Det Gamle Testamente er fyldt med beretninger om Ba'al og Molok.
Frygtelige, blodtørstige afguder, der krævede menneskeofre.
Men den kristne Gud viser sig at være af samme kaliber:
Abraham og Isak
|
|
| Gustave Doré. Isak bærer brænde til sit eget offerbål. |
Alle har hørt historien, så lad os gå hurtigt hen over den: Galningen Abraham "hører stemmer" og beslutter
sig for at slagte sin søn Isak og bruge ham som brændoffer. Abraham slår hælene sammen og adlyder,
hvilket er ret paradoksalt: Da Gud ville ødelægge Sodoma,
(1 Mosebog 18,16-33)
1 Mosebog 18,23 Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige?
1 Mosebog 18,24 Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den?
1 Mosebog 18,25 Du kan umuligt handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige, så retfærdige og uretfærdige får samme skæbne. Det kan du umuligt! Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?"
[. . .]
1 Mosebog 18,27 Abraham svarede: "Nu vover jeg igen at tale til dig, Herre, skønt jeg kun er støv og aske!
1 Mosebog 18,28 Måske mangler der fem i de halvtreds retfærdige; vil du så ødelægge hele byen på grund af de fem?" Han svarede: "Jeg vil ikke ødelægge den, hvis jeg finder femogfyrre."
1 Mosebog 18,29 Men Abraham blev ved med at tale til ham: "Måske findes der fyrre," og han svarede: "For de fyrres skyld vil jeg lade være at gøre det."
1 Mosebog 18,30 Så sagde han: "Nu må du ikke blive vred, Herre, når jeg taler. Måske findes der tredive," og han svarede: "Jeg vil ikke gøre det, hvis jeg finder tredive."
1 Mosebog 18,31 Men han sagde: "Jeg vover igen at tale til dig, Herre! Måske findes der tyve," og han svarede: "For de tyves skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
1 Mosebog 18,32 Så sagde han: "Du må ikke blive vred, Herre, når jeg taler denne ene gang endnu. Måske findes der ti," og han svarede: "For de tis skyld vil jeg lade være at ødelægge den."
brugte han mange kræfter på at manipulere med Gud, men når det gælder hans egen søn, smækker han hælene sammen og siger "Javel!"
Han drager ud med sønnen og to karle. Da han nærmer sig alteret, lyver han for karlene og siger »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer«. Abraham og Isak går hen og forbereder alteret, selvom Isak under sig over, hvor offerdyret er henne.
|
| Far, hvor er offerdyret? |
Abraham spænder Isak fast på alteret og løfter kniven, men i sidste sekund "hører han stemmer" igen - og opgiver forehavendet.
Gud indrømmer, at det hele bare var for sjov, og sværger ved sig selv (altså ved Gud), at Abraham skal belønnes for sin "dåd".
Når Abraham kunne finde på at ofre sin eneste søn, og når man kan fortælle sådan en historie om en af de helligste mænd
i Bibelen, er det et tegn på, at man accepterede menneskeofringer i almindelighed.
Faktisk så man i middelalderen en parallel mellem Abraham, der var villig til at ofre sin enbårne søn - og Gud,
der lod Jesus dø på korset. Bemærk, at Isak selv måtte bære brænde til bålet, ligesom Jesus selv
måtte bære sit kors (se billederne længere nede på siden).
Jeftas sejr over ammonitterne
Isak var altså heldig, at Gud afbrød ofringen. Andre var mindre heldige: Jefta skulle i krig og lovede at ofre et menneske til Gud:
Dommer 11,30 Jefta aflagde det løfte til Herren: »Hvis du giver ammonitterne i min hånd,
Dommer 11,31 skal den første, der går ud af døren til mit hus og kommer mig i møde, når jeg vender hjem fra ammonitterne som sejrherre, tilhøre Herren; ham vil jeg ofre som brændoffer.«
Gustave Doré. Jeftas datter byder sin far velkommen hjem.
|
Gud lader sig bestikke af løftet om menneskeofring, så Jefta vinder krigen. Uheldigvis for ham (og endnu mere uheldigt for hans datter) var den første, han mødte, hans egen datter:
Dommer 11,34 Da Jefta kom hjem til sit hus i Mispa, var det hans datter, der kom ham i møde, dansende til paukens lyd. Hun var hans eneste barn, han havde ellers ingen sønner eller døtre.
Dommer 11,35 Da han fik øje på hende, flængede han sine klæder og sagde: »Ak, min datter! Du knuser mig, du styrter mig i ulykke. Jeg har aflagt et løfte til Herren, og jeg kan ikke tage mine ord i mig igen.«
[.. .. ..][. . .]
Dommer 11,37 Og hun sagde: »Én ting beder jeg dig om: Giv mig en frist på to måneder, så jeg kan gå op i bjergene sammen med mine veninder og græde over, at jeg skal dø som jomfru.«
Dommer 11,38 Han sagde: »Gå du blot!« og han lod hende være væk i to måneder. Hun gik ud i bjergene sammen med sine veninder og græd over, at hun skulle dø som jomfru.
Dommer 11,39 Da de to måneder var gået, vendte hun hjem til sin far, og han gjorde med hende, som han havde givet løfte om. Hun havde aldrig været sammen med en mand. […]
Jefta brændte altså sin egen datter. Bemærk, at han ikke fortrød sit løfte om menneskeofring. Det eneste han var ked af var, at det gik ud over hans egen datter.
Gud havde heller ikke noget imod det. Datteren græd to måneder i bjergene, så Gud havde masser af tid til at sende en drøm, en engel eller en profet, hvis Han ikke havde ønsket sit brændoffer. Gud kunne også have stoppet Jefta og givet ham en vædder, ligesom han gjorde med Abraham.
Der var heller ingen andre, der tænkte dårligt om Jefta, fordi han brændte sin egen datter. Hverken hans naboer eller forfatteren af Bibelen. Jefta omtales sågar pænt i Det Nye Testamente som en af "de gode gamle" helte:
Hebræerne 11,32 Men hvorfor sige mere? Tiden vil jo slippe op, mens jeg fortæller om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og om profeterne,
Hebræerne 11,32 alle dem, som ved tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab,
Andre gange var det Gud selv, der krævede menneskeofferet.
2 Samuel 21,1 I Davids regeringstid var der en hungersnød, som varede hele tre år. Da søgte David Herrens ansigt, og Herren svarede: »Der hviler blodskyld på Saul og hans hus, fordi han dræbte gibeonitterne.«
Man kan undre sig over, at Gud sender en hungersnød over David, som "var en mand efter Guds hjerte". Man kan også under sig over, hvorfor David venter 3 år med at "søge Herrens ansigt".
|
| Gustave Doré. Rispa jager fugle og hunde væk fra sine sønners lig. |
I al fald var der "blodskyld" på Saul, og den måtte sones - med menneskeofre. Gibeonitterne stiller deres krav:
2 Samuel 21,6 Udlevér syv af hans efterkommere til os, så vi kan henrette dem for Herren på Herrens bjerg i Gibeon.« Kongen svarede: »Dem skal I få.«
[.. .. ..][. . .]
2 Samuel 21,8 Kongen tog de to sønner, som Ajjas datter Rispa havde født Saul, Armoni og Mefiboshet, og de fem sønner, som Sauls datter Merab havde født Adriel, der var søn af Barzillaj fra Mehola.
2 Samuel 21,9 Dem udleverede han til gibeonitterne, som henrettede dem på bjerget for Herrens ansigt. Således omkom de alle syv på én gang; de blev dræbt i de første dage af høsten, i begyndelsen af byghøsten.
2 Samuel 21,10 Ajjas datter Rispa tog sine sørgeklæder og bredte dem ud på klippen. Der sad hun fra begyndelsen af høsten, til regnen styrtede ned fra himlen over de døde, og hun passede på, at himlens fugle ikke slog ned over dem om dagen, og at jordens dyr ikke kastede sig over dem om natten.
[.. .. ..][. . .]
2 Samuel 21,14 [. . .] Da alt, hvad kongen havde befalet, var gjort, forbarmede Gud sig til sidst over landet.
Så syv uskyldige mennesker skulle ofres, før Gud "forbarmede sig over landet".
Iøvrigt er det pudsigt, at Bibelen fra 1992 siger, at 5 af ofrene var sønner af Sauls datter Merab. I min gamle Bibel var de sønner af Sauls anden datter, Mikal:
2 Samuel 21,8 Og Kongen tog de to Sønner af Rizpa, Ajas Datter, hvilke hun havde født Saul, nemlig: Armoni og Mefiboseth, og Mikals, Sauls Datters, fem Sønner, hvilke hun havde født Adriel, Meholathiteren Barsillajs Søn;
(Den reviderede oversættelse af 1871)
Saul havde kun to døtre, så man skulle tro, den ufejlbarlige Bibel kunne holde rede på dem.
Hvor kom vi fra? Nå ja, syv uskyldige mennesker skulle ofres, før Gud "forbarmede sig over landet".
Når
det drejer sig om vantro, skal hele byer ofres til Gud:
5 Mosebog 13,13 Hvis du hører, at der i en af dine byer, som Herren din Gud giver dig at bo i,
5 Mosebog 13,14 har været ondsindede mennesker fra dit eget folk på færde, der har bragt indbyggerne i deres by på afveje og sagt: »Lad os gå hen og dyrke andre guder,« guder som I ikke før har kendt,
5 Mosebog 13,15 da skal du undersøge og efterforske det grundigt og forhøre dig om det. Hvis det virkelig forholder sig sådan, at denne afskyelige handling har fundet sted hos dig,
5 Mosebog 13,16 skal du hugge indbyggerne i den by ned med sværd; med sværdet skal du lægge band på den og på alt, hvad der er i den, også på dyrene.
5 Mosebog 13,17 Og alt byttet fra byen skal du samle på torvet, og så skal du brænde byen sammen med alt byttet som et heloffer til Herren din Gud; den skal være en evig ruinhøj og må ikke genopbygges,
Hele byen med alle mennesker skal hugges ned og ofres til Gud. Selv dyrene skal straffes for at være vantro.
|
| Guds lam. Bemærk bægeret med blod (82 KB). |
Det Nye Testamente er én lang historie om en menneskeofring. Hele formålet med Jesus' fødsel og liv var, at han skulle ofres til Gud for at sone menneskers synder.
Romerne 3,25 Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede,
1 Joh. 2,2 han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.
Hebræerne 9,11 Men Kristus er kommet som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til. Han er gået gennem det større og mere fuldkomne telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til;
Hebræerne 9,12 og ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.
Hebræerne 9,13 nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre,
Hebræerne 9,14 så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.
|
| Biblia Pauperum, type og antitype. Isak ofres af sin far - Jesus ofres til sin far. |
Hebræerne 9,26 for så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer.
Hebræerne 9,27 Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes,
Hebræerne 9,28 sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.
Hebræerne 10,10 og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.
Hebræerne 10,11 Enhver anden præst står dag efter dag og forretter tjeneste og frembærer regelmæssigt de samme ofre, som alligevel aldrig kan fjerne synder,
Hebræerne 10,12 men denne præst har frembåret ét eneste, eviggyldigt offer for synder og derefter taget sæde ved Guds højre hånd,
[.. .. ..][. . .]
Hebræerne 10,14 For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet.
Gud kan sågar lide lugten af hans søn, der bliver ofret på korset:
Efeserne 5,1 I skal ligne Gud som hans kære børn
Efeserne 5,2 og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.
Johannesevangeliet og apostelene er enige om, at Jesus var et offerlam,
der blev ofret for verdens synder. Allerede Johannes Døberen så det:
Johannes 1,29 Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.
Selve korsfæstelsen bliver af Johannes sammenlignet med slagtning af påskelammet. Og dette følges op af apostlene:
Apost. G. 8,32 Det afsnit i Skriften, han læste, var dette: Som et får, der føres til slagtning, som et lam, der er stumt, mens det klippes, således åbnede han ikke sin mund.
[.. .. ..][. . .]
Apost. G. 8,34 Hofmanden spurgte Filip: »Jeg beder dig sige mig, hvem er det, profeten taler om her? Er det om sig selv, eller er det om en anden?«
Apost. G. 8,35 Filip tog så til orde, og han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham.
|
| Biblia Pauperum, type og antitype. Isak bærer sit brænde - Jesus bærer sit kors. |
1 Korinth. 5,7 Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus.
1 Peter 1,18 I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre,
1 Peter 1,19 men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde;
Åbenbar. 5,6 Og jeg så et lam stå mellem tronen og de fire levende væsener og de ældste, det så ud som slagtet, og det havde syv horn og syv øjne – det er Guds syv ånder, der er sendt ud over hele jorden.
Konklusion: Nogle folk finder det smukt, at Gud sendte sin søn til jorden for at ofre sig for menneskerne. Men i virkeligheden er det bare en rest af en primitiv og blodtørstig menneskeoffer-kultur.
