Dansen om Guldkalven

Henrettelse ved stening
Stakkel Stefanus: Først dræbt af jøderne og bagefter forfalsket af Indre Mission.

I Apostlenes Gerninger holder kristendommens første martyr, Stefanus, en lang tale (billedet til højre). Denne såkaldte forsvarstale er i virkeligheden en opsummering af Første og Anden Mosebog.

På et tidspunkt kommer Stefanus til det punkt, hvor Moses er oppe på bjerget for at modtage De Ti Bud, og jøderne benytter lejligheden til at bede Moses' bror Aron om at lave en guldkalv:

Apost. G. 7,40 og sagde til Aron: 'Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os ud af Egypten.'

Stefanus' sidste ord
Konkordansen viser, at alle tre ord står i flertal ("p" for "pluralis").

Bibelselskabet skriver "en gud", men det står der ikke i den græske tekst. Ordet står i flertal. Ja faktisk består sætningen "guder, som kan gå foran os" på græsk af tre ord, "theous oi proporeusontai", der alle tre står i flertal (se billedet til venstre eller tjek med konkordansen).

Hvorfor nu dette tredobbelte fusk? De tidligere oversættelser var korrekte og skrev guder i flertal: »Gør os Guder, som kunne gå foran os« (1907), »gjør os Guder, som kunne gaae foran os« (1897) og »Giør os guder, som kan gaae for os« (1814). Det er en ændring, som Bibelselskabet står ret alene med på verdensplan.(1) Så hvorfor har Bibelselskabet ændret flertal til ental?

Ligner Gud en Kalv?

Stefanus citerer fra Anden Mosebog, og da Helligånden foretrækker at læse græsk, vil det sige, at Stefanus citerer fra den græske teksttradition, Septuaginta. Hvis vi kigger i Septuaginta 2 Mosebog kapitel 32, står der "theous oi proporeusontai" både i vers 1 og vers 23. Stefanus og Helligånden har altså citeret korrekt til mindste bogstav. Tre ord i flertal. Den engelske oversættelse af Septuaginta 2 Mosebog kapitel 32 siger da også »make us gods« i begge vers, 1 og 23.

Hvad er det så, der plager Bibelselskabet? Hvorfor afviger de fra deres tidligere oversættelser, fra originalteksten og fra alle andre oversættelser i hele verden?

Lego: Aron og guldkalven
Moses bror, Aron, syntes, at Gud ligner en kalv.

Det hænger formentlig sammen med, hvordan Bibelselskabet selv har oversat de to vers, som Stefanus citerer:

2 Mosebog 32,1 Da folket så, at Moses stadig ikke kom ned fra bjerget, samledes de om Aron og sagde til ham: "Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten."
[.. .. ..] [...]
2 Mosebog 32,23 De sagde til mig: Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten.

Bibelselskabet har valgt at skrive "en gud" i Det Gamle Testamente.

Nu er det sådan, at der er to forskellige guder i Det Gamle Testamente. Den ene hedder Jahve / Jehovah, og kaldes i reglen Herren på dansk. Den anden hedder "Elohim", der er et flertalsord og betyder "guderne og gudinderne". Normalt oversættes Elohim til Gud på dansk, så vi ikke behøver at tænke over, at navnet er i flertal, men det er f.eks. derfor, Gud/Elohim er i stand til at skabe både mand og kvinde i sit billede: »Gud [Elohim] sagde: "Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! […] Gud [Elohim] skabte mennesket i sit billede; i Guds [Elohims] billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem« (1 Mosebog 1,26-27).

Når jøderne i Anden Mosebog beder Aron lave "Elohim", kan man altså oversætte det bogstaveligt til "guder" i flertal. Det gjorde man i 1919: »Staa op, gør os Guder, som kunne gaa foran os«; I King James Bibel fra 1611: »Up, make us gods, which shall go before us«, og det gjorde man som nævnt også i den over 2.000 år gamle græske oversættelse, Septuaginta, som Helligånden foretrækker (se evt. de parallelle tekster i konkordansen).

Problemet er, at denne oversættelse kunne få en til at undre sig over, hvorfor jøderne pludselig vil have guder, i flertal, hvis de i 2.668 år har dyrket præcis en Gud. Og ikke bare det. Da Aron havde lavet guldkalven, sagde alle jøderne: »Israel! disse ere dine Guder, [elohim] som førte dig op af Ægyptens Land« (citeret fra 1919-Bibelen). Det vil sige, at jøderne giver guderne æren for Egyptens ti plager, drabet på de egyptiske førstefødte, vandringen gennem havet, samt bespisning med vand, vagtler og manna i ørkenen, o.s.v.

Det ville vække nogle spørgsmål om, hvor mange guder der i virkeligheden er i Bibelen. Det er netop for at undgå den slags ukristelige spørgsmål, Bibelselskabet normalt oversætter "Elohim" til "Gud" i ental.

Moses knuser lovens tavler
Hvorfor blev Moses i grunden så rasende?

Man kunne også have valgt at sige, at Elohim er et af Guds navne, og oversætte det til Gud med stort G, som man plejer at gøre i resten af Det Gamle Testamente. Det gjorde man for så vidt i den forrige oversættelse, men det hænger nok mere sammen med, at alle navneord havde stort begyndelsesbogstav dengang i 1933(2): »Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os«. Denne løsning ville ikke være helt forkert: Jøderne har jo ikke svigtet Gud, de beder netop Moses' storebror om at lave den Elohim, der fik dem ud af Egypten, og da Aron har lavet guldkalven siger han »I Morgen er det Højtid for HERREN!«, hvor HERREN er en oversættelse af Guds navn, Jahve.

Moses dræber midjanitterne
4 Mosebog 12,3: "Manden Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden".

Denne oversættelse ville også skabe nogle problemer. For det første er det underligt, at da Moses lidt senere kommer ned fra bjerget bliver verdens mest sagtmodige mand (4 Mosebog 12,3) så rasende, at han smadrer tavlerne med De Ti Bud (2 Mosebog 32,19) og tvinger jøderne til at drikke(!) den knuste guldkalv (2 Mosebog 32,20), hvorefter han slår næsten 3.000 af dem ihjel (2 Mosebog 32,25-29). Hvorfor nu det, når jøderne havde lavet guldkalven for at ære Elohim og Jahve?

4 Mosebog 12,3: Men manden Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden.
2 Mosebog 32,19: Da Moses kom nærmere til lejren og så tyrekalven og dem, der dansede, flammede hans vrede op, og han slyngede tavlerne til jorden ved bjergets fod og knuste dem.
2 Mosebog 32,20: Derpå tog han kalven, som de havde lavet, og brændte den; han knuste den til støv og spredte det ud over vandet, og det gav han israelitterne at drikke.
2 Mosebog 32,27: Han sagde til dem: "Dette siger Herren, Israels Gud: Spænd hver især jeres sværd om lænden, og gå lejren rundt fra den ene port til den anden, og slå både broder, ven og nabo ihjel."
2 Mosebog 32,28: Levitterne gjorde, som Moses sagde, og der faldt den dag hen ved tre tusind mand af folket.

For det andet virker det lettere morsomt, at Aron i 1931-oversættelsen præsenterer sin guldkalv med ordene »Her, Israel, er din Gud, [Elohim] som førte dig ud af Ægypten!«. Aron havde jævnligt snakket med Herren (f.eks. 2 Mosebog 4,27). Og tilsyneladende mener Aron, at jødernes Gud ligner en kalv. Aron havde sågar sammen med 72 andre af jøderne siddet til bords med Gud og spist og drukket (2 Mosebog 24,1-11), og disse 72 jøder var åbenbart enige med Aron i, at ham Gud, der sad for bordenden, lignede en kalv!

Bibelselskabet er altså fanget mellem to mulige oversættelser, der begge giver problemer for den rette indremissionske fortolkning af Bibelen. Derfor vælger man "den tredje vej" og forfalsker oversættelsen af Anden Mosebog. Dette fusk gælder (desværre) for mange Bibler verden over, men Bibelselskabet giver de fleste andre oversættere baghjul: Under udarbejdelsen af oversættelsen i 1992 var fire medlemmer i en GT-NT-koordineringsgruppe og 17 medlemmer i en revisionskomite beskæftiget med at koordinere fusket. Derfor har man sørget for, at Stefanus' tale i Det Nye Testamente kom til at afspejle det indremissionske fusk i Det Gamle Testamente.

Som der står i Bibelen: »Den, som er tro i det mindste, er også tro i meget, og den, som er uretfærdig i det mindste, er også uretfærdig i meget« (Lukas 16,10).

2 Mosebog 4,27: Herren sagde til Aron: "Gå Moses i møde ude i ørkenen!" Han gik af sted og mødte ham på Guds bjerg, og han kyssede ham.
2 Mosebog 24,9: Moses gik op sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste,
2 Mosebog 24,10: og de så Israels Gud. Under hans fødder var der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv.
2 Mosebog 24,11: Disse fornemme israelitter lagde han ikke hånd på. De skuede Gud og spiste og drak.

Ressourcer

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2)

Pudsigt nok står der gud i ental i Koranen: »Vi lod Israels børn drage gennem havet, og de kom derefter til et folk, der dyrkede nogle afgudsbilleder, de havde. "Moses!" sagde de. "Lav os en gud ligesom de guder, de har!" Han sagde: "I er uvidende folk« (Sura 7, vers 138).

Jeg kan dog dårligt forestille mig, at dette skulle være Bibelselskabets bevæggrund for at fuske med den græske tekst. Især fordi Koranens version af episoden iøvrigt er meget forskellig fra Bibelens.

Da oversættelsen fra 1933 blev genoptrykt i 1948 efter den nye retskrivning, blev "en gud" faktisk stavet med småt i 2. Mosebog 32,1 og 23.

Derimod var "guder" naturligvis i flertal i Apostlenes Gerninger 7,40, ligesom stort set alle andre Bibler her i verden.


Op til Vanskelige Vers i Bibelen