Codex Vaticanus: Hebræerne 1,3

Codex Vaticanus
Starten af Brevet til Hebræerne.

Vatikanet er i færd med at lægge en masse af deres manuskripter online i høj opløsning. Tidligt i 2015 kom man til det berømte Codex Vaticanus (se eksternt link forneden).

Codex Vaticanus er et af de ældste Bibel-manuskripter — fra midten af det 4. århundrede — og muligvis det vigtigste af dem alle.(1)

Bogen indeholder næsten hele Det Gamle Testamente på græsk (d.v.s. Septuaginta) med de fleste apokryffe bøger. I det nye Testamente mangler alting efter Brevet til Hebræerne 9,14, der i det 15. århundrede er blevet erstattet af en nyere tekst.

Fjols og skurk. Lad den gamle tekst være. Ret ikke.

Codex Vaticanus
Nærbillede:

Manuskriptet er rettet og "forbedret" flere gange. På et tidspunkt — i det 10-11 århundrede eller måske senere — er hele teksten blevet "trukket op" med frisk blæk, og det er formentlig den samme skribent, der har skrevet den berømte kommentar mellem de to kolonner: αμαθεστατε και κακε αφες τον παλαιον μη μεταποιει. Eller på dansk: "Fjols og skurk. Lad den gamle tekst være. Ret ikke" (billedet til højre).

Denne skribent har åbenbart været frustreret over de rettelser, som hans forgængere havde foretaget gennem århundrederne. Hans klage retter sig formentlig mod Hebræerne 1,3, hvor der i de fleste andre manuskripter står "ferôn", nemlig at Jesus »bærer alle ting med sin krafts ord«.

Hebræerne 1,3 han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje,
(Den forrige danske oversættelse)

I Codex Vaticanus er der derimod en ret sjælden variant, "fanerôn", der betyder, at Jesus »åbenbarer alle ting med sin krafts ord«. En forfalsker (måske i det 6. århundrede) har fjernet de to bogstaver "an" og tilføjet en accent over e-et, så "fanerôn" er blevet til det mere udbredte "férôn".

Et halvt årtusinde senere har vores frustrerede skribent rettet teksten tilbage (men tilføjet et par accenter).

De mange rettelser

De kristne, der fremhæver, hvor mange gamle manuskripter vi har, glemmer, at disse manuskripter tit modsiger hinanden. Hvad skal vi tro, når vores allervigtigste manuskript siger, at Jesus åbenbarer alt, mens vores Bibler siger, at han frembærer alt?

I virkeligheden er de mange manuskripter et bevis for, hvor flittige de kristne har været til at forfalske deres hellige tekster. Nu hvor vi alligevel kigger på Hebræerne 1,3, så var teksten i gamle dage også beriget på anden vis. Ordene "di", "di autou" eller "di eautou" var tilføjet for at forsikre os om, at det var Jesus selv (og altså ikke Gud), der havde frelst os, og ordet "êmôn" fortalte, at det var vores synder, Jesus havde renset (i modsætning til de jordiske præster, der først skal sone sine egne synder):

Hebræerne 1,3 hvilken, efterdi han er hans herligheds Glands og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, saa gjorde han ved sig selv vore Synders Renselse og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie;
(Dansk oversættelse fra 1897)

I det sidste hundrede år har vi brugt en mere pålidelig græsk originaltekst (der i meget høj grad bygger på Codex Vaticanus), og disse ord er fjernet igen. Se evt. 6.000 andre eksempler her.

Hebræerne 1,3 han, som - efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord - efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Hånd i det høje,
(Den forrige danske oversættelse)

Men nogle forfalskninger er svære at udrydde. I den autoriserede oversættelse fra 1992 har Bibelselskabet genforfalsket teksten, så der igen står, at Jesus har renset vores synder:

Hebræerne 1,3 Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje,
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)

Man får lyst til at sige til Bibelselskabet: "Fjolse og skurke. Lad den gamle tekst være. Ret ikke".

Hvad mangler i Codax Vaticanus? Og hvorfor?

Jesus som smertensmand, Skivholme Kirke
Jesus fører vinen og oblaten op til sit blødende sår hver søndag i Skivholme Kirke.

Det er ikke kun spændende, hvad Codex Vaticanus indeholder, og hvem der har forfalsket hvad. Det er også interessant, hvad der mangler.

Hvis vi koncentrerer os om Det Nye Testamente, har vi de fire evangelier og Apostlenes Gerninger. Derefter kommer de "katolske" eller "almindelige" epistler: Jakob, 1 og 2 Peter, 1, 2 og 3 Johannes og Judas. I moderne Bibler er disse epistler placeret efter Paulus, men det er de altså ikke her.

Nadver
Jesus bliver spist hver søndag i kirken.

Derefter kommer Paulus' epistler, men der mangler 1 og 2 Timotheus, Titus og Filemon. Dette passer godt med, at de pastorale breve regnes for at være skrevet senere end de ægte paulinske epistler.

Tilsidst kommer Brevet til Hebræerne, men efter kapitel 9, vers 14, ender manuskriptet. Resten er i det 15. århundrede blevet erstattet af en nyere tekst.

Det vil sige, at Johannes' Åbenbaring mangler, og det er et åbent spørgsmål, om den nogensinde har været med. Mange kristne kirkefædre havde det svært med den udsyrede handling med syvhovede drager og talende dyr, og mange af de gamle manuskripter mangler Åbenbaringen (se evt. tabellen nederst på denne side om den græske originaltekst).

Et endnu mere åbent spørgsmål er, om der har været bøger med, som ikke længere regnes for guddommeligt inspirerede. For eksempel indeholder Codex Sinaiticus to bøger kaldet Hermas Hyrden og Barnabas' Brev.

Men Brevet til Hebræerne er altså med — indtil midten af kapitel 9, hvorefter resten af manuskriptet mangler. Og for en protestant er det ekstra pudsigt, at Codex Vaticanus stopper netop her.

Lutheranere og andre katolikker plejer jo at spise Jesus' kød og drikke Jesus' blod hver søndag i kirken, men i denne bog, der har været i Vatikanets fingre i mange hundrede år, mangler de vers, der fortæller, at Jesus er ofret en gang, og at man ikke behøver at ofre ham hver søndag: »nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer […] sådan er Kristus ofret én gang […] at dø én gang« (Hebræerne 9,26-28), »Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle […] denne præst har frembåret ét eneste, eviggyldigt offer for synder […] ét eneste offer« (Hebræerne 10,10-14).

Hebræerne 9,26: for så måtte han have lidt mange gange, siden verden blev grundlagt. Men nu er han trådt frem én gang for alle ved tidernes ende for at udslette synden ved sit offer.
Hebræerne 9,27: Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes,
Hebræerne 9,28: sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham.
Hebræerne 10,10: og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle.
Hebræerne 10,11: Enhver anden præst står dag efter dag og forretter tjeneste og frembærer regelmæssigt de samme ofre, som alligevel aldrig kan fjerne synder,
Hebræerne 10,12: men denne præst har frembåret ét eneste, eviggyldigt offer for synder og derefter taget sæde ved Guds højre hånd,
Hebræerne 10,13: hvor han kun venter på, at hans fjender skal blive lagt som en skammel for hans fødder.
Hebræerne 10,14: For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet.

Eksternt Link

Yderligere information


Fodnoter: (1)

Aland skriver: »[Codex Vaticanus] is by far the most significant of the uncials«".
(Kurt og Barbara Aland. The Text of the New Testament: An Introduction to the Critical Editions and to the Theory and Practice of Modern Textual Criticism, 1995, side 109).

Med hensyn til "uncialer" - se evt. den græske originaltekst.


Op til Vanskelige Vers i Bibelen