DjævelHvad siger Bibelen om Satan?Djævel

I Bibelen bruges betegnelsen Djævel første gang i det Gamle Testamente om den, der frister Eva til at spise frugten fra kundskabens træ (1. Mosebog 3).
(www.folkekirken.dk/om-troen/at-vaere-kristen/trosbekendelse/forsagelsen)

Han, hun og slangen
Hallo, Folkekirken.dk. Ligner det måske Djævlen?

Ovenstående er citeret fra Folkekirkens hjemmeside, og forfatteren burde få sin søndagsskolepenge tilbage. Der står hverken "Djævel" eller "Satan" nogen steder i eventyret om ribbenskvinden, det magiske træ og den talende slange.

Det er muligt, at medlemmerne af Folkekirken har gentaget historien så ofte, at de selv er begyndt at tro på den, men fakta er, at der ingen steder står, at slangen var Satan i forklædning. Tværtimod kalder Bibelen slangen for: »det snedigste af alle de vilde dyr«.

Guds reaktion var at forbande alle verdens slanger: »På din bug skal du krybe, og støv skal du æde« (1 Mosebog 3,14), og det ville have været uretfærdigt mod alle de uskyldige slanger, at de skulle straffes på denne måde, hvis slangen ikke havde været en rigtig slange, men Djævelen i forklædning. Hvorfor var det så ikke Djævlen, der blev dømt til at krybe på sin bug og spise støv?

Lad os i stedet se på, hvad Bibelen rent faktisk siger om Satan:

Satan i Det Gamle Testamente

Søn af Satan
Sønner af Satan.

Satan optræder forbløffende sjældent i Det Gamle Testamente. På de 1.209 sider optræder han kun tre gange; lidt afhængigt af, hvilken Bibel man kigger i.

Den ene gang er i Jobs bog. Gudesønnerne er samlede, og man skal læse Bibelen meget forsigtigt for ikke at få det indtryk, at Satan også er en af Guds sønner: »blandt dem var også Satan«.

Job 1,6 En dag kom gudssønnerne og trådte frem for Herren; blandt dem var også Satan.
Job 1,7 Herren spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede: "Jeg har gennemvandret jorden på kryds og tværs."

Lad os starte med konstatere, at Satan ikke "kryber på sin bug", som han ellers skulle gøre, hvis Folkekirken.dk havde ret i, at han havde spillet slange i Paradisets Have. Tværtimod: »Jeg har gennemvandret jorden på kryds og tværs«.

Satan betyder modstander eller anklager, og det er netop, hvad Satan nu gør: Han anklager Job over for Gud, og han udfordrer Gud til et væddemål. Men det er tydeligt, at han er menneskets modstander, og at han intet kan gøre, før Gud giver ham magten over Job:

Job 1,12 Da sagde Herren til Satan: "Nu får du magten over alt det, han ejer; men ham selv må du ikke række hånden ud imod." Så forlod Satan Herren.

Den anden gang er i forbindelse med Davids folketælling. Historien findes i to versioner, men åbenbart har Den Hellige Bog svært ved at huske, hvem det var, der opfordrede David til at foretage en folketælling:

2 Samuel 24,1 Herrens vrede flammede igen op mod Israel, og han lokkede David til at tirre folket og sagde: »Gå hen og hold folketælling i Israel og Juda!«

1 Krønikebog 21,1 Satan trådte op mod Israel, og han lokkede David til at holde folketælling i Israel.

Historien viser Gud fra hans mest smålige side: Først opfordrer han selv David til folketællingen, så viser det sig, at folketællinger er en stor synd, hvorefter Gud slår 70.000 mennesker ihjel og er lige ved at ødelægge hele Jerusalem.

Krønikebøgerne er skrevet senere end Kongebøgerne, og på dette tidspunkt var jøderne åbenbart blevet så civiliserede, at historien om den selvmodsigende, morderiske, lunefulde Gud ikke længere var spiselig. Det er formentlig derfor, det i denne version er Satan, der får skylden.

Djævelen frister Jesus
Djævelen frister Jesus i Jerusalems tempel.

Det tredje og sidste sted er, når Satan anklager ypperstepræsten Josva. Bibelselskabet skriver i en kommentar: »1 Satan betyder anklager, modstander«.

Zakarias 3,1 Så lod han mig se ypperstepræsten Josva, som stod foran Herrens engel, mens Satan stod på hans højre side for at anklage ham.
Zakarias 3,2 Herren sagde til Satan: "Herren irettesætter dig, Satan; Herren, som har udvalgt Jerusalem, irettesætter dig. Denne mand er jo et stykke brænde, der er trukket ud af ilden."

På græsk er Jesus og Josva det samme navn, så hvis man ville digte en historie om en ypperstepræst ved navn Jesus, der blev fristet af Satan foran templet, (billedet til højre) så var der alle tiders inspiration her.

Det er sådan set alt. Men som nævnt betyder Satan anklager og modstander, og det kan være svært at afgøre, hvad der er den rigtige oversættelse: Satan eller anklager?

I den danske oversættelse lyder Salme 109,6: »Stil en uretfærdig op imod ham, lad en anklager stå frem ved hans højre side«. I King James Bibel oversættes det samme vers til »[…] and let Satan stand at his right hand«, mens Martin Luther oversatte det til: »[…] und der Satan müsse stehen zu seiner Rechten«.

Lucifer og Morgenstjernen

Maria
Er morgenstjernen det samme som Djævelen?

I den berømte King James Bibel støder vi en enkelt gang på Lucifer, der er styrtet ned fra himlen:

Esajas 14,12 How art thou fallen from heaven, O Lucifer, son of the morning! [how] art thou cut down to the ground, which didst weaken the nations!
(King James Bibel fra 1611)

Lucifer er latin for "lys-bærer" og er en lidt håndfast oversættelse af det græske "eôsphoros", et andet navn for Morgenstjernen, Venus, der "bringer daggryet". Stort set alle andre oversættelser vælger at skrive morgenstjerne:

Esajas 14,12 Tænk, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne! Du er slynget til jorden, du som besejrede folkene.
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)

Det fremgår af sammenhængen, at denne faldne morgenstjerne er Babylons afdøde konge. Man kan i al fald ikke sætte lighedstegn mellem Morgenstjernen og Satan, for der er masser af morgenstjerner: »alle morgenstjerner jublede, og alle gudssønner råbte af fryd« (Job 38,7).

En anden af disse morgenstjerner var Jesus:

Åbenbaringen 22,16 Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne om dette for jer i menighederne. Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne."

Andre guder

Forhistorisk museum
De konkurrerende guder.

Det er måske overraskende, at Satan ikke optræder oftere end 3-4 gange på 1.209 sider. Dette viser, hvordan det religiøse verdensbillede i Det Gamle Testamente er væsentligt forskelligt fra det, vi er opdraget med fra Det Nye Testamente.

Gud hersker suverænt gennem hele Det Gamle Testamente: Alt hvad der sker af godt og ondt indenfor hans domæne, kommer fra ham. Det er Gud, der gør folk stumme og blinde, og han er ikke bange for at prale af det.

2 Mosebog 4,11 Da sagde Herren til ham: "Hvem gav mennesket en mund? Hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Er det ikke mig, Herren?

Med sådan en Gud behøver man ingen Djævel.

Til gengæld er der andre guder: Hvert eneste folkeslag havde sin egen gud. Det er i virkeligheden en af de største selvmodsigelser i Bibelen: Har Gud skabt hele verden (og dermed også skabt alle de andre guder), eller er han bare en enkelt stammegud ud af mange?

Hans loyale folk ved godt, hvem de skal holde med: de fortabte

Salme 96,5 For alle folkenes guder er intet værd, men Herren skabte himlen.

Den græske teksttradition, Septuaginta, formulerer det meget grovere. I denne teksttradition bruges ordet "daimonia", altså djævle eller dæmoner.

Salme 96,5 For all the gods of the heathen are devils: but the Lord made the heavens.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)

Det samme står der i den katolske Bibel DouayRheims: »For all the gods of the Gentiles are devils: but the Lord made the heavens«.

Den enes gud er den andens djævel. Og således opløftet vil vi gå videre til Det Nye Testamente.

Satan i Det Nye Testamente

Djævel og KJV Handlingen i Det Nye Testamente foregår i et infantilt Harry Potter-univers. Vi har her kun plads til en meget overfladisk skildring af de mange farer, der truer de kristne i en verden, hvor »Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge;« (1 Peter 5,8).

Djævle, onde ånder og dæmoner

Varm djævel I forhold til, hvor sjældent Djævlen optræder i Det Gamle Testamente, er kontrasten stor til det Nye: Næsten hvert andet menneske, Jesus støder på, er besat af en eller anden djævel / ond ånd / dæmon.

Her har Bibeloversætterne i mange år skabt forvirring ved ikke at skelne mellem Djævelen (som der kun er 1 af) og alle smådjævlene.

Til sammenligning er her det samme vers i tre oversættelser; tjek evt. med konkordansen: daimonion / Matthæus 9,33.

  1. De tidlige Bibeloversættere grundlagde en misforståelse ved at oversætte "daimonion" til "djævel". Derved har de rodet Djævelen sammen med hans undersåtter, dæmonerne.

    Matthæus 9,33 Og der Djævelen var uddreven, talede den Stumme. Og Folket forundrede sig og sagde: aldrig er saadant seet i Israel.
    (Dansk oversættelse fra 1897)

    Svin
    Jesus driver en flok dæmoner ud af en mand og ind i en griseflok.
  2. Den forrige danske oversættelse skriver i stedet "den onde ånd", og det er også en meget uheldig oversættelse, eftersom der andre steder optræder onde ånder, "pneumatôn ponêrôn".

    Matthæus 9,33 Og da den onde Ånd var uddreven, talte den stumme. Og Skarerne forundrede sig og sagde: "Aldrig er sådant set i Israel."
    (Den forrige danske oversættelse)

    Uddrivelse
    Jesus driver en flok dæmoner ud af en mand og ind i en griseflok.
  3. Moderne oversættelser oversætter "daimonion" korrekt til "dæmon".

    Matthæus 9,33 efter at dæmonen var blevet uddrevet, talte den stumme. Og de mange mennesker var forbløffede og sagde: "Sådan noget er aldrig set i Israel."
    (Jehovas Vidner / Ny Verden)

I et enkelt tilfælde er samtlige oversættere dog enige om, at "daimonion" hverken skal betyde djævel, ond ånd eller dæmon, men derimod "gud" eller "guddom":

Apostlenes Gerninger 17,18 En del epikuræiske og stoiske filosoffer diskuterede også med ham, og nogle sagde: "Hvad mon han mener, det sludrehoved?" Men andre sagde: "Han ser ud til at være en forkynder af fremmede guddomme." Det var, fordi han forkyndte evangeliet om Jesus og om opstandelsen.

I dette tilfælde er det Jesus, der er dæmonen / den fremmede guddom. Det er jo rimeligt nok, for vi så i Salme 96,5, at jøder og kristne kalder andre folks guder for dæmoner, og så må det også gælde den anden vej.

Men åbenbart er alverdens kristne oversættere enige om ikke at kalde Jesus for en dæmon. Tjek evt. med konkordansen: daimonion (1140).

Satan og Djævlen

Vig bort, Satan
Vig bag mig, Satan!

Satan optræder langt hyppigere i Det Nye Testamente end i Det Gamle. Navnet "Satanas" optræder 36 gange og oversættes (naturligvis) altid til Satan (billedet til højre). Tjek evt. med konkordansen: Satanas (4567).

Navnet betyder som nævnt modstander / anklager på hebraisk, og det tilsvarende græske ord er "diabolos", der jo er roden til det danske ord "djævel". Tjek evt. med konkordansen: diabolos (1228).

Ordet "diabolos" bruges 37 gange, men også her i Det Nye Testamente er oversætterne i tvivl, om hvorvidt "diabolos" skal være Djævelen selv, eller bare anklagere i almindelighed, ligesom det var tilfældet i Salme 109 længere oppe.

I tre tilfælde oversættes "diabolos" til "sladderagtige". Det pudsige (eller måske man skulle sige: det afslørende) er, at i alle tre tilfælde drejer det sig om de pastorale breve, altså uægte Paulus-epistler, nemlig 1 Timotheus 3,11, 2 Timotheus 3,3 og Titus 2,3:

1 Timotheus 3,11: Drejer det sig om kvinder, skal de ligeledes være agtværdige, ikke sladderagtige, men ædruelige, tro i alt.
2 Timotheus 3,3: ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode,

Titus 2,3 ligeledes at de ældre kvinder skal optræde, som det sømmer sig for hellige, at de hverken må være sladderagtige eller drikfældige, men skal være vejledere i det gode,

Belial, Belzebub og Den Gamle Slange

Kært barn har mange navne. Et af dem er Belial / Beliar, der kun bruges en gang i Det Nye Testamente. »Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens« (2 Korintherne 6,15).

I oversættelsen af Det Gamle Testamente fra 1919 bliver en del mennesker omtalt som Belials Børn, Belials Datter, Belials Sønner o.s.v., men i mere moderne oversættelser står der bare, at de er ondsindede eller ugudelige mennesker. Navnet Belial er altså forsvundet ud af Det Gamle Testamente.

Dæmonernes Fyrste går også under navnet Beelzebul: »Han er besat af Beelzebul! Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne« (Markus 3,22).

Her ser vi igen, at den ene mands gud er den anden mands djævel: Vi kender Beelzebul fra Det Gamle Testamente, hvor han hedder Ba'al. Ba'al betyder herre eller ægtemand, men fire gange i 2. Kongebog kaldes Ekrons gud for Ba'al-Zebub - fluernes herre. F.eks.: »Er det, fordi der ikke er nogen Gud i Israel, at I går hen for at rådspørge Ekrons gud Ba'al-Zebub?« (2 Kongebog 1,3).

2 Kongebog 1,3: Men Herrens engel havde sagt til tishbitten Elias: "Gå sendebudene fra Samarias konge i møde og sig til dem: Er det, fordi der ikke er nogen Gud i Israel, at I går hen for at rådspørge Ekrons gud Ba'al-Zebub?

I Bibelens sidste bog bliver Djævlen kaldt "den store drage" og "den gamle slange": Den gamle drage

Åbenbaringen 12,9 Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden - styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den.

Åbenbaringen 20,2 Englen greb dragen, den gamle slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år

Han, hun og slangen
Hallo, Folkekirken.dk. Der står ikke noget i Bibelen om, at slangen i æbletræet havde 7 hoveder og 10 horn.

Det er her, de kristne ser beviset for, at den slange, der fristede Eva i starten af Bibelen, var den samme, som »Satan, den gamle slange«, der overvindes her i Bibelens sidste kapitler.

Problemet med dette argument er bare, at det fremgår af samme kapitel, at "den store drage" er ildrød med syv hoveder og 10 horn (billedet til højre). Hvorfor dømmer Gud alle slanger i hele verden til til at krybe på deres bug og æde støv, hvis den skyldige slange var en helt speciel af slagsen med syv hoveder og 10 horn?

Iøvrigt er dette den eneste beskrivelse, vi nogensinde får af Djævlens udseende. Der står intet i Bibelen om, at Satan skulle have kappe, horn, fipskæg og gedeklove, kun at han har syv hoveder og 10 horn. Djævel

Yderligere information


Op til Hvad Siger Bibelen