Hvad siger Bibelen om menneskeofring?

Det Gamle Testamente er fyldt med beretninger om Ba'al og Moloch. Frygtelige, blodtørstige afguder, der krævede menneskeofre.

Men den kristne Gud viser sig at være af samme kaliber:

Abraham og Isak

Abraham og Isak
Gustave Doré. Isak bærer brænde til sit eget offerbål.

Alle har hørt historien, så lad os gå hurtigt hen over den: Galningen Abraham "hører stemmer" og beslutter sig for at slagte sin søn Isak og bruge ham som brændoffer. Abraham slår hælene sammen og adlyder, hvilket er ret paradoksalt: Dengang Gud ville ødelægge Sodoma, brugte han mange kræfter på at manipulere med Gud (1 Mosebog 18,16-33), men når det gælder hans egen søn, smækker han hælene sammen og siger "Javel!"

1 Mosebog 18,23: Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige?
1 Mosebog 18,24: Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den?
1 Mosebog 18,25: Du kan umuligt handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige, så retfærdige og uretfærdige får samme skæbne. Det kan du umuligt! Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?"

[. . .]


1 Mosebog 18,27: Abraham svarede: "Nu vover jeg igen at tale til dig, Herre, skønt jeg kun er støv og aske!
1 Mosebog 18,28: Måske mangler der fem i de halvtreds retfærdige; vil du så ødelægge hele byen på grund af de fem?" Han svarede: "Jeg vil ikke ødelægge den, hvis jeg finder femogfyrre."
1 Mosebog 18,29: Men Abraham blev ved med at tale til ham: "Måske findes der fyrre," og han svarede: "For de fyrres skyld vil jeg lade være at gøre det."
1 Mosebog 18,30: Så sagde han: "Nu må du ikke blive vred, Herre, når jeg taler. Måske findes der tredive," og han svarede: "Jeg vil ikke gøre det, hvis jeg finder tredive."
1 Mosebog 18,31: Men han sagde: "Jeg vover igen at tale til dig, Herre! Måske findes der tyve," og han svarede: "For de tyves skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
1 Mosebog 18,32: Så sagde han: "Du må ikke blive vred, Herre, når jeg taler denne ene gang endnu. Måske findes der ti," og han svarede: "For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
Abraham og Isak
"Far, hvor er offerdyret?"

Han drager ud med sønnen og to karle. Da han nærmer sig alteret, lyver han for karlene og siger »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer«. Abraham og Isak går hen og forbereder alteret, selvom Isak undrer sig over, hvor offerdyret er henne.

Abraham spænder Isak fast på alteret og løfter kniven, men i sidste sekund "hører han stemmer" igen. Denne gang er det Herrens engel (billedet til venstre); Gud selv har åbenbart vigtigere ting for, så han nøjes med at sende en engel (1 Mosebog 22,11-12).

1 Mosebog 22,11: Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: "Abraham, Abraham!" Han svarede ja,
1 Mosebog 22,12: og englen sagde: "Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn."

Ifølge englen sværger Gud ved sig selv (altså ved Gud), at Abraham skal belønnes for sin "dåd": »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren« (1 Mosebog 22,15-17).

1 Mosebog 22,15: Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen:
1 Mosebog 22,16: "Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn,
1 Mosebog 22,17: vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte.

Når Abraham kunne finde på at ofre sin eneste søn, og når både Det Gamle og Det Nye Testamente roser ham for næsten at have myrdet sin egen søn, er det et tegn på, at man accepterede menneskeofringer i almindelighed.

Jefta Ofrede sin Datter til Gud

Isak var altså heldig, at Gud afbrød ofringen. Andre var mindre heldige: Jefta skulle i krig og lovede at ofre et menneske til Gud:

Dommer 11,30 Jefta aflagde det løfte til Herren: »Hvis du giver ammonitterne i min hånd,
Dommer 11,31 skal den første, der går ud af døren til mit hus og kommer mig i møde, når jeg vender hjem fra ammonitterne som sejrherre, tilhøre Herren; ham vil jeg ofre som brændoffer

Jeftas datter Jepte obtulit filiam suam domino = Jefta ofrede sin datter til Gud.
Åbenbart huggede han hovedet af hende først - før han brændte hende.

Gud lader sig bestikke af løftet om menneskeofring, så Jefta vinder krigen. Uheldigvis for ham (og endnu mere uheldigt for hans datter) var den første, han mødte, hans egen datter:

Dommer 11,34 Da Jefta kom hjem til sit hus i Mispa, var det hans datter, der kom ham i møde, dansende til paukens lyd. Hun var hans eneste barn, han havde ellers ingen sønner eller døtre.
Dommer 11,35 Da han fik øje på hende, flængede han sine klæder og sagde: »Ak, min datter! Du knuser mig, du styrter mig i ulykke. Jeg har aflagt et løfte til Herren, og jeg kan ikke tage mine ord i mig igen

Bemærk, at Jefta ikke fortrød sit løfte om menneskeofring. Det eneste han var ked af var, at det gik ud over hans egen datter. Gud havde heller ikke noget imod det. Hvis Gud ikke kunne lide menneskeofringer, kunne han have givet Jefta et vink med en vognstang og lade ham tabe krigen.

Jefta kunne naturligvis ikke bryde sit ord til Gud (det vender vi tilbage til), så datteren fik 2 måneder at leve i.

Dommer 11,37 Og hun sagde: »Én ting beder jeg dig om: Giv mig en frist på to måneder, så jeg kan gå op i bjergene sammen med mine veninder og græde over, at jeg skal dø som jomfru.«
Dommer 11,38 Han sagde: »Gå du blot!« og han lod hende være væk i to måneder. Hun gik ud i bjergene sammen med sine veninder og græd over, at hun skulle dø som jomfru.
Dommer 11,39 Da de to måneder var gået, vendte hun hjem til sin far, og han gjorde med hende, som han havde givet løfte om. Hun havde aldrig været sammen med en mand. […]

Jefta brændte altså sin egen datter. Hun græd to måneder i bjergene, så Gud havde masser af tid til at sende en drøm, en engel eller en profet, hvis Han ikke havde ønsket sit brændoffer. Gud kunne også have stoppet Jefta og givet ham en vædder, ligesom han fik sin engel til at gøre med Abraham.

Der var heller ingen andre, der tænkte dårligt om Jefta, bare fordi han brændte sin egen datter.

Rispas sønner

Andre gange var det Gud selv, der krævede menneskeofferet.

2 Samuel 21,1 I Davids regeringstid var der en hungersnød, som varede hele tre år. Da søgte David Herrens ansigt, og Herren svarede: »Der hviler blodskyld på Saul og hans hus, fordi han dræbte gibeonitterne.«

Man kan undre sig over, at Gud sender en hungersnød over David, som "var en mand efter Guds hjerte" (Apostlenes Gerninger 13,22). Man kan også undre sig over, hvorfor David venter 3 år med at "søge Herrens ansigt".

Apostlenes Gerninger 13,22: Så afsatte Gud ham og oprejste David til konge over dem. Om ham vidnede Gud og sagde: 'Jeg har fundet David, søn af Isaj, en mand efter mit hjerte; han skal udføre alt det, jeg vil.'
Rispa
Gustave Doré. Rispa jager fugle og hunde væk fra sine sønners lig.

Men det korte med det lange var altså, at Gud mente, der var »blodskyld på Saul og hans hus«. Når nu Saul uheldigvis var død, var det altså hans efterkommere, der måtte betale denne blodskyld — med menneskeofre:

2 Samuel 21,6 Udlevér syv af hans efterkommere til os, så vi kan henrette dem for Herren på Herrens bjerg i Gibeon.« Kongen svarede: »Dem skal I få.«
[.. .. ..][. . .]
2 Samuel 21,8 Kongen tog de to sønner, som Ajjas datter Rispa havde født Saul, Armoni og Mefiboshet, og de fem sønner, som Sauls datter Merab havde født Adriel, der var søn af Barzillaj fra Mehola.
2 Samuel 21,9 Dem udleverede han til gibeonitterne, som henrettede dem på bjerget for Herrens ansigt. Således omkom de alle syv på én gang; de blev dræbt i de første dage af høsten, i begyndelsen af byghøsten.
2 Samuel 21,10 Ajjas datter Rispa tog sine sørgeklæder og bredte dem ud på klippen. Der sad hun fra begyndelsen af høsten, til regnen styrtede ned fra himlen over de døde, og hun passede på, at himlens fugle ikke slog ned over dem om dagen, og at jordens dyr ikke kastede sig over dem om natten.
[.. .. ..][. . .]
2 Samuel 21,14 [. . .] Da alt, hvad kongen havde befalet, var gjort, forbarmede Gud sig til sidst over landet.

Så syv uskyldige mennesker skulle ofres, før Gud "forbarmede sig over landet".

Iøvrigt er det pudsigt, at Bibelen fra 1992 siger, at 5 af ofrene var sønner af Sauls datter Merab. I min gamle Bibel var de sønner af Sauls anden datter, Mikal:

2 Samuel 21,8 Og Kongen tog de to Sønner af Rizpa, Ajas Datter, hvilke hun havde født Saul, nemlig: Armoni og Mefiboseth, og Mikals, Sauls Datters, fem Sønner, hvilke hun havde født Adriel, Meholathiteren Barsillajs Søn;
(Bibelen fra 1919)

Saul havde kun to døtre, så man skulle tro, den ufejlbarlige Bibel kunne holde rede på dem. Desuden var David gift med Mikal, hun var en af Davids 20 koner, så ifølge den gamle oversættelse slog David altså 5 af sine stedsønner ihjel.

Hvor kom vi fra? Nå ja, syv uskyldige mennesker skulle ofres, og så »forbarmede Gud sig til sidst«.

Vantro

Søde JesusNår det drejer sig om vantro, skal hele byer ofres til Gud:

5 Mosebog 13,13 Hvis du hører, at der i en af dine byer, som Herren din Gud giver dig at bo i,
5 Mosebog 13,14 har været ondsindede mennesker fra dit eget folk på færde, der har bragt indbyggerne i deres by på afveje og sagt: »Lad os gå hen og dyrke andre guder,« guder som I ikke før har kendt,
5 Mosebog 13,15 da skal du undersøge og efterforske det grundigt og forhøre dig om det. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at denne afskyelige handling har fundet sted hos dig,
5 Mosebog 13,16 skal du hugge indbyggerne i den by ned med sværd; med sværdet skal du lægge band på den og på alt, hvad der er i den, også på dyrene.
5 Mosebog 13,17 Og alt byttet fra byen skal du samle på torvet, og så skal du brænde byen sammen med alt byttet som et heloffer til Herren din Gud; den skal være en evig ruinhøj og må ikke genopbygges,

Hele byen med alle mennesker skal hugges ned og ofres til Gud. Selv dyrene skal straffes for at være vantro.

Den førstefødte

trut truttelut Her følger en række bud, som er lidt svære få hoved og hale på. En kristen vil nok beskylde mig for at "tage dem ud af sammenhæng", men jeg har ærligt talt svært ved at se en sammenhæng, der kunne retfærdiggøre disse vers. Derfor tager vi dem bare i den rækkefølge, de står i Bibelen:

Lige da jøderne skal til at forlade Ægypten, siger Gud:

2 Mosebog 13,1 Herren talte til Moses og sagde:
2 Mosebog 13,2 "Du skal hellige mig alle førstefødte. Alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne, skal tilhøre mig; det gælder både mennesker og kvæg."

Det lyder selvfølgelig smukt, at man skal "hellige den førstefødte dreng" til Gud, men inden kvinderne bliver misundelige, skal man huske, at Gud få timer forinden har myrdet den førstefødte dreng i alle ægyptiske familier og nu står dér med sine bloddryppende hænder. Så får man lissom en idé om, hvad der venter:

2 Mosebog 13,11 Når Herren fører dig til kana'anæernes land og giver dig det, sådan som han tilsvor dig og dine fædre,
2 Mosebog 13,12 skal du overgive alt det første, der kommer ud af moderlivet, til Herren. Alle førstefødte handyr af dit kvæg skal tilhøre Herren.
2 Mosebog 13,13 Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke småkvæg; vil du ikke frikøbe det, skal du brække halsen på det. Enhver førstefødt blandt dine sønner skal du frikøbe.
2 Mosebog 13,14 Når din søn i fremtiden spørger dig: "Hvad betyder dette?" skal du svare ham: "Med stærk hånd førte Herren os ud af Egypten, af trællehuset.
2 Mosebog 13,15 Da Farao gjorde sig hård og ikke ville lade os gå, slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr, der kommer ud af moderlivet, som offer til Herren, og jeg frikøber hver førstefødt blandt mine sønner."

Martin Perscheid Gud praler altså af, at han har slået alle de førstefødte ægyptere ihjel, og han påstår (vers 15), at det var, fordi »Farao gjorde sig hård og ikke ville lade os gå«.

Det er i sig selv forkasteligt, at Gud myrder uskyldige børn, men han har oven i købet den frækhed at tørre skylden af på Farao og hans hårdhed. Få kapitler forinden pralede Gud selv af, hvordan han ville gøre Farao hård (2 Mosebog 4,21, 2 Mosebog 7,3, 2 Mosebog 9,12, 2 Mosebog 10,1, 2 Mosebog 10,20, 2 Mosebog 10,27, 2 Mosebog 11,10), og lidt senere gør Gud igen Farao hård for at fremprovokere endnu en massakre (2 Mosebog 14,4, 2 Mosebog 14,8, 2 Mosebog 14,17).

2 Mosebog 4,21: Og Herren sagde til Moses: "Når du kommer tilbage til Egypten, skal du gøre alle de undere for Farao, som jeg har givet dig magt til. Men jeg vil gøre ham hård, så han ikke lader folket gå.
2 Mosebog 7,3: Men jeg vil gøre Faraos hjerte hårdt, og jeg vil gøre mange tegn og undere i Egypten.
2 Mosebog 9,12: Herren gjorde Farao hård, så han ikke hørte på dem, sådan som Herren havde sagt til Moses.
2 Mosebog 10,1: Herren sagde til Moses: "Gå til Farao, for jeg har forhærdet ham og hans hoffolk, for at jeg kan udføre disse tegn blandt dem,
2 Mosebog 10,20: Herren gjorde Farao hård, så han ikke lod israelitterne gå.
2 Mosebog 10,27: Men Herren gjorde Farao hård, så han ikke ville lade israelitterne gå.
2 Mosebog 11,10: Alle disse undere havde Moses og Aron gjort over for Farao, men Herren gjorde Farao hård, så han ikke lod israelitterne gå ud af sit land.
2 Mosebog 14,4: Jeg vil gøre Farao hård, så han sætter efter dem, og jeg vil vise min herlighed på Farao og hele hans hær. Så skal egypterne forstå, at jeg er Herren." Det gjorde israelitterne så.
2 Mosebog 14,8: Herren gjorde egypterkongen Farao hård, så han satte efter israelitterne. Men israelitterne drog uforfærdet ud.
2 Mosebog 14,17: Og jeg vil gøre egypterne hårde, så de følger efter dem. Jeg vil vise min herlighed på Farao og på hele hans hær, hans vogne og hans ryttere.

Hvor kom jeg fra? Nå ja, Gud har dræbt de førstefødte, nu vil han dræbe Farao og hans soldater, og så vil han føre jøderne til kana'anæernes land, hvor de kan massakrere alle kana'anæerne. Som en beskeden tak kræver Gud til gengæld i al fremtid at få den førstefødte af mennesker og dyr.

Bagefter kan man vælge mellem at købe dyrene tilbage fra Gud, eller at knække halsen på dem. Når det gælder menneskebørn er man derimod tvunget til at købe dem.

Længere fremme i Bibelen gentages det, at alle førstefødte, sønner og dyr, tilhører Gud. I dette kapitel er der ikke nogen tilbagekøbsklausul:

2 Mosebog 22,28 Du må ikke holde afgiften af din kornhøst og din vinhøst tilbage. Den førstefødte af dine sønner skal du give til mig.
2 Mosebog 22,29 Det samme skal du gøre med dine okser og dit småkvæg. Syv dage skal det blive hos sin mor; på den ottende dag skal du give mig det.
2 Mosebog 22,30 I skal være hellige for mig. Kødet af sønderrevne dyr, som I finder på marken, må I ikke spise; det skal I kaste for hundene.

Bibelforskere vil fortælle, at netop disse vers er de oprindelige ordrer om ofring af børn, mens buddene med tilbagekøb repræsenterer en senere opblødning.

Men her tager vi altså versene i den rækkefølge, de står i Bibelen. Og så kommer vi frem til de rigtige Ti Bud, nu igen med tilbagekøbsklausul.

Pynt 2 Mosebog 34,19 Alt det første, der kommer ud af moderlivet, skal tilhøre mig, det gælder alle handyr af dit kvæg, det førstefødte af okser og får.
2 Mosebog 34,20 Det førstefødte æsel kan du frikøbe med et stykke småkvæg. Vil du ikke frikøbe det, skal du brække halsen på det. Enhver førstefødt blandt dine sønner skal du frikøbe. Tomhændet må ingen se mit ansigt.

Vers 20 slutter »Tomhændet må ingen se mit ansigt«. Er det virkelig Universets Skaber, der er så pengegrisk?

Så kommer der tilsyneladende en modstrid: I et kapitel med overskriften »Bestemmelser om løfter og afgifter« kan man pludselig ikke længere hellige den førstefødte:

3 Mosebog 27,26 Men det førstefødte af kvæget, der som førstefødt tilfalder Herren, kan ingen hellige. Hvad enten det drejer sig om okser eller får, tilhører det Herren.
3 Mosebog 27,27 Drejer det sig om urene dyr, som man vil frikøbe efter taksering, skal der lægges en femtedel til; hvis man ikke vil indløse det, skal det sælges for takseringssummen.
3 Mosebog 27,28 Intet af det, et menneske ejer, og som han lægger band på til Herren, må sælges eller indløses, ligegyldigt om det er mennesker, dyr eller jord, han ejer. Alt, hvad der er lagt band på, er højhelligt og tilhører Herren.
3 Mosebog 27,29 Intet menneske, der er lagt band på, kan frikøbes. Det skal lide døden.

Den tilsyneladende modstrid skyldes, at kapitlet handler om ekstra løfter, man kan give Gud. Man kan selvfølgelig ikke give Gud de førstefødte — de tilhører jo allerede Gud.

Bemærk vers 27,28-29: Mennesker, der tilhører Gud, kan ikke tilbagekøbes: »Det skal lide døden«. Det var derfor Jefta, ikke havde andet valg end at brænde sin datter. Som Jefta sagde (Dommer 11,35, citeret foroven): »Jeg har aflagt et løfte til Herren, og jeg kan ikke tage mine ord i mig igen«.

Så sker der noget afgørende: Nu vil Gud ikke længere have de førstefødte. Han er tilfreds med, at antallet af levitter (præste-slægten) passer med antallet af førstefødte.

4 Mosebog 3,11 Herren talte til Moses og sagde:
4 Mosebog 3,12 "Jeg udtager levitterne af israelitternes midte i stedet for alt det første, der kommer ud af moderlivet hos israelitterne; levitterne skal tilhøre mig.
4 Mosebog 3,13 For alle førstefødte er mine; dengang jeg dræbte alle førstefødte i Egypten, helligede jeg mig alle førstefødte i Israel, både mennesker og dyr; mig tilhører de. Jeg er Herren!"

Regnskabet passer dog ikke helt. Der var 22.000 levitter, men 22.273 førstefødte. Der mangler altså 273, så derfor får præsten Gud et kontant beløb på 5 × 273 shekel:

4 Mosebog 3,39 Alle de levitter, som Moses og Aron på Herrens befaling holdt mønstring over, slægt for slægt, alle af mandkøn fra en måned og opefter, udgjorde 22.000.
[.. .. ..][...]
4 Mosebog 3,43 og da alle førstefødte af mandkøn fra en måned og opefter var blevet mønstret med opregning af navnene på dem, udgjorde de 22.273.
[.. .. ..][...]
4 Mosebog 3,46 Til frikøb af de 273 af israelitternes førstefødte, som overstiger levitternes antal,
4 Mosebog 3,47 skal du tage fem sekel for hver person; du skal tage dem efter helligdommens vægt; en sekel er tyve gera.

Sådan er den kristne logik: Gud skal have den førstefødte som belønning for at have dræbt en masse ægyptiske børn, men så får han nogle præster og lidt penge istedet. Det er da logisk. Ikke?

Så nu tilhører den førstefødte ikke længere Gud:

4 Mosebog 8,16 For ud af israelitternes midte er netop de helt og holdent overgivet til mig; jeg har udtaget levitterne i stedet for alt det første, der kommer ud af moderlivet, alle førstefødte blandt israelitterne.
4 Mosebog 8,17 For alle førstefødte blandt israelitterne både mennesker og dyr. Jeg helligede dem til mig, da jeg dræbte alle førstefødte i Egypten,
4 Mosebog 8,18 og jeg udtog levitterne i stedet for alle de førstefødte blandt israelitterne

Lidt senere siger Gud til Aron — d.v.s. præsteslægtens stamfader — at nu tilhører de førstefødte ham (Aron) i al fremtid. Aron skal frikøbe menneskebørnene, selvom det ikke står lysende klart, hvorfor Aron skal købe dem fra sig selv, hvem der skal betale, hvem der så ejer børnene, og hvad der skal ske med dem.

4 Mosebog 18,8 Herren sagde til Aron: "Nu overdrager jeg dig opsynet med alle de helliggaver, israelitterne bringer som afgift til mig. Jeg giver dem til dig og dine sønner som jeres andel, en eviggyldig rettighed.
[.. .. ..] [...]
4 Mosebog 18,14 Alt, hvad der er lagt band på i Israel, skal tilfalde dig.
4 Mosebog 18,15 Af alt levende, man kan ofre til Herren, skal det første, der kommer ud af moderlivet, tilfalde dig; det gælder både mennesker og dyr. Dog skal du frikøbe den førstefødte af mennesker, og ligeledes skal du frikøbe det førstefødte af urene dyr.
4 Mosebog 18,16 Dem, der skal frikøbes, skal du frikøbe efter takseringen, når de er en måned gamle: fem sekel efter helligdommens vægt; en sekel er tyve gera.
4 Mosebog 18,17 Men førstefødte okser, får eller geder må du ikke frikøbe; de er hellige. Deres blod skal du stænke på alteret, og deres fedt skal du brænde som et offer, en liflig duft for Herren.

Bemærk især vers 15: »Af alt levende, man kan ofre til Herren […] det gælder både mennesker og dyr«. Tydeligere kan Bibelen ikke sige, at det var rutine at ofre mennesker til Gud. Abraham, Jefta og David var ikke undtagelser.

Så kommer endnu en massakre, hvor Guds folk dræber mænd, kvinder og drenge, men fordeler jomfruerne mellem krigerne og resten af stammen. Der var 32.000 jomfruer, og Gud skulle have 1 ud af 500 af de første 16.000 jomfruer og 1 ud af 50 af resten, så Gud får 32+320 = 352 jomfruer:

en putto 4 Mosebog 31,25 Herren sagde til Moses:
4 Mosebog 31,26 "Du og præsten Eleazar og overhovederne for menighedens fædrenehuse skal opregne det bytte, der er taget, både mennesker og dyr,
4 Mosebog 31,27 og så skal du dele byttet ligeligt mellem dem, der tog del i krigen og rykkede ud til kamp, og hele menigheden.
4 Mosebog 31,28 Af krigerne, som rykkede ud til kamp, skal du opkræve en afgift til Herren: en enkelt af hver fem hundrede, både af mennesker, hornkvæg, æsler og småkvæg;
4 Mosebog 31,29 det skal I tage af deres halvpart og give til præsten Eleazar som en afgift til Herren.
4 Mosebog 31,30 Af israelitternes halvpart skal du tage en enkelt ud af hver halvtreds, både af mennesker, hornkvæg, æsler og småkvæg, af alle dyr, og dem skal du give til levitterne, som vogter Herrens bolig."
[.. .. ..][...]
4 Mosebog 31,40 16.000 mennesker, hvoraf afgiften til Herren var 32.
4 Mosebog 31,41 Moses gav Herrens afgift til præsten Eleazar, sådan som Herren havde befalet Moses.
[.. .. ..][...]
4 Mosebog 31,46 og 16.000 mennesker.
4 Mosebog 31,47 Og af israelitternes halvpart tog Moses en enkelt ud af hver halvtreds, både af mennesker og dyr, og dem gav han til levitterne, som vogter Herrens bolig, sådan som Herren havde befalet Moses.

Gud ved, hvad der skete med disse jomfruer. Blev de "kun" voldtaget som slaver? Eller måtte de dele skæbne med Jeftas jomfrudatter?

Til sidst vil en kristen nok spørge: Kan det virkelig tænkes, at den gode Gud vil kræve menneskeofre? Ja, vi har faktisk en ren tilståelsessag:

Ezekiel 20,23 Derfor løftede jeg min hånd i ørkenen og svor, at jeg ville sprede dem blandt folkene og strø dem ud i landene,
Ezekiel 20,24 fordi de ikke havde holdt mine bud, men havde forkastet mine love og vanhelliget mine sabbatter; deres øjne hang ved fædrenes møgguder.
Ezekiel 20,25 Så gav jeg dem love, som ikke var gode, og bud, som de ikke kunne bevare livet ved;
Ezekiel 20,26 jeg gjorde dem urene ved deres gaver, når de ofrede alt det, der kom først ud af moderlivet. Så kunne jeg slå dem med rædsel, for at de skulle forstå, at jeg er Herren.

Forkerte Guder

Jamen, jamen. Gik man virkelig og ofrede sine egne børn til Gud dengang? Hvorfor protesterede jøderne ikke mod deres afskyelige Gud? Sagen er, at Gud hverken var værre eller bedre end alle de andre guder. Bibelen har utallige eksempler på, at folk har ofret deres børn til "konkurrerende" guder.

engel Når det gælder disse "falske" guder, er Bibelen derimod anderledes klar i spyttet. Den slags er simpelthen forbudt.

3 Mosebog 18,21 Du må ikke give nogen af dine børn som offer til Molok; du må ikke vanhellige din Guds navn. Jeg er Herren!

5 Mosebog 12,31 På den måde må du ikke dyrke Herren din Gud. For de har dyrket deres guder med alt, hvad Herren afskyr og hader. De har endog brændt deres sønner og døtre for deres guder.

5 Mosebog 18,10 Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi,

Der er faktisk dødsstraf for at ofre sine børn til fremmede guder, og hvis ikke staten vil udføre dødsstraf, så er der dødsstraf for hele landet. Så kan de lære det!

3 Mosebog 20,1 Herren talte til Moses og sagde:
3 Mosebog 20,2 Du skal sige til israelitterne: Hvem som helst af israelitterne og af de fremmede, der bor som gæst i Israel, som giver et af sine børn til Molok, skal lide døden. Landets folk skal stene ham.
3 Mosebog 20,3 Jeg vil selv vende mig mod den mand og udrydde ham fra hans folk, fordi han har givet et af sine børn til Molok og dermed gjort min helligdom uren og vanhelliget mit hellige navn.
3 Mosebog 20,4 Men skulle landets folk lukke øjnene for, at den mand har givet et af sine børn til Molok, og undlade at dræbe ham,
Truttelut 3 Mosebog 20,5 så vil jeg vende mig mod den mand og hans familie og udrydde ham og alle dem, der ligesom han horer med Molok, fra deres folk.

Ikke desto mindre var det åbenbart et tilbagevendende problem, at Guds folk hele tide insisterede på at ofre deres børn til de "forkerte" guder. Den slags tager Bibelen helt klart afstand fra — her er et par eksempler: (2 Kongebog 16,3, 2 Kongebog 17,17-18, 2 Kongebog 21,6, 2 Kongebog 23,10, 2 Krønike 28,3, 2 Krønike 33,6, Salme 106,38, Esajas 57,3-5, Jeremias 7,30-31, Jeremias 32,35, Ezekiel 16,15-21, Ezekiel 20,31, Ezekiel 23,37-39).

2 Kongebog 16,3: Han fulgte i Israels kongers spor. Han lod endog sin søn gå gennem ilden efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne.
2 Kongebog 17,17: De lod deres sønner og døtre gå gennem ilden, drev spådomskunst, tog varsler og solgte sig selv til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne, så de krænkede ham.
2 Kongebog 17,18: Derfor blev Herren meget vred på Israel og fjernede dem fra sine øjne. Kun Judas stamme blev tilbage.
2 Kongebog 21,6: Han lod sin søn gå gennem ilden, han drev trolddom, tog varsler og ansatte dødemanere og sandsigere; han gjorde meget, der var ondt i Herrens øjne, så han krænkede ham.
2 Kongebog 23,10: Han gjorde Tofet i Hinnoms søns dal uren, så ingen længere kunne lade sin søn eller datter gå igennem ilden for Molok.
2 Krønike 28,3: og han tændte offerild i Hinnoms søns dal og brændte sine sønner efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne.
2 Krønike 33,6: Han lod endda sine sønner gå gennem ilden i Hinnoms søns dal, han drev trolddom, tog varsler, brugte magi og ansatte dødemanere og sandsigere; han gjorde meget, der var ondt i Herrens øjne, så han krænkede ham.
Salme 106,38: De udgød uskyldigt blod, deres sønners og døtres blod, som de ofrede til Kana'ans gudebilleder, så landet blev vanhelliget af blodet;
Esajas 57,3: Kom herhen, I børn af troldkvinder, I afkom af horkarle og skøger!
[. . .]
Esajas 57,5: I brænder af brunst under egene og under alle grønne træer; I slagter børn i dalene og i alle klippekløfterne.
Jeremias 7,30: Judæerne har gjort, hvad der er ondt i mine øjne, siger Herren; de har opstillet deres ækle guder i det hus, som mit navn er udråbt over, og gjort det urent.
Jeremias 7,31: De har bygget Tofets offerhøje i Hinnoms søns dal for at brænde deres sønner og døtre. Det har jeg aldrig befalet eller haft i tankerne.
Jeremias 32,35: De byggede offerhøjene for Ba'al i Hinnoms søns dal for at ofre deres sønner og døtre til Molok. Jeg har aldrig befalet eller haft i tankerne, at de skulle gøre noget så afskyeligt og forlede Juda til synd.
Ezekiel 16,15: Men i tillid til din skønhed og dit ry gav du dig til at hore. Med dit hor overøste du enhver, der kom forbi, og du blev hans.
[. . .]
Ezekiel 16,19 Den mad, jeg havde givet dig, finmelet, olien og honningen, jeg havde givet dig at spise, satte du frem til dem, en liflig duft. Sådan gik det for sig, siger Gud Herren.
Ezekiel 16,20 De sønner og døtre, du havde født mig, ofrede du til dem, så de kunne spise dem. Var det ikke nok, at du horede?
Ezekiel 16,21 Behøvede du også at slagte og ofre mine sønner til dem?
Ezekiel 20,31: Når I bringer jeres gaver og lader jeres sønner gå gennem ilden, bliver I urene ved alle jeres møgguder den dag i dag. Skulle jeg lade mig rådspørge af jer, Israels hus? Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg vil ikke lade mig rådspørge af jer.
Ezekiel 23,37: De begår ægteskabsbrud, og der er blod på deres hænder. De begår ægteskabsbrud med deres møgguder. Selv de sønner, de fødte mig, ofrer de som føde til dem;
[. . .]
Ezekiel 23,39: Når de slagter deres sønner til deres møgguder, går de samme dag ind i min helligdom og vanhelliger den; ja, sådan gør de i mit hus.

Dette lille udvalg viser 2 ting: Dels at det var meget normalt at ofre sine børn. Og dels at Bibelen sagtens kan udtrykke sit ubehag over menneskeofring. Det er simpelthen afskyeligt og »ondt i Herrens øjne« — men altså kun så længe det gælder alle andre guder.

Når det gælder den kristne gud, er det derimod svært at finde nogle konkrete forbud. Selv en profet som Mikas var i tvivl om, hvorvidt han skulle ofre sin førstefødte søn til Gud:

Mikas 6,6 "Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve?
Mikas 6,7 Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?"
Mikas 6,8 Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.

Mikas' spørgsmål er afslørende: Er det nok at bøje sig for Gud? Skal man gøre det lidt bedre ved at ofre nogle kalve? Skal man gøre det endnu bedre ved at ofre tusinder af væddere og titusinder af oliestrømme? Eller skal man yde det største offer af dem alle: den førstefødte?

Vreden over Israel

engel Det mærkelige er, at det sommetider kan betale sig at ofre til "konkurrerende" guder. Bibelen har en historie, hvor kongerne af Israel, Juda og Edom går til angreb på Kong Mesha i Moab.

Profeten er ikke glad for kongen af Israel.(1) Han har altid gjort »hvad der var ondt i Herrens øjne« (2 Kongebog 3,2-3), så profeten afviser Israels konge. Profeten lader sig dog alligevel formilde, men kun for Judas konges skyld: »Havde det ikke været for Judas konge Joshafats skyld, ville jeg ikke have ænset dig eller værdiget dig et blik« (2 Kongebog 3,13-14).

Den formildede profet fortæller de tre konger, at Gud vil have dem til at indtage alle byerne i Moab, fælde alle træerne, tilstoppe alle kilderne og ødelægge markerne med sten (2 Kongebog 3,19), og sandelig: De tre konger slår moabitterne på flugt og ødelægger byer, træer, kilder og marker præcis som spået (2 Kongebog 3,25). Kong Mesha har kun én by tilbage, og da hans sidste modangreb slår fejl, gør han noget desperat — og det virker:

2 Kongebog 3,19: I skal indtage alle befæstede byer og alle prægtige byer, fælde alle nyttige træer og tilstoppe alle kilder, og alle gode marker skal I ødelægge med sten."
2 Kongebog 3,25: Byerne rev de ned, og alle gode marker dængede de til med sten - hver mand kastede sin sten - alle kilder tilstoppede de, og alle nyttige træer fældede de. Til sidst stod kun Kir-Hareset tilbage, og den blev omringet af slyngekastere, der gik til angreb på den.

2 Kongebog 3,27 Da tog han sin førstefødte søn, der skulle være konge efter ham, og bragte ham som brændoffer på muren. Der kom stor vrede over Israel, og de brød op og vendte tilbage til deres land.

Ordene er entydige nok: Kong Mesha ofrer sin egen førstefødte søn på muren, så alle kan se det. Sønnen »skulle være konge efter ham«, men der var selvfølgelig alligevel ikke ret meget at være konge over, efter at Guds folk havde ødelagt byer, træer, kilder og marker. Det fremgår ikke, om Mesha ofrede sin førstefødte søn til Jahve eller til sin egen "falske" gud, men han fulgte i al fald de lovregler, vi har set, og det eksempel, som Abraham havde sat.

Ezekiel, bibelsk korrekt
Under belejringer skal man spise Ezekiel 4,12 brød.
Klik på billedet og få Guds helt specielle opskrift.

Derefter kommer der »stor vrede over Israel«. Netop da Gud har opfyldt sin profeti til mindste bogstav, og netop da Guds folk står på trinet til endnu en gang at dræbe, plyndre, tage slaver og voldtage jomfruer, bryder israelitterne op og tager hjem.

Man har forsøgt at (bort)forklare det med, at israelitterne følte en stor vrede over den afskyelige gerning, men det står der altså ikke. Og man har forklaret det med, at israelitterne følte sig medskyldige i, at Kong Mesha brød Moseloven (der jo forbyder at ofre mennesker til "falske" guder). Begge disse forklaringer falder, dels på at Kong Mesha i så fald kunne have ofret ethvert andet menneske end sin egen førstefødte søn, og dels på at "vreden" kun kommer over Israel, der plejede at gøre, »hvad der var ondt i Herrens øjne« mens fromme Juda og Edom åbenbart ikke rammes af "vreden".

2 Kongebog 3,2: Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, men ikke helt som sin far og sin mor. Han fjernede Ba'al-støtten, som hans far havde ladet lave.
2 Kongebog 3,3: Men han holdt fast ved de synder, som Jeroboam, Nebats søn, havde forledt Israel til; han veg ikke fra dem.
2 Kongebog 3,13: Men Elisa sagde til Israels konge: "Hvad har du og jeg med hinanden at gøre? Gå du til din fars og mors profeter!" Men Israels konge svarede ham: "Nej, det er Herren, der har kaldt disse tre konger ud for at give dem i Moabs magt."
2 Kongebog 3,14: Elisa svarede: "Så sandt Hærskarers Herre lever, som jeg er i tjeneste hos: Havde det ikke været for Judas konge Joshafats skyld, ville jeg ikke have ænset dig eller værdiget dig et blik.

Vi kommer altså ikke udenom, at der er tale om en guddommelig vrede, der rammer Kong Mesha's fjender. Om det er Mesha's "falske" gud, eller "vores egen Gud", der står bag vreden, fortæller historien ikke, og begge muligheder er egentlig lige gale.

Det Nye Testamente

Det var så Det Gamle Testamente. Hvad med Det Nye? Har Jesus ikke sagt eller gjort et eller andet klogt?

Jesus og Isak
Biblia Pauperum, type og antitype. Isak ofres af sin far - Jesus ofres til sin far.

Der er ikke den store forskel. Jefta, der brændte sin egen datter, roses sågar i Det Nye Testamente som en af "de gode gamle" helte:

Hebræerne 11,32 Men hvorfor sige mere? Tiden vil jo slippe op, mens jeg fortæller om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og om profeterne,
Hebræerne 11,33 alle dem, som ved tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab,

Abraham får naturligvis også ros for næsten at have slagtet sin søn:

Hebræerne 11,17 I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne,

Da Jesus bliver født, skulle han naturligvis "helliges". Det så vi jo ovenfor, at alle førstefødte skal:

Lukas 2,22 Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren
Lukas 2,23 - som der står skrevet i Herrens lov: "Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren" -
Lukas 2,24 og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.

Vi læste jo ellers, at reglerne om helliggørelse af den førstefødte søn blev "abrogerede", dengang Gud fik levitterne og 5 × 273 shekel. Men alligevel måtte Josef åbenbart stille op med de to turtelduer.

Resten af Det Nye Testamente er én lang historie om en menneskeofring. Hele formålet med Jesus' fødsel og liv var, at han skulle ofres til Gud for at sone menneskers synder. Faktisk ser man en parallel mellem Abraham, der var parat til at ofre sin enbårne søn, og Gud, der ofrer Jesus (billedet til højre og længere nede).

Jesus er et sonoffer for vores synder:

Jesus og Isak
Biblia Pauperum, type og antitype. Isak bærer sit brænde - Jesus bærer sit kors.

Romerne 3,25 Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede,

1 Joh. 2,2 han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.

Hebræerne 9,11 Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til;
Hebræerne 9,12 og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.
Hebræerne 9,13 nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre,
Hebræerne 9,14 så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.

Den historiske Jesus
". . . som en gave og et offer til Gud, en liflig duft."

Hebræerne 9,26 for så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer.
Hebræerne 9,27 Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes,
Hebræerne 9,28 sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.

Hebræerne 10,10 og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.
Hebræerne 10,11 Enhver anden præst står dag efter dag og forretter tjeneste og frembærer regelmæssigt de samme ofre, som alligevel aldrig kan fjerne synder,
Hebræerne 10,12 men denne præst har frembåret ét eneste, eviggyldigt offer for synder og derefter taget sæde ved Guds højre hånd,
[.. .. ..][. . .]
Hebræerne 10,14 For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet.

Gud kan sågar lide den liflige duft af hans søn, der bliver ofret på korset:

Efeserne 5,1 I skal ligne Gud som hans kære børn
Efeserne 5,2 og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.

Jesus som offerlam

Guds lam
Guds lam. Bemærk bægeret med blod.

Jesus var ikke bare et offer — han var et offerlam. Ifølge Jesus' bedste ven, Peter, var Jesus udvalgt som offerlam fra »før verden blev grundlagt« — d.v.s. længe før Adam & Eva, den talende slange, æbletræet, Abraham og Jefta.

Offerlammet var fejlfrit, "uden fejl og lyde" — med dyrebart blod:

1 Peter 1,18 I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre,
1 Peter 1,19 men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde;
1 Peter 1,20 dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt, men han blev først åbenbaret nu ved tidernes ende af hensyn til jer,

Johannesevangeliet og apostlene er enige om, at Jesus var et offerlam, der blev ofret for verdens synder.(2) Allerede Johannes Døberen kunne se det:

Johannes 1,29 Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.

Åbenbar. 5,6 Og jeg så et lam stå mellem tronen og de fire levende væsener og de ældste, det så ud som slagtet, og det havde syv horn og syv øjne - det er Guds syv ånder, der er sendt ud over hele jorden.

Ja, Jesus er ikke bare et offerlam — han er et påskelam:

Guds lam 1 Korinth. 5,7 Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus.

Selve korsfæstelsen bliver af Johannes sammenlignet med slagtning af påskelammet. Og dette følges op af apostlene:

Apost. G. 8,32 Det afsnit i Skriften, han læste, var dette: Som et får, der føres til slagtning, som et lam, der er stumt, mens det klippes, således åbnede han ikke sin mund.
[.. .. ..][. . .]
Apost. G. 8,34 Hofmanden spurgte Filip: »Jeg beder dig sige mig, hvem er det, profeten taler om her? Er det om sig selv, eller er det om en anden?«
Apost. G. 8,35 Filip tog så til orde, og han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham.

Konklusion: Nogle folk finder det smukt, at Gud ofrede sin førstefødte søn på korset for menneskerne. Men i virkeligheden er det bare en rest af en primitiv og blodtørstig menneskeoffer-kultur.

Læs mere om den liflige duft af menneskeofre.

Yderligere information

Kannibalisme

Fodnoter: (1) (2)

Israel og Juda . . .: Davids kongerige holdt kun to generationer, hvorefter Det Hellige Land blev delt i to: Juda i syd og Israel i nord. Det meste af Kongebøgerne og Krønikebøgerne handler om de evige krige mellem disse to riger.

Forfatterne af Det Gamle Testamente boede i Jerusalem i Juda, og derfor kan det ikke undre, at der om hver evig eneste af Israels konger står, at »Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne«.

Johannes og apostlene har åbenbart overset, at det dyr, der tog jødernes synd, ikke var et lam, men en buk (en syndebuk!) og at det ikke blev slagtet, men jaget ud i ørkenen med alle synderne.

Op til Hvad Siger Bibelen