Treenigheden, Comma Johanneum

Treenigheden
De kristne dyrker tre guder: Faderen, sønnen og helligånden, men "i virkeligheden" er det kun 1 gud med 4 øjne.

I gamle Bibler fra før det 20. århundrede er der et enkelt tekststed, der tilsyneladende beviser det omstridte dogme, Treenigheden — det såkaldte Johannæiske Komma / Comma Johanneum. I den forbindelse betyder "komma" en kort sætning.

Tag f.eks. Biblen fra 1897:

1 Johannes 5,7 Thi de ere tre, som vidne [i Himmelen: Faderen, Ordet og den Hellig Aand; og disse tre ere eet.
1 Johannes 5,8 Og de ere tre, som vidne paa Jorden;] Aanden og Vandet og Blodet; og disse tre forene sig til eet.
(Bibel fra 1897)

Her står der jo klokkerent, at Faderen, Sønnen (= Ordet) og Helligånden er én og samme skikkelse. Men i moderne Bibler mangler denne yderst vigtige oplysning. Sådan ser de to vers ud i den autoriserede oversættelse fra 1992:

1 Johannes 5,7 For der er tre, som vidner:
1 Johannes 5,8 Ånden og vandet og blodet, og de tre bliver til ét.
(Oversættelsen fra 1992)

Versene er jo unægteligt krympet en del mellem de to oversættelser, og dermed forsvinder det eneste bevis for Treenigheden. Hvordan kunne det ske, og hvorledes kan denne ændring være autoriseret af Dronning Margrethe II?

Biblia Pauperum, Typer på Treenigheden
Biblia Pauperum - Typer på Treenigheden.

Sagen er den enkle, at teksten var et falskneri. Omkring år 400 har en kirkefader manglet et bevis for at kunne vinde en diskussion og har derfor tilføjet et par sætninger i sin latinske Bibel. Ved senere afskrifter og afskrifters afskrift er ændringerne blevet en del af Bibelen.

Falskneriet er fjernet fra stort set alle Bibler, der er blevet trykt i de sidste hundrede år. Som man kan se, var falskneriet markeret med klammer allerede i 1897-Bibelen, og en fodnote forklarede: »de Ord, som her ere indstregede i det 7de og 8de Vers, fattes i alle gamle Haandskrifter, de ældste Oversættelser og Kirkefædre«.

Det, denne gamle note siger, er:

Det første argument er måske det stærkeste. Det Nye Testamente er oprindeligt skrevet på græsk, men Comma'et optræder kun i et eneste græsk bibel-håndskrift før år 1500.

Comma'et optræder ganske vist i 4 gamle, græske håndskrifter, nemlig nr. 221 (fra det 10. århundrede), nr. 88 (fra det 12. århundrede), nr. 429 og 636, men i disse 4 håndskrifter er Comma'et kun tilføjet i marginen. Comma'et optræder også i selve teksten i fire nyere håndskrifter fra det 16-18 århundrede, nemlig nr. 918, 2473, 2318 og 61 (vi vil se lidt nærmere på nr. 61 i næste afsnit).

Dette levner os med et eneste manuskript, nemlig Codex Ottobonianus (nummer 629), der er fra det 14. århundrede (altså stadig relativt nyt). Manuskriptet er tosproget, og teksten præsenteres på både latin og græsk. Ifølge Bruce Metzger og Bart Ehrman er den græske tekst revideret til at følge den latinske Vulgata: »It is of the fourteenth century and has a Latin text alongside the Greek, which has been revised according to the Vulgate«.(1) Dermed er det ikke så underligt, at netop Codex Ottobonianus — som det eneste — indeholder Comma'et.

Det Skræddersyede Manuskript

Erasmus 1516
Forsiden af Erasmus' første oplag, 1516.
Erasmus 1516
Erasmus vidste fra starten af, at det var kontroversielt at udelade Bibelens eneste bevis på Treenigheden. Derfor forklarede han sine bevæggrunde i noterne: "In Græco codice tantum hoc reperio de testimonio triplici […]" (side 618 i 1. oplag).

Hvordan er Comma'et overhovedet kommet ind i de danske Bibler? "Vi" er jo protestanter, så hvordan kan et falskneri i katolikkernes latinske Vulgata påvirke os?

Det skyldes, at Biblerne indtil det 20. århundrede var oversættelser af en græsk tekst kaldet Textus Receptus. Denne tekst blev fremstillet i 1516 af Erasmus af Rotterdam og havde ikke det famøse Comma med. I andet oplag fra 1519 rettede Erasmus ca. 400 fejl, men Comma'et blev stadig ikke taget med, fordi Erasmus ikke kunne finde det i noget græsk håndskrift.

Erasmus blev voldsomt kritiseret, bl.a. af redaktørerne af Complutenserpolyglotten. De havde nemlig taget Comma'et med ved at oversætte den latinske tekst "baglæns" til græsk. Erasmus blev også kritiseret af franciskanerne og englænderen Edward Lee (den senere biskop af York), og han blev beskyldt for kætteri og for at være doven.

Hvad der derefter skete, fortælles ofte således: Erasmus havde udfordret de kristne og lovet, at han ville inkludere Comma'et, hvis man kunne finde bare et eneste græsk håndskrift, hvor Comma'et var med. Som ved et mirakel fandt man i Oxford et splinternyt manuskript med den ønskede sætning. Manuskriptet var som skabt(!) til formålet, og Erasmus var tvunget til at holde sit løfte, men han tilføjede en lang fodnote, hvor han skrev, at han mistænkte manuskriptet for at være blevet fremstillet udelukkende for at snyde ham.

Denne anekdote er fortalt af en perlerække af grundige forskere i halvandet hundrede år inklusiv Bruce Metzger.(2) Men selvom det er rigtigt, at Comma'et blev taget med i tredje oplag i 1522, er resten af historien ikke helt sand.

Den hollandske Erasmus-ekspert Henk Jan de Jonge (se eksternt link nederst) påpeger, at Erasmus aldrig er kommet med noget sådant løfte. Det nærmeste Erasmus kom en sådan formulering var: "Hvis jeg havde haft et eneste manuskript i min hånd, hvor der stod, hvad der står i Vulgata, ville jeg afgjort have brugt dette til at udfylde, hvad der manglede i de andre manuskripter".(3) Men her er der hverken nogen udfordring eller noget løfte: Erasmus forklarede bare sine bevæggrunde for, hvad han havde gjort.

Erasmus 1522
Tredje oplag: Nu med Treenigheden

En anden sætning, der måske har skabt misforståelsen, var Erasmus' forsvar mod beskyldninger om dovenskab. Lee mente, at når Erasmus ikke havde fundet et manuskript med Comma'et i, måtte det skyldes, at han ikke havde kigget grundigt nok. Erasmus' svar var at opfordre Lee til selv at finde et sådant manuskript og bevise, at Erasmus kunne havde haft adgang til det.(4) Igen er her ikke noget løfte om, at Erasmus ville benytte sig af sådant et manuskript — Erasmus forsvarede sig bare mod anklagen om dovenskab.

Når Erasmus valgte at medtage Comma'et i tredje oplag, skyldtes det altså ikke nogen udfordring eller noget løfte. Årsagen var mere af taktisk karakter: Erasmus' mening med sit værk var, at han ville erstatte den 1.100 år gamle, latinske Vulgata med sin egen nye, mere læsbare, oversættelse. En anklage om kætteri ville ødelægge hans planer (og salget af hans bøger). Eftersom Erasmus ikke selv havde noget teologisk problem med at acceptere Treenigheden, inkluderede han Comma'et (billedet til højre) og fik fred.

Den sidste del af anekdoten — om Erasmus' lange fodnote med hans mistanke om, at manuskriptet var fremstillet udelukkende for at snyde ham — er åbenbart endnu sværere at udrydde.(5) Der var ikke tale om en fodnote, men om et brev til Stunica, en af redaktørerne af Complutenserpolyglotten. Det Erasmus skrev var blot, at han mistænkte den græske tekst for at være påvirket af den latinske Vulgata.(6) Dette var Erasmus' standardforklaring, hver gang teksten i et græsk manuskript ikke levede op til Erasmus' forventninger. Selv Codex Vaticanus fra det 4. århundrede blev kritiseret af Erasmus for at være influeret af den latinske Vulgata.

Manden, der havde fremstillet manuskriptet, var en franciskansk munk fra Oxford ved navn Roy, og det var næppe noget tilfælde, at det var en franciskaner. Franciskanerne anså Kardinal Francisco Ximénez de Cisneros for at være deres leder — den samme Cisneros, der havde udgivet Complutenserpolyglotten. Dermed var ethvert angreb på Erasmus' græske tekst et forsvar for franciskanerne. Franciskanerne i Antwerpen havde tidligere fremskaffet et græsk manuskript, hvor Comma'et stod i marginen, men dengang havde Erasmus sarkastisk bemærket, at håndskriften så lidt for moderne ud.

Erasmus modtog en afskrift af de omtvistede vers fra det nyfremstillede manuskript fra Oxford. Mærkeligt nok mangler manuskriptet de sidste syv græske ord fra 1 Johannes 5,8: "kai oi treis eis to en eisin" (»og de tre bliver til ét«), men dem tilføjede Erasmus selv.

Selvom Erasmus ikke selv har sagt sine mistanker højt, er der ingen tvivl om, at manuskript 61 var nyfremstillet.(7) Desuden var manuskriptet en kopi af et manuskript fra det 10. århundrede, der ikke indeholdt Comma'et.(8) Treenigheden var altså blevet tilføjet omkring år 1520.

Comma'et kom som sagt med i 3. oplag af Erasmus' græske tekst i 1522. Det var samme år, Martin Luther udgav sin oversættelse af Det Nye Testamente, men da Luther havde brugt Erasmus' 2. oplag fra 1519, slap tyskerne for Comma'et:

Treenigheden 1 Johannes 5,7 Denn drey sind die da zeugen, der geyst, vnd das Wasser, vnd das blut,
1 Johannes 5,8 vnd die drey sind eynis,
(Martin Luthers oversættelse fra 1522 - ingen Treenighed)

I resten af Europa var skaden sket. Stort set alle udgivere af græske "originaltekster" kopierede kritikløst Erasmus' tekst, og snart bredte Treenigheden sig gennem Europas Bibler.

I dag er falskneriet fjernet igen sammen med 6.000 andre forfalskninger i Det Nye Testamente. Og hvem ved? Måske fjerner Bibelselskabet en dag nogle af de andre falsknerier? F.eks historien med den der lever uden synd skal kaste den første sten, — eller Jesus, der sveder blod — eller de sidste 12 vers af Markusevangeliet eller nogle andre af de over 50 vers.

Ressourcer

Eksterne Links

Yderligere information


Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7) (8)

Bruce Metzger og Bart Ehrman: The Text of the New Testament, Its Transmission, Corruption and Restoration. 4. udgave s. 147
Bruce Metzger fortæller historien således:

»In an unguarded moment Erasmus promised that he would insert the Comma Johanneum, as it is called, in future editions if a single Greek manuscript could be found that contained the passage. At length such a copy was found - or was made to order! As it now appears, the Greek manuscript had probably been written in Oxford about 1520 by a Franciscan friar named Froy (or Roy), who took the disputed words from the Latin Vulgate. Erasmus stood by his promise and inserted the passage in his third edition (1522), but he indicates in a lengthy footnote his suspicions that the manuscript had been prepared expressly in order to confute him«.

(The Text of the New Testament, 2. oplag, 1968, side 101.)

Erasmus skrev til englænderen Edward Lee i Responsio ad Annotationes Eduardi Lei, 1520:

»If a single manuscript had come into my hands in which stood what we read (sc in the Latin Vulgate) then I would certainly have used it to fill in what was missing in the other manuscripts I had. Because that did not happen I have taken the only course which was permissible, that is I have indicated (sc in the Annotationes) what was missing from the Greek manuscripts«.

(Oversat til engelsk af de Jonge)

Fra Erasmus til Dr. Lee:

»What sort of indolence is that, if I did not consult the manuscripts which I could not manage to have? At least, I collected as many as I could. Let Lee produce a Greek manuscript in which is written the words lacking in my edition, and let him prove that I had access to this manuscript, and then let him accuse me of indolence«

(Oversat til engelsk af de Jonge)

Det 4. oplag af Bruce Metzger's The Text of the New Testament er redigeret af Bart Ehrman. Ehrman tilføjer en fodnote (nr 22. på 146), hvor han påpeger, at Henk de Jonges forskning rammer en pæl gennem Metzgers anekdote om Erasmus' løfte.

Men den sidste halvdel af historien (at Erasmus skulle have luftet sin mistanke i en fodnote) bliver ikke kommenteret af Ehrman.

Erasmus skrev til Stunica: »I suspect this manuscript, too, to have been revised after the manuscripts of the Latin world«.

(Oversat til engelsk af de Jonge)

Manuskriptet hedder Codex 61, men kaldes også Codex Montfortianus efter den senere ejer Thomas Montfort. Erasmus kaldte det Codex Britannicus.

For detaljer om bogens ultrakorte forhistorie, og hvorfor det er et falskneri, se The origin of the Leicester Codex of the New Testament side 46-53.

»61: the Codex Montfortianus, an early sixteenth-century manuscript at Trinity College, Dublin. This codex was copied from a tenth-century manuscript at Lincoln College, Oxford, that did not have the Comma. Insertions elsewhere in the Montfortianus copy have been retroverted from the Latin«.

Atter citeret fra Bruce Metzger og Bart Ehrman: The Text of the New Testament, Its Transmission, Corruption and Restoration. 4. udgave s. 147.


Op til Vanskelige Vers i Bibelen