Johannesevangeliet kapitel 21

Caravaggio: Den vantro Thomas
Caravaggio: Den vantro Thomas

Det er skægt med slutningen af Johannesevangeliet. Forfatteren, eller rettere: forfatterne, kan ikke gøre sig færdige.

Egentlig slutter eventyret med kapitel 20: Jesus er genopstået og viser sig først for Maria Magdalene og bagefter for de 12 apostle. Så giver Jesus Helligånden til apostlene (Johannes 20,22), selvom Kirken ellers påstår, at det først skete 50 dage senere ved pinsetid.

Johannes 20,22: Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: "Modtag Helligånden!

Men historien er ikke helt slut endnu, for desværre mangler der en enkelt apostel, nemlig Thomas Tvivleren. Derfor bliver Jesus nødt til at vende tilbage 8 dage senere, fordi det er vigtigt for historien, at Thomas får lov til at pille-rode-rave Jesus i hans åbne sår (billedet til højre). Det fremgår ikke helt af eventyret, om Thomas får sin Helligånd i denne omgang, eller om han må vente til pinsen 50 dage senere, hvor alle apostlene får Helligånden en gang til. Men han får i al fald lov til at pille Jesus i hans otte dage gamle sår. Min sjæl, hvad vil du mer?

Og så slutter eventyret med en fin morale:

Johannes 20,30 Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog.
Johannes 20,31 Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Men efter denne endelige afslutning, hvor Jesus har mødt sin kære 3 gange allerede, er der klistret endnu en afslutning på, nemlig kapitel 21.

I Markusevangeliet havde Jesus lovet sine apostle, at han ville møde dem i Galilæa, men som bekendt mangler afslutningen på Markusevangeliet. Men når Markus ingen slutning har, så har Johannes til gengæld to, og i den anden afslutning, i kapitel 21, møder Jesus sine apostle i Galilæa, som han havde lovet i Markusevangeliet (Tiberias Sø er den samme som Galilæas Sø: Johannes 6,1). engel

Johannes 6,1: Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø.
(Eksempel på, at Johannes bruger navnene Galilæas Sø og Tiberias Sø i flæng.

Johannes 21,1 Derefter åbenbarede Jesus sig igen for disciplene ved Tiberias Sø, og det gik sådan til:
Johannes 21,2 Simon Peter, Thomas, også kaldet Didymos, Nathanael fra Kana i Galilæa, Zebedæussønnerne og to andre af hans disciple var sammen.
Johannes 21,3 Simon Peter sagde til dem: "Jeg tager ud at fiske." De sagde: "Vi tager med dig." De tog af sted og gik om bord i båden, men den nat fangede de ingenting.

Lego: Jesus kalder sine disciple
Bibelen i LEGO: I de synoptiske evangelier gør Jesus sine disciple til menneskefiskere i starten af eventyret.

Jesus møder sine apostle ved Tiberias Sø / Galilæas Sø. Eller rettere: der er kun syv tilbage, fem navngivne »og to andre af hans disciple«. Disse få disciple har åbenbart fundet på at blive fiskere, hvilket er ret spøjst i betragtning af, at Johannesevangeliet ikke har sagt noget om, at apostlene var fiskere — før nu.

Så kan man tænke sit. Der står i Apostlenes Gerninger, at Jesus havde forbudt sine disciple at forlade Jerusalem, indtil de havde fået Helligånden: Efter genopstandelsen »pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente […] I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage« (Apostlenes Gerninger 1,4-5) — ja, det er faktisk Kirkens største højtid. Hvis vi skal harmonisere historien — det vil sige gå ud fra, at Johannes og Lukas fortæller den samme historie, så må denne ekstra afslutning altså ske senere — efter at apostlene havde modtaget helligånden både i påsken (Johannes 20,22) og i pinsen.

Raphael: Disciplene på fisketur
Raphael: I kapitel 21 er disciplene blevet fiskere igen.

Ja, rent logisk, nu hvor vi er i gang med harmonisere historien, så fik apostlene vel også Helligånden, dengang de blev døbt. Det står ganske vist ikke direkte i Bibelen, men Johannesevangeliet er enig med Apostlenes Gerninger i, at Jesus døbte med Helligånden: »Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden« (Johannes 1,33). Jesus og hans disciple døbte folk: »Derefter kom Jesus og hans disciple til Judæas land […] og døbte« (Johannes 3,22), hvilket iøvrigt irriterede Johannes Døberens disciple: »de gik hen til Johannes og sagde: "Rabbi, han, som var hos dig […] han døber nu selv, og alle kommer til ham« (Johannes 3,26). Så selv om det ikke står direkte, ville det være absurd, hvis Jesus døbte fremmede folk, uden at han havde døbt sine egne disciple.

Apostlenes Gerninger 1,4: Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet - "om det har I hørt mig sige:
Apostlenes Gerninger 1,5: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage."
Johannes 1,33: Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden.
Johannes 3,22: Derefter kom Jesus og hans disciple til Judæas land; dér var han en tid sammen med dem og døbte.
Johannes 3,26: og de gik hen til Johannes og sagde: "Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham."

Men tilbage til kapitel 21: Selv om disse apostle lægger navn til adskillige epistler i Bibelen, og selv om de nu har fået både to og tre omgange Helligånd, så har de åbenbart "forrådt" deres hellige kald og arbejder som fiskere for at tjene ussel mammon. Det står selv i Bibelen.

Endnu mere spøjst er det, at "Zebedæussønnerne" er med ude at fiske. Dem kender vi fra de synoptiske evangelier, hvor de hedder Jakob og Johannes, men dette er første gang, de optræder i Johannesevangeliet. Det er ekstra spøjst, at Johannes lægger navn til dette evangelium, selvom han kun optræder i dette påklistrede kapitel, hvor han ikke engang nævnes ved navn, men kun som en af "Zebedæussønnerne".

Men her i denne påklistrede, ekstra afslutning er Zebedæussønnerne og Peter altså fiskere, ligesom de er det i starten af de synoptiske evangelier. Og nu kommer der en historie, der lyder fuldstændig som i Lukasevangeliet:

Johannes 21,6 Han sagde til dem: "Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst." De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der.

Codex Sinaiticus
Codex Sinaiticus, Slutningen af Johannesevangeliet

Den samme historie fortælles i Lukas 5,4-7: Apostlene fanger ingen fisk; de møder Jesus, som de ikke (gen)kender; Jesus beder dem prøve igen; apostlene prøver, og båden er ved at kæntre på grund af vægten af fisk. Forskellen er bare, at hos Lukas sker dette mirakel i starten af historien. Hvis Lukas og Johannes er øjenvidner, hvem af dem er det så, der har ret? Hvis Lukas og Johannes begge er inspirerede af Helligånden, hvilken af Helligånderne er det så, der har ret?

Lukas 5,4: Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: "Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!"
Lukas 5,5: Men Simon svarede: "Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud."
Lukas 5,6: Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges.
Lukas 5,7: De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke.

Bagefter hentyder forfatteren til »den død, Peter skulle herliggøre Gud med« (Johannes 21,19), dvs. at dette ekstra kapitel er skrevet på et sent tidspunkt, hvor Peter (og måske Johannes) er død.

Johannes 21,19: Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: "Følg mig!"

Derefter omtales en discipel, som Jesus elskede. Denne discipel er åbenbart forfatteren af Johannesevangeliet, og så kommer en ekstra tilføjelse. En ukendt gruppe tilføjer, at "vi" står inde for, at denne discipel har skrevet sandheden:(1)

Johannes 21,24 Det er den discipel, som vidner om dette, og som har skrevet dette, og vi ved, at hans vidnesbyrd er sandt.

Og efter at "vi" har bevidnet sandheden, tilføjer en enkelt person, "jeg", endnu en afslutning på afslutningen, der minder om den afslutning, vi læste allerede i kapitel 20 (se citatet øverst på denne side).

Johannes 21,25 Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.

Men så er Johannesevangeliet omsider færdigt. Det berømte Bibel-manuskript Codex Sinaiticus (billedet til højre) slutter med en fin krusedulle og og ordene »euangelion kata iôannên« (dvs. "evangelium ifølge Johannes").

Codex Sinaiticus

Codex Sinaiticus
Codex Sinaiticus i ultraviolet lys.
Codex Sinaiticus
Codex Sinaiticus, Johannes 21,24
Sådan har første forsøg set ud.
EYAΓΓEΛION KATA ÏWANNHN
Euangelion kata iôannên
Evangelium ifølge Johannes.

Ovenstående gennemgang lyder måske lettere ironisk. Skyldes det ikke bare, at historien er så selvmodsigende og rodet rig og dyb, at en ateist slet ikke kan rumme det?

Det er derfor, jeg bragte et billede af Codex Sinaiticus med den fine afslutning.

Codex Sinaiticus er et uhyre vigtigt Bibel-manuskript. Ikke bare er det et af vores ældste manuskripter — fra det 4. århundrede — men det er faktisk det eneste komplette eksemplar af Det Nye Testamente overhovedet fra de første 900 år efter kristus (se nærmere forklaring her).

Skribenten bag Codex Sinaiticus har åbenbart haft problemer med de mange afslutninger. Hvis man kigger på billedet foroven, ser det flot ud, men hvis man kigger på manuskriptet i ultraviolet lys, kan man se, at det er blevet rettet. Codex Sinaiticus er i øvrigt rettet gennemgribende flere gange over flere århundreder, men denne rettelse er foretaget af den oprindelige skribent.

Den oprindelige skribent har opdaget, at der var en ekstra afslutning på afslutningerne. Enhver kan digte på, hvad der er sket: Har skribenten bare været utålmodig og sat sin krusedulle for tidligt? Eller er skribenten senere faldet over et andet Bibel-manuskript med denne ekstra tilføjelse?

Vi ved det ikke, men som billederne til højre og venstre viser, har skribenten været nødt til at vaske pergamentet rent og slette sin fine krusedulle og »euangelion kata iôannên«. Herefter har han tilføjet Johannes 21,25 og en ny krusedulle.

Og så er eventyret slut. Snip, snap snude. Og dog ikke helt, for Johannes 21,25 indeholder en bemærkning on, at Jesus har gjort mange flere gerninger, end dem, der er nævnt i Johannesevangeliet med tilføjelser, og den slags skal man ikke sige, mens en kristen hører det.

Omkring år 400 digtede man den berømte historie om, at lade den der er uden synd, kaste den første sten. De fleste Bibel-manuskripter har som bekendt sat den ind i starten af Johannes kapitel 8, men i enkelte Bibel-manuskripter har man valgt at indsætte den her til aller-allersidst i Johannesevangeliet (det er nemmere at finde tomt papir til 12 nye vers bagerst i manuskriptet). Heldigvis for vores skribent var denne historie ikke opfundet endnu, så han har fået lov til at holde fri her.

Eksterne Links

Yderligere information

Fodnoter: (1)

I de sidste tre kapitler af Johannesevangeliet optræder den discipel, Jesus elskede, og den traditionelle læsning af Johannes 21,24 er, at denne discipel er forfatteren til evangeliet, og at "vi" bekræfter, at det, disciplen har skrevet, er sandt.

En mindre udbredt læsning er, at "vi" er den gruppe af forfattere, der har skrevet evangeliet, og at "den discipel, Jesus elskede" kun har skrevet beretningen om mødet ved Tiberias Sø, som "vi" har brugt som grundlag for kapitel 21.


Op til Vanskelige Vers i Bibelen