!
Bemærk også, at slaverne kunne have troende herrer. Der er altså ikke noget til hinder for, at gode kristne er slaveejere.
Paulus skrev også:
Efeserne 6,5 Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte,
Efeserne 6,6 ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje.
Efeserne 6,7 Gør jeres arbejde med god vilje som et arbejde for Herren og ikke for mennesker.
Kolos. 3,22 Slaver, adlyd jeres jordiske herrer i alt, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men af et oprigtigt hjerte i frygt for Herren.
Titus 2,9 Slaverne skal underordne sig under deres herrer i ét og alt og rette sig efter dem uden at sige dem imod;
Titus 2,10 de må ikke stikke noget til sig, men skal altid vise sand troskab, så de i ét og alt kan være en pryd for Guds, vor frelsers, lære.
Konklusion: Tænk hvis Det Gamle Testamente, der er grundlag for Kristendommen og Islam, havde forbudt slaveri!
