|
|
| Ifølge Apostlenes Gerninger blev Paulus afhørt af Agrippa II, Festus og Berenike. Den ægte Paulus nævner aldrig disse mennesker (eller nogen andre) i sine epistler. |
Vores eneste historiske vidne til Jesus er Paulus. Desværre mødte Paulus aldrig Jesus personligt, men kun »uden for legemet« i »den tredje himmel«, da han »blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale« (2 Korintherne 12,1-4).
Men en ting er, at Paulus' bortrykkelse til Jesus' ånd »uden for legemet« i »den tredje himmel« mere lyder som et psykedelisk svampetrip. Et værre problem med Paulus' epistler i al almindelighed er, at der ingen steder er nogen indikation af, hvornår Paulus har skrevet sine epistler, og hvornår han har mødt sin ånde-Jesus. Paulus nævner aldrig Herodes, Kajfas, Johannes Døberen, Pilatus,(1) Agrippa, verdensomspændende solformørkelser, verdensomspændende jordskælv eller nogen andre historiske personer eller begivenheder.
Eller rettere: Der er et enkelt vers, men dette vers daterer Paulus' epistler (og dermed Jesus' død) til år 85 før Kristus.
Tænk, at Jesus er død over 85 år, før han blev født. Bibelen er i sandhed fuld af mirakler.
|
| Michelangelo: Paulus møder Jesus på vejen til Damaskus. |
Den officielle kristne historie, som den er fortalt i Apostlenes Gerninger, foregår ca. år 35-60 efter Kristus. Paulus startede sin karriere med at forfølge de kristne. Da han var løbet tør for kristne at forfølge i Jerusalem, begav han sig afsted til Damaskus:
Apost. G. 9,1 Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten
Apost. G. 9,2 og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem.
Paulus fik altså breve fra ypperstepræsten i Jerusalem,
og det lyder måske lidt underligt, men noterne i
den højt respekterede The new Oxford annotated Bible forklarer:
»The Way, i.e. the true way of the Lord, was one of the earliest names for Christianity.
Those belonging to it at Damascus were probably from Jerusalem; the empire granted the Jews the right to extradite
offenders«.(2)
Med andre ord: På Paulus' tid var Jerusalem og resten af Judæa en del af den romerske provins Syrien (for detaljer, se kronologien om Jesus' fødsel). En af fordelene ved at komme ind under Romerrigets vinger — set fra magthavernes synspunkt — var, at lovbrydere ikke bare kunne flygte i sikkerhed i andre dele af Romerriget. Denne forklaring stemmer i øvrigt fint med det brev fra den romerske konsul, der er inkluderet i 1 Makkabæerne 15,15-21.
Hvorvidt denne ret virkelig gjaldt for præsterne er usikkert. Det lyder underligt, at de "hedenske" romere skulle hjælpe de jødiske præster med forfølge "vantro" i resten af Romerriget. Men sådan lyder den officielle forklaring altså: Paulus var taget til Damaskus i Syrien for at benytte sig af den "udleveringsaftale", der gjaldt i hele Romerriget.
Som bekendt gik det ikke som planlagt: På vejen til Damaskus blev Paulus kaldet af Jesus, og han begyndte i stedet at missionere for kristendommen. I stedet for at forfølge de kristne, gik han rundt i Damaskus og »satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus« (Apost. G. 9,22). Derfor »traf jøderne i fællesskab den beslutning at rydde ham af vejen« (Apost. G. 9,23), men heldigvis havde han på rekordtid fået sine egne disciple, og de hjalp ham med at flygte fra Damaskus i en kurv:
Apost. G. 9,24 Men Saulus fik nys om deres plan. De holdt tilmed vagt ved byportene dag og nat for at kunne rydde ham af vejen.
Apost. G. 9,25 Men en nat tog hans disciple og firede ham ned i en kurv og fik ham således gennem bymuren.
|
| Paulus flygter fra Aretas III i en kurv. |
Umiddelbart lyder flugten i kurven som en af de røverhistorier, Apostlenes Gerninger er stopfyldt med, men Paulus fortæller selv en lignende historie i et af sine epistler:
2 Korinther 11,32 I Damaskus holdt kong Aretas' statholder damaskenernes by bevogtet for at gribe mig,
2 Korinther 11,33 men jeg blev firet ned i en kurv gennem en åbning i muren og slap ud af hans hænder.
Tilsyneladende er det altså sandt, at Paulus er flygtet fra Damaskus i en kurv, når han selv siger det. Men der er en alvorlig modstrid: Ifølge ham selv flygtede Paulus ikke fra de onde jøder, men fra »kong Aretas' statholder«.
Nabatæerkongen Aretas III var netop berømt for at have erobret Damaskus år 85 før Kristus. Damaskus lå på hovedruten mellem Middelhavet, Mellemøsten og Indien. Ved at erobre Damaskus gik nabatæerne fra at være en lille nomadestamme til for en stund at være en eurasisk magtfaktor.
Så vidt, så godt. Men Aretas III var konge fra 87 til 62 før Kristus, og hvis Aretas har forfulgt Paulus, betyder det, at Paulus' eventyr er sket over 120 år tidligere, end man normalt tror. Paulus' epistler (og dermed Jesus' liv) må dateres helt om.
Heldigvis har de kristne som sædvanligt et arsenal af bortforklaringer.
|
| Jøderne mente, at Herodes tabte krigen mod Aretas IV som straf for, at han havde hugget hovedet af Johannes Døberen. |
Det er selvfølgelig noget rod, at Jesus skulle være død mere end 85 år, før han blev født. Hvordan kan en kristen bedst bortforklare dette? Den nemmeste måde er at hævde, at Kong Aretas ikke er Aretas III, men en senere nabatæerkonge, Aretas IV. Så passer kronologien bedre.
Vi konsulterer igen noterne i The new Oxford annotated Bible, der forklarer: »Aretas IV was king of Nabataea, southeast of Palestine. Apparently Damascus was under his jurisdiction at the time of Paul's escape«(3) (min fremhævelse). Ordet "apparently" er afslørende: Tilsyneladende var Damaskus under Kong Aretas IV's jurisdiktion. Eller sagt med andre ord: Der er ingen, der ville have troet, at den arabiske Kong Aretas IV havde haft magten over den romerske by Damaskus, hvis ikke lige det var fordi, det kunne bortforklare denne selvmodsigelse.
Kommentatorerne ser åbenbart ikke noget underligt i først at fortælle os, at Paulus rejste til Damaskus, netop fordi det var en del af romerriget: »the empire granted the Jews the right to extradite offenders« — og derefter er Damaskus alligevel ikke en del af romerriget, men er under Kong Aretas' jurisdiktion: »Apparently Damascus was under his jurisdiction«.
|
|
| Paulus flygter fra Aretas IV i en kurv. |
Lad os se lidt nærmere på den historiske Kong Aretas IV (9 f.Kr.-40 e.Kr.). Han nævnes ikke andre steder i Bibelen, men han spøger i baggrunden i historien om det store trekantsdrama, hvor Herodes Antipas giftede sig med sin brors kone. Historikeren Josephus fortæller, at Herodes "gamle" kone var datter af Aretas IV, og da den vragede datter vendte hjem til sin far, gik Aretas IV i krig mod Herodes.
Herodes led et forsmædeligt nederlag, og hans hær blev tilintetgjort. Josephus mente, at dette nederlag var Guds straf, fordi Herodes at have dræbt Johannes Døberen: »Imidlertid mente nogle af jøderne, at ødelæggelsen af Herodes' hær skyldtes Gud, og at det var en meget retfærdig straf for, hvad han gjorde mod Johannes kaldet Døberen« (min oversættelse; se evt. siden om Johannes Døberen som historisk person for originalteksten).
Den romerske kejser Tiberius kunne derimod ikke se noget guddommeligt i nedslagtningen af Herodes' hær. Tværtimod blev han rasende, og han beordrede præsidenten af Syrien, Vitellius, til at bekæmpe Aretas og enten bringe ham til Rom i lænker eller sende hans afhuggede hoved. Vitellus udrustede hæren og drog afsted, men heldigvis for Aretas døde Kejser Tiberius, mens hæren var på vej, og krigen blev aflyst (se evt. Hvornår levede Johannes Døberen?).
Aretas IV var konge af Arabia Petrea — d.v.s. "Det Stenede Arabien", som er den nordvestlige del af Den Arabiske Halvø. Det er svært at se, hvordan han skulle kunne placere en statholder i en syrisk by på romersk territorium. En ting er, at Aretas slap med livet i behold, fordi Kejser Tiberius døde først, men episoden viser jo, at Aretas ikke havde en særlig høj stjerne blandt romerne.
Der er altså noget, der lugter her. Ikke bare lyder historien om kurven som en røverhistorie, men vi skal også tro på, at en konge fra "Det Stenede Arabien" har placeret en statholder på romersk territorium. Hvordan kunne Paulus tage så meget fejl, når han havde boet tre år i Damaskus?
|
| Hvornår levede Jesus? |
|
| Det er åbenbart pinligt at flygte i en kurv, så i denne kristne, moderniserede genfortælling fra 1978 flygter Paulus fra Damaskus i en helikopter. |
Der er meget mere galt: Uanset hvilken Aretas, Paulus taler om, var Aretas konge over nabatæerne, og nabatæerne var et arabisk folk, der dyrkede deres egne guder. Hvorfor skulle en nabatæisk konge forsøge at dræbe Paulus, bare fordi Paulus »satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus«?
Og kommentatorerne har et guldkorn mere: »This item would seem logically to belong after v. 27; perhaps it is an afterthought«.(3) Paulus' bemærkning er ganske rigtigt placeret et ret underligt sted. Hvis vi kigger i samme kapitel vers 24-27, praler Paulus med alle de ubehageligheder, han har oplevet som missionær: Pisk, fængsel, stening og skibbrud. Det er her, Bibel-kommentatorerne mener, at historien om flugten i kurven skulle have været placeret.
I stedet fremhæver Paulus sin bekymringen for menighederne (vers 28), og sin magtesløshed (vers 29-30). Han kalder Gud som vidne på, at han ikke lyver (vers 31). Nu skal Paulus til at fortæller om sine visioner fra Herren (i kapitel 12), men inden da, efter at have betonet sin magtesløshed og bekymring, og efter at have kaldt Gud til vidne på, at alle de forrige hændelser med pisk, fængsel, stening og skibbrud var sande, skubber han historien om flugten fra Damaskus ind allersidst i kapitel 11. Man kunne forstå denne placering, hvis flugten var sket sidst rent kronologisk, eller hvis flugten var den mest usandsynlige af hans oplevelser, men ingen af delene er er tilfældet.
Formuleringen er også meget underlig: »I Damaskus holdt [han] damaskenernes by bevogtet«. Hvorfor kaldes byen nu »damaskenernes by«? Hvorfor ikke bare "byen"? Tænk, hvis det havde været i Århus: »I Århus holdt [han] århusianernes by bevogtet«.
Et problem mere er, at Paulus i et andet brev fortæller, hvad der skete lige efter, at han blev omvendt af Jesus:
Galaterne 1,15 Men da Gud, der havde udset mig fra moders liv og kaldet mig ved sin nåde, besluttede
Galaterne 1,16 at åbenbare sin søn for mig, for at jeg skulle forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, rådførte jeg mig ikke først med nogen af kød og blod,
Galaterne 1,17 og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, der var apostle før mig, men drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.
Her står godt nok ikke noget om Damaskus, men det sker umiddelbart efter, at »Gud […] besluttede at åbenbare sin søn for mig«. Og hvad gør Paulus så? En ting er, at han modsiger Apostlenes Gerninger, hvor Paulus haster til Jerusalem for at underkaste sig menigheden og de tolv apostle. Det er bare en af de mange modsigelser mellem Apostlenes Gerninger og Paulus' Epistle (læs meget mere om Paulus' første rejse til Jerusalem). Der stod jo også i Apostlenes Gerninger, at Paulus hverken flygtede fra Aretas III eller IV, men fra de onde jøder.
Men ifølge Paulus selv er det allerførste han gør at drage til Arabien. Hvis Paulus flygter fra Aretas IV, konge af Arabia Petrea, hvorfor flygter han så til Arabien? Og hvorfor vender han tilbage til det Damaskus, han lige er flygtet fra?
Alt i alt må vi konstatere, at den utrolige historie om flugten i kurven er — utrolig.
Det mest sandsynlige er, at versene er tilføjet/ændret af en forfalsker, der vidste, at der engang havde regeret en berømt Kong Aretas i Damaskus, men havde glemt, hvor længe siden det var. Om forfalskeren har fået ideen til flugten i kurven fra Apostlenes Gerninger, eller om forfatteren af Apostlenes Gerninger senere har læst det forfalskede vers, skal jeg lade være usagt.
Der er en mulighed mere, men den er endnu mere spekulativ. Derfor vil jeg nøjes med at henvise til det eksterne link efter konklusionen:
Konklusion: Det eneste sted i Paulus' epistler, der kan datere eventyret, er et falsum. Alternativt foregår eventyret 120 år tidligere, end man plejer at antage.
Fodnoter: (1) (2) (3)
Hvis vi virkelig skal klemme citronen, er der en hentydning til "kejseren" i Filipperne 4,22: »Hilsen til jer fra alle de hellige, især fra dem, der hører til kejserens hus«.
