Hvad siger Bibelen om skilmisse?

Skilsmisse er et af de få steder, hvor der virkelig er forskel på Det Gamle og Det Nye Testamente.

Det Gamle Testamente

Så enkle er reglerne i Det Gamle Testamente:

Skabelsen
Verdens første skilsmisse.

5 Mosebog 24,1 Hvis en mand gifter sig med en kvinde, men bliver ked af hende, fordi han finder noget skændigt hos hende, og han udfærdiger et skilsmissebrev, giver hende det og sender hende bort,
5 Mosebog 24,2 og hvis hun så, når hun har forladt hans hus, går hen og bliver gift med en anden,
5 Mosebog 24,3 og hendes anden mand fatter modvilje mod hende og udfærdiger et skilsmissebrev til hende, giver hende det og sender hende bort, eller hendes anden mand, som har giftet sig med hende, dør,
5 Mosebog 24,4 da må hendes første mand, som sendte hende bort, ikke gifte sig med hende igen, efter at hun nu er blevet uren. For det afskyr Herren, og du må ikke bringe skyld over det land, Herren din Gud vil give dig i eje.

En mand kan altså skille sig fra sin kone, hvis han »bliver ked af hende« eller »fatter modvilje mod hende«. Der er ikke noget, der hedder underholdsbidrag, samkvemsret eller fælleseje — kvinden får bare et stykke papir, der attesterer, at manden ikke længere ejer hende. Den eneste begrænsning er, at bordet fanger: Manden må aldrig tage konen tilbage.

Manden behøver altså ikke at begrunde skilsmissen, men en af de grunde, som Bibelen selv nævner, er, hvis manden har lyst til en ny kone og ikke har råd til at fodre den gamle (se hvad Bibelen siger om flerkoneri):

2 Mosebog 21,10 Hvis han gifter sig med en til, må han ikke skære ned på det, den første har krav på, hverken føde, klæder eller ægteskabelig omgang.
2 Mosebog 21,11 Yder han hende ikke disse tre ting, skal hun frigives uden vederlag, helt gratis.

Bemærk, at kvinden skal »frigives uden vederlag, helt gratis«. Skilsmissebrevet attesterer, at hun ikke længere tilhører manden. De penge, han i sin tid har betalt for hende til hendes far, er selvfølgelig tabt.

Så enkelt er det. Der er faktisk kun en enkelt undtagelse: En voldtægtsmand er tvunget til at købe sit offer af hendes far for 50 sekel. Og voldtægtsmanden må ikke skille sig fra voldtægtsofferet (Se hvad Bibelen siger om voldtægt):

Lego: En voldtægt koster 50 sekel
Bibelen i Lego, En voldtægtsmand skal købe pigen af hendes far for 50 sekel.

5 Mosebog 22,28 Når en mand træffer en jomfru, der ikke er forlovet, og han griber fat i hende og har samleje med hende, og de bliver grebet,
5 Mosebog 22,29 skal den mand, der havde samleje med pigen, betale hendes far halvtreds sekel sølv, og hun skal være hans kone, fordi han voldtog hende. Han må ikke sende hende bort, så længe han lever.

Tidligere har kristne mennesker citeret Malakias 2,16 for at bevise, at Gud er imod skilsmisse. I den forrige bibeloversættelse fra 1931 startede verset: Thi jeg hader Skilsmisse, siger HERREN, Israels Gud, og det var en forkert (men meget udbredt) oversættelse. I den nyeste Bibeloversættelse er verset derimod oversat korrekt (lad mig undtagelsesvis rose Bibelselskabet), og nu står der ikke længere noget om, at Gud hader skilsmisse:

Malakias 2,16 Hvis nogen fatter modvilje mod sin hustru og sender hende bort, siger Herren, Israels Gud, så dækker han sin klædning med uret, siger Hærskarers Herre. I skal vogte jer, så længe I lever, og ikke være troløse.

Malakias 2,16 (»fatter modvilje mod sin hustru og sender hende bort«) er tydeligvis et ekko af 5. Mosebog 24,3 (»fatter modvilje mod hende […] og sender hende bort«). Her har vi altså — igen — en selvmodsigelse i Bibelen. Hvorfor er det først lovligt — og så ikke lovligt alligevel?

Nogle jødiske teologer påpeger, at de foregående vers, Malakias 2,14-15, handler om »din ungdoms hustru«, og at det derfor er et forbud mod at blive skilt fra sin første kone (dvs. at man kun må skilles fra alle de øvrige koner). Denne fortolkning er dog lodret imod 2 Mosebog 21,10-11 (som vi lige har kigget på), der netop handler om, hvordan man udskifter den første kone med en nyere model.

Malakias 2,14: I spørger: "Hvorfor?" Fordi Herren var vidne mellem dig og din ungdoms hustru, som du er troløs imod, skønt hun er bundet til dig som ægtehustru.
Malakias 2,15: Dette gør ingen, så længe han er i live. Men hvad søger han da? Guds sæd! Men I skal vogte jer, så længe I lever, og ingen skal være troløs imod sin ungdoms hustru.

En mere sandsynlig forklaring ligger i, at Malakias 2,16 ikke nævner det skilsmissebrev, der kræves af skilsmissereglerne i 5. Mosebog 24,1-4. Måske er den "uret" Gud taler om, det at sende kvinden væk uden at give hende en chance for at finde sig en ny mand. Eller måske må vi bare konstatere, at Bibelen modsiger sig selv igen, igen.

Hvem skal man så tro på? Malakias eller Moses? Lad os se på en episode i Bibelen. Et helt kapitel er afsat til, at Guds personlige talerør, profeten Ezra, foranlediger en masseskilsmisse blandt Guds folk. Nogle af Guds folk havde nemlig giftet sig med kvinder af forkert race, og nu blev de tvunget til at sende disse kvinder og "deres børn" bort for at "vende vor Guds glødende vrede fra os":

Charlton Heston som Moses
Hvad siger Guds lov om skilmisse?

Ezra 10,2 Shekanja, Jehiels søn, en af Elams efterkommere, tog til orde og sagde til Ezra: "Vi har været troløse mod vor Gud og giftet os med fremmede kvinder fra landets folk; men alligevel er der håb for Israel.
Ezra 10,3 Lad os over for vor Gud slutte den pagt, at vi sender alle kvinder og deres børn bort, sådan som du, herre, og de, der skælver for vor Guds bud, råder til. Der bør handles efter loven!
[.. .. ..] [. . .]
Ezra 10,10 Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: "I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld.
Ezra 10,11 Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder."
[.. .. ..] [. . .]
Ezra 10,14 Lad vores stormænd træde frem for hele forsamlingen, og lad alle i vores byer, der har giftet sig med fremmede kvinder, komme på fastsatte tidspunkter og sammen med dem de ældste og dommerne fra hver enkelt by, for at vi kan vende vor Guds glødende vrede fra os i denne sag."
[.. .. ..] [. . .]
Ezra 10,17 Og den første dag i den første måned var de færdige med sagen om alle de mænd, der havde giftet sig med fremmede kvinder.
Ezra 10,18 Blandt præsterne fandtes nogle, der havde giftet sig med fremmede kvinder. Af Josadaks søn Jeshuas efterkommere og hans brødre: Ma'aseja, Eliezer, Jarib og Gedalja.
Ezra 10,19 De gav hånd på, at de ville sende deres hustruer bort, og deres skyldoffer var en vædder for deres skyld;
[. . .]
[. . .] [[Her kommer en alenlang liste over folk med fremmede koner]]
[. . .]
Ezra 10,44 Alle disse havde giftet sig med fremmede kvinder, men nu sendte de kvinderne og børnene bort.

Josephus

Indtil videre har vi set tre grunde til skilsmisse: Dels at manden »fatter modvilje« mod konen, dels at manden ikke kan forsørge alle sine koner, og dels at kvinden er af forkert race. Men er der flere muligheder? Hvad gjorde Guds folk i grunden den gang?

Lad os se på, hvad den jødiske historiker Josephus fortæller. Josephus levede år 37 til 99, og han var ikke nogen hvem-som-helst. Josephus var præst — født af præsteslægt — og havde i sine unge dage på skift været medlem af alle 3 fremtrædende sekter, farisæere, saddukæere og essenere. På sine gamle dage skrev han Jødernes Oldtid i 20 bind, hvoraf de første mange bind var afsat til at genfortælle Det Gamle Testamente. Her er Josephus' beskrivelse af skilsmissereglerne i 5 Mosebog:

Kage […] He that desires to be divorced from his wife for any cause whatsoever, (and many such causes happen among men,) let him in writing give assurance that he will never use her as his wife any more; for by this means she may be at liberty to marry another husband, although before this bill of divorce be given, she is not to be permitted so to do: but if she be misused by him also, or if, when he is dead, her first husband would marry her again, it shall not be lawful for her to return to him. […]
(Jødernes Oldtid, Bind 4, kapitel 8, afsnit 23)

Her giver Josephus en opsummering af skilsmissereglerne i 5 Mosebog 24,1-4, men bemærk ordvalget: »for any cause whatsoever, (and many such causes happen among men«. Man(d) kan lade sig skille af en hvilken som helst grund — og mange jøder gjorde netop dette.

Og hvis man tror, det hele skal "fortolkes" og "læses symbolsk", tager man fejl. Lad os se på, hvad Josephus selv gjorde — det står i hans selvbiografi:

[…] about which time I divorced my wife also, as not pleased with her behavior, though not till she had been the mother of three children, two of whom are dead, and one whom I named Hyrcanus, is alive. After this I married a wife who had lived at Crete, […]
(Josephus' selvbiografi, kapitel 76)

Her fortæller Josephus, nærmest parentetisk, at han lod sig skille fra den kvinde, han havde 3 børn sammen med, fordi "hendes opførsel ikke behagede ham". Her skal man huske, at Josephus var en jøde, der midt under krigen var gået over på romernes side. Han blev derfor konstant kritiseret som vendekåbe og forræder af både jøder og romere. Josephus' selvbiografi blev især skrevet som forsvar imod disse personangreb, men åbenbart mente hverken Josephus eller hans læsere, at der var noget umoralsk i at skille sig af med sine børns mor uden nogen særlig grund.

Det Nye Testamente

I Det Nye Testamente kommer Jesus med en overraskende oplysning: Reglerne i Moseloven er slet ikke opfundet at Gud — de er opfundet af Moses:

Matthæus 19,3Nogle farisæere kom hen til Jesus, og for at sætte ham på prøve spurgte de: "Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?"

Jesus med maskingevær Farisæerne spørger, om man kan lade sig skille »af en hvilken som helst grund«. Det var netop de ord, Josephus brugte.

Matthæus 19,4Han sagde: "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde
Matthæus 19,5og sagde: 'Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød'?
Matthæus 19,6Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille."

Jesus hentyder til historien om Adam og Eva, der bliver til "ét kød". Bemærk, at manden sagtens kan blive "ét kød" med mange kvinder. Se hvad Bibelen siger om polygami.

Matthæus 19,7De spurgte ham: "Hvorfor har Moses så påbudt manden at give et skilsmissebrev, når han skiller sig fra hende?"

Jøderne minder Jesus om skilsmissereglerne i 5 Mosebog 24,1-4

Matthæus 19,8Han sagde til dem: "Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan.

Det var godt nok en afsløring: "Moses tillod jer at skille jer". Reglerne i Det Gamle Testamente er altså opfundet af Moses — ikke af Gud.

Matthæus 19,9Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud."

Jesus (der er den samme som Gud) er 100% imod skilmisse.
Hvad så med den historie, hvor Ezra tvang folk til at skille sig for at »vende vor Guds glødende vrede fra os«? Vil det sige, at Ezra er en løgner?

Selvkastration
En illustration fra 1475-1480 viser, hvordan Kybele's præster (med munke-tonsur) kastrerede sig selv (173 KB)

Matthæus 19,10Hans disciple sagde til ham: "Hvis mandens forhold til kvinden er sådan, er det bedre ikke at gifte sig."
Matthæus 19,11Men han sagde til dem: "Hvad dette går ud på, kan ikke alle rumme, men kun de, der får det givet.
Matthæus 19,12Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det!"

Jesus slutter foredraget med at opfordre sine disciple til at kastrere sig selv.

Der sker ting og sager, når Jesus ruller sig ud. Moses og Ezra var åbenbart løgnere begge to, og hvis disciplene ikke kan tåle Jesus' skilsmisseregler, kan de bare kastrere sig selv.

Ifølge Jesus, der er den samme som Gud, er skilmissereglerne i 5 Mosebog 24,1-4, nogle Moses selv har opfundet. Moses slutter ellers skilmissereglerne med at nævne Herren 2 gange: »For det afskyr Herren, og du må ikke bringe skyld over det land, Herren din Gud vil give dig i eje« (5 Mosebog 24,4, citeret øverst på denne side). Det vil sige, at Moses bryder et af De Ti Bud ved at "bruge Herren din Guds navn til løgn".

Jesus' udtalelse rejser spørgsmålet, om der er andre af de sjove regler, der også er frit opfundet af Moses. Er det mon Gud eller Moses, der har opfundet De Ti Bud? Eller hvad med loven om, at hekse skal slås ihjel (2 Mosebog 22,17)? Tusinder af danske kvinder er torteret og brændt levende på grund af denne lov, men fortæller Jesus os her, at Moses selv har fundet på lovene. Jesus sagde selv »Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store« (Lukas 16,10) — en gang løgner, altid løgner. Tag den, Moses.

2 Mosebog 22,17: En troldkvinde må du ikke lade blive i live.

Og profeten Ezra er åbenbart også løgner ifølge Jesus. Vi har lige læst et helt kapitel i Ezras bog, om hvordan profeten beordrede en masseskilsmisse fra koner, der var af forkert race, for at »vende vor Guds glødende vrede fra os«, og nu fortæller Jesus (der er den samme som Gud) os, at Gud er 100% imod skilsmisse.

Men faktisk levner Jesus en enkelt mulighed for skilsmisse, nemlig utugt. Her modsiger Matthæusevangeliet de andre evangelier. Skilsmisse er totalt forbudt i Markusevangeliet (Markus 10,11) og Lukasevangeliet (Lukas 16,18), hvorimod Matthæus tillader mænd at skille sig fra deres utugtige koner (Matthæus 5,32 og Matthæus 19,9).

Markus 10,11: og han sagde til dem: "Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende;
Lukas 16,18: Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.
Matthæus 5,32: Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.
Matthæus 19,9: Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud."

Men selvom der er en enkelt mulighed for skilsmisse, vokser træerne ikke ind i Himmelen. Det er manden, der »der skiller sig fra sin hustru« — ikke omvendt. Paulus skærer det ud i pap:

1 Korinth 7,10 De gifte byder jeg, dog ikke jeg selv, men Herren, at en kvinde ikke må skille sig fra sin mand
1 Korinth 7,11 - men er hun blevet skilt, skal hun forblive ugift eller også forlige sig med sin mand - og en mand må heller ikke skille sig af med sin hustru.

Romerne 7,2 En gift kvinde er ved lov bundet til sin mand, så længe han lever; men dør han, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham.
Romerne 7,3 Hun vil altså stå som ægteskabsbryder, hvis hun bliver en andens, mens hendes mand er i live; men dør han, er hun fri fra loven, så at hun ikke er ægteskabsbryder ved at blive en andens.

Yderligere information


Op til Hvad Siger Bibelen