Ahmed Akkari, Min afsked med islamismen

Tilbage i 2006 havde jeg forsvoret, at jeg nogensinde skulle købe noget, Akkari solgte.

Ikke desto mindre har jeg investeret i hans nye bog, og vil bruge den over sommeren til en gennemgang af Muhammedkrisen — en opgave jeg har udsat i 8 år.

Mig og Akkari

Min afsked med islamismen: Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark
Ahmed Akkari

Folk spørger ofte, hvorfor nærværende hjemmeside er anonym. Der skyldes to hændelser, og Ahmed Akkari er indblandet i dem begge.

Den ene skete en tirsdag i oktober 2004, hvor en lektor tilknyttet Carsten Niebuhr Instituttet blev taget med på en "køretur" af tre muslimer og pryglet. Hans brøde var, at han havde reciteret enkelte vers fra Koranen.

Ahmed Akkari sad dengang som retslærd imam i Kristeligt Dagblads panel, hvor han kommenterede denne episode. Her gav Akkari en prøve på det dobbelt- og trippel-snak, der siden blev hans kendemærke: Overfaldet var aldrig sket, og iøvrigt var det offerets egen fejl, og for resten var offeret slet ikke noget offer, for de sande ofre var hele verdens muslimer. Læs meget mere om Carsten Niebuhr-overfaldet.

Hvorfor er tyrkerne sure på Svejts?
Svejts

Overfaldsmændene blev naturligvis aldrig fundet. Alt dette skete nogenlunde samtidig med, at jeg selv var parat til at "springe ud" med min nye hjemmeside, men efter at have vendt sagen med andre ateister valgte jeg at holde mig anonym.

Den anden hændelse var naturligvis Muhammedkrisen. Til at begynde var det meget sjovt — sålænge tosserne rendte rundt i de varme lande og brændte det svejtsiske flag.

Det var knap så sjovt, da optøjerne bredte sig til Nordeuropa, og fascisterne den 3. februar trampede uhindret rundt i Paris, Antwerpen og Londons gader med slogans som "Slay those who insult Islam" og skrålede om, hvordan de ville dræbe alle danskere og stjæle deres kvinder.

På den korte bane havde Vesten tydeligt signaleret sin svaghed: Når Danmarks venner ikke engang var istand til at forsvare os på hjemmebane, var det et tegn på, at man uhindret kunne angribe danskere på udebanen. Dagen efter blev danske ambassader brændt af i flere lande i Mellemøsten. På den lange bane fulgte det engelske politi op på demonstrationerne, og de værste agitatorer fik lange fængselstraffe for deres opfordringer til mord og vold mod ikke-muslimer. Men dette skete først 17 måneder senere, og da var det alt for sent.

Herhjemme oplevede vi, hvordan folk der burde være på vores side, faldt os i ryggen. Politiken, der oprindeligt er grundlagt af religionskritikere, indledte en kampagne mod Jyllands-Posten med en iver, der imponerede selv imamerne. Som Akkari formulerer det: »Selvom slaget så oplagt var tabt og de tragiske konsekvenser udstillet på al verdens avisforsider, gik avisen igen og igen systematisk efter Jyllands-Posten og regeringen i det, der nu lignede en egentlig kampagne«. Forhenværende og kommende ministre holdt møder med imamerne eller optrådte på Al Jazeera, hvor de bekræftede imamernes værste historier, om hvor ondskabsfuldt danskerne behandlede muslimer.

Samtidig blev den gamle blasfemi-paragraf støvet af. I et land, der ifølge Grundloven er lutheransk, og altså hylder Luthers kritik af katolicismen, var det pludselig blevet ulovligt at gøre grin med religion. Den såkaldte racisme-paragraf blev også gravet frem, og muslimer var nu tilsyneladende blevet udnævnt til en særskilt race.

Der var altså ikke meget hjælp at hente fra hverken venner eller fjender.

Om Bogen

Bogen er på 452 sider med tekst og 16 sider med fotos.

Bogen er læseværdig og elementært spændende. Hvert eneste afsnit slutter med et kernecitat (og jeg kunne have lyst til at bringe mange af dem her) eller med en cliff-hanger. Jeg ved ikke, hvor meget af dette, der skyldes journalist Martin Kjær Jensen, og hvor meget der er Akkari selv. I al fald er det fejlfrit dansk og langt mere stringent end det noget vrøvlede sprog, Akkari plejer at tale i.

Bogen starter med et forsøg på at skelne mellem "islam" og "islamisme". Denne forklaring er dog noget selvmodsigende rod, så her kunne man godt tro, at Martin Kjær Jensen har sluppet rorpinden, og at vi her læser Akkaris egne ord. Se evt mere om dette punkt: Islam eller islamisme?

Resten af bogen er opdelt i tre dele: Akkaris vej fra en ung, sekulær mand til formørket islamist, selve Muhammedkrisen og til sidst Akkaris vej tilbage til lyset.

For os, der har fulgt sagen nøje, er der måske ikke så meget nyt, men det er nyttigt at få bekræftet dem af ophavsmanden selv. Det giver også håb om, at virkeligheden måske en dag vil trænge helt ind i Politiken-segmentet. En af de mest overraskende oplysninger var, at imamerne havde holdt møder med terror-organisationer som Hizbollah og Hamas.

En anden ny oplysning i Akkaris bog er, at han nær var brændt inde i en moske, hvor han overnattede. Kort forinden havde han holdt en tale, hvor han opfordrede til at glemme interne stridigheder, og denne tale havde åbenbart gjort folk vrede. Akkari mener, det var et forsøg på mordbrand, men kan det virkelig passe? Hvorfor skulle tilhørerne blive så forbitrede over en tale, der opfordrede dem til at stå sammen mod fjenden (danskerne), at de valgte at brænde deres egen moske ned?

En af Islamisk Trossamfunds falske tegninger.
De løjerlige bogstaver kunne antyde, at forfatteren er vant til at skrive fra højre til venstre.
Islamisk Trossamfund
Abu Bashar viser en af de falske tegninger frem på OIC-konferencen.
Abu Bashar på BBC

Til trods for de 452 sider er der enkelte punkter, som Akkari går alt for let henover.

Det gælder især de tre falske Muhammedtegninger — Muhammed som gris, Muhammed som pædofil dæmon, og en hund, der voldtager en bedende muslim. Akkari vedgår, at modtagerne i Mellemøsten meget let kunne få det indtryk, at disse tre var en del af Jyllands-Postens oprindelige tegninger, men han skyder hele skylden på sine to kumpaner:

Om sammenblandingen af avisernes tegninger og billederne fra Fyn var en fejl begået under tidspres, eller om den var et bevidst valg fra Raed Hlayhels og Kasem Said Ahmads side, har jeg aldrig fået svar på. Skal jeg gætte, hælder jeg dog til det sidste. Det var brænde til bålet, og vi ville se Danmark brænde.
(Side 279, nederst)

Akkari viser de falske Muhammedtegninger frem for to italienske journalistEr.
Akkari og verdenspressen

Til trods for Akkaris valne formulering kan der ikke herske tvivl om, at det skete med fuldt overlæg. Især fordi Abu Bashar viste "grisetegningen" frem både på OIC-konferencen i Saudiarabien og på BBC, mens Akkari selv viste de falske billeder frem til journalister fra hele verden (billederne til venstre). Hvis det var en fejl, havde der jo heller ikke været noget, der havde forhindret Akkari i, at fjerne disse falske tegninger, inden imamrejse nummer to, eller inden "sagsmapperne" blev sendt til konferencen i OIC.

En anden ejendommelig udeladelse er det meget omtalte tegningsforbud. Akkari omtaler ingen steder, at det skulle være forbudt at tegne Muhammed. Dette kan skyldes, at han i mellemtiden er kommet i tvivl, om hvorvidt der overhovedet er et sådant forbud.

Men værre er det, at der heller ikke i nogle af diskussionerne blandt de mange islamiske lærde i bogen — før, under eller efter krisen — er nogen, der bruger dette argument. I diskussioner er emnet altid, at Jyllands-Posten har fornærmet Profeten, eller at de har fornærmet 1.3 milliarder muslimer.

Jeg finder denne udeladelse underlig, eftersom vi igen og igen fik gentaget dette "faktum" under krisen: At vi danskere havde brudt en ubrydelig regel om ikke at afbilde Muhammed. Hvis der ikke findes et sådant generelt forbud, ryger det sidste figenblad, der skulle forsvare imamernes gerninger. Det er jo dem selv, der har fornærmet profeten ved at tage disse tre fornærmende tegninger, mangfoldiggøre dem, og stikke dem op i næsen på muslimer i hele Mellemøsten.

I den forbindelse er det påfaldende, at Akkari konsekvent bruger udtrykket "Tegningkrisen", mens titlen på bogen nævner Muhammedkrisen: »Min afsked med islamismen: Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark«. Det er ikke bare et spørgsmål om ord. Med dette ordvalg er det som om, Akkari alligevel stadig prøver at lægge skylden på Jyllands-Postens tegnere i stedet for på dem, der hævder at forsvare Muhammed.

Det pudsige er, at Akkari stadig er mopset over Weekendavisens Muhammedtegninger. Jeg er sikker på, at 99% af den danske befolkning er uvidende om, at der nogensinde har været Muhammedtegninger i Weekendavisen, men faktisk har imamerne flere gange udtalt, at disse tegninger var værre end dem i Jyllands-Posten.

Åbenbart er Akkari den dag i dag stadig ikke kommet sig over chokket fra Weekendavisen:

De nye tegninger var utrolig grimme og grove. De fremstillede blandt andet Muhammed som en forfængelig tvekønnet skabning med svulmende bryster og langt skæg. På visse punkter opfattede vi dem som en endnu større spytklat i ansigtet end Jyllands-Postens tegninger.

Når man læser den slags, får man indtrykket af, at Akkari måske skulle tage endnu en tur til Grønland og slappe af.

Akkari gemmer sig bag Dannebrog.
Akkari bag Dannebrog

Akkari nævner heller ikke den mest pinlige episode i sin karriere: Få måneder efter at Akkari havde været med til at brænde den danske ambassade ned, hjalp ambassaden ham og 5.000 andre dansk-libanesere med at flygte fra Libanon. Billedet til højre, hvor Akkari gemmer sig bag netop det flag, som var blevet brændt i hele Mellemøsten, gik verden rundt.

Det er faktisk en underlig udeladelse, for ifølge andre kilder var det netop denne oplevelse, der første gang fik Akkari til at fortryde sin opførsel: »It all started when Akkari got help to return to Denmark from Lebanon in 2006« (kilde: The imam who defected).

Alle disse udeladelser til trods er bogen spændende og oplysende. I virkeligheden er det en sensation, at vi således får en afsløring af, hvordan Muhammedkrisen, ofte kaldet "Den største krise for Danmark siden Anden Verdenskrig", blev orkestreret, og hvilke kræfter — både danske og udenlandske — Danmark dengang var oppe imod.

Bogen bør læses af så mange som muligt. Jeg har tænkt mig at læse den en gang til lidt grundigere, og bruge sommeren til at genopfriske alt mit gamle materiale fra foråret 2006.

En Undskyldning

Akkaris bog slutter med en appel til danskere om at være tolerante, men ikke naive, og med ordene: »Til Danmark vil jeg til slut gerne sige: Undskyld. Og tak for alt«.

Som det vil være bekendt, har Akkari brugt det sidste års tid på igen og igen at undskylde sin rolle. Han har desuden været i skandinaviske medier og i BBC radio. Med hjælp fra Anders Foghs tidligere spin doctor, Michael Ulveman, har han sågar forsøgt at komme på Al Jazeera, men uden held. Åbenbart synes Al Jazeera, det er mere spændende at svælge i nye krænkelser af muslimer verden over, end at dvæle ved gamle løgnehistorier, der for længst har udtjent deres formål.

Alligevel hører man ofte spørgsmålet, "om vi kan tilgive Akkari". Jeg finder spørgsmålet latterligt. Akkari har undskyldt, så meget han kunne, og sætter nu livet på spil med sin bog.

Mange af de andre bagmænd er i dag uden for rækkevidde: Abu Laban og Tøger Seidenfaden er døde, Raed Hlayhel er taget tilbage til Libanon, hvor han fortsætter "kampen mod Danmark", mens Uffe Ellemann-Jensen er udenfor rækkevidde, fordi han er Uffe Ellemann-Jensen. Men hvorfor får vi ikke en undskyldning fra Abu Bashar, Kasem Said Ahmad eller Villy Søvndal?

Villy på Eventyr
Villy Søvndal

Et af de mest tåbelige tågehorn må være Özlem Cekic, der mener, at danske muslimer har et særligt krav på undskyldning: »Samtidig blev de muslimer, som boede i Danmark, taget som gidsler, fordi han gjorde sig til talsmand for os. Vi fremstod som islamister, som ville Danmark noget ondt, selvom vi overhovedet ikke var enige med ham, siger Özlem Cekic« (kilde: Akkari burde sige undskyld til muslimerne).

Man tager sig til hovedet og undrer sig over, hvorfor Özlem Cekic ikke har protesteret noget før. F.eks. for otte år siden, da de danske ambassader stod i flammer.

Hvor blev "Kritiske Muslimer" af dengang? Hvad blev der af "Muslimer i Dialog"? Hvad blev der af stort set alle andre muslimer end Naser Khader?

Özlem Cekic's udtalelser er ekstra hykleriske, fordi hun som politiker ville have haft en platform, når som helst hun måtte have ønsket at give imamerne modspil. Og hvis ikke hun mente at kunne råbe imamerne op, så kunne han da i det mindste havde råbt op i sit eget parti, SF.

Den beskæmmende sandhed er jo, at SF's ledere, Villy Søvndal og Holger K. Nielsen, optrådte på Al-Jazeera, hvor de rakkede ned på danskere i almindelighed og Anders Fogh i særdeleshed.

Oprindeligt havde Søvndal kaldt tegningerne for "befriende", men da krisen tog til, øjnede han åbenbart en chance for at splitte VKO ved at optræde på Al-Jazeera og bagtale Dansk Folkeparti. Nu var tegningerne pludselig blevet "stupide og ondskabsfulde".

Med denne optræden leverede SF vigtige våben i propagandakrigen. Imamerne kunne nu citere SF's ledere for, at de stakkels muslimer vitterligt blev behandlet dårlig af den onde VKO-regering. Det gjorde deres straffeaktion mod Danmark mere berettiget. Samtidigt fik det også regeringen og Anders Fogh til at fremstå som meget isolerede.

Hvis nogen skulle være i tvivl, viser Akkaris bog tydeligt, hvordan imamerne dygtigt benyttede enhver splittelse: Mellem Jyllands-Posten og andre aviser, mellem Jyllands-Posten og regeringen, mellem regeringen og Dansk Folkeparti, mellem statsministeren og udenrigsministeren, mellem regeringen og oppositionen, og mellem Danmark og vores allierede.

Senere, da krisen var overstået, og det alligevel ikke var lykkedes Villy Søvndal at vælte hverken regeringen eller Danmark, skiftede han mening igen. Nu havde tegningerne hele tiden været nødvendige.

Hvis nogen skal undskylde, så kan Özlem Cekic starte — både på egne vegne og på vegne af de nyttige idioter i det landsskadelige parti, hun er medlem af.

Eksterne link

Yderligere information