Arvesynden er det grundlæggende dogme i den katolske / lutheranske tro. Kort skitseret går Arvesynden ud på:
Det vil sige, at før Jesus blev født, havnede alle mennesker i Helvede — gode som onde. Efter at Jesus blev korsfæstet, vil alle folk, der aldrig har hørt om Jesus, stadig havne i Helvede — gode som onde. Alt sammen på grund af et magisk æble og en talende slange.
Hvad værre er: Arvesynden rammer alle mennesker, uanset om de tror på Gud eller ej. Jesus' frelse ophæver derimod kun arvesynden for de troende.
Lyder det dumt? Så stol trygt på, at hverken Gud eller Jesus har udtalt disse tåbeligheder. Arvesynden er bare et katolsk dogme, som Folkekirken for længst burde have droppet — sammen med pavens ufejlbarlighed, afladsbreve, helligt vand, farvet røg, konfirmation og fiskehatte.
Arvesynden blev opfundet af Augustin af Hippo (354-430) — det samme geni, der fandt på, at katolikker skulle klippe det 10. bud over i 2 små bud.
Arvesynden blev ophøjet til dogma i år 418, og som teologisk "bevis" tog man nogle citater fra Paulus' epistler:
Romerne 5,12 Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.
[.. .. ..] [. . .]
Romerne 5,14 men døden herskede fra Adam til Moses også over dem, der ikke havde syndet ved en lignende overtrædelse som Adam. Han er et billede på ham, der skulle komme;
Romerne 5,15 men det forholder sig ikke med nådegaven som med faldet; for døde de mange på grund af den enes fald, er Guds nåde og gave så meget mere kommet de mange rigeligt til gode ved nåden i det ene menneske, Jesus Kristus.
1 Korinth. 15,22 For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.
På samme måde hævder den anonyme forfatter af Hebræerbrevet, at Jesus med overlæg var død for vores synder - for at besegle den nye pagt:
Hebræerne 9,14 så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.
Hebræerne 9,15 Derfor er Kristus formidler af en ny pagt, for at de kaldede kan få den evige arv, der er lovet, ved at han er død til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt.
Hebræerne 9,16 For hvor der er et testamente, er det nødvendigt, at testators død godtgøres;
Hebræerne 9,17 et testamente får jo først betydning ved dødsfald, da det ikke har nogen som helst virkning, så længe han, som oprettede det, lever.
Der har vi hele årsagen til balladen — to-tre løsrevne og overfortolkede citater fra en selvudnævnt apostel, der aldrig personligt havde mødt Jesus.
Lad os kigge på, hvad resten af Bibelen har at sige:
Gud har aldrig truet med at dræbe Adams arvinger. Tværtimod sagde han til Adam:
1 Mosebog 2,17 Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!
Adam skulle altså dø samme dag - længe før han havde fået avlet nogle arvinger. Truslen var møntet på Adam personligt, og truslen var åbenbart tom, da vi læser i 1. Mosebog 5,3-5, at Adam levede 930 år mere.
Der er heller ikke meget hold i påstanden om, at Adam og Eva oprindeligt skulle have været udødelige. Tværtimod blev de netop jaget ud af Paradis for at forhindre dem i at blive udødelige:
1 Mosebog 3,22 Og Gud Herren sagde: »Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!«
1 Mosebog 3,23 Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af.
1 Mosebog 3,24 Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.
Gud afholdt sig fra nogensinde at omtale æble-historien yderligere. Den talende slange nævnes overhovedet ikke i resten af Det Gamle Testamente, og ethvert udestående Gud måtte have haft med Adams efterkommere, blev skyllet væk med syndfloden(1). Her dræbte Gud jo alle de syndefulde mennesker — og reddede den udadlelige Noa:
1 Mosebog 6,9 Dette er Noas slægtshistorie. Noa var en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige, og han vandrede med Gud.
Noa, som jo nødvendigvis må være vores allesammens stamfar, var altså retfærdig og udadlelig, og han vandrede med Gud! Hvorfor skulle Gud redde Noa, og alligevel kaste Noa og alle hans efterkommere i Helvede på grund af en arvesynd? Og hvad med Guds nye pagt efter Syndfloden:
1 Mosebog 9,9 Nu opretter jeg min pagt med jer og med jeres efterkommere,
[.. .. ..][. . .]
1 Mosebog 9,11 Jeg opretter min pagt med jer: Aldrig mere skal alt levende udryddes af vandfloden. En vandflod skal aldrig mere ødelægge jorden.«
Dem, der har opfundet Arvesynden, vil have os til at tro, at Gud stod og oprettede en ny pagt og lovede aldrig mere at dræbe folk med "en vandflod", samtidig med at Gud stadig lader mennesker dø på grund af Arvesynden.
Og folk, der tror på Arvesynden, mener åbenbart også, at Gud oprettede en ny pagt med Noa og hans efterkommere, men at Gud "glemte" at fortælle, at Noa, at han og hans efterkommere stadig havner i Helvede. Disse mennesker må tilbede en meget hyklerisk gud.
Jesus, der ellers var hovedpersonen, nævnte ikke arvesynden. Det nærmeste han kom var:
Matthæus 15,11 Ikke det, som kommer ind i munden, gør et menneske urent, men det, som kommer ud af munden, det gør et menneske urent.
[.. .. ..][. . .]
Matthæus 15,16 Han sagde: »Er også I stadig uforstandige?
Matthæus 15,17 Fatter I ikke, at alt det, som går ind gennem munden, kommer ned i maven og forsvinder ud igen?
Her snakkede Jesus godt nok om sine egne beskidte fingre, som han nægtede at vaske. Men hvis Jesus kendte til en "Arvesynd", og hvis han vidste, at hans formål her på Jord var at sone Adam & Evas "forbrydelse", og hvis han mente, at alle mennesker havner i Helvede på grund af et æble, der var "kommet ind i munden", så havde han haft alletiders chance for at nævne det her.
Tilbage til Paulus. Paulus skriver:
1 Korinth. 15,3 Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne,
Paulus' epistler er ældre end evangelierne - da Paulus skrev dem, fandtes der ikke noget "Nyt Testamente". Så når Paulus i citatet foroven siger »efter Skrifterne«, hentyder han altså til Det Gamle Testamente. Og hvad er det så, Skrifterne siger om at dø for andres synder:
5 Mosebog 24,16 Fædre må ikke lide døden for deres sønners synd, og sønner må ikke lide døden for deres fædres synd. Kun for sin egen synd skal man lide døden.
Sønner skal ikke dø for deres fædres synder (se også 2. Kongebog 14,6, 2. Krønikebog 25,4, og Ezekiel 18,2-20).
I det hele taget er Arvesynden et sygt koncept: At lade folk dø for andres synder. Paulus modsagde også sig selv, da han skrev om Jesus:
Romerne 2,6 Han vil gengælde enhver efter hans gerninger:
Paulus siger altså, at vi skal straffes efter vores egne gerninger - og ikke Adams.
Det mest forbløffende er, hvad der står i det nye Testamente i et afsnit, der har overskriften "Advarsel mod sløvhed":
Hebræerne 5,12 For I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere, trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord, ja, det er kommet dertil, at I har brug for mælk og ikke for fast føde.
Hebræerne 5,13 For enhver, som lever af mælk, er uden erfaring, når der tales om retfærdighed; han er jo et spædbarn.
Hebræerne 5,14 Men den faste føde er for de fuldvoksne, som ved stadig brug har opøvet deres evner, så de kan skelne mellem godt og ondt.
Vi har tidligere på denne side citeret Hebræerbrevet for, at uden Jesus' sonoffer ville mennesket havne i Helvede, for at have spist af "træet til kundskab om godt og ondt" - og ifølge samme Hebræerbrev er det at skelne mellem godt og ondt, en evne som kan opøves - og som man bør opøve!
Konklusion: Arvesynden er noget vrøvl - men hvad var så formålet med, at Jesus kom til verden?
Læs evt. hvad der sker med udøbte børn.
Fodnoter: (1)
Syndfloden . . .: For en ordens skyld: syndfloden har ikke noget med arvesynden at gøre. Ordet kommer af gammelt tysk sintfluot, hvor sin betyder uafbrudt.