Jesus i Getsemane

De tre synoptiske evangelier fortæller, at efter påskemåltidet gik Jesus og disciplene en aftentur, hvorefter Jesus beder til Gud (selvom de kristne påstår, at Jesus og Gud er den samme person). Johannes er dybt uenig, for han insisterer på, at Jesus var død og begravet, inden påsken startede, men lad det nu hvile.

Jesus i Getsemane
Markus 14,41 kan let forstås ironisk

Det ældste evangelium, Markus, fortæller:

Markus 14,26 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 14,32 Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane, og han sagde til sine disciple: "Sæt jer her, mens jeg beder."
Markus 14,33 Så tog han Peter og Jakob og Johannes med sig. Og han blev grebet af forfærdelse og angst
Markus 14,34 og sagde til dem: "Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg!"
Markus 14,35 Og han gik lidt længere væk, kastede sig til jorden og bad om, at den time måtte gå ham forbi, om det var muligt.
Markus 14,36 Han sagde: "Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil."
Markus 14,37 Så kommer han tilbage og finder dem sovende, og han siger til Peter: "Simon, sover du? Kunne du ikke våge blot en time?
Markus 14,38 Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt."
Markus 14,39 Atter gik han bort og bad med de samme ord.
Markus 14,40 Og atter fandt han dem sovende, for deres øjne var meget tunge, og de vidste ikke, hvad de skulle sige til ham.
Markus 14,41 Så kom han for tredje gang og sagde til dem: "Sover I stadig og hviler jer? Det er nok. Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder.
Markus 14,42 Rejs jer, lad os gå! Se, han, som forråder mig, er her allerede."

Det er klassisk græsk tragedie: Hovedpersonen er »grebet af forfærdelse og angst«, hans »sjæl er fortvivlet til døden«, og han »kastede sig til jorden«. Tre gange er Jesus nødt til at bønfalde Gud (som er ham selv), før han accepterer sin tunge skæbne. Tre gange må han bebrejde sine dumme disciple, at de er faldet i søvn.

Matthæus kopierer Markus' historie rimeligt nøje, bortset fra at Jesus nu ikke bare kaster sig på jorden, men »faldt ned på sit ansigt« (Matthæus 26,39).

Matthæus 26,39: Og han gik lidt længere væk, faldt ned på sit ansigt og bad: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil."
Mantegna, Jesus i Getsemane
Mantegna: Disciplene holder vagt i Getsemane.

I kontrast hertil er Lukas' udgave meget mere blodfattig:

Lukas 22,39 Så brød han op og gik, som han plejede, ud til Oliebjerget, og disciplene fulgte med.
Lukas 22,40 Da han kom derud, sagde han til dem: "Bed om ikke at falde i fristelse!"
Lukas 22,41 Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad:
Lukas 22,42 "Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din."
Lukas 22,43 [. . .]
Lukas 22,44 [. . .]
Lukas 22,45 Da han havde rejst sig fra bønnen og var kommet tilbage til disciplene, fandt han dem sovende, overvældede af sorg,
Lukas 22,46 og han sagde til dem: "Hvorfor sover I? Rejs jer, og bed om ikke at falde i fristelse."

For det første har Lukas flyttet historien: Markus (og Matthæus) lader først den lille flok gå ud til Oliebjerget (Markus 14,26, citeret foroven), hvorefter Jesus spår om Peters fornægtelse, og så går de til Getsemane. I Lukasevangeliet sker spådommen om Peters fornægtelse allerede ved påskebordet, derefter kommer en historie om to sværd (for at opfylde endnu profeti). Så går de til Oliebjerget, og dér bliver de (Lukas 22,39 citeret foroven). Ordet Getsemane opræder ikke i Lukasevangeliet.

Hvem af dem har så ret? Har Markus ret i at historien foregår i Getsemane? Har Lukas ret i, at det var på Oliebjerget? Eller har Johannes ret i, at Jesus var død og begravet, inden påsken startede? Ingen af dem har ret. Det er nemlig strengt ulovligt overhovedet at gå udendøre påskenat. Nej tak!

2 Mosebog 12,22 Tag så et bundt isop, dyp det i blodet i skålen, og stryg noget af blodet fra skålen på overliggeren og på de to dørstolper. Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen.
[.. .. ..][. . .]
2 Mosebog 12,24 Dette skal I overholde som en forordning for jer og jeres børn til evig tid.

Den sidste nadver
Den sidste nadver. Ægte bodega-humor.

Men udendørs er de altså, og kristne vil selvfølgelig påstå — med store runde øjne — at Getsemane og Oliebjerget "i virkeligheden" er det samme — og det kan de sagtens påstå, eftersom ingen aner, hvor Getsemane skulle have ligget henne(1). Navnet optræder kun i Markus 14,32 (og i Matthæus' kopi af historien). Lukas' historie foregår som sagt på Oliebjerget, mens Johannes placerer Jesus' tilfangetagelse »over på den anden side af Kedronbækken« (Johannes 18,1). Getsemane findes ikke andre steder i Bibelen.

Tilbage til historien: Markus skriver, at »da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget« og »Så kom de til et sted, der kaldes Getsemane«. Her sker alt i fællesskab, men i Lukas' historie er det derimod Jesus. der styrer suverænt: »Så brød han op og gik, som han plejede« og »Da han kom derud […]«. Jesus er hverken "grebet af forfærdelse" eller "fortvivlet til døden", og i stedet for at "falde ned på sit ansigt" nøjes han med at falde på knæ, og han beder roligt til Gud én enkelt gang. På samme måde falder disciplene kun i søvn én gang.

En engel Lukas mener formentlig ikke, det er "passende", at Guds søn viser for meget svaghed eller plager sin far for meget. Det ser heller ikke godt ud, at Jesus' disciple falder i søvn tre gange i træk. Den slags er typisk for Markus, der konsekvent udstiller disciplenes dumhed. Lukasevangeliet er skrevet på et senere tidspunkt, hvor apostlene var helte, som Lukas skulle bruge i fortsættelsen, Apostlenes Gerninger.

Men grunden til at Lukas' historie er så blodfattig er, at jeg har "snydt lidt" og sprunget to vers over. De kommer her:

Lukas 22,43 Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.
Lukas 22,44 I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.

Advarsel

Det er jo en helt anden snak: Der dukker en engel op og styrker ham (så han har altså været svag), Jesus er angst, han beder indtrængende og sveder blod. Hvorfor har Markus og Matthæus ikke nævnt disse yderst relevante detaljer? Hvordan kan Jesus' disciple falde i søvn i dette følelsesladede festfyrværkeri af blod, sved og engle? Og hvorfor har jeg ikke citeret disse 2 vers noget før?

Det skyldes simpelthen, at de 2 vers er et nyere kristent falskneri. Versene er ikke med i de gamle papyrusser som Papyrus 75, og versene er heller ikke med i Codex Alexandrinus, Codex Vaticanus eller Codex Sinaiticus — de manuskripter, som Bibelselskabet ellers bedyrer, at de bygger deres oversættelse på. Da historien dukkede op i biblerne i det 6. århundrede var det ofte med en markering af, at versene ikke var pålidelige. Sommetider blev de to vers placeret i Matthæusevangeliet i stedet for Lukas, hvilket er med til at bevise, at der er tale om et sent "indspark".

Ars Moriendi, Jesus i Getsemane
De søvnige disciple

Derfor har tekstkritiske udgivelser haft disse 2 vers i dobbelte klammer lige siden 1800-tallet, ligesom de 12 sidste vers i Markusevangeliet og historien om, at den der er uden synd skal kaste den første sten. Normalt plejer Bibelselskabet at ledsage disse vers med en diskret note om, at »Stykket findes ikke i de ældste håndskrifter«, men det har man ikke gjort her. Går den, så går den.

Historien er et eksempel på, hvordan Bibelen udvikler sig: Først finder Markus på en historie, så retter Lukas historien til, så den passer i hans kram, og så tilføjer de kristne lidt blod og engle for at pifte historien op.

Bibelen er i sandhed en levende bog.

Til sidst skal det med i historien, at ifølge Bibelen, bønhørte Gud Jesus ved Getsemane og frelste ham fra Døden. Jesus er altså aldrig blevet korsfæstet:

Hebræerne 5,7 Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt.

 
Guds hånd

Læs evt. mere om de 6.000 forfalskninger i Det Nye Testamente.

Ressourcer

Yderligere information


Fodnoter: (1)

Der er tvivl om, hvad navnet Getsemane betyder: "Tegnenes Dal", "den Fede Dal" eller "Olivendalen".

I dag foretrækker de kristne at oversætte det til "Oliven-pressen", for at sandsynliggøre, at stedet har ligget tæt på Oliebjerget. På den måde får man borttryllet modstriden mellem Markus (og Matthæus), der henlægger handlingen i Getsemane, og Lukas, der placerer den på Oliebjerget.

Med hensyn til beliggenheden vil jeg citere "The Land and the Book" af Dr. Thomson fra 1859 (side 483-484): »When I first came to Jerusalem, and for many years afterward, this plot of ground was open to all whenever they chose to come and meditate beneath its very old olive trees. The Latins, however, have within the last few years succeeded in gaining sole possession, and have built a high wall around it […] The Greeks have invented another site a little to the north of it […] My own impression is that both are wrong. The position is too near the city, and so close to what must have always been the great thoroughfare eastward, that our Lord would scarcely have selected it for retirement on that dangerous and dismal night […] I am inclined to place the garden in the secluded vale several hundred yards to the north-east of the present Gethsemane.«

Bemærk at Dr. Thomson ureflekteret går ud fra, at Getsemane var en have. Det skyldes, at Johannes-evangeliet (som altså ikke bruger ordet Getsemane nogen steder) skriver: »over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have« (Johannes 18,1).


Op til Vanskelige Vers i Bibelen