Jesus og Æsops Fabler

Jesus og de syv små dværge
Fabel eller eventyr?

Æsop levede i det 5. århundrede før vor tidsregning. Han var slave på Samos, men blev berømt for sine mange dyrefabler.

Æsop skulle have skrevet ca. 500 fabler. Det er naturligvis et åbent spørgsmål, hvor mange han virkelig skrevet, og hvor mange der bare tilskrives ham — ligesom Davids salmer, Salomons ordsprog og Jesus' lignelser. Fakta er dog, at der er bevaret mere end 300 Æsop-fabler i samlinger fra det fjerde og tredje århundrede før vor tidsregning.

Det vil sige, at når Jesus advarer imod falske profeter, »der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve« (Matthæus 7,15), så hentyder han til en fabel — Ulven i Fåreklæder — der allerede på Jesus' tid var ca. 500 år gammel.

Matthæus 7,15: Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve.

Man kan selvfølgelig undre sig over, hvorfor Ordet blev kød, bare for at citere 500 år gamle dyrefabler, men sådan er der så meget.

Læge! læg dig selv

Frø
Kurér dig selv. Tegnet af Arthur Rackham

Jesus hentyder til en »talemåde«, men kommer ikke nærmere ind på, hvor han hørt den:

Lukas 4,23 Han svarede dem: "I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!"

Frøen som Kvaksalver

En Frø steg op af Mudderet i en Mose og forkyndte Alverden, at den var kommet for at helbrede alle Sygdomme. »Kom hid,« skreg den, »og se en Doktor, som er i Besiddelse af Lægemidler, som Ingen endnu har hørt om; nej, ikke selve Æskulapius, Jupiters Hoflæge.« »Hvor tør Du,« sagde Ræven, »vove Dig til at helbrede Andre, som ikke er istand til at kurere Dig selv for din egen haltende Gang, og dit skabede, runkne Skind?«.

(Æsops Fabler oversat af Christian Winther, 1880)

Moralisk Billed-Bog, 1748
Frøen som kvaksalver.
(Esopi Levnet og Udvalde fabler, 1748)

Den 158. Figur

Forestiller en Frøe, som vilde ikke længer leve i Sumpen men tog hen i en Skov iblant andre Dyr, og gav sig der ud for en Doctor, hvilket ogsaa de fleeste Dyr troede, men Ræven sagde: Hvor mon du med din glatte Snude har lært al den Viisdom? probeer din Kunst først paa dig selv: Derved blev Frøen beskiæmmet, og de andre Dyr bleve vaer, hvor merkelig de havde taget feyl.

  Den Frøe, som ikke vil i Sumpen længer blive,
  Men udi Skoven for en Doctor sig udgive,
    Af Ræven røbet blev, hans Viisdom blev til Skam,
    Saa alle Dyr for en Bedrager holdte ham.

Lær: Hvo blant kloge Folk vil for en Mester prises,
hans Kunst maa ey ved Snak, men virkelig udvises.

(Moralisk Billed-Bog, […] Esopi Levnet og udvalde Fabler, 1748)

Menneskefiskeren og fløjten

Moralisk Billed-Bog, 1748
Fiskeren og fiskene, der ikke vil danse til hans fløjte.
(Esopi Levnet og Udvalde fabler, 1748)

Jesus kaldte sig selv og sine apostle for Menneskefiskere. Måske var det derfor, han tænkte på fablen om fiskeren, der forsøgte at fange fisk ved at spille på fløjte for dem.

Den 145. Figur

Forestiller en Fisker, der tog sin Fløyte og sit Fisker-Garn, satte sig hen ved Vandet, og spillede paa Fløyten, meenende, at Fiskene skulde komme efter hans Musik; men da det slog feyl, kastede hand sit Garn ud, og fangede en stor Mængde Fiske, hvorpaa hand sagde: I ere vel taabelige Creature, saa længe jeg spillede, vilde I ikke dandse, og nu jeg har holdt op, lave I eder til Dands.

  En Fisker med Musik meen Fiskene at fange,
  Dog da hand ingen kand paa samme Sæt erlange,
    Udkaster hand sit Garn, og fisker lykkelig,
    Ja tager fleere op, end hand har ventet sig.

Lær: Hvo som tænker, hand ved Leeg sit Brød kand finde,
hand tænker feyl, dog kand man det ved Arbeyd vinde.

(Moralisk Billed-Bog, […] Esopi Levnet og udvalde Fabler, 1748)

Fiskeren opgav fløjtespillet, og han fangede istedet sine fisk på gammeldags vis. De fiskene lå og sprællede i nettet, bebrejdede han dem, at de godt ville "danse" nu, men ikke ville danse, dengang han spillede for dem.

Menneskefiskeren kendte åbenbart også børnefablen, om dem, der ikke gad danse til fløjten. Hvis ikke de ville lytte til musikken (d.v.s. lytte til Jesus og Johannes Døberen), havde de selv beseglet deres undergang:

Matthæus 11,16 Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre:
Matthæus 11,17 Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.

Den farisæiske hund

Moralisk Billed-Bog, 1748
Hunden, der ikke ville unde oksen det hø, den alligevel ikke selv kunne spise.
(Esopi Levnet og Udvalde fabler, 1748)

En fabel, der tilskrives Æsop, handler om en hund, der lå i høet/krybben. Hunden tillod ikke okserne at spise af høet, selvom den ikke selv spiste hø. Vi tager to danske oversættelser:

Den 138. Figur

Forestiller, hvorledes en Hund, der laae paa en HøeStakke, vilde ikke tilstæde en sulten Stud at æde noget deraf. Da Studen saae Hundens Ondskab, sagde hand: Du onde Skalk, du kand selv ikke æde Høe, og vil dog ikke tilstæde en anden at mætte sig deraf.

  Den Hund, som ikke selv til Livs kand Høet sætte,
  Ey Studen unde vil, at hand sig maatte mætte,
    Hvorover hand da faaer en haard Bebreydelse,
  At hand mod Studen sig saa arrig tør betee.

Lær: Mangen Gierig har det, hand ey kand fordøye,
Vil dog den fattige ey noget godt tilføye.

(Moralisk Billed-Bog, […] Esopi Levnet og udvalde Fabler, 1748)

De Gamle Fabel som tilscriffuis Esopo

[…]
Det elleffte Fabel om en auindsfuld Hundt
Der ere mange som icke unde it andet Menniske det de kunde icke selffue faa, Oc det vaare dem icke mouel ske [d.v.s måske] nytte om de det hagde, dog unde de icke en anden det. Der om bør dette Fabel. Der vor en Auindsfuld Hund han laa i en Krubbe fuld aff Hø. Oc der øxene komme aff deris Arbeide, da ville hand icke lade dem æde Høet Men Gøde fast mod dem oc Grinede at dem met Tendene. Da sagde Oexnene til hannem, Du gør oss uret, di du kant icke æde Hø aff din nature, Oc du forbiuder oss at æde det, Han hagde oc it ben, i sin Mund, som han kunde icke Gnaffue, oc han ville icke heller unde andre hunde at de maatte det gnaffue. Dette Fabel lærer ath Avendsfulde Menniske unde icke andre det som de kunde selff bruge.

("Esopi leffnit oc nogle hans fabel" […] af Christiern Pedersen, 1556)

Hunden i krybben
Illustration fra 1880 (Wikipedia)

Jesus var ikke bange for at kalde farisæerne for hunde (og svin, slanger og øgleyngel), og netop denne historie minder meget om et vers fra Thomasevangeliet, hvor Jesus sammenligner farisæerne med sådan en hund:

Thomas 102 Jesus sagde: "Ve over farisæerne, for de ligner en hund, der sover i oksernes krybbe, for den hverken æder selv eller tillader okserne at æde.

Det er en lidt speget historie: Fablen blev ikke tilskrevet Æsop før ca. 1476, så den er ikke helt så gammel, som de andre fabler. Men omvendt var der jo ingen mennesker, der kendte Thomasevangeliet i 1476, så fablen må være mindst lige så gammel som Thomasevangeliet.

Fablen kendes fra græske forfattere (Lucian og Straton of Sardis) fra det første og andet århundrede efter vor tidsregning, der er ca. ligeså gamle som Thomasevangeliet. Men selvom Thomasevangeliet er det evangelium, der rammer tættest på fablen, er der også et vers i den autoriserede Bibel, der minder meget om det.

Ligesom i Thomasevangeliet er det igen farisæerne, der står for skud. De kan ikke selv komme ind i himlen, men alligevel tillader de ikke andre folk at komme ind.

Matthæus 23,13 Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke.

En pudsig detalje er, at i den danske oversættelse fra 1897 bruger Bibeloversætteren det samme skældsord, som oversætteren af fablen gjorde i 1748, »Du onde Skalk« / »I Øienskalke«: Matthæus 23,13.

Matthæus 23,13: Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaae Ikke derind, og dem, som ville gaae ind, tillade I det ikke.
(Dansk oversættelse fra 1897)

Paulus og Lemmernes oprør

Nu skal det ikke handle om Jesus det hele. Paulus sammenlignede de enkelte med-lemmer i menigheden med kroppens lemmer. Alle lemmer er nødvendige: Øjet og hovedet kan ikke bare gøre oprør mod hænderne og fødderne:

1 Korinther 12,21 Øjet kan ikke sige til hånden: "Jeg har ikke brug for dig," eller hovedet til fødderne: "Jeg har ikke brug for jer."
1 Korinther 12,22 Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige,
1 Korinther 12,23 og de lemmer, som vi synes er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, og de lemmer, som vi undser os ved, klæder vi med desto større blufærdighed;
1 Korinther 12,24 de andre lemmer har ikke brug for det. Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære,
1 Korinther 12,25 for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden.
1 Korinther 12,26 Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.

Moralisk Billed-Bog, 1748
Oprøret lykkedes, men hele legemet døde.
(Esopi Levnet og Udvalde fabler, 1748)

Det lyder jo meget, som om Paulus lige har læst den 500 år gamle fabel om, »hvorledes Hænder, Fødder og de øvrige Lemmer« gjorde oprør mod maven og nægtede at give den føde:

Den 119. Figur

Forestiller, hvorledes Hænder, Fødder og de øvrige Lemmer blevet oprørte imod Maven, og vilde ikke føde ham, fordi hand ikke arbeydede ligesaavel som de andre Lemmer; men som hand ingen Føde fik, blev hand afmægtig, og de øvrige Lemmer begyndte at vansmægtes; hvorpaa de gierne vilde tilføre Maven Føde, men det var forsilde, hvorover det heele Legeme maatte omkomme.

  Mod Maven Lemmerne oprørisk torde blive,
  Og vilde hannem ey sin vante Føde give,
    Men Mavens Afmagt fandt det gandske Legeme,
    Og fik ved dette Spil sin Undergang at see.

Lær; Naar du noget skal til meenig Beste yde,
Tænk, det er ikke spildt, du ey skal sligt fortryde.

(Moralisk Billed-Bog, […] Esopi Levnet og udvalde Fabler, 1748)

Moralen er den samme i begge fabler. I Æsops fabel dør hele legemet, og Paulus konkluderer: »Lider én legemsdel, så lider også alle de andre«.

Eksterne links

Yderligere information


Op til sektion om Det Nye Testamente