|
|
| Den "forsvundne" bog læses højt for Kong Josija. Billedet er taget få sekunder, før han river sit tøj i stykker. |
Den danske Bibel består af 66 forskellige små bøger. Naturligvis er der mange falsknerier i disse sider, og store dele, som fx slutningen af Markusevangeliet og historien om at kaste den første sten, er senere tilføjelser.
Men et af historiens største og mest blodige falsknerier er beskrevet i Bibelen. Vi læser, hvordan en hel bog - en af de vigtigste bøger - blev "fundet" - og hvilke voldsomme konsekvenser, det havde. Historien fortælles både i 2 Kongebog kapitel 22-23 og i 2 Krønikebog kapitel 34.
Under Kong Josija blev templet i Jerusalem udbedret af tømrermestre, bygmestre og murere. Og pludselig "finder" præsterne en Lovbog. Ordet, der bruges i den hebraiske tekst, er "Torah" - der normalt betegner Mosebøgerne:
2 Kongebog 22,8 Ypperstepræsten Hilkija sagde til statsskriveren Shafan: »Jeg har fundet lovbogen i Herrens tempel!« Hilkija gav bogen til Shafan, som læste den.
[.. .. ..][. . .]
2 Kongebog 22,11 Da kongen hørte, hvad der stod i lovbogen, flængede han sine klæder,
Så i år 621 fvt. river Kong Josija sit tøj i stykker, fordi han, ifølge den lovbog, som præsterne lige har "fundet", ikke har levet efter Guds bud.
Efter at have revet sit tøj i stykker, finder kongen ud af, at spørge Gud, hvad Han egentlig mener. Den slags gør man åbenbart gennem en profetinde:
2 Kongebog 22,12 og han befalede præsten Hilkija, Ahikam, Shafans søn, Akbor, Mikas søn, statsskriveren Shafan og Kongens Tjener Asaja:
2 Kongebog 22,13 "Gå hen og rådspørg Herren for mig og for folket og for hele Juda om det, der står i denne bog, som er blevet fundet; for Herrens vrede, som er flammet op mod os, er stor, fordi vores fædre ikke adlød ordene i denne bog og handlede efter alt det, der står i den."
2 Kongebog 22,14 Så gik præsten Hilkija, Ahikam, Akbor, Shafan og Asaja til profetinden Hulda, som var gift med Shallum, Tikvas søn, Harhas' sønnesøn, der havde tilsyn med klædekammeret. Hun boede i Jerusalems nye bydel. De forelagde hende sagen,
Profetinden fortæller, at Gud er godt gal i skralden over, at folk ikke har fulgt lovreglerne i den bog, de lige har fundet:
2 Kongebog 22,15 og hun sagde til dem: "Dette siger Herren, Israels Gud: Sig til den mand, som har sendt jer til mig:
2 Kongebog 22,16 Dette siger Herren: Jeg bringer ulykke over dette sted og over dem, der bor her, alt det, der står i den bog, som Judas konge har læst,
2 Kongebog 22,17 fordi de svigtede mig og tændte offerild for andre guder, så de krænkede mig med deres hænders værk; derfor er min vrede flammet op mod dette sted, og den skal ikke slukkes.
2 Kongebog 22,18 Men til Judas konge, som sendte jer for at rådspørge Herren, skal I sige: Dette siger Herren, Israels Gud: Nu har du hørt ordene!
Kong Josija havde jo flænget sit tøj, og det var heldigt, for til gengæld lovede Gud, at Josija ville få lov til at blive begravet sammen med sine forfædre, så hans »øjne skal ikke få al den ulykke at se«, når Gud ødelægger landet. Gud er åbenbart ikke klar over, at døde folk kommer i Himmelen, hvor de kan se, hvad der sker på Jorden.
2 Kongebog 22,19 Men fordi dit hjerte var ængsteligt, så du ydmygede dig for Herrens ansigt, da du hørte mine trusler mod dette sted og mod dem, der bor her, om, at de skal blive til gru og forbandelse, og fordi du flængede dine klæder og græd for mit ansigt, så vil jeg bønhøre dig, siger Herren.
2 Kongebog 22,20 Derfor vil jeg lade dig samles med dine fædre; du skal lægges i graven med fred, og dine øjne skal ikke få al den ulykke at se, som jeg bringer over dette sted." Dette svar bragte de kongen.
Derefter samler kongen hele landet og læser den fine nye "Torah", som ingen før har hørt om, op for »præsterne og profeterne, ja hele folket«, hvorefter hele befolkningen — inklusive præster og profeter — lover, at »holde den pagts ord i hævd, som stod i denne bog«.
2 Kongebog 23,2 Han gik op i Herrens tempel, og sammen med ham gik alle judæerne og alle Jerusalems indbyggere, præsterne og profeterne, ja hele folket, fra den mindste til den største, og han læste hele pagtsbogen, som var fundet i Herrens tempel, for dem.
2 Kongebog 23,3 Og kongen stillede sig ved søjlen og sluttede pagten for Herrens ansigt: De skulle følge Herren og holde hans befalinger, formaninger og love af hele deres hjerte og af hele deres sjæl og således holde den pagts ord i hævd, som stod i denne bog. Og hele folket indgik pagten.
Lad os lige holde en pause, mens idiotiet bundfælder sig:
Femte Mosebog fortæller os, at da Moses havde skrevet Loven, fik han lagt den ved siden af Pagtens Ark (5 Mosebog 31,24-26). Moses befalede også, at Loven skulle læses højt for hele folket »hvert syvende år […] når hele Israel kommer […] så længe I lever på den jord som I skal tage i besiddelse, når I nu går over Jordan« (5 Mosebog 31,10-13). Desuden beordrede Moses hver eneste konge (selvom jøderne ikke havde konger på Moses' tid) »når han har besteget sin kongetrone« til at »tage en afskrift af denne lov til eget brug« og at »læse i den hele sit liv« (5 Mosebog 17,18-19). Jøderne burde altså — ifølge Femte Mosebog — vade op til knæene i lovbøger, som de kunne udenad. Men alligevel var Lovbogen åbenbart ukendt, indtil ypperstepræsten fandt den i templet.
Der er heller ingen af de utallige profeter, der nogensinde har advaret om, at jøderne manglede en Lovbog. Ikke før nu, hvor Kong Josija får at vide, at Guds vrede er »flammet op mod dette sted, og den skal ikke slukkes«. Flere hundrede år forinden — hvis man skal tro Bibelen — havde en ukendt profet spået, at »en søn ved navn Josija […] skal […] slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig« (1 Kongebog 13,2), men det faldt åbenbart hverken profeten eller Gud ind at fortælle jøderne, at der lå en lovbog gemt inde i templet, der forbød offerhøjspræsterne at tænde offerild.
Og hvad skulle jøderne med Lovbogen? De klarede sig fint uden. Generation efter generation af konger, præster, profeter og patriarker har frembåret deres ofre til Gud, og Gud har modtaget deres offer, og kvitteret med at standse en pest-epidemi, lade dem vinde en krig, give dem en god høst, flere koner, o.s.v., o.s.v.
Utallige var de konger, der »gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne«, David var en mand efter Guds hjerte, og Salomon var verdens klogeste mand - næst efter Jesus forstås (Lukas 11,31). Jøderne kunne ikke tro andet, end at de klarede sig fint.
Men nu har ypperstepræsten fundet en Lovbog, og Fanden er løs
Gud er vred.
Derfor giver kongen straks præsterne ordre til at udføre de
nødvendige rettelser.
Der står ingen steder, hvad det er for en lovbog, præsterne har "fundet", så først i 1805 lykkedes det den kun 25-årige Wilhelm M. L. de Wette at bevise, at bogen var den, vi idag kalder 5. Mosebog.
Wilhelm de Wette havde kigget på de mange selvmodsigelser, der er i Moseloven. Der er mange selvmodsigelser, men nogen er grovere end andre. Fx gives der tilladelse til, at alle og enhver kan ofre til Gud. Dette gives i 2. Mosebog kapitel 20, altså samme kapitel som De Ti Bud:
|
| På Noas tid kunne enhver ofre til Gud. |
2 Mosebog 20,24 Du skal lave mig et alter af jord, og på det skal du bringe dine brændofre og dine måltidsofre, dine får og dine køer. Hvor som helst jeg lader mit navn nævne, vil jeg komme til dig og velsigne dig.
2 Mosebog 20,25 Men hvis du vil lave mig et alter af sten, må du ikke bygge det af kvadersten. For ved at bearbejde dem med mejsel har du vanhelliget dem.
Masser af de gamle patriarker - Kain, Abel, Noa, Abraham, Isak, Jakob samt mange, der levede hundreder af år efter Moses, har selv bygget sig et simpelt alter og ofret til Gud. Og alligevel står der i 5. Mosebog:
5 Mosebog 12,2 I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer.
5 Mosebog 12,3 I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder.
5 Mosebog 12,4 For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud.
5 Mosebog 12,5 Nej, I skal søge til det sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte sit navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme,
5 Mosebog 12,6 og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.
[.. .. ..][. . .]
5 Mosebog 12,8 I må ikke dyrke Gud på den måde, vi gør her i dag, hvor hver især gør, som han finder for godt.
Så alle de gamle, hellige steder, som kanaanæerne havde brugt, før jøderne fordrev dem, og som muslimer i Palæstina stadig holder for hellige den dag i dag, skal ødelægges. Og det er kun tilladt at ofre til Gud et eneste sted i hele landet, nemlig Jerusalem.
Disse to måder at ofre til Gud på er så modstridende, at de ikke kan have eksisteret samtidigt. Der må være sket en ændring, og vi kan se, at forordningen i Femte Mosebog svarer til de reformer, som Kong Josija gennemtrumfede med stor brutalitet, efter at præsterne havde "fundet" Lovbogen. Han nedrev sågar de templer, som Israels konger selv havde opført.
2 Kongebog 23,8 Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandanten Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.
[.. .. ..][. . .]
2 Kongebog 23,12 De altre, som Judas konger havde bygget på taget, Akaz' taghelligdom, og de altre, som Manasse havde bygget i de to forgårde til Herrens tempel, rev kongen ned, og han knuste dem dér og kastede støvet ned i Kedrondalen.
[.. .. ..][. . .]
2 Kongebog 23,19 Alle de offerhøjstempler, som Israels konger havde opført i Samarias byer, så de krænkede Herren, også dem fjernede Josija, og han gjorde ganske det samme ved dem, som han havde gjort i Betel.
2 Kongebog 23,20 Og alle offerhøjspræsterne dér slagtede han på altrene, og han brændte menneskeknogler på dem. Så vendte han tilbage til Jerusalem.
De Wette påpegede, hvorledes de øvrige ændringer, Kong Josija gennemførte, alle var beskrevet i femte Mosebog:
5 Mosebog 17,3 og mod min befaling går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem eller solen eller månen eller hele himlens hær,
2 Kongebog 23,4 Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem på Kedrondalens skråninger, og asken bragte han til Betel.
2 Kongebog 23,5 Han afsatte afgudspræsterne, som Judas konger havde indsat til at tænde offerild på offerhøjene i Judas byer og Jerusalems omegn, og dem, der tændte offerild for Ba'al, solen og månen, dyrekredsen og hele himlens hær.
[.. .. ..][. . .]
2 Kongebog 23,11 Han fjernede de heste, som Judas konger havde opstillet for solen ved indgangen til Herrens tempel i nærheden af hofmanden Netan-Meleks kammer i Parvarim, og solvognene brændte han.
Afgudspræsterne og hestene var indsat af Judas konger, hvilket understreger, at de ikke kendte Femte Mosebog.
Endnu en gang modsiger 5. Mosebog resten af Mosebøgerne: I 2. Mosebog er Moses dårligt kommet ned af bjerget efter at have talt med Gud, før han bygger sig et alter og rejser 12 stenstøtter.
|
| Ingen stenstøtter og Ashera-pæle. |
2 Mosebog 24,4 Så skrev Moses alle Herrens ord ned, og næste morgen byggede han et alter ved bjergets fod og rejste tolv stenstøtter, en for hver af Israels tolv stammer.
Som vi allerede har set, forbyder 5 Mosebog, at folk laver deres eget alter, og vi har set, hvordan Kong Josija smadrede alle landets altre undtagen dem i Jerusalem.
Men stenstøtter er også ulovlige ifølge 5 Mosebog:
5 Mosebog 16,21 Du må ikke plante noget træ som Ashera-pæl ved siden af et alter, du bygger for Herren din Gud.
5 Mosebog 16,22 Du må heller ikke opstille nogen stenstøtte. Den slags hader Herren din Gud.
Og Kong Josija troede åbenbart mere på 5. Mosebog end på 2. Mosebog, for han fór ud og knuste stenstøtter:
2 Kongebog 23,14 Stenstøtterne knuste han, og Ashera-pælene huggede han om, og stedet, hvor de havde stået, fyldte han med menneskeknogler.
2 Kongebog 23,15 Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.
5 Mosebog 23,18 Ingen israelitisk kvinde eller mand må blive helligskøge.
5 Mosebog 23,19 Du må ikke komme med skøgeløn eller hundebetaling til Herren din Guds hus, når du skal indfri et løfte, for Herren din Gud afskyr begge dele.
2 Kongebog 23,7 Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned.
|
| I Bibeloversættelsen fra 1631 er et enkelt lille ord forsvundet: "Du skal bedrive hor". |
Fra afsnittet kaldet "Præsternes og levitternes rettigheder":
5 Mosebog 18,8 De skal have lige så meget at leve af, uanset hvad de måtte have tjent ved salg af fædrene jord.
Alle ofringer skulle i fremtiden ske i Jerusalem. Dette kunne potentielt være et problem for præster i resten af landet, men den nye Lovbog (og Kong Josija) sørgede for, at de arbejdsløse præster ikke døde af sult.
2 Kongebog 23,8 Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandanten Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.
2 Kongebog 23,9 Dog måtte offerhøjspræsterne ikke stige op på Herrens alter i Jerusalem; men de spiste usyret brød sammen med deres brødre.
Man må ikke ofre sine børn til Moloch, de skal ofres til Gud.
5 Mosebog 18,10 Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi,
2 Kongebog 23,10 Han gjorde Tofet i Hinnoms søns dal uren, så ingen længere kunne lade sin søn eller datter gå igennem ilden for Molok.
5 Mosebog 16,16 Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Herren din Guds ansigt på det sted, han udvælger: ved de usyrede brøds fest, ved ugefesten og ved løvhyttefesten. Tomhændet må ingen se Herrens ansigt;
5 Mosebog 16,17 enhver af jer skal give, hvad han formår, alt efter den velsignelse, Herren din Gud har givet dig.
Tidligere var påsken en privat familiefest, men fra nu af var den en af de tre valfartsfester, hvor befolkningen tog til Jerusalems tempel (påsken indleder de usyrede brøds fest).
2 Kongebog 23,21 Derpå befalede kongen hele folket: »Hold påske for Herren jeres Gud, sådan som den er foreskrevet i denne pagtsbog.«
2 Kongebog 23,22 En sådan påske havde der ikke været holdt i al den tid, der havde været konger i Juda, ikke siden dengang dommerne dømte i Israel.
2 Kongebog 23,23 Først i kong Josijas attende regeringsår blev denne påske holdt for Herren i Jerusalem.
Som teksten siger: »En sådan påske havde der ikke [tidligere] været holdt«.
5 Mosebog 18,10 Hos dig må der ikke findes nogen, som lader sin søn eller datter gå gennem ilden, ingen, der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi,
5 Mosebog 18,11 ingen, der udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde.
2 Kongebog 23,24 Også dødemanerne og sandsigerne, husguderne og møgguderne og alle de ækle guder, som fandtes i Judas land og i Jerusalem, udryddede Josija for at opfylde lovens ord, som stod i den bog, præsten Hilkija havde fundet i Herrens tempel.
Konklusion: Moses kendte ikke Femte Mosebog, den er et falskneri - det står selv i Bibelen.
