Flugten fra Damaskus

Paulus, Agrippa II, Festus og Berenike
Ifølge Apostlenes Gerninger blev Paulus afhørt af Agrippa II, Festus og Berenike. Den ægte Paulus nævner aldrig disse mennesker (eller nogen andre) i sine epistler.

Vores eneste historiske vidne til Jesus er Paulus. Desværre mødte Paulus aldrig Jesus personligt, men kun »uden for legemet« i »den tredje himmel«, da han »blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale« (2 Korintherne 12,1-4).

2 Korintherne 12,1: Stolt vil jeg være, selv om det ikke nytter, og nu kommer jeg til syner og åbenbaringer fra Herren.
2 Korintherne 12,2: Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det - blev rykket bort til den tredje himmel.
2 Korintherne 12,3: Og jeg ved om dette menneske - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det -
2 Korintherne 12,4: at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale.

Men en ting er, at Paulus' bortrykkelse til Jesus' ånd »uden for legemet« i »den tredje himmel« mere lyder som et psykedelisk svampetrip. Et værre problem med Paulus' epistler i al almindelighed er, at der ingen steder er nogen indikation af, hvornår Paulus har skrevet sine epistler, og hvornår han har mødt sin ånde-Jesus. Paulus nævner aldrig Herodes, Kajfas, Johannes Døberen, Pilatus,(1) Agrippa, verdensomspændende solformørkelser, verdensomspændende jordskælv eller nogen andre historiske personer eller begivenheder.

Eller rettere: Der er et enkelt vers, men dette vers daterer Paulus' epistler (og dermed Jesus' død) til år 85 før Kristus.

Tænk, at Jesus er død over 85 år, før han blev født. Bibelen er i sandhed fuld af mirakler.

Den Officielle Historie. Og Paulus' Egen Historie

Paulus bliver kaldet af Jesus
Michelangelo: Paulus møder Jesus på vejen til Damaskus.

Den officielle kristne historie, som den er fortalt i Apostlenes Gerninger, foregår ca. år 35-60 efter Kristi fødsel. Paulus startede sin karriere med at forfølge de kristne. Da han var løbet tør for kristne at forfølge i Jerusalem, begav han sig afsted til Damaskus:

Apost. G. 9,1 Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten
Apost. G. 9,2 og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem.

Ikke mere Bullshit Paulus fik altså breve fra ypperstepræsten i Jerusalem, og det lyder måske lidt underligt, men noterne i den højt respekterede The new Oxford annotated Bible forklarer: »The Way, i.e. the true way of the Lord, was one of the earliest names for Christianity. Those belonging to it at Damascus were probably from Jerusalem; the empire granted the Jews the right to extradite offenders«.(2)

Med andre ord: På Paulus' tid var Jerusalem og resten af Judæa en del af den romerske provins Syrien (for detaljer, se kronologien om Jesus' fødsel). En af fordelene ved at komme ind under Romerrigets vinger — set fra magthavernes synspunkt — var, at lovbrydere ikke bare kunne flygte i sikkerhed i andre dele af Romerriget. Denne forklaring stemmer i øvrigt fint med det brev fra den romerske konsul, der er inkluderet i 1 Makkabæerne 15,15-21.

1 Makkabæerne 15,16: »Den romerske konsul Lucius hilser kong Ptolemæus.
[...]

1 Makkabæerne 15,21: Hvis ondsindede mænd flygter bort fra jødernes land til jer, skal I udlevere dem til ypperstepræsten Simon, så han kan straffe dem efter landets lov.«

Hvorvidt denne ret virkelig gjaldt for præsterne er usikkert. Det lyder underligt, at de "hedenske" romere skulle hjælpe de jødiske præster med forfølge "vantro" i resten af Romerriget. Men sådan lyder den officielle forklaring altså: Paulus var taget til Damaskus i Syrien for at benytte sig af den "udleveringsaftale", der gjaldt i hele Romerriget.

Som bekendt gik det ikke som planlagt: På vejen til Damaskus blev Paulus kaldet af Jesus (billedet til højre), og han begyndte i stedet at missionere for kristendommen. I stedet for at forfølge de kristne, gik han rundt i Damaskus og »satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus« (Apost. G. 9,22). Derfor »traf jøderne i fællesskab den beslutning at rydde ham af vejen« (Apost. G. 9,23), men heldigvis havde han på rekordtid fået sine egne disciple, og de hjalp ham med at flygte fra Damaskus i en kurv:

Apost. G. 9,24 Men Saulus fik nys om deres plan. De holdt tilmed vagt ved byportene dag og nat for at kunne rydde ham af vejen.
Apost. G. 9,25 Men en nat tog hans disciple og firede ham ned i en kurv og fik ham således gennem bymuren.

Paulus i kurv
Paulus flygter fra Aretas III i en kurv.

Sådan er den officielle historie, og umiddelbart lyder flugten i kurven som en af de røverhistorier, Apostlenes Gerninger er stopfyldt med. Ikke desto mindre fortæller Paulus selv en lignende historie i et af sine ægte epistler:

2 Korinther 11,32 I Damaskus holdt kong Aretas' statholder damaskenernes by bevogtet for at gribe mig,
2 Korinther 11,33 men jeg blev firet ned i en kurv gennem en åbning i muren og slap ud af hans hænder.

Tilsyneladende er det altså sandt, at Paulus er flygtet fra Damaskus i en kurv, når han selv siger det. Men der er en alvorlig modstrid: Ifølge ham selv flygtede Paulus ikke fra de onde jøder, men fra »kong Aretas' statholder«.

Nabatæerkongen Aretas III var netop berømt for at have erobret Damaskus år 85 før Kristus. Damaskus lå på hovedruten mellem Middelhavet, Mellemøsten og Indien. Ved at erobre Damaskus gik nabatæerne fra at være en lille nomadestamme til for en stund at være en eurasisk magtfaktor.

Så vidt, så godt. Men Aretas III var konge fra 87 til 62 før Kristus, og hvis Aretas har forfulgt Paulus, betyder det, at Paulus' eventyr er sket over 120 år tidligere, end man normalt tror. Paulus' epistler (og dermed Jesus' liv) må dateres helt om.

Heldigvis har de kristne som sædvanligt et arsenal af bortforklaringer.

Kong Aretas IV

Johannes Døberens hoved
Jøderne mente, at Herodes tabte krigen mod Aretas IV som straf for, at han havde hugget hovedet af Johannes Døberen.

Det er selvfølgelig noget rod, at Jesus skulle være død mere end 85 år, før han blev født. Hvordan kan en kristen bedst bortforklare dette? Den nemmeste måde er at hævde, at Kong Aretas ikke er Aretas III, men en senere nabatæerkonge, Aretas IV. Så passer kronologien bedre.

Vi konsulterer igen noterne i The new Oxford annotated Bible, der forklarer: »Aretas IV was king of Nabataea, southeast of Palestine. Apparently Damascus was under his jurisdiction at the time of Paul's escape«(3) (min fremhævelse). Ordet "apparently" er afslørende: Tilsyneladende var Damaskus under Kong Aretas IV's jurisdiktion. Eller sagt med andre ord: Der er ingen, der ville have troet, at den arabiske Kong Aretas IV havde haft magten over den romerske by Damaskus, hvis ikke lige det var fordi, det kunne bortforklare denne selvmodsigelse.

Kommentatorerne ser åbenbart ikke noget underligt i først at fortælle os, at Paulus rejste til Damaskus, netop fordi det var en del af romerriget: »the empire granted the Jews the right to extradite offenders« — og derefter er Damaskus alligevel ikke en del af romerriget, men er under Kong Aretas' jurisdiktion: »Apparently Damascus was under his jurisdiction«.

Paulus i kurv
Paulus flygter fra Aretas IV i en kurv.

Lad os se lidt nærmere på den historiske Kong Aretas IV (9 f.Kr. - 40 e.Kr.). Han nævnes ikke andre steder i Bibelen, men han spøger i baggrunden i historien om det store trekantsdrama, hvor Herodes Antipas giftede sig med sin brors kone. Historikeren Josephus fortæller, at Herodes "gamle" kone var datter af Aretas IV, og da den vragede datter vendte hjem til sin far, gik Aretas IV i krig mod Herodes.

Herodes led et forsmædeligt nederlag, og hans hær blev tilintetgjort. Josephus mente, at dette nederlag var Guds straf, fordi Herodes at have dræbt Johannes Døberen: »Imidlertid mente nogle af jøderne, at ødelæggelsen af Herodes' hær skyldtes Gud, og at det var en meget retfærdig straf for, hvad han gjorde mod Johannes kaldet Døberen« (min oversættelse; se evt. siden om Johannes Døberen som historisk person for originalteksten).

Den romerske kejser Tiberius kunne derimod ikke se noget guddommeligt i nedslagtningen af Herodes' hær. Tværtimod blev han rasende, og han beordrede guvernøren af Syrien, Vitellius, til at bekæmpe Aretas og enten bringe ham til Rom i lænker eller sende hans afhuggede hoved. Vitellus udrustede hæren og drog afsted, men heldigvis for Aretas døde Kejser Tiberius, mens hæren var på vej, og krigen blev aflyst (se evt. Hvornår levede Johannes Døberen?).

Aretas IV var konge af Arabia Petrea — d.v.s. "Det Stenede Arabien", som er den nordvestlige del af Den Arabiske Halvø. Det er svært at se, hvordan han skulle kunne placere en statholder i en syrisk by på romersk territorium. En ting er, at Aretas slap med livet i behold, fordi Kejser Tiberius døde først, men episoden viser jo, at Aretas ikke havde en særlig høj stjerne blandt romerne.

Der er altså noget, der lugter her. Ikke bare lyder historien om kurven som en røverhistorie, men vi skal også tro på, at en konge fra "Det Stenede Arabien" har placeret en statholder på romersk territorium. Hvordan kunne Paulus tage så meget fejl, når han havde boet tre år i Damaskus?

Et falskneri?

Jesus på vej til arbejde
Hvornår levede Jesus?
Paulus flygter fra Damaskus
Det er åbenbart pinligt at flygte i en kurv, så i denne kristne, moderniserede genfortælling fra 1978 flygter Paulus fra Damaskus i en helikopter.

Der er meget mere galt: Uanset hvilken Aretas, Paulus taler om, var Aretas konge over nabatæerne, og nabatæerne var et arabisk folk, der dyrkede deres egne guder. Hvorfor skulle en nabatæisk konge forsøge at dræbe Paulus, bare fordi Paulus »satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus«?

Og kommentatorerne har et guldkorn mere: »This item would seem logically to belong after v. 27; perhaps it is an afterthought«.(3) Paulus' bemærkning er ganske rigtigt placeret et ret underligt sted. Hvis vi kigger i samme kapitel vers 24-27, praler Paulus med alle de ubehageligheder, han har oplevet som missionær: Pisk, fængsel, stening og skibbrud. Det er her, Bibel-kommentatorerne mener, at historien om flugten i kurven skulle have været placeret.

2 Korintherne 11,24: Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét,
2 Korintherne 11,25: jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn.
2 Korintherne 11,26: Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre.
2 Korintherne 11,27: Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder.

I stedet fremhæver Paulus sin bekymringen for menighederne (vers 28), og sin magtesløshed (vers 29-30). Han kalder Gud som vidne på, at han ikke lyver (vers 31). Nu skal Paulus til at fortæller om sine visioner fra Herren (i kapitel 12), men inden da, efter at have betonet sin magtesløshed og bekymring, og efter at have kaldt Gud til vidne på, at alle de forrige hændelser med pisk, fængsel, stening og skibbrud var sande, skubber han historien om flugten fra Damaskus ind allersidst i kapitel 11. Man kunne forstå denne placering, hvis flugten var sket sidst rent kronologisk, eller hvis flugten var den mest usandsynlige af hans oplevelser, men ingen af delene er er tilfældet.

2 Korintherne 11,28: Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne.
2 Korintherne 11,29: Hvem er magtesløs, uden at jeg også er magtesløs? Hvem falder fra, uden at det svier i mig?
2 Korintherne 11,30: Hvis jeg skal være stolt, vil jeg være stolt af min magtesløshed.
2 Korintherne 11,31: Gud, Herren Jesu fader, som skal prises til evig tid, han ved, at jeg ikke lyver.

Formuleringen er også meget underlig: »I Damaskus holdt [han] damaskenernes by bevogtet«. Hvorfor kaldes byen nu »damaskenernes by«? Hvorfor ikke bare "byen"? Tænk, hvis det havde været i Århus: »I Århus holdt [han] århusianernes by bevogtet«.

Et problem mere er, at Paulus i et andet brev fortæller, hvad der skete lige efter, at han blev omvendt af Jesus:

Galaterne 1,15 Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede
Galaterne 1,16 at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod,
Galaterne 1,17 og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.

Umiddelbart efter, at Paulus blev omvendt, rejste han til Arabien og tre år senere vendte han tilbage til Damaskus. En ting er, at han modsiger Apostlenes Gerninger, hvor Paulus haster til Jerusalem for at underkaste sig menigheden og de tolv apostle. Det er bare en af de mange modsigelser mellem Apostlenes Gerninger og Paulus' Epistle (læs meget mere om Paulus' første rejse til Jerusalem). Der stod jo også i Apostlenes Gerninger, at Paulus hverken flygtede fra Aretas III eller IV, men fra de onde jøder.

Men ifølge Paulus selv er det allerførste han gør at drage til Arabien. Hvis Paulus flygter fra Aretas IV, konge af Arabia Petrea, hvorfor flygter han så til Arabien? Og hvorfor vender han tilbage til det Damaskus, han lige er flygtet fra?

Alt i alt må vi konstatere, at den utrolige historie om flugten i kurven er — utrolig.

Det mest sandsynlige er, at versene er tilføjet/ændret af en forfalsker, der vidste, at der engang havde regeret en berømt Kong Aretas i Damaskus, men havde glemt, hvor længe siden det var. Om forfalskeren har fået ideen til flugten i kurven fra Apostlenes Gerninger, eller om forfatteren af Apostlenes Gerninger senere har læst det forfalskede vers, skal jeg lade være usagt.

Der er en mulighed mere, men den er endnu mere spekulativ. Derfor vil jeg nøjes med at henvise til det eksterne link efter konklusionen:

Konklusion: Det eneste sted i Paulus' epistler, der kan datere eventyret, er et falsum. Alternativt foregår eventyret 120 år tidligere, end man plejer at antage.

En Kurv til de Kristne Krumspring

Paulus i kurv
Paulus flygter fra Aretas IV i en kurv for 117. gang.
N.B.: Wikipedia har rettet artiklen 19:15, 26 Oktober 2013 og fjernet dette nonsens igen.

Man kan dog stadig finde denne misinformation mange steder på Nettet.

Flere år efter at have skrevet ovenstående må jeg erkende, at kristne ikke giver let op. Aretas IV skal simpelthen med djævlens vold og magt have haft magten over Damaskus.

Som vi allerede har set, ville Kejser Tiberius have dræbt Aretas IV. Derfor er der ingen, der tror på, at Tiberius skulle have foræret en by i romersk territorium til Aretas. Hvis Aretas IV nogensinde skulle have fået Damaskus foræret af romerne, måtte det altså være efter Tiberius' død år 37 og inden Aretas' død år 40. Og vupti, straks opstår påstanden om, at Tiberius' efterfølger gav Damaskus til Aretas IV i år 37.

Normalt er Wikipedia meget brugbar, men under Aretas IV står der følgende ævl:

[…] Herod Antipas then appealed to Emperor Tiberius, who dispatched the governor of Syria to attack Aretas. But because of the emperor's death in AD 37 this action was never carried out.

The Christian Apostle, Paul, mentions that he had to sneak out of Damascus in a basket through a window in the wall to escape the Governor (ethnarch) of King Aretas. (2 Corinthians 11:32, 33, cf Acts 9:23, 24), The question remains open as to when King Aretas received Damascus from Caligula in the imperial settlement of the affairs of Syria. The Aretas' administration in Damascus may have begun as early as AD 37 based upon archeological evidence in the form of a Damascus coin, with the image of King Aretas and the date 101. If that date points to the Pompeian era, it equals AD 37 (T. E. Mionnet, Description des medailles antiques greques et romaines, V [1811], 284f.)

(Wikipedia om Aretas IV, se eksternt link nederst på siden)

Beskrivelse af mønter
Description des medailles af T. E. Mionnet

Her påstås det, at der er arkæologiske beviser: Der henvises til en bog fra 1811, hvor forfatteren (Mionnet) skulle have beskrevet en "Damaskus mønt" med årstallet 101, der måske svarer til år 37 efter vor tidsregning. Ifølge denne Wikipedia-artikel er spørgsmålet ikke, om Aretas IV fik Damaskus foræret af den romerske kejser, men hvornår han gjorde det: »The question remains open as to when King Aretas received Damascus from Caligula«.

Problemet er bare, at dette bevis ikke eksisterer. Hvis man tjekker side 284-285 i den omtalte bog fra 1811 (se billedet til højre eller eksternt link forneden), ser man:

Denne 200-år gamle bog har altså intet at sige om hverken Aretas IV eller året 37. Lad os istedet citere en lidt mere moderne bog om mønter fra 1922:

Katalog over græske mønter
Catalogue of the Greek coins of Arabia, Mesopotamia . . . Nabataea . . .

Aretas IV seems to have held Damascus for a time1 but there is no evidence that he struck coins there.

----------------------------
1 2 Cor. xi 32

(Catalogue of the Greek coins of Arabia, Mesopotamia and Persia (Nabataea, Arabia Provincia, S. Arabia, Mesopotamia, Babylonia, Assyria, Persia, Alexandrine empire of the East, Persis, Elymais, Characene af George Francis Hill, 1922, side xix. Se eksternt link nederst på siden)

Dette vidne, der er 111 år mere moderne end Wikipedias vidne, fortæller, at Aretas IV ser ud til at have haft magten over Damaskus. En fodnote forklarer, at når det "ser ud til det", skyldes det alene 2 Korintherne 11,32. Forfatteren må konstatere, at der i så fald ikke findes beviser i form af mønter: »there is no evidence that he struck coins there«.

Davids flugt
Josvas mænd bliver firet ned fra vinduet med et reb.
Illustration fra Old Testament Stories Comically Illustrated, 1892.

Lad os til sidst give ordet til et mere moderne, kristent vidne, nemlig Eerdmans Dictionary of the Bible:

Additional meanings have been proposed for the unnamed ethnarch under King Aretas in Damascus (2 Cor. 11:32): city governor, tribal sheik, ethnic consul, and tribal military leader. Despite no external evidence for Aretas IV's control of Damascus, most scholars accept Paul's account and suggest either that Aretas received Damascus as a benefaction from Gaius in 37 c.e. or that Aretas briefly took control of Damascus after defeating Herod Antipas in 36, A minority understands the ethnarch and Aretas' jurisdiction as outside Damascus and thus relieved of the burden of asserting Nabatean control of the city. This incident may provide a fixed point within Pauline chronology by placing Paul's Arabian mission (Gal. 1:7) between 36 and the death of Aretas in 39/40. However the historical reliability of 2 Cor. 11:32-33 is challenged by its identification as a textual gloss and by the narrative's similarities to Josh. 2.

(Eerdmans Dictionary of the Bible, 2000, opslaget om Etnark side 434. Se eksternt link nederst på siden)

Eerdman fortæller, at der overhovedet ingen beviser er for, at Aretas IV skulle have haft magten over Damaskus udover 2 Korintherne 11,32-33: »Despite no external evidence«. Alligevel kender Eerdman til tre vidt forskellige forklaringer, som kristne apologeter har rystet ud af ærmet: Gaius (d.v.s. Kejser Caligula) kunne have givet byen til Aretas IV; Aretas IV kunne selv have erobret Damaskus umiddelbart efter at have besejret Herodes; eller måske havde Aretas kun kontrollen udenfor Damaskus (men stadigvæk indenfor Syrien forstår man).

Disse tre forklaringer kunne dårligt være mere modsat rettede: Var Aretes IV blevet bedste ven med romerne, kort efter at Kejser Tiberius havde beordret ham dræbt? Eller havde denne ubetydelige stammehøvding erobret Damaskus fra Romerriget? Eller var han slet ikke inde i Damaskus? Det, at de tre forklaringer er så modstridende, understreger, at der absolut ingen fakta er til at underbygge gætterierne.

Davids flugt
Kong David bliver firet ned fra vinduet med et reb

Tilsidst kommer denne perle: »However the historical reliability of 2 Cor. 11:32-33 is challenged by its identification as a textual gloss and by the narrative's similarities to Josh. 2«. Eerdman fæster ikke lid til 2 Korintherne 11,32-33. De er nemlig en senere indsættelse, »a textual gloss«. Eerdman forklarer ikke hvorfor, men det skyldes vel de grunde, vi allerede har været inde på. Desuden tilføjer Eerdman, at Paulus' flugt ud over bymuren minder for meget om en lignende historie i Josva 2:

Josva 2,15 Så firede hun dem ned fra vinduet med et reb, for hendes hus stødte op til bymuren; hun boede lige op ad muren.

Og her kan man tilføje, at der er en lignende historie om Kong David (billedet til højre):

1 Samuel 19,11 Samme nat sendte Saul folk til Davids hus for at holde ham under bevogtning, så han kunne dræbe ham om morgenen. Men Davids hustru Mikal fortalte ham det og sagde: "Hvis du ikke bringer dig i sikkerhed i nat, er du en død mand i morgen."
1 Samuel 19,12 Så firede Mikal David ned fra vinduet, og han flygtede og undslap.

Konklusion: Der er ingen som helst beviser for, at Aretas IV skulle have haft magten over Damaskus.
Enten er 2 Korintherne 11,32-33 et falskneri baseret på lignende historier om Josvas mænd og Kong David, eller også skrev Paulus sine breve mellem år 87 og 62 før Kristus.

Eksternt Link

Ressourcer

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3)

1 Timotheus 6,13 indeholder en reference til Pontius Pilatus, men 1 Timotheus er ikke en ægte paulinsk epistel.

Hvis vi virkelig skal klemme citronen, er der en hentydning til "kejseren" i Filipperne 4,22: »Hilsen til jer fra alle de hellige, især fra dem, der hører til kejserens hus«.

The new Oxford annotated Bible kan læses som "snippet view på Google Books. Se her.
The new Oxford annotated Bible kan læses som "snippet view på Google Books. Se her.

Op til Vanskelige Vers i Bibelen