De Apokryfe Skrifter

De gammeltestamentlige apokryfe skrifter er betegnelsen for en række bøger, der er med i den græske teksttradition, Septuaginta, men som ikke er med i den hebraiske teksttradition.

Helt nøjagtigt hvilke bøger der er apokryfe, afhænger af hvilken sekt, der kigger i hvilke udgaver af Septuaginta:

King James 1611
King James fra 1611 indeholdt de apokryffe bøger
– inklusive 1. & 2. Esdras.

Moses med de Ti Bud Som det fremgår, er apokryferne ikke lige så "fine" som resten af Det Gamle Testamente. Det kan man undre sig over, for der er tale om en meget gammel tradition. Septuaginta-traditionen blev grundlagt mellem det 3. og 1. århundrede før vor tidsregning, da de hebraiske Bibler blev oversat til græsk, dels af hensyn til ikke-jøder og dels til de helleniserede jøder, der ikke længere forstod hebraisk. Septuaginta er altså ældre end Det Nye Testamente, og der eksisterer stadig Septuaginta-bibler fra det 4. århundrede efter vor tidsregning, hvilket er langt ældre end de ældste hebraiske bibler, der er fra omkring år 1000.

Et ofte brugt argument imod de apokryfe skrifters gyldighed er, at bøgerne kun er overleveret som græske oversættelser i Septuaginta, men ikke findes på hebraisk. Dette skyldes blot, at den masoretiske tradition, der startede omkring år 70, ikke anerkender apokryferne, og de ældste eksisterende hebraiske Bibler, er dem, som masoreterne bevarede. Det paradoksale er altså, at kristne mennesker regner skrifterne som "ikke guddommeligt inspirerede", bare fordi en enkelt jødisk sekt ikke kunne lide dem. Desuden er argumentet ikke meget værd, efter at mange af de apokryfe bøger er fundet i dødehavsrullerne - ved Qumran har man fundet Tobits Bog, Siraks Bog, Jeremias' brev og Salme 151.

Et andet argument er, at Jesus og apostlene aldrig citerede fra dem. Til sammenligning er der ca. 320 citater fra Det Gamle Testamente i Det Nye, men - påstås det - ingen fra apokryferne.

Dette argument er simpelthen forkert. Moderne Bibeloversættelser - f.eks. den danske fra 1992 - tager kristologiske hensyn, hvilket vil sige, at man bevidst ændrer i oversættelsen for at gøre "det muligt at se en kristologisk bue" mellem det Nye og Gamle Testamente (se et eksempel her). Når oversættelsen således er fyldt med hundreder af forfalskninger kristologiske buer, virker forbindelsen til apokryferne naturligvis svagere i sammenligning.

Men lad os se på nogle eksempler. Den Gyldne Regel er ét eksempel - Herodes Agrippa's død er et andet. Her er nogle flere:

Kroppens Tabernakel

Paulus var teltmager af profession, og i en af sine epistler kalder han vores jordiske hylster for et telt:

2 Korinth. 5,1 Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene.
[.. .. ..] [. . .]
2 Korinth. 5,4 For mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet.

Hvorfra kommer ideen med at sammenligne den menneskelige krop med et telt / tabernakel?

Det er let at svare på. Det ord, Paulus bruger for telt/tabernakel, er det græske "skênos", og hvis man kigger gennem resten af Det Nye Testamente og Septuaginta (Det Gamle Testamente oversat til græsk), optræder ordet kun en eneste gang:

Visdom 9,15 for vor forgængelige krop tynger sjælen ned, det jordiske telt er en byrde for sindet, som er fuldt af tanker.

Ikke bare bruger den apokryfe bog det samme ord, som Paulus brugte et par hundrede år senere, men parallellen mellem vores jordiske krop og et tabernakel er utvetydig.

Bibelselskabet har krydsreferencer mellem 2 Korintherne 5,4 og Visdommens Bog 9,15

En konge født, i klude svøbt

I Lukasevangeliet bliver den nyfødte Jesus "svøbt".

Jesus i krybben
Da jeg var født, blev jeg blev lagt i svøb. Nej, ingen konge har fået anden begyndelse på tilværelsen,

Lukas 2,7 og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

Det lyder måske meget normalt, men engelen fremhæver det over for hyrderne som et tegn:

Lukas 2,11 I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.
Lukas 2,12 Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe."

Det er nemlig ikke så almindeligt endda - ordet der bruges i den græske originaltekst er sparganoo, og det optræder kun disse 2 gange i hele det Nye Testamente.

Ordet sparganoo optræder 3 steder i Septuaginta (dvs. den græske Bibel): Ezekiel 16,4, Job 38,9 og i Visdommens Bog, hvor Kong Salomon beretter:

Ezekiel 16,2: Menneske, fortæl Jerusalem om dens afskyelige handlinger,
Ezekiel 16,3: og sig: Dette siger Gud Herren til Jerusalem: Du stammer fra kana'anæernes land, og dér blev du født; din far var amorit og din mor hittit.
Ezekiel 16,4: Ved din fødsel, den dag du blev født, blev din navlestreng ikke skåret over, du blev ikke vasket ren og gnedet med salt, og du blev ikke lagt i svøb.
Job 38,9: dengang jeg gav det skylaget til klædning og de mørke skyer til svøb,

Visdom. 7,3 Da jeg var født, indåndede jeg den samme luft som andre og blev lagt på den jord, der bærer os alle; som hos alle andre var gråd min første lyd,
Visdom. 7,4 jeg blev lagt i svøb og plejet med omsorg.
Visdom. 7,5 Nej, ingen konge har fået anden begyndelse på tilværelsen,

Sådan skal det være: En nyfødt konge skal lægges i svøb - »ingen konge har fået anden begyndelse på tilværelsen«.

Når David's søn, Salomon, fortæller, at han blev svøbt, så skal Davidssønnen Jesus naturligvis også svøbes.

Enoks Bog

Der er heller ingen tvivl om, at forfatteren af Judas-epistlen citerer en apokryf bog. Han er nemlig så venlig at fortælle utvetydigt, at han citerer Enoks Bog:

Judas 14 Det var også dem, Enok i syvende slægtled efter Adam profeterede om: "Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige
Judas 15 for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham."

Og det har han ret i - citatet står i Enoks Bog. Problemet er bare, at Enoks Bog er så apokryf, at den ikke engang er med i den danske bibeloversættelse. Lad os derfor citere Enoks Bog på engelsk fra dette sted:

Enoch 2,1 Behold, he comes with ten thousands of his saints, to execute judgment upon them, and destroy the wicked, and reprove all the carnal for everything which the sinful and ungodly have done, and committed against him.
(Enoks bog på engelsk)

Forfatteren citerer også fra den ligeså apokryfe bog Moses' Himmelfart

Judas 9 Dengang ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses' lig, vovede han trods alt ikke at udtale nogen spottende dom, men sagde blot: "Herren straffe dig!"

Det er godt klaret af sådan en lille epistel, der kun fylder ét kapitel, at citere fra to forskellige ikke-deuterokanoniske apokryfe bøger.

Nadver

Gregorsmessen i Århus domkirke af Bernt Notke
Gregorsmessen i Århus domkirke. Jesus bløder ned i alterkalken.

En af de mest absurde ting ved kristendommen er nadveren: En milliard katolikker tror bogstaveligt på, at de spiser Jesus' kød og drikker hans blod hver søndag. Hvor kommer denne kannibalisme fra?

Den kunne blandt andet komme fra Siraks Bog, hvor Visdommen - personificeret - siger:

Sirak 24,21 De, der spiser mig, er sultne efter mere; de, der drikker mig, tørster efter mere.

Bibelselskabet har krydsreferencer mellem Sirak 24,21 og Johannes 6,35:

Johannes 6,35 Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

Sen til vrede, rask til at høre, sen til at tale

Siraks bog har masser af gode råd.

Sirak 5,4 Sig ikke: »Jeg har syndet, og er der sket mig noget ved det?« For Herren er sen til vrede.
[.. .. ..] [. . .]
Sirak 5,11 Vær rask til at høre, men giv ikke for hurtigt dit svar.

Det syntes Jakob åbenbart også:

Jakob 1,19 Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede,

Bibelselskabet har en krydsreference fra Sirak 5,11 til Jakob 1,19.

Lignelsen om den rige bonde

Jesus kom med en af sine lignelser:

Jesus og hans disciple plukker korn
Gustave Doré: Jesus i kornmarken.

Lukas 12,16 Og han fortalte dem en lignelse: "Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt.
Lukas 12,17 Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst.
Lukas 12,18 Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods.
Lukas 12,19 Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!
Lukas 12,20 Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?
Lukas 12,21 Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud."

Lad os opsummere:

Det lyder præcis som 3 vers i Siraks bog:

Sirak 11,17 Herrens gaver forbliver hos gudfrygtige; hans velvilje bringer altid lykke.
Sirak 11,18 En mand kan blive rig af at være nøjeregnende og bjergsom, men hvad får han ud af det?
Sirak 11,19 Når han siger: »Jeg har fundet ro, og nu vil jeg nyde mine goder,« så ved han ikke, hvor længe det vil vare, inden han skal efterlade dem til andre og dø.

Bibelselskabet har krydsreferencer mellem Sirak 11,19 og Lukas 12,19-21.

Det ellevte Bud

I Markusevangeliet nævner Jesus nogle af De Ti Bud for en rig mand.

Markus 10,19 Du kender budene: 'Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, du må ikke begå røveri, ær din far og din mor!'"
Markus 10,20 Han sagde: "Mester, det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom."

Nu er sagen den, er der ikke er nogen af De Ti Bud, der hedder »du må ikke begå røveri«. Matthæus- og Lukasevangeliet sørger da også for at rette Jesus' pinlige fejl, og de springer dette ekstra bud over, når de kopierer Markus' historie.

De to tavler fra filmen De Ti Bud
Det ellevte Bud: Du må ikke begå "apostereo".

Men Indre Mission har oversat forkert. Ordet, Jesus bruger på græsk, er nemlig "apostereo", og det betyder ikke at begå røveri. Ordet betyder, at forholde folk noget, de har krav på. Her er en komplet liste over de øvrige steder, ordet optræder i Det Nye Testamente: Det oversættes til "lide tab" (1 Korintherne 6,7), "påføre andre tab" 1 Korintherne 6,8), "unddrage jer (hinanden)" (1 Korintherne 7,5), "sætte [sandheden] over styr (d.v.s. forholde folk sandheden)" (1 Tim. 6,5) og "unddrage (arbejderne deres løn)" (Jakob 5,4).

1 Korinth. 6,7: Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?
1 Korinth. 6,8: I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre!
1 Korinth. 7,5: I må ikke unddrage jer hinanden, hvis I da ikke er blevet enige om det for en tid, for at I kan hengive jer til bøn og så komme sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende.
1 Tim. 6,5: rivninger mellem mennesker, der har mistet deres dømmekraft og sat sandheden over styr; de mener, at gudsfrygt skal kunne lønne sig.
Jakob 5,4: tænk på, at den løn, I har unddraget arbejderne, der har høstet jeres marker, skriger til himlen, og høstfolkenes råb har nået Hærskarers Herres ører.

Jesus har altså ikke sagt et ord om røveri. Lad os prøve at tage Jesus lidt mere seriøst, end Matthæus, Lukas og Indre Mission har gjort, og kigge efter ordet "apostereo". Så finder vi et fint bud i Siraks bog:

Sirak 4,1 Min søn, forhold ikke den fattige hans livsfornødenheder, lad ikke den nødlidende vente forgæves.

Dette lyder mere som, noget Jesus kunne have citeret: Forhold ["apostereo"] ikke den fattige hans livsfornødenheder. Jesus taler til en rig mand, og det var en indlysende tanke, at når manden var rig, var det sket på de fattiges bekostning. Derfor citerer Jesus et bud om ikke at begå "apostereo".

Det pudsige er, at Bibelselskabet har en krydshenvisning fra Sirak 4,1 til Matthæus 19,21. Det vil sige, at Bibelselskabet anerkender forbindelsen fra Sirak til Matthæus' kopi af Markus' historie, men ikke til Markus originale historie, selvom det er Markus - og ikke Matthæus - der bruger samme ord, som Sirak.

Matthæus 19,21: Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«

Kongernes Konge

Kongernes konge! Ene du kan skærme vort elskede fædreneland.

Kongernes Konge, det er Gud - selvfølgelig. Det står selv i Det Nye Testamente:

1 Tim 6,15 som den salige og eneste hersker, kongernes konge og herrernes herre, skal lade os se, når tiden er inde,

Åbenbar. 17,14 De vil føre krig mod Lammet, men Lammet vil sejre over dem, fordi det er herrernes herre og kongernes konge, og sammen med det sejrer de kaldede og udvalgte og trofaste, der er i dets følge."

Åbenbar. 19,16 På sin kappe og på sin hofte har han et navn skrevet: Kongernes Konge og Herrernes Herre.

Men de 3 gange vi støder på titlen i Det Gamle Testamente, handler det om de to jordiske konger Artaxerxes (Ezra 7,12) og Nebukadnesar (Ezekiel 26,7, Daniel 2,37).

Ezra 7,12: "Artaxerxes, kongernes konge, til præsten Ezra, den skriftlærde, kyndig i himlens Guds lov:
Ezekiel 26,7: For dette siger Gud Herren: Fra nord sender jeg Babylons konge, Nebukadnesar, kongernes konge, imod Tyrus med heste og vogne og ryttere, en hær, et stort mandskab.
Daniel 2,37: Konge, kongernes konge, dig har himlens Gud givet kongedømme, magt, styrke og ære;

Hvorfra kommer så idéen med bruge betegnelsen Kongernes Konge om Gud? Den kommer såmænd fra Anden og Tredje Makkabæerbog:

2 Makkab. 13,4 Men kongernes konge vakte Antiokus' vrede mod slynglen, og da Lysias udpegede ham som årsagen til alle ulykkerne, befalede Antiokus at bringe ham til Berøa og henrette ham sådan, som det var skik dér.

Jeg kan desværre ikke citere fra Tredje Makkabæerbog 5,35. Den er så apokryf, at den ikke engang kom med i den Danske Bibeloversættelse.

Genopstandelse (1)

Hebræerbrevet nævner en historie om død, tortur og genopstandelse:

Hebræer 11,35 Kvinder fik deres døde igen ved opstandelse; andre blev pint til døde og afviste at lade sig købe fri, for at de kunne opnå en bedre opstandelse.

Den historie, der hentydes til, er en makaber beretning i Anden Makkabæerbog om en mor og hendes 7 sønner, der nægter at spise svinekød. De lader sig tortere ihjel i håb om at genopstå.

2 Makk. 7,1 Også syv brødre blev sammen med deres mor pågrebet, og kongen ville tvinge dem til at spise af det forbudte svinekød, idet de blev mishandlet med pisk og svøbe.
2 Makk. 7,2 En af dem talte for dem alle og sagde: »Hvad vil du forhøre os om og have at vide af os? Du ved, at vi hellere vil dø end overtræde de fædrene love.«
2 Makk. 7,3 Kongen blev rasende og beordrede bradepander og kogekar sat over ilden.
2 Makk. 7,4 De blev hurtigt rødglødende. Han gav så ordre til at skære tungen ud på ham, der havde talt for dem alle, skalpere ham på skytisk vis og hugge lemmerne af, mens de andre brødre og moderen så til.
[.. .. ..] [. . .]
2 Makk. 7,9 Da han var ved at drage sit sidste suk, sagde han: »Usling, du skiller os fra livet her, men verdens konge vil lade os, der er døde for hans loves skyld, opstå til evigt liv
[.. .. ..] [. . .]
2 Makk. 7,11 og sagde tappert: »Fra himlen har jeg fået dem, for hans loves skyld giver jeg afkald på dem, og fra ham håber jeg at få dem tilbage
[.. .. ..] [. . .]
2 Makk. 7,14 Da han skulle dø, sagde han: »Det er godt, at de, der skilles fra menneskene, kan nære det håb til Gud, at han vil lade dem opstå igen; men for dig bliver der ingen opstandelse til liv
[.. .. ..] [. . .]
2 Makk. 7,23 Nej, det er verdens skaber, der har dannet mennesket ved dets tilblivelse og har udtænkt alle tings tilblivelse. Han vil i sin barmhjertighed give jer både liv og ånde igen, fordi I nu agter jer selv ringe for hans loves skyld!«
[.. .. ..] [. . .]
2 Makk. 7,29 Frygt ikke denne bøddel, men vis dig dine brødre værdig og gå villigt i døden; så vil jeg ved Guds barmhjertighed få dig tilbage sammen med dine brødre[.. .. ..] [. . .]
2 Makk. 7,36 Vore brødre, som har udholdt en kortvarig pine, har fået del i det evige liv, som Gud har givet løfte om, men du skal ved Guds dom få den retfærdige straf for dit overmod.

Bibelselskabet har krydsreferencer mellem Hebræerne 11,35 og 2. Makkabæerbog 7,22-33.

Genopstandelse (2)

De tidlige kristne havde åbenbart en tradition med at lade "sig døbe for de døde", hvilket formodentlig betyder, at en levende lader sig døbe som stedfortræder for en død — ligesom mormonerne i dag har døbt både Buddha og Anne Frank.

Paulus brugte denne tradition som argument for, at genopstandelsen var sand: Hvorfor skulle man lade sig døbe for de døde, hvis ikke der var noget, der hed genopstandelse?

Afladsbrev
Afladsbrev. Hvis ikke man forventede, at de faldne skulle opstå, havde det været overflødigt og tåbeligt at købe et afladsbrev.

1 Korinth. 15,29 Hvad skal det ellers til for, at nogle lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem?

Argumentet er underligt bagvendt: Paulus bruger folks handlinger som bevis for, at genopstandelse vil ske.

Den samme bagvendte logik møder vi i en historie, hvor en masse af Judas Makkabæus' krigere dør, fordi de har dyrket de forkerte guder. Derfor betaler Judas Makkabæus en masse penge for at befri de døde for deres synder, så de alligevel skal komme i Himmerige:

2 Makk. 12,43 Han foretog en indsamling blandt mændene og kunne sende næsten 2000 sølvdrakmer til Jerusalem for at bringe et syndoffer - meget rigtigt og klogt gjort, idet han tænkte på opstandelsen.
2 Makk. 12,44 For hvis ikke Judas forventede, at de faldne skulle opstå, havde det været overflødigt og tåbeligt at bede for de døde;
2 Makk. 12,45 desuden forstod han, at den skønneste gave venter dem, der sover hen i gudsfrygt. From og gudfrygtig var hans betænksomhed! Derfor bragte han soningsofferet for de døde, for at de kunne befries for deres synd.

Bemærk ligheden i argumenterne mellem Paulus og Judas Makkabæus: »Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem?« og »hvis ikke Judas forventede, at de faldne skulle opstå, havde det været overflødigt og tåbeligt«.

Eksemplet viser også, hvorfor apokryferne ikke var Luthers lagkage. Han fik nemlig stukket præcis dette bibelcitat i næsen af Dr. Eck i 1519 i Leipzig, da han debatterede skærsild og afladsbreve.

Bibelselskabet har en krydsreference fra 2 Makkabæerne 12,44 til 1 Korintherne 15,29.

Festen for genindvielsen

Jesus var i Jerusalem for at deltage i festen for genindvielsen:

Johannes 10,22 Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter,

Denne tradition var indviet af Judas Makkabæus:

1 Makkab. 4,59 Judas og hans brødre og hele Israels menighed bestemte, at alterets indvielse skulle fejres hvert år på samme tid med fryd og glæde i otte dage fra den femogtyvende i måneden kislev.

Bibelselskabet har en krydsreference fra 1 Makkabæer 4,59 til Johannes 10,22.

Kærlighed og Love

Kærlighed hedder som bekendt "love" på engelsk, og for Jesus var hans kærlighed og hans love det samme:

Johannes 14,15 Elsker I mig, så hold mine bud;

Hvorfra har Jesus fået ideen med at sætte lighedstegn mellem at elske ham og at adlyde hans love? Det har han såmænd fra apokryferne:

Visdom 6,18 at være optaget af lærdom er at elske hende, at elske hende er at holde hendes love, at agte på hendes love er at sikre sig uforgængelighed,

Gyldighedsbevis

Ovenstående eksempler viser, at der er masser af citater fra Apokryferne, der er mindst lige så "gode" som citaterne fra Det Gamle Testamente.

Trykfejl fra 1631
Bibeloversættelsen fra 1631 mangler et enkelt lille ord: "Du skal bedrive hor".

Hvis man som kristen mener, at citat-hyppigheden skal være et bevis mod Apokryfernes "inspiration", er man på farlig vej. Der er nemlig ikke mindre end 15 af de autoriserede bøger i Det Gamle Testamente, der ikke bliver citeret i Det Nye Testamente. Det drejer sig om Josva, Dommerbogen, Rut, 2. Kongebog, 1. & 2. Krønikebog, Ezra, Nehemias, Ester, Prædikeren, Højsangen, Klagesangen, Obadias, Nahum og Zefanias.

Tag en veldædig bog som 4. Mosebog. Den citeres kun 3 gange i Det Nye Testamente, og to af gangene kunne det lige så godt have været en tilsvarende tekst i en af de andre Mosebøger, der citeres. Tilbage er der siger og skriver ét sted, hvor 4. Mosebog citeres:

2 Tim. 2,19 Dog, den grundvold, Gud har lagt, ligger fast, og den har et segl med denne indskrift: "Herren kender dem, der hører ham til," og: "Enhver, som påkalder Herrens navn, skal afstå fra uretfærdighed."

4 Mosebog 16,5 Derpå sagde han til Kora og hele hans flok: "I morgen tidlig vil Herren give til kende, hvem der hører ham til, hvem der er hellig og må ofre til ham; den, han udvælger, må ofre til ham.

Citatet er ikke særlig ordret: Der er forskel på at "kende" og "give til kende". Rent faktisk blev Kora (som citatet handler om) dræbt af Gud, fordi han ikke var god nok.

Citatet er altså væsentligt dårligere end de andre eksempler på denne side. Desuden er 2. Timotheus en af de såkaldte "pastorale epistler", som kun de færreste tror er skrevet af Paulus. Men det er på dette ene citat, at hele 4. Mosebogs gyldighed hænger - hvis man bruger citat-hyppigheden som gyldighedsbevis.

Konklusion: Apokryferne har betydet mere for kristendommen, end mange af bøgerne i Det Gamle Testamente har.

Ressourcer

Yderligere oplysninger


Op til Gamle Testamente